You're Next

[Benyamin Hale]

Den ældre magiker sendte hende et olmt blik, ”jamen hvad så med at du træner dig op og bliver lige så dygtig som jeg, og så selv tager dig af sagen?” Spurgte han udfordrnede. ”Jeg har ikke tænkt mig at smide hele mit liv væk Piper, jeg har knoklet for det liv jeg har, hvis du vil opnå noget må du selv arbejde for det.” Svarede han hende igen. Han kunne simpelthen ikke forstå at hun snakkede som om at det ikke var noget problem for ham lige at skaffe sin egen bror af vejen og tage den jail time der fulgte.
”Det er ikke noget at reklamerer med.” Kommenterede han tørt. ”Hør Piper,” hans stemme blev lidt mere behersket, ”Jeg ved godt at det ikke har været let, men jeg har ikke tænkt mig at opgive mit liv for den sag og så kan du hade mig lige så tosset du vil, men jeg har også familie at tage hensyn til.” Forsøgte han at forklare skønt han havde en god ide om at han nok snakkede for døve øre.
Tanken om at Theodore ville opsøge ham, fik det til at løbe ham koldt ned af ryggen, men ikke desto mindre havde hun ret. ”Så må jeg krydse den bro når jeg når dertil.” Svarede han blot. Selvfølgelig ville han forsvare sig selv -og familien, Piper iblandt, men han havde ikke tænkt sig at opsøge Theodore.
Deres blikke brændte sig ind i hinanden med samme styrke som ilden fra pejsen. Det blev dog brudt som hun satte sig i sofaen. Hans mørke øjne fulgte hendes færden gennem rummet. Først da hun slog sig ned, lod han også blikket vandre i anden retning. ”Det er allerede sat i gang.” Svarede han stille og sukkede let.
Blikket blev mere overvejende da hun nævnte whiskyen. ”Så lad gå. Et enkelt glas, men du har bare at nyde den, det er en god årgang.” Kommenterede han klogt og gik tilbage til skabet i hjørnet. Han havde fanget sit eget glas med på vejen, som blev fyldt med det nye han fiskede frem til hende.
Det var et par solide tårer han hældte op til dem, men det virkede bare lidt som om at de begge godt kunne bruge det.
Han kom tilbage rakte hende det ene glas, tog selv en slurk af den andet og satte sig så ned ved siden af hende. ”Du skal ikke lade ham trække dig med ind i hans mørke.” Sagde han så lidt ud af det blå, imens hans blik var fæstnet imod den knitrende pejs.

[Piper June Maganiello]

Piper gengældte det olme blik. Han fik det til at lyde som om hun havde fået alt serveret på et sølvfad, når hun i virkeligheden ikke havde gjort andet end at kæmpe for et godt liv.. eller bare for sit liv i det hele taget. Desuden ville det tage hende årevis at komme op på det magiske niveau. "Hvis du kendte mig det mindste, ville du vide at alt jeg har gjort er at kæmpe," bemærkede hun og kunne ikke skjule sin irritation over at han fik hende til at lyde som en eller anden forkølet møgunge. Hun havde kæmpet mere end de fleste. "Mens du har haft tid og overskud til at opbygge et godt firma, en solid familie, et godt omdømme, så har jeg brugt min tid og energi på at prøve at overleve." hun så ud af vinduet, ud i mørket. Et øjeblik slog hendes hjerte et slag over. Det var ikke unormalt for hende at se spøgelser. Hun rejste sig fra sofaen som hun næppe var dumpet ned i, og gik diskret hen til vinduet med armene krydset over brystet. Hendes mørke øjne forsøgte at spejde gennem nattens mørke, men der var intet derude ud over livlige grene der bevægede sig i vinden.
Hun lod armene falde slapt ned langs siden og sukkede. Somme tider blev hun så træt. Det var hårdt altid at være bekymret. "Had er det jeg føler for Theodore. Jeg hader ikke dig, Benyamin, men jeg disrespekterer dig i allerhøjeste grad for at lukke øjnene," indrømmede hun med en sjælden ro i stemmen. Jonathan havde været fighteren af de to, det kunne hun se nu. Hun slentrede hen til sofaen og dumpede ned igen. Selvom hun forsøgte at tage sig i det, drev hendes blik i ny og næ tilbage til vinduet, for at sikre sig at der stadig var frit.
Da hendes blik drev tilbage, sad hun for et øjeblik og så helt apatisk ud, mens han hældte op. Hun hørte glasset klirrer og væsken der løb ned i dem, men først da han stod foran hende, slog hun blikket op og tog imod det. Glasset blev ny genstand for hendes stirrende blik. Hun forblev tavs selv efter han havde talt, og tog en tår af den stærke væske i glasset. Varmen bredte sig helt ud i fingerspidserne, hvilket var en mærkværdig befrielse. "Det er nemt for dig at sige, synes du ikke?" spurgte hun retorisk uden at lyde vred. Med andre ord var det for sent. "Jeg blev fanget i hans mørke for lang tid siden," hun stirrede frem for sig med et tomt blik, hvorefter hun tog en ny tår.

