So nice of me to show up

[Theodore Maganiello]

Kimberly Sunshine
Kimberlys lejlighed
Omkring kl. 22.00
April - 2056

---

Theodore havde set bedre dage, dette herskede der bestemt ingen tvivl om som han havde slæbt sig op i det lille faldefærdige...kunne man kalde det et hus? Det skulle i hvert fald være dette her sted Kimberly Sunshine kaldte sit hjem. På trods af det grove udseende så det dog en del mere hjemligt ud indvendigt kunne han konstaterer. 
Han faldt sammen i sofaen med et mindre gisp. Han havde hørt bruseren blive tændt og gik ud fra at hun måtte være i bad. Heldigvis for ham var han stadigvæk en stærk magiker til trods for Rebeccas forbandelse. Den forpulede slange. Én ting var at hun havde myrdet hans bror i koldt blod, men at hun havde gjort det forklædt som ham. At vide at det sidste Jonathan så var sin egen bror komme mod ham. At sige Theodore var blevet rasende havde nok været årets største underdrivelse. Han havde omgående opsøgt Rebecca, fornuften smidt ud af vinduet, forblændet af raseri. Ja det temperament lå desværre til familien og så havde han sådan set bare kastet sig ud i en duel med hende som han i et naivt håb havde troet at han faktisk kunne vinde. Tåbelig antagelse. 
Det havde nu efterladt ham med et blødende og sansynligvis efterhånden ret betændt sår, samt en forbandelse der bandt noget af hans magi og gjorde ham svagere end han havde været før. 
Dette havde selvfølgelig givet ham en langt større trang til at vride halsen om på den kvinde han engang havde elsket, men man skulle vide når taget var slapt. 
Det havde lykkedes for ham at slippe væk, men han havde en grim fornemmelse af at det hele tiden havde været Rebeccas intention. Hvad end hun plottede lod det til at hun havde brug for ham, men han var desværre ikke helt sikker på at det ville være en fordelagtigt ting for ham. 
Her sad han så i Kimberlys sofa. Det eneste sted han havde kunne komme på hvor han kunne være bare nogenlunde sikker for nu. Han regnede ikke med at slippe ud af denne "krig" i live og han havde brug for at folk kendte sandheden om ham og hans bedrifter. Især hans børn. 
Han havde sin egen tryllestav i den ene hånd og rettet den imod badeværelsesdøren og hendes stav havde han i den anden hånd så hun ikke skulle få nogen gode ideer omkring at bruge den imod ham når han sad her svag og forsvarsløs som den "arme stakkel" han var. 

[Kimberly Sunshine]

Kimberly havde mest af alt lyst til bare at stå under rindende vand for evigt. Desværre var dette sted lidt af et rollehul, der kun tillod hende at nå det absolut mest nødvendige, før der ikke var mere varmt vand tilbage. Fra det øjeblik hun tændte for vandet, skyndte hun sig at få vasket hår og vasket sig alle nødvendige steder. Hun nåede det lige og lige i det øjeblik vandet gik fra behageligt lunt til isnende koldt.
Hun slukkede for vandet igen. Uvidende om at hun havde fået uventet besøg, slog hun håndklædet omkring brystet og forsøgte at abstrahere lidt fra den rådne lugt der kom op fra kloakken nu hvor den blev bedt om at arbejde. De få penge hun havde haft tilbage, havde hun spenderet på sit advokatfirma. Hun havde ikke kunne holde ud at bo i sin gamle lejlighed hvor både Jared og deres søn Matteo havde boet sammen indtil hans død og Jareds pludselige forsvinden. Hun havde solgt stedet og var flyttet ind i det lille hul, der bestod af et lille, koldt badeværelse, et mindre køkken, en stue hvor malingen på væggen var afskrællet og falmet de fleste steder, og det trak ind fra vinduerne hvis rammer ikke var tætte. Derudover havde hun et endnu mindre soveværelse, hvor der kun lige kunne stå en seng, men hun nøjedes. Stadig lidt fugtig og med blond hår klistrende ned langs halsen, kun iført håndklæddet forlod hun badeværelset, for i stuen lå hendes tøj i et par papkasser.
Hun stoppede op i døren da hun så skyggen af en skikkelse i sofaen. Hun gik forsigtigt tættere på. Selvom hun aldrig havde set ham i egen person, så havde hun set hans billede på utallige avisforsider igennem alle årene. Shade havde advaret hende om at det ville ske så snart hun vendte tilbage til den magiske verden. Hendes hjerte begyndte at hamre hårdt. "Theodore.." det var mere en konklusion end noget andet. Lidt pludseligt gik det op for hende at hun mere eller mindre var nøgen, og at der sad en dødsgardist i hendes hjem med hendes stav. Hun sank en klump og bakkede diskret et par skridt. "Hvad kan jeg gøre for dig?" spurgte hun og forsøgte at lyde ret modig, men hendes stemme var blid og usikker. Han så ikke godt ud. Han var bleg.. og svedende af hvad hun kunne se i det svage lys. De fleste pærer var sprunget løbende og hun gik ikke nok op i hjemmet til at få det skiftet ud. Hendes blik gled over på hendes stav mens hun vurderede hvad chancen var for at hun kunne få den vristet fra ham.

