Blood, Sweat and Tears..

[Deleted]

Tråd til @delcan
Torsdag d. 20 April - 2056.
Garderoben - Brdr. Dempseys Teater
Lunt vejr - Solskin udenfor
Påklædning

Francesca havde undervist otte timer i streg denne lune torsdag eftermiddag. Hun havde humpende bevæget sig ud i garderoben, efter sin sidste time og hun sad nu på en stol, med fødderne oppe på en skammel. – De var flossede. Totalt ødelagte så de blødte…og ikke nok med det, var den venstre fod også helt lilla og gul omkring anklen, hvor betændelse og smerte igen syntes at have sat ind, så hun var på randen til at tude over, hvor ondt det havde gjort at støtte på den. – At hun havde kunnet undervise og danse i dag i det hele taget, havde været et under og skulle hun beholde sit arbejde, var hun overbevist om, at hun måtte finde på en løsning. – Og det snart. – Danse på den de næste par dage kunne hun ikke og at fortælle Delcan om miseren, var udelukket. – Nej…Hun måtte blot bide tænderne sammen og håbe på at hun med sin nye løn før eller siden ville kunne få råd til den operation hendes fod krævede. De hvide ballerinasko, der lå på gulvet, var plettede af blod helt ude i stoffet og ligeså, var kluden hun sad med. – Værst af alt, var dog ikke blodet, men snarere hævelsen og bekymringen for skaden. Bekymringen for, om hun nogensinde ville kunne danse, som hun gerne ville det igen. Mascaraen var således løbet en smule og lidt ynkeligt, snøftede hun, før hun atter åndede tungt ud og rakte ud efter noget sårdesinficerende, der stod på bordet ved hendes side, blandt al make-uppen.

[Deleted]

Delcan havde selv undervist det meste af dagen. Han var ved at være godt træt, men havde et par sene aftenhold som begyndte inden længe. Lige nu var han på vej ud i garderoben han var på udkig efter en af eleverne som havde spurgt efter ham, men han var ikke sikker på om han kunne nå at fange hende. Han bankede på et par slag før han langsomt skubbede døren op.
"Jeg kommer lige ind." Informerede han da han ikke ville overraske en uheldig pige på vej i bad.
Det første han fik øje på da han trådte ind eftersom der ikke havde været nogen indskydelser, var lyset fra det ene makeupbord. Han smilede som han så Francesca. "Undskyld jeg var ikke klar over du var herinde..." informerede han galant. Først her faldt hans blik til hendes fødder. De blå øjne blev alvorlige og han kom helt hen til hende i en fart.
"Hvad i alverden er der sket?" Spurgte han som han sank ned på den ene knæ foran hende for bedre at kunne tage skadernes omfang i syne.
Han rettede blikket mod hendes, bekymring og måske en smule chok stod malet i hans ansigt. Han kunne se på hende at hun var i smerter, hvilket blot fodrede til hans anspændelse. Med ét havde han rakt ud efter det desinficernede væske, han tog nogle vatrundeller og hældte noget af væsken udover. Meget forsigtigt løftede han hendes fod en smule, "tillad mig," bad han høfligt med blikket låst til hendes.

[Deleted]

Francesca var ikke sådan lige uden videre en dame til at sidde og flæbe som et andet pattebarn. Tværtimod. Hun var strengt opdraget og var vant til at det blev anset som svageligt at fælde tårer. Blikket gled således op i et ryk, da nogen trådte ind i omklædningen, uden at hun havde hørt vedkommendes advarsel, som hun sad helt alene i sin egen lille verden. Tårerne blev tørret væk med en hurtigt hånd og en klump blev sunket, før hun forsøgte at tage sig sammen og hun atter fumlede lidt med et par vatrondeller. ”Det gør ikke noget.” Erklærede Francesca. Hun Rakte ud efter et par benvarmere nedenfor taburetten, men før hun nåede længere, satte Delcan sig så ellers på knæ foran hende. – Havde han ikke været hurtigere end hende, ville hun have trukket i benvarmerne, i håb om at han ikke havde set hvor slemt det stod til. I stedet måtte hun dog blot ryste på hovedet og rynke lidt utilfreds på næsen. ”Det er ikke noget…Bare ballerina-fødder…Det sker, hvis man ikke har danset længe og begynder igen…De er bare ømme…Og…Og hævelsen falder sikkert inden mine timer i morgen.” Forsøgte Francesca, om end stemmen knækkede over og hun tydeligvis godt vidste, at hun ikke lød overbevisende. – Enhver idiot ville trods alt kunne se at den venstre ankel i forhold til den anden så underligt knudet og maltrakteret ud. Ødelagt, hvilket den også var…- Og hun antog bestemt ikke Delcan for at være dum nok, til ikke at kunne koble det i sammenhængen til den kårdestok, hun altid havde med sig, som lige nu hvilede op af bordet. Hun rakte således en hånd frem, som hentydning til at hun ønskede at få desinfektionsmidlet tilbage.

