If I could turn back time

[Samuel Roden]

Han sendte hende et lunt smil og rystede på hovedet. "End ikke hvis du forsøgte," svarede han med et glimt i øjet. Syrena havde aldrig været den letteste person at læse. Sam havde lært gennem de år de havde været kærester, at Syrena var enormt svær at komme tæt ind på. Hun havde sine øjeblikke hvor man ligesom fik et lille kig ind bag gardinerne, men det var altid kun ganske få episoder og ganske kort tid.
Den høje mand sank en enkelt gang. Han kunne ikke benægte at hun havde en pointe selvom ham ikke var meget for at indrømme det. Han havde altid været meget beskeden og så ikke sig selv om noget ud over gennemsnittet, dog var han godt klar over at et par af pigerne i klasserne kiggede måske lidt for drømmende på ham. Voksne kvinder skjule det trods alt bedre. -For det meste.
I sidste ende valgte han at trække lidt på skuldrene, "Du får mig næsten til at fremstå som en eller anden helgen." Bemærkede han med et smil og lod blikket fange hendes. Der var noget virkelig rart og varmt, noget dejlig bekendt ved at fordybe sig i hendes mørke øjne. For et ganske kort øjeblik kunne han næsten mærke et strejf af savn, dog fik han hurtigt slået den giftige tanke ud af hovedet.
Med flasken i hånden vendte han sig kor mod hende og måtte bide sig selv let i kinderne for ikke at bryde ud i latter ved synet af Syrena der sad der i sengen, med armene strakt frem mod flasken, som var hun en lille pige og han stod med hendes ynglingslegetøj. Han hævede et bryn af hende, "hvorfor har jeg en ide om at jeg kommer til at fortryde dette her?" Mumlede han en smule opgivende.
Et let fnys brød hans læber, "du burde vide bedre end nogen anden at elever ikke altid overholder skolens regler, især ikke når det kommer til nattevandringer." Han sendte hende et sigende blik. Imens han snakkede skænkede han op i glassene. Flasken stillede han fra sig på bordet så han ikke ville blive fristet til en ekstra tår.
Han gik tilbage til sengen og rakte hende det ene glas hvorpå han igen slog sig ned ved siden af hende. "Teknisk set har jeg ikke fri. Jeg har tilkaldervagt, ellers ville jeg ligge hjemme i min egen seng." Informerede han med et smil.
Han sukkede, "men altså, jeg tror måske du kender hende. Hun hedder Nikki, jeg kan ikke huske om I nåede at mødes?" Sam havde kendt Nikki lige så længe som han havde kendt Syrena. Første gang Nikki havde fortalt ham at hun havde følelser for ham, var han lige begyndte at date Syrena.

[Syrena Amardeus]

Syrena kunne lige se for sig hvordan de små teenagerpiger, sad og savlede over deres muggler-lærer. Det morede hende alene fordi hun vidste at Sam var alt for regelret til nogensinde at bevæge sig ud i noget med en elev, tanken om at han datede voksne kvinder generede hende dog et sted dybt inde, selvom det ikke burde. Hun kendte ham ikke engang længere. Det blev hun sendte ham var frygtelig sigende. "Du er lidt af en helgen Sam," understregede hun. Han var flot, loyal, intelligent, kærlig, sjov selvom hun ikke altid var sikker på at han var det bevidst, han var alt det enhver kvinde burde drømme om, hun kunne ikke rigtigt redegøre for hvorfor hun pludselig havde synes det var en god idé at skubbe ham væk. Tanken fik hende til at ryste diskret på hovedet af sig selv mens han alligevel stod med ryggen til for at finde flasken frem. Da hen vendte sig om, sad hun som en lille artig pige, med hænderne under sine lår og betragtede ham. "Fordi du helt sikkert kommer til det, bekræftede hun med et lille grin. "Virkelig? Gør de den slags? Jeg troede de var artige," selvom hendes undring virkede ret oprigtig, var det tydeligt at hun bare drillede ham. Med tanke på hvordan hun selv havde været på Hogwarts, så var det naivt andet. "Bare rolig, hvis du går ud skal jeg nok få dem tilbage i seng," affejede hun og tog imod glasset fra ham, for derefter at vende sig lidt rundt med ét ben ud over sengekanten og det andet bøjet halvt ind under det, så hun kunne se ham.
Mens han forklarede tog hun en tår, dog blev væsken hvilende i svælget på hende da han nævnte Nikki, det var lidt som om hun havde fået pludseligt synkestop, heldigvis var det ret diskret. Endelig lykkedes det hende at tvinge den stærke væske ned, så det halvt ætsede hendes spiserør og gjorde hende varm helt ud i fingerspidserne. Godt nok havde hun aldrig mødt Nikki, men Gud hvor havde hun hørt hendes navn nævnt så mange gange. Hun vidste at Sam og hende gik mindst ligeså langt tilbage som hende og ham, hvis ikke længere. Og hun havde spenderet en stor del af deres forhold på at være skide jaloux på hende, fordi hun havde været bange for at Sam følte mere.. måske havde han. Det kunne ikke rigtigt generer hende så langt tid på efterskud, men hun mærkede det alligevel lidt. "Wauw.. Ja det måtte vel næsten ske før eller siden," fik hun mumlet og forsøgte at virke opmuntrende, men hun kunne ikke helt skjule sin manglende begejstring. "Nej jeg mødte hende aldrig. Hørte kun om hende," - en del, havde hun lyst til at tilføje, men lod være. I stedet hævede hun glasset. "I så fald, skål for Nikki," hun fremtvang et smil.

