Purgatory

[Calista Harriet Evergreen]

Sted: Sankt Mungos

Tid: Mandag kl. 11:00

Til: Jophiel Ayers

__________________________________________________________________

Calista lukkede øjnene et øjeblik og indåndede den velkendte kliniske lugt. Mungos var et travlt sted i dag. Folk farrede forvildet ind og ud af dørene. Hun åbnede øjnene og så sin gamle afdeling. Helt bevidst havde hun undgået dette sted. Hun stod foran elevatorene. Hendes mor havde sagt at hun ville finde hende om et øjeblik, hun havde åbenbart et meget vigtigt ærinde inden de skulle mødes med Jophiel. Det var mærkeligt hvordan hendes mor havde været nærmest.. overglad, som en eller anden forelsket teenager på det sidste. En varm stemme brød hendes tanker inden hun nåede at tillægge det for meget værdi. 
"Calista! Søde barn, hvad laver du dog her? Hvor er du blevet stor!" en lidt ældre kvinde klædt i hvidt kom hende i møde. Calista fremtvang et smil og forsøgte på at skjule sin træthed. "Hej Bella. Jeg skal mødes med Dr. Ayers, bare til et rutinetjek altså," skyndte hun sig at tilføje selvom det ikke var helt sandt. 
Prøvesvarene var kommet. Det var sandhedens time. Hun kunne se på sin tidligere sygeplejerske, at hun heller ikke var helt overbevist. Hendes hud var på få uger blevet nærmest gennemsigtig, og hendes tøj passede ikke helt. "Har du det godt?" spurgte Bella en kende mere bekymret. 
Cali nikkede overbevisende. "Strålende. Jeg er flyttet til Skotland," fortalte hun bare for at dreje samtalen hen på noget andet. Bella lignede dog ikek en der havde tænkt sig at stoppe der, så hun kastede et blik på uret, selvom hun udmærket vidste hvad klokken var. "Nå undskyld mig, jeg er nødt til at komme videre, jeg er allerede sent på den," bemærkede hun og skyndte sig væk. Hendes hjerte slog hårdt. Alt ved det her sted var forfærdeligt. Healerne og sygeplejerske var søde, men hun forbandt det alt sammen med fangeskab. 
Træt dumpede hun ned i en stol i venteværelset og tog sig til hovedet. Klokken var ikke særlig mange, men hun følte allerede at hun havde været oppe i 24 timer. 
Hendes mor dukkede op i døren få minutter senere. "Gæt hvem jeg lige mødte" udbrød hun lidt for glad. 
Cali forsøgte ihærdigt at dele hendes iver. "Hvem?" spurgte hun. 
"Jophi.. jeg mener Dr. Ayers. Han bad os om bare at gå ind på hans kontor, så kommer han om et øjeblik," hendes mor virkede ualmindeligt forfjamsket, men hun var for træt til at spørge, så hun rejste sig bare og gik med hende ind på Jophiels kontor, hvor der ud over et skrivebord og et par stole på hver side, var en briks. Hun valgte at sætte sig på stolen på den modsatte side af skrivebordet. Havde hendes mor ikke været der, så ville hun nok have været flabet nok til at tage hans plads. Faktisk var det Spike der havde overtalt hende til at lade Magnolia komme med, for hun havde stejlet fuldstændigt ved foreslaget, men hendes mor havde været så bekymret, det her var helt sikkert en måde at dæmpe den uro. Lige om lidt ville Jophiel fortælle hende at alt var fint, og de alle sammen havde bekymret sig for ingenting... forhåbentligt. 

