If I could turn back time

[Syrena Amardeus]

TID: 20:00

STED: Hogwarts 

Tilegnet: Samuel Roden

___________________________________________________________

Det var blevet mørkt udenfor, men ud over det havde Syrena ikke rigtigt nogen tidsfornemmelse. Hun havde arbejdet sent, indtil hendes chef havde bedt hende om at hente noget på Hogwarts. Det var mange år siden hun sidst havde været her, men hun havde fået lidt samme sus i maven som første gang hun var trådt ind bag dørene. Hun havde været ved rektor og hentet de papirer der var blevet krævet af hende og nu var hun på vej tilbage, dog havde hun udset sig sit snit til at gå og genopdage nogle af de områder hun engang havde kendt så godt. Det meste lignede sig selv, men hun havde ikke genkendt hverken nogle af professorerne eller nogle af de elever hun havde passeret undervejs. 
Hun gik i øjeblikket på en lidt øde gang. En dør knirkede da hun passerede den. Hun stoppede op og så sig tilbage. Døren stod åbent til et gammelt klasseværelse, der på en eller anden måde virkede ret velkendt selvom det var fremmede. Hun rynkede på panden og gik lidt tættere på. Hun kunne ikke rigtigt se nogle derinde. Der kom endnu en lyd derindefra, men hun kunne ikke se noget ud over en moppe der moppede hen over trægulvet og nogle slidte skoleborde. Stolene flyttede sig af sig selv for moppen når den kom forbi og eller skubbede den lidt insisterende til dem. Hun stak hovedet indenfor og opdagede at det var det gamle Magiens Historie klasselokale. Rummet virkede umiddelbart større. Forsigtigt gik hun indenfor, og i samme øjeblik hun var inde for døren, klappede døren og en høj velkendt latter fyldte hele gangen. "NANANANA... Du kan ikke komme ud! Sov godt," lo den barnlige stemme hånligt. 
"PEEVES!" råbte Syrena og rev i døren men den var låst. Hun forsøgte med almindelige gængse bevægelser men den virkede ikke. "Peeves luk mig ud - LIGE NU!" beordrede hun. Papirerne havde hun tabt på gulvet. Hun sukkede. Peeves latter forsvandt da han gik ned ad gangen mens hans sang en hånlig sang om at han havde en fangeslange, hvad end der lå i det. 
Hun bankede på døren hårdt. "HALLO! Er der nogen?!" kaldte hun lidt desperat. 
Da der ikke rigtigt kom nogen respons vendte hun sig om mod kateteret og tavlen. Bagved bordet stod en mand hun kendte ret godt - eller havde gjort, men han virkede alligevel underligt.. fremmede. 
Hun så overrasket på ham. "Sam..?" spurgte hun overrasket Faktisk var hun helt ærligt ikke helt sikker på at det faktisk var ham. Det var evigheder siden hun sidst havde set ham. 

[Samuel Roden]

Sam sad bag katederet og var igang med at rette nogle opgaver fra dagens sidste hold elever. Som altid satte han stor ære i at blive hurtigt færdig med dem så de kunne få dem tilbage. Til aften havde det dog været en smule svært at koncentrerer sig eftersom Peeves havde brugt det meste af aftenen på den gang hvor klasseværelset var placeret.
Sam havde gjort sit bedste for at ignorerer den entusiatiske poltergeist, men hvor ville han dog ønske at han havde haft en tryllestav til at sætte den på plads med. Peeves var som et irriterende barn, han havde viftet papirerne på gulvet mere end en gang.
Tålmodigt havde Sam rejst sig og samlet dem op igen. Skønt han indvendigt var ved at eksploderer havde han formået at tital ignoerer gespenstet som nu heldigvis lod til at have fundet sig et nyt offer. Sam sagde ingenting. Gjorde ingenting. Peeves skulle ikke have den tilfredsstillelse at få en reaktion fra ham.
Først da døren til lokalet smækkede med et drøn rettede han blikket op og fik øje på den unge heks. Højdemæssigt kunne hun sagtens have været en elev, men Sam genkendte hende omgående som hun vendte sig mod ham. Skønt i en ældre udgave, lignede Syrena sig selv. Han derimod var nok blevet en smule mere muskuløs og håret en anelse længere siden de havde set hinanden sidst og han havde ladet skægget sætte sig som skægstubbe.
Dog var overraskelsen over at se hende under disse omstændigheder stadigvæk stor, "Syrena?" Sagde han forundret og rejste sig. Hans blik var varmt og imødekommende som han tog et par skridt frem mod hende. "Hvor er det dog længe siden, hvad laver du her?" Han gik frem til hende og så ned på hende, han havde næsten lyst til at give hende et kram, men ti år efter deres brud var han ikke helt sikker på om han kunne tillade sig det.