[Samuel Roden]

Han kunne mærke at han ikke følte sig helt tilpas med at blive set på som et eller andet fejlfrit dydsmønster. Han lavede da også fejl fra tid til anden. "Nej jeg er da ej," mumlede han og rynkede let på næsen. Han havde nok aldrig selv set den udvikling hans liv havde taget, havde Syrena påpeget overfor ham hvor voksen han var blevet ville han nok bare have smilet lidt morende over det. Ja han var da voksen og så også sig selv som sådan, men derfor var der stadigvæk en del af ham som ikke følte sig meget ældre end dengang. Én ting var i hvert fald sikkert, de så ham på to vidt forskellige måder. Han forsøgte ta være god og blik, men selv han havde da dystre tanker engang imellem.
Han tog hende kort i øjemål. Mistroen gjorde sig gældende i blikket som forventede han at hun havde en eller anden sinister plan under opsejling. Det kunne godt ligne hende. Men altså, han stolede på hende, skønt det måske var mærkelig at sige efter alle disse år.
"Ja det troede du sikkert," jokede han tilbage som han opfangede den drillende undertone. Der var virkelig noget befriende ved at sidde og snakke med hende på denne måde her igen. Hun var en helt fantastisk person. Lidt usleben i kanterne måske, men det havde jo også været en af de ting han havde været så tiltrukket af dengang.
"Dig? Du ville bare slutte dig til dem," han blinkede drilsk til hende. Selvfølgelig var han ikke i tvivl om at Syrena kunne sætte folk på plads, han havde altid haft tro på hende i alt hvad hun gjorde. Naivt måske, men han så bare en fighter når han så på hende.
Sam havde kke den fjerneste ide om hvad der foregik inde i hovedet på den mørkhårede heks lige nu. Han tog selv en lille tår fra glasset og skar en mild grimasse der afslørede at han bestemt ikke var vandt til at drikke så stærke sager. "Hold da op, den smager da i hvert fald af noget." Kommenterede han og hostede en enkelt gang som den brændte ham hele vejen ned gennem halsen.
Noget i hendes toneleje fangede hans opmærksomhed. Han så på hende med et vejende blik uden at være helt sikker på hvad årsagen var. "Nja..altså..vi var bare venner dengang...og ret lang tid frem..." han kunne mærke at han fik varmen, men om det skyldtes whiskeyen eller selve situationen kunne han ikke helt fastslå. "Er det underligt at snakke om?" Spurgte han alligevel. Personligt var det faktisk mærkeligt for ham at snakke om sin nuværende kæreste med sin eks. som oveni købet var hans første kærlighed. Han skålede med for Nikki, men der var bare et eller andet lidt tomt i det.

[Syrena Amardeus]

