Hey, that's my couch!

[Alexa O'Neill]

Sted: Slytherins opholdsstue, "Tristans" sofa
Tid: Kl 23:15
Vejr: Mørkt med regn
Deltager: Tristan Plainwood

Det havde egentlig været en meget kort dag, sådan rent timemæssigt, men mængden af lektier var ganske forfærdelig. Og nu var Alexa normalt ikke typen, der gik vildt meget op i den slags, men hun havde været så meget bagefter i sine timer i magiens historier, at hun havde valgt at forsøge at læse lidt op på det. Lidt. Det blev ikke til særlig meget, for hun havde sat sig klokken 21 og var faktisk endt med at falde halvt i søvn med den mega kedelige bog oven på sig. Hun var heller ikke blevet vækket af nogen, for de fleste havde enten valgt at sidde et andet sted end opholdsstuen og da de var kommet tilbage havde de også valgt at gå i seng, overraskende nok alting taget i betragtning. Og her sad hun så, kun lige vågnet oven på den lille lur hun havde fået sig. Hun var træt og en anelse muggen over at være faldet i søvn. Så meget for at forsøge at læse de skide lektier!

Himlene med øjnene over hvor dum hun måtte have set ud, smækkede hun bogen i satte sig lidt bedre til rette med fødderne oppe i sofaen, kiggende lidt rundt. Her var næsten helt mørkt, selv i Slytherin-standarder og hun vidste udmærket godt at hun nok burde gå i seng. Men hun gad virkelig ikke til at rejse sig. Efter at have pillet lidt rundt med bogen, var hun dog på vej til det, da fodtrin fik hende til at kigge op fra bordet mod ham. Plainwood. Hun havde ikke snakket særlig meget med ham. Faktisk.. Overhovedet ikke. Alexa havde ikke sindssygt meget til overs for folk der mobbede andre og ud fra hvad hun havde set og hørt, så var han lige netop den type menneske. Ugh. Nej, så ville hun hellere gå i seng end hun ville spilde tid på at skulle mobbes af ham. Han ville sikkert finde en eller anden god grund og der var kun de to i opholdsstuen lige nu. Ingen måder hun kunne distrahere ham på. Hun rejste sig med det samme og begyndte at gå mod pigernes soveværelse uden at værdige ham så meget som et blik. Det var ofte det, der fik hans slags til at blive gear'et op.

[Tristan Plainwood]

Smilet var forsvundet i det sekund Tristan havde fået øje Alexa. Det var ''den nye pige'', hvilket var sådan Alexa det sidste års tid, og stadigvæk for Tristans vedkommende, blev omtalt når han så hende på gangene, i storsalen til aftensmad eller på andre tidspunkter. Det lignede et mislykket forsøg på at læse, hvilket havde fået slangen til fnyse af hende. Tristan var ingen blodfanatiker, de begge to var trods alt halvblods, men han havde dog sine fordomme om Alexa - hun virkede ikke som en Slytherin, overhovedet ikke.
,, Har du travlt?" Havde han spurgt, med det luskede smil, da Alexa tydeligvis havde rejst sig op i samme øjeblik da de havde delt øjenkontakt i mindre end et sekund. De sidste trappetrin havde han taget i to store rap, hvilket havde hjulpet ham hurtigere ned i Opholdsstuen og hen til Alexa. Smilet var dertil blevet større, da han kun lige akkurat havde nået at plante begge hænder sollidt på de små skuldre. Lænet indover sofaen, havde han trukket hende et skridt tilbage. ,,Sæt dig ned -" blev der inviteret ,, - og slap af", kommanderede han og tvang derefter Alexa ned i sofaen, præcis det samme sted han havde set hende sidde før. Hænderne forblev samme sted og så lænede Tristan sig ellers ned og skævede en smule i kroppen, så han bedre kunne se Alexa. ,,Forstyrrede jeg dig?"

