Walking the Sunset

[Deleted]

WALKING THE SUNSET

Tråden er til @patsy
d. 12. April kl 20.00


Duncan slog blikket ned mod gaden mens han traskede ned af gaden mod den store villa som han havde købt. Det var nok den største villa der var på Føniksengen men det overraskede nok ikke nogen. Han kiggede ud mod solen som var ved at gå ned, mens den blide vind dansede gennem hans lysebrune lokker. Han følte et stort velbehag ved at være tilbage i England. Det var savnet i den grad, og ikke nok med områderne der var savnet, så var der også en kvinde som havde fyldt hans tanker meget på det seneste, specielt efter han havde set hende til forårsfesten. Selvom han var kommet videre så føltes det ikke sådan. Han sukkede og sparkede til en sten som fløj ud på en græsplæne, hvor en stor sten stod, og der så Duncan sin mulighed.


Han satte sig på stenen og kiggede udover de gyldne farvede marker, solen kastede et utrolig flot orange lys. Han smilede og mærkede endnu engang vinden puste ham direkte i ansigtet. Hvad skulle han stille op med sig selv og sine følelser?

[Deleted]

Påklædning

Patsy gik i sine egne tanker og nød det milde forårsaften. Hun havde gået en lang tur i langs engen og var nu på vej hjem. I favnen havde hun en buket vilde blomster, som hun havde plukket på vejen. De var smukke og duftede godt, derfor havde hun valgt at tage dem med hjem så de kunne pynte i den lille lejlighed. Det ville være godt. Hun var stadig lidt bekymret for Scott som havde fået brev fra sin problematiske eks. Hun var bekymret for om han kunne finde på at gå tilbage til hende. Kvinden havde været skadelig som Scott!

Hun sukkede lidt og kiggede så frem for sig, hvor hun så silhuetten af en mand. Som hun kom nærmere kunne hun se at det var Duncan hvilket fik hende til at tøve lidt. Burde hun sige noget? Det var vel næsten uhøfligt at lade være hvis nu han fik øje på hende Derfor endte hun med at gå tættere over til ham. "Det ser afslappende ud. Pas nu på du ikke brænder dig på en af ildfluelusene..." Det var det han altid havde sagt til hende, og situationen lige nu virkede så passende for det. Desuden prøvede hun at følge sin tantes råd om bare at acceptere at han var der.

[Deleted]

WALKING THE SUNSET

Duncan vendte sig om da han hørte Patsys stemme. Han var ikke overrasket over at se hende, det var efterhånden en kendsgerning at de altid skulle møde hinanden i ny og næ og specielt når de tænkte på hinanden, eller hvertfald når den ene part tænkte på den anden. Han smilede til Patsy. "Jeg har skræmt dem væk." sagde han mens et lille grin skød over hans læber. Han betragtede kort Patsy samt den buket blomster hun havde plukket. "Flotte blomster, hvem er den heldige?" spurgte han meget direkte. Det ville da stadig gøre ondt at høre hvis det var en mand der havde givet dem til hende, det hele virkede så underligt mellem dem. Der var gået hele 11 år siden de havde mødtes for første gang, og hvergang han så hende, sprang hans hjerte et slag over som dengang.

Han kiggede udover marken igen og smilede.

[Deleted]

Med en let bevægelse med hovedet svang hun det lange lyse hår om på ryggen og gik tættere på, som hun nu følte sig mere velkommen. Måske var det meget godt at snakke med ham. rolige samtaler, så de kunne finde et niveau, hvor det fungerede for dem. Hun savnede at få et kram af ham og være tæt på ham. Der havde været så mange gange i løbet af de sidste 10 år, hvor hun havde haft brug for ham tider og episoder, hvor hun havde haft behov for at blive trøstet af Duncan. Men det var hendes hemmelighed for nu. Der ville sikkert ikke komme noget godt ud af det alligevel, hvis hun sagde det.

Hun så på blomsterne og smilede lidt for sig selv. "Balthazar og Scott. Nok mest mig faktisk... De går ikke så meget op i blomster alligevel, men det gør mig glad og jeg syntes de var smukke." Hvorfor han sad der på stene vidste hun ikke, måske ventede han på nogen eller også så var det en mærkelig form for meditation? "Hvad laver du her?"

[Deleted]

WALKING THE SUNSET

Duncan nikkede til det hun sagde med blomsterne. "De er helt sikkert smukke." sagde han og smilede. Hans blik hvilede på Patsy, det var en venligt blik, uden form for aggression eller bitterhed. Det var et kærligt blik. Mest af alt havde han bare lyst til alting kunne fungere uden der var noget ballade, hverken med Patsy eller resten af Murray dynastiet.

"Jeg bor nede i villaen dernede.." sagde han og pegede. "Jeg sad bare derhjemme og kedede mig, så tænkte en gåtur og noget frisk luft ville gavne mig."