Ingen var fejlfri, Samuel var bare meget tæt på. Svigermors drøm , pigernes bedste ven, uselvisk elsker, moralsk prædikener, trofast ven og partner.. hun kunne blive ved. "Virkelig? Det er sjovt for jeg husker dig som lidt af en mønsterelev. Svigermors drøm," hun blinkede drillende, selvom hun kunne se på ham at han stod og blev lidt flov over det.
Syrena derimod var knap så meget et englebarn. Da den tanke strejfede hende tog hun bare en tår mere af drikken, for at skåle med sig selv på den. Hun havde ingen store, onde planer i aften, hun nød bare tiden med en god ven... det betød dog ikke at hun ikke havde tænkt sig at go-with-the-flow. "Ja det har du nok ret i," medgav hun og nikkede lidt eftertænksomt. Hendes ansigt lyste lidt op med et lusket glimt. "På den anden side, ville de helt sikkert ikke klage over os bagefter," konstaterede hun. Hvis der var noget hun vidste noget om - så var det at have det sjovt. Hvis hun skulle arbejde her i fremtiden, burde hun nok øve sig på at være mere konsekvent og autoritær, men den tid - den sorg.
Hans ansigtsudtryk da han drak den stærke væske, fik hende til at bryde ud i latter. Hun var nødt til at sætte sit eget glas fra sig på gulvet for ikke at spilde. "Hvad regnede du med? Græskarjuice?" hun lagde sig grindende ned igen og flettede fingrene hen over maven.
Latteren forstummede langsomt men efterlod et smil tilbage på hendes læber. Okay i det mindste havde de ikke haft noget dengang de var sammen, men hun brød sig ikke mere om tanken af den grund, hvilket var fuldstændig tåbeligt. Hendes blik fandt over mod ham igen. "Sam det er snart 10 år siden vi gik fra hinanden. Vi kan snakke om den slags," understregede hun med ret pludselig alvor i stemmen. Hun ville høre om hans liv med alt hvad det indebar, selv de ting der sved lidt, uden hun havde nogen grund til at lade sig gå på af det. De havde jo ikke engang været kærester i mega lang tid eller noget. Der havde bare altid været noget ved Sam. Igen svævede hun lidt væk i egne tanker, men hendes blik studerede ham. Havde han nogensinde savnet hende som hun tog sig selv i at savne ham? "Kan du holde på en hemmelighed?" spurgte hun lidt pludseligt.

[Samuel Roden]

Han rømmede sig en anelse. Sandheden var jo at han slet ikke så sig selv som værende den perfekte mand hun lod til at fremstille ham som. Selvfølgelig gjorde han sit absolut bedste for at behandle folk med respekt, præcis som han ønskede at de også skulle gøre for ham, men han havde nu også fejl og gjort ting han ikke havde været stolt af. ”Nu pynter du vidst lige på det,” mumlede han, velvidende om at hun nok tog stor nydelse i at drille ham med det.
Han smilede ved den kommentar. Hun havde altid været lidt af en regelbryder, så selvom han fuldt ud troede på hende, og troede på at hun havde en bedre version af sig selv gemt et sted bag den hårde facade, så var han heller ikke i tvivl om at hendes rebelske side altid skulle holdes i skak.
Han sukkede let, ”nej nok ikke. Jeg ville formentlig belærer jer en hel del om rigtigt og forkert.” Et lille smil formede sig på hans læber som han næsten kunne se scenariet spille for hans indre øje.
Sam kunne mærke en rødlig nuance indtage hans ansigt, ikke grundet flovskab, Syrena havde set ham i langt værre situationer, men simpelthen fordi han blev så varm af væsken. Men nu var det jo også virkelig sjældent at han drak. Han hostede lidt igen, ”nej selvfølgelig ikke, men hold da op.” Han skar en ny grimasse og skulede til hende, dog med et morende glimt i øjet. Det gav ham en varm følelse i kroppen at høre hende le så ægte og rent. ”Ja mor du dig bare.” Han forsøgte at spille fornærmet, men måtte hurtigt opgive den illusion.
Blikket blev en smule tvivlende og han rømmede sig igen før han atter satte sig på sengekanten og kiggede ned på hende. ”Jo jo...men synes du ikke der er lidt..underligt?” Måske var det åndsvagt og han var jo ikke flov over Nikki, men det var stadigvæk lidt sært for ham.
Tydeligvis kom hendes spørgsmål en smule bag på ham. Som hende havde han lidt siddet i sin egen lille verden og tænkt over dengang og hvordan tingene havde udviklet sig gennem årerne. ”Ja selvfølglig.” Han var ikke sikker på hvad han skulle forvente. En joke eller noget alvorligt, med Syrena kunne man nok aldrig helt vide.

[Syrena Amardeus]

