You're Next

[Piper June Maganiello]

Tid: 21:30

Tilegnet: Benyamin Hale

_________________________________________________________

Piper dukkede op foran Arden Road nr. 7. Klokken var langt over 9 om aftenen, og der var blevet belragende mørkt, man så knap det mørke røgslør der omhylede hende og derefter forsvandt. Hun så op på den palæ-lignende bolig og mærkede en dybfølt irritation. Hun havde ikke set Benyamin siden hun var lille. I hendes øjne var han en kujon der havde vendt ryggen til ikke kun hende, men hele familien og nu var Jonathan død og ministeriet havde tvunget hende til at beskytte ham, hvilket var sket med alt andet end hendes gode vilje. 
Hun tøvede i et langt øjeblik. Ligesom altid havde hun en stærk fornemmelse af at blive overvåget, Jonathan havde ment at hun var skør sidst han havde set hende, at Theodore gjorde hende paranoid, og måske han havde ret, men hans naivitet havde fået ham dræbt. Hun havde været på gerningsstedet, hun havde set ruinerne og Jonathans døde øjne. 
Hun havde ærlig talt mere lyst til at kaste diverse besværgelser efter sin såkaldte onkel, men det ville ministeriet nok næppe sætte pris på. Hun rettede på sin mørke kappe og gik op af trappen til hoveddøren. Med et trylleslag fik hun dørslaget til at banke hårdt på. På det sidste var hendes magi blevet lidt mere aggressiv, som om den kunne aflæse hendes følelser. Siden sidst havde hun opgivet sit samarbejde med Isiah, så lang tid han samarbejdede med dødsgarden... eller nærmere gik i seng med fjenden ret bogstaveligt, så havde hun ikke kunne få sig selv til at stole yderligere på ham. Det fik hende til at føle sig meget alene i verden.. igen. Det stod mere og mere klart, at indtil Theodore var blevet fundet, og blev uskadeliggjort, så ville hun aldrig kunne få det liv hun gik og ønskede sig. 
Da der ikke kom noget svar fra den anden side, tabte hun tålmodigheden. En simpel alohomora lod ikke til at kunne låse døren op. Det var næppe nogen overraskelse. Det eneste Benyamin havde været god til i sit liv, var magi. Hun svang staven, det var egentlig bare meningen at hun ville puffe døren op, men den endte med at eksploderer med et ordentligt brag. Det kom lidt bag selv på Piper, hvis hår blev uglet fra trykbølgen der kom. "Ups," mumlede hun og trak derefter på skuldrene. Egentlig var hun ikke ret ked af det, for hun vidste at han også havde rigeligt med penge til at reparerer døren. "Hallo?!" kaldte hun og trådte lidt forsigtigt indenfor. Man vidste aldrig hvilke forbandelser og besværgelser han havde kastet over huset, især nu hvor Theodore begyndte at røre på sig igen. Ministeriet tog nok ikke fejl med hensyn til at Benyamin var næst, på den anden side, ville Piper næsten ikke have noget imod at han tog sig af ham inden de fangede ham selv. Efterhånden var hun stoppet med at være bange for sine dystre tanker, de var blevet en sørgelig del af hende, og man kunne se det. Man kunne se hendes trætte, døde øjne og render under øjnene, man kunne fornemme hendes farveløse kinder og svindende skikkelse der svandt i takt med at hendes person langsomt gled væk fra hende, trods forsøg på at holde fast. Theodore var endelig ved at knække hende. 

[Benyamin Hale]

Han sad på sin faste plads i lænestolen på kontoret. Hans front var rettet imod ildstedet og hans tanker var dybe. Han vidste at ministeriet havde sendt en autor ud for at "holde øje med hans sikkerhed." Det havde ikke taget ham lang tid at opsnuse at den auror var Piper.
Der var flere hager i dette her som Beyamin ganske enkelt havde lyst til at banke ministeriet i hovedet over. Ja han var muligvis den næste på Theodores hit-list, men honestly var Benyamin stærkere end de auror ministeriet kunne tilbyde ham som bodyguards, så at de skulle "beskytte ham" virkede lidt...dumt. På den anden side havde han jo brug for søvn og det fik han ikke meget af i disse tider.
En anden ting som han så kunne stille sig undrende overfor var hvorfor man havde valgt at sende Piper. De var i familie. Måske havde de ikke set hinanden i en del år, men trods alt. Benyamin havde altid forsøgte ta beskytte sin familie i skyggen. Både sine børn og sine brødres. De var ikke alle klar over det, men han havde øje på dem. Men hvorfor Piper? Man vidste at hun var datter af Theodore, det virkede mistænkeligt at samle de to på samme sted, det ville gøre det lettere for Theodore at få fat i dem begge. Måske var han bare dit paranoid, men altså dem fra Theosores gamle "indercirkel" var begyndt at falde som fluer så havde man vel ret til at være bekymret. Han var ved at lukke de løse ender. Måske havde Theodore en mand på indersiden der havde sat hende på sagen, se det var også en mulighed og det ville ikke på nogen måder overraske ham, desværre.
Det bankede på, men han blev siddende. Han hørte allerede hans husalf komme trissene ned fra trapperne ovenpå, men i det samme lød en eksplosion der fik Benyamin op af stolen med staven i hånden. Hans front var rettet imod døren indtil arbejdsværelset, parat til hvad han ville møde, men da han hørte Pipers stemme himlede han med øjnene og førte staven væk. Måske var det mange år siden han havde snakket med hende, men igen havde han holdt øje med hende.
Han trådte ud i gangen og stirrede på sin nedlagte hoveddør og derefter sin forskrækkede husalf der bandede lavmælt over den uretfærdige behandling. "Piper. Dejligt at se dig igen kære niece. Jeg kan se at du ikke er blevet mere tålmodig med årerne." Han lod armene falde let over kors og som han betragtede hende.

