Make Each Day Count

[Deleted]

Jophiel Ayers
D. 2. august - År 2050

---

Der var ikke mange besøgende på Den Utætte Kedel på denne tid af døgnet. Derfor var det da også den tid, Rosa nød allermest. Som hun gjorde hvert år, havde hun lejet sig ind på et værelse oven på værtshuset – nogle syntes, det var besynderligt, men for Rosa var det kun fornuftigt. Hvad var meningen i at hænge på en husleje hver måned i et helt år, når det eneste tidspunkt, hun havde brug for sit eget sted, var i sommerferien? Det var ganske spild af penge – det var i hvert fald til enhver tid mere besparende at nøjes med et værelse i ferien. Og det var jo langt fra hele ferien. Rosa havde stærke planer om at tage til Italien, hjem på besøg, senere på sommerferien. For nu, ville hun dog koncentrere sig om at få pusten igen, de sidste måneder inden ferien var altid meget hektiske.

Rosa bladrede lidt tilfældigt frem og tilbage i den aktuelle udgave af Profettidende, mens hun nød de sidste dråber af sin morgenkaffe. Tallerkenen foran hende var tom og det samme var næsten tilfældet med kaffekruset. Hun havde tænkt sig at gå en tur ned igennem Diagonalstræde senere for at se, om der var noget, hun manglede. Flourish & Blotts skulle i hvert fald besøges, og det samme med Madam Malkins, eftersom Rosas garderobe manglede seriøs opgradering. Hun rynkede panden over nogle af de mange tossede rygter, Profettidende bragte, og førte koppen til læberne igen.

[Jophiel Ayers]

Jophiel var på vej ind på Den Utætte Kedel. Han havde været på nattevagt hele natten -sjovt nok, og var nu klar til lige at få en bid brød inden han skulle hjem og sove i et par timer. Han gik op i baren og bestilte noget morgenbrød samt en kop kaffe. Det var en god ting at magikerne omsider havde fået øjnene op for denne fantastiske drik.
Han bestilte den sort og tog den fyldte kop samt tallerken med diverse engelske morgenretter som æg, toast og pølser. Efter at have flirtet lidt servitricen ballancerede han sine ting med ned mod et ledigt bord tæt ved vinduet.

Pludselig fik han øje på noget der fik ham til at skifte retning. Med et flabet smil klaskede han tallerkenen ned i bordet lige foran hende. "Jamen, jamen jamen, er det ikke Miss Sensimilla," hans flabede tone og provokerende udtryk trådte tydeligt frem selvom han var helt ufattelig træk og udkørt efter en lang søvnløs nat.
Det skulle dog ikke forhindre ham i at drille hende som altid. "Godt at se dig frisk igen." Nu var det jo meget lang tid siden hun havde været indlagt, men igen, den slags døde bare aldrig for Jophiel.

[Deleted]

Der herskede sådan en behagelig ro i Den Utætte Kedel om morgenen. Meget mere behageligt end senere på dagen, hvor alverdens hekse og troldmænd brugte det som gennemgang for at komme til og fra Diagonalstrædet. Derfor gav det også et sæt i Rosa, da en eller anden knaldede en tallerken i bordet foran hende. Hun løftede blikket fra avisen for at identificere fredsforstyrreren og måtte holde et ærgerligt støn inde. Det var lang tid siden sidst. Hun havde næsten tilladt sig selv at glemme ham.

”Jophiel.” hilste hun tøvende og lod blikket flakke hurtigt over ham. ”Du ser træt ud. Tror du ikke, du skulle gå hjem i seng?” foreslog hun blidt og vendte en side i avisen for at rette opmærksomheden mod den igen. Jeg nægter simpelthen at lade mig irritere så tidligt på dagen! Det var ferie, og ferie var beregnet til at slappe af – skulle man da mene. ”Mhmmh.” Hun svarede med en lavmælt mumlen og rettede blikket mod ham igen. ”Det kan jeg takke dig for.” Rosa var jo ikke blind. Det kunne have været enhver anden Healer, men selvfølgelig havde det lige skulle være ham! Selvom han var øretæveindbydende selvsikker og virkelig – virkelig – irriterende, så havde hun også måttet sande, at han var en dygtig Healer. Desværre.
”Der er mange andre tomme borde.” kommenterede hun med en kølighed, der kun meget sjældent viste sig fra hende, da det unægtelig lod til, han havde tænkt sig at indtage sit måltid over for hende.

[Jophiel Ayers]

Hans indsigt i kvindelig psykologi gav ham ret hurtigt heads up om at hun var langt fra glad for at se ham -hvilket han naturligvis med lethed valgte at ignorerer. "Tjo, sådan er det jo med et hårdt job som mit," svarede han med en hvis arrogance i stemmen, som var hans job hendes langt overlegent. "Men på den anden side kan det da godt vente lidt nu hvor jeg kan se at der er godt selvskab til mig morgenkaffe." Endnu et flabet smil spredte sig på hans læber og han førte kaffekoppen op for at tage en tår.
Hendes kompliment blev øjeblikkeligt taget ind, han var ikke god til at modtage den slags da det som oftest steg ham til hovedet -i dag var ingen undtagelse, "tja hvad kan jeg sige, jeg er den bedste indenfor mit fag." Det troede han i hvert fald fuldt og fast selv på, og ingen skulle prøve at overbevise ham om noget andet.