Hvis han troede at hun virkelig nød at sætte ham op på en piedestal, så tog han ikke fejl. Hun sendte ham et falsk tænksomt blik. "Nej.. nej det gør jeg faktisk ikke," svarede hun med total overbevisning i stemme. Intet han gjorde eller sagde, ville kunne få hende til at ændre sit syn på ham.
Sam ville altid være godheden og retfærdigheden selv. Hun morede sig lidt for sig selv over sit indre billede af hende og en elev der sad skamfuldt side om side, men Sam gav lektioner om hvorfor man skulle opfører sig ordentligt. Tanken fik hende til at grine igen. "Ja sikkert... jeg vil så sige at det nok ville være de bedste eftersidninger jeg nogensinde har fået," bemærkede hun. Det sagde ikke så lidt, Syrena havde været en specielt guest star når det kom til professorernes eftersidninger. Det var faktisk ret ironisk at de ville give hende liv til at undervise.
"Tro mig - det gør jeg," svarede hun uden omsvøb. Med hende fik man alting råt som uforsødet. Hun så på ham og begyndte at grine igen af hans røde hoved og meget anstrengte blik. "Se.. den første er altid lidt skarp, dine smagsløg skal lige svitses, derefter er det ret godt," forsøgte hun på overbevisende facon, men nok uden at være særlig succesfuld. Hun sukkede over hans usikkerhed og overvejede hvordan hun bedst muligt kunne overbevise ham om at det var okay. Hun endte med at kravle op på alle fire med ansigtet ud for hans, dog stadig med forsvarlig distance. Den ene hånd slap hun fra madrassen og lagde den i stedet mod hans kind, for at fastholde hans fulde opmærksomhed. "Sam.. Du var ikke kun min første kæreste, du var også min bedste ven og jeg ønskede dig kun det bedste. Jeg var aldrig det bedste for dig, jeg er oprigtig glad for at du har fundet nogen som gør dig glad, så du kan tale med mig om det, alt det du vil," hun sendte ham et oprigtigt smil og lod tomlen stryge blidt hen over kinden før hun slap ham og dumpede ned at sidde. Hun var kendt for at være rastløs på den måde. "Jeg har fået job her. Altså på Hogwarts. Jeg skal undervise i Forsvar mod Mørkets kræfter," det nærmest fløj ud af hende. Hun så lidt nervøst på ham, lidt bange for om han ville blive glad eller bekymret for at have sin eks rendende omkring.

[Samuel Roden]

Hendes tone tale for sig selv. Lige nu var hun Syrena-stædig og han kunne sige hvad pokker han ville, det ville ikke ændre hendes syn, hun ville i hvert fald ikke lade ham vinde denne lille debat. "Nogengange.." mumlede han, lod ligesom sætningen dø ud med en let hovedrysten. Sommetider kunne følte han lidt at hun rent intentionelt forsøgte at ramme en nerve. Det havde virket dengang, og gjorde det overraskende nok stadigvæk. Han blev ikke sur, eller irriteret, faktisk nærmere underholdt. Det havde gået ham på engang, men nu føltes modspillet næsten opløftende.
Tanken om ta skulle hive hende til eftersidning sammen med en elev morede ham lige så meget som det morede hende. Hendes grin smittede omgående af på ham og han lo med. "Det kan du da ikke vide, hvad nu hvis jeg er ganske forfærdelig," han så udfordrnede på hende, "måske jeg ville tvinge dig til rent faktisk at læse Magiens Historie." Grinet var gledet over i et bredt smil, men kunne stadigvæk høres i hans stemme.
Det blik han sendte hende som hun letsindigt forklarede om alkohollens virkning, var måske en kende overrasket. Han havde for et kort øjeblik atter glemt at hun ikke længere var 16 og var i sin fulde ret til at drikke -om man så kunne sige. Hun havde sikkert været fuld langt flere gange end han, ikke at det var en speciel svær liste at slå. "Okay ekspert." Drillede han hende og skævede ned til den gyldne væske i glasset, som var det gift. Han bed det dog i sig og tog en tår mere, denne gang lidt større hvilket blot fik ham til at hoste, som den kraftfulde smag brændte sig vej ned gennem hans svælg og hals. Øjnene løb i vand og han forsøgte at tale, men havde næsten mistet kontrollen over stemme. "Nej...det er stadigvæk forfærdeligt." Slog han fast i en meget hæs stemme, og tørrede sine øjne med håndfladen på den frie hånd, imens han atter hostede et par gange, sandsynligvis til hendes store fornøjelse.
Stemningen blev dog atter vendt rundt som han mærkede hendes hånd mod sin kind. Det havde omsider lykkedes ham at få list styr på sig selv igen og han vendte sit ansigt imod hendes. Der skete noget i de få sekunder deres blikke mødtes. Han vidste ikke om det kun var for ham, men det var som om en gnist blev tændt. I et ganske kort sekund gled blikket ned til hendes læber, men det var så flygtigt at han ikke var sikke på om hun havde set det.
Hun faldt atter tilbage og han rystede det af sig. Han ville aldrig gøre den slags mod Nikki, desuden var det så mange år siden og de var begge kommet videre. Blevet voksne. "Tak." Sagde han så og smilede lidt forsigtigt til hende. "Og altså, du skal vide at det selvfølgelig gælder begge veje." Dette blev sagt med lidt større sikkerhed bag.
Intet kunne have forberedt ham på den bombe hun derefter smed. Først brød han ud i latter, komplet overbevist om at hun tog røven på ham, men da hun ikke grinede med døde latteren omgående hen, "du laver ikke sjov?" Bemærkede han og rømmede sig en smule akavet, "ej undskyld! Det var bare...virkelig? Dig undervise? Wow...jamen tillykke! Jeg er virkelig glad på dine vegne Ren," Det blev sagt med største oprigtighed og uden at skænke det yderligere tanker om at det ville betyde at de kom til at se langt mere til hinanden for fremtiden.

