Nattevandrende Sjæles Kamp

[Deleted]

Zain Rigel

Paris. Det var ikke et sted han nogensinde havde troet han skulle befinde sig, men nu var han her. Det havde startet ud som en joke mellem vennerne, da de havde hørt at den mægtige Zain var blevet syg og svækket. De havde joket om at det kunne være nemt at vinde over ham, hvis nogen ønskede at være leder... og Rowan var sikker på at han ikke var den første, der havde overvejet at udfordre Zain.

Han var blevet fundet af nogle varulve, som havde ført ham direkte til katakomberne, hvor Zain angiveligt skulle være. De havde nok haft håbet på at de kunne få ham til at tilslutte sig flokken.

Fordi Zain selvfølgelig ikke var nem at komme til, havde Rowan sørget for at skabe sig en masse opmærksomhed.

”O, mægtige leder! De som bringer os vor daglige tyggeben! Hvor er De?” skabte han sig blandt andet. ”Kom frem, kom frem, hvor end du er!” tirrede han så højt, at det kunne høres på lang afstand. Hans mål var at lokke lederen frem på den ene eller anden måde.

[Zain Rigel]

Zain havde trukket sig tilbage for i dag. Han lå inde på hvad der for ham var et værelse, men for de fleste andre blot lignede hul i jorden. Hvilke det teknisk set vel egentlig også var. I rummet befandt sig en seng med en slidt madras, en lige så slidt lænestol stod i det ene hjørne. Rummet var oplyst af en enkelt fakkel.
Ærlig talt hadede Zain at være under jorden. Han var heller ikke blevet boende i hulerne i England ved hans fars flok da han var langt større fan af dagslys og frisk luft. Dog efter han var blevet syg havde han holdt sig en del i mørket og trådte kun i karakter når det var yderst nødvendigt. Skønt han var en af de første smittede kunne han stadigvæk gå og stå. Han havde hørt at Ministeren havde det værre end ham, måske det havde noget med varulvegenet at gøre? Han anede det ikke. Han vidste bare at det gik ned af bakke. Sidste fuldmåne havde han kun været varulv i ganske få timer. Han var blevet sig selv under fuldmånen. Det var ellers aldrig sket for ham før. Nogensinde.
Grunden til at han holdt sig skjult handlede nok i virkeligheden om at han godt vidste at han var svag lige nu. Dermed vidste han også at konkurrenter ville forsøge at tilkæmpe sig hans plads som leder, hvilket han kun med nød og næppe havde mestret at holde fast i.
Lyden af den fremmede, hånende stemme lød gennem gangene. Zain koncentrerede sig og begyndte at gå personen i møde. Han håbede at han ville kunne holde ham på afstand med de sædvanlige trusler som indtil videre havde virket for de andre. Han var ikke i stand til at kæmpe længere, i hvert fald ikke i den menneskelige form.
Han drejede om et hjørne og stod ansigt til ansigt med den nyankomne. Rykken var rank og hagen løftet for at indikerer at han var klar til at forsvare sit territorie, skønt det nok mest var en illusion. "Og hvem skal du så forstille at være?" Spurgte han spidst. Han var ellers selv mestre i det provokerende svar og hentydninger, men sandt at sige var han ikke lige i sit es i dag.

[Deleted]

”Åh Zain...” han kiggede på den berygtede leder, som han havde hørt en del om, som grundet sygdom lige nu kun lignede en afstrippet version af den leder, som Rowan var blevet fortalt om. Det var næsten for sølle.

”Vi kan gøre det på den lette måde... du står af din lederpost og kan tilgengæld få lov til at blive min tjener resten af dine dage... eller også kan du gøre dig klar til en ordentlig omgang lige nu. Tænk dig om.” hans blik fjernede sig ikke fra manden, som han var sikker på havde set bedre dage.

[Zain Rigel]

Et morderisk smil formede sig på hans læber og han fugtede dem med tungespidsen. "Få mig ikke til at le," svarede han hånligt. "Jeg aner ikke hvem du er, men fordi jeg er en god retfærdig leder-" to ting Zain bestemt ikke var. "Så lader jeg dig få 10 sekunders forspring inden jeg flår dit hoved af og bruger det til bowlingkugle." Han vidste at han ikke ville holde særlig længe i en kamp. Ikke i denne tilstand, desværre vidste alle andre det jo også, han nærmest stank af sygdom.
Ved at virkelig at bruge koncentationen lykkedes det for ham at skifte øjenfarve til den genkendelige ravgule farve. Det var langt de færreste varulve der havde så meget kontrol over den side, at de kunne gøre den slags. Normalt faldt det Zain lige så naturligt som at trække vejret, han var trods alt født varulv og nedstammede fra en lang slægt af varulve, så den slags havde han lært i en tidlig alder, men efter han havde fået smitten, var selv de mest simple ting, blevet en udfordring for ham.

[Deleted]

”Når jeg er færdig med dig kan du kende mig som Lederen.” han lo en anelse diabolsk.

