So nice of me to show up

[Kimberly Sunshine]

Kimberly sendte ham et irriteret blik. Han måtte for helvede da lige give hende en chance! Hans viden gik langt forud for hendes. Dog nøjedes hun med at sende blikke. For et øjeblik havde hun faktisk glemt at han var på sandhedsserum og ikke kunne lyve, men tanken om at hendes forældre skulle have været dødsgardister virkede bare... urealistisk. Kunne han snige sig uden om eliksirens virkning? Hun rystede beslutsom på hovedet.
"Undskyld.. det giver bare ingen mening," indrømmede hun.
Nogle gange ville hun sværge på at hendes omsorg var hendes største svaghed, og mest irriterende evne. Nu sad hun der og blev helt bekymret.. for Theodore Jarvis af alle mennesker. Måden han nærmest påførte sig selv smerte for at holde sig vågen, gav hende helt ondt i maven, som om det var hende han gjorde det på. Hendes blik drev længere væk, gjorde hende åndsfraværende. Hun havde aldrig vidst at hun havde en tvilling. Shade måtte have vidst det, hun overvejede hvorfor han aldrig havde sagt noget. "Bor hun i London?" spurgte hun og var på et øjeblik kommet tilbage til virkeligheden. "Drik det hele. Det virker bedst så," opfordrede hun og hentydede til glasset han havde sat fra sig efter et par tårer. Hun havde sat sig tilbage foran ham og studerede ham lidt. "Hvad har mine møbler med noget at gøre?" spurgte hun komplet uforstående og tilsyneladende forvirret. Det gik op for hende at han nok også var det, altså konfus på grund af smerterne. Hun glemte tanken lidt igen. "Hvad er det Piper ikke må finde ud af? Og hvordan pokker skulle det lykkedes hende at få dig fremstillet som verdens onde i så mange år, uden at nogen nærmest tænker over at hun eksisterer?" spurgte hun videre.
Mens hun forventede et svar, var det som om han forsvandt. Hans snak om cykler, bekræftede kun hendes mistanke. Det var ikke et godt tegn. Alt i hendes skreg at hun skulle slå til nu, tage hans stav, kontakte ministeriet eller bare lade ham dø, men selvom hovedet skreg til hendes krop, så bevægede hun sig ikke, før hun til sidst tog en helt anden beslutning. Han kunne ikke dø nu.. der var mere til historien. Han kunne fortælle hende om hendes familie.. og om Matteo. "Læg dig ned," berordrede hun mens hun rejste sig og begyndte at gennemsøge hele lejligheden for alt hvad der kunne være relevant af salver og eliksirer. Hun havde ikke lige badager liggende, så hun tog i stedet et lagen fra tøjkassen så hun kunne klippe det i stykker. Tiden var knap, det vidste hun. Alle skuffer blev efterladt åbentstående. Til sidst vendte hun tilbage med favnen fuld af remedier.

[Theodore Maganiello]