[Alexa O'Neill]

Det var virkelig som at blive angrebet af en slange, den måde Tristan var henne over for hende på få sekunder, tårnende over hende med de kulsorte øjne der nedstirrede hende totalt. Hun var lige ved selv at bakke bagud da han gjorde det for hende med sine store hænder på hendes små skuldre. Og så blev hun ellers skubbet tilbage ned at sidde i sofaen, uden at hun overhovedet nåede at sige noget som helst. Ubehageligt. Hun havde aldrig oplevet noget lignende! Hendes blik var først lettere overrasket over at han var så.. Eksplosiv? Og så blev hendes øjne hurtigt trodsige. Hun lagde sine arme over kors og lænede sig tilbage i sofaen, for at få et bedre overblik. Han var jo stadig et damning tårn med den højde! Kvælerslange fik hun hurtigt tænkt sig frem til. Hun ville have kigget ind i hans hoved, men samtidig så turde hun overhovedet ikke. Han måtte virkelig have et creepy sind, sådan som han behandlede andre.

"Om du forstyrrede? Åh, neej da, overhovedet ikke," hendes stemme dryppede af sarkasme som øjnene tog en kort rulletur. Nå, jamen, så kunne hun da bare være fanget her, med ham tårnene over over. "Nå, var der noget du ville eller hvad?" igen var hendes tone i et yderst provokerende leje. Hun ville fandeme ikke give ham den tilfredsstillelse at virke skræmt over ham. Åh nej, hvis han skulle være sådan en træls prut, så ville hun være en endnu mere træls prut!

[Tristan Plainwood]

Sarkastist og flabet. Tristans ene bryn var fløjet i vejret og samtidigt havde han ikke kunne skjule smilet over brunettens reaktion. Dog havde han ikke været specielt fan af de rullende øjne - men det skulle hun nok få at vide på et tidspunkt. Han blev stående og begyndte så at klemme med hænderne, som påbegyndte han at ælde en dej. ,,Vi har slet ikke hilst ordentligt på hinanden, Alica", lød det, bevidst med det forkerte navn. ,,Jeg har ærligtalt følt, at du har forsøgt at undgå mig?" Det der mindede om et trist udtryk dukkede op, men forsvandt lige så hurtigt igen og blev erstattet med det selvsamme drengede smil bagefter. Hænderne stoppede derefter den hårde massage og endelig slap han grebet om de små sarte skuldre. Derefter landede den ene hånd på sofaens ryg og som en slange, lod han den sno sig langs sofaens ryg. Samtidigt gik Tristan udenom sofaen og til sidst, da han det blev muligt, plantede han sig ved siden af Alexa, tættere på end de fleste ville bryde sig om. Armen gled over hendes skulder og igen var hun fanget i slangens kvælertag. ,,- hvordan kan det være?" Spurgte han, retorisk, men alligevel så håbede han at hans fellow Slytherin ikke opfattede den del og blottede sine tanker for ham.

[Alexa O'Neill]

Tristans greb om Alexas skuldre blev endnu mere hårdt og hun følte lidt at hun var kommet under behandling af en sportsmassør som tilmed også var totalt sadist. Det var ret svært at skjule at hun fandt det vildt ubehageligt og hendes blik blev da også noget hurtigt meget mere frustreret end det før havde været. Og så sagde han tilmed hendes navn forkert. No surprise. Men for helvede, hvor hun fandt ham latterlig. "Ej virkelig, Teagan?" gav hun igen mens hun fik det mest uinteresserede ansigtsudtryk på. Dog kom der stadig et par få tics ved hendes øjenkrog over den hårde, lidt for intime "massage" af hendes skuldre. Heldigvis stoppede han kort efter. Kun for at sætte sig ved siden af hende. Tæt på. Alt for tæt på. Han var virkelig en håndfuld!

