En dame begynder ikke slagsmål, de gør dem færdige

[Olivia Rae Roden Wilson]

Hamish' kontor - Det Magiske Universitet

Middagstid - Fredag

Hamish Hale McKenzie

---

Olivia havde været så irriteret på Hamish, da han havde forladt hendes lejlighed for blot en uge siden. Faktisk havde hun slet ikke lyst til at opsøge ham igen, men af en eller anden grund arbejdede hun stadigvæk for ham og hun havde brug for at tale med ham. Siden deres sidste møde, havde hun undersøgt, hvad det faktisk ville sige at være seer. Hun synes ikke selv, at hun havde reageret helt forfærdeligt, men han fortjente som sådan ikke at blive behandlet anderledes af den grund. Det måtte ikke være nemt at være seer og hun ville gerne clear the air. Hvis de skulle kunne arbejde sammen, så var det vigtigt, at de var på bølgelængde, for ellers ville hun nok ende med at slå ham ihjel. Han ville i hvert fald få nogle dask med en grydeske.

Hun trak vejret dybt og bankede så på hans dør. Hun vidste faktisk ikke engang om han havde undervisning lige nu og hun håbede lidt, at han havde, så hun slap for at tale med ham og se på ham. Dog kunne hun nok ikke helt undgå det. Det var vigtigt for hende, at få talt ud om det her og så havde hun de papirer, som han havde bedt om. At hun faktisk hjalp ham, fattede hun ikke helt.

[Hamish Hale McKenzie]

Hamish havde faktisk ingen forestilling om at skulle se Olivia igen. Eller jo selvfølgelig på skolen indimellem, men intet udover det. Han havde nok lidt gået ud fra at hun havde brændt de sidste papirer han havde sat hende til at undersøge og danset lejerbålsdans omkring dem.
Det var trods alt også opgaver han havde sat hende til fra før deres sidste møde så det ville i hvert fald ikke undre ham.
Lige nu sad han bag sit skivebord og var ved at rette opgaver igennem. En af de kedeligste ting ved at være professor var virkelig at rette opgaver fra elever der troede de var så kløgtige og i virkeligheden var de det modsatte. I hvert fald efter hans mening.
Foran ham stod hendes kop. Den var tom og rengjort. Han havde den nok lidt stående som en reminder om at han ikke var i stand til at ændre fremiden så hvorfor i det hele taget prøve.
I det samme bankede det på hans dør. Han rettede kort de isblå øjne imod den, det var sikkert Thomas der kom forbi som han jo havde det med at gøre i tide og utide. Blikket blev atter ført ned i opgaverne før han brummede et ”kom ind.”
Det kunne selvfølgelig også være en elev. Åh hvor han dog ønskede det ikke var en elev for hvis han skulle argumenterer bare én gang mere for hvorfor han havde givet den karakter som han havde ville han springe ud af vinduet. Det var bare som om at de ikke fattede at de ikke var så dygtige som de gik der og troede.

[Olivia Rae Roden Wilson]

Olivia havde tøvet rigtig meget, inden hun bankede på, men da hun så havde gjort det, var der ikke rigtigt nogen vej tilbage. Dog kunne det være sjovt bare at løbe, for han ville aldrig finde ud af, at det var hende. Nok påstod han, at han var klog, meeeen.. der var vel grænser, selv for ham, selvom han nok ikke ville indrømme det.

Da hun hørte ham brumme, rullede hun automatisk med øjnene. Utroligt, at hendes øjne ikke sad bag hovedet. Hun følte efterhånden ikke, at hun lavede andet end at rulle med øjnene af ham. Hun trak vejret dybt og gik så ind. Hun fandt et smil frem,men det var ikke venligt. Det var akavet. Mere professionel var hun så åbenbart ikke alligevel.
"Hamish.." sagde hun og kiggede hen på ham, imens hun lukkede døren. Der var ikke andre, der behøvede at høre noget om dette. Hun stod stille foran døren og kunne ikke rigtigt bevæge sig. Der gik ikke længe før hun opdagede sin egen kop på hans bord og hun kiggede lidt undrende på den. Havde han virkelig vasket den op? Hun vendte igen sin opmærksomhed mod ham.
"Jeg har nogle ting, som jeg gerne vil sige til dig. Det bliver ikke helt nemt for mig, men jeg ser gerne, at du lader mig tale færdigt, så vi kan få det ud af verden. Okay?" Sagde hun bestemt, men med en venlig undertone. Hun var ikke sur på ham og det ville hun gerne have frem. Lige nu havde hun det bare underligt. Han havde set hende blive angrebet. Det var en grim tanke, men hun måtte tænke på, at det nok heller ikke ligefrem havde været rart for ham.

