Hey, that's my couch!

[Tristan Plainwood]

Det var med et selvfedt selvtilfreds smil at Tristan havde skåret T.P ind i huden på Alexa. Hun var blevet mærket, og fra i dag af ville hun, hver gang hun så ned af sig selv, blive mindet om dagen hvorpå hun havde trodset Tristan. 10 sekunder efter han blev færdig med skæreriet, tog han endelig hånden og staven til sig igen. De mørke øjne gled atter op og ned af pigen der mest af alt lignede en der havde givet op, eller også var det fordi hun havde slået så hovedet så slemt og hun nu lå der, med en mild hjernerystelse og slet ikke kunne finde hoved eller hale i det.
,,Jeg ville gerne blive og hænge ud, men jeg har andre planer. Det var hyggeligt, O'Neill. Jeg glæder mig til at se dig igen", sagde han, med sit sædvanlige charmerende smil plantet på læberne, og rettede sig derefter op. Stille og roligt gemte han tryllestaven om bag i bukselommen og havde Alexa nogle sidste nedgørende eller grimme kommentarer, skulle hun få det sagt inden der gik alt for længe.

[Alexa O'Neill]

Det var endelig slut! Hans stav var væk, lige så hånden og der var kun den dunkende smerte der hvor han havde skåret ned i hendes hud. Et enkelt blik mod kravebenet var nok til at vide, selv i hendes rundtossede stadie, hvad der stod og hvad det betød. Hadet steg i hende, til nye grænser. Det var fint nok at blive slået lidt på og truet en smule. Det her? Det var over stregen. For meget. Hun var rasende! I starten havde hendes blik været opgivende, men da han rejste sig og brød stilheden, kiggede hun mod ham med øjne der slog lyn bag al smerten i hovedet. Hvis bare hun havde energien til det, ville hun sparke ham i nosserne igen! Men desværre ikke. Hvis hun så ham igen, så ville hun hævne sig. Åh, ja hun ville. Hun ville vise ham hvorfor han aldrig skulle lægge så meget som en finger på hende igen!

"Jeg håber du dør i en ildebrand, Plainwood," snerrede hun gennem sammenbidte tænder. Hun gjorde dog ikke mere ud af det. Hun var alt, alt for træt til at røre på sig, andet end at stirre arrigt på ham. Snart var dette dog også lidt for hårdt, især fordi hun samtidig stadig undgik at bruge sin legilimens på ham. Lige gyldigt hvad havde hun lovet, ikke at gøre det, ikke engang mod sin værste fjende. Så hun gjorde det heller ikke nu, selvom hun havde lyst. Men det tærede helt vildt på kræfterne, desværre, så hun endte bare med at stirre tomt ned i gulvet i stedet, ventende på at narhovedet skred så hun selv kunne komme sig oven på dette og måske kravle op i seng.

[Tristan Plainwood]

Tristan bed sig i tungen og sendte samtidigt Alexa et drillende smil ved hendes snerrende kommentar. Han havde alligevel ikke hørt dén form for afsked før. Noget så tilfreds over sin egen opførsel, og deres afslutning, drejede slangen om på hælen og bevægede sig så imod trapperne for at komme væk fra Opholdsstuen. Tristan havde ikke travlt, men fandt nogen ham med Alexa, ville de automatisk skyde skylderen på ham - en ikke helt forkert påstand, men fandt de Alexa sådan dér, ene og alene, ville man kunne blaime hvem som helst. Og selvom slangen ikke kendte hans fellow slange, så var der alligevel noget i ham der sagde at Alexa O'Neill ikke havde i sinde at sladre.

//Out