Og længe gik der heller ikke før han havde lagt en arm om hende og hvad der måske kunne have været en rar følelse, var mere en lyst til enten at slå drengen eller bare med vilje nyse ham lige i fjæset. Hun stivnede kort, før hun med det samme forsøgte at mase sig fri. Men han var tydeligvis stærkere. Alligevel kunne hun ikke lade være med at give igen på bedste manér, selvom hun sad i en meget uheldig situation. "Hvorfor jeg har undgået dig? Tjah.." hun stirrede nu trodsigt op på ham. "Måske kan jeg bare ikke så godt lide små omklamrende drenge? Gør det dig ked af det eller hvad?" igen forsøgte hun at mase sig ud af hans greb. Omklamrende.

[Tristan Plainwood]

Udtrykket i Alexa's øjne fodrede Tristan's lyst til at forsætte. Derudover hørte han hvad han ønskede, hvilket betød at hendes første kommentar var fløjet let og elegant over hovedet på ham. Så længe han fik en reaktion var han tilfreds, og på nuværende tidspunkt reagerede Alexa præcis som han ønskede - eller der omkring

,,Hør Alyssa. Det er ikke fordi jeg ikke kan li' dig, -" han gav et ekstra hårdt klem om skulderen, og havde han ønsket det, var hun sikkert endt på skødet af ham. ,, - jeg kan bare ikke li' dig", trak han på skuldrene og sendte hende et smil. ,,Og derfor har jeg tænkt mig at gøre dit liv surt det næste lange stykke tid." Han var ærlig, hudløs ærlig, og med det sagt, så kunne de lige så godt begynde fra denne aften af, nu hvor de ikke havde særligt lang tid tilbage før han var færdig på Hogwarts.

,,Først og fremmest;..", lød det så endelig fra ham. ,,..Fremover når jeg ser dig i opholdsstuen, så skal du ikke sidde i sofaen." Forklarede han, og med det sagt, slap han pigens skulder, placerede hånden fladt i ryggen på hende og begyndte at skubbe, og reagerede Alexa ikke hurtigt nok, ville hun til sidst blive skubbet ned på gulvet, ned på den plads hvor hun hørte til.

[Alexa O'Neill]

Næsten som for at bevise en pointe - Gættede Alexa i hvert fald på - gav Tristans hånd hendes skulder et klem så hårdt at hun var lige ved at bide sig i kæben. Det var som at sidde fast i et jerngreb og det gjorde hende ærligt talt ret nervøs, især nu hvor hun godt vidste, at hendes skulder nok ville have et par blå mærker fra hans fingre i morgen. Hun bed sammen i kæberne, irriteret over at han tydeligvis havde magten totalt. Hun rystede på hovedet af ham og hans ord om at han ville gøre hendes liv surt. Hun ville fandeme ikke give ham til tilfredsstillelse! Hun ville fra nu af sikre sig, at hans ambitioner om at gøre hendes liv til et helvede, skulle blive så svært som overhovedet muligt. Så trodsig var hun simpelthen bare.

At han ville sikre sig at hun ikke sad i sofaen frem over ville hun med det samme til at kommentere på, men før hun nåede at gøre noget som helst ved det, fik hun et hårdt skub ned fra førnævnte sofa og hun landede på alle fire på gulvet - og slog sit knæ lidt hårdt på vejen. Nu var hun bare ekstra sur, edderspændt og frustreret på ham! Uden at rejse sig kiggede hun tilbage mod ham med et lynende blik. "Wauw, dit pattebarn!" hun var nu oppe at sidde på hug og hun overvejede virkelig at stikke ham en kæmpe lussing. "Det er godt at jeg heller ikke kan lide dig så! Din klaphat!" hendes stemme var overraskende nok ikke særlig hævet, for selvom hun ikke brød sig om at være her, alene, med ham, så ville hun heller ikke indblande andre. Det her var sgu hendes kamp og selvom han tydeligt var meget stærkere end hende, så nægtede hun at få hjælp fra nogen som helst. Hurtigt kom hun på benene og fik ført sin plan ud i livet. En lussing, lige til højre kind. Med mindre han selvfølgelig undgik den, men Alexa håbede virkelig at hun ville overraske ham nok til at han i det mindste kunne sporte en rød kind i morgen!