[Syrena Amardeus]

Sams opgivenhed, fik hende til at lyse op i et triumferende smil. Hun vidste at det var et tegn på overgivelse og at hun dermed officielt havde vundet debatten, og alle der kendte Syrena vidste at hun elskede at vinde, selv i ligegyldige situationer. Hendes selvtilfredshed var ofte til stor provokation for andre.
"Du har savnet mig, indrøm det," sagde hun drillende men uden overhovedet at vide om det var sandt. Han lod til at være kommet videre, så på den måde var han nået en del længere end hende. Hun pillede lidt ved sengetøjet, i rastløshed.
Idet han skulle til at tage en tår mere, sad hun nærmest spændt og så til. Ganske som ventet skar han en ny grimasse der fik hende til at bryde ud i latter igen. Hun holdt sig for maven. "Du er simpelthen for sjov," konkluderede hun grinende og tørrede et par tårer væk, der kom fra latteren der triggede hendes tårerkanalet. "Tøs," tiløjede hun og blinkede. Det mente hun selvfølgelig ikke, Sam var alt andet end en tøs, men det var stadig meget sjovt.
Den pludselige intense stemning der havde lagt sig mellem dem, fik hende latter til at dø langsomt hen, men hun lod ikke smilet falme helt. Måske det bare var hende og til dels alkoholen der fik hende til at føle sig så varm, men hun turde sværge at hun så noget i hans blik. På en måde ville hun ønske at han ikke havde talt, for så havde hun haft en undskyldning for bare at sidde tæt på ham og se på ham. Hans ord brød øjeblikket op. Hun var dumpet tilbage i sengen. "Tak.. ikke at jeg har så meget at berette om," hun trak på skuldrene. Ikke at hun ville fortælle ham om det faktum at hun slet ikke havde været sammen med en mand siden. Hun strøg fingrene kærtegnene op over sin egen arm og så for et kort øjeblik væk så hun kunne samle sig selv lidt igen. Mens hun stadig så væk, formede et nyt smil sig på hendes læber. Hun hvilede hagen mod sin skulder for et øjeblik før hun vendte sig om, ufornærmet af hans mistro. "Nej," indrømmede hun. "Mig undervise? Hvad mener du med det? Jeg er faktisk en ret fortrinelig heks," berettede hun som om det var en stor nyhed. Men han havde ret, hun var heller ikke helt sikker på om hun var den rette til jobbet. "Jeg trængte til lidt forandring i mit liv, så ja.. her er jeg. Det bliver ikke et problem vel?" spurgte hun forsigtigt.

[Samuel Roden]

Han genkendte udemærket blikket hun sendte ham og han skød hagen lidt i vejret. "Nu skal du ikke sidde der og blive helt høj i hatten over det." Advarede han hende, skønt han ikke kunne gøre en skid ved det. Smilet overvandt dog atter hans ansigtsudtryk ved hendes næste ord. "Mere end jeg lige var klar over." Indrømemde han ærligt. Det føltes virkelig som et frisk pust. Et blast from the past, som man også kaldte det, og ja, han havde nok virkelig savnet hende mere en han havde vidst.
Latterudbruddet der fulgte hans pinsel, burde han nok have set komme. Det var trods alt Syrena han sad sammen med. Havde øjnene ikke stadigvæk været for våde til at fokuserer ville han havde skulet ondt til hende. I stedet blev det til en mystisk grimasse der mere fik ham til at ligne en der havde skåret løg. "Ha ha." Kommenterede han til hendes tøsekommentar, skønt han ramt faktisk følte sig alt andet en maskulin lige nu.
Sam forsøgte virkelig at slå lidt hul på den intense stemning der var opstået imellem dem. Den slags var farligt, især fordi han kunne mærke at der var et eller andet der rørte sig i ham når han sad så tæt med hende. Måske var der bare noget om det når folks sagde at gammel kærlighed aldrig helt rustede. Han rømmede sig en smule og slog tanken ned. "Hold da op, med dit gå på mod, må du da have underlagt dig resten af verden på nuværende tidspunkt." Jokede han og puffede blidt til hende med skulderen.
I nogle lange sekunder stirrede han lidt på hende, "jeg betvivler skam ikke dine evner med en tryllestav." Slog han fast. "Jeg havde bare ikke lige set dig som værende en der skulle oplærer børn, i ballade måske, men..." Det gik op for ham at det han sagde egentlig var ufattelig fornærmende. "Wow det kom ud helt forkert." Indrømmede han så og tog en dyb indånding for lige at rette op på sin fejl. "Jeg er sikker på at eleverne bliver vilde med at have dig til professor. Og du skal nok gøre et virkelig godt stykke arbejde." Sagde han så. Hvortil han rystede på hovedet ved hendes spørgsmål, "det bliver vel kun et problem, hvis vi gør det til et problem." Han smilede atter til hende.

