Ulovligheder!

[Noah Lynch]

Alexa O'Neill

Hogwarts
Marts 2056
Kl. 21.30

---

Noah var næsten færdig med sin runde. Til aften var han alene om opgaven, men det gjorde ham nu ikke det store. Okay han ville godt indrømme at slottet kunne være lidt uhyggeligt så sent når alle elever var tilbage på deres sovesale, men han forsøgte virkelig ikke at lade fantasien løbe afsted med sig. 
Desværre var han lidt sent på den eftersom Peeves igen havde lavet et værre spetakkel i trofærummet. En skønne dag burde man forvise den øretæveindbydende poltergejst fra skolen. Det kunne man dog ikke rigtig, det vidste han godt. Den var bundet til slottet som så mange andre spøgelser der hørte til her. Hvis man uddrev Peeves ville han jo nok dø.....igen. Kunne man i det hele taget dø når man var død?
Noah slog tanken ud af hovedet og åbnede de tunge døre for at gå mod søen. Det var det sidste sted han manglede før han kunne komme op i seng. Eller han skulle lige skrive lidt på sin botanikopgave og så i seng. Han var faktisk ved at være lidt træt, det havde været en lang dag.
Som han gik mod søen bemærkede han dog noget længere fremme. Der var vidst nogen der ikke var oppe på deres sovesal. "Please lad det ikke være en Slytherin." Hviskede han kort til sig selv. Måske var det en smule fordomsfuldt, men Slytherinelever kunne simpelthen være så påstålige! Det kunne de andre elever selvfølgelig også, men slangerne havde bare noget over sig. Det vidste han, han havde en storebror der selv var fra Slytherin. Noah elskede sin bror og der var kke det de ikke ville gøre for hinanden, men novra hvor kunne han bare været tåbeligt stædig sommetider. Hans håb om at snige sig ind på personen faldt til jorden som et nys undslap ham. Han havde virkelig ikke været helt på toppen her på det sidste. 

[Alexa O'Neill]

Det var én af de nætter. Der havde været særdeles larmende i Slytherins opholdsstue, larmende nok hen sent på aftenen til, at selvom Alexa var gået hen til sovesalene, så undgik hun det ganske enkelt ikke. Især ikke når hun var træt og derved ikke kunne undgå alle elevernes tankemylder heller. Det var irriterende og selvom hun normalt kun brød reglerne en gang i mellem, for sjov (og altid undskyldte senere), så var det her lidt af en nødsituation. Hun orkede bare slet ikke alle de andre og herude var der dejligt stille og her var også frisk luft. Det var MEGET mere rart, også selvom det var komplet brud på reglerne, men hun havde bare lige.... Behov for ro fra alle de tanker. Det havde holdt hende vågen og givet hende en mindre hovedpine og nu ville hun egentlig bare lige slappe af til de andre var gået i seng og hun kunne snige sig tilbage til sovesalene igen.

Hun sad på et tæppe som hun havde taget med og havde egentlig bare trukket i et par jeans, sneakers, en T-shirt og en mørkeblå jakke. Altså mugglertøj. Det var lidt mere rart at sidde i herude. Egentlig var her meget stille, indtil et nys brød den stilhed og fik hende til at spjætte let af forskrækkelse. Hun kiggede hurtigt rundt og hendes blik landede på en anden elev, én hun kun havde set et par gange, men aldrig rigtig interageret med. Han var fra Ravenclaw, kunne hun se, og hvad "værre" var, så var han én af vejlederne. Ups?
"Øhm... Hej," sagde hun i en lidt uskyldig, men samtidig også meget skyldig tone. Sket var sket. Hun vidste godt at han nok ville bede hende om at gå ind lige nu og at han måske ville involvere en professor. Det gjorde vejlederne i hvert fald nogle gange. Og derfor vidste hun også at det nok ikke kunne blive meget værre, så hun var ikke super nervøs.
"Jeg skal nok gå ind om lidt, jeg havde bare liiige brug for luft. Kom og sid?" hun sendte ham et venligt smil for at vise at hun ikke var sur. Det var jo bare sådan det var, han var vejleder og skulle gøre den ekstra indsats og det var da ikke noget at hidse sig op over.