[Tristan Plainwood]

Med et selvfedt smil var Tristan hurtigt gledet tilbage i sofaen og havde fyldt mere end nødvendige. Den var stor nok til to, men han brød sig ikke om at dele, hvilket Alexa forhåbentlgit havde fattet - pigebarnet var trods alt ikke for spids når det omhandlede at modtage ordre, men skulle han sige det to gange, så gjorde gerne det.
Alexa forblev på gulvet det første stykke tid, og havde Tristan haft kiks og skumfidusser på sig, kunne han sikkert havde lavet den typiske kiks-skumfidus-kiks sandwich, da hun havde udstrålet en brændende varme som et helt ildsted. Hans øjne havde fulgt hende fra gulvet og op i stående tilstand, og med et provokerende smil på læberne, havde han siddet og nikket til hendes ord, som havde hun sagt en masse vigtigt og havde det betydet noget. Smilet havde ikke været til at pille af, ikke før Alexa havde tyret den lille hånd fine imod hans kind, hvor genlyden havde afsløret at der havde været kræft på. Kinden brændte og de kulsorte øjne havde stirret i den retning som Alexas hånd havde vendt hans ansigt i den pludselige lussing. Sekunders stilhed havde afsløret, at slangen havde slugt en klump.

Langsomt puffede han sig op fra sofaen og inden Alexa nåede alt for langt væk, fangede han hendes arm. ,,Virkelig?" Hvæste han nærmest og nedstirrede den mindre skikkelse der havde stået næsten limet op af ham. Alexa var en pind i forhold til Tristan og det udnyttede han som han begyndte at bevæge sig fremad og dermed tvang pigen til at gå baglæns. Fanget i hans greb, kunne hun umuligt flygte. ,,Jeg tror ikke du ved hvem du har med at gøre, Alexa" hviskede han ind i øret på hende, og puffede så Alexa den sidste halve meter, så hun til sidst ramte muren med sin ryg.

[Alexa O'Neill]

Selv hvis Alexa ærligt talt havde lyst til at stikke af, men samtidig vidste hun også at det var lidt kujonagtigt. I stedet blev hun stående da Tristan rejste sig og greb fat i hendes arm. Det var ikke et super hårdt greb, men det var et greb som hun godt vidste, at hun ikke kunne slippe fri fra. Et jerngreb. Åh, hun var ude på dybt vand nu.
Som han gik frem blev hun tvunget tilbage, netop fordi han både var højere og meget stærkere rent fysisk end hun var. Hun måtte indrømme at hun var ret nervøs over hans nedstirrende blik og hvæsende ord, men hun nægtede at lade sig anfægte. Igen, hun ville ikke opføre sig som en kujon.

Hun overvejede kort at gå ind i hans hoved, finde ud af om han mon havde bare én eller anden svaghed, men den tanke stoppede brat. Hun havde lovet at hun ikke ville bruge den evne til noget ondt. Kun til godt. Og lige gyldigt hvor let det så end kunne være at få ham til at bryde sammen ved at gøre det, så var det stik imod hendes principper. Normal magi derimod? Det ville ikke være et problem.. Altså hvis det ikke var fordi hun havde efterladt sin tryllestav på pigernes soveværelse. "Årh, rend og hop! Jeg kender præcis til dig og din slags. I mobber andre fordi I har det så skide dårligt med jer selv. Du er i virkeligheden den største kujon på hele Slytherin-kollegiet, Tristan," hun nægtede simpelthen at lade sig træde på uden at give igen af samme skuffe, og det var bare helt lige gyldigt hvad konsekvenserne var.

