Well Boohoo, I'm So Sorry Your Feelings Are Hurt, Princess

[Justin Bang]

Sidney Lynch
Hjemme hos Sidney.
Marts 2056, omkring klokken 13.

---

Justin ville ikke engang vove og påstå, at han var sur. Han var skuffet, måske endda en smule overrasket. Ikke over hvad der var sket, men over at det først var sket nu. At det her cirkus havde kunne stå på, så længe, før Sid var nået til det punkt, hvor selv ikke Justin kunne kende ham mere. Bandet var ved at gå fuldstændigt i smulder på grund af det. Deres trommeslager og guitarist havde begge sagt op, for nogle måneder siden. Henry på keyboardet havde Justin netop haft i telefonen, som også lige havde smidt sin opsigelse, så nu var de kun ham selv og Sidney. 
Han gik ned af gaden, mod Sids lejlighed, den ene af dem i hvert fald. Det var vel lidt et sats, men han håbede at fange sin bedste ven der. Han savnede den rigtige Sid, som han vidste gemte sig et sted derinde. Måske han var en smule sur, men på sig selv, over at han havde ladet det stå på så længe. Men stjernelivet var ikke altid lige let, selvom det så så rosenrødt ud udefra, så måtte Justin da også indrømme, at han havde været glad for flasken og han havde da også taget sine baner i tidens løb, men han kunne så også styre det, og sig selv for den sags skyld. Han skulle bare finde ud af, hvordan han lige bedst kunne få hele det her foretagende til, at lyde som Sids egen idé. 
Han stoppede op ude foran opgangen, for at ryge færdigt inden. Han havde både en hue og et par solbriller på, for ikke at blive genkendt. Ikke fordi han ikke ville snakke med fans, for det ville han altid gerne. Han snakkede gerne med dem flere timer, hvis han havde tiden til det, samt tog billeder med dem og skrev autografer. Men lige nu og lige i dag, der havde han ikke lige overskudet som for det meste skulle til. Han trykkede på dørtelefonen, og afventede at blive bosset ind. Han begyndte at gå op af trapperne til han nåede Sids lejlighed, "Hey Mate," hilste han roligt og tog sko og jakke af i gangen, før han bevægede sig længere ind i lejligheden.

[Sidney Lynch]

Sid lå total fladet ud på sofaen. På sofabordet stod en række tomme ølflasker og rundt om i lejligheden lå vasketøj og andre ting. Dette her var Sids mancave om man så kunne sige. Det sted han trak sig hen og som han aldrig rigtigt gjorde noget ved. "Den hemmelige lejlighed".
Han havde en tændt smøg hængende fra den ene mundvig og en fyldt øl i klemt ned imellem sofasædet og ham selv. I tv'et kørte et eller andet random program og hans guitar stod i lænestolen i hjørnet. Han spillede ikke selv i bandet, men han kunne sagtens spille guitar og gjorde det meget når han skrev sange. Hvilket dog ikke var sket så ofte her på det sidste. Han havde svært ved at fokuserer og følte sig konstant under pres fra sig selv og omverdenen.
Alt det med den unge fyr han havde givet en på tuden havde virkelig skabt problemer for bandet..eller rettere hvad der var tilbage af dem. Deres maneger havde droppet dem, hvilket Sid bare ikke lige havde fortalt Justin og Henry endnu. Det var sku noget lort. Hvorfor skulle folk også bare være sådan nogle idioter?
Han tog et hvæs af smøgen som det bankede på. Han var ikke bekymret, de eneste der kendte til denne lejlighed bar Octavia, Justin, Luke og Noah. "Kom ind," kaldte han uden at gøre mine til at rejse sig.
Han hørte døren gå op og lyden af Justins stemme. "Godmorgen Solstråle," hilste han. Skønt klokken var lidt over 1 var han selv først stået op for en lille times tid siden og tja, det var vel morgen nogen steder i verden?
"Slå dig ned, skal du ha en øl?" Han rettede de mørke øjne imod sin bedste ven.