[Noah Lynch]

Som han blev opdaget gjorde han et halvhjertet forsøg på at virke lidt større ved at puste sig en smule op. Ikke noget der havde nogen mærkbar effekt for ham, men det gav ham da en smule mere selvtillid især som han bemærkede at hun in fact var en Slytherin. Det var da godt nok bare hans held.
Han rømmede sig og skulle til at belære hende om reglementet som hun hilste ham og derefter bød ham at slå sig ned sammen med hende. Forvirringen over hendes helt cool måde at håndterer situationen på, stod temmelig tydeligt malet i hans ansigt til trods for mørket der omhyllede dem.
"Du må ikke være ude på denne tid." Informerede han så. Temmelig pointless eftersom hun tydeligvis allerede godt vidste at hun overtrådte reglerne. Han tog et par skridt tættere og sænkede tryllestaven en smule.
Han kunne ærlig talt godt bruge en undskyldning for bare lige at være lidt længere ude i den friske luft selv. Det var som om at det føltes lidt bedre for for han hoved skønt den varme dyne oppe i hans seng også var ret så tillokkende.
Hans blik faldt på tæppet hun sad på, gad vide hvor længe hun havde siddet herude. "Du skal passe på at du ikke blev syg. Der er vidst noget influenza i omløb." Advarede han så, nok lidt i håb om at bryde den lettere akavet stemning der havde det med at opstå når han tog folk i at overtræde reglerne. Som regel endte det enten med at folk forsøgte at flygte, eller at de blev sure eller som minimum forsøgte at tale sig ud af forsagelsen, men hun virkede ret afklaret med situation, men nu have han selvfølgelig heller ikke nævnt noget om pointfratrækkelsen endnu.

[Alexa O'Neill]

Alexa havde ærligt talt allerede forstået drengens pointe om ikke at være ude nu, selvom han ikke havde sagt det. Alligevel frustrerede det hende ikke det mindste, at han sagde det. Han gjorde jo bare sit arbejde, og så endda samtidig med at han ikke så alt for sund ud. Han så ret bleg ud i hvert fald. Som han kom nærmere, klappede hun igen på tæppet ved siden af sig.
"Ej, kom nu. Jeg er allerede herude, så vi kan lige så godt lige snakke lidt før vi går ind. Skaden er jo allerede sket, right?" hun smilede stort af ham, kiggende fra ham til ved siden af sig selv. Det kunne bare være så hyggeligt at tale med nogen der ikke kom fra hendes eget kollegie. Måske høre om andet end mobning af andre elever for en gangs skyld. Det kunne sådan set være rart nok.

Et kort øjeblik opfangede hun hans tanker om fratrækkelser af point. Det var ikke meningen, men hun var jo trods alt også træt og havde hovedpine, så sket var sket. Igen, det var ikke noget, der irriterede hende. Et par points væk fra Slytherin og et par elever der ville blive sure på hende over det? Det ville ikke være første gang og 100% sikkert heller ikke sidste. Hun kunne sagtens tage lidt sure miner, selvom Slytherin-eleverne kunne være ret lede omkring det. "Vi kan bare tage det med hvor mange point vi fratrækker senere," kommenterede hun med et lille blink med øjet. "Det er ikke kulden der giver sygdom. Det er når mennesker trækker sig længere sammen for at få varme at de smitter hinanden. Well, så smitter du nok mig, når du sætter sig dig her, men hey, det går nok. Hvem dør af en smule influenza?"