[Tristan Plainwood]

I en hurtig bevægelse klaskede Tristan hver hånd op på væggen, tæt på hovedet på brunetten og fjernede dermed de sidste flugtveje Alexa havde haft. Kinden brændte og lige nu var den sikkert i nærheden af at have en solbrændt kulør. ,,Gør du nu virkelig også det?" Bed han ud og pressede samtidigt hans egen pande imod hendes, i håbet på at give Alexa følelsen af at blive kvalt på grund af den trængte plads.
,,Problemet er, Alexa -", igen trak Tristan hovedet tilbage og gjorde det igen muligt at se det meste af den lille tøs. ,,- du ved ingenting, og hvis du tror at du ved noget-", langsomt flyttede han på hånden, og som en slange lod Tristan hånden sno sig langs væggen og hen til Alexa, op over hendes højre skulder, videre over kravebenet og op til halsen, hvor den så stoppede. Helt ømt pressede han tommel- og pegefingeren mod hendes hals, som forsøgte han at næsten at holde sig tilbage for at skade det sarte område. Sekunder efter gled hånden videre op og havnede til sidst oppe ved hendes kæbe, hvor han tog bedre fat. ,,- så er det kun fordi du kan kravle ind i hovedet på andre." Legilimens eller ej, så frygtede Tristan ikke at Alexa hoppede ind i hovedet på ham - dog skulle hun lige vove på det.
,,Og hvis du nogensinde besøger mine tanker, så skal jeg personligt sørge for -" som han talte, bevægede han den anden hånd ned af væggen og da Tristan havnede omkring hans talje, fjernede han hånden derfra, bevægede den om på ryggen og rodede i baglommen. Sekunder efter trak han sin tryllestav frem og med den spidse ende prikkede han Alexa i siden med den. ,, - at du ville fortryde det."

[Alexa O'Neill]

Der gik et lille spjæt gennem Alexa da Tristans hænder klaskede imod muren på hver side af hende, effektivt blokerende hendes udvej. Ikke at hun havde tænkt sig at stikke af, ikke nu hvor de nærmest havde en mexican stand-off. Èn som Alexa godt vidste at hun ikke ville vinde, da Tristan havde alle fordelene, men hun havde stadig ingen intentioner om at bakke ud af det. Præcis som Tristan håbede, følte Alexa sig ret meget kvalt over den tætte kontakt mellem dem da hans pande mødte hendes. Han lugtede ikke grimt eller noget, faktisk var der en fin duft af deodorant over ham, men.. Det var stadig ubehageligt. Hun stirrede direkte tilbage i hans øjne, mens han forklarede hvordan han godt kendte til hendes legilimensi og at hun bare lige kunne vove på at bruge det imod ham. Hans hånd mod hendes hals var nok til at sende is ned ad hendes ryg og hun havde virkelig lyst til at slå ham og flygte væk. Men stadig gjorde hun det ikke.

Tryllestaven mod hendes ribben fik hende kort til at stivne, før hendes øjne nærmest skød lyn. Han kunne fandme lige prøve! Åh, hvis bare hun selv havde sin stav hernede! "Wauw," sagde hun, uimponeret. Igen holdt hendes face overraskende godt. ".. Du tror virkelig jeg kunne finde på at gå ind i dit hoved? Waaauw..." hun gjorde sig klar mentalt. Hun havde ikke tænkt sig at blive stående her. "Godt for dig, at jeg ikke har lyst til det.. Jeg kunne jo ende med at blive lige så tomhjernet som dig," hun var klar til det nu. Hans ædlere dele var ikke langt væk og da hendes knæ skød op var det også rettet direkte derimod. Det ville selvfølgelig stadig være muligt at undgå, men hold nu kæft hvor hun håbede på at han ville krølle sammen!