[Theodore Maganiello]

Som hun kom ud fra badet lænede han sig en smule frem i sofaen for at få bedre støtte. Han havde allerede mistet en del blod og kunne ikke overskue at stå op lige nu. Hendes skridt lød over gulvet. De våde fødder gav en speciel lyd på det slidte gulv.
Theodore fandt sit bedste smil frem som ønskede han at vise sig fra sin absolut bedste side nu hvor han var "gæst" i hendes hjem. "Kimberly Sunshine, jeg har ikke set dig siden du gik med ble." Annoncerede han som skulle det være en god indgangsvinkel.
"Sjovt du lige skulle spørge." Han rettede sig en smule op og fulgte hendes blik der vaklede lidt ved tryllestaven i hans hånd. "Beklager skatter, det er ikke en mulighed." Kommenterede han tørt og rettede rygge en smule hvilket blot sendte et jag af smerte gennem ham.
Han havde det elendigt for at sige det mild. Små svedperler stod frem på hans pande og han følte dig en smule bleg.
"Jeg tænkte at jeg lige ville kigge forbi så vi to kan have os en fornuftig snak." Forklarede han som var det det mest logiske at kræve fra en man lige bar brudt ind hos.
Han lænede sig atter lidt frem og lod begge stave glide ind i inderlommen, "ser du jeg vil gerne have renset mit navn og jeg tænker at du er kvinden der kan få det til at ske." Han stødte fingerspiderne imod hinanden og hvilede albuerne imod sine knæ. Skønt det blev sagt i en let tone var hans blik alvorligt. "Du må hellere få noget tøj på, det her kan godt komme til at tage noget tid." Kommenterede han derefter og lod de brune øjne glide ned over hendes slanke skikkelse som hun stod der kun iført et håndklæde og dryppede let på gulvet.
Han rømmede sig en smule, "og inden du får nogen gode ideer så vil jeg lige understrege at jeg kan magi uden brug at tryllestav, så få mig nu ikke til at gøre noget vi vil komme til at fortryde senere." Et afmålt smil legede i den ene mundvig. Det nåede ikke de hårde øjne, men skønt den faretruende fremtoning og det kolde blik, var der alligevel noget gemt bag som kun de aller færreste ville kunne se.

[Kimberly Sunshine]

Kimberly havde bundet håndklæddet sammen om brystet, nu stod hun og knugede den lille stofansamling og stirrede på den mand der sad i hendes stue. Han virkede ikke så frygtindgydende som hun havde forventet. Hun kunne ikke helt finde ud af præcis hvad hun havde forventet men han så, så... normal ud. Han lignede en mand som alle andre mænd.
"Han sagde du ville komme," hendes stemme var tør, frygten havde tørret hendes slimhinder fuldstændigt ud. Hun blinkede og stod som naglet på stedet. Hendes mod sank yderligere da han pakkede stavene ind bag sin kappe. Der var ikke specielt stor sandsynlighed for at hun ville komme tæt nok på ham til at få fat i sin og selv hvis hun gjorde, så havde hun ikke en specielt stor chance. "Jeg tror ikke at vi har noget at snakke om," denne gang krydsede hun armene hen over brystet og forsøgte at se meget myndig ud, men det lykkedes mildest talt ad helvede til.
Diskret tog hun engang i mellem et skridt i retning af papkasserne hvor hendes tøj var, hun følte sig ret ukomfortabel ved at stå nøgen overfor ham. Hun rakte ned i en af kasserne og fik fat i en lang, blomstret nederdel. Hun var ved at trække den over hofterne, lidt besværet for hun turde ikke at tage blikket fra ham og samtidig var hånklæddet lidt i vejen. Hans ord fik hende til at bryde ud i en ugennemtænkt latter, der forstummede ligeså hurtigt som den var kommet, da hans alvor gik op for hende. "Du milde pygmæpuf. Jeg ved ikke hvad du har spist, eller hvilken verden du har levet i de sidste mange år. Du er en tyv, morder og forrædder. Der er ingen der kan hjælpe dig, og slet ikke mig," hun så op på ham mens hun fik trukket en hvid top op. Denne gang var hun nødt til at vende ryggen til ham, hvis han ikke skulle se hendes fordele. "Og selv hvis jeg kunne, så ville jeg ikke gøre det," tilføjede hun og skyndte sig at trække blusen ned over sig og stikke ned i nederdelen, før hun vendte sig om igen og smed håndklæddet fra sig. Stadig vovede hun sig ikke tættere på ham, men foldede hænderne foran sig som den uskyldig unge kvinde hun var. Noget ved hans trussel fik hende til at synke en klump. "Du spilder din tid her. Jeg kan ikke hjælpe dig," vedblev hun. Hendes blik drev over ham. Han var svedende i det svage lys, og så bleg og svag ud. Først der fik hun øje på gennemsivningen ved hans tøj. Hvis hun bare kunne få besked til ministeriet på en eller anden måde, hun kunne bare ikke komme på hvordan selvom hendes hoved var ved at eksploderer.