//Håber det er okay med et lille twist af legilimens? Hvis ikke skal jeg nok ændre det

[Noah Lynch]

Noah tøvede. Hun havde jo sådan set ret i at skaden var sket, men han havde bare altid været lidt en regelrytter, så at hun bad ham sætte sig var stiks imod alle hans principper. Alligevel var der noget ved hendes total afslappede holdning der indbød ham til at efterkomme hendes ønske.
Ganske tydeligt havde han stået og overvejet sine muligheder en anelse for længe. Han rømmede sig en smule og tog så tøvende et skridt frem mod hende. Sandheden var jo at han aldrig rigtigt havde haft muligheden for at sidde og snakke med en pige på denne måde, så måske ville det være dumt af ham at lade chancen passerer.
Et kort blik blev kastet over skulderen som skulle han lige sikre sig at der ikke var nogen som kiggede. "Kun et øjeblik så." Kommenterede han og overgav sig så til sidst, ved at sætte sig på tæppet ved siden af hende.
Som hun kommenterede på det han lige havde stået og tænkt kiggede han en smule overrasket på hende. Et meget forsigtigt smil formede sig på hans læber, "sjovt, det var lige det jeg tænkte på..eller altså...ikke fordi..." han lod sætningen glide ud. Han var simpelthen så akavet omkring piger. Hvorfor var det i øvrigt også at han ikke kunne holde fast i sin autoritet, men øjeblikkelig overgav sig? Han var nok temmelig konfliktsky når sandheden skulle frem.
"teknisk set kan man godt dø af influenza," rettede han hende nærmest på automatik. Da det gik op for ham at han havde gjort det tilføjede han en smule flovt, "men det er selvfølgelig primært blandt gamle..." han mærkede en rødmen snige sig op i kinderne.

[Alexa O'Neill]

Til sidst gav han sig. Alexa fik et stort smil på læberne. Han virkede som en rigtig rolig type, ikke sådan én der kunne finde på at fare op omkring alle mulige ting. Måske var han lidt akavet omkring hende, men det syntes hun bare var sødt. Og så så han også ret sød ud generelt. "Yay!" udbrød hun lavt. Hun kunne ikke helt lade være, for det var egentlig lidt kedeligt at sidde herude alene. Og nu kunne hun få muligheden for at snakke nogen der ikke var træls og som ikke var fra Slytherin. Hun var ligeglad med om han var en regelrytter, han virkede stadig meget flink og det var kun det der betød noget for Alexa.

Det gik hurtigt op for hende, ud fra hvad han sagde, at hun havde kigget i hans hoved. Det var ikke noget, hun normalt gjorde aktivt og det havde hun heller ikke gjort lige før. Det var bare sket og det var den del af hendes legilimens-evner som hun brød sig mindst om. At hun havde svært ved at kontrollere det. Men hvis hun sagde det til ham nu, så ville han sikkert ikke synes super godt om det, så selvom hun egentlig havde skide dårlig samvittighed over det, så sagde hun ikke noget. Dog distancerede hun sig alligevel lidt rent mentalt, ved at kigge ud mod søen i stedet for på ham. "Hey, det er dit arbejde.. Hvis det er det, der skal til, så er det bare sådan det er. Desuden... Det kunne være sjovt at se ansigterne på mit kollegie når de finder ud af, at de er nummer chok til huspokalen," de ville nok blive hidsige over det, men Alexa kunne virkelig ikke være mere ligeglad. Hun var ikke et konkurrence-menneske. Hun ville hellere have sjove stunder og gode kammerater end at skulle stå sammen med sit kollegie og prale over at nu havde de igen fået den skide huspokal.
"Touché," hun skævede mod ham og kunne se at han havde fået lidt røde kinder. Var det flovhed hun kunne mærke. Hun koncentrerede sig et kort øjeblik meget hårdt om, at stoppe sine dumme evner og hovedpinen kom kort tilbage. ".. Hey, jeg ved ikke engang hvad du hedder? Jeg hedder Alexa," det var nu Alexas tur til at være en anelse akavet. Om han kendte hendes navn ud fra de mange sjove bandit-agtige ting hun havde gjort i løbet af sit ene år her, var ikke til at vide.