[Hamish Hale McKenzie]

Som døren gik op og Olivia trådte ind, tog han sig selv i at ønske at det have været været en elev i stedet for han orkede virkelig ikke at skulle deale med hende lige nu. De blå øjne skævede kort op på hende og så tilbage til de papirer han havde liggende foran sig. "Ms. Wilson," sagde han blot og gav sig til at skrive en lille note i det ene hjørne af pergamentet. Det var bevidst at han ikke brugte hendes fornavn. Efter deres sidste møde kunne man vel ikke sige at de var på fornavn, selvom hun tydeligvis troede det.
"Der er ingen grund til det falske smil, jeg synes høflighedsfraser er stærk opreklameret når man alligevel ikke mener det, er du ikke enig?" Igen rettede han blikket imod hende. Han kunne se at det ikke var et ægte smil. Det nåede ikke hendes brune øjne. "Din kom står der hvis det er den du er kommet efter." Informerede han så og gjorde en gestus mod kruset foran ham.
Hendes ord fik ham til at sukke dramatisk som han stemte albuerne i bordbladen og foldede sine hænder foran sig. "Sidste gang kunne du ellers ikke få mig hurtigt nok ud af døren, men tal endelig, for jeg har intet bedre at bruge min tid på, end at høre på hvad du har at sige." Stemmen dryppede af sarkasme. Han var bitter. Bitter over at han havde åbnet sig op for hende...mere eller mindre, noget han principielt aldrig gjorde overfor nogen, og så havde hun vist sig slet ikke at være anderledes end de andre imbecile idioter der befandt sig omkring ham.
Han var bare træt af at blive dømt for en evne han aldrig selv havde bedt om.

[Olivia Rae Roden Wilson]

Olivia hævede sine øjenbryn. Det gik op for hende, at Hamish ikke var vant til en venlig gestus. At han troede at hun havde et falsk smil, viste blot, hvordan andre mennesker opførte sig overfor ham. Det stak da lidt i hende, da hun ikke brød sig om, når andre ikke altid havde det godt. Dog var hun ikke selv fan af ham, så det var svært ikke at forstå andre mennesker. Hun havde dog alligevel om af ham, men det ville hun ikke vise. Det kunne vist ikke gøre denne situation bedre.

“Tro det eller lad være, men det er faktisk et oprigtigt smil.” Sagde hun med et skuldertræk. Han behøvede ikke at tro på hende. Hun var der ikke for at overbevise ham om, hvordan hun så ud, når hun smilede.

Hun følte en utrolig trang til at rulle med øjnene endnu engang, men hun lod være. Det var faktisk lidt af et mirakel. Hun skævede til koppen, men kommenterede ikke på det.
“Hvis jeg havde prøvet at få dig ud, havde jeg ikke tilbudt dig kaffe.” Sagde hun og prøvede at slappe af, men det var faktisk sværere end hun lige havde regnet med. Hun trak vejret dybt og begyndte så sin talestrøm.

“Først vil jeg gerne sige, at jeg ikke er vred på dig. Jo det var da ikke særlig rart, at du skulle tale om det, der skete den aften, som om det var det mest naturlige i verden for os to at tale om. Det var meget mærkeligt for mig, men det er bestemt heller ikke en aften, som jeg har lyst til at tale om. Det var det andet mest forfærdelige, der nogensinde er sket for mig, så det vil jeg meget gerne lægge på hylden. Jeg er dog ked af, hvis du følte, at jeg reagerede grimt på, at du er seer. Det var sådan set ikke mit store problem. Det var da en overraskelse og jeg er da ikke ligefrem glad for, at du så mig den aften.” Hun holdt en pause og gøs lidt ved tanken.