[Theodore Maganiello]

"Jamen hvor pænt af "ham" at melde min ankomst." Kommenterede han med de hvide tænder blottet i et nyt smil. "Og hvem er denne "han" om jeg må spørge."
Smilet voksede sig større, blikket var legesygt skønt det havde en faretruende skær.
Han rettede sig en smule i sofaen og lænede sig lidt frem uden at fjerne smilet fra sine læber. "Se der er jeg uenig skattepige-" hans tonefald var optimistisk, han ville gerne rejse sig op, men smerten holdt ham siddende. Hun skulle helst ikke se hvor svag han følte sig før han ligesom havde fanget hedes interesse nok til at hun ville hjælpe ham. Man kunne jo aldrig vide om hun ville forsøge noget, "-jeg tror vi har en hel del af snakke om."
Han betragtede hende som hun gik igang med at klæde sig på. Det var længe siden han havde været med en kvinde, men han var ikke dum. Han var her ikke for fornøjelsens skyld og derudover var hun temmlig ung. Endda yngre end hans døtre. Alligevel gjorde han intet for at se væk som hun kæmpede for at iklæde sig sit tøj, en smule besværet så det ud til, det morede ham ærlig talt at hun gjorde så meget ud af at dække sig til som havde han aldrig set en nøgen kvinde før.
Først nu rejste han sig alligevel fra sofaen, hans hoved faldt en smule på skrå, smilet var næsten djævelsk, "Se lige dig stå der helt modig og kæk som om du har et valg, det er sgu bedårende." Han knyttede sine hænder en smule som ruskede han hendes kinder på ægte tante-maner.
"Men altså sage er den," han tog endnu et langsomt skridt frem imod hende. "Jeg har informationer som du med sikkerhed godt kunne tænke dig at høre og fordi jeg er i godt humør i dag, så har jeg tænkt mig at bytte disse informationer med dig til fordel for at du lytter til min historie. Jeg lover dig at jeg fortæller sandheden og kun sandheden, hell jeg vil endda sværge en ubrydelig ed på at jeg vil fortælle dig sandheden." Hans udtryk blev en del mere alvorligt. "I bytte vil jeg når jeg er færdig, fortælle dig hvad der skete i det center dengang." Han gjorde et svagt nik imod hendes mave for at indikerer at han snakkede om hendes barn. "Bagefter kan du gøre hvad du vil, tilkalde forstærkninger og sende mig tilbage til Azkaban. Jeg er ligeglad, jeg har alligevel ikke længe igen." Han tog sig til siden og holdt herefter den blodige hånd op for at indikerer at han var såret. "Lad os kalde det, "en døende mands sidste ønske" hvis du vil." Han holdt hånden op for sig som nævnte han titlen på noget stort. "Som du nok kan se er det en win-win for dig. Du skal bare sidde der og lytte, snart er jeg ude af spillet og du kan vælge at føre min historie videre - hvilket ville være rimelig lækkert - eller du kan lade den dø sammen med mig. Dit valg." Han rettede sig op og rakte så hånden frem imod hende, "så har vi en aftale?"

[Kimberly Sunshine]

Det var efterhånden længe siden Kimberly havde hørt om sin onkels død, hvilket havde efterladt hende fuldstændig alene. Hun rystede på hovedet som tegn til at hun ikke havde tænkt sig at svare på det. Hovedpointen var at Shade havde vidst at det her ville ske. Det farertruende skær hun fangede i hans blik, fik hårene til at rejse sig og de lagde sig først da tøjet dækkede hendes efterhånden lidt kolde krop. Hun kunne have prikket hans øjne ud for at kigge på hende på den måde. Han var ikke så lidt fræk!
Hendes kæber spændtes en smule. Lysten til at gøre noget dumt steg mere og mere. "Jeg har intet at snakke med dig om Theodore," vedblev hun. Man kunne høre på måden hvorpå hun sagde hans navn, at han gjorde hende utilpas.
Hendes opmærksomhed var stærkt øget og kun fokuseret mod ham. Da han rejste sig, trak hun sig automatisk tilbage. Hver gang han gjord ene bevægelse, var der en lille del af hende der frygtede at han ville gribe til sin stav og færdiggøre hvad han ikke havde kunne gøre dengang. Hun lagde armene hen over brystet i et forsøg på at se voksen ud, hvilket var en ret barnlig respons på hans måde at tiltale hende på - som om hun var et barn.
For et øjeblik stod hun bare og stirrede på ham. "Helt ærligt. Du kommer hen og forsøger at afpresse mig med hvad - information? Du ved næppe noget om noget jeg ville bryde mig om," sagde hun lidt mere spydigt end ment. Man kunne se at hun ret hurtigt fortrød hendes hårde tone. Hun ville have slået blikket ned, men i stedet fuldte det hans ned til hendes mave. Uden at tænke over det, lod hun hånden stryge hen over hendes nu falde mave. Der gik ikke én dag hvor hun ikke savnede sin søn. Hun så op igen, denne gang med en blanding af sorg og uforståendehed. "Hvad ved du om det?" spurgte hun og bed hænderne så hårdt sammen at hele hendes kæbeparti blev ret fremtrædent. Havde han ikke været i Azkaban da det skete, eller huskede hun forkert? Et sted bag ham kunne hun fornemme sin søns blik på hende. Engang i mellem smilede eller lo han på billedet, men lige nu sad han stille.
Først nu fik hun øje på det store sår. Det blødte ned på det slidte gulv. "Problemet med din plan, er at ingen, inklusiv jeg selv, ville tro på at du er uskyldig. Med alt den synd du har begået, så ville det være umuligt at rense dit navn." hun tog sig til hovedet med et tungt suk. Stadig var hun ret forvirret omkring hvad han ville have fra hende. Han virkede som en desperat mand. "Og hvorfor skulle jeg tro på at noget at det du siger er rigtigt?" spurgte hun skeptisk og stirrede bare på hånden uden at tage den. Én ting var at hvis han virkelig vidste noget om hvad der var sket med hendes søn, så ville hun vide det, en anden ting var at hun i det hele taget bare var ret nysgerrig på hvad han havde at fortælle... specielt hvis han ville give hende muligheden for at sende ham direkte i Azkaban efterfølgende.