[Piper June Maganiello]

Piper havde ikke været synderlig begejstret for lige denne opgave. Deres familieforetagende var blevet frygtelig kompliceret med årene og hendes forhold til sin onkel var alt andet end ukompliceret.
Døren efterlod en mindre støvsky som hun forsøgte at vifte væk, så det ikke generede hendes luftveje mere end højest nødvendigt. Forsigtigt trådte hun indenfor. En husalf stod og så på hende med små, vrede øjne der prallede af på Piper. "Hvor er din herre?" spurgte hun utålmodigt.
Den eneste fordel ved dette, var at hun endelig fik mulighed for at fortælle sin kære onkel, præcis hvordan hun havde det med ham. Hans stemme var ikke ligefrem velkendt, hun havde ikke snakket med ham i årevis, til gengæld så var der noget ved hans facon der gjorde at hun slet ikke var i tvivl. Hendes mørke øjne rettede sig mod hvor den kom fra. Hun så ham træde frem i døren. Havde hendes far været yngre og mindre hærget, så forestillede hun sig at han ville have set ud næsten præcis som ham. "Tid er ikke det vi har mest af i øjeblikket," pointerede hun tørt. Der var en dødsdom hængende over begge deres hoveder. "Du har sikkert hørt at Jonathan blev dræbt igår. Ministeriet har begrundet mistanke om at du kunne være den næste, så de har sat mig på den kedelige opgave at sørge for at det ikke sker," hun rynkede lidt på panden. Hvilken ironi. At sætte to sammen som begge havde samme dødsdom og at sætte hende til at beskytte en mand med langt højere magisk kunnen end hun selv. "Jeg ved det lyder tåbeligt og tro mig jeg har mindst ligeså lidt lyst til at være her, som du har til at jeg skal være her," hun lod staven falde og pakkede den ind under sin kappe igen. Hendes blik gled mod døren. "I øvrigt beklager jeg det med døren," hun lød ikke særlig oprigtig. Benyamin var ikke en eller anden fattigrøv, han kunne sikkert betale for en sølle dør.
Uden at spørge yderligere om lov, gik hun lidt længere ind mod noget der lignede en stue. Hun havde fået nattetjansen og ville først blive afløst i morgen tidlig, så de lod til at de havde glæden af hinanden natten over.

[Benyamin Hale]

Han så på hende med rolige brune øjne og derefter imod den smadrede dør bag hende. "Så for at spare tid besluttede du dig for at smadre min hoveddør?" Han rettede blikket imod hende på ny. "Du ved godt at en hoveddør normalt er god til at holde ubudne gæster ude, ikke sandt?" Hun havde godt nok lige ødelagt den påstand ved at smadre døren, men hvis man lige så udenom det.
Benyamin rettede sin stav imod dørkarmen og mumlede en kort en besværgelse der holdt vinterkulden ude. Det kunne godt være at han havde mange penge, men de kunne hurtigt forsvinde i varmeregninger på den måde.
Han lunne dog kende lidt af sig selv i hende. Når han selv mistede kontrollen - hvilket skete yderst sjældent - endte det også ofte i eksplosioner. Han havde lige fået skiftet alle vinduer på sit kontor tidligere i dag af samme årsag. Igen, varmeregningerne kunne hurtigt gøre ham fattig på den måde.
Hans ellers så varme og legesyge blik blev for en kort stund køligt og hans facade faldt en smule som han sankt dyb ved hendes ord. "Selvfølgelig har jeg hørt det, han var min bror." Sagde han en smule tonløst. Han fattede ikke at Theodore kunne gøre det mod sin egen familie, men på den anden side kendte han ikke sin ældre bror længere. Det var mange år siden han havde kendt ham. Dengang havde han trods alt haft sin ære, men det lod ikke længere til at være tilfældet og Beyamin havde en ret stærk fornemmelse af at det heller ikke ville redde ham nu.
Igen blev hun iagttaget af ham. "Det er da ret smart af aurorne." Sagde han blot og slog let ud med hånden, som meningen begyndte at gå op for ham. "måske de i virkeligheden sender dig til mig så jeg kan beskytte dig og ikke den anden vej rundt." Kommenterede han med et skuldertræk. Det ville give mening, især taget i betragning af at hun ikke engang arbejdede under vidnesbeskyttelses-teamet. "Fortæl mig, er det Trescott Roden der krævede at du blev sendt i stedet for nogen fra hans eget team?" Benyamin havde styr på familien, han vidste at Trescott var hans nevø og Piper var hans halvsøster. Trescott havde en tendens til at beskytte sin familie, men kendte han Piper bare halvt så godt som de andre auror ville han vide at hun aldrig ville lade sig selv placerer i vidnesbeskyttelse så hvilket sted var bedre at placerer hende end hos en magiker der om ikke andet var på lige fod med Theodore når det kom til magisk kunnen.