[Jophiel Ayers]

Jophiel sad på kontoret med prøveresultaterne foran sig. Han havde endnu ikke kaldt den lille familie Evergreen ind til sig da han stadigvæk selv prøvede at finde ud af hvordan i Merlins navn han skulle få sagt at sygdommen var vendt tilbage. At Calista endnu engang var døende.
Han kørte en hånd ned over ansigtet og hvilede herefter hånden imod sin hage imens han nedstirrede papirerne som om det ville brænde svaret og dermed sygdommen væk. Inderst inde havde han jo godt vidst det. Han vidste at de vidste det. Eller i hvert fald Calista, hun var en kvik pige, men der var bare noget i det der med at få konstateret at ens værste frygt pludselig var en reel trussel.
Han havde i hvert fald brug for en kop kaffe inden han snakkede med dem.
Roligt rejste han sig og gik ned af gangen imod personalelokalet hvor han vidste at der stod kaffe på kanden. Han stoppede op som han hørte en lidt for velkendt stemme kvidre hans navn. Han vendte sig om og så Calistas mor komme ned mod ham med et lidt for bredt smil, hvilket blot gjorde situationen endnu svære for ham at håndterer.
Det værste var at han i sin desperation for at holde øje med Calista var begyndt at date hendes mor. Planen havde huller havde han senere kunne erfare, men det ville forhåbentlig give ham en god undskyldning for at bevæge sig frit rundt i deres hjem og igen dermed holde øje med datteren. Et fejt trick som han ikke var specielt stolt af, men når først han havde sat sig noget for og han vidste at Calitsa ikke ville lade ham rende rundt efter hende 24/7 og han kendte hende godt nok til også at vide at hun ikke ville lade sig indlægge. Altså måtte han ofre sig for sagen.
Han fremtvang et smil, ”Magnolia, hej. Bare gå ind, jeg kommer om lidt.” Annoncerede han så og sneg sig hurtigt ind i rummet for at hente kaffen.
Han hældte kaffen op og gik tilbage mod kontoret. Ventede kort ude foran døren for lige at tage sig mod til det der skulle til at ske. Så gik han ind. ”Hej med jer,” hilste han i en mere eller mindre professionel tone før han satte sig på sin plads.

[Calista Harriet Evergreen]

Allerede inden døren gik op havde Calista hørt skridt nærme sig. Selvom det var mange år siden, kunne hun stadig genkende lyden af Jophiels skridt. Som barn og ung havde det det altid været forbundet med glæde og spænding, men i dag var det ikke sådan. Hun rejste sig rastløs op og gik hen til vinduet. Hun kunne se hvordan London bare passerede ubekymret ude foran. Hans pause uden foran døren fortalte hende alt hvad hun havde brug for at vide, men hun blev bare ved med at stirrer ud af vinduet. Hendes mor opfattede tilsyneladende ikke rigtigt noget. Hun havde forfærdeligt travlt med at holde øje med døren.
Selv da Jophiel kom ind, vendte hun sig ikke om. Til gengæld kunne hun høre hendes mor hilse på ham med en underlig stemme. Først da hun hørte ham sætte sig, vendte hun sig om.
"Så hvad siger prøverne?" spurgte hendes mor i blanding af iver og bekymring.
Calista så indgående på Jophiel. Hele hans facon, den professionelle skærm han gemte sig bagved, fik langsomt hendes indre til at krakelerer. "Svarende er positive," konkluderede hun med en ret monoton stemme.
Hendes bror brød ud i jubel og holdt hænderne om foran munden. "Virkelig? Er det sandt?! Jeg sagde det jo!" udbrød hun glad. Det var åbenbart ikke gået op for hende at Calistas ord af brug 'positivt' ikke ligefrem var positivt. Hun orkede ikke at kommenterer på det men sukkede bare opgivende. Hendes mor var en skøn mor. Hun elskede hende af hele sit hjerte, men hun havde vitterligt ikke mange brikker at rykke rundt med. Hun foldede armene hen over brystet og satte sig på kanten af hans skrivebord. "Så.. Hvad så nu?" spurgte hun og sank en klump. Det tog alt hendes energi ikke bare at bryde ud i gråd. Hun strøg en af de flammerøde lokker om bag øret, hvorefter hun hapsede papirerne ud af hans hænder og lagde dem på bordet, for at tvinge ham til at se på hende. Lige nu havde hun brug for hans optimisme, brug for at han forsikrede hende om at han kunne gøre noget.
Det lod endelig til at hendes mor fattede hvad der foregik. "Jeg er slet ikke med," indrømmede hun og så lidt forvirret fra den ene til den anden.