[Theodore Maganiello]

Han rynkede brynene let og holdt hånden op for øret som lyttede han efter noget, "sig mig er der et ekko herinde?" Spurgte han flabet. Han så på hende igen stadigvæk med det næsten djævelske grin på læberne. Som var det hele blot en leg for ham. En syg leg hvor konsekvenser ikke ramte ham.
"Jeg må indrømme at du skuffer mig, her troede jeg at du var sådan en retfærdighedsrytter, men her står du og nægter århundredes historie bare fordi du er tøsefornærmet over at jeg er den jeg er." Han rystede på hovedet, "ikke cool. Slet slet ikke cool." Et dramatisk suk, "havde jeg ikke haft en nærstående dødsoplevelse havde jeg sgu fundet mig en anden advokat, men for nu må jeg venligst bede dig om at sætte dig ned og lukke dit lille kyssetøj og bare lytte inden jeg lukker det for dig." Perlerækken af vide tænder blev atter blottet.
Han slog ud med hånden som havde hun lige understreget hans pointe, "se! Jeg sagde jo at jeg havde noget du ville være interesseret i at høre og det er derfor jeg fortæller dig det bagefter når du har lyttet til mig - hvis altså jeg lever så længe, så tik tok." Med den ene hånd gjorde hans en gestus mod sofaen.
"Hov hov rolig nu Ms. Sunshine, jeg har aldrig påstået at jeg er uskyldig." Sagde han og holdt hænderne afværgende op foran sig, inden den ene atter fandt vej til hans side for at holde på det blødende sår. "Jeg tog gerne sandhedseliksir, men har ikke lige noget i baglommen og der er ikke tid til at skaffe det, men som jeg sagde aflægger jeg gerne den ubrydelige ed og sværger at svare sandfærdigt, så du kan se at jeg taler sandt, jeg har ikke så meget at miste anyway." Han blinkede til hende.
Med tunge skridt vendte han hende ryggen og slæbte sig selv tilbage til sofaen hvor han dumpede ned med en klagende lyd. Han var ikke sikker på hvor længe han havde igen, men deres snak skulle nok ikke vare hele natten.
Han så på hende med et utålmodigt blik, "kom nu, du har alligevel ikke noget at miste, indtil videre har jeg ikke haft nogen interesser at dræbe dig så giv mig ikke en nu." Han havde sporet det samme frygtsomme blik i hendes øjne et par gange under deres lille møde. Han havde ingen intentioner om at slå hende ihjel, men hvis en tom trussel var hvad der skulle til for at få hende til at sætte sig ned og lukke kæften så gjorde han gerne brug af det.

[Kimberly Sunshine]