[Piper June Maganiello]

Hun nikkede beslutsomt. Man kunne ane hendes mundvige trække sig i noget der ikke rigtigt var et smil, men i hvert fald indikerede at hun ikke ligefrem fortrød noget. Hun lagde hovedet på skrå. "Kære onkel. Prøver du at fortælle mig at jeg er en ubuden gæst?" spurgte hun smilede denne gang det mest kølige smil, og for et øjeblik lignede hun sin far nærmest på en prik, men det forsvandt hurtigt igen.
Hun trak på skuldrene. "Jeg var ikke sikker på du interesserede dig for den slags," sagde hun ærligt. Han virkede ikke som en mand der havde taget sig meget af sin familie på den måde. Piper havde i hvert fald aldrig hørt fra ham. Han havde aldrig prøvet at hjælpe hende. Hun gik ind i stuen uden at bede om lov, og slog sig ned i en af de tilsyneladende ret dyre sofaer. Hendes hånd gled hen over stoffet. Hun havde levet på flugt i en del år, og var slet ikke vant til så fine forhold. "Lækkert sted du har dig her," bemærkede hun.
"Det er en mulighed," indrømmede hun. Uanset ville de være stærkere to end hver især, selvom Piper aldrig ville modtage Benyamins hjælp til noget som helst. Hun nikkede. "Hvor vil du hen med det?" spurgte hun. Selvfølgelig var det Trescott. Man kunne tydeligt se på hende at hun var træt af at den mand kunne give hende ordre. Hun var træt af at blive kommanderet rundt i det hele taget. "Uanset hvad, lader det til at vi får lidt kvalitetstid kære onkel, så hvad med at du byder mig på noget at drikke?" spurgte hun kækt og sendte ham et fremtvunget smil. Selvøflgelig plagede det hende at det her var ministeriets måde at beskytte hende på. Men efter det der var hændt med Jonathan var hun blevet bange. Det ville hun aldrig indrømme, men det var desværre sandt. Hun var ikke klar til en kamp, og hun havde ikke længere Isiah at læne sig op af. "Er det her en Birmingham-Sofa?" spurgte hun og strøg hånden hen over stoffet igen som om hun overhovedet interesserede sig for hans møbeldesign. Det var dog bedre at snakke om det end om det egentlige problem. Der var en reel chance for at hun ville få lyst til at slå ham ihjel.

[Benyamin Hale]

Hvor var det dog typisk Piper. Ikke at hun var klar over det, men Benyamin havde da holdt øje med hende gennem årene. Han havde lovet Theodore at han ville sørge for at hun ikke ville komme til skade. Et større projekt når hun havde arvet familiens stædighed. Han havde ikke formået at få hende væk dengang. Den eneste han havde kunne redde ud af kløerne på Rebecca var Kael. Piper havde ikke været så heldig og Lianna var bare et opgivet tilfælde. Hun slægtede sin mor på desværre.
Denne gang var det ham der smilede let, ”Piper, hvis jeg havde synes at du var en ubuden gæst havde du ikke stadigvæk stået herinde.” Han hævede et bryn.
Benyamin var en af de dygtigste troldmænd der fandtes, han kunne nok formå at smide en enkelt auror ud af døren.
En svag næsten usynlig sitren begyndte i hans ene tinding ved hendes flabede ord. Hans blik blev en smule mere skarpt. ”Og med ”for den slags” mener du min familie eller?” Spurgte han som var han ikke klar over hendes budskab, til trods for han havde fanget det højt og tydeligt.
Han fulgte efter hende ind i stuen en smule mere anspændt end før. Hun havde ingen anelse om hvilke ting der foregik når det handlede om hans familie. Modsat Jonathan havde hverken han eller Theodore aldrig rigtigt været i stand til at vise deres omsorg på samme måde som den yngre bror. ”Tja det er da ganske udmærket.” Bagatelliserede han det.
Han så på hende med rolige brune øjne som han mentalt forsøgte at berolige sig selv en smule over hele hendes attitude. ”Når du siger noget at drikke, hentyder du så til et glas vand eller en ildwhiskey” Han hævede et bryn af hende. Havde det været en hver anden auror der var kommet ind han havde han aldrig spurgt, men provokerende blot tilbudt vand eftersom han ikke var fan af at drikke i arbejdstiden. Dog var Piper lidt et specielt tilfælde hvor han nogenlunde kunne se gennem fingre med det.
”Ja det er det.” Svarede han en smule uinteresseret ”og dét der er en Fendi Casa reol, men jeg har svært ved at tro at du egentlig har lyst til at snakke om min fantastiske sans for indretning.” Den ildwhiskey ville nok ikke være en helt dårlig ide.

