Lakridsboden

[Deleted]

Tråden er tilegnet @patsy



Duncan havde ikke været på dette sted længe og det vækkede rigtig mange minder at pludselig skulle stå her igen. Han sad bag noget forhæng til en bod han havde valgt at have til forårsfesten. En lakridsbod. Han havde ansat en ung magiker til at stå i boden for ham så han egentlig bare kunne høste penge fra boden, enhver mands drøm. At sidde på sin flade og ikke skulle arbejde for sine penge. Ikke fordi Duncan manglede dem på nogen måder. Han sad med en avis i hånden og sumpede egentlig bare lidt mens han drømte tilbage til de tider han have brugt før han flyttede til Ilvermorny for at afslutte sin uddannelse. Han bed sig lidt i læben. han havde ikke set nogen af dem fra Hogwarts i 10 år, så det var en smule underligt. 

[Deleted]

Outfit

Patsy elskede foråret, og nød at det igen var blevet tid til forårsfesten. I den anledning havde hun fundet en sommerlig kjole frem og sat håret pænt og friskt op. Hendes makeup var let og frisk, men gjorde læberne en anelse lyserøde. Nu gik hun så der gennem Hogsmeades hovedgade og kiggede på boder. Det var altid hyggeligt. Hun havde blok og pen med, da hun samtidig gik og ledte efter en historie til avisen.

En lakridsbod fangede hendes opmærksomhed, den havde hun ikke set de andre år, og hun valgte derfor at gå derhen og se hvad de havde.
Hun smilede høfligt til den unge fyr i boden. ”undskyld. Boden her er da ny ikke? Må jeg stille dig et par spørgsmål til avisen?” Det kunne være en spændende artikel. Sådan en Første gang til forårsfesten.
Den unge knægt i boden tøvede dog lidt. Han var ikke meget ældre end en 7. Årgangs Hogwarts elev. ”altså jeg arbejder her jo bare. Vil du ikke hellere tale med hr. Brown?” Patsy smilede bare af spørgsmålet, men rystede så på hovedet. ”nej. Jeg er ikke interesseret i forretninger som sådan. Jeg er mere interesseret i at høre til hvordan det er at stå i bod her under festlighederne?” hun kiggede lidt op og ned af den gade der var blevet skabt af boderne og så på fyren igen. Boden havde en god placering. Så så hun igen ned på bodens varer. ”måske jeg også kunne få lov at købe en pose lakrids til min onkel?” planen var at hun skulle til Irland snart, så var det nok meget godt med en gave.
”og der skulle vel ikke være chance for at I også sælger chokolade?” Patsy så håbefuldt hen over bordet med ting.

[Deleted]

LAKRIDSBODEN

Duncan var fastlåst til sin avis indtil han hørte en stemme som han fandt utrolig velkendt, i første omgang var han dog sikker på at det bare var hans hjerne der spillede ham et puds, men da stemmen derefter nævnte en onkel var der ingen tvivl.

Duncan rejste sig og rettede kort på sit tøj før han tog fat i det stykke stof som adskilte ham fra butikken, han trak det langsomt til side og rigtig nok så han en voksen kvinde, der lignede Patsy på en prik.

Hans hjerte galoperede afsted som en vildhest på den amerikanske mark. Han smilede dog og holdte sin arrogante facade oppe.

"Jeg tager over herfra." sagde Duncan til drengen som hurtigt forsvandt over til de andre kunder som stod og ville købe

Duncan gik hen og stod nu foran Patsy og smilede til hende med hans arrogante og kolde smil. "Længe siden." sagde han og stirrede hende dybt i øjnene

[Deleted]

Den røde fjerpen løb skriblende hen over blokken mens de snakkede. Patsy skulle netop til at stille fyren et nyt spørgsmål, da teltdugen bagest i boden, blev trukket til side og en pæn ung mand kom til syne. Han så ud til at være på Patsys alder og med vished om at ejeren af boden hed Hr. Brown, krævede det ikke mange hjerneceller for Patsy at regne ud at manden fornavn var Duncan. Men var han virkelig her? Hun mærkede hvordan hendes hjerte slog et slag over, mens hun et øjeblik overvejede at give ham et stort kram, bordet der stod imellem dem, ville dog komme i vejen. Det var bare virkelig rart at se ham igen, og wauw han var virkelig blev smuk... Eller det havde han nok altid været, men jo. Dog lige bortset fra den arrogante facade. Den klædte ham ikke.