Kimberly sank en klump og forsøgte at se meget strengt ud, hvilket nok i virkeligheden var fysisk umuligt for hende. De fleste havde en tendens til at undvære hende netop på grund af hendes uskyldige udseende. "Du slog dem ihjel!" udbrød hun pludseligt vredt. Hendes blege kinder blussede dels i frygt for hvad han ville gøre med hendes lille udbrud og dels bare fordi hendes puls skød betragteligt i vejret. Hendes hjerte slog så hurtigt at det gjorde hende forpustet selvom hun bare stod der.
"Der ville ingen retfærdighed være i at rense det beskidte navn du selv har besudlet!" vrissede hun videre men fortrød tilsyneladende øjeblikketligt. I hvert fald kiggede hun hurtigt væk fra ham og knyttede hænderne. Denne gang tav hun. Desværre havde han overhånden og en lille del af hende ville vide hvad han havde at sige.. specielt hvis han vidste noget om Matteo. Hans smil gav hende gåsehud. Hun gik tavst hen til sofaen med hænderne samlet foran sig, og satte sig ned. Ikke at hun gjorde sig det komfortabelt. Hun sad på kanten af den slidte sofa med ryggen rettet og et meget myndigt blik, der afslørede at hun slet ikke var tilfreds med den position han satte hende i. Den eneste gode nyhed i det her, var at han var skadet, og måske ville falde om og så ville hun få mulighed for at tilkalde ministeriet. Én gang før havde Kimberly aflagt den ubrydelige ed, hvilket betød at hun nu gik og bar rundt på sin egen mørke hemmelighed og uden nogen at dele den med. Det ville hun ikke risikerer igen. Hun rystede på hovedet og rejste sig. Hun gik hen til en slidt trækommode og åbnede en lille skuffe med en nøgle der havde ligget nede i et smykkeskrin ved siden af. I skuffen fandt hun en lille flaske af mørk-gylden væske. "Så er det heldigt for dig at jeg har," hun strakte den frem mod ham med et blik der nærmest virkede triumferende. Som advokat var sandhedsserum nogle gange et godt våben. Hun gik frem mod ham med flasken og stoppede foran sofaen hvor han var dumpet ned igen. Det sår så ikke specielt lovende ud, men hun havde ikke tænkt sig at hjælpe ham med det. "Jeg troede ellers det havde været din interesse hele vejen igennem," pointerede hun og stod bare der afventende. Hvis hun skulle lytte ville hun være hundrede procent sikker på at han fortalte hende sandheden!

[Theodore Maganiello]

Han rynkede brynene og sukkede en smule dramatisk, "hvis du vil have jeg skal stå til ansvar for det må du være lidt mere specifik. Jeg har slået mange ihjel." Kommenterede han tørt og rettede lidt på sig i sofaen. Hans morbide humor ville nok få de fleste til at føle sig utilpas, men det var hans måde at komme igennem tilværelsen på. Selvom mange så ham på den måde var han ikke en ufølsom dræbermaskine skønt han gerne ville indrømme at nogen likvideringer rørte ham mindre end andre. Han tog sig ikke rigtigt af hidsigheden hun forsøgte at udvise, nok fordi han ikke så hende som en videre trussel. Måske en fejl fra hans side, så godt kendte han hende trods alt ikke.
"Det er sgu lidt svært at få en fornuftig samtale op og køre når du er så fjendtlig indstillet." Bemærkede han og bed sig kort i underlæben som hun omsider overgav sig og kom hen og sete sig i sofaen. "Du ser ufattelig ukomfortabel ud." Sagde han med et hævet bryn og slog let ud med hånden, "slap nu af, ikke så anspændt, jeg har ikke nogen interesse i at skade dig lige nu." Han smilede igen.
Da hun atter rejste sig fulgte han hende med de mørke øjne som hun gik hen til den lille kommode og fiskede noget op. Smilet groede atter frem, "jamen selvfølgelig har du det sin snedige vixen." Drillede han ligeglad med hvor upasssende hun måtte finde det. Han kunne jo være ligeglad det var jo ikke fordi han skulle stå til regnskab for det meget længere.
"Ja det ville virke sådan ville det ikke?" Sagde han blot en smule kryptisk, han rakte ud efter eliksiren og tømte den i et drag. "Tilfreds?" Udfordrede han og så op på hende hvorefter han klappede let på pladsen i sofaen ved siden af sig selv. "Sæt dig, vi har en del at dække ind." Han skar en grimasse som såret sendte et jag af smerte igennem ham og en ny bølge af koldsved sprang frem på hans pande. "Vi må vidst hellere skynde os lidt." Gispede han, men forsøgte at opretholde den drilske facade skønt det efterhånden var tydeligt at se han var i smerter.

[Kimberly Sunshine]

"Og jeg vil have dig til at stå til ansvar for hver og én," sagde hun nærmest i det sekund han havde færdiggjort sin sætning. Hvor det pludselige mod kom fra, vidste hun ikke helt. Det var nok bare langsomt ved at gå op for hende at hun holdt en vis magt selvom han havde frarøvet hende, hendes mulighed for at udøve magi.
"Specielt min familie," indskød hun og dumpede ned i sofaen, godt nok ved siden af, men hun sørgede for at sætte sig i den modsatte ende, helt ude på kanten.
Hendes blik var nedslået. Shade havde fortalt hende historien om hvordan Theodore havde slået hendes familie ihjel, men ikke hende fordi hun havde gemt sig. "Der sidder en flygtet fange fra Azkaban i min sofa. Hvad havde forventet?" spurgte hun bare i det der skulle have været en bestemt tone, men Kimberly var desværre født med den blideste lyse stemme, som hun specielt i retten forbandt langt væk. "Jeg er ufattelig ukomfortabel," indrømmede hun og sammenflettede sine fingre i skødet mens han indtog sandhedsserummet. På en måde havde hun nok forventet at han ville stejle, så hun skævede lidt overrasket i hans retning, da han uden videre drak det. Hun nikkede og trak benene op under sig, så hun fyldte nærmest ingenting i sofaen men havde fronten mod. Sveden på hans pande, den lille grimasse der var at sporer inde bag smilet. Hvis hun kunne holde ham hen længe nok, så ville naturen gå sin gang.. men så ville hun have Theodore Maganiello død i sin stue.. den opmærksomhed orkede hun på den anden side heller ikke. "Så start med at fortæl," opfordrede hun og hvilede hagen på sine knæ. Hun havde lyst til at bede ham om at starte med at fortælle hvad han vidste om Matteo, men hun var mere uselvisk og retfærdig end det. "Hvorfor tror du at du har en chance for at blive renset?" spurgte hun direkte. Han havde jo allerede erkendt sin skyld, så i virkeligheden var det vel en ret simpel sag?
Faktisk havde hun også en smertestillende serum et sted, men den havde hun ikke tænkt sig at tilbyde ham. En lille del af hende nød at se ham lide, hende som ellers prædkede for ingen hævntørst eller bitterhed, kun retfærdighed, men det var svært at holde fast i med en mand som ham.