[Syrena Amardeus]

Syrena blinkede et par gange. Hun var ikke helt sikker på at hun troede på hvad hendes øjne viste hende, men da hun slog dem op igen, stod han stadig der. Ud over skægstubbene, håret og bygningen, så lignede han ret meget sig selv. Han var stadig omtrent to hoveder højere end hende - minimum.
Hun gik ham tøvende i møde. "Det er virkelig dig," konkluderede hun da han også lod til at genkende hende. Hun satte en hånd i siden og så for et øjeblik lidt streng ud, som nu kun Syrena kunne. "Samuel Roden, hvad laver du dog her på Hogwarts?" spurgte hun og fortrængte den strenge mine med en mild latter. De havde ikke set hinanden siden de var gået fra hinanden for hvad.. 8-10 år siden? Dengang havde hun taget valget. Sam havde været perfekt, men hun havde ikke været i stand til at lukke ham ind, hvilket nok i virkeligeden var det der havde drevet ham væk fra hende. "Kom her dit fjollehoved, giv mig et kram," hun indbydende armene ud fra kroppen med det kækkeste glimt i øjet. Modsat ham havde hun aldrig helt haft de samme grænser. Sam havde været hendes bedste ven, hun havde ikke en eneste ond tanke om ham. "Officielt.. er jeg her efter et par papirer som Peeves har smidt på gulvet," svarede hun og slog armene om ham. Hendes hoved nåede ham kun lige over brystkassen. Hun slap ham igen selvom en lille del af hende ikke havde lyst. På en eller anden underlig måde, havde hun aldrig følt sig så tryg som hun gjorde ligenu, og det var på trods af at Peeves havde lukket hende. Uofficielt havde hun lige været til jobsamtale, men det ville hun ikke dele før hun vidste om stillingen var hendes eller ej. Hun lænede nakken lidt tilbage og så op på ham. "Det er virkelig godt at se dig. Har du haft det godt?" spurgte hun med oprigtig interesse. Ærlig talt havde hendes liv ikke artet sig helt som hun havde gået og drømt om, og nu stod hun bare og anede ikke hvad pokker man stillede op med det. Et job på Hogwarts virkede som et godt sted at starte, og endnu mere hvis han var her.

[Samuel Roden]

Han smilede lidt over hendes kommentar. De havde ikke set hinanden i flere år så han forstod godt hendes overraskelse for ærlig talt hvor stor var chancen for at de skulle mødes igen og så på Hogwarts af alle steder.
Smilet blev ført over i en mild latter ved hele hendes fremtoning. Det var næsten som at blive smidt 10 år tilbage i tiden. ”Jamen jeg underviser her nu.” Fortalte han og rankede ryggen en smule i stolthed over sin egen bedrift.
Han tøvede ikke et sekund med at møde hende i krammet. Dog gav hun ham en usigelig lyst til at kommenterer på hendes ordvalg: Fjollehoved. Han valgte dog at tie og i stedet slå armene omkring hendes slanke skikkelse og trække hende ind til sig.
Skønt hun jo næsten forsvandt i hans omfavnelse var han glad for at holde hende ind til sig igen. Han bar ikke nag over deres forliste forhold og det håbede han heller ikke at hun gjorde, men det lod nu ikke til det at dømme efter krammet.
Som krammet sluttede slap han hende og så ned på hende stadigvæk med smilet legende i den ene mundvig. Blikket gled mod de omtalte papirer der nu lå og flød udover gulvet, han rettede atter blikket imod hende. ”Og uofficielt?” Spurgte han ind af nysgerrighed.
Til hendes spørgsmål reflekterede han kort over de drejninger hans liv havde taget over de sidste ti år. Det var ikke småting. ”Ja det må man sige, der er i hvert fald sket en del,” indrømmede han og kørte en hånd gennem det lange hår. En vane han aldrig havde fralagt sig.