[Justin Bang]

Justin ville så gerne hjælpe Sidney, men han vidste også godt, at han ikke bare kunne storme ind i lejligheden og sige, at skulle indlægge sig selv. Han var nødt til, at bruge omvendt psykologi på sin ven, og det pinte ham noget så grusomt inden i. De havde været venner siden 1. årgang på Hogwarts, og havde holdt kontakten lige siden. Sid var Justins bedste ven og han ville gøre alt for ham, men bandet var faldet fra hinanden, deres fans var nærmest i panik over, hvad der skulle ske med bandet. Han havde hørt, at de ikke var det eneste band, det gik ned af bakke for pt.
Han trådte længere ind i lejligheden, kun for at finde sin ven på sofaen, med tomme ølflasker over alt. Godt nok var det en man-cave, men derfor måtte der da godt, bare se nogenlunde ud, hvis man spurgte Justin, men han var efterhånden vant til, at Sid ikke var det helt store ordensmenneske, efter at have kørt i tourbus med ham så mange gange over de sidste snart 10 år, de havde været på toppen. "Godmorgen? Klokken er lidt over et, prinsesse," svarede han tilbage med et let grin og rystede lidt på hovedet af ham. Han flyttede guitaren fra lænestolen og satte den på plads i holderen, før han tog guitarens plads, "Jo tak," sagde han og gned sin pande lidt. Han kunne skam også godt lide, at drikke en øl eller drikke sig en lille fjer på, eller lidt mere end det,  fra tid til anden, han havde også taget stoffer med Sid en del gange, men han holdt det på et niveau, hvor han havde kontrol over det. "Henry har sagt op, efter han læste om dit lille bagslag i weekenden," sagde han nærmest opgivende og vendte de blå øjne måde sin ven. "Sid for helvede.. Vi er kun os to tilbage, det fungere ikke det her. Jeg er pisse bekymret for dig, er der ikke noget jeg kan gøre for dig?" spurgte han roligt.

[Sidney Lynch]

Sid trak let på skuldrene og skar en grimasse med et skævt grin. "Ja netop." Svarede han som var det et helt normalt tidspunkt at sige godmorgen til verden på. Sid greb en af de fyldte dåser og sendte den i en fin bue over mod Justin som han satte sig i stolen.
Nyheden fik Sid til at snyde let og slå ud med hånden, "Henry er en idiot. Who cares." Svarede han blot og lod opmærksomheden vende tilbage til tv'et som han tog en stor slurk af sin øldåse og bøvsede højlydt.
Ordene fra hans ven fik ham til at rette de brune øjne tilbage imod ham, han hævede brynene og smilede bredt. "så er det sgu heldigt at vi er den bedste del af bandet hva?" Lo han og tømte øldåsen. Den blev herefter sendt i en bue over sofaens ryglæn for at lande med en raslen på det i forvejen klistrede gulv. Inderst inde var han godt klar over at de var let på røven. Han delte Justins bekymring når det kom til bandet, men han lod det ikke vise.
Desværre kende de to hinanden ud og ind og det var meget svært for dem at holde noget som helst hemmeligt for den anden. "Slap nu af JB, er du klar over hvor mange musikerer derude som ville sælge deres pikkemænd for at blive en del af Yellow Fever?" Spurgte han og rettede lidt på det ene læderarmbånd om hans håndled. "Vi har sgu ikke noget at være bekymret for."
Han var ikke god til når folk viste ham omsorg for han var ikke en person der var specielt åben omkring sine følelser, det havde han aldrig været. "Noget du kan gøre for mig?" Han los som om at han tænkte sig om, "jo altså du kunne jo starte med at drikke din øl og så stoppe med at bekymre dig, du får bare rynker og vi skal bruge dit flotte udseende nogle år endnu, du ved pigerne elsker det," Han blinkede til ham og rettede igen blikket mod flimmeren.