[Benyamin Hale]

Hans blik blev en smule hårdt, "og hvis du kendte mig ville du vide at jeg har gjort det samme." Måske kunne det godt se ud som om at han altid havde været denne dygtige, mægtige troldmand, men sandheden var at han havde arbejdet sig op på det niveau som alle andre. Han havde gennemlevet den samme barndom som hans brødre, haft de samme vilkår. Han havde to forliste ægteskaber i bagagen, samt et temperament der drev ham ud i at kaste en ubrydelig forbandelse på et spædbarn, der nu levede under den forbandelse, og sandsyndligvis ville komme til det resten af sit liv.
Det med at tage dumme beslutninger der skadede folk i kampens hede, lå nok desværre lidt til familien, og det var ikke en god ting når man besad de magiske egenskaber som han gjorde. "En solid familie? Få mig nu ikke til at le." Sagde han og lod armene falde over kors. "Min første kone forlod mig, min anden kone var mig utro, min yngste datter vil slet ikke se mig og min søn gør alt for ikke at blive sammenlignet med mig." Han så på hende med alvorlige brune øjne. "Mit liv har jeg brugt på at forsøge at sammenholde min familie. Jeg ved at du ikke har haft det let, men hvis du leder efter en til at tage på selvmordsmission med, er jeg ikke manden for opgaven." Han havde været alt for dybt indblandet i alt det, levet i frygt for at Rebecca skulle finde frem til at han havde hjulpet Theodore med at bringe Kael i sikkerhed. Piper skulle have været en del af det, men det havde ikke været muligt få hende væk.
Benyamin fulgte hende med blikket da hun bevægede sig over det polerede trægulv. Hendes sko gav en svag klikkende lys som hun bevægede sig udenfor de dyre gulvtæpper. "Det kan jeg leve med." Svarede han ærligt. Han mærkede selv nervøsitetens kolde greb ved hendes blik. Son når en kat eller hund opfangede noget det blotte øje ikke kunne se.
Med et let suk og sit eget glas i hånd, tog han sig den frihed at slå sig ned i sofaen ved siden af hende. Han kiggede på hende med et hævet bryn. "Men du har muligheden for at vende det liv ryggen. Det eneste du skal gøre er at tage den." Hun snakkede som om hun ikke havde et valg. Måske det heller ikke føltes som om hun havde, men det havde hun, "Theodore er din far. Det gør ham ikke til dit ansvar og det gør dig på ingen måde ansvarlig for hans handlinger."