I sin egen munterhed besluttede hun sig dog for at drille ham lidt. Det havde de gjort så tit, så måske det var en bedre genforening end at starte med et 10 år for gammel undskyld. "Hr. Brown formoder jeg? Lad mig gætte, en stor forretningsmand fra USA som er kommet hele vejen herover. Fornemt" Hun kiggede på ham med et lidt drillende blik, mens hun prøvede at holde den dårlige samvittighed væk. Han virkede dog ikke sur, så det var rart. Da han så gjorde tegn til at genkende hende smilede hun bare til ham tydeligt glad for at se ham. "Hvad laver du her? Udover at afbryde mit interview?... Du.. Det rart at se dig igen." Hun vidste ikke hvor lang tid han ville høre på hende, så hun måtte hellere få det sagt hurtigt.

[Deleted]

LAKRIDSBODEN

Duncan kunne ikke helt lade være med at smile over hendes gode humør, meget havde ændret sig selv på de sekudner de havde udveklset. Duncan kunne mærke at hendes energi var helt anderledes. "Tilflyttet til Hogsmeade, om jeg må" sagde han med et lille smil og lagde de varer frem til hende som hun havde bedt om. "På huset, eller bodens regning" sagde han og blinkede til hende.

Duncan havde ikke selv en snært af dårlig samvittighed overfor Patsy, han havde for længst besluttet sig at alt det der var sket var fortid, selvom han til tider kunne blive en smule bitter over den måde han var blevet behandlet på at Murray familien.

"Så du er journalist nu?" spurgte han og nikkede til hendes blok. "Kvikskribleren ser ud til at stadig virke." sagde han og kiggede på den røde fjerpen han havde givet hende i gave tilbage dengang hvor de gik på Hogwarts

[Deleted]

Patsy så overrasket på ham. Var han flyttet hertil? Og uden at hun vidste det? De kunne jo være naboer. Det var de forhåbentlig ikke. Hun smilede taknemmeligt, da han gav hende posen med lakrids gratis. Det havde han ikke behøvet. “Mange tak. Det er venligt af dig” hun tog dog alligevel imod posen og holdt den så bare lidt i hænderne. 

Patsy blev en smule stolt af sig selv da han spurgte til hendes arbejde. “Ja. Jeg har arbejdet for profetten de sidste 4 år” der var ingen pral at spore i stemmen, bare velvære og en smule stolthed. “Ja vi har lært at forstå hinanden ret godt. Og så minder den mig om gode ting og om altid at være den bedste version af mig selv” sandheden var nok nærmere at den mindede hende om Duncan, der fik hende til at ønske at få det bedste frem i sig selv og huske at leve og ikke bare se livet drive forbi. 

[Deleted]

LAKRIDSBODEN

Duncan lyttede blot efter det som Patsy sagde, det gjorde ham da en smule glad at hun stadig kunne finde gode minder blandt mange af de dårlige ting de havde været igennem. Duncan selv ville nok aldrig glemme den aften der fik ham til at forlade Hogwarts. Det sidste håb i ham var revet ud af ham, som slik fra et lille barn. Hans sidste år på Ilvermorny var meget ensomt eftersom alle de andre elever havde delt værelse i 6 år.

Tiden efter Hogwarts havde budt Duncan en masse rigdom eftersom han havde haft meget success. Der havde da også været et par skandaler på det amerikanske aktiemarked, noget han havde formået at holde sig ude af. Og ikke mindst havde hans mor da stadig success i mange af de film hun ellers havde været med i efterfølgende. "Rart at se at du stadig kan finde gode minder" sagde han en smule koldt og tørrede boden af med en våd klud.

[Deleted]

Måske hadede han hende alligevel, selvom det havde virket på ham før til at han var glad for at se hende, men selvfølgelig havde hun virkelig også ødelagt meget for ham dengang. Hun sukkede kort før hun så på ham igen. "Jeg tænker også på de mindre gode ting. Ikke at de på nogen måde retfærdiggøre noget. Mit 7 år på Hogwarts var noget rod på alle mulige måder. Jeg var enormt egoistisk fordi jeg ikke kunne være i noget af det. Undskyld Duncan. Jeg var alt for god til at lade tingene gå ud overdig, mens jeg blev blind for alt andet." De var ærlige ord der kom fra hende og det var tydeligt at hun mente dem. Det var ikke bare et eller andet pladder om at få at vide, hun var god nok. Det var en indsigt i en lang og dårlig periode. 