[Jophiel Ayers]

Jophiel måtte erkende at han ikke var synderlig stolt over at udnytte Calistas mor for at komme tættere på datteren. Det var ikke udelukkende derfor, men hovedpunktet. Han smilede svagt til hende som hun kviderede hans navn på en sådan måde at han var ret sikker på at samtlige healere, sygeplejersker og patienter ville kunne gennemskue at der foregik noget imellem dem.
Det havde startet ud med en aften hvor han var kommet forbi ukendt for Calista naturligvis. Hans oprindelige plan havde været at se til hende, men hun havde ikke været hjemme. Det havde hendes mor til gengæld.
De var faldet i snak, havde åbnet en flaske rødvin og så havde det ene ledt til det andet.
Tankerne blev skubbet i baggrunden. ”Vil du ikke lige sidde ned så vi kan snakke stille og roligt?” Spurgte han henvendt til Calista. Han vidste at det kunne komme som et chok -det gjorde det nok ikke, men for en sikkerheds skyld var det altid bedst at overbringe den slags nyheder til en der sad ned. Desværre havde hun nok allerede luret hvor det bar hen, ellers havde han jo bare svaret hendes mor ligeud.
Han ansigt fortrak sig en smule i medfølelse da hun konkluderede rigtigt. Han forsøgte virkelig at skjule det, men var nok ikke speciel god til det.
Det gav næsten et sæt i ham ved hendes mors glædesudbrud. Tydeligvis havde hun ikke lige opfanget hvad ”positiv” betød i denne henseende. ”Mrs. Evergreen..” Sagde han lidt prøvende, det var underligt at tiltale hende på den måde efter de var begyndte at indlede et forhold, mere eller mindre. ”Det er ikke en god ting.” Endte han så og så tilbage imod Calista.
”Nu skal vi tage stilling til behandling. For jeg går ud fra at du gerne vil behandles.” Han så på hende med et skarpt blik. Han var godt klar over at han ikke havde tilladelse til at blande sig i eller hentyde til hendes valg, men han kunne ikke lade være. Ikke med hende.

[Calista Harriet Evergreen]

Tanken om at være syg, havde de sidste dage fyldt så meget for Calista at hun havde levet i sin egen lille bobble. Hvis ikke det havde været tilfældet ville hun lynhurtigt have spottet sin mors mærkelige opførsel overfor Jophiel. Hun himlede med øjnene. "Helt ærligt Jophiel, vi har gjort det her før, jeg skal ikke sidde ned," sagde hun lidt opgivende og glemte alt om at tiltale ham høfligt når hendes mor var der.
Magnolia havde vidst endelig fattet pointen i hvert fald sad hun i lang tid bare og stirrede ud i luften.
Calista så over på hende og fik dårlig samvittighed. "Det er okay mor. Det skal nok gå," lovede hun selvom det også gav hende ondt i maven for det kunne ingen love, ikke engang Jophiel.
Hun vendte sig mod ham igen og nikkede. "Jo. Jeg prøver behandling." eftergav hun og slog blikket ned. Hendes fingre pillede rastløs ved hjørnerne på en bunke papirer han havde liggende.
Det gav et sæt i hende da hendes mor pludselig klappede i hænderne og så begejstret ud. Hun så på hende.
"Du har ret skat, det skal alt sammen nok gå. Jeg ved godt at du er bekymret for indlæggelsen og alt det, men det skal du ikke tænke på. Det bliver anderledes denne gang. Jophiel og jeg.. vi.. vi er begyndt at se hinanden, så han vil være en del hos os, så han kan tage sig af dig derhjemme," hun så hen på Jophiel for at lede efter hans accept. Det var ikke lige noget de havde snakket om, men hun var villig til at gøre alt for hjælpe sin datter.
Calista var til gengæld frosset i en mærkelig grimasse. Hun var sikker på at hun lige havde hørt forkert. Hun så Jophiel direkte i øjnene. "Så har du noget mod kvalmen med det samme?" var hendes eneste kommentar. Hvis hun ikke havde haft det før, så havde hun det i den grad nu! Det kunne han ikke mene! "Det er okay, mor. Jeg bliver bare her, jeg tror ikke Jophiel gider at lege læge når han kommer hjem," nu var det hendes stemme der var blevet skarp. Hun så indgående på ham.