[Piper June Maganiello]

"Spar mig, Benyamin. Jeg ved at du nok også har kæmpet et par gange i dit liv, forskellen på dig og mig er at du kæmper for dig selv," hun skulede i hans retning. Hun havde viet sit liv til at kæmpe for andres liv. Hun forstod slet ikke at man kunne tage så lidt ansvar for alle andre end ham selv og hans familie.
Hun tog en tår af whiskyen og slikkede sig om læberne for at fange de sidste dråber, inden hun lagde hovedet tilbage og støttede nakken mod ryglænet. "I det mindste har du en familie," bemærkede hun og lod blikket fanges af flammerne i pejsen igen. Det kunne godt være at han var hendes onkel, men hun så ham ikke ligefrem som familie.
Hun kom til at le - ikke sådan en helhjertet latter, mere halvhjertet og tør, med en snert af opgivelse. "Og i det mindste prøver de ikke at slå dig ihjel," tilføjede hun. "Hør - jeg forstår at jeg ikke kan kræve at du risikerer dit liv og din familie for mig eller min sag. Jeg kan ikke lyve og sige at det vil være ufarligt, når de få der har turdet er døde nu." hun sukkede og så ned på sine hænder. "Jeg håber at jeg finder ham før han finder dig og din familie." afsluttede hun og vendte hovedet mod ham.
Han havde ret - det var en selvmordsmission, og af en eller anden grund virkede tanken mere befriende for hende end frygtsom. Hendes blik gled igen bagham, da hun svor at en skygge bevægede sig forbi vinduet. Diskret lod hun hånden glide ind bag sin kappe og trak staven. Hun gjorde intet, men holdt den bare diskret i sit skød, hvilket fik hende til at føle sig en kende mere tryg. "Han er hele grunden til at jeg er hvor jeg er. Han gav mig modet og viljen til at forhindre folk som ham i at skade andre. Er du klar over at jeg så ham og Rebecca slå en ihjel? Naturligvis efter først at have tortureret ham. Hans skrig vækkede mig." hun sank en klump, som om at mindet stadig gjorde hende ukomfortabel. "Mørket er en del af mig, jeg kan ikke løbe fra det, så i stedet omfavner jeg det. Det er min byrde at leve med, det betyder ikke at jeg er ved at blive ham. Jeg gav mig selv et løfte for mange år siden om at stoppe ham, og indtil jeg har indfriet det løfte, så er det mit liv. Så jo, på sit vis er han mit ansvar," hun tømte glasset og satte det fra sig på bordet. "Du har ret - god årgang," kommenterede hun upåvirket.

[Benyamin Hale]

Han sendte hende et sigende blik, "Jeg kæmpede for min familie." Rettede han hende uden at vide at det var en del af hendes tanker. Som hun flyttede blikket mod flammerne kørte whiskyen et par gange rundt i glasset og holdt hans fokus der. Han tog derefter en solid tår og lod den brænde lidt imunden før han sank den og lod følelsen sprede sig ud gennem hele kroppen. "Du har da også familie, du vælger bare ikke at holde kontakten." Han gentog samme procedure med whiskyen i glasset imens han snakkede. "Og nej, det er ikke kun mig jeg hentyder til her." Tilføjede han roligt. "Du har da din bror. Trescott, han er også auror, I må da have rig mulighed for at snakke sammen." Han vidste godt at det ikke var så simpelt, derudover slog PIper ham bare ikke helt som typen der sad juleaften og spiste flæskesteg og dansede om juletræet med familien. Hun var en enspænder. Meget som sin far og ham selv. De bildte sig ind at de var familiemennerkser, men i sidste ende sad de alle alene tilbage.
Hendes opgivende latter og kommentar fik ham til at rette blikket imod hende, "jeg ved nu ikke helt med min 2. kone...jeg forbandede trods alt hendes baby." Svarede han med en grimasse og lod et par sekunder passerer før han begyndte at grine lavmeldt over den total ynkelige samtale de havde kørende.
Han mødte hendes blik. Der var alvor at spore. "Hvis du finder ham Piper, så er der store chancer for han slår dig ihjel." Svarede han ærligt. Det var stadigvæk svært for ham at tro at Theodore virkelig var kommet så langt ud, men fakta talte jo desværre for sig selv.
Igen så han hendes blik flakke og han mærkede en ubehagelig uro vokse i kroppen. "Du begynder at give mig lidt paranoia, ser du noget?" Spurgte han ind og vendte sig halvt om i sofaen så han kunne kigge mod vinduet selv. Han så ingenting, kun mørke, hvilket i sig selv også var skræmmende nok.
Han så på hende, en mild sorg meldte sig i hans blik. "Ved du hvem der også engang lavede sådan et løfte? Påtog sig den form for byrde? Din far. Han omfavnede mørket ligesom du, og her sidder vi nu." Hun lignede ham langt mere end hun anede, det var næsten en smule skræmmende. Han svarede ikke på wjiskykommentaren, men tømte i stedet sit glas, som mindede hendes udsagn ham om at han stadigvæk havde det i hånden.

