Ulovligheder!

[Alexa O'Neill]

Hans tankemylder blev ved med at dukke op på "radaren" så at sige, indtil hans bekymring slog igennem og hans tanker ikke helt var så frembrusende. Det var næsten en lettelse, da han burde om hun var okay. Hun nikkede et par gange, tavs, før det gik op for hende, at han havde sagt mere end det og hun blev trukket ud af sine tanker. "Hva'? Øhm.. Mjah?" Nogle gange kunne Alexa være skide god til at lyve. Ikke over for Noah. Hvorfor ikke det? Det gav jo ingen mening? De havde jo kun lige mødt hinanden. "Er bare lidt træt... Og har ondt i hovedet," igen ude af stand til at lyve. Hun bandede sin egen inkompetence langt væk til helvede mens han rødmede og spurgte efter om hun syntes hun var sød, måske for at være sikker? Igen slog hovedpinen til og hun begyndte at gnide sig i tindingerne.

"J-Ja.. Det synes jeg," stammeri? Virkelig? Hvis Bryce så hende nu, ville han sikkert drille hende helt vildt med det! Øv altså!
"Ej, kan vi ikke bare sove herude?" og da gik det op for hende, at han jo stadig var en vejleder og måske kunne miste den stilling, så hun rettede sig hurtigt op. Måske lidt for hurtigt for trætheden var trods alt meget led lige nu. "Nej, du har ret. Jeg vil ikke være skyld i at du også for skæld ud," langsomt begyndte hun at samle sine ting sammen for at de kunne komme af sted indenfor.

[Noah Lynch]

Hans bekymrede øjne låste sig fast til hende i nogle lange sekunder som var han ikke helt overbevist. Han havde lyst til at sige at hun så sløj ud, men det ville måske også være uhøfligt. "Altså...jeg har en panodil oppe i min kiste." Sagde han og kom så til at tænke på at ikke alle magikere vidste havd det var, "altså det er en hovedpinepille..." endnu en pause inden han atter omformulerede, "noget smertestillende, det er en mugglerting." Kommenterede han og tiltede hovedet en kende på skrå.
Nu håbede han bare ikke at hun var en af de der fuldblodsfanatikere der gik helt amok over den slags. Hun slog ham bare ikke helt som typen, så havde han ikke forslået det.
Et meget lille, lettere fjoget smil gled over hans læber ved hendes ord. Synes hun virkelig det? Han havde ikke nogen pigevenner på skolen, han havde aldrig været god til at snakke med dem fordi han altid var så vanvittig nervøs omkring dem. Det var han også omkring hende her, men i det mindste lod hun ikke til at grine bag hans ryg over det.
Da hun spurgte om de kunne sove der rynkede han atter brynene. "Jeg tror altså det ville blive ret koldt," erkendte han, "for ikke at tale om den ballade vi ville få hvis det blev opdaget." Han gøs let ved tanken.
Idet hun gav sig til at pakke sammen kom han hurtigt på benene og på ægte gentleman-maner gik han igen med at hjælpe hende med at pakke. "Så...det der legilimesi...du kan ikke selv styre det...så er det ligemeget hvad jeg tænker så hører du det? Eller ser det...eller begge dele?" Han rakte hende en bog der havde ligget i græsset, han gik ud fra at det var hendes skønt det også sagtens kunne være en elev som havde glemt den dernede.

[Alexa O'Neill]

Alexa havde lidt svært ved at fokusere over hvor sødt Noah forsøgte at forklare hende hvad en panodil var. Hun kendte dem udmærket, hun var jo en halvblodspige og havde rimelig god viden omkring mugglerting, men det var bare så sødt at han forsøgte at hun kunne ikke lade være med at smile varmt til hende. Hun skyndte sig dog at se lidt mere alvorlig ud da hun opsnappede fra hans tanker, at han var nervøs for at hun ville fare op over det. "Jeg ved godt hvad det er, bare rolig," forsikrede hun ham med en hånd lagt lidt blidt på hans arm.
"Som sagt, du har helt ret. Det er ikke ligefrem smart at blive herude, selvom det er så hyggeligt. Men det er ved at blive koldt," hun skuttede sig en smule mens hun samlede pen og fyldebøtte op og lagde dem i den skråtaske hun havde haft med herned. Hun var lige ved at panikke inden i da Noah samlede hendes notesbog op. Der var tegninger og hendes dybeste tanker skrevet deri, og det var ikke noget, hun ønskede nogen som helst skulle se. Heldigvis gav han hende den og det krævede alt hendes viljestyrke, at tage imod den roligt og samlet i stedet for at flå den ud af hans hænder i panik. I stedet tog hun lettere forsigtigt og lagde den i tasken.

