Old men suffer in hard times

[Deleted]

Sted: Bolig i Skotland
Tidspunkt: Første weekend i April
Med:  Ethan Jack McKinnon

Den her smitte, var efterhånden ikke kun med til at være en epidemi i det magiske samfund… Den var også en pestilens, som påvirkede undervisningen på Hogwarts. Smitten havde endda taget selve rektor, og selvom nogen måske ville anklage Rowan for at være interesseret i denne stilling, så var han mere opmærksom på hvordan Ethan havde det. Knægten… Ja, han var jo ikke et barn mere, havde næsten være som en søn for Rowan. Måske en nevø, men stadig havde Rowan haft det privilegium at se Ethan vokse op.
Det havde derfor været med tungt hjerte, at Rowan havde overtaget rollen midlertidig som rektor. Det var et job med meget betydning, men i epidemiens sammenhæng, var det ikke nogen rar rolle at have. Flere undervisere var smittet, og også elever. Det var et mareridt at holde sig væk fra den, og det var kun lige lykkedes Rowan, ved at udruste sig med diverse beskyttende besværgelser, og andet healene, som hold smitten på afstand.

Det var blevet weekend, og ligesom det havde været i den sidste stykke tid, tog Rowan sig tid til at besøge Ethan i hans bolig. Rejsen var ikke lang for en magiker, men man skulle passe på. Alle de besværgelser der lå om ham, kunne nok mærkes selv af en magiker. Men hvis Rowan også blev syg, ville Hogwarts nok ikke kunne blive ved med at holde åben.
Han låste op og gik blot direkte ind. Der var ikke andre hjemme.
”Så kan du godt se at komme ud af sengen… Her er så varmt at jeg snart ender som en rosin!” kaldte han, og gik først hen og åbnede et vindue, før han tog sig den frihed at brygge en kop te i køkkenet.

[Ethan Jack McKinnon]

Ethan lå i sin seng og kiggede op i loftet. Han hadede at være syg. Han havde altid været en aktiv mand og det var sjældent, at han brugte for meget tid i sin seng. Det var også sjældent, at han var syg og han kunne ikke fordrage det. Oliver havde købt en bog til ham og han havde da læst lidt. Oliver var så siden blevet smittet, så det gik jo bare skide godt.

Det gav et sæt i Ethan, da hans dør pludselig blev åbnet. Da han hørte den velkendte stemme, smilede han lidt for sig selv. Han havde altid haft det rigtig godt med Rowan. Han havde lidt været som en anden far for ham og han stolede på ham. Derfor havde han også en nøgle til huset, som han så tydeligvis udnyttede.
Han sukkede dybt og rejste sig op. Det snurrede lidt i hovedet og han følte en pludselig kvalme. Der skete dog ikke mere, men det var nok fordi, han havde kastet op det meste af natten. Der var ikke mere tilbage i ham.
"Du er allerede en rosin." Kaldte han tilbage og gik så ud i køkkenet, hvor Rowan stod og rumsterede. "Jamen velkommen." Sagde han så og smilede svagt. Ikke fordi han ikke ville smile mere, men fordi han bare ikke rigtigt havde energi til det. Han havde en par sorte joggingbukser på og en hvid t-shirt og nu stod han der og tog sig til hovedet og kiggede på sin ven.

[Deleted]

Først så Rowan dybt fornærmet på en rosin. Der gik et sekund tid, med denne grimasse, før han begyndte at grine højlydt. "Det er vist ikke mig der ligner en rosin mest af os to lige nu." Han gjorde en getus af Ethan, der lignede noget som katten havde slæbt ind. Det fleste havde det mindst lige så dårlig, og for at være ærlig så vidste Rowan ikke og han ville kunne overleve sygdommen selv. Hans korpus var ikke lige så ungt og stærkt mere, selvom han næppe indrømmede det.
"Sæt dig knægt. Hvis jeg ikke vidste bedre så ville jeg tro at du kun levede på vand og brød. Dine kinder er helt indsunket." Rowan gav sig til at kigge i skabe og skuffer efter mad. Han fandt kun nogle gamle grønsager, som hist kun lige kunne holde sig. De blev lagt på bordet og efter et sving med staven begyndte en kniv på magiskvis at snitte dem i stykker.
"Hvad vej tror du den her sygdom den kommer til at tage?" Han mente selvfølgelig ikke kun for Ethan, men for hele det magiske samfund. Der var ikke meget ved at arbejde på Hogswarts hvis der ingen elever var tilbage...