[Syrena Amardeus]

Det virkede som en åndssvag ting at bide sig fast i, men det første der slog hende var hvor.. maskulin han var blevet. Altså han var stadig Sam, men der var noget over ham. Det gik op for hende at hun i lidt for lang tid, bare havde stået og kigget overvejende på ham. Hun slog armene om livet på ham - for det var alt hvad hun kunne nå, og lagde kortvarrigt hovedet på hans skulder da han bukkede sig for at holde om hende. Hun var ikke bitter overhovedet. Faktisk var hun overrasket over hvor glad hun var for at se ham. Hendes liv var ikke ligefrem gået som hun havde håbet, og at se ham igen, virkede bare som det mest trygge hun havde været længe.
Hun slap ham igen, og måtte halvt slå nakken tilbage for at kunne se op på ham. "Virkelig? Wauw.. Hvad er dit fag? Mugglerstudier?" gættede hun eftersom det var det mest oplagte for en muggler på en magisk skole. Hun havde aldrig i sin vildeste fantasi troet at han arbejdede her. På en eller anden måde, havde hun bare regnet med at han stadig var bartender et eller andet sted. Betød det at de skulle være kolleger? Hun så tøvende på ham. "Det er desværre fortroligt," svarede hun og pustede sig op som om det var vigtigt. "Ej. Det er bare noget til ministeriet," tilføjede hun grinende, primært for at lukke samtalen der så hun ikke kom til at tale over sig. Sam var så pokkers tillidsvækkende, så hun vidste det var en reel mulighed.
Uden helt at tænke over det, strøg hun ligesom ham, hånden gennem sit mørke hår. Visse artikler hævdede at man ubevidst havde tendens til at handle på samme måde som folk man så op til. Det var ikke lige det der var i hendes tanker, men ærlig talt havde hun altid set en del op til Sam.. både i bogstavelig og overført betydning. "Det kan jeg næsten fornemme," hun tav et øjeblik. Med Zeke der gik rundt og var sur, og hende der hele tiden måtte se sig over skulderen fordi hun havde involveret sig med dødsgardister, så måtte hun indrømme at hun trængte til noget normalt selskab efterhånden. "Hvis du har lyst, kunne vi drikke kaffe eller noget en dag? Jeg vil gerne høre mere om det," indrømmede hun og så væk. Det var underligt svært for hende at tilbyde den slags, hun var normalt ikke sådan, men desperate tider, krævede desperate handlinger som man sagde.

[Samuel Roden]

Der gik et lille akavet øjeblik hvor han følte hendes blik hvile på sig måske en tand for længe. Han var da også lige ved at rømme sig da hun brød ud af sin trance og han mærkede hende slå armene omkring livet på ham. Dette fik helt automatisk et smil frem på hans læber.
Det var underligt at stå overfor hende igen på denne måde, men det var en lettelse at der som udgangspunkt ikke lod til at være noget bitterhed imellem dem, han vidste trods alt hvordan Syrena kunne være hvis først hun så sig sur på folk. Selvfølgelig var der gået ti år, måske hun var blevet bedre til at skjule det.
Han så ned på hende fra sin fulde højde og lod armene falde ned langs siden som hun trådte lidt tilbage. "Mugglerstudier? Nej så ville jeg kede mig ihjel," indrømmede han og lo let som han atter førte en hånd gennem sine lange mørke lokker. "Nej jeg underviser i Magiens Historie, for vi ved jo allesammen at dét er et spændende fag." Der var ironi at spore i hans stemme, ikke fordi han ikke kunne lide faget, han elskede det, men der var desværre mange elever der ikke helt delte hans passion for faget.
Han skød begge bryn i vejret ved hendes ord, et nysgerrigt glimt spredte sig derefter i hans blik. "Er det i forbindelse med virussen?" Han var ikke sikker på hvad hun lavede for tiden, men hvis hun var sendt af ministeriet var det måske for ta checke op på situationen her? De mørke øjne var en smule mere alvorlige nu. Skønt han ikke selv var i fare for at blive smittet, virussen ramte tilsyneladende kun magikere, så var mange af dem han holdt af jo magikere, måske endda hans egen søn, han anede ikke hvad han skulle stille op hvis de blev smittet.
Tilbuddet havde hun ikke behøvet at slå op to gange, smilet vendte omgående tilbage og han nikkede energisk på hovedet. "Jamen meget gerne. Hvornår ville det passe dig?" Tilføjede han som var han bange for at hun ville ombestemme sig hvis ikke de fandt en dato omgående. Han rystede lidt på hovedet af sig selv og sin iver, "sorry, det er bare længe siden, jeg vil virkelig gerne høre hvordan det går med dig." Han tyggede let på underlæben og så mod den låste dør. "Altså ellers har jeg noget juice inde i baglokalet," han pegede med tommelfingeren over skulderen til de gemakker der var tilknyttet klasselokalet. "Jeg tænker nu hvor vi alligevel er låst inde...igen." Selvfølgelig havde han nøglen, det var trods alt hans klasselokale, men hvis ikke hun tænkte over det kunne han da godt trække tiden bare lidt ud.