[Noah Lynch]

Noah skuttede sig en smule. Selvom man godt kunne mærke at det var begyndt at blive varmere i vejret, så var det stadigvæk kold -det kunne selvfølgelig også godt skyldes hans influenza-symptomer.
Som han fik sat sig ved hendes side trak han benene lidt op under sig så de var i bedre læ under hans kappe. Han svingede armene omkring knæene og fulgte hendes glanen ud over søen. Der var noget virkelig fredfyldt over at sidde her og bare stirre ud i natten.
Det var slet ikke gået op for ham at hun havde været inde i hans hovede, tanken havde ganske enkelt ikke strejfet ham, men nu var legilimens jo heller ikke så udbredt. Han havde i hvert fald aldrig mødt en før.
En rynken formede sig imellem hans bryn som han sendte hende et undrende blik. "Du får det næsten til at lyde som om du gerne vil have det," sagde han en smule forvirret. Sådan plejede eleverne ikke at reagerer -og slet ikke Slytherinerne. Han vidste godt at man ikke skulle generaliserer, men Noah var nok en lille smule mere betænksom ved at konfronterer slangerne, end de andre elever. Men igen reagerede hun ikke som han havde forventet. Han var så vandt til at folk blev sure eller forsøgte at snakke sig ud af fratrækkelsen. Han havde endda prøvet en enkelt gang at en havde forsøgt at ligge an på ham hvilket blot havde været super sært, heldigvis var en af de andre vejledere kommet ham til undsætning.
Igen var han fuldkommen uvidende om hendes indsigt i hans sind. Så havde han nok gjort en del mere for at forsøge at skjule, at det der nok gjorde ham mest nervøs, var at hun var en utrolig køn pige -og dem var han ikke vandt til at få opmærksomhed fra, på nogen måde.
Præsentationen drev ham ud af tankerne og han smilede lidt forsigtigt. "Jeg hedder Noah.." besvarede han og rynkede så brynene på ny, "Alexa...Alexa O'Neill?" Spurgte han ind.

[Alexa O'Neill]

Alexa havde næsten lyst til at lægge en arm om drengen da han tydeligt så ud til at fryse, men hun lod være. Hun vidste godt hvor grænserne lå for andre. Det havde hun efterhånden lært i hvert fald. I stedet vedblev hendes blik med at være på den blanke, mørke sø til hans forvirrede sætning nåede hendes ører.
"Det er bare en huspokal. Den kan vel altid vindes en anden gang.. Desuden... Så eh.... Så snakker jeg ikke med ret mange fra mit eget kollegie alligevel," sagde hun med et skuldertræk. Det var ingen overraskelse at Noah kendte til hendes fulde navn. Hun havde været på de flestes læber dengang hun blev fordelt, hvor hun havde været ældre end alle de andre 11 årige elever. Det havde ærligt talt været lidt akavet dengang.

"Mit ry kommer vist før mig, I guess? Hvad end du har hørt så... Så var det altså ikke så slemt. Jeg synes bare alting er så meget bedre hvis man har det lidt sjovt, du ved?" hun kunne bedre lide at være foruden det ry som hun tilsyneladende havde bygget op omkring sig. For ikke at nævne at Noah måske endda havde hørt om hendes legilimensi. Det var ikke et af de åbenlyse rygter, men det var noget, nogen gik i krogene og talte om. Sjovt nok oftest dem fra Ravenclaw kollegiet. Det var ikke mange andre kollegier der var så kloge at de kendte til den slags.