Det var ikke nemt at snakke om angrebet. “Jeg har undersøgt lidt om seerer siden og jeg tror ikke, at du kunne have gjort noget ved det. Jeg hadede, at du havde set det, men for helvede, hvor må det heller ikke være nemt for dig at se den slags, så hvis jeg ikke reagerede godt nok på det, at du er seer, så er jeg virkelig ked af det. Du fortjener helt sikkert ikke at blive dømt på det, for det må være den mest forfærdelige evne at have. Jeg brød mig bare ikke om, at du talte om det, som om det var naturligt for os, for det var det ikke.” Sagde hun og trak vejret igen. Det blev måske en lang smøre, men hun havde virkelig brug for at komme ud med det og nu kunne han sådan set reagere, som han ville.

[Hamish Hale McKenzie]

Han kneb de blå øjne let sammen og skulede lidt intenst til hende ved kommentaren om ”det ægte smil”. Uanset hvad så det ikke oprigtig ud, rettere en smule akavet og påtaget. Det kunne dog også være lige meget.
Denne gang var det ham der hævede et bryn, ”du bad mig gå.” Kommenterede han. ”To gange i samme sætning, hvis jeg husker korrekt -og det gør jeg.” Han så sigende på hende klar til en debat.
Dog blev han taget lidt med bukserne nede som hun begav sig ud i en længere forklaring. Gemte der sig mon en undskyldning et sted i talestrømmen? Sådan mere eller mindre.
Da hun så nærmest undskyldte for at han var seer og sagde at hun havde ondt af ham -mere eller mindre. Blev han endnu mere forvirret. Denne her form for reaktion havde han aldrig fået før og derfor havde han ingen anelse om hvordan han skulle responderer. Hun havde tilmed undersøgt noget om seerer?
Munden gled op for at svare, men ingen ord kom ud så kan lukkede den igen og forsatte med at kigge mistroisk på hende i nogle lange sekunder som forventede han lidt at hun ville vende 180 grader. Da der ikke kom mere satte han blot albuerne i bordpladen og foldede hænderne hvorefter han hvilede det nederste af sit ansigt imod hænderne så det meste af hans mund var dækket.
Lige nu arbejdede hjernen på højtryk for at finde en passende kommentar.
”Jeg ved godt at du var...bange den nat. Det var ikke meningen at jeg ville have sagt noget. Tydeligvis er alkohol ikke godt for mig.” Begyndte han. ”Angående min seer-tendens, ser jeg helst at det bliver mellem os. Du behøver ikke have ondt af mig, jeg har fundet en måde at leve med den på.” Det var løgn. Eller delvist i hvert fald. Ja han levede med sin evne, i en sådan grad at han aldrig rørte ved andre mennesker eller lod dem røre ved ham. Det var hans ”metode”. Han bildte sig selv ind at han ikke behøvede nogen som helst former for fysisk kontakt. Udover det så var evnerne jo også helt ude af kontrol. De fleste seere fik kun enkelte syner på et helt liv, han fik næsten hver gang han kom i kontakt med en anden person. Han tyggede let på sin smalle underlæbe. Der var et spørgsmål som han ikke helt kunne slippe. ”Hvorfor har du i det hele taget undersøgt noget om seere?” Spurgte han så. Hun kunne vel være ligeglad.

[Olivia Rae Roden Wilson]

Olivia rullede nu med øjnene. Hvor var det irriterende, at han huskede alt.
"Okay fint. Jeg kan ikke huske alt og jeg kan ikke huske, hvorfor jeg præcis bad dig om det på det specifikke tidspunkt, men jeg bød dig stadig på kaffe og du lånte stadig min seng, så helt slem, kan jeg da ikke have været." Sagde hun en smule opgivende. Det var stadig en virkelig surrealistisk tanke, at han havde sovet i hendes seng. Heldigvis, havde hun da ikke selv været der.