[Justin Bang]

Justin rullede let med øjnene, dog med et smil på sine læber, af vennens svar, før han greb dåseøllen, tappede dens top et par gange med en af de sortlakeret pegefingre, før han åbnede den, men måtte hurtigt sætte munden for åbeningen alligevel, grundet flyveturen Sidney lige havde givet den.
"Virkelig, Sid? Du er bare så damning charmende, man undres næsten over, hvorfor du ikke har en kæreste.." lød det tør fra Justin, da den højlydte bøvs lød, ikke fordi han ikke selv kunne have fundet på det. Han var trods alt også mand, men alligevel. "Og for lige at besvare dit spørgsmål, så gør jeg, og det er jeg sikker på vores maneger også gør. Du burde også, men du sidder bare her og lader dine resterende hjerneceller æde hinanden, hvis der da efterhånden er nogen tilbage," tilføjede han og tog en tår af dåseøllen. Han vidste godt, at han skulle passe på med, hvad han sagde, men han vidste også godt, at han var en af de få, som måske rent faktisk ville kunne nå indtil Sid. "Tager du pis på mig eller hvad? Sidney, hvis du ikke snart tager dig sammen, så er der ikke noget band! Så vil Yellow Fever gå over i historien og på et eller andet tidspunkt blive glemt, som The Corrs.." sagde han i et ganske rolige toneleje, mens han trak let på den ene skulder, selvom han kunne mærke hvordan vreden begyndte, at æde ham op indefra. Han havde ikke brugt så mange år af sit liv på, at få det her band frem sammen med Sid, for at Sid så bare kunne sidde og lege konge og smadre det hele med sit alt for store ego.
Han kunne ikke holde et grin tilbage, "Måske engang, men sgu ikke mere, Batman. Selv vores fans er damning sure og du kan ikke bilde mig ind, at du slet ikke er den mindste smule bekymret, det kender jeg dig for godt til," sagde han forsat i den rolige tone, da han godt vidste, at det ikke ville nytte noget, at begynde at råbe eller blive sur, selvom den sidste del nok var en smule for sent efterhånden, men det var mere sur på sådanne en måde, at han var begyndret-sur.
Han sukkede en smule opgivende og lod sin frie hånd søge om i nakken, som han gned let, mens hans blik var mod gulvet. "Du ved godt, at det ikke er nogen skam, at bede om hjælp ik?" spurgte han så og vendte et langt mere bekymret blik mod sin ven, "Pigerne gider ikke kneppe sidste års nyhed anyway og hvis bandet forsætte sådan her, så er det præcis hvor vi ender," kommenterede han retur og tog en ordenligt tår af sin øl. "Jeg vil altid være her for dig og støtte dig. Jeg dømmer dig ikke, jeg er ikke nogen engel selv, men jeg har selv været der. Kan du huske da jeg tog stoffer uafbrudt og drak som et hul i jorden? Du var der for mig dengang, så jeg har tænkt mig, at være her for dig nu," sagde han, selvom han godt vidste, at grunden til at han havde været så langt ude, havde været fordi han aldrig havde bearbejdet sin søsters død, hvilket også var grunden til, at han stadig tog stoffer og drak, det var bare ikke så tit mere, som det havde været.

[Sidney Lynch]

Et flabet smil, hvilket nærmest var Sids kendemærke, gled over forsangerens ansigt og han trak let på skuldrene, "sig dét til den række trunter der står i kø for at få en bid af dette her," han od hænderne glide op og ned af sig selv for at indikere ham.
Han var sku ligeglad med hvor ucharmerende han var, han gjorde som det passede ham og pigerne skulle sgu nok stå der alligevel. Nu var Sid bare ikke lige typen som måske stilede efter faste forhold, det var ligesom bare ikke hans ting, om man så kunne sige.
Sid rettede sig en smule op i sofaen og kneb de brune øjne let sammen som han kiggede imod sin ven, "hvor er du dog negativ i dag." Svarede han så i et grin og tog endnu en stor slurk af øllen.
Han rynkede let panden i undren. "Hvem fanden er The Corrs?" Mumlede han før det gik op for ham at han lige havde understreget Justins pointe. "Okay okay, I get it," han slog hænderne lidt afværgende op foran sig, tonen var rolig, "jeg overreagerede måske en smule, hvis det er den episode du hentyder til, men for helvede, det var min nye bluse." Sagde han som om det skulle retfærdiggøre hans hansling.
Forsangeren tog en lidt dyb indånding og fik derefter et mere seriøst udtryk i ansigtet, hvilket i sig selv var et ret sjældent syn, "okay, måske tingene ser lidt sort ud lige nu, men altså vi skal nok få styr på det, det plejer vi jo at gøre." Primært var det nok Justin der plejede at få styr på tingene, men de var en anden side af sagen. Hans bryn formede sig i undren, "bede om hjælp til hvad?" Spurgte han så en smule forvirret.
Det var som om at tingene langsomt begyndte at gå op for ham, "vent vent vent...hvad snakker vi im lige nu?" Spurgte han komplet forvirret over drejningen samtaleemnet havde taget.