[Tristan Plainwood]

Alexa fodrede ham, fyldte Tristans ego op til randen, hvis ikke overfyldte det og fik det hele til at sejle ved hendes konstante reaktion på de ting han udsatte hende for. Og som slangen endelig blev sikker i sin sag om at han havde fået lukket og slukket sin med-kollegianer, blev han overrasket da brunetten atter åbnede munden. Hendes plapren havde fået ham til at hæve brynet i overvejelse over hvad hendes formål havde været, og da hun endelig var blevet færdig, havde han trukket hovedet tilbage og ventet.

''Urgh.…Ved Merlin..!" Uforberedt, og i smerte, knækkede Tristan en anelse sammen og greb sig til sin manddom med hånden der samtidigt holde tryllestaven. ,,Din lille..!" - ,,..Sæk..", mumlede han, og pressede sig samtidigt op af Alexa, så hun blev klemt op tilbage af væggen, da hun ikke skulle få idéen om at smutte væk, hvilket den anden hånd, forsat placeret på væggen, forhåbentligt også hjalp ham med. ,,Jeg skal personligt sørge for…-" mumlede han, som han fik rejst sig langsomt op. ,,- At du -" halvt oprejst, halvt inde over Alexa, og med en afstand der sikrede Tristan, at hun ikke ville kunne ramme hans allermest følsomme sted igen ,,- kommer til at fortryde." Med sammenknebne kolde øjne, greb han med hånden der før havde været på væggen, fat i det brune hår på Alexa og tøvede ikke med at bruge al sin kræft til at rive sin fellow slange væk fra væggen og ud midt på det åbne gulv, og derefter ikke tøvede et split sekund og tyrede hende tilbage i væggen med fuld kraft.

[Alexa O'Neill]

Det gav præcis den reaktion hun havde håbet på. Hans udbrud, at han krummede sig sammen. Dertil og ikke længere til gengæld, for hendes chance for at stikke af blev hurtigt taget fra hende over at han maste hende ind i væggen med sin smertende, stærke krop. Hun havde ingen mulighed for at komme fri og det frustrerede hende grænseløst mens hun forsøgte halvhjertet på at få ham skubbet væk. "Ej, men så flyt dig dog!" hvæsede hun irriteret. Hans ord faldt for døve ører, for hun skulle ærligt talt bare væk, lige nu!
Det kom hun så ikke. I stedet, det øjeblik han flyttede sig, var det udelukkende for at flå hende med, brutalt og voldsomt. Hun mistede omgående balancen og var det ikke fordi han havde fat i hende, så ville hun være væltet på gulvet uden videre. Men hun nåede heller ikke helt at få fodfæste alligevel, før hun blev kastet ind i væggen igen med et brag! Hovedet hamrede hårdt ind i væggen og der var kun én grund til at hun ikke skreg over den pludselige, voldsomme smerte: Luften. Den var totalt væk fra lungerne.

Der kom kun et overrasket lavt, forpustet udbrud fra hende, før hun gled ned af væggen, nærmest som hvis en et udklægget æg var blevet tyret ind mod den. Benene var blevet til gelé under resten af kroppen, og det hvide blev kort vendt ud af øjnene. Hovedet gjorde vildt ondt og Alexa var rundtosset og et kort øjeblik virkelig forvirret, som hun lå der, halvt op af væggen og halvt på gulvet. Men hun måtte op, så hun kunne beskytte sig selv eller stikke af, så det var også det, hun forsøgte på. Men det blev kun til en halvforvirret roden rundt på gulvet, hvor hun til sidst bare tog sig til baghovedet med et anstrengt støn af smerte. "Årh.. Dit.. damning.. Svin!" det var lidt som om at ting ikke helt hang sammen i hovedet på hende længere og allerede nu kunne hun ikke helt huske hvordan deres ubehagelige og nu, meget smertefulde møde, overhovedet havde startet.