Selvom Rowan gerne ville kunne prale og sige at der ikke var en snært af frygt at finde i ham, nu hvor han stod ansigt til ansigt med den mægtige alfa, så måtte han også erkende at det kun var en tåbe der kunne stå her uden nogen form for frygt. Dog lod Rowan det ikke vise, selvom han fik enorm respekt for at Zain havde evnen til at fremtvinge de karakteristiske varulveøjne. Det var ikke en evne Rowan havde, men han mindede også sig selv om at blikket ikke havde noget at sige om hvor stærk Zain ville være nu, i denne tilstand.

”Det er der ingen grund til” nærmest knurrede han, før han spændte musklerne og boksede ud efter den mægtige syge leder, i et håb om at ramme hans kæbe.

[Zain Rigel]

Zain kunne mærke hvordan arrigskaben steg i ham ved den fremmedes ord. "Dit mod er næsten bemærkelsværdigt, tænk hvis ikke du stod her og truede min position ville jeg måske næsten overveje at give dig en plads i flokken," svarede han hånligt.
Den gode ting ved at være født varulv var at han altid havde været i et med "forbandelsen" som mange kaldte det, han var blevet oplært med at styre de små ting som man kunne styre som varulv hvis man var blandt de bedste, øjne, tænder og klør. Desværre havde han hverken kunne formå at fremtvinge hverken tænder eller klør efter han var blevet smittet, selv øjnene var svært for ham at holde ravgule, og det var endda noget han havde mestret siden han var barn.
En dyb rullende næste dyrisk knurren kunne høres fra hans strube som han gjorde sig klar til kamp. En kamp han allerede vidste at han ville tabe. Han havde simpelthen ikke styrken til at besejre den anden varulv. Ikke medmindre han var langt svagere end han så ud i hvert fald.
Som den fremmede spændte Zain ligeså op i kroppen og gjorde klar til hvad der måtte komme, "så vis mig hvad du kan!" Snerrede han rasende. Var han dog bare kommet da Zain var på toppen havde det ikke været et problem, men sådan var det jo altid i dyreriget, den stærkeste overlevede. Zain havde dog ingen planer om at dø til aften, han skulle nok finde en udvej som han altid gjorde.
Han rakte frem og greb fat om den andens næve som den skød frem mod ham. Selvom Zain kun var en skygge af sig selv, var han ikke blandt de svageste i flokken, ikke endnu i hvert fald, men han vidste at hans krop ville svigte, men hvis bare han kunne holde den gående længe nok til at overbevise den anden om at det ikke var besværet værd. Han stoppede mandens slag og så på ham med et vanvittigt blik, "du har lige underskrevet din egen dødsdom." hvæsede han så og sparkede ud efter mandens mave med al den kraft han kunne mestre.

[Deleted]

Rowan havde givet et lettere arrogant fnys fra sig, da Zain nævnte at han ville være blevet tilbudt en plads i flokken, hvis ikke han havde udfordret Zains lederposition. Rowan duede ikke til at være undersåt – bestemt ikke for en, så syg som Zain.
Af alle de varulveflokke Rowan havde hørt om, havde han aldrig hørt om en flok der var demokratisk, nej… Det var altid naturens gang – den svage fulgte den stærke og ikke omvendt.

Alligevel ramte hans slag ikke plet, og han blev overrasket over lederens styrke, på trods for at han var svækket. Det løb ham koldt ned ad ryggen, når han tænkte på hvor stærk han måtte have været, inden denne uheldige sygdom havde ramt ham.

Rowan var blevet så overrasket at han ikke nåede at undvige sparket, der var rettet mod hans mave. Det slog pusten ud af ham og han hostede et par gange. Han trak sig et par skridt tilbage før han genfandt pusten, og derefter sprang han mod lederen igen i et håb om at vælte ham til jorden med vægten fra sin krop, eller også at ende i en form for brydekamp.

[Zain Rigel]

Zain kunne kort spore overraskelsen i den andens ansigt hvilket kun huede ham ganske fortrinneligt. Han havde dog nok været en del mere overlegen omkring det, hvis han rent faktisk havde været ved sin fulde styrke og dermed mere sikker på at han ville vinde denne kamp.
Som sparket solidt ramte den anden i maven, havde Zain nok et lidt naivt håb om at dette ville være nok til at få modparten til at tænke sig om en ekstra gang og trække sig. Ikke at Zain i så fald havde tænkt sig at lade den anden slippe ud, han ville nok blive plantet i en af fangehullerne eller dræbt. Ikke af Zain selv, det havde han beklageligvis ikke styrken til lige nu, men af sine undersotter, det ville statuerer et glimrende eksempel på at deres leder stadigvæk ikke var til at løbe om hjørner med.
Desværre for den blonde mand, var det ikke sådan udfaldet blev. Den anden kom sig over mavepusteren og kastede sig nu frem mod lederen, der ikke var så heldig denne gang. Vægten var modparten sendte ham direkte i gulvet den anden ovenpå. Rasende og med øjne der skiftede til ravgule gav han sig til at kæmpe imod skønt han ikke lå i den mest heldige position.