[Deleted]

Francesca var en bemærkelsesværdig kvinde. Hendes kærlighed for ballet var tydeligvis lige så stor som hans var for selve teateret. Han ville også uden omtanke knokle sig selv ihjel for at holde sin drøm i live.
Dog gik han meget op i at hans ansatte havde det godt og selvom han satte pris på hårdt arbejde, var det ikke en del af jobbeskrivelsen at smadre dem selv i processen. Han så på hende med et lettere skarpt blik uden at slippe hendes fødder. "Dette her er ikke bare en hævelse Francesca," han så mod stokken der stod lænet op af bordet og derefter tilbage på hende, "men det ved du vidst også godt selv." Lidt frustreret over situationen førte han en hånd gennem sit hår og bed sig let i underlæben. Formaliteter som De og Ms. Alexeev var lagt på hylden efter sidste gang. I hvert fald når der ikke var andre omkring dem.
Det var jo ikke fordi han havde tænkt sig at fyre hende, men hun blev nødt til at passe på sig selv, ellers ville hun ende med alligevel ikke at kunne undervise.
Han gav hende flasken tilbage, men gav sig alligevel til at rense sårene med den vatrundel der allerede var blevet smurt ind i rensevæsken. "Jeg beklager hvis de svier lidt," sagde han blot, men han vidste godt, at ordet "lidt" måtte være en massiv underdrivelse.
Han lod en stilhed passerer imellem dem imens han gjorde sit bedste for at rense hendes sår. Herefter vendte han på ny et alvorligt blik imod hende. "Du kan ikke slide dig selv i stykker på denne måde. Måske du hellere skulle ligge dig syg i morgen og hvile." Kommenterede han. "Eller som minimum skåne dig selv lidt, ved ikke at danse rundt i morgen." Han slap rolig den fod han havde plejet og gjorde tegn til at hun skulle give ham den anden.

[Deleted]

Francescas blik dalede, som Delcan kommenterede på hendes fødder. – Var der noget der var pinligt, så måtte det være at hendes arbejdsgiver tydeligvis havde spottet, hvordan hun var gået om ryggen på ham. – Skadede dansere eller undervisere ville ikke ligefrem give Dempsey-teateret noget godt ry og således havde hun også indædt forsøgt at holde sine problemer for sig selv. – Medmindre han ligefrem havde tænkt sig at forære hende de mange mange galleoner det ville koste hende med en eksperimenterende operation, ville han trods alt ikke kunne gøre noget for hende uanset hvad. Foden var skadet og selvom hun var blevet frarådet at danse og overanstrenge sig, syntes hun ikke at kunne lade være. – Ikke når det ville betyde, at hun ville skulle opgive sin passion. Og dog…Alligevel følte hun på en eller anden måde at han var berettiget til at få sandheden at høre. ”Min venstre fod er….Brækket i nogle af de mindre knogler. Lægerne påstår at det hverken kan reddes eller opereres og jeg er blevet frarådet helt at danse.” Forklarede hun stille. – "Der..Der er ÉN læge…I Boston i USA, som har sagt at han måske ville kunne gøre noget for at få den repareret til noget nær normalt…Men…Det er ikke en operation jeg har råd til.. – Jeg..Jeg har brug for de penge det her job giver mig, Delcan.” Forklarede hun, som hun lagde hovedet lidt tilbage og bed tænderne sammen i samme nu, som han gav sig til at rense sårene og en svien overtog. Hun lukkede øjnene lidt og som tavsheden indfandt sig, sukkede hun dybt. ”Har..Har du tænkt dig at fyre mig?” Spurgte hun stille.