[Jophiel Ayers]

Hans ansigt forblev i de samme folder. For en gangs skyld var han slet ikke sikker på hvordan han skulle overbringe den triste nyhed. Som regel sagde han det jo bare til folk som det var. Sørgede for at de var klar over at hans medfølelse lå hos dem, men stadigvæk professionelt. Det kunne han bare ikke nu. Ikke overfor hende.
Han slog blikket ned hvilket nok talte for sig selv og tog så en dyb indånding. ”Jeg beklager Calista.” Sagde han så i en stille tone og aldrig havde han ment noget så dybt.
Jophiel rømmede sig en smule og nikkede så. ”Jeg vil gøre alt hvad der står i min magt..” han lod sætningen fuldføre sig selv fordi han ærlig talt godt vidste at han ikke kunne give nogen garantier, hvorend han gerne ville.
Han nikkede kort som hun til hans lettelse takkede ja til behandlingen.
Bedst som Jophiel troede at situationen umuligt kunne blive værre, åbnede Magnolia munden og afslørede deres forhold...eller hvad man kunne kalde det. Han var ikke i det af interesse for Calistas mor. Han vidste at det nok gjorde ham til et elendigt menneske i stort set alles øjne, men det kunne ikke rage ham mindre. Han stirrede bare blankt på hende i nogle lange sekunder og tog så en dyb indånding imens han inderste inde bad Merlin give ham tålmodighed.
Han sendte hendes mor et irriteret blik hvorefter han mødte Calistas. Han havde næsten lyst til at tilføje at han godt selv kunne bruge en dosis af det nu de var i gang. ”Det var ikke sådan jeg havde planlagt at du skulle have det at vide,” Sagde han og sendte Calistas mor et lidt gennemskærnede blik.
”Men selvfølgelig har jeg intet imod at pleje dig hjemme hos dig selv. På den måde slipper du mere eller mindre for hospitalet.” Påpegede han med et let suk. Det var trods alt en af grundende til at han havde sat sig i denne åndsvage situation til at starte med.

[Calista Harriet Evergreen]

De havde været her før. Den eneste forskel var at Calista denne her gang forstod hvad det egentlig handlede om, og selvom hun godt havde vidst det inderst inde, så var det stadig et chok at få endeligt svar. "Det hjælper jo ikke ligefrem noget, gør det?" spurgte hun retorisk. Det var ikke sagt bebrejdende bare som en konklusion.
Alt der stod i hans magt... Calista tyggede på ordene. Han var healer, og kunne ikke give garantier. Det var den slags lægerne sagde når de ikke havde den fjerneste anelse om fremtiden, den slags havde hun hørt så mange gange før, men hun sagde ikke noget til det.
Både Jophiel og hendes mor tillod et øjebliks stilhed i rummet. Underligt nok var sygdommen ikke engang den mest chokerede nyhed i dag.
Mangolia virkede totalt upåvirket af både Jophiels og Caliastas tilsyneladende frustration og vrede.
Cali sendte ham et pludseligt hårdt blik. "En dårlig nyhed ad gangen, er der en regel om den slags?" spurgte hun og havde glemt at hendes mor stadig sad der. Hun havde jo tilsyneladende regnet med at hun ville blive glad, men hendes kære mor havde ingen idé.
"Ved I hvad, jeg har virkelig ikke overskud til at tage stilling til jer to lige nu," hun tog sig til hovedet, det føltes som om det var ved at eksploderer. "Jeg bliver her. Spike er her også, han har hjulpet før, jeg er sikker på at han vil hjælpe igen," sagde hun bestemt. Underligt nok var Spike hendes eneste højdepunkt i alt det her, han ville uden tvivl være der for hende. Det blik hun sendte Jophiel, afslørede også lidt at hun bevidst havde nævnt Spikes navn i alt dette, velvidende om at de to ikke var ligefrem var hinandens bedste venner. Hun hoppede ned fra bordet og var nær faldet i processen, men fik genvundet balancen med støtte fra bordkanten. "Så.. jeg tager hjem og pakker et par ting, og kommer tilbage hertil." hun tænkte ærlig talt bare på at komme væk.
Magnolia rejste sig bekymret. "Er du sikker skat? Jeg ved du hader hospitaler.."
Cali så fra Jophiel, til sin mor og tilbage igen. "Helt sikker," konstaterede hun og bemærkede ikke helt det tiggende blik hendes mor sendte til Jophiel, der nok sagde noget i stil med: Please snak med hende.