[Ethan Jack McKinnon]

Ethan kiggede flabet på Rowan og trak så på skuldrene. "Jaer, men jeg er også syg.." Sagde han stædigt, som et barn, men han havde stadig et glimt i øjet. Han satte sig ned, på kommando fra Rowan. Ethan spiste faktisk ikke ret meget. Han havde absolut ingen energi og det var svært bare at trække vejret nogle gange. Dog var han sikker på, at han ikke var den der havde det værst. Nogle lå på hospitalet og så langt væk var han ikke endnu.
"Jeg har det fint!" Sagde han, men det var på ingen måder overbevisende. Han lænede sig tilbage på barstolen og kiggede på kniven der af sig selv hakkede grøntsagerne. Han blev faktisk ret sulten nu, men appetiten var der nok ikke rigtigt. han ville dog ikke sige nej til Rowan. Hvad ville han ikke gøre ved ham?

Ethan kiggede op, da Rowan spurgte ind til sygdommen. Han var klar over, hvad Rowan mente, men derfor tog han lidt pis på det alligevel.
"Wow wow... Jeg er med på, at du gerne vil have mit job, men synes du ikke, at det er lige tidligt nok for mig?" Sagde han og slog ud med armene. Eller hænderne.. Det tog for mange kræfter med armene.

[Deleted]

Magen til frækhed skulle man lede længe efter! Selv eleverne vovede sig ikke så langt ud, men de havde også lært at have respekt for deres underviser! Det var Rowan da overbevist om. Ethan kunne vist godt trænge til en lærestreg.
Teen der nu var færdig blev hældt op i en kop, men Rowan sørgede for at stå med ryggen til, mens han hældte en hvidelig pulver i teen….. Han var så kreativ at denne pulver var… salt. Med en enkelt omrøring, var det ikke til at se og denne blev så placeret foran Ethan.
”Du holder alligevel ikke lige så længe som mig knægt. Det eneste du har gjort rigtigt, var aldrig at blive gift! Tro mig! Det er hvad der har holdt mig i live.”
Blikket hvilede på koppen...

[Ethan Jack McKinnon]

Ethan elskede at tage pis på Rowan. Han følte sig tryg sammen med ham og Rowan var som en slags onkel for ham. Han var faktisk tættere med Rown, end han nogensinde havde været med sin far.
Han smilede til sin mentor og tog så taknemmeligt imod koppen med te. Det var nok meget varmt, men Ethan mærkede, hvordan han havde brug for det. Han tog en slurk, men ikke for stor, da han ellers ville brænde munden flere steder. Han spyttede dog det hele ud igen og tabte koppen på gulvet, hvor den blev smadret i flere stykker og teen gjorde gulvet vådt. Han kiggede irriteret på Rowan.
"Well played, old man." Sagde han og kravlede han til vasken, hvor han satte under under vandhanen og drak en masse vand. "Føj!" Sagde han og kravlede hen på sin stol igen. Han ignorerede koppen. Det kunne han fikse senere. Han havde ikke sin stav på sig.
"Jeg er da slet ikke i tvivl om, at du holder længere end mig. Jeg tror squ, at jeg er for irriterende til at overleve i dit selskab." grinede han og hostede så. "Men seriøst.. Jeg aner ikke, hvad der skal ske med denne sygdom. Dog ved jeg, at jeg er ved at være træt af den." Han lagde hovedet på bordet og sukkede dybt. "Det er være end manflu!" Kommenterede han.

[Deleted]

Hele ansigtet lyste op, hvorefter en høj brummen af latter kom fra Rowan. "Så der er stadig liv i dig! Knægt!" Han morede sig gevaldigt over at se Ethan skynde sig hen til vasken. Han svang da så med sin egen stav, og reparerede koppen. "Når du engang stiller træskoene, kunne du så ikke gøre mig til rektor! Så skal jeg nok sørge for at der blive hejst en statue af dig med teksten 'Hvis seriøsitet altid manglede'." Rowan brummede videre over sin egen ide, men alt det med at blive gjort til rektor, sagde han selv med en drilsk tone. Han var ikke blevet rektor af en grund, og han ønskede heller ikke at sætte Ethan i en kav' situation, hvis det gik mod flertallet på skolen.
"Måske har du brug for en dame alligevel...

[Ethan Jack McKinnon]

Ethan hostede og tørrede sig derefter om munden. Der var da lidt snask efter den forestilling. Han smed viskestykket hen i et hjørne i køkkenet og satte sig tilbage på stolen. Han skulede til Rowan.
"Hvis du ville se, om der stadig er liv i mig, så er jeg sikker på, at du kunne have gjort det på en anden måde." Sagde han og var tydeligis meget træt.

