Deleted
•
Posts: 0
Likes:
|
Post by Deleted on Apr 13, 2019 23:45:59 GMT
Der var noget charmerende over Scotts kejtethed og hun kom til at smile lidt af det. Han virkede lidt usikker på sig selv lidt som en der aldrig rigtig havde fået lov til rigtig at vise hvem han var. "Vi kan tage et spil en dag hvis du har lyst. Men jeg er hård skal du bare vide" Grinede hun så lidt og blinkede til ham. Hvem der ville vinde, kunne hun ikke vide men det lød hvert fald hyggeligt at spille det ville hun gerne.
"Hvis det var din søster der bestemte det, betyder det så du slet ikke er interesseret, eller hvordan skal de forstås?" Det kunne godt være svært altid at forstå de vendinger de brugte her. Selv var hun nu meget glad for det. Det var hyggeligt, men om der blev mere af det, det kunne hun ikke vide endnu.
|
|
|
Deleted
•
Posts: 0
Likes:
|
Post by Deleted on Apr 30, 2019 17:40:39 GMT
"Det vil jeg gerne." Scott smilede akavet til hende, men nikkede begejstret.
Han ville bestemt gerne spille med hende. Selvfølgelig ville han det! Det var sjældent han mødte en hverdig modstanden. Meget sjældent endda. Men endnu sjældnere, at han indrømmede overfor andre, at han spille skak. Det var trods alt lidt nørdet.
"Øh," var alt der kom ud af hans mund, hvordan skulle han svare på det her spørgsmål, uden at udpensle hele sit kærlighedsliv. Eller mangel på samme.
Han kløede sig akavet i nakken, og prøvede et par gange at sige noget, men vidste ikke helt, hvad han skulle sige. Han... ja, han vidste det bare ikke. Men det kom alligevel til ham igen.
"Altså jeg ved ikke, om jeg overhoved er klar til en kæreste. Det er bare... mit kærlighedsliv har været lidt turbulent," sagde han og kløede sig igen i nakken. Han vidste ikke, hvordan han skulle sige det her, uden det lød helt forkert. Og uden at han lød vildt utiltrækkende. |
|
|
Deleted
•
Posts: 0
Likes:
|
Post by Deleted on May 4, 2019 18:01:00 GMT
Irina smilede og strakte sig lidt, som om hun allerede nu var ved at varme om. Hun elskede at spille skak, men hvordan kunne man også rigtig andet, når ens far var verdensmester. "Bare nævn tid og sted så er jeg klar." Irina var bestemt ikke bange af sig og når det kom til skak, så var der ikke meget fin pige over hende, så var hun krigerkvinde. man skulle ikke tro det var let at vinde bare fordi hun var af hunkøn.
Hun ville dog ikke skræmme Scott væk, det virkede til han ikke var den mest selvsikre fyr i verden, hvilket var virkelig synd fordi han samtidig virkede som en rigtig god fyr.
Da han fortalte om sit kærlighedsliv, følte hun sig lidt snydt, men trak så på skuldrene. "Skidt. Hvad siger du til at vi bare får en hyggelig aften og så ser hvad det føre til? så kan vi tage den derfra?"
|
|
|
Deleted
•
Posts: 0
Likes:
|
Post by Deleted on May 10, 2019 15:05:02 GMT
Scott nikkede og flashede hende det mest selvsikre smil, som hun havde fået hele aftenen. Skak var hans forse, og han var selvsikker omkring det. Han er meget sikker i sit spil, og vidste, at det kunne han da finde ud af.
"Ja, lad os gøre det," sagde han med et lille nik, og smilede lidt mere usikkert.
Når det kom til kærlighed, så vidste han sjældent hvad han lavede. Så kunne han bedre noget som startede som et venskab. Det kendte han i det mindste grænserne for. Eller vidste i hvert fald hvad det krævede, og det gjorde ham lidt mere rolig.
|
|
|
Deleted
•
Posts: 0
Likes:
|
Post by Deleted on May 13, 2019 5:04:38 GMT
Irina trak på smilebåndet af ham og lod de isblå øjne hvile på den rødhårede fyr. Han var ikke helt nem at kommunikere med. Det lød til han gerne ville spille, men han undlod at snakke om hvor og hvornår. Hvilket fik hende til at rode efter et stykke pergament og en pen i sin taske. Noget blev griflet ned, før hun rakte papiret til Scott. ”værsgo. Det er min adresse. Du kan jo sende en ugle hvis du får lyst til at spille. Og ellers arbejder jeg på universitetet. Hvad var det igen du sagde du lavede?” det havde hun glemt, hvis han overhovedet havde sagt det.
|
|
|
Deleted
•
Posts: 0
Likes:
|
Post by Deleted on May 24, 2019 11:49:39 GMT
Scott sad og så lidt dum ud, som Irina hev et stykke pergament frem, og begyndte at skrive noget ned på det. Hvad laver hun? Tænkte han og rynkede brynene, mens han forsøgte at læse, hvad hun skrev, på hovedet. Og så fik han overrakt pergamentet. Han granskede det grundigt, og nikkede tilfredst, da han fik hendes adresse. Så kunne han da i det mindste sende en ugle til hende, skulle de ses igen. Men at give hende sin adresse, faldt ham overhoved ikke ind. " Coolio," svarede han langsomt, og så tænksom på hende. Hun huskede ikke særlig godt, gjorde hun? Det havde han fortalt hende en gang før. Men på den anden side, hvorfor ikke sige det igen? " Jeg er tryllestavsmager hos Ollivanders." Han lød væsnetligt mere selvsikker end tidligere. Sådan sad de og snakkede lidt, inden de efter noget tid gik hver til sit. //AFSLUTTET // |
|
|