[Noah Lynch]

Noah sneg sig til at kigge kort på hende. Han turde ikke helt holde blikket på hende for længe dog, hun skulle nødigt finde ham creepy. "Joh, men folk plejer bare at gå lidt mere op i det." Indrømmede han og rømmede sig lidt. Indrømmet var han nok en af de "folk". På trods af hans ellers stille natur, så kunne han godt være lidt af et konkurrencemenneske, i hvert fald når det kom til skolearbejde. Han ville genre være blandt de bedste i klassen, hvilket han også havde opnået, han var bare en bogorm når alt kom til alt.
Sommetider kunne det også godt komme over ham når man spillede spil, såsom troldsmandsskak eller andre brætspil. Han forsøgte virkelig på ikke at være en dårlig taber, men det irriterede ham alligevel grænseløst hvis han tabte.
Han hævde et bryn af hende, men et lille smil havde fundet vej til hans læber. Han var ikke fan af regelbrydning, men han kunne alligevel ikke lade være med at være en smule fascineret af dem der turde gøre det anyway. "En smule." Indrømmede han så og rettede igen blikket ud over søen. Han anede intet om den, ekstra evne hun besad, måske han havde hørt om det i krogene, men havde slået det hen fordi at det var så sjældent og folk elskede jo bare at snakke.
"Altså ud fra de ting jeg har hørt så har du det vidst meget sjovt," udfordrede han i en venlig tone og vovede igen de brune øjne til at møde hendes. Passede det mon at hun havde været blandt dem som havde byttet nogen at bøgerne på biblioteket, ud med nogen fra den forbudte afdeling, sådan at når uvidende elever kom forbi og kiggede i dem begyndte de at skrige af en? Han var ikke sikker, igen kunne det jo også sagtens bare være tomme rygter der havde brug for en syndebuk.

[Alexa O'Neill]

Alexa vidste udmærket at selvom Noah sagde "folk", så mente han også sig selv. Det lå lidt i stemmeføringen alene, det behøvede hun i hvert fald ikke at være en legilimens for at høre eller se. Men det var også okay. Hun mente ikke at man overhovedet ikke skulle føle konkurrencen, men samtidig så fandt hun selv selv unødvendigt. Hun ville i hvert fald ikke gå ud af sin egen rute for at gøre det bedre for hendes eget kollegie. Ja, det var nu rart nok at få et point eller fem for at have udført en besværgelse rigtigt, men at få straffepoints for at bryde reglerne betød altså bare ikke så meget for hende. Hun var allerede ikke super populær, så det hjalp ikke rigtigt alligevel at forsøge at vinde den huspokal.

Et stik at dårlig samvittighed ramte Alexa det øjeblik Noah nævnte at hun havde det mere end bare lidt sjovt, for med det samme opfangede hun hans tanker. Hun var simpelthen for træt og udkørt i hovedet til at holde sig væk fra hans sind og hun hadede det lidt, især det at han regnede med at hun havde stået for at skifte bøgerne ud på biblioteket. Det havde hun ikke gjort. Men hun havde hørt andre tale om at gøre det og havde derimod forsøgt at stoppe dem fra det. Ingen overraskelse at de havde spredt rygtet om at det var hende, men det gav nu stadig en følelse af at være forrådt. Samtidig med at hun følte at hun forrådte Noahs tillid til at sætte sig her ved at rode rundt i hans hoved på den måde.

"Altså... Mange af de ting folk tror jeg har det.. Sjovt med.. Er i virkeligheden bare noget andre mynter på mig fordi jeg synes det er over grænsen.. At ødelægge andres eliksirer ved at få deres kedel til at sprænge i luften, at lede professorerne på et vildspor om hvor deres kapper nu også er endt henne.. At tage de farlige bøger fra den forbudte afdeling ind i den normale.. De fleste ting ignorerer jeg egentlig bare, men den sidste forsøgte jeg at stoppe dem fra at udføre.. Jeg kunne aldrig drømme om at sætte andre i fare på den måde," forklarede hun oprigtig alvorligt, uden at lyde vred, men nærmere næsten undskyldende over at de andre elever fra hendes berygtede kollegie kunne være så fæle mod andre. Alexa følte dog stadig at hun ikke kunne holde øjenkontakten og endte derfor med at stirre ned på sine sko, ret meget utilpas over sine dumme evner. Der var så mange der troede det var rart, altid at høre hvad andre tænkte, være et skridt foran. Men nogle gange var det enten virkelig private tanker hun hørte, eller også var det nogen der føltes direkte sårende på hendes egen person. I det her tilfælde var hun ret såret, men samtidig vidste hun også godt, at det jo ikke var noget, Noah kunne gøre for. Han kendte hende ikke. Han kendte kun til de andre kødhoveder på hendes kollegie. Hvordan skulle han kunne vide at hun var den perfekte syndebuk? Den nye, lidt sære pige, der bare ikke helt passede ind i sit "hjem".