[Justin Bang]

Justin rystede let på hovedet, dog med et smil gemt i sin ene mundvig. "Charme, selvtillid og lækkert hår.." sagde han blot og tog en tår af den dåseøl han havde fået af vennen. Han vidste snart ikke, hvad han skulle sige, for han ville heller ikke presse for meget på, for hvis han kendte Sid ret, så ville det bare give bagslag.
Han sukkede let, "Jah, det er sgu svært, at blive ved med at være positiv, når bandet falder mere og mere fra hinanden, Sid," sagde han en smule opgivende. Han ville være på den, hvis bandet forsvandt helt. Han havde godt nok utrolig mange penge på kontoen, så han ville ikke blive fattig over natten, men han havde ingen andre uddannelser end sit afgangsbevis fra Hogwarts, han havde aldrig været på arbejdsmarkdede som sådan, foruden det bartender job han havde haft lige da han var gået ud af Hogwarts og frem til bandet rigtigt var slået igennem, så det var mange år siden efterhånden.
Han hævede lidt det ene øjenbryn, mens han afventede, at Sid ville høre sit eget spørgsmål og det ville gå op for ham, at han netop kun lige havde understreget hans pointe. "Tak," lød det så fra ham, da det endelig skete, hvortil han tog endnu en tår af sin øl. "Og det var en fan, Sid. Bemærk mit var," sagde han med et langt mere alvorligt blik i sine øjne. Den var virkelig ikke god, det ville jo ikke nytte noget, hvis deres fans begyndte, at være bange for at henvende sig til dem. Justin elskede at snakke med fans og han stoppede heller end gerne op og snakkede med dem, tog billeder, skrev autografer og hvad der ikke ellers fulgte med, at være kendt i hans øjne. Det var noget af det bedste, ved hans arbejde.
"Nej, Sidney, det plejer jeg at gøre, men jeg kan ikke redde din smukke røv hver gang," sagde han og værdsatte i stilhed den mere seriøse attitude der kom frem i vennen. "Hjælp til dit misbrug," sagde han en smule påpasselig, mens hans øjne bare udviste støtte. "Vi snakker om dit helbred, vores band, fremtiden, det hele," svarede han roligt og tog en tår mere af sin dåseøl.

[Sidney Lynch]

Sid sendte ham et skævt og selvsikkert smil, "præciiiis," sagde han og holdt sin egen øl op som i en skål før han tog endnu en stor skurk.
Justins bekymring fangede godt den unge forsanger. Han lod de mørke øjne hvile på ham og svingede så benene ud over kanten på sofaen så han sad op. Albuerne hvilede imod hans lår og han så indgående på den anden. "Er der noget du gerne vil sige, så sig det, alt det der pakke det ind i vat og bomuld det er sgu en tøseting og det får dig til at lyde som min søster." Kommenterede han og indiskerede at bassisten nu havde hans fulde opmærksomhed.
Sindey himlede dramatisk med øjnene da Justin sagde at det var en fan. "Hvad vil du have mig til? Sende fyren en skriftlig undskyldning?" Sagde han i et let grin og slog ud med hånden. Den hårde sandhed var ikke helt gået op for ham endnu. Eller jo det var den, men han forsøgte at gøre som han altid gjorde når større problmer var under opsejling, drukne dem under et endnu større lag af samleje, druk og stoffer.
En larmende stilhed løb gennem rummet som Justin omsider kom frem til sagens kerne. Sid stirrede på ham fra sin plads i sofaen, med et blik der kunne betyde alt fra "du har ret, jeg beklager" til "oh yes you better start running."
Efter et par lange sekunder af komplet silent treatment tømte han sin øl og smed dåsen i en elegant bue over skulderen hvor den landede et sted på gulvet bag ham. "Misbrug siger du?" Hans udtryk ændrede sig ikke og hans tonefald var lige så intet sigende som hans blik. Sandheden var at han heller ikke selv kunne bedømme hvilken retning han skulle føre det. Han kunne eksploderer og smide Justin ud, som hånden på hjertet var hans første indskydelse og hvad han ville have gjort var det kommet fra nogen som helst andre, men sandheden var at han ikke orkede det. Han vidste at Justin havde ret og han vidste at når det kom fra ham burde han lytte. Justin havde nok altid været den fornuftige side Sid selv manglede.