[Jophiel Ayers]

Jophiel kiggede på hende med et fast blik. "Nej. Det gør det ikke." Svarede han så, skønt det var et spørgsmål som egenligt ikke krævede noget svar.
Det der skete efterfølgende gav Jophiel den vildeste lyst til at banke Magnolia i hovedet med et eller andet tung, for ærlig talt frustrerede hendes komplette mangel på situationsfornemmele ham ud over alle grænser. Især da hun så efterfølgende ikke lod til at opfatte de brændende blikke hun modtog fra både ham og sin datter.
"Det burde der næsten være." Kommenterede han tørt og sendte igen sin "såkaldte kæreste" et olmt blik.
Jophiel kom hen til hende og så på hende med et alvorligt blik, "det skal du heller ikke bekymre dig om nu. Der er vigtigere ting at bruge din energi på." Forsikrede han hende i håb om at emnet om hendes mors og hans unspoken lovestory, kunne blive begravet langt under gulvbrædderne.
Jophiel forholdt sig komplet tavs da hun sagde at Spike kunne hjælpe. Selvfølgelig kunne han det. Mr. Perfect. Hans ansigt fortrak sig kortvarigt i en lettere stram mine, som han forsøgte at skjule, hvilket til hans ærgrelse ikke helt lykkedes for ham. "Hvad end du har det bedst med." Svarede han en kende fladt i tonelejet. Stod det til ham ville han nægte Spike adgang til noget som helst med hende, men desværre kunne han kun gøre det i forbindelse med hendes sygdom på den baggrund at det ikke var den yngre healers ekspertise. Til gengæld kunne han ikke benægte Spike at stå ved Calistas side i alle hans frie timer på døgnet hvis det var det hans ønskede. Desværre. Ej selvfølgelig var det godt at Calista havde en ven der støttede hende...men behøvede det lige at være ham?
Det var først her Jophiel opfangede blikket fra Magnolia, han sendte hende et uskyldigt uforstående blik tilbage. Det var Calistas valg og ærlig talt ville han hellere snakke om dette med den unge heks alene. Uden hendes mors indblanding.

[Calista Harriet Evergreen]

Den eneste tilfredsstillelse Cali fik i alt det her, var at det tilsyneladende ikke gik helt efter Jophiels plan. Hun bemærkede udmærket de blikke han sendte hendes mor, men hun havde ikke det mindste ondt af ham. Den der ild var han selv løbet ind i. "Det siger du ikke," bemærkede hun med uskjult ironi. Til gengæld var vreden fordampet. Hendes tanker var et stort kaos. Hun vidste ikke hvad der fyldte mest - sygdommen eller det faktum at Jophiel var hoppet på hendes mor. Hun så ud af vinduet, for hvis hun så på dem var hun ærlig talt bange for at kvalmen blev for gennemtrængende.
Det gjorde det ikke bedre at hun øjeblikke efter mærkede sin mors kærlige hånd stryge hende over ryggen. Okay hun havde én tilfredsstillelse mere, og det var irritationen hun kunne opsporer i Johiels stemme efter hun havde nævnt Spike.
Hun tog en dyb indånding, rettede sig op og vendte sig rundt mod dem. "Så er det jo afgjort," konkluderede hun. "Jeg takker Dr. Ayers," hun skævede mod ham og gjorde det tydeligt at hun var i krigshumør. Hvis hun skulle herind, så havde hun tænkt sig at bruge enhver mulighed for at gøre livet ligeså surt for ham, som han gjorde for hende. "Jeg tager hjem og pakker en taske." hun var allerede på vej mod døren, da hendes mor stoppede hende.
"Du er svækket skat.. Lad Jophiel vise dig din stue, så skal jeg nok pakke en taske til dig." hun strøg hende over kinden, men Cali så væk. Desværre kunne hun ikke rigtigt modargumenterer. Transferens og susepulver var hendes værste fjender for tiden, og hun orkede vitterligt ikke tanken om at skulle sidde i en form for transport med sin mor, ikke ligenu. Alternativet var ikke optimalt, men hun besluttede sig for at det var bedre.
Hendes blik fandt Jophiels igen. "Fint. Du har sikkert travlt Doktor, jeg kender de fleste af sygeplejerskerne her, de kan bare vise mig vej," forsøgte hun lidt håbefuldt, men hun havde en idé om at Jophiel ikke havde tænkt sig bare at lade den ligge her før han havde fået lov til at komme med ti milliarder af undskyldninger.