[Piper June Maganiello]

Man kunne tydeligt se i hendes blik at hun ikke var overbevist. I hendes øjne var selv familien et egoistisk foretagende, når alt kom til alt, ville ikke engang de være der for dig. Det var hun et levende eksempel på. "Min familie består af en død mor, en morderisk far og en fraværende onkel, det er ikke en særlig imponerende statistik." pointerede hun og trak benene op under sig i sofaen. Benyamin havde jo heller ikke ligefrem rakt ud til hende.. desuden havde hun ikke den fjerneste idé om hvor visdt hendes familie egentlig rakte. Hun fnøs åbenlyst da han nævnte Scott. På arbejdet var de nok kendt for at være hinandens ærkefjender, selvom det nok i bund og grund var Piper der ikke havde givet Scott andet valg end at hade hende. Det gjorde hun ofte ret nemt for folk. "Som om han er til nogen hjælp," mumlede hun bare. Det eneste de havde tilfælles, var at de begge to hadede Theodore.
Da han nævnte at han havde forbandet sin ekskones barn, så hun op på ham med en blanding af undren og et tavst: 'virkelig'? som om hun ikke helt vidste om han jokede. Da det gik op for hende at det ikke var tilfældet, begyndte hun at grine lavmeldt sammen med ham. "Så har du også kun givet hende alverdens gode grunde. Hvis hun slog dig ihjel, ville jeg ikke have ondt af dig," understregede hun og kom til at le lidt halvhjertet igen mens hendes blik stirrede op i loftet. Det havde hun trods alt ikke helt troet på at Benyamin havde i sig. Grinet forastummede men efterlod et diskret smil der aldrig helt nåede hendes øjne. "Det ved jeg," svarede hun og drejede hovedet for at se på ham. Det skræmmende var at hun ikke engang lod til at bekymre sig om det. Hun havde lyst til at sige at hun håbede at han ville gøre det, men hun kunne ikke vise sin opgivenhed. "Hele tiden.. altid. Jeg har en følelse af at jeg bliver overvåget," indrømmede hun. Hun begravede fingrene i sit mørke hår og lod blikket falde tilbage til vinduet hvor der naturligvis ingen var. Det var bare hendes hoved der spillede hende et pus. Benyamin fik hende dog hurtigt til at glemme frygten. "Jeg er ikke som ham," hendes stemme lød ubevidst vred. "Theodore kommer til at befri mig fra mørket.. på den ene eller den anden måde," afsluttede hun og kastede et misundelig blik på hans drink.

[Benyamin Hale]