[Syrena Amardeus]

Hun sendte ham et smil der tydeligt indikerede at hun under ingen omstændigheder ville komme ned fra sin piedestal. "Årh come on - lad mig have den," bad hun grinende. Det var ikke så tit hun vandt diskussioner længere. Zeke var pisse stædig, værre end hende hvis hun selv skulle sige det, så der slap hun sjældent igennem.
Hendes skuldre faldt afslappet ned på plads. Hun sendte ham et oprigtigt, taknemmeligt smil. "Tak Sam. Jeg har også savnet dig.. lidt," tilføjede hun og blinkede drillende. Hun mente det ikke mindre fordi det var sagt i drilleri, men det var nemmere end at afsløre mere sårbarhed.
Heldigvis gjorde han det let for hende med hans våde øjne og forstoppede ansigtsudtryk. Hun kunne slet ikke stoppe med at le. Det var så lang tid siden hun havde mærket det oprigtigt. "Nah.. måske et par tidligere eks-fanger fra Azkaban og en husalf eller to, men det er så vidst også det," svarede hun lidt eftertænksomt. Det uhyggelige var at det var ret præcist.
Mens han sad og blev ved med at fornærme hende, så hun bare på ham med et sigende blik og lod ham gøre det uden egentlig at blive særlig fornærmet. Da det endelig gik op for ham, rystede hun bare på hovedet. "Ej det er okay. Jeg har aldrig efterladt det bedste indtryk. Men altså, selv jeg må vel blive voksen på et tidspunkt?" påpegede hun og rynkede på panden. "Selvom den tanke lyder frygtelig utiltalende," indrømmede hun. Efter at have oplevet det her, så glædede hun sig en lille smule mere til at starte. I det mindste ville hun have én ven når hun startede. "Så lad os lad være med det," foreslog hun åbenlyst. Hun rakte en knyttet næve frem mod ham, som indbydelse til at han skulle slå sin egen mod. "Venner?" spurgte hun lidt håbefuldt.

[Samuel Roden]

Sam virrede overvejende med hovedet, ”njaa, jeg er ikke helt sikker på at dit ego ville kunne håndterer det.” Sagde han drillesygt. Han fik dog tilbage af samme skuffe da hun påstod at hun kun havde savnet ham lidt, hvilket med hans sparsomme viden, sagtens kunne være sandt. ”Lidt?! Du har sikkert fundet ud af jeg arbejder her og det er den eneste grund til du er dukket op, din stalker.” Sendte han bolden tilbage. Han følte sig virkelig i sit ”es” omkring hende.
Det krævede en del af ham at genvinde sin selvbeherskelse -og maskulinitet, eftersom smagen fra den brændende drikkelse stadigvæk sad som limet fas til hans gane. Han rømmede sig på ny, ”det er vel også en bedrift.” Erkendte han i den tro at hun lavede sjov, for ærlig talt, hvad skulle han ellers tro? Nu var det selvfølgelig Syrena, men altså der var vel grænser for galskaben.
Alt i sætningen om at ”hun måtte blive voksen” lød forkert i hans øre, men han kommenterede ikke på det. ”Hey, du har nogen virkelig gode kvaliteter. ” roste han hende i stedet. Måske hun ikke altid havde efterladt det bedste indtryk på folk, men hun havde i det mindste hjertet på rette sted. Han smilede imod hende. ”Bare rolig, at være voksen er da ikke kun dårligt, se vi har alkohol,” han holdt det stadigvæk halvfyldte glas med den ”giftige” væske frem mod hende, ”og vi må irettesætte eleverne.” To ting han havde en ide om ville være fordele set med hendes øjne.
Han stillede lettere opgivende glasset fra sig, han kom alligevel ikke til at drikke det, og bumpede i stedet sin knytnæve mod hendes. ”Venner.” Erklærede han sig enig med et smil.

