It's Never Too Late

[Raysal Andrew Fox]

Tilegnet Margus W. Dragowska Fox

Det var en kold og våd tirsdag aften i Bulgarien. Også i den skov, hvor et mindre hus lå gemt, og kunne ikke ses af uvelkommen. Hvem der overhovedet ville vove sig så langt ind i denne mørke farlige skov, var ikke til at vide. 

Huset bar tydelig præg på, at det kun var lavet af magi, af en der aldrig havde bygget et hus før, men i det mindste af en, der vidste hvordan man brugte en stav. Havde det ikke været for størrelsen på huset, ville man måske komme til at forveksle det med et skur. 
Det var på dette triste sted Raysal Andrew Fox, en af de farligste hekse i nyre tid, befandt sig. Faktisk havde hun befundet sig der i tre årstid. Tre år omskåret fra resten af verden. Tre ensomme år. Tre år uden skulle stole på andre end sig selv og sin stav. Sig selv var den eneste man kunne stole på. Hendes såkaldte bedste veninde, havde ikke kun stukket hende i ryggen. Havde det bare været det, havde Raysal ikke taget det så tungt. Nej, hun skulle også lige lege med Raysals følelser. Den mand Raysal forelskede sig i, viste sig at være underlagt imperius forbandelsen. Hendes bedste veninde ville jo bare lave en lille spøg. En lille spøg, der havde medført et evigt minde om den forfærdelige hændelse. En datter. En smuk lille datter. En datter, der minde Raysal om de løgne der havde ført til hendes fødsel. 
Det gik ikke op for Raysal, at hun sad med tåre i øjnene, før hun begyndte at lugte røg, der fik hende ud ad sin trance med de dårlige minder. Hun kiggede i retningen af røgen, og så hun havde sat ild til nogle visnede blade, der nu svagt afgav røg på grund af de våde omgivelser. Med et hurtigt sving, fik hun røgen væk. Hun var ikke bange for at blive fundet. De få der havde fundet hende, var aldrig kommet der fra igen. 

[Margus W. Dragowska Fox]

"Åh nej! Åh nej!!! Stooooop!" Råbte Margus skingert imens han fløj igennem luften. Han havde fået et spor af Raysal. I tre år hvade han ledt efter spor der kunne føre til Raysal. På en bar i Bulgarien havde han endelig overhørt en samtale mellem to fordrukne mænd. De snakkede om nogle rygter om et sted i skoven hvor folk forsvandt. Margus blev nødt til at tage chancen, så han løb ud og stjal den nærmeste kost han kunne finde. En gammel slidt cleansweep. Margus fattede ikke hvorfor han fløj på en kost. Han havde aldrig været god til flyvning, men han kunne ikke transferere da han ikke vidste hvor stedet var. Da han havde fløjet nogle timer, kunne han se en smule røg stige op mellem træerne. Han kunne ikke se om der var nogle, men det gjorde vel ingen skade at tjekke. Han fløj lidt op i luften, og styrede så ned mod stedet Det vil sige. Han styrtdykkede og kunne ikke rette op, så der var ikke andet at gøre end at holde fast. "Aaaaarrrrrggg!!!" Skreg han, og ramte jorden med kostens spids. Han selv lavede en saltomotale, og landede tungt på ryggen, med ét slag der slog alt luft ud af ham. Der lå han i lidt tid, før han satte sig op, og så sig omkring. Han fik øje på en skikkelse og trak sin stav og pegede imod skikkelsen, og et rødligt lys begyndte at vise sig. "Raysal?" 

[Raysal Andrew Fox]

Endnu en gang blev Raysals opmærksomhed afledt af en lyd, som hun normalt ikke hørte i skoven. Hun lyttede opmærksom efter lyden for at finde ud af, hvad det var, som var skyld i lyden. Kunne det være et væsen som hun aldrig havde hørt om før? Nu havde hun jo ikke været speciel interesseret i magiske væsner, så det var bestemt en mulighed. 

Der gik et øjeblik, før det gik op for Raysal, at lyden kom fra et menneske. Det lød som et skrig. Lynhurtig trak hun sin stav. Ikke fordi hun ville redde personen, men for at være klar til at forsvare sig selv, hvis hun blev det næste offer, for hvad end det var, der var skyld i de skrig. 