Ethan kom til at smile lidt ved Rowans ønske.
"Jeg er faktisk en meget seriøs mand, hvis du ikke tænker så meget over det." Fnøs han. "Men jo, lad os aftale det. Jeg finder mit testamente frem i morgen, medmindre du forgifter mig lige om lidt." Han grinede, men kom så til at hoste endnu engang. Den sygdom var da godt nok træls.
"En dame?" Han trak på skuldrende. Han havde da en lille underlig ting for Eddith, men det gik nok ikke, når hun boede på en anstalt, for folk, der ikke var helt rigtige. "Det ville nogen måske påstå, men jeg klarer mig nu fint. Desuden har jeg Oliver, som jeg skal passe på nu." Sagde han og skævede op ad trappen, hvor Olivers værelse lå. Det var synd for knægten. han havde aldrig kendt sine forældre, da de begge havde boet på den anstalt, hvor han havde mødt Eddith og de var begge døde nu. Ethan sad lidt i stilhed og tænkte på sin afdøde bror, Jacob. Det var blot et år siden, han var død.

[Deleted]

Rowan smilte varmt. Han kunne sgu godt lide Ethan, selvom ingen af dem helt udtrykte den følelse. "Hvis jeg ikke tænker for meget over det? Ja... Ja, så har du nok ret."
De afskåret grønsager blev smidt over i en gryde, som han fyldte med vand og satte over kog. Så kunne knægten da få lidt suppe i sig... Førhen havde Rowan ment at Ethan var begyndt at få sig en lille vom, men nu med sygdommen var kiloene faldt af ham... Så måske skulle der tages noget mere fedtfattigt mad med næste gang.
"Hvis du skal være et forbillede for Oliver skal du vel også være glad? og rask... Vi tager den samtale en anden gang. Vil du høre status på skolen?"
Rowan begyndte at tage service ud til de to.

[Ethan Jack McKinnon]

Ethan smilede kækt til den gamle og blinkede.
"Det er det, jeg siger jo." Han havde altid haft det godt med Rowan og det beroligede ham, at Rowan var på skolen nu, hvor Ethan ikke kunne være der. Ethan havde brug for ham, selvom han da aldrig ville sige det højt foran ham. Den slags ville bare booste hans selvtillid og det kunne Ethan jo ikke have.
Ethan skulle til at kommentere, at han da var glad og på denne måde et forbillede for Oliver, da Rowan skiftede emne. Det var måske en god idé, for ellers ville den er samtale måske blive for cheesy til de to mænd. Ethan havde da heller ikke lyst til at nævne Eddith, for det lød jo ikke helt godt, at han overvejede at invitere hende på date i anstaltens kantine.
"Ja kom med det. Jeg savner squ det sted." Sagde han med et suk og kiggede hen mod gryden. Han havde på ingen måder lyst til mad, men han var faktisk ret sulten. Han havde så heller ikke rigtigt spist i de sidste to uger.

[Deleted]

Den i forvejen rynkede pande dannede sig et større lag af folder. Det lå ikke til Rowan at pakke tingene ind, men lige nu virkede Ethan ret afkræftet i forhold til at skulle høre hele sandheden. "De børn der har udvist tegn på sygdommen er sendt på sankt Mungos og alle børnene der er tilbage... De få der er tilbage, bliver dagligt tjekket. Det hedder sig at de yngste tjekkes før morgenmad, og de ældste efter."
Rowan kløede sig lidt i skægget. Det var kun en del af hvad der skete. Ikke at der var problemer i at holde hovedet koldt, men det gav en stressfaktor til både elever og undervisere.
"Undervisningen er også skrænket ind. Der er ikke nok undervisere til alle, så de raske elever har fået en masse selvstudie..."

[Ethan Jack McKinnon]

Ethan var bekymret for denne sygdom. Det var ikke så meget ham selv, han var bekymret for, men alle de andre. Børnene på skolen skulle helst have den bedste uddannelse, som de overhovedet kunne få og gerne være sunde og raske. Han vidste ikke, hvad det var for en sygdom og hvorfor den ramte så mange og ramte dem så forskelligt. Han havde hørt, at nogen mistede noget af deres magi. Det var jo helt forfærdeligt og det værste var, at ingen vidste, hvad der forsagede det. Han sukkede.
"Det er noget pis. Men det er godt, at der bliver set efter dem hele tiden." Han gned sine tindinger. Han tænkte ikke selv ret klart lige nu, da han jo ikke havde det ret godt.
"Vi bør få nogle andre professorer ind. Vikarer. Nogle som kan hjælpe de resterende elever i de fag, hvor der ikke er en underviser lige nu." Han hoved gjorde virkelig ondt. "Jeg er glad for, at du er der." Sagde han og smilede halvt til Rowan. Det halve smil, var på grund af sygdommen. Han var helt oprigtigt taknemmelig for at have en god ven på stedet. En som han kunne stole på.