Theodore modtog blikket, men sagde intet til det. Han kunne jo sådan set godt forstå at det var en stor mundfuld at sluge, men hun blev bare nødt til at være fokuseret hvis de skulle nå det hele igennem. "Havde jeg haft længere tid gav jeg dig gerne hele din livshistorie." Mumlede han en kende sarkastisk, som kendte han hende bedre end hun selv gjorde. Det var nok ikke ligefrem tilfældet i de senere år. men han vidste da en ting eller to.
Han havde ikke helt opfattet hendes bekymrede mine, måske fordi han var lidt mere fokuseret på at gå denne her samtale overstået så han bare kunne dø i fred, om man ville. "Ja det gør hun nu. Hun har boet i Paris, men hun er i London nu. Arbejder på Skt. Mungos som healer." Han fnøs let, "hmm...måske jeg skulle have opsøgt hende først?" Han sendte Kimberly et blik som forventede han at hun ville more sig over hans morbide humor.
Et lidt irriteret blik blev skudt tilbage mod hende da hun bad ham drikke det hele. Hendes intention var nu god nok, men det slagter skrækkeligt så han var mere irriteret over selve smagen end hende, men man kunne jo ikke sende smagen irriterede blikke.
Han valgte dog at følge hendes anmodning og tømte glasset i et par effektive slurke da han gerne ville have det overstået. Lidt løb ved siden af og blev fange i det mørke fuldskæg, men nu var dette her jo heldigvis ikke en date hvor han skulle gøre sig forhåbninger om at være heldig senere, så han var temmelig ligeglad med hvor ucharmerende han fremstod.
Okay lige nu var det lidt som om at han ikke selv havde 100% styr på de ting der fløj ud af munden på ham. Han kunne godt fornemme at de ting han sagde måske ikke gav helt mening, hvilket blot gjorde ham mere frustreret fordi det gav så perfekt mening i hans hoved. "Ligemeget," mumlede han som et fornærmet barn.
"Rebecca er en kompliceret kvinde, hun er et ondt geni -og skønt det piner mig at indrømme det -mig temmlig overlegen. Jeg er ikke nogen uskyldig mand Kimberly. Jeg har truffet mange dumme beslutninger og skjult dem under en undskyldning der kunne få mig igennem natten. Jeg har selv lagt stien for at blive hende syndebuk, Rebecca har blot fulgt den." Han gispede let igen. "Hun er skingrende sindsyg og forfærdelig hævngerrig. Hun stopper ikke for nogen eller noget." Forklarede han. Der kunne næsten anes frygt i hans stemme. Hun var den eneste han frygtede.
Igen mumlede han lidt fraværende, men gled alligevel længere ned i sofaen på hendes beordring. Han orkede ikke at sætte sig imod og han registrerede dårligt nok hvordan hun stormede rundt. Armen faldt lidt ud over kanten på sofaen og tryllestaven trillede ud af hånden på ham, han orkede ikke at gribe ud efter den, så han lod den blot være.

[Kimberly Sunshine]

Kimberly havde til en hvis grænse lært at accepterer sin ensomhed som et vilkår, men nu triggede Thedores fortællinger noget i hende, der fik hende til at glemme alt om deres manglende tid, og om det egentlige formål med at han var der. Hendes blik gled ned og studerede en tilfældig plet på den gamle sofa. Hun havde en søster som var healer? Hvorfor havde hun aldrig fundet ud af det? "Ja måske skulle du," medgav hun fraværende. Det var tydeligt at hendes tanker var på helt andre steder.
Hans fortælling tvang hende lidt tilbage på rette spor. Hun rystede på hovedet og tvang sig selv til at rette sin opmærksomhed mod ham. "Rebeccas navn har aldrig været nævnt i de sammenhænge før." sagde hun henkastet. Det var tydeligt at hun ikke helt vidste om hun skulle tro på at det i virkeligheden var hende der var den onde mester-hjerne bag det hele. "Som du selv siger, så lagde du selv stien. Og du er ikke uskyldig. Jeg hjælper ikke de skyldige," hun rejste sig og så ned på ham. Man kunne nærmest se hendes indre konflikt i hendes øjne. På den ene side var hun interesseret i at høre hvad han vidste, på den anden side, ønskede hun at han skulle dø.. hvilket skræmte hende. Kunne hun være den, der stod her og så på mens det skete? Ville det ændre hende? Mens hendes tanker stod på, så hun ham flade slappere hen i sofaen. Staven fra hans hånd gled ud og faldt ned på gulvet, hun burde kaste sig ud efter den, men gjorde det ikke. Hendes chance var der nu, men for en gangs skyld vidste hun ikke hvad det rigtige ville være. Hun tog sig selv i at stå og holde vejret mens livet ebbede ud af ham, men tanken om at hun ikke bare kunne lade ham dø, slog hende som lynet fra en klar himmel. Hun ville være morder.. i hvert fald inddirekte. "Du kan tro nej, du får ikke lov til at dø nu," mumlede hun. Hun løb hen til kommoden og rev et par lagener frem samt nogle små krukker med salve. Med det i favnene løb hun hen, skubbede sofabordet væk med foden og satte sig på knæ foran sofaen. Uden at se på ham, alene for at abstrahere fra det faktum at hun var ved at redde Theodore, koncentrerede hun sig om at rende og forbinde såret. Hun rev lagenerne i stykker og fik dem besværet bakset ind under ham, så hun kunne binde det stramt for at standse blødningen.