[Deleted]

De blå øjne var rettet imod hende som hun forklarede. Hans hænder gled blidt over den anden fod som han sørgede for også at få renset sårene der. Blikket var indtrængende og alvorlig. Dog var der også et glimt af medlidenhed. Han havde en ret god ide om hvordan hun måtte have det. Ikke at han havde prøvet det, men han kunne godt sætte sig ind i den desperation hun måtte føle i ikke at kunne udleve den del af hende der tydeligvis betød allermest. "Du burde have fortsat mig det." Svarede han med en alvorlig mine.
Han ville gerne hjælpe hende, men på den anden side måtte han også være realistisk. "Hvor meget koster en sådan operation?" Han var udmærket klar over at det på ingen måde ville være billigt. Alene rejsen, opholdet og genoptræningen.
Som hun lænede nakken tilbage flyttede han selv sit fokus tilbage til foden han var i færd med at pleje. "Under normale omstændigheder ja." Sagde han ærligt, "ikke på grund af din skade, men fordi du ikke var ærlig overfor mig." Han var selv en retfærdig mand og han gik meget op i den slags. Han havde en forventning om at hans ansatte var ærlige overfor ham.
Han sukkede let og søgte atter hendes blik, "dog har du, i de uger du har været her, virkelig gjort noget godt for skolen og eleverne er glade for dig." Tilføjede han så, "så nej, jeg har ikke tænkt mig at fyre dig, men jeg forlanger til gengæld at du er ærlig overfor mig fremover." Blikket var sagde tydeligt at han ikke ville finde sig i den slags, "derudover må vi sætte os ned og lave en form for plan over hvad vi kan gøre, for du kan tydeligvis ikke danse i denne tilstand. Det vil jeg ganske enkelt ikke tillade." Hans hænder strøg blidt over foden.

[Deleted]

Det sved, som Delcan rensede hendes sår. – Fødderne var ømme og ikke nok med at vablerne og sårene var følsomme, så følte hun sig heller ikke særlig tiltalende som kvinde, som hun sad der og var ynkelig og fik sin chef til at pleje hendes fødder efter træning. En hånd ged opgivende over ansigtet og træt skar hun en grimasse, som han erklærede at hun burde at have fortalt ham om sin tilstand. ”Jeg antog at du ikke ville have ansat mig, hvis du havde vidst det….- En skadet ballerina, er trods alt ikke meget værd….Og…Og operation koster godt og vel 25.000 i Amerikanske dollars…. – Penge jeg ikke har..” Erklærede hun, før hun åndede tungt ud og atter lod de blide øjne glider henover ham, som han søgte hendes blik. Stille lænede hun sig dog forsigtigt frem, som han alligevel lod til at forsøge at berolige hende og på trods af at hånden tøvede et sekund, kunne hun ikke helt dy sig for at række ud og lade fingerspidserne stryge ham ganske let ned over kæben, som han næsten kærtegnede hendes fod. ”Du er en god mand Delcan…” Mumlede hun så stille. – Næsten lydløst og forsigtigt, som hun fastholdt hans blik med alvorlig mine og forsigtigt lod tommelfingeren stryge henover hans svage skægstubbe.

[Deleted]