[Justin Bang]

Justin grinte let af vennen, før han skålede med ham og tog en tår mere af sin øl. Han betragtede vennen, som han rettede sig i sofaen og lod sit blik hvile på ham. "Og du bliver ikke sur, hvis jeg fortælle dig lige ud, hvad jeg gerne vil sige?" spurgte han en anelse mistroisk, nok også mest for at vinde sig selv tid, for selvom han havde hele sin tale i hovedet og han havde prøvet, at forudsige mindst hundrede scenarier, omkring Sids reaktion på hans ord, så kendte han også godt sin ven godt nok til, at vide, at der stadig var mindst hundrede måder, han kunne reagere på.
"Ja, nu du selv nævner det, så ville det faktisk ikke være nogen helt dårlig idé," svarede han hudløst ærligt og tog en tår mere af sin øl. Han regnede nu ikke med, at Sidney ville gøre det anyway, men det var vel et forsøg værd, nu hvor han selv havde foreslået det.
Han fulgte øldåsen med blikket, til den var ude af syne og den kun kunne høres, da den ramte gulvet et par gange, før den trillede og så blev stille. "Ja, misbrug.." svarede han en smule varsomt, men han holdt ved sine ord. "Det har taget overhånd, Sid, tag det fra en der selv har været der. Jeg vil gerne hjælpe dig, men jeg kan ikke hjælpe dig, hvis du ikke selv ønsker det. Jeg vil dig kun det bedste, det ved du. Du er min eneste familie, mand, jeg vil ikke miste dig til druk og stoffer," sagde han, som han prøvede at smide den over på sig selv, og få det til at lyde som om, at Sid ville gøre Justin en tjeneste og ikke omvendt. Hvis han var heldig ville Sid selv, komme frem til at han havde mere brug for professionel hjælp, end den hjælp Justin kunne tilbyde.

[Sidney Lynch]

Forsangeren rettede sig op i sofaen. Tonen i Justins stemme var en smule alarmerende. Han stemte hælene i gulvet og fangede en ny øl fra rammen som han åbnede. Stilheden var næsten larmende. "Det kommer sgu an på hvad du vil sige." Sid kunne ikke love Justin at han ikke ville blive sur. Han havde det med at fare op over småting, det var trods alt en side af sig selv han godt var klar over han besad.
Et fnis undslap ham og han rystede på hovedet. "Du er sgu meget sød, sende en skriftlig undskyldning, hold da op, han kan da vise det frem med stolthed, faktisk burde han næsten takke mig." Smilet var muntert, men inderst inde vidste han godt at han var galt på den.
Han hørte på vennen da han for alvor kom ind på sagen. Sid tog endnu en stor tår af sin øl og bøvsede på ny. Hans tanker væltede rundt i hovedet på ham lige nu. Måske var dette her hans chance for rent faktisk at få lidt styr på sig selv igen. Få styr på bandet, for uanset hvor meget han gerne ville, kunne han ikke benægte at det var gået ned af bakke over det sidste års tid. Ret så drastisk tilmed.
Han vendte de brune øjne mod Justins. "Og du synes virkelig at det er så slemt?" Spurgte han, stadigvæk toneløst. Han kunne godt selv mærke det. Han havde ingen form for struktur på sin hverdag. Han kom pr. difination altid for sent. Bandet havde mistet alle medlemmer på nær Justin og ham selv, og det havde fået forfærdelig omtale, udelukkende på grund af ham. Der var få ting i verden Sid for alvor bekymrede sig om, men bandet og Justin var blandt. Han tog en ny tår og afventede vennens svar.