Imens Olivia talte, kunne hun godt se, at det kom en smule bag på ham. Dog blev hun nødt til at fortsætte, for ellers ville hun aldrig få det sagt. Han havde sådan et talent for at få hende til at gå i arrigskab, så hun ville hellere have det sagt, inden det ville ske. Da han så begyndte at tale, efter en stilhed, der på ingen måder lignede ham, blev hun lidt overrasket over, at han ikke havde bedt hende om at gå.
"Alkohol er ikke godt for nogen." Sagde hun og denne gang havde hun et oprigtigt smil, som næsten nåede hen til ørerne. Det forsvandt dog igen, da samtalen selvfølgelig var alvorlig.
"Jeg fortæller det ikke til nogen. Jeg ved godt, at der er en mulighed for, at du ikke tror på mig, men du kan stole på mig." Hun foldede sine hænder og vidste ikke rigtigt, hvordan hun skulle stå. Hun nikkede som tegn på, at hun forstod, at hun ikke skulle have ondt af ham. Det havde hun dog lidt alligevel.

Hun stod et øjeblik uden at sige noget, da hun skulle formulere det rigtigt.
"For det første, ville jeg vide, om du faktisk kunne have gjort noget ved det. Ikke, at jeg så ville dømme dig, hvis du du kunne og ikke gjorde, for du kendte mig jo ikke ligefrem. For det andet, fordi jeg ville se, hvad det er for noget. Af en eller anden grund, så arbejder vi sammen og jeg vil vide, hvad der kan ske og hvordan det foregår." Sagde hun ærligt. Hvis han pludselig fik et syn og hun var der, så ville hun vide, hvordan hun skulle håndtere det.

[Hamish Hale McKenzie]

Han bemærkede godt hendes øjenrul og det irriterede ham næsten lidt. Han kunne da ikke gøre for at hendes hukommelse var elendig. "Jeg vil tro at jeg gjorde dig utilpas." Kommenterede han tørt. Han lod blikket hvile på hende i nogle lange sekunder. Ja hun havde budt ham indenfor og givet ham en seng at sove i. Han forstod stadigvæk ikke helt hvorfor hun havde udvist ham den venlighed, men det havde hun. -Indtil hun havde smidt ham ud og han, stædig som et lille barn, havde taget koppen med sig.
Uden at gengælde smilet betragedeh han hende blot en smule undrende. Folk var sære. Blikket gled op og ned af hende, "jeg tror på dig." Endte han så som han i samme sekund vendte sin opmærksomhed tilbage mod afleveveringerne foran ham. Hun gav i hvert fald inden signaler om at hun ønskede at vidregive hans informationer til nogen og han var elendig til smalltalk så derfor, som han mente at samtalen var afsluttet gik han tilbage til sit arbejde.
Dette varede dog ikke ved, hun begyndte atter at snakke og det gav næsten et lille sæt i ham. "Åg Gud, er du ger endnu." Kommenterede han som havde han været helt overbevist om at hun var gået.
Spørgsmålet fik ham til at sukke en kende utålmodigt, men samtidig følte en lille del af ham at han måske skyldte hende en forklaring, mest med håbet om at lette sin egen samvittighed. Som han overvejede situationen endte han med at gøre en gestus til hun kunne sætte sig på stolen overfor ham. Han lagde fjerpennen fra sig og foldede hænderne på bordet foran sig, som var hun en elev kaldt ind til skideballe. "Nej jeg kunne ikke have gjort noget. Ikke mig bekendt i hvert fald. Som regel hvis jeg forsøger at gribe ind, ender jeg med at være en del af de skridt der fører personerne i samme retning, og derfor ender de samme sted." Han var ikke sikker på hvordan det hang sammen hvilket var frustrerende nok i sig selv. "Fx. Hvis jeg siger til dig at jeg har set du får flæsksteg til aftensmad, får du lyst til flæskesteg og laver det til aftensmad, hvis jeg ikke siger noget, laver du alligevel flæskesteg til aftensmad, bare ubevidst. Hvis jeg siger at du bliver ramt af en smasher på vej ud fra skolen, vil du blive ramt uanset hvad. Spørgsmålet er bare hvornår. Det behøver ikke være samme dag, måned eller år." Han holdt en lille pause, "Nogengange har jeg en ide om hvornår det vil ske, sommetider har jeg ret og andre gange går der flere uger før synet går i opfyldelse." Han kiggede lidt mor hendes hænder som overvejede han kort at tage dem for at se om han kunne læse noget, men frygten for hvad han ville se holdt ham tilbage. "For det meste tager det kun ganske kort tid, sekunder, for mig føles det længere. Nogengange er det lidt som om at jeg går i trance og siger synet højt, som en profeti, jeg kan ikke huske det bagefter. Men altså det er kun sket én gang. Så for det meste rør jeg nogen, ser noget og holder det for mig selv." Han trak let på skuldrene.