Og så røg snakken tilbage på legilimensien. Hun tænkte sig lidt om da det var lidt svært at forklare. "Nej, ikke helt alt. Jeg har lært at holde igen med det, men det er medfødt i mit tilfælde. Når jeg er træt, som nu, opfanger jeg små bidder af andres tanker. Hvis jeg er i samme rum som en masse andre, bliver det vildt forvirrende, for det er slet ikke til at finde hoved og hale i. Det er også derfor jeg har ondt i hovedet nu.. Det har været en lang dag i dag," sidste ting blev samlet op og smidt i tasken og Alexa rejste sig op, så de to stod over for hinanden. Hun følte sig lettere kejtet og trippede en smule med foden. "Nå.. Jamen øhm, skal vi så gå ind af?"

[Noah Lynch]

Noah kunne ikke undgå at ånde lidt lettet op da hun medgav at hun godt vidste hvad det var. Han mærkede hendes hånd mod sin arm og kiggede først ned på den og derefter tilbage på hende. Han sank en enkelt gang over den blide uskyldige berøring.
Et en lettelse skyllede ind over ham da hun gav ham ret og før han var i stand til at stoppe, hørte han sig selv tilføje, "så skal man i hvert fald vente med at gøre det til det bliver lidt lunere i vejret." Han bed sig hårdt i underlæben. Hvorfor pokker havde han lige sagt det? De måtte jo ikke overnatte hernede uanset hvor varmt det var. Men der var alligevel en her særlig ro over at være herude på denne tid.
Man kunne høre cikaderne i græsset og natfuglene fra skoven, den blide skvulpende lyd hver gang en lille bølge ramte søens bred og ellers bare stilhed. Befriende, beroligende stilhed. Han havde nok aldrig helt lagt så meget mærke til det som han gjorde til aften.
Den unge fyr havde ikke den fjerneste anelse om at han i hånden stod med de inderste afkroge af hendes sind. Hans mulighed for at få samme indblik i hendes hoved som hun havde haft i hans. Dog selv hvis han havde været klar over det, havde situationen ikke ændret sig. Han respekterede folk og var på ingen måder hverken led eller hævngerrig.
Han lyttede interesseret i det hun fortalte og han skar en grimasse, "det må virkelig være frustrerende," sagde han med en tænksom mine, "sommetider får du vel også fat i ting som du ikke har lyst til at vide," tænk altid at kunne høre folks ærlige tanker omkring alting. Han ville ikke kunne holde til den slags.
Han hjalp hende med at pakke de sidste ting sammen og nikkede så til at de skulle gå, "er der noget man kan gøre for at lære at styre det bedre?" Spurgte han videre ind som han satte kursen mod slottet. Hun var den første legiliment han kendte til, han vidste at de ikke var så udbredt.

[Alexa O'Neill]

Et nyt mildt smil dukkede op i Alexas ansigt da Noah alligevel indrømmede at det i det mindste skulle være mere lunt for at overnatte herude. Så han ville egentlig gerne? Hun kunne godt mærke på hans tanker at han var forvirret over det dog. Hun besluttede sig for, at selvom det måske kunne være nemt at manipulere ham og overtale ham til at gøre det med hende, så ville hun ikke gøre det. Det var han for sød og rar til. Hun havde ikke lyst til at gøre sådan noget over for så varmhjertet en dreng.
"Jeg er lidt.. Født med det. Det er en del af mig, selvom det kan være frustrerende og udmattende en gang i mellem, men jeg er ikke sikker på hvordan jeg ville have det hvis jeg ikke var i stand til det," hun var lige så tænksom som han var nu, og derfor var hun heller ikke inde i hans hoved.

"Træning. Jeg har trænet det med min fætter siden jeg var 9 år gammel.. Ellers ville det slet ikke være sådan her nu, så ville det bare være fuldstændig ude af kontrol og jeg ville bare høre alt og alles tanker lige gyldigt hvad og hvornår.. Men min fætter er også født med det, så jeg har heldigvis fået hjælp," forklarede Alexa som de begyndte at gå mod slottet. Hun ville svare på alle hans spørgsmål, sandfærdigt fra nu af, besluttede hun sig på vejen. Om det var et løfte hun kunne holde over for sig selv, ja, det var ikke til at vide. Men for nu var hun sådan set glad for at "katten var ude af sækken", so to speak. Hun snakkede videre med ham, løst og fast hele vejen op til slottet. Tankerne om point-fratrækkelser var totalt væk. Og det samme var bekymringen om at en professor kunne støde ind i dem på vejen.

//Out