[Theodore Maganiello]

Han så på hende med et gennemtrængende dystert blik. "Det skal jeg gøre, men pas på, du vil måske ikke kunne lide alle historierne." Han havde en fornemmelse af at Kimberlys historie omkring hvad der skete dengang ikke helt matchede den virkelige historie. Selvfølgelig var hun kun en baby og vidste ikke bedre. Men de fleste børn der fik frarøvet deres forældre på den måde hun og Olivia havde gjort ville per automatik havde ham der havde "ødelagt" familien. "Stjålet" forældrene fra dem. Den boble ville nok briste når hun fandt ud af at den eneste grund til hun var i live i dag var fordi han havde slået forældrene ihjel før de slog hende ihjel.
Theodore så til som hun satte sig på kanten og himlede let med de mørke øjne. "Hvis jeg ønskede dig død har jeg haft rigeligt med muligheder, sæt dig nu ordentligt." I bund og grund bestemte hun jo selv, men det var da lidt nemmere at føre en normal samtale hvis hun i det mindste bare lignede en som var en smule interesseret i det han havde at sige.
Han nikkede da hun bad ham starte og trak vejret et par gange dybt ind for lige at samle tankerne. Med en historie som hans hvor skulle man så begynde?
"Okay, jeg kan starte med at sige at jeg som udgangspunkt er komplet ligeglad med om det lykkedes for dig at få renset mit navn overfor verden. Jeg har ikke brug for folks medfølelse eller deres forståelse, de eneste mennesker der betyder noget for mig er min familie. Altid min familie." Han holdt en kunstnerisk pause og ko kort, men smertefuldt, "det skulle man ellers ikke tro med det ry jeg har skabt mig huh?" Han rystede let på hovedet. "Det er vigtigt for mig at min historie bliver bragt videre til Piper, Tresscott og Benyamin. Lianna er tabt hun ligner sgu sin mor," tydelig væmmelse gled over hans ansigt ved tanken om Rebecca.
"Jeg ved jeg har gjort mange forfærdelige ting. Selv dem jeg ikke har gjort kan jeg også leve med at tage skylden for, men nogen ting vil jeg bare ikke have liggende på mig, såsom mordet på min bror." Han mødte hendes blik. Der var vrede i de brune øjne og smerte, ikke den fysiske slags, men den man så hos folk der havde mistet. "Jeg slog ikke Jonathan ihjel. Jeg har aldrig haft intentioner om at slå Jonathan ihjel, eller Piper for den sags skyld. Jeg ville ikke tøve med at give mit liv for at beskytte dem," Endnu et falsk grin. "Det kan man jo så også sige jeg endte med at gøre." Igen rystede han på hovedet.

[Kimberly Sunshine]