[Piper June Maganiello]

Benyamin ville muligvis have været den seje onkel alle gerne ville have, men for Piper var han bare en ligegyldig fremmede, der havde valgt at trække sig for kampen da det var blevet for svært. Ironisk nok, eftersom han efter sigende skulle være en henrivende troldmand, rygter sagde at det var derfor Theodore endnu ikke havde forsøgt sig på ham. Hun henslængede sig i sofaen med ryggen mod armlænet og benene trukket op. Hun havde ikke tænkt sig at vise sig fra sin ufejlbarlige side. "I hvert fald havde du nok ikke kunne nøjes med at reparerer døren," svarede hun uinteresseret. Der var så meget i kulissen som Piper ikke vidste, på trods af at hun havde kæmpet denne kamp i snart 15 år. Resultatet var blevet hendes evige bitterhed, og den var særlig rettet mod hendes kære onkel.
Hun svarede ikke, men sendte ham et blik der sagde at det var præcis hvad hun mente. Hun var ikke i tvivl om at det gik ham på nerverne, eller at hun på en eller anden måde havde ramt et ømt punkt, men tanken i sig selv om at det lykkedes hende at provokerer ham, var ren balsam for sjælen for hende. "Ved du hvad, lad os snakke om familie nu hvor vi er her og skal fordrive tiden med et eller andet." hun satte sig op og klappede entusiatisk i hænderne selvom det tydeligt rungede af sarkasme. "Du bør nok hellere finde ildwhiskeyen frem til dette," bemærkede hun en kende flabet. Nu hvor hun endelig havde mulighed, så ville hun i den grad konfronterer ham med hans mangel på ansvar!
Hendes blik fulgte hans hen til reolen. Hun nikkede som om hun var imponeret, men i virkeligheden rørte materielle ting hende meget lidt, nu havde hun levet på flugt i årevis, boet i en lille, skummel lejlighed uden de store interiør. "Du har ret. På den anden side ville jeg ikke være her, hvis ikke jeg havde fået en klækkelig løn for det," pointerede hun bare og lænede sig tilbage i den bløde sofa. Hun lagde det ene ben på kors med det andet og så indgående på ham uden at sige noget. På trods af hendes milde ansigt, var der ikke nogle der kunne sende dræbende blikke som Piper formåede det, hun ville gøre det fuldstændig klart for ham, at hun på ingen måder var fan!

[Benyamin Hale]