[Deleted]

Adrenalinen susede gennem Rowans krop, da han mærkede Zains give efter under ham. De ramte jorden med et bump, og slagsmålet kunne nu for alvor begynde, som de to varulve lå på jorden og kæmpede om magten. Rowan sendte slag efter slag mod flokkens alfa i et selvsikkert håb om at ramme ham hver eneste gang – men han var også sikker på at den svage leder nok skulle give ham en god kamp, selvom Rowan lige nu havde overhånden og havde en god følelse i maven om denne kamp.

”Jo før du overgiver dig, jo større chance er der for at du kan slæbe din svage krop væk herfra…” hvæsede Rowan.

[Zain Rigel]

Zain havde virkelig ikke lyst til at give op uden kamp, og kæmpet blev der. Han sparkede og slog det bedste han havde lært, men den anden havde to klare fordele i denne kamp. 1; han var ikke smittet med en ganske svækkende, dødbringende virus og 2; han lå øverst og Zain havde ikke rigtigt kræfter til at kæmpe sig op på toppen. Det forhindrede ham selvfølgelig ikke i at prøve. Der var da også et kort sekund hvor han næsten troede at det ville lykkedes for ham, men hans svækkede krop svigtede ham og han havnede atter under den andens utallige slag.
Han kunne smage blod og hostede et par gange. Ordene provokerede den tabende leder i så stor grad at han mærkede øjnene skifte farve på ny. Spidse klør overtog kortvarigt fingerneglenes plads og han gjorde alt hvad han kunne i håb om at bore dem langt nok ind i den andens side til at han kunne få vristet sig fri, om ikke andet så bare for at flygte med livet i behold.

[Deleted]

Rowan fik følelsen af at Zain var begyndt at gøre mindre modstand. Det virkede ikke som om at han havde kræfterne til at få dem vendt om og Rowan kunne ikke lade være med at smile en anelse triumferende, lige indtil han mærkede de spidse klør i siden på ham. Han udbrød en arrig lyd, dybt fra maven. Rowan var ikke sikker på hvor stor en skade det ville medføre, men han håbede på at kløerne ikke kunne synke sig dybt nok ind til at gøre alt for meget.

Det fik automatisk Rowan til at prøve på at kaste sig væk fra Zain og hans forfærdelige greb om ham. Det lykkes ham heldigvis at komme væk, og han blev på jorden og kiggede over på lederen, som så afkræftet ud. Det var et sørgeligt syn… ”Giver du op, Zain?” spurgte han, mens han prøvede på at snige sig til hurtigt at kigge på skaderne, den svage leder havde forårsaget.

[Zain Rigel]

I brøkdelen af et sekund mærkede Zain hvordan de klobelagte fingre borede sig ind i siden på den anden. Havde det ikke været for det tydelige nederlag villle det nok endda havde fået lederen til at smile triumferende. Men dette her var et spørgsmål om liv eller død. Han havde ikke mere styrke tilbage og han måtte se at komme væk.
Til hans held reagerede Rowan som håbet og kastede sig væk. Zain kom vakkelvoren på benene og skulede imod den anden med blodet dryppende fra fingerspiserne der nu atter så helt normale ud.
Han var ilde tilredt. Han var ret sikker på at noget var brækket og han havde svært ved at få luft. ”Dette her er ikke forbi!” Hvæsede han gennem sammenbidte tænder. Og tog så chancen til at transfererer sig væk fra de mørke undergrunde. Det eneste han havde i tankerne var frisk luft, men han kunne fornemme at hans magi atter gav sig til at spasse ud. Han langede tungt på ryggen i en bunke halm.
Han var ude af katakomberne, men havde ikke den fjerneste ide hvor han var endt og havde ingen kræfter til at finde ud af det. Tryllestaven havde han tabt under landingen, men heller ikke den orkede han at lede efter. Han nåede lige at opfange lyden af en oprevet hest før han besvimede.

// out

[Deleted]

Heldigvis for Rowan valgte den gamle leder at give op. Han havde haft frygtet at han måtte gøre det af med ham og det var bestemt ikke noget han ønskede... Rowan var ikke en unødvendig morder, men hellere en der så at den anden part overgav sig. Der var selvfølgelig ingen tvivl om at Zain ikke længere kunne være en del af flokken, for det ville han være en al for stor konkurrent og trussel til.

Han var ikke i tvivl om at Zain ønskede at hævne sig... men spørgsmålet var om han nogensinde ville blive rask nok til at være i stand til det.

Rowan kom på benene, og det begyndte så småt at gå op for ham at han var flokkens nye leder. Han kiggede ud mod de medlemmer, der var til stede. ”Er der andre der vil udfordre min stilling?” spurgte han højt og udfordrende. Kampen mod Zain var kun begyndelsen... for mange ville udfordre den nye leder.

I sidste ende triumferede Rowan heldigvis, men det havde bestemt ikke været nemt og Rowan havde mange gange frygtet for sit eget liv. Fyldt med så og permanente ar, kunne han endelig kalde sig den retmæssige leder af Varulveklanen.

//AFSLUTTET