"Det vil jeg helt sikkert ikke," mumlede hun for sig selv så det næppe var til at høre. Hun så væk - ud af vinduet med den rådne vindueskarm, som om det der foregik derude var mere spændende end det der foregik lige der i hendes stue. Diskret nev hun sig i underarmen, i håb om at hun ville vågne op i sengen lige om lidt, og opdage at det bare havde været et mareridt, men smerten ændrede ikke rigtigt scenariet. "Så hvorfor er jeg ikke død?" spurgte hun efter et langt øjebliks pause, og vendte hovedet mod ham igen. Selvom han bad hende om at sætte sig anderledes, rykkede hun sig ikke ud af flækken, mest for at opretholde en hvis form for selvkontrol. Hun trak vejret dybt og kiggede på ham, nærmest som om at hendes ligegyldige provokation ville vække hans vrede.
Hendes håndflader var svedige i skødet, hun kunne mærke varmen fra dem gennem nederdelens stof.
Der var ikke rigtigt nogen grimasse der passede til det han sagde, så hun sad bare og stirrede blankt ud i luften, uden at vide om hun havde mest lyst til at grine af ham eller græde. Hun rømmede sig lidt og mærkede varme i sine kinder, vidste at de blussede til hendes store frustration. "Jeg tror at vi to har lidt forskellige idealer når det kommer til familie," konkluderede hun. "Hvis jeg kort skal opsummere, så står du indtil videre bag mordet på min familie, din egen bror og du har brugt de sidste hvad - 10 år på at jagte din egen datter? Du må undskylde hvis jeg ikke er helt overbevist om din familiærer følelser," selvom ordene havde en hvis grad af ironi og provokation i dem, så var hendes stemme blød og rolig. Hun lød hverken vred eller kæk, bare.. professionel nærmest. Der var intet af det der kom ud af hans mund lige nu der gav mening, hvilket hendes ansigt tydeligt afslørede. "Okay vent," bad hun og holdt hænderne op for at indikerer at han skulle stoppe. "Theodore.. du har allerede slået én bror ihjel, jeg tvivler på din anden ville tage chancen, Trescott er auror og så dig helst spærret inde og Piper.. jeg kender hende ikke godt, men alle ved at hun nærmest er besat af tanken om at sætte dig ud i spil. Jeg ville have nemmere ved at holde dig ude af Azkaban end jeg nogensinde ville have ved at få nogle af dem til at lytte," pointerede hun og foldede hænderne i skødet igen. Det han bad hende om var ganske enkelt umuligt.
Hun havde set væk et øjeblik. Da hun så tilbage, kiggede hun direkte ind i hans øjne for første gang. Nogle ville anklage hende for at være naiv, for at have en svaghed for det 'ødelagte', men hun svor at hun kiggede ind i en lidende mands øjne. Hun fastholdt hans blik for lange sekunder mens hun besluttede sig for om hun skulle tage hans forklaring for gode varer. Sandhedsserummet burde jo afgøre den sag. "Hvis du ikke slog Jonathan ihjel, hvem gjorde så?" spurgte hun undrende. Hendes blik var mildnet lidt. "Og hvorfor tror Piper at du forsøger at slå hende ihjel? Hvorfor tror hele verden det?" spurgte hun videre.

[Theodore Maganiello]

Han så på hende med et afventende blik, men da hun i første omgang ikke lod til at ville efterkomme hans ønske om at sætte sig bedre, sukkede han blot og blev enig med sig selv om bare at få gennemgået tingene. Få det ud af verden før det var for sent.
"Jeg har aldrig haft ønske om at skulle slå dig ihjel Kimberly og lige nu, er du mit bedste bud på at få min histore ud." Svarede han sandfærdigt. Theodore var som resten af familien kendt for deres måske lidt korte lunte, men ærlig talt var han så afkræftet efterhånden at han slet ikke orkede at hidse sig op over hendes stædighed.
Et smil gled over hans læber, det var svagt, men det var der. "Ja jeg myrdede din familie." Indrømmede han uden omtanke. "Og nej jeg fortryder det ikke. Jeg forstår din frustration, men du kender heller ikke sandheden bag." Han tøvede lidt som overvejede han om det var hans tid værd at gå mere i dybden med den del, dog havde han brug for at hun lyttede så hun fortjente vel at få en del lukket. "Vidste du at dine forældre var dødsgardister?" Spurgte han så lige ud og mødte hendes blik med sit. "Din egen familie havde tænkt sig at slå dig ihjel." Han tøvede kort. "Dig og din søster. Jeg kom dem i forkøbet og jeg fik jer i sikkerhed, væk fra den gruppe der havde planer om at føre den mislykkedes opgave ud i livet." Forklarede han og gled lidt længere ned i sofaen med et anstrengt udtryk i ansigtet.
Igen gled et svagt smil over hans læber ved hendes ord. Hun havde en helvedes god pointe. "Jeg har tillid til at du kan få det til at ske." Svarede han blot og lukkede øjnene i et par korte sekundet. Han skrantede en del lige nu.
"Rebecca." Svarede han så. "Hun ville ramme mig, den kælling." Han havde ikke videre omtanke med sit sprog på nuværende tidspunkt. "Det er hende der altid har været efter Piper, ikke mig." Han forsøgte at rette sig en smule op igen. "Folk tror at jeg er et eller andet kriminelt geni, det er jeg nok også, men jeg er det rene vand i forhold til min kære ekskone." Mumlede han bittert.

[Kimberly Sunshine]