Mon han nogensinde fik det brev hun havde sendt til ham? Uanset, så var der ting hun gerne ville sige. Vigtige ting som hun håbede på han ville lytte til. "Jeg husker de dårlige ting også, men jeg vælger at følge alt det gode jeg lærte af dig. Du hjalp mig meget dengang og det er jeg meget taknemmelig for i dag. Jeg Elsk....." Hun tøvede og turde alligevel ikke sige det."Du har bare sat dine spor i mig. Hvis du en dag får lyst, så vil jeg meget gerne give en kop varm kakao her." Måden han var begyndt at rydde op og gøre rent virkede lidt som en hentydning til at hun skulle gå, men hun var ikke sikker. Hun ville hvert fald ikke skabe mere ballade for Duncan.

[Deleted]

LAKRIDSBODEN

Duncan lyttede endnu engang bare efter det som Patsy havde at sige, det kunne godt være at det var 10 år siden, men hun virkede stadig utrolig tynget af de ting som var sket. Han rystede lidt på hovedet af hende og kom til kaste et hånende grin over sin læber. "Det er 10 år siden Patsy. Du må se at komme videre." sagde han en smule koldt og smed noget papir ned i affaldssækken ved siden af ham.

Han rørte ved en af maskinerne som så skød en maske lakrids ud som han hurtigt skovlede op i nogle små poser og placerede den på disken ved boden, så de andre kunder kunne se hvad de havde at tilbyde.

"Jeg har valgt at ligge alting bag mig hvad der skete for 10 år siden. Det tog mig rigtig lang tid at indse at jeg i sidste ende havde handlet ud fra hvad der var rigtigt i mit hjerte. At der så var en gruppe af mennesker der så mig som ulven kan jeg ikke gøre for. Det er min tråd i livet, og den har jeg accepteret nu. Jeg vil aldrig lade et menneske påvirke mine valg i livet. Du virker trods alt til at du er blevet klogere med tiden, og det er jeg glad for. Men så burde du også vide at det ville være klogest for dig bare at komme videre i stedet for at troppe op her og minde mig om de ting der skete. Jeg kan ikke ændre på fortiden, ligeledes kan du ikke. Jeg vil ikke tæve mig selv længere pga. de ting der skete. For i sidste ende forlod jeg stedet med panden holdt højt. Og Patsy. Jeg er glad den dag idag." sagde han nærmest sårende. Hvad var Patsy ude på?

[Deleted]

Alt det gode og glade virkede til at forsvinde med et og Patsy undertrykte et suk. Det var så underligt at se ham der igen og længes efter ham og samtidig vide at han var kommet videre. Men han ret. Hun måtte også videre. Selvom det igen var svært at give slip på ham. Han udstrålede dog mest af alt en der ikke kunne vente på hun forsvandt. Det fik hun til at nikke indforstået. “Det var om ikke andet dejligt at se dig igen. Vi ser vel nok mere til hinden nu vi begge bor her. Men ha det godt og held og lykke med boden” hun sendte ham et smil klar til at gå

[Deleted]

LAKRIDSBODEN

Duncan smilede blot en smule over hendes reaktion. Måske det var gået op for Patsy at det var bedst sådan? Det lød nu også meget hårdt når han sagde det på den måde...

"Patsy? Du glemte lakridsen" sagde han og smilede venligt til hende og kastede en pose imod hende i håb om hun ville gribe den, så den ikke ramte hende direkte i hovedet, lakrids var ikke ligefrem det blødeste slik

[Deleted]

Patsy kiggede tilbage på Duncan. hun havde ikke længere lyst til at have posen med Lakrids, men han havde jo givet hende den, så hun måtte i det mindste være høflig og tage imod den. Hun begyndte at gå hen til ham, men før hun nåede meget mere end et skridt, valgte han at kaste posen imod hende. Hun forsøgte lidt på at gribe posen, men fordi hendes sportslige evner ikke ligefrem var i top, endte det med at hun næsten stod og jonglerede med den, før hun heldigvis greb den. "Tak. Det var dejligt at se dig. Ha' Det godt." Hun smilede til ham en gang og vendte sig så igen for at gå.

- Out?

[Deleted]

LAKRIDSBODEN

Duncan kom til at fnise lidt over hendes kejtethed, det var noget af det som han elskede ved Patsy.

"Pas nu på dig selv ikk Patsy?" sagde han med et skævt smil og forsvandt ind bag gardinet igen.

// Out