[Jophiel Ayers]

Det var ikke tit at Jophiel havnede i situationer hvor han ikke var sikker på hvad han skulle sige eller gøre, men dette her var en af disse situationer. Han havde lyst til at undskylde at han på nogen måde havde troet at denne plan ville fungerer, men samtidig så ville dette her være det dummeste tidspunkt at opgive på. Primært fordi Magnolia nok ville ende med at kyle ham af helvede til hvis han afslørede at han primært var sammen med hende for at kunne være tæt på hendes datter.
Dog for at være fair, var Magnolia faktisk ikke helt så ulidelig som man måske havde frygtet, hvilket måske blot gjorde hans såkaldte ”geniale plan” lidt mindre genial.
Healeren kunne mærke hvordan hans håndflader var en anelse klamme og svedig hvilket ikke blev forbedret af det trodsige blik hun sendte ham. Det gav ham en næsten ustyrlig lyst til at himle med øjnene, men han forholdt sig professionel, og nøjedes derfor i stedet med at rømme sig let.
For én gangs skyld kom Magnolia så med noget Jophiel kunne bruge til noget. Noget som han kunne arbejde videre med. Han ville alligevel elske at have den rødhårede pige lidt på ene hånd skønt han havde en fornemmelse af at det ikke ville rette trådende ud. ”Din mor har ret, Ms. Evergreen” han sørgede for at ligge godt med tryk på tiltalen for at understrege at de godt kunne være to om den leg. Men sådan var det jo altid med dem, nogen ting ændrede sig nok aldrig. ”Jeg skal nok vise dig til en stue, så travlt har jeg trods alt heller ikke.” De blå øjne var triumferende som de mødte den rødhårets.
Han gjorde derefter en gestus mod døren som for at indikerer at hun skulle følge med ham. ”Jeg sender en patronus med stuenummer.” Sagde han så til den ældre kæreste.

[Calista Harriet Evergreen]

I det mindste virkede Jophiel yderst utilpas i situationen, hvilket lige nu var Calistas eneste glæde. Magnolia kyssede hende på håret. "Lad ham nu bare tage sig lidt af dig ikke? Jeg kommer tilbage senere," lovede hun. Før hun forlod stuen sendte hun Jophiel et både lidt sørgmodigt og lidt undskyldende blik, før hun forsvandt og efterlod dem alene. Calista lukkede døren igen og vendte sig langsomt om mod ham.
"Hvad er det helt præcist du tror at du laver?" spurgte hun hårdt. Diskret lænede hun sig lidt op ad døren, fordi vreden drænede hende lidt for energi. Hvis han troede at hun bare havde tænkt sig at lade det her gå, så tog han grueligt fejl! "Jeg troede vitterligt ikke at du kunne synke dybere, men af en eller anden grund formår du bare at overraske mig hvér gang," mumlede hun og slog frustreret hovedet ind mod døren. Hendes blik gled op til loftet. Det nyttede ikke meget at stå her og være vred. "Fortæl mig nu bare hvilket stuenummer jeg skal have, så finder jeg selv derhen. Du er nok den sidste jeg har brug for at se lige nu," sagde hun ærligt. Hun havde faktisk mest lyst til at slå ham, dels for at udnytte hendes mor og dels for hans ufølsomhed og egoisme overfor hende. Havde han nogen idé om hvor akavet det var for hende, at vide at han knaldede hendes mor, når hun havde brudt halvdelen af sin ungdom på at crushe på ham? Hun mærkede den velkendte følelse af geleben, og valgte at glide ned langs væggen til hun sad i hug, for det var bedre end at snuble overfor ham. Han ville bare blive omsorgsfuld og hans omsorg var den sidste hun nogensinde ville have!