[Syrena Amardeus]

Syrena skulle være den første til at erkende at hun i mange henseender havde arvet sin brors bitterhed, og havde det ikke været for den måde hendes liv havde formet sig på, så ville hun nok have bebrejdet Sam for at have været sammen med en anden og alt det der, men han havde altid fortjent bedre end hende. Hun havde ladet ham gå, fordi hun faktisk til sidst var begyndt at elske ham, men det var længe siden nu. Hun lavede et 'uh-den-er-hård' grimasse. "Du falder aldrig for de nemme løsninger må jeg sige. På den anden side, så vidste du mere om magiens historie end mig dengang vi mødtes," hun grinede lidt over tanken og kiggede hen på døren. Sjovt hvordan de altid endte med at være spærret inde sammen.
"Så din nysgerrig-per, du skal ikke prøve at fiske det ud af mig, jeg er ligeså tæt som en luftballon," vedblev hun og foldede armene hen over brystet med et stædigt blik. Ærlig talt var hun ikke kommet særlig langt i sit liv, hun havde ikke særlig meget spændende at fortælle, men hun ville så gerne høre hvordan det var gået ham, og hvordan han var endt her. "Bare rolig, jeg er ren," skyndte hun sig at tilføje. Han skulle ikke tro at hun gik her og prøvede at smitte ham med en potentielt dødelig sygdom.. selvom det dog ville være den ultimative hævn over en ekskæreste.
"Nej det er fint. Altså hvis du har tid nu.. jeg tager enhver undskyldning for at undgå Zeke bare en time endnu," indrømmede hun og åndede nærmest lettet over hans tilbud. "Jeg ved ikke hvad Peeves har imod os. " hun skulede mod døren. Det endte altid sådan her. Ved nærmere eftertanke burde hun nok have tænkt at han havde en nøgle, men så langt rakte hendes tankegang ikke på denne her tid af døgnet. "Desuden har jeg altid drømt om at komme ind på Professorens kontor uden at det betød eftersidning," hun blinkede drillende og gjorde tegn til at han skulle vise vej. Papirerne samlede hun op bagefter, nu hvor døren var låst var der alligevel ingen der ville falde over dem ved et tilfælde.

[Samuel Roden]

Det virkede ufattelig nemt at være i rum med hende igen. Havde an haft tid til at tænke over det ville han nok have været vanvittig nervøs for i om de i det hele taget kunne være i rum sammen. Men dette her virkede nærmest naturligt som var de tilbage på skolen for 10 år siden.
Han smilede og rystede op hovedet "Hvad sjov ville der være i det?" Spurgte han blot og sendte hende et skævt smil. Han havde ændret sig meget på de år der var passeret, meget vand var flydt under broen siden da.
Han hvilede i sig selv nu. I så mange år havde han kun været en skygge af sig selv, den lille bange dreng i hjørnet der ikke ville ses eller høres. Det hørte fortiden til skønt han sommetider stadigvæk godt kunne være lidt forsigtig. "Det er et godt fag, jeg forstår ikke helt at alle hader det...men sådan er det vel altid." Han lo let.
Smilet voksede og mimikerede hendes gestus med at kaste armene over kors. "Men altså nu er der jo teknisk set et stort hul i alle lufballoner, går gassen af klapper ballonen sammen." Konkluderede han uden at vide om den teori hold vand.
Han lod hovedet falde let på skrå og et strejf af lettelse gled over hans ansigt, "det er jeg glad for at høre," svarede han oprigtigt, "ikke at det havde haft nogen betydning for mig, det er en magisk sygdom, så vidst jeg er informeret rammer den kun magikere." Bekymringen var kortvarigt tilbage skønt han forsøgte at skjule det.
Gud hvor situationen dog mindede om deres første møde. Der havde han også frygtet for Scotts liv fordi han der var ramt af en magisk brist. Heldigvis var han ikke smittet.
Igen måtte han le, "så han er stadigvæk sig selv gætter jeg på? Har han skræmt nogen kærester væk for nyligt?" Jokede han og gjorde antydning til at hun skulle følge efter ham ind til det lille tilknyttede kontor. Herinde stod et skrivebord placeret, han guidede hende om bag det hvor han åbnede en dør der ellers næste var skjult for det blotte øje. "Hvorfor kommer det ikke bag på mig at det er sådanne ting du går og drømmer om?" Jokede han som han gik ind. Han måtte bukke nakken en smule da han gik ind af døren da den ikke var så stor. Herinde var en mindre sofa og en enkeltmandsseng. "Hvilestedet," præsenterede han med et smil.