Hun var kamp klar, da hun til sin store overraskelse så en mand ryge af sin kost. Nu var Raysal ikke selv glad for at flyve på koste, men hun kunne da i det mindste lande, uden at falde af. Hun kiggede mindre opgivende mod manden, da hun nu var overbevist om, at dette ikke var en trussel på nogen måde. For hvis han ikke kunne flyve, så kunne han nok heller ikke gøre en flue fortræd. 

Hun var lige ved at sænke sin stav, da han trak sin egen og sagde hendes navn. "Hvem spørger?" Ko det truende fra hende. Der var ingen der vidste hvor hun var, så hvorfor spurgte han efter hende? Det kunne være hvem som helst, der var ude i denne skov, så hvorfor valgte han at spørger efter hende?

[Margus W. Dragowska Fox]

Margus ansigt gik fra at være truende og hårdt, til at lyse op i et smil. Han gik tættere på Raysal. "Margus Dragowska Fox II, til tjeneste." Sagde han, og bukkede. "Tre år Raysal. Tre forbandede lange år." Sagde han, imens han gik nærmere. "Men nu har jeg fundet dig." Sagde han, og hev en taske frem. Op af tasken hev han to skeer og skåle og en gryde op, og begyndte at øse suppe i hver af skålene. "Jeg vandt den her taske i et væddemål. Planen er at sælge den videre til Borgin og Burkes. Vil du forresten have en bid?" Spurgte han,  men havde allerede en skål dejligt varm suppe øst op til hende.

[Raysal Andrew Fox]

Da Margus gav sig til kende, gik der et øjeblik før Raysal lod sin arm falde ned langs siden igen. Hun havde vurderet ud fra styrtet og omstændighederne, så måtte det være Margus. Og hvis det skulle vise sig at være en anden, så ville de komme til at fortryde det. 

Raysal stod og betragtede Margus imens han lod som om han var hjemme, og ikke midt ude i en skov, hvor han havde fundet Raysal efter tre år. Hun lagde ikke særlig opmærksom til det han sagde. Hun kunne regne ud, at det han snakkede om, var ting hun ønskede at holde ude af sit sind. Hun ville ikke lokkes tilbage til et liv, som kun ende i den ene kniv i ryggen efter den anden. Den eneste hun kunne stole på, var hende selv. Alle havde stukket hende i ryggen. Både hendes venner og slev hendes familie. Dette var dog tanker og minder som Raysal prøvede at holde væk, da det bare fremkaldte den ulidelig smerte det var, at ikke kunne stole på nogen. Selv Margus' forsøg på at få noget rigtig mad ned i hende, virkede ikke. Hun vidste jo ikke hvor tingende kom fra, og hvad suppen var lavet af, og om det kun var suppe? Det eneste hun kunne tænke på, var hvilken måde Margus prøvede på at stikke hende i ryggen, så han kunne skrives på listen over knivstikkerne.

[Margus W. Dragowska Fox]

Margus fremtvang et smil, og holdt det imens han holdt skålen op imod Raysal. Smilet forsvandt så, og han så pludselig meget træt ud. Han tog en slurk suppe fra hver skål, og drak så også direkte fra gryden. "Vil du spise det nu? Så er jeg også forgiftet hvis det er det du tror. Nu har jeg prøvet at være flink og komme med mad, men nej! Du vil absolut ikke have det godt med dig selv! Kom nu ud af dine vrangforestillinger! Vi er din familie! Dine venner! Læg nu det gamle shit bag dig!" Råbte Margus og blev mere og mere rød i hovedet af raseri. Han rejste sig og gik hen til et nærliggende træ, og skar et stykke bark af, for bagefter at tage det i munden og tykke lidt på det, for bagefter at spytte det ud igen. "Føj for satan! Din nye livret er forfærdelig. Spis nu noget suppe! Jeg har intet gjort ved den. Jeg vil bare have dig hjem hvor du har det godt! Din datter savner dig. Din søster savner dig. Din kusine savner dig. Hele familien savner dig... Jeg savner dig..." Da han sagde det sidste brød han sammen. Han satte sig på knæ, og der begyndte at trille tårer ned ad hans kind. "Jeg har fløjet for din skyld." Mumlede han lavt.