Hentydningen blev som hendes irriterede fremtoning komplet overhørt. "Jah, det har du da ret i." Svarede han blot idet hun jo blot gjorde ham opmærksom på det åbenlyste. "Så hvad render du ellers rundt og laver nu?" Forsatte han samtalen som havde hun indbudt til det.
Han tog en bid af sit scrampleegg uden at lade smilet forlade hans ansigt. Åh hvor han dog elskede sit liv. Hun skulle måske på arbejde. Han tænkte kort og kunne ikke huske at han havde fået at vide hvad hun arbejde med, ellers havde han nok bare været så uinteresseret at det var gledet ind af det ene øre og ud gennem det andet. Selektiv hørelse var han ekspert i.

[Deleted]

Rosa smilede bare et bittert smil ved hans ord. Mon han nogensinde ytrede en eneste sætning i alvor? Hun tvivlede. ”Jeg ved, du holder af at sige ting, du ikke mener…” kommenterede hun, lidt på samme overbærende måde som til et barn, og førte ligeledes sit krus til læberne. Hun skar en svag grimasse over den halvlunkne væske, der var tilbage i koppen og overvejede at købe en ny kop kaffe, men slog det hen med det samme. Så ville hun skulle blive siddende så meget desto længere.

Hun ville have himlet med øjnene, hvis hun havde haft lidt mindre pli, over hans måde at takle komplimentet på. Nå ja. Hvad havde hun forventet?
”Holder sommerferie.” svarede hun langsomt og holdt et opgivende suk tilbage. Det nyttede jo ikke engang at lade som om, avisen blev ved med at være interessant, det ville ikke få ham til at fordufte alligevel. ”Ingen elever, ingen undervisning.” uddybede hun lettere kort for hovedet og foldede omhyggeligt avisen sammen for at efterlade den på bordet til andre besøgende kunne få glæde af den senere. ”Det er der vel ikke tid til med sådan et hårdt job som dit?” Hun hævede brynene en anelse og rettede et spørgende blik imod ham. Gad vide, hvad i alverden han fik tiden til at gå med, når han ikke var på arbejde. Rosa vidste i virkeligheden ikke ret meget om ham – udover, at hun ikke brød sig om ham.

[Jophiel Ayers]

Jophiel måtte med hånden på hjertet indrømme at det gav han en hvis tilfredsstillelse at gøre hendes liv en smule misserabelt, men for pokker hun havde jo selv bedt om det! Havde hun nu bare taget det ned et smil da han kom ind på hendes stue den dag..han tænkte sig lidt om..ved nærmere eftertanke havde han måske selv startet den dårlige stemning op igen. Det var trods alt en af hans specialer, at være efter andre. Om han var egoistisk og højrøvet? Åh ja det skrev han gerne under på.
"Uhada, så spydig, nu sårede du mig jo -næsten." han smilede igen, det samme genkendelige Jophiel-smil, provokerende og legesygt. Han kunne bare ikke lade være, det faldt ham alt for naturligt.

Hendes svar fik ham til at nikke lidt på hovedet og han sukkede så. Det var tydeligt at hun lige nu bare ønskede at finde det dybeste hul i verden, grave det dybere og smide ham deri. "Jeg kan ikke lade være ned at fæle du er lidt fjendtlig stemt overfor mig," kommenterede han i en tone der var pålagt falsk tristhed. Han mente det naturligvis ikke, han var da bedøvende ligeglad ned hvordan hun - eller nogen som helst andre - så på ham.
Igen gav han et dramatisk suk fra sig og så på hende med den samme overbærende mine som før. "For at berige din dag med mit fantastiske selskab ofre jeg mig gerne." Sagde han heroisk og smilede igen, flabet som før.

[Deleted]

Rosa kunne have skåret tænder over hans selvsikkerhed. Var der da ikke nogen, der snart kunne pille den mand ned? En slags fandenivoldskhed steg op i hende, som hun sad og vippede irriteret med den ene fod. Hvis han kunne, så kunne hun sandelig også!
”Selvfølgelig er jeg ikke det!” udbrød hun indigneret og lyste op i et solstrålende smil, Rosa kun sjældent belønnede sine samtalepartnere med. ”Hvor kan du dog tro det?” Hun rystede opgivende på hovedet med en tsk tsk-lyd. ”Jeg er da kun beæret over at den dygtigste healer nedværdiger sig til mit selskab.” Trykket blev omhyggeligt lagt på de rette ord, så der ikke var spor tvivl om, at hun var sarkastisk.