Han hævede et bryn af hende og så til som hun slog sig ned i hans sofa. "Er det en påstand om dine færdigheder i magi?" Spurgte han ind. Han var tydeligvis ikke den mindste smule bekymret for sit velbefindende i hendes selskab. Måske en fejl, det kunne han teknisk set ikke vide, men Benyamin holdt meget godt øje med stærke magikere. Han kendte kun ganske få som han reelt så som en trussel. Ministeren for Magi, Alecander Moore, skulle eftersigende være ufattelig dygtigt og så selvfølgelige Rebecca og Theodore. Så var der Ministren i Norge. Isaac Mendel og en auror som vidst nok var en McKenzie.
Benyamin slog tankerne lidt ud af hovedet. Pointen var at han ikke havde mange konkurrenter set med hans øjne.
Hendes altsigende blik gav ham næsten lyst til at vippe hende ned fra sofaen. Eller lade hende svæve lidt rundt under loftet. "Du ved tydeligvis ingenting Piper." Svarede han så. Det legesyge blik var væk for en kort stund og erstattet med et sjældent alvorligt glimt. "I vores slægt betyder familien alt." Tilføjede han så og gik mor pejsen som han kiggede næsten fortryllet ind i flammerne. Det var også derfor det var så svært for ham at forstå, at Theodore havde slået Jonathan ihjel. Var han virkelig fuldkommen tabt nu? Havde han opgivet alt hvad han troede på og stod inde for?
Blikket blev atter rettet imod hende ved hendes falske begejstring. Det gik ham til at himle let med øjnene. Hvor hun dog lignede sin far. Han gik over til et højt glasskab i hjørnet af rummet og trak en gammel ildwhisky i en smuk rund flaske frem. Hun havde ret, skulle de gennem denne snak skulle der whisky til.
Han fandt et enkelt glas fyldte det let op og stiller flasken tilbage, som han tog en tår af glasset foran hende, "du har ret. Det hjalp." Kommenterede han. Det var i ren provokation at han ikke tilbød hende noget, på det punkt var der familierelation nok temmelig tydelig.
Han satte sig i en af de bløde lænestole overfor sofaen og betragtede hende. Hans blik var dog ikke hadefyldt som hendes. Han tog en tænksom tår fra glasset og rømmede sig så. Han svingede det ene ben over det andet og hvilede albuerne på amrmlænene, havde det ikke været for glasset i hans hånd havde dette her nok lidt mindet om en psykologsamtale, med ham som psykologen og hende som patienten. "Nå, ikke mere katten om den varme grød. Hvis du har noget at sige til mig, så kom med det." Opfordrede han. De kunne vel lige så godt få det overstået.

[Piper June Maganiello]

Hendes læber fortrak i et lumsk smil. Man kunne sige meget om de mænd Piper havde haft i sit liv, men følles for dem alle var at de havde været magtfulde, og hver især havde lært hende noget. Der gik rygter om at Benyamin skulle være dygtigere end dem allesammen, men i modsætning til dem gik han ikke rundt og viftede ufortrødent med staven.
Hun slog hovedet tilbage og lod det mørke hår falde ud over armlænet. Hendes blik stirrede for et øjeblik op i loftet. Hun lignede ikke en der hørte synderligt meget efter, men da han påstod at deres familie værnede om slægten, kom hun alligevel med et fnys. "Helt sikkert. Det er derfor Jonathan er død og du gemmer dig her i dit lille palæ som en kujon," bemærkede hun tørt. For ikke at tale om at hendes far havde forsøgt at slå alle sine børn ihjel og drevet hendes mor på flugt. Sikke en familie.
Hun foldede hænderne over maven og vendte hovedet for at følge ham med blikket hen til barskabet. Det var ret tydeligt at hun havde ramt en nerve et sted. At hans eneste måde at provokerer tilbage på, var at tage en drink foran næsen på hende, fik hende bare til at ryste på hovedet. Hun ville virkelig gerne have haft en tår, men hun havde ikke tænkt sig at give ham den tilfredsstillelse at bede om det. I stedet havde hun i mellemtiden sat sig op igen, med et slankt ben lænet over det andet, og hænderne foldet i skødet. "Jeg har såmænd ikke så meget at snakke med dig om Benyamin. Jeg brugte en del tid på at undre mig over hvor du var i alt dette." hun trak på skuldrene, og så nærmest upåvirket ud selvom hun var ved at eksploderer af vrede. "Rygter siger du skulle være ham overlegen. At han er bange dog dig, så fortæl mig hvorfor du bare har siddet her på din lille trone og ladet ham tyranniserer den magiske verden i årtier," opfordrede hun. Hendes stemme var blød, næsten som om hun inviterede ham til at fortælle om et gammelt barndomsminde, men hendes blik fortalte en ganske anden historie. Skuffelsen, vreden.. måske han i virkeligheden arbejdede sammen med Theodore? Næsten per automatik tog hun sig selv i lige at mørke efter om hendes stav stadig var der. "Du sidder her og prædiker om vigtigheden af familie, men alligevel har du stået på sidelinjen med hænderne i lommen og set ham gøre din familie ondt gang, på gang, på gang," nu var hendes stemme ikke længere blød. Hun lænede sig frem mod ham med et farertruende blik. For første gang i lang tid, var der kun mørke at sporer i det blik der engang havde været mildt og kækt.