[Noah Lynch]

Noahs mund gled op og hans brune øjne blev store i komplet forvirring over at hun så specifikt havde kommenteret på noget han ikke engang havde sagt højt. Hvordan i alverden havde hun gjort det? Var det et tilfælde? Ligesom før. Selvfølgelig måtte det være det. "Hvor-hvordan vidste du det var den episode jeg tænkte på?" Spurgte han uden at ligge skjul på forbavselsen. Han havde da ikke sagt noget til at hentyde til det. Havde han?
Han blev samtidigt ramt af en smule dårlig samvittighed over at have tilladt sig selv at lytte til rygterne. Hans mor var kriminalbetjent før hun blev indlagt og hun var altid retfærdig. Hun havde lært ham om retfærdighed når han havde besøgt hende. Insisteret på at man ikke skulle dømme folk ud fra hvad man havde hørt. Selv den mest usle person kunne være uskyldig, og den mest uskyldige kunne være den farligste. Man skulle mærke efter hvad ens mavefornemmelse sagde og ikke hvad andre forsøgte at overbevise en om.
"Undskyld...det var ikke fordi...." han lod sætningen drive lidt ud i den mørke nat og slog blikket lidt ned for lige at finde de rette ord. Han kiggede så tilbage imod hende. Hvad sagde hans mavefornemmelse lige nu? Han mærkede efter. Hun virkede ikke som typen der var ude på ballade, ikke den slags der skadede andre i hvert fald. Hun virkede tynget på en eller anden måde, men af hvad kunne han ikke gennemskue, men nu var han jo heller ikke ligefrem ekspert i menneskeanalyse, det var bare en sjov leg ham og hans mor legede sommetider fordi han lod til at have arvet en del af hendes talent indenfor faget.
En lidt underlig stilhed havde spredt sig imellem dem, han søgte atter hendes blik lidt mere forsigtigt, "du må undskylde...det var ikke for at fornærme dig." Sagde han så i en lidt stille stemme. Han havde altid været den følsomme i familien, han hadede at være uvenner med folk og han blev hurtigt påvirker hvis andre var kede af det. Måske han var naiv, men han havde det bare bedst når folk var glade og kunne enes.

[Alexa O'Neill]

Det gik hurtigt op for Alexa at Noah havde opdaget at noget var forkert. At hun havde gættet sig frem hvad han tænkte på kunne virkelig ikke være tilfældigt hver gang og nu vidste han at der var noget galt. At hun måske var lidt for god til at gætte hans tanker. Igen kom den dårlige samvittighed. Hun hadede virkelig når hun skulle forklare at hun kunne gå ind i hovedet på folk, for normalt gik det én af to veje: Enten ville personen synes det var cool, eller også ville personen blive skræmt og vred og bede hende om at holde sig ude af hovedet på dem. Ikke noget hun bebrejdede dem nogensinde. Men det var bare så svært når man var træt og i forvejen skulle bruge usigelige mængder af energi for at undgå det.
Hun sagde i starten ikke noget overhovedet og lod blot tavsheden være sit svar. Indtil Noah begyndte at undskylde og hendes dårlige samvittighed sparkede hende lige i maven og fik hende til at tage sig træt til hovedet.