[Olivia Rae Roden Wilson]

Olivia trak på skuldrene og lagde armene over kors.
"Stort set alle gør mig utilpas." Sagde hun og var en smule flov over dette. Der var meget få personer, som hun faktisk følte sig tilpas ved. Hendes to brødre og hendes to bedste venner. Det var nok faktisk det. Det var bestemt ikke kun Hamish der havde den effekt på hende.
Hun valgte at lade være med at rulle med øjnene, da han kommenterede på, at hun stadig var der, selvom det var et oplagt tidspunkt. Han var ikke den mest høflige person i denne verden, men hun havde nu heller ikke hørt ham påstå andet. Det kom dog bag på hende, da han gjorde tegn til, at hun kunne sætte sig ned. Hun valgte dog at sætte sig, selvom hun faktisk havde mest lyst til at gå.

Olivia lyttede til de ting han sagde og hun begyndte at få lyst til flæskesteg. Mon hun skulle have det til aftensmad? Hun kiggede hen på Hamish og slog tankerne væk, så hun faktisk lyttede til ham. Det beroligede hende lidt, at han faktisk ikke kunne have hjulpet hende dengang, selvom de selvfølgelig ville have været rart.
"Så det kan som sådan ske når som helst? Du kunne få et syn, som du sidder her overfor mig?" Spurgte hun. Hun ville ikke vide, hvordan hun skulle reagere, hvis det pludselig skete, men nu vidste hun da lidt om, hvordan det foregik. Et minde fra deres akavet aften kom tilbage til hende og hun bed sig i læben.
"Du rører ved nogen og så får du et syn? Er det derfor, jeg ikke måtte røre ved dig?" Spurgte hun lidt nervøst. Det var da rart at vide, om hun måtte røre ved ham, selvom hun nu ikke havde tænkt sig at gøre det.

[Hamish Hale McKenzie]

Igen blev blikket lidt mere intenst. Det lød lidt som ham, men han havde ellers bare en forstliing om at hun kom godt ud af det med alle og var åben og elsket. Et godt forbillede for eleverne. Hamish havde virkelig aldrig været godt til small-talk og det freakede ham lidt ud af det var det dette her lagde op til. Eller faktisk var dette her værre end smalltalk. Dette her var en dybere samtale, hvilket han om muligt var endnu mindre fan af. Alligevel havde han givet hende tilladelse til at sætte sig.
Han havde ikke helt bemærket at hun var drevet lidt væk efter ordet flæskesteg var blevet nævnt. Primært fordi at dette her var så svært for ham at snakke om at han brugte sit fokus på ikke at blive mere uhøflig end normalt, og smide hende ud.
"Desværre ja." Kommenterede han og pressede tommelfingne lidt mod sine læber. Hendes spørgsmål var jo reelt nok. Han kunne mærke en varme i kinderne som han gjorde alt for at ignorerer som han slog blikket ned. "Ja det sker ofte at berøring udløser det, ikke hver gang, men ofte. Jeg ved ikke om det er sådan for alle, men sådan er det i hvert fald for mig." Fortalte han og tog lidt mod til sig før han igen mødte hendes blik. "Så for at svare på dit spørgsmål, så ja, det er derfor. Jeg prøver at minimerer risikoen for at få syn, så er det lettest hvis jeg ikke har nogen form for berøring." Sagde han som var det det letteste og mest logiske i hele verden.

[Olivia Rae Roden Wilson]