[Benyamin Hale]

Benyamin lod de brune øjne hvile på hende. De havd antaget det lettere faretruende skær som gav sig til kende i familien når man var utilfreds med tiltalen. "Du tror virkelig at du har regnet det hele ud gør du ikke?" Han hævede et bryn af hende. Hun vidste ingenting, Kendte end ikke til sandheden som havde ødelagt hendes liv.
Han ville da godt erkende at mordet på Jonatan fik ham til at genoverveje om han måske havde fejllæst Theodore, men han havde så inderlig svært ved at se Theodores motiver. Måske var rygterne sande, måske havde den ældre bror ganske simpelt mistet forstanden. Var gået helt over på mørkets side, men Benyamin havde svært ved at forstå det og han accepterede ikke ting han ikke forstod.
Han vidste at hun sagde og gjorde som hun gjorde for at prikke itl ham. Snige sig ind under huden på ham. Ramme ham for hans fravær i hele miseren. Problemet var at det virkede. Jonathans død havde ændre spillereglerne det havde gjort ham usikker og Benyamin var ellers aldrig usikker.
"Pudsigt," mumlede han og tog en tår mere af sit glas, "du ligner ellers en der har rigeligt på sinde.." Kommenterede han i samme arrogante tonefald.
Hendes ord fik ham til at føre drikken til sine læber på ny, denne gang var tåren han indtog dog betydeligt størrer. "Jeg ved ikke havd rygterne siger," løgn, han vidste præcis hvad rygterne sagde, "om jeg er ham overlegen eller ej spiller ingen rolle. Jeg har ikke svoret at beskytte det magiske samfund, det er det vi har auror til." Hans udtryk var en smule sammenbidt. Det var jo præcis sådan her Theodore var endt hvor han var. At han ikke mente der blev gjort nok så han havde taget sagen i egne hænder og se hvad det havde bragt ham,
Det blik hun sendte ham skræmte ham faktisk. Hun lignede sin far langt mere end hun nok nogensinde ville stå ved. Det var ikke fordi han frygtede hende, men han frygtede havd alt dette her gjorde ved hende. Hvad det udviklede hende til. "Gang på gang, siger du. Fortæl mig Piper. Hvornår var sidste gang at Theodore opsøgte dig og gjorde dig direkte ondt?" Udfordrede han tilbage og satte sig en smule bedre tilrette i stolen.

[Piper June Maganiello]

Havde Piper været en mand, ville nogen helt sikkert have anklaget dem for at stå at måle størrelsen på deres vedhæng. Hun var totalt upåvirket af hans blik, for hun havde set ind i værre øjne end hans, og desuden havde hun et klart mål om at vinde denne her magtkamp. Hun var kvalmende træt af at blive set på som et forsvarsløst barn! Det havde hun aldrig været, allerede i en alder af 15, havde hun været villig til at vidne mod nogle af tidens største dødsgardister. "Overhovedet ikke. Jeg har fået fundet af at jeg er på egen hånd her, så jeg prøver bare at få brikkerne til at passe," hun trak på skuldrene. Det var nok det mest ærlige hun havde været længe. Ærligt anede hun ingenting, fordi ingen nogensinde fortalte hende noget? Hun stirrede intenst ned på bordpladen, og mærkede hvordan en ny bølge af vrede vældede ind over hende.
Ud af øjenkrogen så hun hvordan han tog en ny tår inden han svarede hende. Hun håbede på en måde at han ville kvæles i skidtet. Hun lænede sig frem og samlede fingerspidserne tænksomt mod hinanden. "Hvordan kan du være så ligeglad?" spurgte hun tydeligt uforstående. "Folk dør og du står bare og ser til, det er blod på dine hæænder,"r hendes stemme var ikke så streng som før, mere oplysende. Hun rejste sig og begyndte at vandre lidt rastløs. "Du ved ligeså godt som jeg at aurorerne ikke aner hvad de skal stille op, ellers havde vi haft ham for længst. De er bange for ham." hun stoppede op et øjeblik og stirrede ind i ilden. De kunne påstå andet, men det ville aldrig være sandt. "Og jeg er ikke stærk nok til at tage ham ned alene," indrømmede hun tungtsindigt. Hun så ikke på ham. Sandheden var at lige netop det faktum skræmte hende, selvom det virkede logisk at en kvinde halvdelen af Theodores alder, og med andre samvittighedskvaler ikke ville have en chance.
"Den aften han blev anholdt," svarede hun uden betænkning. Men han havde forfulgt hende siden. Hun så ham somme tider. Det gik op for hende at det næsten lød som om Benyamin havde tænkt sig at forsvare ham.
Hun vendte hovedet og så på ham med store øjne. "Du er på hans side, er du ikke?" det var mere en konklusion end et spørgsmål, men det lød ikke desto mindre bebrejdende.