[Jophiel Ayers]

En del af Jophiel havde måske lidt ondt af Magnolia. Hun var god nok når det kom til stykket og hun ville kun Calista det bedste - skønt det bedste set med hendes øjne måske ikke altid reelt set var det bedste.
Han gav kvinden et svagt smil inden hun forsvandt ud af døren. Allerede inden den gik i igen, var han godt klar over at der nok ville falde brænde ned. Han fortjente det måske også en lille smule, men det betød ikke at han ville indrømme sine fejl.
Han lod hovedet falde på skrå og foldede armene let over kors. "Jeg har ikke gang i noget. Jeg dater din mor og prøver at få dig på ret køl igen, dét er hvad jeg laver." Svarede han som var det det mest logiske i verden. Han hadede at se hende være så svag, men dette her var i hans hoved den nemmeste måde at sikre sig på at han kunne komme til at stå for hendes sygdomsforløb, hvor forskruet den plan så end måtte være.
De isblå øjne mødte hendes, "hvad kan jeg sige, jeg er en mand fuld af overraskelser." Svarede han igen. Skønt dette var for at komme tættere på hende i den hensigt at hjælpe hende, var det måske også lidt et ubevidst forsøg på at skubbe hende lidt væk fra sig personligt. Datede han hendes mor ville de aldrig have en chance. Han var så splittet mellem hvad han gerne ville og hvad han burde i alt dette her. Og ham der ellers aldrig gik op i regler og normer. Han ville være en del af hendes healing, kun sådan kunne han retfærdiggøre at alle midler blev taget i brug, men han vidste jo godt at de to aldrig kunne få noget sammen.
"Jeg følger dig derhen." Sagde han bestemt og så hende glide langsomt ned af væggen. "Skal jeg hente en kørestol til dig, eller går det?" Han tog et par skridt nærmere.

[Calista Harriet Evergreen]

Var det her hans sygelige måde at straffe hende på? Hun vidste ikke hvad fanden han skulle straffe hende for, det var HAM der havde været røvhullet. Hun så på ham. Man kunne nærmest se en kraftig årer pulserer et sted omkring hendes tinding. "Jeg ved ikke hvad det er for er sygt spil du spiller her Jophiel," for første gang nogensinde, så hun på ham med oprigtig afsky. De havde altid begge to vidst at det aldrig kunne blive til noget i mellem dem, men at date hendes mor var så langt over hendes grænse. Hun havde næsten lyst til at bede ham om at skride af helvede til, men hun havde trods alt mere lyst til at overleve. Calista stirrede direkte ind i hans øjne. "Du er virkelig det lavest hængende æble jeg har mødt." hun fnøs. "Det kan godt være at min mor og jeg har vores uoverenstemmelser, men hun er stadig min mor og hun har været igennem mere end du kan forestille dig, så hvis det her en leg, og du sårer hende, så tro mig jeg kan gøre dit liv til et helvede værre end du overhovedet har fantasi til," hendes stemme skælvede ikke engang. Det lignede ikke Cali at true eller være farlig, men ordene kom direkte fra hjertet, hun havde aldrig ment noget så meget.
Hun tvang sig skælvende tilbage på benene, men støttede sig lidt til væggen. "Nej jeg skal sgu ikke," bandede hun. For første gang i måneder havde hun farve i kinderne, men det var kun fordi hun var så vred. Hendes krop producerede tilstrækkelig adrenalin til at holde hende oppe, hun ville nok kollapse snart. "Så lad os få det ovestået." hun åbnede døren og gik ud uden at så på ham. Hun kunne ikke gå særlig stærkt, hvilket nok var til hans fordel lige nu. Uden at tjekke om hun havde ham bag sig, søgte hun ned af den velkendte fløj, mens hun tænkte at der var et helt særlig sted i helvede for Jophiel. Hun orkede ikke engang at hilse på sygeplejerskerne der genkendte hende. Hun ville bare finde stuen så hun kunne sove.

//Out