[Theodore Maganiello]

Han svarede hende ikke, nøjes med at sende blondinen et ganske utilfreds blid og lod det være svar nok i sig selv. Han kunne virkelig mærke hvordan han skrantede hurtigt nu. Han havde fejlagtigt troet at han havde haft mere tid, men tydeligvis havde han taget fejl.
"Hun har været god til at skjule sine spor." Svarede han blot. Han gav hende gerne historien bag, men følte sig også samtidig alt for svag til at snakke i for lange sætninger. Hele verde var ligesom begyndt at glide mellem hans fingre lige nu.
Han sukkede tungt og orkede ikke at starte en diskussion med hende, hvilket kun bevidnede om hans svage tilstand, eftersom Theodore aldrig bakkede frivilligt ud af en god debat. "Jamen så har vi jo ikke mere....at snakke om..." mumlede han i en træt stemme som øjnene atter gled i. Han kunne næsten ikke holde dem åbne længere og ærlig talt virkede årsagerne til at kæmpe imod døden bare heller ikke helt så vigtige lige nu. Piper skulle vel nok klare sig. Det havde hun gjort indtil nu, og hvad betød det at få renset hans navn anyway.
Han vidste at det var hans opgivende sind der var begyndt at retfærdiggøre overfor ham, alle de grunde til at han bare skulle give slip og lade kampene passerer videre til de næste i køen. Han var træt og udslidt, og havde ærligt talt ikke meget mere at give.
Den eftersøgte forbryder opdagede dårligt nok hvordan hun pludselig fik travlt med at lege livredder. Han kom med et par svage smerteudbrud som hun flyttede let på ham for at mase lagnet ind under ham og dermed stoppe blødningen, men han kunne ikke få sig selv til at kigge. Det eneste han kunne fokuserer på var hvor forfærdelig træt han følte sig.
Et jag af smerte bragte ham dog lidt tilbage til bevidstheden og han stirrede direkte ind i Kimberlys blå øjne. Med en lettere blodig hånd, som han ikke selv havde opdaget havde været nede ved såret igen, tog han fat om hendes hænder, "bare...advar...dem....om Rebecca.." sagde han inden han forsatte sin mumlen imens øjnene gled i på ny, "Rebecca er...i Piper...må stoppe hende..." Det lød nok mere som vildelsesord end noget andet, når ikke man var klar over hvad det drejede sig om.

[Kimberly Sunshine]

Hvis det Theodore sagde var rigtigt, så ville det ikke bare være en kæmpe ændring i historien det ville også betyde en helvedes masse, for en masse mennesker. Kimberly der ellers havde været fast besluttet på at lade ham falde i søvn og derefter kontakte ministeriet, havde pludselig ændret mening. Ikke så meget for sin egen skyld, men hun havde altid været lidt af en sandhedssøger, på den irriterende måde synes mange. Hun var nødt til at finde sandheden og den eneste der havde den, var Theodore. Hun udnyttede hans svækkede bevidsthed til at stramme lagenet godt omkring såret. Desværre var hun ikke healer, så for at være ærlig anede hun ikke om det ville virke. Hun var så koncentreret at hun knap hørte efter hans usammenhængende mumlen, ikke før hans blodige hånd, pludselig greb om hendes.
Hun stoppede og så op på ham med et undrende blik. Rebecca var i Piper? Hvad dælen mente han med det? "Hvad mener du med at Rebecca er i Piper?" spurgte hun, men han var tilsyneladende allerede begyndt at falde væk igen, hun kunne mærke at hans greb om hendes hånd blev slappere. "For pokker.." mumlede hun en smule irriteret og vristede sine hænder fri. Hun var nødt til at have hjælp, men hendes netværk var ikke ligefrem imponerende. Noget ved hans ord havde givet hende myrekryb. Måske det var desperationen i hans stemme.. måske det var tanken om at hvis han havde ret, så var han et stort offer for systemet.
Kimberly rejste sig op og så ned på ham. Det gik først op for hende nu at hun skælvede. Hendes hænder og tøj var smurt ind i blod - hans blod. Hun hentede alt hvad hun ejede af tæpper og lagde dem over ham så han kunne holde på varmen. Imens tog hun et lagen og sin hovedpude og redte en ret sølle plads op ved siden af sofaen så hun kunne holde øje med ham i nat. For det første kunne hun ikke sove med Theodore Jarvis i huset, for det andet var han nødt til at overleve. Tanken om at skrive til Louisianna slog hende, var hun ikke oprigtigt healer? Hun skød tanken væk, hun ville nok aldrig give hende lov til ikke at kontakte ministeriet. Nej den eneste løsning var at hun selv prøvede at holde skansen.