[Raysal Andrew Fox]

Hun kiggede forsat udtryksløst, imens han drak suppen. Det var et godt forsøg på at vinde hendes tillid, men så nemt var det ikke. Da han pludselig begyndte at bevæge sig, tråde hun ufrivillig et skridt tilbage, for at holde sig på afstand. Det var et instinkt hun havde fået sig. Hold sig altid mindst et skridt væk fra folk. 

Hun kiggede undrende på ham, imens han skar noget bark af et træ og begyndte at spise det. Det var godt nok mærkeligt at spise bark, når der stod en busk med bær ikke så langt der fra. Hun nåede dog ikke få det sagt til ham, før hans nye ord gav hende et chok. Hendes... datter... savnede... hende? Efter alt det hun havde gjort? Det kom helt bag på hende, at hele familien savnede hende, også Margus, når man tænkte på, hvor egoistisk hun havde været, at bare smutte fra dem alle. Hun havde ikke engang sagt farvel først. For det kunne hun ikke. Hun kunne ikke se dem i øjnene, vel vidende om, at det var for sidste gang. 

Hendes tanker blev afbrudt, da hun så noget falde på jorden henne ved Margus. Tårer. Græd han? Med forsigtig skridt, gik hun hen til ham, og satte sig på den nærmest træstub i nærheden ad ham. Hun åbnede munden for at sige noget, men kunne ikke. Hun kunne pludselig ikke huske hvordan man brugte stemmen. Sådan sad hun et stykke tid. Sad bare og kiggede på ham, imens hun prøvede at få ordne frem, for til sidst langt om længe sige med en meget svag stemme, "det er forsent."

[Margus W. Dragowska Fox]

Margus kiggede op på Raysal da hun satte sig. "Intet er for sent!" Råbte han, og rejste sig op. Han gik hen til den ødelagte kost, og samlede delene op, og gik derefter hen til Raysal igen. "Måske kan vi samle kosten igen, og sætte os op på den og flyve hjem? Alle venter på at du skal komme tilbage. Du har en datter der ikke tænker på andet end sin mor, og hvornår hun får hende at se igen." Sagde Margus. Han satte delene hen til hinanden. "Reparo" Forsøgte han, men det virkede ikke. "Selvfølgelig virkede det ikke..."

[Raysal Andrew Fox]

Da Margus råbte, rykkede hun sig tilbage, for at være sikker på, at han ikke kunne gøre hende noget ondt. Hun kiggede efter ham, og håbede han gik hen til kosten, for at forlade hende så hun kunne være alene igen. Hun kiggede træt på kosten i Margus' hænder, og så til hvordan han ikke kunne reparere kosten. "Prøvede du lige an var seriøst på at lave en kost med reparo?" Spurgte hun, og kunne virkelig ikke tro, at han var så dum. "Prøver du med trylletape næste gang?" Hendes stemme var tyk af sarkasme, før hun sukkede dybt. "Tag nu bare hjem Margus. Fortæl dem jeg er i live, hvis det gør dem glad, men jeg kommer ikke tilbage. Aldrig. Jeg har ødelagt mit liv. Jeg har ødelagt jeres liv. Folk ser Fox familien som onde og vodlige. Det bedste jeg kan gøre for jer, er at blive væk. Det bedre folk tror jeg er død. For det er forsent for mig. Forsent til at få et normalt liv. Det ødelagde jeg den dag jeg blev medlem af garden." Hun rørte ubevidst ved sit mærke i nakken. Det mærke hun til tider kunne mærke brænde, men som hun ellers havde glemt alt om.

[Margus W. Dragowska Fox]

Margus kiggede på hende igen. Så var det som om et lys tændte. "Se her!" Sagde han, og tog en russisk avis frem, og pegede på en artikel. "Det her kan vi prøve! Er det ikke fantastisk?! Og når vi så er kommet igennem samtalen, så kan vi starte på en frisk! Det er det vi skal!" Sagde han højrøstet, og var overbevist om at Raysal kunne kæse russisk.