[Syrena Amardeus]

Syrena trak på skuldrene. De vidste begge to at hun i den grad altid søgte den nemme løsning. Jo mindre hun behøvede at gøre for at opnå sine mål, jo bedre. Det var nok efter nærmere eftertanke derfor hun aldrig var kommet videre. Nu havde hun endelig taget det første skridt mod det liv hun ønskede for sig selv. "Det kan der være noget om," medgav hun endeligt.
Hun kom til at klukle lidt. "Altså, hvis en professor hader sit eget fag, så er han først for alvor udfordret," pointerede hun for at sige, at det nærmest burde være en selvfølge at han som minimum selv interesserede sig for det han forsøgte at videreformidle.
"Okay tak for lektionen Einstein," hun rystede grinene på hovedet. Siden hvornår var Sam blevet en Bezzerwizzer? Og siden hvornår var han begyndt at svare igen på den måde?
Hun rystede det af sig og besluttede sig for ikke at grave mere i det - lige nu. I stedet fulgte hun bare efter ham. "Jeg glemmer tit at du er muggler. Specielt nu," erkendte hun. Det var de færreste mugglere der fik lov til at have nogen viden til magi, og han var nok den første i historien - apropos som fik lov til at undervise på Hogwarts. Hendes øjne gled nysgerrigt omkring. Hun drejede om på hælen og bakkede en del af vejen så hun kunne se på ham mens hun talte. Hendes læber var fortrukket i et lidt kækt smil. "Nej jeg har for husfredens skyld, sikret sig at der ikke var nogen han kunne sende nøgne ud i skoven," mindet fik hende til at grine. Det var for evigt det bedste minde nogensinde.. ikke mindst fordi hun været glad. Det var lidt sørgeligt at tænke på at der ikke havde været nogen siden Sam. 
Syrena havde faktisk altid troet at professorerne levede på deres kontorer, hvilket hun godt kunne se var lidt dumt i bakspejlet, så det kom ikke som en overraskelse da de kom til en anden dør. Hun vendte sig rundt igen. "Det burde komme bagpå dig. Jeg er uskylden selv," pointerede hun og blinkede drillende.
Hun så ind ad døren. Værelset var ikke stort, men det havde sin charme. Hun gik indenfor. "Det er da en hyggelig lille hybel," komplimenterede hun og satte sig på sengekanten. Hun lagde sig ned og stirrede op i loftet med benene hængende ud over sengekanten stadig. "Og jeres senge er helt sikkert mere komfortable end dem de tilbyder eleverne," konkluderede hun.

[Samuel Roden]