[Theodore Maganiello]

Som lagnet blev strammet udstødte han en ny klagende lyd. De brune øjne gled op i et par korte sekunder og gled så i igen. Han kunne ikke holde dem oppe uanset hvor meget han forsøgte.
Den midaldrende mand var godt klar over at han ikke ligefrem havde de bedste odds på sin side. Han havde gjort skade på så mange mennekser og ligeså mange mennekser havde han bare fået skylden for at have gjort skade på. Der ville nok ikke være nogen grædende famiilemedlemmer at finde ved hans kiste når den tid kom. Hvilket desværre for ham virkede ret nærtstående.
Han opfangede ikke helt Kimberlys spørgsmål, han var mere fokuseret på hvor fascinerende det føltes at mærke livet forlade ens krop. Theodore havde aldrig været bange for at dø, men nu hvor han bankede på himles...eller nok rettere helvedes porte, kune han godt mærke frygtens klamme tag i hans sjæl. Han kæmpede stadigvæk for ikke at udvise det, men han havde egentlig ikke lyst til at dø. Ikke endnu. Der var for mange ting han skulle have rettet op på og løst.
Alligevel virkede det som om at det på en eller anden måde lykkedes hende at stabiliserer ham en smule. Han blev i hvert fald mere bevidst om omgivelserne igen som et par tæpper blev smidt over ham. Langsomt åbnede han de brune øjne på ny og kiggede træt op på hende. "Puha...der blev det...lige spændende..." Mumlede han og forsøgte sig i et smil som var nærmest ikke eksisterende. Hans hud var umådelige bleg og han havde koldsved på det meste af kroppen. "I det mindste gør...det stadigvæk...helvedes ondt." Han havde hørt at man først skulle blive bekymret når ikke man kunne mærke smerten længere. "Jeg tror ikke der bliver mere...histroiefortælling...." Indrømmede han så og sukkede dybt. "Jeg tror bare jeg har brug for at lukke øjnene lidt." Det var farligt i hans tilstand, men han følte sig komplet energiforladt.

[Kimberly Sunshine]

Karma var en bitch, og nu stod hun og bankede på Theodores dør. Der var et eller andet tilfredsstillende ved den tanke. Kimberly søgte lidt trøst i at hans handling havde ført en eller anden form for straf med sig, som om det var hendes undskyldning for at kunne 'hjælpe' ham.
Tæppet faldt ned over ham. Hun mødte hans blik, lidt lettet over at der stadig var liv i ham. Hun sagde intet. Hendes hals føltes tør som sandpapir. Der var stadig en lille kamp i hendes indre omkring hvor vidt hun skulle melde ham eller ej, og hun anede ikke hvorfor det overhovedet var en overvejelse. "Godt." Selvom det var ment hårdt, var hendes stemme blid. Hun satte sig tilbage med bøjede ben og lod armene holde om knæene. Hun vidste at det bedste var at han holdt sig vågen, men hans krop havde også brug for hvile. "Jeg tror du har ret. Se om du kan sove lidt." hun forsøgte virkelig ikke at lyde omsorgsfuld, men det skete desværre lidt automatisk, for det var åbenbart sådan en person hun var. Somme tider hadede hun sig selv.
Varmen, stresset, angsten, og hans tunge åndedrag, gjorde hende selv lidt søvnlig. Eftersom han havde taget sofaen og der ikke var meget andet i lejlighede, sad hun på gulvet og endte med at læne sig lidt op af sofaen alene fordi den var blødere end bordet. Så hendes hoved hvilede lige ud for hans, let foroverbøjet. Det var ikke en behagelig stilling, men den tillod hende alligevel at blunde lidt uden at falde hen helt, så hun ville bemærke hvis han rørte sig, eller hvis han pludselig blev mere urolig. Jo mere hun selv faldt sammen, des mere sank hun ned. Tankerne kørte rundt og blev til mærkelige drømme om hende, om Theodore.. og om hendes søster.

//Out