[Benyamin Hale]

Han sukkede dramatisk og himlede atter med de brune øjne. Benyamin var ikke en mand der var meget for at indrømme sine fejl. Hen var god til at læse folk så når han pludselig læste dem forkert blev han dybt irriteret. Især når det kom til Theodore. Han var rasende over at han måske havde undervurderet sin bror. At han måske havde været "the big bad guy" hele tiden. Det var ustyrlig frustrerende for ham, især når en lille snotunge som Piper så kom herhjem og anklagede ham for at have stukket hovedet i busken.
Det havde han måske i virkeligheden også lidt gjort. Selvfølgelig havde han ikke haft lyst til at gå op imod sin egen bror. Men han havde jo virkelig også troet at der lå mere bag den ældres handlinger. Nu ville selvbebrejdelsen ingen ende tage.
"Hvor er du dog dramatisk," mumlede han og tømte sit glas i en grådig slurk. Det var jo sådan set ikke Pipers skyld. Han kunne ikke engang få sig selv til at bebrejde hende, skønt det ville være lettere end at bebrejde sig selv.
Endnu et gennemborende blik blev rettet imod den unge heks. "Det er ikke mit ansvar bare fordi jeg er bedre til magi end jer andre." En ting Benyamin ikke var bange for, var at reklamerer med sin egen kunnen.
Han vejede det tomme glas lidt i sin hånd som hun rejste sig op og begyndte at gå frem og tibage over gulvet. "Og med god grund." Konkluderede han tørt. Theodore var en farlig mand at stille sig i vejen for.
Tanken om at Piper overhovedet havde gjort sig tanken om at skulle tage ham ned sendte en gysen igennem ham. "Nej du er ikke og det ville være selvmord at forsøge." Svarer han blot. Den Theodore han kendte ville ikke røre sine børn, men det var den samme Theodore som heller ikke ville røre sine brødre. Tydeligvis var det en illusion.
Anklagelsen fik ham til at rejse sig og kaste armene over kors, "Du har ingen skam i livet har du?" Han hævede et bryn og rystede så på hovedet, "nej Piper, jeg er bestemt ikke i ledtog med Theodore, men han er stadigvæk min bror, så ja en del af mig håber på at han bliver taget i live. Men jeg håber at han bliver stoppet og sendt til Azkaban. Det er der han hører til," imens han snakkede var han gået frem til kaminen. Han stod nu lænet let op af den og kiggede ind i flammerne med et lettere sørgmodigt blik.

[Piper June Maganiello]

"Måske. Men tager jeg fejl?" spurgte hun retorisk. Han havde jo ikke ligefrem stået bag hende. Piper kunne dog ikke helt beslutte sig for om han havde været en kujon, eller om han havde været en mindre tåbe end de andre, for alle dem der havde været på hendes side, lå i en kold grav nu.
"Du har en chance for at stoppe vanviddet, og du vender ryggen til fordi du ikke mener det er dit ansvar? Jeg fatter at du er ret ligeglad med mig, men hvad når han går efter dine børn? Efter dig?" spurgte hun bittert. Hans totalte ansvarsfraskrivelse tændte en ild i hende, og det var ikke på en positiv måde. Hvis alle havde den indstilling, så ville kriminelle have fri mulighed for at raserer deres samfund.
Piper passerede frem og tilbage langs sofaen. Hver gang hun nærmede sig siden hvor kaminen brændte, mærkede hun dens varme brænde på hendes sarte, blege hud. Hun stoppede op bagved sofaen og fulgte Benyamin med blikket da han rejste sig stadig med glasset i hånden. "Måske. Men det er forsøget værd," hun lagde hænderne på sofaeryggen og støttede sig lidt op af den. Piper havde på mange måder forberedt sig på døden. Hun var ikke længere bange for den, tværtimod så hun det nærmest som en.. befrielse, men det kunne hun ikke sige højt uden at folk ville forsøge at tale hende fra det. Det liv hun levede lige nu var alligevel ikke et liv. Hvor lidt hun end ville det, så var hun knækket. Theodore havde formået at knække hende. "Om jeg ingen skam har i livet?" hun gik ham i møde, og stoppede ligeledes ved pejsen. Han var betydeligt højere end hende, men hun lænede hovedet tilbage og søgte hans blik med dyb autoritet og vrede. "Du stikker af.. løber, gemmer dig. Nu lader ham spille spillet uden at føle ansvar. Det er dig der ingen skam har i livet, Benyamin." sagde hun hårdt.
Hun fugtede læberne og rystede på hovedet. "Så nu har du pludselig kærlige følelser? Thedore har siddet i fængsel, Benyamin, tremmer og dementorer kunne ikke holde ham derinde. Han vil bare flygte igen. Når jeg finder ham, så vil det ikke være for at sende ham i Azkaban. Det vil være for at slå ham ihjel, eller dø i forsøget." hun sank en klump. "For modsat dig har jeg taget ansvar fra det øjeblik jeg opdagede hvad de var op til. Har det været på bekostning af mit eget liv? Også i den grad. Jeg er færdig med at leve i skjul. Det er på tide at du vælger side," annoncerede hun. Flammernes orange skær oplyste hendes trætte blik, den matte hud og de livløst øjne. Hun ville give ham for at have det glimt hun så i hans øjne, men hun havde tabt det på vejen.