"Der er intet at undskylde for. Jeg er ikke fornærmet overhovedet," mumlede hun lavt før tavsheden igen lagde sig over dem. Hun burde fortælle ham det. At hun var en legilimens. Hun burde virkelig fortælle ham det og ikke lyve eller holde det hemmeligt. Hun kunne slet ikke leve ordentligt med sådan en løgn, især ikke når han virkede så flink og egentlig mere nysgerrig end fordomsfuld, selvom hun godt vidste at han havde et anstrengt forhold til Slytherin-eleverne og kollegiet.
"Noah? Kender du til legilimensi? For.... Jeg er én af dem der.. Du ved.. Kan sådan noget.." normalt var Alexa altid ret selvsikker, men overhovedet ikke på det her punkt. "Det... Det var derfor jeg gættede hvad du tænkte på.. Når jeg er træt kan jeg ikke kontrollere det særlig godt, og.. Og så ender det med at gå i gang og jeg begynder at få hovedpine, og så bliver det bare ved og... Undskyld," hun kiggede på drengen, som hun knapt kendte. Og hun var et øjeblik fuldstændig sikker på, at nu kom hun i hvert fald heller ikke til det.

[Noah Lynch]

Noah hadede den tavshed der løb imellem dem. Han var bare generelt ikke specielt god til akavet tavshed. Sommetider ville han ønske at han havde mere af sin brors sind til at kunne vende alt om til en sjov og dårlige jokes.
"Er du sikker? For jeg kunne måske have ladet være med at lyde så smart." Indrømmede han og bed sig lidt i læben. Ikke at han havde sagt så meget, men han havde virkelig følt at han ownede situationen lidt ved kommentaren om at hun vidste havde mere end "lidt sjov". Det var ikke særlig professionelt af ham, og han forsøgte jo altid at holde sig venlig overfor andre og han brød sig egentlig ikke om den tone han havde haft overfor hende.
Heller ikke selvom det måske mere foregik i hans eget hoved.
Hendes afsløring kom lidt bag på ham, han blinkede kort med øjnene. Brynene formede sig i let undren, "legilimensi...tankelæsning..." de brune øjne blev store og runde, "laver du sjov?" Pludselig var han meget bevidst om hvor køn hun var, hvor søde øjne hun havde, hvor anderledes hun virkede fra de andre slanger. Det svarede til at sige man ikke måtte tænke på en rød postkasse, pludselig kunne man ikke tænke på andet.
Med tanken om at hun måske var inde i hans hoved kunne han i hvert fald pludselig ikke drage sine tanker væk fra alle de ting som måske var uskyldigt nok, men samtidig ville være vanvittig pinligt hvis hun læste det. Panik. Hun er flot, nej tænk på noget andre mursten, hippogrif, blomst, hendes shampoo dufter lidt af blomster, STOP MED AT TÆNKE PÅ HENDE! Du kender hende ikke! Tag dig sammen Noah og meget mere af den slags væltede rundt i hovedet på ham imens han forsøgte at smile lidt forsigtigt.
Vent...undskyldte hun lige? Han blinkede lidt forvirret, "du skal ikke undskylde, det lyder jo ikke som noget du kan gøre for." Påpegede han, "willieslægter skal da heller ikke undskylde at være tiltrækkende," okay det var en åndssvag sammenligning. "eller...altså...du ved....ik?" Han mærkede rødmen blusse op på ny som han kørte en hånd gennem håret. Hun måtte synes at han var komplet idiot lige nu.