[Syrena Amardeus]

"Mit ego har det ganske udmærket - tak," hun rettede ryggen med et stolt smil. Ærlig talt var hun ret god til at sit lave selvværd, men det behøvede Sam ikke at involveres i. Hvad hun istedet tog sig selv i at morer sig lidt over, var hans pludselige legesyge. Hun lagde hovedet på skrå og kiggede på ham med et lidt selvtilfreds blik. "Det er sjovt. Jeg husker dig ikke helt så rap. Det klæder dig," hun lagde hånden på hans skulder med en stolt fars udtryk. Efter kort at have givet den et klem, lod hun armen falde og slappede mere af i ryggen igen.
Syrena tog sig til maven og brød ud i latter. "Ih ja, du har virkelig regnet den ud," hun spidsede læberne sammen og så på ham med en hovedrysten. På den anden side, så gjorde det hende ikke ligefrem noget at Sam var her. Selvom han var blevet mere moden på at se og høre på, og langt sjovere, så var han stadig lidt akavede Sam. Det var som om at uanset hvad der kom ud af hans mund, lød det bare som en evig fornærmelse. Hun var igen nået til et punkt hvor hun havde tårer i øjnene af grin, som hun tørrede væk med håndryggen. "Nogle virklig gode kvaliteter? Wauw Sam, jeg er helt med på hvad du faldt for ved mig," Hun kastede et drillende blik på ham. I det mindste skulle der en del mere til at fornærme hende, hun kendte ham.. eller det gjorde hun jo egentlig ikke men det føltes sådan når de sad sådan. "Du har ret. Det lyder slet ikke så dårligt." hun bankede sin næve mod hans med et tilfreds nik, der dog uviklede dig til en blanding af panik og forargelse da han stilte glasset fra sig. "Hvad? Har du ikke tænkt dig at drikke det der?" spurgte hun totalt uforstående. "Her så giv mig det," fortsatte hun og satte sig op på knæ. Hun rakte ud efter glaset, med det resultat at hun halvt faldt ind over ham da hun mistede balancen for at få fat i det. Hun landede oven på hans ben og lykkedes i at få fat i alkoholen. Han kunne da ikke bare lade det være!

[Samuel Roden]

Han sendte hende et lettere smørret smil. "Ja netop, det er dét der bekymre mig," han vidste at der skulle meget til at slå Syrena ud af fatning, han havde nok aldrig helt formået det skønt han ville elske at se hende mundlam bare for én gangs skyld.
Blikket blev en smule mere intenst, men holdt den venlige glød, "tja, der er gået en del år. Jeg var nok nødt til at komme ud af skallen på et eller andet tidspunkt." Sagde han mildt. Ærlig talt kunne han ikke huske hvordan det var at være så usikker på alt som han havde været dengang. Det var i hvert fald ultra sjældent at det kom over ham. Selvfølgelig kunne han være usikker, men ikke som den frygtsomme dreng han engang havde været.
Sam måtte med skam erkende at han ikke kunne redde sig selv fra den røvtur af fornærmelser han lige havde sendt afsted imod hende. Eftersom han ikke rigtig havde nogen som helst ide om hvordan han skulle redde situationen, valgte han at tie og blot besvare endes kommentar med et skæv grimasse.
Han tænkte sig lidt om og smilede så tilbage imod hende, "okay, du er udholden og kvik. Du har en udstråling over dig som mange godt kunne lære noget af." Måske ikke i helt så stor grad som Syrena, men han følte ligesom at han lige havde brug for at understrege at der altså var gode ting i hende. "Du er sjov og god, -selvom du ikke er meget for at vise den sidste del." Han blinkede til hende. Han havde en ide om at hun gemte på en langt blidere side bag facaden, men han havde bare aldrig formået at nå rigtigt derind. Ikke af hvad han var klar over i hvert fald.
"Hvorfor skulle jeg drikke det når det smager så afskyel...uf!" Han blev afbrudt midt i sin sætning som Syrena lavede en halv maveplasker ind over hans ben. Helt automatisk forsøgte han at gribe ud efter hende, skønt hun jo ikke kunne falde så langt. I den proces endte han med at lukke en hånd omkring hendes ene bryst. Denne gang var han på ingen måde istand til at tilbage holde den brændende rødmen der steg op i hans kinder som dengang han havde set hende første gang kun iført undertøj. Han slap hende som havde hun brædt ham. "Undskyld jeg....undskyld." Sagde han hurtigt og sank.