[Justin Bang]

Justin tænkte sig godt om. Hvordan skulle han præsentere sine bekymreringer for vennen, uden at gøre ham sur vel og mærket. Han var lidt i vildrede. Han tog deres sin øl og bællede den i stedet for, at svare. På den måde kunne han måske vinde sig lidt tid, til lige at tænke det her igennem. Måske skulle han have haft Maze med. Hun havde et særligt forhold til Sidney - så vidt Justin vidste i hvert fald.
Han førte en hånd i gennem det sorte hår, så det strittede lidt mere end det normalvis gjorde. ”Jeg er bare en cuttiepie..” svarede han og smilede lidt til vennen, uden at svare på at den stakkels fan burde bæger Sids slag med stolthed. Det var der delte meninger om, men han valgte sine kampe med omhu. Han havde andre ting, han hellere ville have trumfet igennem lige nu. Ting der var vigtigere, så som vennens misbrug. Justin var ingen engel, det vidste han godt selv, men han havde i det mindste styr på sit forbrug af diverse rusmidler og brugte dem kun, når han var til fester. Hans forbrug havde været meget slemt, men han havde styr på det nu.
Han nikkede lidt forsigtigt, ”Ja, Sid, det syntes jeg,” svarede han ærligt og kløede sig lidt i nakken, hvilket var et typisk tegn på, at han var en smule nervøs. ”Din familie har et afvænningscenter, hvad med at lade dem hjælpe dig? Jeg lover dig, at hvis du prøver det, bare en uge, så kommer jeg personligt og henter dig hjem, hvis det ikke hjælper indenfor den uge. Hvad siger du, ven?” spurgte han lidt varsomt, men samtidig alvorligt og ærligt. Han ville gøre hvad som helst for sin ven.

[Sidney Lynch]

Sid kunne ikke længere holde fustratioenrne inde som Justin nævne hans families afvænningscenter. "Åh ja dét ville de elske, at se mig komme kravlende tilbage." Fnøs han. Det var hans stolthed de snakkede om her. "Jeg vil heller dø af mit misbrug end at lade min familie hjælpe mig." Sagde han bestemt. Men tøvede så. Han havde jo ikke noget imod Octavia, Luke og Noah, men de andre fornemme skidderikker kunne rende ham noget så grusomt!
Han betragtede Justin let. Problemet var at Sid virkelig værdigede sin kammerats mening. Han vidste godt at han var langt ude og når Justin begyndte at påpege det så var det virkelig slemt. Han sukkede. Han var ikke interesseret i at miste bandet og alt det de havde bygget på, men med denne her retning hans liv havde taget var han godt klar over at det var der det gik henad. Hvis han mistede Justin ville han ikke ane hvordan han skulle slæbe sig selv tilbage på benene. "Fint, hvis dét gør dig glad, men jeg nægter at blive behandlet af nogen som helst familiemedlemmer, de skal sgu ikke blande sig i hvad jeg render og fortager mig." Skønt de sikkert ville elske det hvis han kendte dem ret. De var fandme altid så skide nysgerrige. De ville elske at se ham knække nakken så hvis nu han kom ind imens det stadigvæk var valgfrit så kunne de sidde og blive helt forvirret over det. "Og jeg regner naturligvis med fint besøg flere gange om ugen og jeg sværger på hvis maden er lort -hviket den sikkert er, så medbringer du burgere når du kommer." Sagde han og kastede sig tilbage i sofaen, smed fødderne op på bordet så et par af de tomme dåser raslede ned på gulvet, og førte hænderne bag nakken. "Derudover kræver jeg at du ikke træffer nogen beslutninger om Yellow Fever uden stadigvæk at involverer mig." Det kendte han nu også Justin godt nok til at vide at han aldrig kunne finde på, men han havde brug for at få det sagt anyway.