[Deleted]

Patsy kiggede ned på blomsterne og så over på Duncan. Hun havde altid været romantisk anlagt, så selvfølgelig kunne hun også lide blomster. Det pyntede så fint derhjemme. Scott var nok mere eller mindre ligeglad, men det var hende der ofte sad hjemme og derfor gerne vil have det. "Tak. Jeg plukkede dem længere nede af stien." Hun forventede egentlig ikke at han var interesseret i det, han virkede ikke helt som den type, selvom hun dog vidste at han var mere følsom end han gav sig ud for. "Jeg kan vise dig det en dag, hvis du vil se." Foreslog hun og mærkede et lille sug i maven. Sidst hun havde foreslået dem at lave noget sammen, var det blevet ignoreret, så måske var det alligevel dumt at forsøge.

Som han pegede imod en villa så hun i retningen og blev lidt imponeret. Det så stort og flot ud, som Duncan bedst kunne lide det. "Det ser stor ud, bor du der selv?" Det var egentlig ikke for at tjekke op på om han var single. Det virkede bare ensomt at bo der alene. Det måtte det næsten være derfor han var gået. "Det er altid rart at gå i naturen. Det hjælpe en med at slappe af. Jeg..." Så tøvede hun og sagde ikke mere. Det virkede så underligt det de havde gang i her. Hvad skulle hun gøre? Hun vidste med sig selv hun nok snart ville blive ked af det over at have snakket med Duncan. De ville flå alle de gamle sår op i ren savn.

[Deleted]

WALKING THE SUNSET

Duncan lyttede til de ord som Patsy sagde, det var rart at høre hendes stemme, selvom han nok mest havde været en idiot da det havde mødtes til forårsfesten. Han havde vel en facade oppe. Mest også fordi han var overrasket sådan at møde Patsy. Han var dog super glad for at hun var blevet journalist, det lå lige til hende. Han smilede og grinte en smule. "Det må du gerne vise mig en dag Patsy, hele området er stadig nyt for mig, selvom alting er så velkendt.." sagde han og kiggede i græsset for at undgå at få øjenkontakt med hende.

"Ja du kender mig vel alt for godt, det er bare mig og 2 katte som kommer forbi engang imellem, tror dog det er nogle animaguser der pranker mig, men hvad ved jeg." sagde han med et lille smil og bed sig i læben over det Patsy sagde. Det var en ganske underlig situation.

[Deleted]

Det var så nemt at føle sig glad i nærheden af Duncan. Hvert fald når det gik som nu, men hun vidste at det lå lige under overfladen at det ville gå galt. Spørgsmålet var bare hvornår. Hun havde dog intet ønske om at det skulle ske. Hun Elskede ham for den han var nu. Det var den Duncan hun var så forelsket i. Den hun så gerne ville vise sin familie. 
Da han så indvilgede i at se hvor hun havde fundet blomsterne, samt hele området, blev hendes smil større. Det kunne være hyggeligt at bruge tid sammen med ham, men hun turde heller ikke rigtig håbe for meget på det. "Du kan bare sige til. Det vil jeg gerne. Jeg går ofte aftenturer hernede. Det tømmer ligesom hovedet inden natten" Hvis ikke havde hun for svært ved at sove. Hun så over på Duncan igen. Det virkede dumt at stå op, når han bare sad der på en sten. Det virkede dog også naturlig for Duncan på en måde. Hun overvejede om hun skulle sætte sig på jorden, men det var nok for tidligt på året.
Det endte med, at hun besluttede, at stenen nok var stor nok til dem begge. Derfor gik hun tættere på ham og smilede så lidt. "Ryk lidt, så kan det være der også er plads til mig." Hun spurgte ikke rigtig om det var i orden at sætte sig så tæt på ham, men det var sådan det lige måtte være. Stenen havde jo den størrelse den nu havde. 

Hun kiggede i retningen af villaen og lagde hovedet lidt på skrå og forsøgte at se for sit indre blik, hvordan huset var indrettet. "Du har nok ret. Hvad så så har du en lækker pejsestue? Sikkert med bjørneskindstæppe foran. Dyre læddermøbler og marmorborde. må...måske et skakbord også. Et stort lækkert soveværelse, lyst og rummeligt og et walkinclorset men en masse fornemt tøj? " Gættede hun på måske en anelse fordomsfuld. Det overraskede hende dog lidt at han havde katte, så slog en tanke hende, hun havde ikke rigtig lyst til at kende svaret, men hun var nødt til at spørge, "Og Dougal?"

[Deleted]

WALKING THE SUNSET

Duncan rykkede sig da Patsy kom for at sætte sig ned, andet ville være unaturligt og nok gøre det endnu mere akavet end det var i forvejen. Han nikkede til det hun sagde. "Ja det er et smukt område, derfor jeg flyttede hertil." sagde han fast. Han smilede over blomsterne. "Tja, noget i den stil. Er som sagt lige flyttet ind så det hele er lidt tomt lige nu." sagde han og undgik hendes blik, hans eget blik hvilede stadig udover den orange dækkede mark.

"Dougal er for længst kradset af, men han fik da en unge med en anden ugle, som jeg så har fået, og ja han hedder Dougal Jr." sagde han med et lille grin. Dougal havde været hans trofaste ugle gennem mange år, men han kom aldrig retur efter en lang tur over USA's landskab.