[Raysal Andrew Fox]

Raysal sad bare og gloede fra Margus, til avisen, for kigge på Margus igen. "Hvor hårdt slog du hovedet?" Spurgte Raysal ham, og overvejede om hun skulle sætte ild til avisen, bare for at understrege sin pointe.

[Margus W. Dragowska Fox]

Margus kiggede i et kort øjeblik fraværende på Raysal. Indtil det så gik op for ham, at hun nok ikke alligevel kunne læse russisk. Han rettede kort på sin butterfly, og rømmede sig. "Der står; Durmstrang Instituttet søger personale. Man er velkommen til en uforpligtet samtale, hvis man medbringer en ansøgning, og en liste over ting man tidligere har lavet, og hvilke uddannelser man har gennemført." Sagde han med et stort smil. "Jeg tænker at vi selvfølgelig udelader nogle detaljer om hvad vi tidligere har lavet. Derudover tænker jeg ihvertfald selv at søge som Professor i Eliksir, og hvad passer ikke bedre til Ildens Dronning, end Professor i Mørk Magi?" Sagde han, og bukkede sarkastisk hovedet. "Nå. Hvad siger du Raysal?"

[Raysal Andrew Fox]

Raysal sad og kiggede på Margus, som om hun ikke kunne tro sine egne øre. Hun fattede ikke han kunne være sådan en kæmpe idiot. Hun forholdte sig dog roligt, til han kaldte hendes ildens dronning, og bukkede for hende. Det var dråben.
Med et hurtig sving, satte hun ild til avisen, før hun vredt nærmest råbte af Margus. “Fat det nu Margus! Det er for sent! Jeg er stadig bland de mest eftersøgte hekse i verden! Var jeg ikke blev vendt rykken af vores såkaldte venner, så havde jeg stadig en chance for at overtage ministeriet for magi! Så ville jeg have en chance for at have et normalt liv! Tror du virkelig, at det her var hvad jeg drømte om?!” Hun gjorde kort en gestus mod sit såkaldte hjem, før hun forsatte. “Jeg slog op med min Hogwarts kæreste, fordi jeg ikke ville lade mit valg gå ud over andre! Det valg som er skyld i, at jeg nu ikke længere bliver set på som et menneske, men som et... monster.” Hun hviskede svagt det sidste ord, og vendte hovedet væk fra Margus, imens hun kæmpede for at holde tårerne tilbage. Hun var et monster i andres øjne, ligesom Sytting havde været i hendes øjne, og det gjorde ondt at tænke på. Havde det ikke været for ham, ville hun ikke have valgt Dødsgarden frem for et normalt liv. Hendes had til mugglerne steg i takt med, hun tænkte på alle de ting mugglerne var skyld i.
Det var deres skyld, at hun aldrig nogensinde ville kunne leve et normalt liv, og hun hadet dem inderligt for det. “Hvem vil nogensinde have noget med Dødgardens tildligere leder monster?” Spurgte hun stille, imens en tåre gled over hendes kind.

[Margus W. Dragowska Fox]

Margus skyndte sig at smide avisen, da Raysal satte ild til den. Han pustede på sine fingre, da det var blevet godt varmt. "Det tænkte jeg nok du ville gøre." Sagde han, og hev endnu en avis frem fra frakken. "Jeg tror netop gerne Durmstrang vil have en som dig, til at lære eleverne at mestre mørk magi." Sagde han. "Og flere af deres tidligere lærere har været i garden, og gået åbent med det og forældre har haft det fint med det. En fra eller til kan ikke skade." Sagde han og så hende ind i øjnene. "Kom nu Raysal du kan få et normalt liv. For det her er intet liv. Jeg kan betale summen der skal til, for at få dig fjernet fra efterlysningsplakaterne. Det er intet problem. De kan endda også få noget vodka fra Moskva med i handlen." Sagde han, og det gik op for ham at han egentlig var villig til at betale hendes kaution. "250.000 galleoner og 20 flasker Nurmengrad Vodka."