[Benyamin Hale]

Han sendte hende et gennemtrængende blik. En af de blikke hvor ligheden mellem ham og hans brødre virkelig stod frem, han sagde dog ikke noget. Lod det ligge i den dominerende stilhed som fulgte -frem til hun atter åbnede munden.
Igen blev der skulet imod den unge heks. Han rettede sig let op ved kaminen og himlede med øjnene skønt blikket var rettet mod flammerne. Han gav hende ikke nogen videre opmærksomhed som hun traskede op og ned over gulvet.
"Så hvad var din plan igen Piper? Jeg tror ikke jeg fik alle detaljerne med.." han vendte sig til sidst imod hende, og stillede glasset fra sig på kaminhylden. "Jeg opsøger Theodore -som by the way er mindst lige så stærk som mig magisk. Jeg udover selvtægt, hvilket forøvrigt er ulovligt, fanger eller dræber min egen bror -alt efter hvilket humør han er i, for så at tage min straf i Azkaban som en mand med alle de regler jeg lige har brudt for at få fat i ham?" Han klappede let i hænderne. "Det er genialt, jeg ser absolut ingen huller i den plan."
Varmen fra ildstedet fik ham til at trække den lyse jakke af og kaste den lidt skødesløst over stoleryggen på længestolen han kort forinden havde forladt.
Ærmerne i den hvide skjorte blev folket op et par gange og slipset løsnet let.
Han mødte hendes trodsige blik som hun stillede sig foran ham og vredt gav ham et indblik i hendes tanker om ham. Han rystede på hovedet af hende. "Det kan godt være at du føler at det der værd for dig at kæmpe, at du ikke har mere at miste," sagde han og kneb øjnene let sammen som var han ved at læse hende som en åben bog, "Du kæmper ikke Piper! Du har allerede tabt." Sagde han en smule hårdt. "Jeg har ting at miste, jeg kan godt lide mit liv og jeg har familie, jeg har ikke tænkt mig at kaste mig hovedløst ud i en åndsvag selvmordsmission, men det betyder ikke at jeg ikke ville beskytte dem jeg holder af med livet som indsats." Hans brune øjne borede sig ind i hendes.

[Piper June Maganiello]

Piper lænede sig lidt op af stenkaminen og betragtede ham mens hans opremsede planen - som han hørte den i hvert fald. Hans tåbelige måde at fremlægge det på, fik hende til at himle med øjnene af ham. "Du ved godt det ikke er det jeg mener," mumlede hun irriteret. "Og selv hvis det var, burde du gøre det. Er du klar over hvor mange af os, der har brugt årevis på at leve halvt i skjul? Hvor mange der har forsøgt at gøre den magiske verden til et sikre sted, nogle af dem er døde, Benyamin.. mange af dem faktisk, andre gav op på vejen, men de forsøgte i det mindste." Hendes øjne blev mørke og sørgmodige for et kort øjeblik, inden de blev hårde som sten igen. Hun så op. "Jeg tjener loven og jeg har brudt hundredevis af dem, og det bliver jeg ved med indtil han ikke længere kan gøre skade på nogen," sagde hun beslutsomt og foldede armene hen over brystet.
"Anyway.. før eller siden - nok ret snart, opsøger han dig alligevel. Om du vil det, så kald det selvforsvar," hun trak på skuldrene og så ud væk, ud af vinduet hvor mørket virkede så gennemtrængende. Ildens varme, gav hende hedeture, men modsat ham havde hun ikke meget at kunne smide. I stedet bandt hun håret op i en hestehale, så hun i det mindste fik lidt luft i nakken. Hendes blik mødte hans. Hun slap det ikke i lang tid. Det havde nok været naivt at håbe på at få hjælp af en onkel der aldrig rigtigt havde haft interesse for hende.. og som i sidste ende nok ikke engang brød sig særlig meget om hende, men alligevel følte hun sig helt oprigtigt skuffet over hans manglende initiativ og opbakning. Hun lod armene falde slapt ned langs siden og rettede sig rankt op igen. Det værste var at hun på en måde forstod ham. Det gik op for hende at hun bare forventede at folk omkring hende, ligesom hende ikke havde noget at kæmpe for. Men mens hun havde levet som en død, så havde de rent faktisk levet, giftet sig, stiftet familier. Tavsheden blev nærmest en tung dyne da hun ikke havde sagt noget i flere minutter. "I så fald, så burde du nok øge beskyttelsen omkring dem," påpegede hun. Bevidst lod hun diskussionen ligge. Hun vendte ryggen til ham, og satte sig hen i sofaen med benene let spredte og ryggen mod ryglænet. "Jeg kunne godt bruge den whiksy nu," bemærkede hun og kastede et kort blik mod ham. I sidste ende havde han ret.. hun kunne ikke tillade sig at rive andre ind i det her, det var hendes kamp, men hun havde ikke tænkt sig at opgive den.