[Tristan Plainwood]

Placeret på gulvet og lænet op af væggen, lignede det ikke at Alexa havde styrken til at komme op på benene og stikke af, hvilket Tristan hurtig udnyttede. ,,Arhj", havde han knurret, som han trådte to enkle skridt tilbage og ømmede sig en anelse mere over heksens feje kneb.
Frustreret lod han den ene hånd glide igennem det mørke hår, samtidigt som han cirklede rundt og overvejede hvad han skulle stille op med Alexa. Opkørt, fik han dog ikke meget ud af at forsøge at få styr på de løbske og arrige tankerne. Mest af alt havde han lyst til at handle på det groveste, og smide en tortur besværgelse efter hende, men det gik ikke. Han mestrede den lige, men den besværgelse var ikke ment til irriterende tøs der ikke kendte sin plads.
,,Du skulle bare …-" kom det pludselig, som han drejede om og atter gik hen imod pigen der af og til ikke lignede at hun var helt til stede. ,, -.. Hvorfor kunne du ikke bare lytte efter?" Mumlede han irriteret ud, som han satte sig på hug foran Alexa og lod de mørke øjne glide op og ned af hende, som søgte han efter noget bestemt. ,,Sikke et spild. Sådan et pænt ansigt. Men du er heldig, jeg er i godt humør i dag." Ligeglad med hvad Alexa måtte have på hjertet, lænede han sig en anelse ind over hende, og med hjælp fra en voldsom håndbevægelse, fik han blottet nok hud under kravebenet ved at trække i blusen. ,,Det her kommer nok til at gøre lidt ondt", lød det fra slangen, og før Alexa nåede at reagere, pressede han den brede hånd mod den lille mund, så selv det højeste skrig ikke ville kunne høres. Den anden hånd løftede han og som tryllestaven blev presset imod den sårbare hud, hviskede han de mørke ord og skar derefter bogstaverne T.P ind i kødet på brunetten.

[Alexa O'Neill]

Alexa havde al tid i verden til at komme sig i, mens Tristan også kom sig over smerten i nøddepartiet. Men det krævede mere tid for hende, for det havde trods alt været et meget hårdt slag mod hovedet og hun var også stadig totalt forpustet. Så da han endelig var hende ved hende, var hun der stadig ikke helt i hovedet. Hun gloede næsten søvnigt op på ham som han talte til hende. Lysten til at sparke ud efter ham steg, men kroppen var ikke helt enig. Den var faktisk lidt mere enig i at være som kogt spaghetti i stedet. Helt udsplattet, der på gulvet mens han truede med at gøre ting ved hendes ansigt. Det havde hun ikke lyst til! Et lille spjæt gik gennem hende i et forsøg på at rejse sig, men længere kom hun heller ikke end det. I stedet blev hun bare ved at se hjælpeløs ud mens han rev i hendes tøj. "Nej, det gør du bare ik.." ke. Hun nåede kun lige at færdiggøre sin sætning da hans store hånd placerede sig over hendes mund, totalt lukkende muligheden for at skrige, ned.

Så selvfølgelig greb hun fat i den arm, der afskar hendes stemme, før en mørk besværgelse blev ytret. Èn hun faktisk godt kendte, for hun havde gået på Durmstrang, hvor mørk magi var noget, man blev lært ret godt i. Hun vidste udmærket hvad der skulle ske, men det hjalp ikke på smerten der kom med, at han med magi skar ned i huden på hendes krop. Det gjorde ondt på en anden måde og hun skreg også inde bag hans hånd. Det blev en meget lav lyd i virkeligheden, men det hjalp stadig at skrige smerten væk. For ondt gjorde det i hvert fald, men selvom hun var ved siden af sig selv, udmattet, træt og havde ondt i hovedet, ryggen, og nu under kravebenet, så græd hun stadig ikke. Hun nægtede at give Tristan den tilfredsstillelse! I stedet forsøgte hun at sparke ham væk, men lige godt hjalp det, for hun var stadig ret slap i kroppen.