Et lille skævt smil havde formet sig på hans læber. Det var simpelthen så mærkelig at stå overfor hende igen. Som om at tiden imellem dem blot havde været sat på pause frem til nuet. Følelserne var der selvfølgelig ikke længere, i hvert fald ikke på samme måde. Han ønskede hende alt godt i livet, men han havde for længst accepteret at det ikke var noget han havde kunne give hende.
"Got pointe," konkluderede han i et mildt grin.
Som hun takkede ham for hans input sendte han hende blot et lettere flabet smil til returnering. Han havde vel ikke gået så meget op af Scott uden at tage et par småting med sig her og dér. Skønt Sam ikke normalvis var flabet af karakter, så kunne det alligevel godt komme over ham når han følte sig sikker nok i selskabet. Skulle han være ærlig var Syrena nok en af dem der virkelig kunne få ham til at slappe af - selv efter alle disse år, men hun havde jo også altid været god ved ham. Hun havde løftet ham op på et tidspunkt i hans liv hvor han virkelig havde haft brug for det og han håbede da på, at han havde gjort det samme for hende.
Igen smilede han roligt imod hende og fugtede sine læber. "Det kan jeg ikke bebrejde dig, sommetider glemmer jeg det næsten også selv." Svarede han i et grin og lod hånden glide ned over de begyndende skægstubbe.
"Fornuftigt," svarede han morende, "bor du egentlig stadigvæk derhjemme?" Hun var jo i tyverne nu, så på en eller anden måde gik han nok lidt ud fra at hun for længst havde fået sit eget sted og måske en kæreste, forlovede eller mand. Tanken om at det rent faktisk var fordi der ikke havde været andre end ham, slog han sket ikke.
Hendes falske claim om at hun skulle være uskyldig fik ham til at bryde ud i latter. "Ja...uskyldig..." Gentog han og himlede let med øjenene for lige at understrege hvor lidt han troede på den udtalelse.
"Tja jeg kan bestemt ikke klage." Besvarede han og så til som hun lade sig på sengen. Han satte sig ved siden af hende og så ned på hende. Igen fik han et mindre flashback til da de var yngre. Tanken fik et nyt smil frem som han så på hende med et lidt fjernt blik.

[Syrena Amardeus]

Syrena var stadig ikke helt sikker på om det rent faktisk var den samme Samuel Roden som hun havde kendt dengang. Denne her udgave var kæk, strålede i højere grad af selvtillid, og virkede slet ikke så kejtet som den han var dengang. Hun rystede på hovedet med et diskret smil.
Det var virkelig lang tid siden hun sidst havde nydt selskab og følt sig tilpas i det. For en gangs skyld var det som om hun kendte sin rolle, hvilket var dumt, for Sam var praktisk talt fremmede. "Det forstår jeg godt," medgav hun og fulgte ham blikket.
Per automatik rykkede hun et par centimeter så han kunne sidde ved siden af hende på sengen. Selvom han egentlig formåede at stille spørgsmålet meget hensynsfuldt, så, slog hun blikket lidt væk. Hun skammede sig ærlig talt ret meget over stadig at bo med sin bror. "Eh ja. Det har været nogle lidt.. underlige og turbulente år," indrømmede hun. Siden de sidst havde set hinanden, havde hun involveret sig med dødsgardister, hun havde hjulpet en farlig forbryder med at undslippe Azkaban for at redde sin far, som i stedet var død i fængslet nu, og hun havde isoleret sig på sit værelse, hvilket Zeke havde tilladt fordi han selv var længere ude at skide end hun selv var.
Pludselig mærkede hun en underlig angst snige sig ind på hende. Hendes mave snørrede sig sammen, eller sådan føltes det. Det sitrede under huden. Nej det kunne hun ikke tænke på!
"Det er virker ret velkendt. Altså lige ud over at vi nok havde kissemisset end hel del mere dengang," sagde hun for at ødelægge alvoren. Hun havde ikke lyst til at snakke om sit liv. I stedet for grinede hun lidt og sendte ham et ret sigende blik. Hendes liv ville nok have været bedre hvis hun havde formået at holde på ham dengang, det var bare endnu en ting hun måtte leve med i dag. "Hvad med dig? Bor du her? Har du en kæreste?" hun sørgede for at stille spørgsmålene umiddelbart efter hinanden, alt for at slippe for at snakke mere om hende.. hvilket på sit vis nok var blevet lidt åbenlyst på det tidspunkt.

[Samuel Roden]