Delcan flyttede atter de blå øjne ned til hendes fødder ved hendes antagelse. Desværre havde den nok noget sandhed på sig. Hans skole var den bedst af den bedste, en skadet danser kunne ikke undervise på samme måde som en der var på toppen, logisk nok. Igen havde han jo heller ikke haft den store intention om at indfører ballet som en del af undervisningmaterialet før hun stod der og tilbød sin arbejdskraft.
Havde han vidst at hun var skadet i dette omfang have han afvist hende. Det var måske hårdt, men det var sandheden.
Han sukkede let og nikkede så. 25.000$ var ikke ligefrem et greb i lommen. Han mødte hendes blik på ny, medfølelse var at finde i hans blik. "Det er jeg virkelig ked af." Sagde han ærligt. Én ting var at få at vide man ikke længere kunne danse, men at vide at der var en mulig løsning og så bare ikke kunne tage den måtte være tortur, især fordi at man som danser -eller enhver anden atlet, nåede et punkt hvor man bare ikke længere kunne præsterer lige så godt som de unge mennesker der kom ind. Så inden hun ville få sparet sammen, ville hendes tid som danser nok alligevel have nået et naturligt stop. "Hvor meget mangler du at spare sammen?" Spurgte han så. Han gik nok bare lidt ud fra at hun var gået igang i håb om at kunne nå målet inden det var for sent.
Han afslog hende ikke som hun rakte ud og hvilede sin hånd mod hans kind. I stedet lod han blot den ene af sine egne falde over hendes. "Jeg er skam ikke hverken bedre eller værre end de fleste." Forsikrede han hende så og førte i stedet hendes hånd fra sin kind ned for at holde den lidt i sin egen. Til sidst slap han den igen og rensede så sårene færdigt.
"Du bør holde dig i ro de næste par dage, som minimum." Sagde han så og smilede svagt op til hende.

[Deleted]

Francescas blik faldt atter, som Delcan søgte hendes med en ansigtsmimik, der tydeligt udstrålede medlidenhed. At folk ynkede hende, havde hun trods alt aldrig haft det nemt ved og hun rettede således blot lidt på en af mørke lokker, som hun sukkede. Hun rystede lidt på hovedet af hans spørgsmål, som han spurgte hvor meget hun manglede. ”Mere end jeg kan skrabe sammen..” Peb hun lidt ynkeligt, før ansigtet atter blev vendt den anden vej, som hun bed tænderne sammen. – Ikke blot fordi hun følte sig ynkelig eller fordi foden gjorde ondt, men også fordi hun skammede sig over sin situation. ”Så….Du syntes jeg skal tage fri i morgen? – Og det vil ikke gøre dig noget?” Prøvede hun forsigtigt.

[Deleted]

Delcan vurderede situationen en smule som hun brød øjenkontakten. Nu kendte han hende ikke så godt, men hun lod at det var et ret ømt samtale emne. Forståeligt nok. "Hvor meget." Forlangte han at vide. Teknisk set vedkom det ikke ham, men ellers måtte hun jo bare sige fra.
Han var selv en yderst velhavende mand, men han udnyttede det sjældent. Han var ikke interesseret i at fremstå bedre end andre.
De rolige blå øjne flyttede sig ikke fra hende denne gang. Der var ingen skam i ikke at have så mange penge i baglommen. Det var en stor udgift som langt de færreste ville kunne spare op til hvis ikke de var fuldt mobile.
Han slap hendes fod og lod hovedet tilte en smule på skrå. "Det synes jeg ganske afgjort at du skal." Sagde han bestemt, men uden at lyde sur. "Hvad skulle det gøre? Dine vabler vil kun blive værre hvis ikke du holder en lille pause for ikke at snakke om din skade," han lade en hånd over den hævede ankel, "den er helt varm hvilket ikke er et specielt godt tegn. Du bliver nødt til at give den noget hvile." Forklarede han og lod sine lange fingre stryge let henover den irriterede opvarmede hud.

[Deleted]

Var der noget Francesca ikke brød sig om, så var det at sidde og pjevse. – Det var hun ganske simpelt ikke opdraget til. Hun var opdraget til at tie, holde på formerne og skubbe følelserne væk og derudover rette ind efter mændenes ordre. Som Delcan igen spurgte om, hvad hun manglede, sank hun således også en klump, blot for så alligevel at give efter for ham og svare. ”Jeg mangler vel omkring 17.000 Dollars….” Mumlede hun stille, før hun lænede sig lidt frem og rakte ud efter Delcans hånd, for blidt at stoppe hans lille kærtegn, som han strøg hende over anklen. For et øjeblik, havde det nemlig kriblet svagt hele vejen op i maven, som han sad og puslede om hende. ”Jeg…Jeg føler lidt at jeg har holdt dig for nar… nu..” Mumlede hun så undskyldende. ”Det har altså aldrig været min intention.”