Olivia synes det var utrolig underligt, at de faktisk sad og havde en dybere samtale, for det lignede dem ikke. De havde diskuteret og været tydeligt irriteret på hinanden. Det her var helt nyt og hun var ret sikker på, at det ikke kom til at ske igen. Dog var det rart lige at få afklaret nogle ting, s de derefter kunne gå tilbage til at hade hinanden, eller hvad de nu gjorde.
"Hmm okay. Så skal jeg nok lade være med at røre dig. Ikke, at jeg som sådan havde tænkt mig, at det skulle jeg, men ja." Sagde hun og rullede nu med øjnene af sig selv. Det havde lydt forkert og det var bestemt ikke meningen.
Olivia havde utrolig meget lyst til at spørge ham, hvad han ville gøre, hvis han en dag fik en kæreste, men så tætte var de på ingen måder.
"Jeg er glad for, at vi lige kunne tale om det. Skal vi arbejde sammen, er det vigtigt, at jeg ved disse ting, så vi begge føler os godt tilpas. Eller lignende." Sagde hun i stedet og begyndte at rejse sig op. Hun vidste ikke lige mere, hvad de skulle tale om og han virkede heller ikke super interesseret i, at hun skulle blive der. Han havde nok bare følt, at han skulle fortælle hende disse ting.
"Jeg håber, at vi kan glemme det, der skete og bare gå tilbage til hverdagen." Hun så lidt modvilligt bedende på ham.

[Hamish Hale McKenzie]

Hamish så på hende med sit skarpsindige blik da hun sagde at hun ikke havde tænkt sig at røre ved ham. Ikke fordi han havde nogen forventning eller håb om at hun ville gøre det, men derfor var det da stadigvæk en udtale der kunne mærkes lidt. Han vidste godt at folk så ham som værende en freak, og at de fleste piger ville gå en kæmpe bue uden om ham, men han behøvede måske ikke lige at blive mindet om det.
Det næste hun sagde fik ham til at fnyse let. ”Du føler dig aldrig godt tilpas i mit selskab.” Kommenterede han tørt som var det en velkendte fact. Inden hun kunne protesterer slog han let ud med hånden, ”men det er okay, det er der ikke nogen der gør.” Dette blev sagt med samme ligegyldighed som snakkede de om vejret.
Igen lod han en hånd glide gennem de sorte krøller. Det var svært for ham at snakke om disse ting fordi han som regel bare prøvede at glemme hvordan folk så ham. Derfor var det lettere for ham at være alene.
”Hm?” Igen var hans tanker drevet lidt væk som de havde det med at gøre han blinkede et par gange som skulle han lige opfange hvad hun havde sagt. ”Det er umuligt for mig at glemme det, men jeg kan godt lade som om.” Mumlede han og flyttede blikket til hendes kop der stadigvæk stod på skrivebordet. Han bemærkede godt at hun gjorde klar til at gå, så han rakte ud efter den med intention om at give hende den så hun huskede at få den med sig.

[Olivia Rae Roden Wilson]

Olivia sendte ham et halvt smil og trak på skuldrende. Faktisk var han en af dem, hun følte sig bedst tilpas med. Hun kunne ikke lide ham og alt det der, men han havde tydeligvis nogle problemer og skubbede folk væk og sådan havde hun det også tit. Hun følte sig ikke som sådan godt tilpas hos ham, men hellere ham end så mange andre. Hun sagde intet af dette til ham, for det ville være for mærkeligt, og måske han bare ville tro, at hun bare så gerne vil hænge ud med ham og det ville hun overhovedet ikke. Dog havde hans ærlighed gjort en del om hendes tanker om ham.

Hun bed sig i læben på grund af hans kommentar. Det måtte være træls, at ingen følte sig tilpas omkring ham. Dog var det ikke svært at forstå, for han var ret uhøflig. Dog kunne Olivia dog godt finde nogle positive ting omkring ham, selvom hun aldrig ville indrømme det overfor ham. Han var ærlig, hvilket skræmte mange, men ikke hende. Det der skræmte hende, var når han talte om ting, som han ikke burde.
Hun fnøs lidt.
"Nej okay. Jeg kan squ heller ikke glemme det, men bare lad os lade være med at tale om det igen." Sagde hun og rystede en anelse på hovedet. Jøsses, hvor tog han alting bogstaveligt! Hun rejste sig op og kiggede hen på ham.
"Jeg smutter igen. Jeg er dog glad for, at vi kunne have den samtale og jeg værdsætter din ærlighed her i dag." Sagde hun og tøvede lidt. Hun så, at han rakte ud efter hendes kop.

"Behold den. Så kan den minde dig om, at du ikke bør drikke." Hun sendte ham et svagt smil og gik hen mod døren. "Vi ses jo nok en anden gang." Hun trak på skuldrende, kastede et sidste blik hen på ham og smuttede hurtigt ud ad døren.

// Out