Det var en underlig ting at være muggler på en magisk skole. Man skulle næsten tro at han havde vænnet sig til det efter alle disse år. Det havde han da også for det meste, men så lige engang imellem kom det over ham igen, hvor heldig og taknemmelig han egentlig var over at hans liv havde udspillet sig som det havde.
Et bekymret glimt kunne kort tydes i de dybsindige øjne som han kiggede på hende. "Det lyder ret alvorligt." Indrømmede han, men ville samtidig heller ikke presse sig på. Han ønskede jo ikke at tvinge hende ud i at fortælle alt om sig selv, det var jo mange år siden at de havde været tætte.
På trods af at det ikke længere var hans område, kunne han ikke lade være med at føle trang til at være der for hende. Derfor tog han sig selv i at tilføje, "jeg ved godt at det ikke er mine sag, men altså hvis der er noget du gerne vil snakke om..." han lod resten af sætningen forklare sig selv.
Stemningen lettede dog hurtigt ved hendes kommentar. Det fik ham til at le en smule, men han kunne dog ikke undgå at mærke kinderne begynde at brænde en smule. "Jah..det havde vi jo nok." Indrømmede han. Roligt lod han sig selv følge hendes eksempel og lagde sig ned ved siden af hende hvorpå han kiggede op i loftet.
Visse ting ændrede sig nok aldrig. Han kunne godt fornemme hvordan hun hurtigt lukkede "Syrena-emnet" og gik til "Sam-emnet" i stedet. Han lod hende gøre det, igen fordi han jo ikke helt kunne tillade sig at presse hende. "Puha der er sket så meget. Jeg fik dette job, blev forlovet med en quiddichspiller som jeg har en søn sammen med, det gik dog ikke, så vi er gået fra hinanden, men bor begge to i vores hus lidt udenfor Hogsmeade. Nu har jeg så en anden kæreste." Han skævede let mod hende som frygtede han hendes reaktion for et kort øjeblik.

[Syrena Amardeus]

På en eller anden måde havde Sams liv tilsyneladende udspillet sig helt perfekt. Hun havde ikke forestillet sig det her for ham dengang, men nu virkede det bare som det helt rette. Mens hun dvælede ved tankerne sad hun med et lidt fjernt smil. Hendes liv havde desværre ikke taget den helt samme gode drejning. Hans bekymrede tone fik hende revet lidt tilbage til virkeligheden. Hun trak skuldrene op til ørene og lod dem falde lidt opgivende. "Nah.. du kender mig. Alle de forkerte beslutninger," indrømmede hun. Sådan havde det altid været. Hun havde lært at ignorere sin mavefornemmelse og det bragte hende ofte i fedtefadet.
Hun fjenrede blikket fra ham til fordel for sine lår. Uden helt at vide hvorfor, skammede hun sig. Sam var den eneste der aldrig havde dømt hende, hun kunne næsten ikke bærer tanken om at han skulle starte nu. "Der er ikke så meget at snakke om," hun havde lagt sig i mellemtiden, og lå og stirrede op i loftet med hænderne samlet på maven. Selvom hun ikke kunne se ham, kunne hun næsten se hans ansigt rødme for sig, og høre det i hans stemme. I det mindste var han stadig Sam. Tanken fik hende til at grine. Det var længe siden hun havde gjort det. "Jeg er glad for at du stadig er dig," sagde hun drillende. De vidste begge to at hun hentydede til hans rødmen.
Hendes smil faldt lidt igen, men forsvandt ikke helt. Hun kunne så godt forestille sig Sam som en familiemand, med en køn hustru og nogle bedårende børn. Han var sikkert sammen med sådan en der mindede om Anna.. forhåbentligt bare mindre end kælling. "Jeg skal da lige love for at du kan," hun så op på ham med et oprigtigt smil. Hun rullede om på maven og så på ham. Hendes mørke hår faldt lidt uglet ned omkring hendes skuldre. "Jeg er glad på dine vegne. Du fortjener det.. det hele," det lignede langt fra Syrena at være følsom, men hun kunne ikke rigtigt skjule den oprigtighed hun følte. Sandheden var jo at hun inderst inde ville ønske at hun havde oplevet alle de her ting med ham, men hun havde været for ung og dum til at se hvad der havde været lige for næsen af hende, og det skulle hun åbenbart bøde for resten af livet. Hun pillede lidt ved sengetøjet og mærkede bitterheden. "Nå, havde du noget juice eller noget stærkerer?" spurgte hun og satte sig op. Helt automatisk røg hendes skjold op igen, nu var det hele blevet lidt for følsomt.

[Samuel Roden]