Benyamin fik næsten lyst til at grine af hendes kølige kommentar omkring hendes familierelationer. Hun havde jo desværre ret. Det var nok ikke den mest stabile familiesituation. Selvfølgelig gjorde han det ikke for der var jo i reglen ikke noget at grine af. Det virkede bare lidt håbløst. Han ville heller ikke helt lade hende vide at han måske ikke havde været så fraværende som hun havde en ide om. Han havde rigtigt nok ikke været en del af hendes liv som sådan, men han havde altid haft et øje på hende siden hele dette her cirkus startede.
"Jeg er ked af at sige det Pips, men du gør det altså heller ikke altid lige nemt for folk at komme tæt på dig." Klarlagde han og skød hagen en smule op, som forventede han at hun ville blive sur og fornærmet over den kommentar. Det var nok en familiesvaghed, for ærlig talt kunne han kun komme på ganske få familiemedlemmer der var vellidt i deres familie. Den ene var Trescott, som ikke havde haft noget med familien af gøre. Den anden var hans egen datter Castiella, men det var kun til man var uenig med hende i quidditch og så var der Alyxia, som biologisk set ikke var del af familien. Han selv blev mest refereret til som "et arrogant røvhul," hvilket han ikke kunne benægte.
Som hun begyndte at grine med, tog latteren lidt mere over. Som kunne man ikke andet end at grine over deres fælles elendighed. "Nej heller ikke jeg." Indrømmede han. "For at være ærlig har jeg forsøgt at finde en modbesværgelse siden...det har taget mig 19 år nu og jeg er ikke længere end da jeg begyndte. Jeg håber på at kunne bruge noget fra den magiske virus der har hærget..den fjerner jo magi. Jeg skal bare lige modificerer den sådan at han ikke bliver slået ihjel af den. Eller undgå at den smitter. Hvem ved måske bliver det også kuren mod varulvebid." Det gik op for ham at han vrøvlede derud af, men var der noget han var passioneret om, så var det hans arbejde.
Han sukkede diskret. "Der må være en anden måde. Du snakker om at beskytte de uskyldige. Hvordan planlægger du at gøre det fra graven af?" Han hævede et bryn af hende. Den ældre magiker sendte hende et roligt, men bedrevidende blik. "Du minder langt mere om ham end du selv er klar over, det er derfor jeg er bekymret for dig." Indrømmede han skønt det nok ikke var det hun ønskede at høre. Han trommede let med fingrene på krystalglasset. "Den sti du bevæger dig ned af er kun mørke. Uanset hvilken retning du tager. Vil du være fri, så opgiv dit fortagende inden det æder dig op." Han havde set det sket før og han hadede ideen om at det skulle ske igen.

[Piper June Maganiello]

Det ville ikke ændre noget at sætte sig hen i et hjørne og græde over familiens elendighed, så Piper var ikke sen til at hoppe med på hans måde at håndtere det på, og bare grine af det i stedet for. "Nej. Men helt ærligt er det nok også bedst at holde sig langt væk," bemærkede hun tørt. Matthew var død, Shade var død, jonathan var død... alle dem der havde været tæt på hende lå under jorden, så hun kunne ikke ligefrem anbefale et venskab med hende.
Hun fnøs og gled længere ned i sofaen, så hun halvt om halvt lå med hovedet på ryglænet og hænderne flettet over maven. Hendes ene øjenbryn skød i vejret over hans indrømmelse. "Det lyder som en kanon idé at prøve at redde ham med en potentielt livstruende virus," hun lød begejstret men man kunne godt fornemme hendes sarkastiske undertone. Hun rystede på hovedet. "Dine ambitioner fejler ingenting," konkluderede hun videre. Hales firma var kendt som værende lidt af et mirakelsted, men hun havde aldrig sat sig særlig meget ind i hvad han rent faktisk lavede.
Piper vendte hovedet en lille smule mod ham men uden at sætte sig mere op. Hendes blik var dovent. "Jeg regner med at en anden tager over derefter." indrømmede hun med en svag antydning af en hentydning. Der var en grund til at hun var kommet. Problemet var at hun ikke havde en chance for at beskytte folk før Thedore var forsvundet fra jordens overflade.
Hun så væk fra ham og ind i pejsen igen, for at lukke ham ude. Hun ville ikke sidde og høre på at han sammenlignede hende med Theodore. Denne gang endte hun med at rejse sig igen. "Jeg er ikke min far. Jeg gør hvad jeg er nødt til for at bryde fri fra hans lænker og sikre mig at ingen andre falder ind i dem," Benyamin kunne leve i fred her på hans lille palads, hun havde ikke muligheden for et liv, sådan føltes det i hvert fald. Hun sank en klump. "Tak for rådet.. onkel. Du er tilsyneladende okay. Jeg meddeler ministeriet at du klare dig selv.. jeg har tænkt mig at gøre det samme," tilføjede hun. Sårbarheden og det svage glimt af munterhed var forsvundet og havde efterladt hende, med det samme stendøde blik. Hun kastede et sidste blik på ham og sneg tryllestaven ud af kappen. Uden videre ord, drejede hun om på hælen og forsvandt i en mørk røgsky.

//Out