Hun tømte kaffekoppen for den sidste, lunkne sjat og rejste sig fra sin stol med fornyet energi. Så han ville berige hendes dag med sit fantastiske selskab? Hun kunne tage ham på ordet, kunne hun. ”Hvad venter du så på?” spurgte hun, som om det var indlysende, idet hun strøg forbi hans plads mod udgangen til Diagonalstræde. ”Jeg har da ikke tid til at sidde her hele dagen!” Endnu et smil, der var lige dele muntert, udfordrende og endog en kende arrogant blev sendt i hans retning. Ikke en side af Rosa, man så ofte fik at se. Hun havde svoret, da hun stod op denne morgen, at hun ville nyde en afslappende dag – og det havde hun sandelig tænkt sig, om så hun kom til at trækkes med Jophiel på vejen!

[Jophiel Ayers]

Rosa var en ret så underholdende kvinde at være i selskab med, mest fordi han havde en ret god ide om at hans blotte tilstedeværelse gav hende lyst til at tage chancen at ryge i Azkaban bare for at kunne kaste en utilgivelig forbandelse mod ham. Dette var kun underholdende i hans øjne. Han var nok lidt den type der blev mere og mere provokerende jo mere folk lod sig provokerer. Man kunne vel sige det var hans svaghed, han kunne simpelthen ikke lade vær.
"Du har så ganske ret, men hvad kan jeg sige, jeg er bare et helt ufatteligt ydmygt menneske." Som hendes sætning havde gjort, dryppede hans egen nærmest også af sarkasme, for ydmyg var nok det sidste ord man kunne bruge i forbindelse med hans personlighed.

Udfordringen blev opfanget med det samme, og Jophiel kunne mærke hvordan han inderligt bandede over at han aldrig havde været i stand til at sige nej til en udfordring. Det var han alt for stolt til, især ikke når hun sendte ham et smil der ligeså godt kunne have tilhørt ham selv. "Jamen jeg har skam ingen planer," svarede han og rejste sig en smule tungt fra stolen. Åh jo han havde skam haft ganske gode planer om at ligge hjemme i sengen om sådan ca. 30 minutter max. Det lod dog til at det godt kunne stryges.
Han skovlede på ucharmerende vis det sidste fra tallerkenen ind i munden og tømte den varme kaffekop i en mundfuld, hvilket han hurtigt fandt ud af havde været en kende overmodigt som den brændte hele vejen ned gennem halsen. Han vred lidt den forbrændte tunge i munden og forsøgte at dække over smerten ved at sende hende et flabet smil der nok lidt endte ud i en mærkelig grimasse.
"Så hvor er vi på vej hen?"Spurgte han ind da han efter lidt tids ømmelse genvandt talens brug. Der var nok ikke noget han havde mindre lyst til end at følge hende rundt i røven de næste par timer, men man lå vel som man havde redt kunne man sige og eftersom det at "give op" ikke var en mulighed i hans bog, måtte han jo bare spille med.

[Deleted]

En lille latter forlod Rosa. Ham, ydmyg? Hun ville gerne se det, men troede ikke på, det kunne lade sig gøre. Hvilket han absolut heller ikke gjorde, at dømme efter tonefaldet, der matchede hendes.
Hun frydede sig et kort sekund over, at manden faktisk godt kunne være ucharmerende og hævede et øjenbryn af den grimasse, han endte med, uden at pålægge det yderligere fortolkning. Det var heller ikke pænt af hende at tvinge ham til at gøre sig færdig så hurtigt – hun havde jo været langt foran, allerede da han have slået sig ned ved hendes bord. Rosa skubbede det lille stik af dårlig samvittighed i baggrunden, da Jophiel talte igen.

”Åh, jeg kommer til at trække dig med i Gringotts som det første. Strategien lyder på, at jeg skal bruge uanstændigt mange galleoner i dag.” betroede hun ham med et oprigtigt glad smil og en lille hovedrysten af sig selv. Rosa var ikke typen, der lagde et budget eller bestemte på forhånd, hvor meget hun havde råd til at spendere. Hendes forskning havde indbragt en god del, og professorlønnen fra Hogwarts var bestemt ikke at foragte, så det var ganske enkelt ikke noget, der bekymrede hende. ”Kom, kom. Vi skal nå meget.” Hun greb hans ene hånd for at trække ham med ned ad gaden. Rosa slentrede ikke, når hun var på gåben – hun powerwalkede nærmest hele vejen.
”Jeg skal i hvert fald i Flourish & Blotts.” fortalte hun ham roligt. ”… for jeg mangler fjerpenne, pergament, sort blæk, farveskiftende blæk, det nye opslagsværk om urter og svampe, og ja… Listen er lang.” Shopping gav ellers ikke megen mening for Rosa, men når hun skubbede det hele til én bestemt dag, så endte det alligevel med at blive en ganske omfangsrig affære. Hun fortsatte mumlende med at remse de forskellige ting op for sig selv, som hun var sikker på, hun skulle havde. ”… kødædende snegleudryder … et par nye rober … drageskindshandsker … frokost! …”