Der var stadig absolut intet ved denne situation der gav mening. Det gik op for hende at hun havde siddet og stirret på ham igen, primært fordi hendes hoved stadig forsøgte at finde en vej omkring det, men uden at have heldet med sig. Der var ingen måde at rationaliserer sig ud af det her, med andre ord anede hun ikke hvad hun ellers skulle gøre. Måske hun faktisk bare skulle lytte til ham? Hun bed tænderne så hårdt sammen at hendes kæbeparti stod frem. "Jeg er overhovedet ikke med," indrømmede hun og formåede ikke helt at skjule sin frustration. Det skete meget sjældent at Kimberly mistede fatningen, men idag var det sket.
Hun tvang blikket tilbage på ham. Hun så hvordan svedperlerne formerede sig på hans pande og kinder. Hun kunne se den lille anstrengelse bag hans smil, der fortalte hende at han var i stærke smerter. Det burde tilfredsstille hende, men det gjorde det ikke. "Ingen forklaring i verden ville kunne retfærdiggøre hvad du gjorde," bemærkede hun nedslået. Mord kunne ikke forsvares. Hendes opmærksomhed var lige ved at drive væk i overvejelser, men han hev hende direkte tilbage på sporet. Kimberly så forvirret op. "Min familie dødsgardister?" gentog hun og lo nervøst. "De var ikke dødsgardister," benægtede hun og så væk. Hendes mave snørrede sig sammen. Shade havde været dødsgardist. Shade var hendes onkel. Logisk ville det give mening, og det brød hun sig endnu mindre om. "Min søster?" hendes hals tørrede fuldstændigt ud. I alle år havde hun troet at Shade var hendes eneste familie og nu hvor han også var død, så havde hun følt sig mere alene end nogensinde, og nu sagde han at hun havde en søster? Den nyhed var mere end hun kunne tage lige nu. Hun rejste sig og begyndte at gå lidt rastløst rundt for at holde sig selv beskæftiget. Resten af historien var på en eller anden måde blevet ligegyldig. Theodore vidste åbenbart mere om hende end hun gjorde om sig selv.
Hun stoppede op og så på ham med et lille stik af medlidenhed. I fuldstændig stilhed gik hun hen til den slidte reol igen og rodede i den samme skuffe som før. Hun fandt en lille mørk flaske frem og en større af samme udseende. "Fortæl mig om hende," hendes stemme havde ændret sig. Den var både opfordrende og en lille smule beordrende. I mellemtiden hældte hun blodrød vin fra den største af flaskerne op i en gammelt trækrus. Hun hældte den lille flaskes indhold ned i vinen. "Her. Det vil hjælpe på smerterne," hun stilte sig foran sofaen og rakte kruset frem mod ham. "Din tillid er misplaceret," annoncerede hun og satte sig ned på sofabordet der var så faldefærdigt at det knirkede farertruende under hendes vægt. "Hvorfor vil din ekskone slå jeres datter ihjel? Og hvorfor placerer skylden på dig?" hun sad lige foran ham og greb omkring bordpladen for ikke at falde.

[Theodore Maganiello]

Han så på hende, de mørke øjne borede sig ind i hendes sjæl før han udstødte et lavmelt og lettere utålmodigt suk. "Du må altså til at oppe dig lidt hvis du gerne vil nå at have det hele med." Kommenterede han tørt. Han var sunket en smule mere ned i sofaen, hans blege hud var næsten spøgelsesagtig hvid efterhånden. Han følte sig virkelig træt og generelt ret utilpas.
"Hør vi har sgu ikke tid til at du skal modargumenterer, jeg er på sandhedssliksir og jeg siger dig, de var dødsgardister. Tro mig. Jeg ved det." Han sendte hende et sigende blik. Han havde dårligt energi til at sidste sig op, men han blev frustreret over at han ikke følte han rigtigt havde den tid han skulle bruge for lige at forklare det hele.
Han havde bare brug for at lukke øjnene. Bare lige et par sekunder. Inderst inde vidste han godt at det ville være at skrive under på sin egen dødsdom, men han var så træt. Han førte sin ene hånd til såret og pressede let imod det i håb om at smerten ville kvikke ham lidt op.
Han nikkede "ja...Olivia..." Svarede han. Øjnene gled i et par sekunder før han fik kæmpet sig selv tilbage og tvang øjnene op, idet hun rejste sig og begynder at gå rundt i stuen. Hold da op det gik pludselig hurtigere end han havde regnet med.
Han sukkede igen og lod atter øjnene glide i. Han kunne høre hende rumsterer rundt. "Og dét har du lyst til at bruge min sparsomme tid på?" Mumlede han fraværende. "Hun ligner dig på en prik..enægget tvilling. Men jeg kender hende ikke rigtigt.." Øjnene gled atter op da et jag af smerte skød gennem ham. Det gik under samme lejlighed op for ham at hun havde flyttet på sig og nu stod foran ham. Han så som hun satte sig og hørte bordet knage. "Du burde få nogle nye møbler." Konkluderede han. "Din sofa er også lidt...beskidt." Han skævede til koppen hun rakte ham og tog tøvende imod den. Han drak lidt af den og skar en grimasse. Der var noget i hendes blik som havde ændret sig. Han kunne se det, men ikke hundrede procent placerer det. "Vi får se." Svarede han og med en doven hånd forsøgte han at stille det halvfyldte glas på bordet ved siden af hende.
"Rebecca er lunefuld. Hun vil slå Piper ihjel fordi hun.." et mindre gisp "er bange for at Piper finder ud af for meget..omkring hende." Han missede let med øjnene. "Kom nu Sunshine, jeg er en af de mest omtalte forbryder for tiden...folk vil ikke have svært ved at tro jeg kunne finde på det." Erkendte han køligt.
Han lod nakken falde en smule tilbage og lukkede atter øjnene. Nogle enkelte af svedperlerne gled ned over hans ansigt. Bag de lukkede øjne dukkede et pludseligt minde op fra barndommen. Ham Benyamin og Jonathan. Benyamin havde skubbet Jonathan af cyklen for selv at tage en tur på den. "Aflever...cyklen.." mumlede han lavmeldt uden at være klar over at han sagde det højt.