[Syrena Amardeus]

Syrena var nok vokset op uden for mange grænser, i hvert fald blev hun nærmest aldrig flov eller mundlam for den sags skyld. Hun lod den ligge der, mest fordi hun alligevel blev lidt fanget af den pludselige intensitet i hans blik. Hun så på hans ansigt, næsten lidt studerende - men faktisk så hun udelukkende på hans øjne og forsøgte at vurdere hvad det glimt skyldtes, og om han altid havde haft det. "Det klæder dig i hvert fald," indrømmede hun til sidst og slap hans blik lidt. Det virkede trods alt nok lidt creepagtigt, bare at sidde og se på hans øjne på den måde.
Heldigvis havde hans fornærmelser gjort situationen langt mere akavet end hendes stirren, til gengæld tog hun det som alt andet, ikke særlig seriøst. Hvad hun ikke havde forventet var hans pludselig ros, og endnu mere hvor ukomfortabel det faktisk gjorde hende. Hun endte med at sidde og stryge hånden fraværende op og ned over sin ene arm, mens han talte. Hun kunne ikke se på ham. "Jeg tror andre ville definerer det som stædig og bedrevidende, og de ville nok mere ønske at jeg lærte lidt mere af dem," bemærkede hun og tvang et lidt skævt smil frem. Hendes mund føltes helt tør. Hun var aldrig klar over at han havde set hende på den måde. Og slet ikke som... god? Hun så op med et blik der afslørede at hun troede at hun havde hørt forkert, da det gik op for hende det ikke var tilfældet, begyndte hunbare at grine. "Sam.. det kan godt være du er blevet en helvedes masse mere moden og brød ud af din lille skal, men naiv er du åbenbart stadigvæk," hun lod grinet forstumme og rystede lidt på hovedet. Sjov og kvik kunne hun gå med til, men hvis han vidste hvad hun egentlig havde været op til, så ville han nok ikke sige det samme.
Hun var ikke ked af at stemningen igen ændrede sig, da hun faldt lige ned over hans ben og fik lidt af whiskyen i hovedet over hans pludselige bevægelse. En brændende fornemmelse skød fra hendes bryst og gennem hele kroppen, men det gik først op for hende efter lange sekunder, at det var Sams hånd der havde forsaget det. Hun rullede om på ryggen men lå stadig over hans ben. Da hun fik øje på hans ansigt og de røde kinder, brød hun fuldstændig sammen af grin og kunne ikke stoppe sig selv igen. Tårerne trillede ned over hendes kinder. "S-Slap a-af Sam. D-det er trods a-alt ikke første gang du har rørt ved m-mig," grinede hun og forsøgte at tørre tårerne væk.

[Samuel Roden]

Deres blikke mødtes og det var som om at tiden gik lidt i stå. Han kunne ikke helt beskrive det, men lod, som hende, nok sig selv blive fastlåst i hendes blik lidt længere end hvad godt var.
Han smilede kort til hendes ord som de atter brød øjenkontakten og virkeligheden atter vendte tilbage omkring dem.
Det var underligt så hurtigt hele atmosfæren imellem dem kunne ændre sig på få sekunder. Hans ros lod ikke helt til at have den ønskede effekt han havde håbet på. I stedet gjorde det alting en smule akavet igen. ”well jeg vil ikke lyve, du kan sikkert lærer en del fra andre, men altså hvem kan ikke det?” Smilede han opmuntrende.
Den pludselige latter slog ham dog en smule ud af fatning. Et kort øjeblik kunne han ikke helt finde ud af om han skulle grine med eller bevare det seriøse udtryk. ”Hold da op, jeg er da ikke naiv.” Protesterede han velvidende om at det ikke var sandt. Han var ofte super godtroende, dette kunne selvfølgelig være en fordel, at lade tvivlen komme folk til gode, men det kunne i den grad også være en svaghed.
I nogle lange sekunder kunne han have gravet sig ned i verdens dybeste hul. Hvorfor skete sådanne akavede ting altid for ham. Han skar en grimasse som hun brød ud i ustoppelig latter, og kunne efter lidt heller ikke helt selv undgå at grine en smule med. ”Nej det..det ved jeg godt..” han rystede lidt på hovedet og bed sig i underlæben. ”Man altså, det gør det da ikke mindre upassende.” Kommenterede han med hovedet lidt på skrå. ”Jeg skulle jo nødigt have en samlejechikane sag på nakken lige pludselig.” Denne gang var hans tone en smule lysere som han forsøgte at lave lidt sjov med situationen. Han forventede naturligvis ikke at hun kunne finde på at melde ham for noget som helst.
Latteren forstummede lidt fra hans side og han så ned på hende som hun lå på ryggen i hans skød. Igen tog han sig selv i at studerer hendes ansigt. Man kunne godt se at hun var blevet ældre, uden at hun var gammel og se på. Bare mere voksen. Han rømmede sig en smule.
”Det kan være vi skal runde aftenmødet her lidt af så vi kan få noget søvn.” Forslog han så. Egentlig havde han ikke lyst til at smide hende ud, men det gav ham en lidt foruroligende følelse i kroppen at have hende så tæt på sig.