[Deleted]

Skønt Delcan ikke var en "stor farlig mand" kunne han faktisk være temmelig intimidernede hvis han ønskede det. Meget af det var dog facade, han kunne ligne det ondeste menneske hvis han satte sig selv op til det, men det var jo skuespillersiden og ikke fordi det var sådan han var. Dog havde han altid en form for autoritet over sig der gav ham en naturlig respekt fra folk. Det lod også til at være tilfældet her. Ikke at han forsøgte at intimiderer hende, men han ville gerne at hun var klar over at han ikke var glad for det hun havde gjort.
Brynene blev skudt let i vejret og han kunne mærke modet skynke en smule på hendes vegne. "Det er en stor sum penge." Konstaterede han lidt tænksomt.
Han ville gerne hjælpe og støtte hende, men det var jo ikke ligefrem fordi at han "bare lige" låne sine professorer 17.000$, det var alligevel en del penge at have ude og florerer. Især hos en som han ikke kendte bedre.
Han stoppede de blide strøg som hendes hånd blev lagt over hans. "Jeg siger ikke at det du gjorde var i orden, men jeg forstår godt hvorfor du gjorde det." Sagde han så og rejste sig omsider op. Han så ned på hende fra sin fulde højde og kørte så en hånd gennem de lyserødlige krøller. "Jeg forsøger at snakke med nogen af mine kontakter og ser om vi kan udredde en løsning." Sagde han så stille.

[Deleted]

Francesca brød sig ikke om at Delcan skulle gå og bekymre sig om hende. – Hun frygtede lidt, hvilken retning dette mon nu ville gå og hvordan Delcan videre ville gribe tingene an. – For var der noget hun var sikker på, så var det, at han bestemt ikke var en mand der ville lade emner som dette passere. Et dybt suk gled over hendes læber, som han talte og som han så ned på hende, gled øjnene atter væk. Hun skammede sig og havde tydeligvis ikke megen lyst til at se ham i øjnene og således, trak hun nu sine strømer på, selvom smerterne deri, tydeligvis var ulidelige. Hun rakte ud efter sine støvler og med møje og besvær kravlede hun så ellers i dem, før hun rakte ud efter sin kårdestok og lidt vaklende rejste sig. Hun støttede sig til den, mens hun fummelfingere fingererede rundt med sin jakke og hun gjorde nu tydelig mine til at ville forlade teateret for i dag. ”Det er ikke din kamp Delcan. – Og jeg vil ikke bede dig om at kæmpe den for mig.” Tonen var bestemt. Ordene bløde, men meningen tydelig. – Du skal ikke tilbyde mig din hjælp eller have medynk med mig. Jeg er for stolt til at tage imod noget og agter ikke at gøre det.

[Deleted]

Han betragtede hende. Det var ikke fordi han ønskede at se ned på hende, men han var trods alt hende chef og det hun havde gjort havde ikke været fair overfor ham. Men igen, havde hun været ærlig ville han nok ikke have ansat hende, skulle han sige det med hånden på hjertet.
Nu var tingene som de var, og det måtte de så arbejde ud fra. Han var ikke interesseret i at fyre hende, men han blev nødt til lige at sætte sig og tænke tingene igennem, samt se om han kunne komme op med en eventuel løsning som kunne gavne dem begge to.
Lettere begravet i sine tanker, gik det op for ham at hun var igang med at tage sko udenpå de ømme fødder. Han stoppede hende ikke på trods af en del af ham havde lyst til at protesterer. Det var den samme selvkontrol der gjorde at han ikke hjalp hende som hun vaklende kom på benene. Tydeligvis var hun en kvinde som gerne ville gøre tingene selv og han var ikke interesseret i at virke overlegen, mere end han måske allerede havde formået.
De blå øjne hvilede i hendes, han forstod udemærket budskabet, men det lå ikke til hans person at accepterer det. Han så hende måske lidt som hans ansvar nu. Han havde lavet en investering i hende og han ville gerne have at hun var på sit bedste. Så hvis det fik hende til at føle det bedre kunne han altid argumenterer for at det var for teaterets skyld og ikke hendes, når -ikke hvis, han kom frem til en løsning.
"Udemærket." Svarede han blot, "så må du komme godt hjem." Han gjorde plads så hun kunne komme forbi ham. Selv ville han gå i tænkeboks. Han nikkede en enkelt gang til hende som afsked, før han så selv forlod lokalet. Han var nu en mand på en mission.

// out