Samuel betragtede hende og kunne ikke helt slippe følelsen af at de var lidt tilbage til "de gode gamle dage" hvor hun rodede sig ud i problemer og han altid forsøgte at rode hende ud af dem igen. Måske havde det ikke helt været sådan det hang sammen, men det havde føltes sådan dengang. Tanken gav ham en blandet følelse af nostalgi, men samtidig gjorde det ham også lidt trist til mode. Han havde altid ønsket det bedste for hende og det knuste nok lidt hans hjerte at høre at hun stadigvæk ikke helt lod til at have fundet sin rette hylde.
Han havde nok heller ikke helt forventet at hun ville begynde at fortælle ham alt hvad hun havde oplevet siden deres brud, måske han havde haft et håb om det, men ikke en forventning, han kendte hende for godt. Eller det kunne man vel næppe sige at han gjorde mere.
Som de lå her på ryggen i sengen og bare kiggede op i loftet som to teenagere, føltes det virkelig ikke som om at så meget havde ændret sig skønt alt var anderledes nu. "Og du stadigvæk er dig, frøken stædig." Drillede han tilbage. Hun havde aldrig været god til at snakke om sig selv. Ikke på den måde. Nogen ting ændrede sig måske bare aldrig.
Han lo kort og vendte hovedet så han kunne se på hende. Hans ben stak ud over sengekanten og hvilede stadigvæk på gulvet. Hænderne var foldet på maven. "Jah...jeg har været heldig." Sagde han blot som havde hans liv drevet på held. Deres blikke mødtes som hun rullede om på maven og så på ham. Der var noget i hendes stemme der fik ham til at blive en smule sørgmodig. Han var ikke helt sikker på hvad, måske den fact at han havde oplevet så meget med sit iiv, men at det lød lidt som om at hun var gået i stå. "Det gør du virkelig også Ren..det skal nok komme," forsikrede han hende blidt. Det kunne meget vel være tomme ord for han anede jo ikke hvad fremtiden ville bringe hende.
Han sukkede let som hun satte sig. Barrierne var oppe igen. I et kort øjeblik førte han hænderne bag nakken og betragtede hende kort. "Jeg må ikke drikke når jeg er på arbejde.." sagde han lidt tøvende, men satte sig så for derefter at rejse sig og gå hen og åbne skuffen i en lille kommode. Han trak en uåbnet ildwhisky op. "Scott gav mig den og sagde at jeg måske ville få brug for den en dag, quote: Med alle de uregerlige møgunger" Han smilede underholdt. "Jeg ved ikke helt om jeg vil vurderer dig til at gå under den kategori." Sagde han drilsk og fandt et par glas. "Men kun en enkelt, jeg skal helst kunne gå lige hvis jeg bliver kaldt ned." Sagde han belærende.

[Syrena Amardeus]

Ironisk nok var Sam nok den person der kendte hende bedst med undtagelse af Zeke, og deres forhold havde altid været baseret ligeså meget på had som på kærlighed. Han fik hende til at le. Stædig var vidst et ret mildt beskrivende ord om det hun var. "Tja, det kan jeg ikke lyve mig udenom," medgav hun og kørte ikke mere i det.
Den medfølelse han så på hende med, gjorde hende ærlig talt ukomfortabel, så hun undlod faktisk at sige noget som helst der kunne lede dem tilbage på sporet der handlede om hende. "Du er sød Sam. Tror du virkelig at det var held? Du så virkelig aldrig hvordan kvinderne kiggede efter dig dengang og sikkert stadig gør?" Både hendes blik og suk var meget opgivende. Han var den slags mand der aldrig havde kendt sit værd, men Syrena vidste at det var større end guld.
Hun skubbede et par af de mørke lokker om bag øret, så hun kunne møde hans blik. "Okay Hr. Regelrytter," grinte hun og himlede endnu engang med øjnene. Det var så typisk Sam! Og hvor var det der var typisk Sam, bare helt vildt befriende. Hun skubbede sig selv længere ind på sengen og så lidt overrasket til da han rejste sig og faldt en flaske ildwhisky. Hun spredte armenene ud som om hun bød den velkommen. "For første gang nogensinde har han overrasket mig positivt," grinede hun. Det var ikke helt rigtigt. Scotts og hendes forhold var lidt ligesom hendes forhold til Zeke. Det var en had/kærligheds-ting. "Sikke et kompliment, men han ville helt sikkert," pointerede hun og hentydede naturligvis til hans bror.
"Klokken er over ni, Sam. Hvorfor skulle de kalde dig ned nu?" spurgte hun sigende. "Skænk nu bare og kom så herover og fortæl mig om din nye kæreste," indbød hun og klappede på sengen. Ærlig talt var hun ikke super interesseret i emnet, men på samme tid var hun alligevel lidt nysgerrig på hvilken type han var overgået til. Sikkert en mindre rapkæftet end hende. "Desuden du er jo ikke gangvagt eller noget, så i princippet har du vel fri," det var ikke formuleret som et spørgsmål, men blot Syrenas egen konklusion på situationen.