[Alexa O'Neill]

Alexa skævede lidt mod Noah efter den lidt lange stilhed hvor han til sidst snakkede om at han måske lød lidt for smart. Men hun havde ikke noget imod det.
"Jeg er sikker," sagde hun blot med et lille smil. Hun havde virkelig ikke noget imod det. Hun kunne godt forstå at han mente hun lavede sjovt til at starte med, men så blev hun igen "fanget" i hans tanker. Tanker som hun bestemt ikke burde have opfanget! De var smigrende ja, men det var nogen, hun mente han skulle sige selv i stedet for at hun brød ind i hans sind på denne måde. Men igen. Ingen kontrol. Dog kunne hun ikke undgå at kigge væk mens hun følte en hvis varme i kinderne. Hun havde godt oplevet at være sammen med en dreng før, men overhovedet ikke denne slags måde. De sad blot og talte og hun syntes virkelig at han var sød. Mere end hun havde syntes om andre drenge før. Det var lidt vanvittigt i hendes hoved, men samtidig havde hun overraskende nok ikke noget imod det.

Til gengæld kunne hun heller ikke undgå at bemærke den stigende hovedpine over hvor meget hun forsøgte at lukke sig selv ude af hans sind. Det var ved at tage sin told på hende og det var ved at være ret slemt efterhånden. Hun følte sig helt vildt træt og udmattet og det trykkede for hendes tindinger, rigtig voldsomt. Hun så op på Noah da han samlignede hendes evner med willieblodet og selvom hun ville smile af det, så kunne hun ikke. Det gjorde alt for ondt i hovedet og hendes ansigt havde også taget en lidt for bleg nuance.
"Altså... Joh, ja.. Jeg mener.. Willieslægter er i det mindste "bare" pæne at se på, right? Det her er.. Hårdt?" forsøgte hun at forklare sig. Hårdt? Ikke bare damning hårdt. Det satte hende i humørsving når hun var sammen med for mange ad gangen, hun gik næsten altid i seng med hovedpine og hun var ofte også alt for træt til at lave sine lektier til tiden. Det var faktisk virkelig hårdt! "Jeg mener.. Nogle gange så.. Så er det virkelig drænende.. Og nej, jeg synes ikke du er en komplet idiot, jeg synes du er virkelig sød," indrømmet. damn. damn, ej, for helvede altså! Med det samme trak hun benene op til sig og støttede sit ømme hoved på knæene. Der var bare ingen selvkontrol lige nu, åbenbart.

[Noah Lynch]

Han nikkede en smule da hun forsikrede ham om at hun var sikker. Det lettede hans hjerte en del eftersom det virkelig betød noget for ham at behandle andre pænt og respektfuldt især piger.
Han ånsdvage tankestrøm forsatte med at fifle mellem komplimenter til hende og random stuff som han forsøgte at distraherer dig selv med. Igen kendte han hende jo ikke rigtigt, så at tænke hun var sød var måske også en lidt hurtigt konklusion, men igen hans mavefornemmelse var bare rigtigt omkring hende.
Det betød jo ikke at han vil falde på knæ og gifte sig med hende på stedet, men hun havde bare noget interessant over sig og hun var virkelig en flot pige. Flotte piger snakkede sjældent til ham fordi han udstrålede usikkerhed på kilometers afstand og det var ikke ligefrem det der lokkede pigerne til.
Hans tanker blev dog skubbet væk som han så hende tage sig let til hovedet, var det bare ham eller var hun blevet noget bleg? "Er du okay? Du ser lidt sløj ud." Kommentrede han forsigtigt. De brune øjne udstrålede en dyb og oprigtig bekymring.
Kinderne blev øjeblikkeligt røde igen som havde hun tændt for en kontakt, da hun nævne at hun ikke syntes han var en idiot. Det var virkelig skræmmende at vide hun kunne gå ind pg plukke ting ud fra hans tanker, men han var også ærlig når han sagde at han ikke mente hun selv kunne gøre for det. Han dømte hende heller ikke på det, for honestly, hvad skulle hun gøre? Hun havde jo tydeligvis ikke selv valgt det. "Sy-synes du jeg er sød?" Denne gang kunne han ikke lade være med at smile lidt kejtet til hende, han blev dog hurtigt mindet om at dette her måske ikke var det rette tidspunkt. "Hør skal jeg ikke hjælpe dig op så du kan få noget søvn?" Spurgte han bekymret.