"Hvordan går det med dig? Ærligt?" sagde han og lagde tryk på det sidste i sætningen, det var utrolig nemt at opretholde en facade overfor hinanden efter det de havde været igennem

[Deleted]

Hun lagde blomsterne forsigtigt i græsset, der var ingen grund til at holde på dem når hun nu sad og snakkede med ham. Det føltes rart at sidde hos Duncan igen, en masse gamle minder dukkede op i hende og hun kunne ikke lade være med at smile over det. "Jeg er glad for du et kommet tilbage."  Lød det så fra hende, som hun strøg en lok af sit hår om bag øret. "Du får sikkert en vildt lækker Villa med tiden. Scott og jeg endte med at købe en lille taglejlighed sammen. Derovre." Hun pegede i retningen af hvor de boede, det var dog ikke rigtig til at se herfra, men så fik han en ide om retningen

Da han nævnte Dougal, mærkede hun et stik i hjertet. Hun havde været ret glad for hans smukke fugl, som hun i sin tid havde fået lov at navngive. Et tydeligt tegn på at Duncan havde ændret sig siden dengang var dog at han havde givet Dougals unge et navn, Dog ikke så kreativt. "Det er jeg ked ad at høre, Han var en god ugle. Men det sejt han nåede at blive far. Sasja dø...døde for nogle år siden." Hun havde elsket sin røde kat, der havde fulgt hende i alt. Det havde været svært at miste hende dengang, hun havde virkelig været ked af det og savnede stadig den gamle kat. "For et års tid siden mødte jeg så Balthazar. Eller det vil sige jeg fandt ham i en gyde fanget i noget skrald. Så jeg tog ham med hjem.. Han er en fin lille rød kat. Meget legesyg. Han er helt pjattet med min kvikskribler, hvilket somme tider kan være lidt problematisk." Hun kom til at grine lidt ved tanken om katten der daskede ud efter fjerpenen med sine små poter. 

Duncans næste spørgsmål var noget sværere, og hun måtte tænke længe over det for at vide hvad hun skulle sige. "Hmm... Det går meget godt tror jeg. Livet har været hårdt, men det er det vel altid." Hun kløede sig på kinden og så frem for sig. "Scott er blev kontaktet af sin ekskæreste. Hvilket ikke er godt. Hun er en eller anden junkie, der hældte stoffer i hans drink. Det... Det er lidt svært og... Jeg ved ikke. Der er sket så meget. Somme tider går jeg om aftenen og tænker på den sang du engang spillede. Den får mig altid til at slappe af. Jeg ved godt det er lidt dumt, men den er beroligende og når du ikke er her...." Hun stivnede som ordne var løbet af med hende. Hun kiggede chokkeret over på ham, bare han nu ikke blev sur. "Undskyld. Det jeg mener er bare, der er sket mange ting hvor jeg... ville ønske du havde været der. Jeg ved godt det er dumt"

[Deleted]

WALKING THE SUNSET

Det var nu helt underligt at bare sidde der og lytte til Patsy fortælle om sit liv, men det var rart at høre på hende, stemmen havde han savnet helt aldeles, han smilede og nikkede som hun fortalte. "Er ked af at høre med din kat." sagde han og kiggede ned i græsset.

"Det lyder til at være noget af en mundfuld med Scott, håber på det bedste for ham." sagde han kort og virkede en smule fjern. Scott.. Det var helt underligt at snakke om ham. De havde aldrig haft et godt forhold og det hele var baseret på en enkelt udtalelse som Duncan havde lavet for 11 år siden ca.

Da Patsy begyndte at snakke om at hun ligefrem havde haft brug ham, stak det en smule i hjertet, hans øjne undveg hende som om hun var den rene gift. "Rart at vide jeg betød noget." sagde han kort og en smule koldt

[Deleted]

Det var svært med Scott og hans ekskæreste. Det var virkelig et usundt forhold og det på en hel anden måde end hende selv og Duncan. Men det var der nok ingen der forstod alligevel.
Patsy havde altid været meget glad for Sasja og derfor havde det virkelig taget hårdt på hende. Havde det ikke været for Scott og hans trøst havde hun nok taget Det meget hårdere.
Hun kunne godt mærke hun havde sagt nogle ting som han ikke nødvendigvis ville høre på. Det ville nok ende med at de snart ville begynde at skændes som altid. Hun slog blikket ned og bed sig i underlæben, før hun så samlede blomsterne op og rejste sig. ”Det var hyggeligt at se dig igen. Held og lykke med villaen. Det skal du nok få gjort lækker. Jeg vil gå videre på min tur inden der bliver helt mørkt” med de ord bevægede hun sig hen mod stien og spekulerede på hvor hun skulle gå hen.

[Deleted]

WALKING THE SUNSET

"Du kan altid kigge forbi til en kop et eller andet." sagde han med et smil og vinkede til hende som hun gik. "See you around" sagde han med et venligt smil til hende, før han selv hoppede ned fra stenen og gik mod sin villa, med Patsy i tankerne

// Out