[Justin Bang]

Justin rystede lidt på hovedet, "De vil dig jo kun det bedste, præcis lige som jeg vil," sagde han roligt, nu havde han åbnet for pandoras æske, så nu måtte det bæger eller briste. Han ville gå uendeligt langt for sin ven. Sidney havde været Justins bedste ven siden Hogwarts og han så ham ærligt talt, som en bror. Justin havde haft en hård start på livet og hans forældre boede stadig, i den fattige del af London. Hans mor blev tæsket af hans far, men hun nægtede at lade Justin hjælpe hende, så han kunne ikke gøre noget. Han havde flere gange, været oppe og slås med sin far, på grund af det. Det var dog ikke noget, han snakkede om, selvom han ikke var i tvivl om, at Sid ville lægge øre til, hvis han havde brug for det, så gjorde han det ikke. Vennen havde sine egne problemer og skulle ikke tænke på Justins også. "I det mindste indrømmer du, at det er et misbrug," sagde han med et lille smil over sine læber.
Justin mærkede en indre lettelse. "Familier må lovmæssigt ikke blande sig, uden du giver sammentykke til det, så ingen problemer. Vi sagsøger dem, hvis de prøver," svarede han sin ven og blinkede til ham, selvom han mente sine ord grav alvorligt. Han ville bare gerne have, at Sid kom et sted hen, hvor han ville blive behandlet bedst muligt og det vidste han, netop ville være et sted som Lynch Privat Hospital, afvænnings afdelingen. Både fordi han var en Lynch, men også fordi de var utrolig professionelle. Han så på ham, som var hans ven lige faldet ned fra månen, "Selvfølgelig kommer jeg og besøger dig. Jeg bringer ti burgere og milkshakes," svarede han og smilede, og tømte det sidste han havde i øldåsen. Hans blik blev lagt i nogle langt mere alvorlige folder. "Det kunne jeg aldrig finde på, det ved du sgu godt," sagde han og lagde op til en fitbump. Han rejste sig roligt, "Jeg vil give dig lidt ro til, at pakke og så kan jeg kører dig hjem forbi dit andet hjem, hvis du mangler noget der, og så kører jeg dig derud. Skal vi mødes om en times tid? Eller skal du bruge mere tid?" spurgte han roligt, han ville gerne hjælpe Sid godt på vej, han vidste det var et stort og svært skridt, men det var altid bedst, hvis det kunne gøres frivilligt, for så kunne han også altid gå igen, hvis det var dét han ville.

[Sidney Lynch]

Denne kommentar fik ham til at fnyse. ”Yeah right.” Han rystede på hovedet, ”jeg har sgu ikke brug for de skidesprællere og deres højhellige pis.” Erklærede han og rejste sig fra sofaen.
Sid sendte ham et advarende blik da Justin sagde at han havde indrømmet det var et misbrug. Ja det havde han vel på sin vis, men han mente bare ikke selv det var et større problem. Eller jo det var et problem, men Sid regnede nu godt med at han kunne klare det. Dog var frygten for at miste bandet stor nok til at han lod sig overtale, og udelukkende af den grund af Justin havde sagt at han ville hente ham hvis han ikke havde lyst til at være der.
Sid rystede atter på hovedet. ”Nope, jeg lader mig ikke indlægge på min families hospital JB, du må sgu finde på noget andet.” Sagde han bestemt. Dette stod ikke til diskussion. Han gad slet ikke at de vidste hvad han lavede eller hvor han befandt sig.
”Så så, ro på prinsesse. Hvis jeg skal indlægges så skal jeg fandme i byen i aften og være skide fuld og abnormt skæv. Lad og kalde det en afskedssalut.” Forsangeren klappede et par gange i hænderne og strøg hen mod soveværelset hvor han havde sin garderobe. ”Så vi skal i byen og finde nogle lækre trunter vi kan hygge os med. Er du frisk?” Han vendte sig mod Justin fra dørkarmen. Skønt Justin aldrig havde sagt noget, havde Sid i længere tid haft en fornemmelse af at Justin ikke var til piger. Han kunne ikke helt sætte en finger på hvad helt nøjagtigt der gav ham den ide, men det var bare en feeling. Dog sagde han ingenting, han gik ud fra at Justin selv ville komme frem og sige det hvis han havde brug for det, Medmindre Sids fornemmelse selvfølgelig var forkert.
”Så vi ses senere til samleje, drugs and rock'n roll.” Han kastede ham et håndtegn før han forsvandt ud på badeværelset. ”Peace out bro, jeg smutter i bad og noget rent klunds, jeg går ud fra du lukker dig selv ud.” Kaldte han derude fra og lukkede så døren efter sig.

// out