How can I repay?

[Deleted]

André Noel Koshkin
Godric Dalen - Lejligheden
Omkring kl 18

---

Cassiopaya havde aldrig været nogen mesterkok det var både sikkert og vidst! Lige nu stod hun og kiggede lidt desperat på det roderi hun havde forårsaget i køkkenet i den lille lejlighed. André skulle gerne være på vej hjem fra arbejde og for en af de første gange i sit liv havde Cass besluttet at hun ville gøre noget for at glæde en der ikke var hende selv.
Hun havde nu boet hos André i godt og vel en måned, men hun havde jo altid haft lidt svært ved at vise sin taknemmelighed. Det havde hun dog sat sig for at der skulle ændres på i dag. Hun ville gerne at han skulle vide at hun satte pris på hans gæstfrihed.

Dette var så bare lige end i en katastrofe. På komfuret stod noget der havde startet med at være skulle være et par bøffer, nu lignede det mere to sorte stykker kul. Kartoflerne var endnu ikke sat over og lå halvskrællede ved siden af gryden da hun havde miste interessen for opgaven. Tålmodighed var ikke hendes stærke side.
Håret var sat op i en lidt sjusket hestehale og hendes lyse jeans og sorte top var halvt dækket af et forklæde. På hænderne bar hun et par grydelapper som hun havde set André gøre brug af omkring varme ting, hun gik nok bare ud fra at man skulle have dem på under hele processen -hun vidste ikke bedre. Med et dybt suk åbnede hun et vindue for at lukke osen ud af køkkenet og lod derefter atter blikket glide mod uret, han måtte være lige på trapperne.

[André Noel Koshkin]

André gik op ad trapperne til sin lejlighed. Han havde haft en lang dag på arbejdet og glædede sig bare til at komme hjem og slappe af. Han glædede sig dog endnu mere til at se Cassiopaya. Følelserne for hende var endnu stærkere end de nogensinde havde været, efter hun havde boet ved ham i en måned efterhånden. Han ville så gerne fortælle hende det, men han havde svært ved det. De havde haft deres op og nedture i den tid de havde kendt hinanden, men hans følelser havde ikke ændret sig. Kun at de var blevet stærkere. Hun var den mest fantastiske kvinde han nogensinde havde mødt og ligeså smuk.

Da han kom op til døren, kunne han lugte noget brændt. Han skyndte sig at låse døren op og løb ind i lejligheden og imod lugten, som kom fra køkkenet. "Hvad er der sket?" Spurgte han febrilsk, da han så Cassiopaya. Han kiggede rundt i køkkenet og begyndte så at grine, da han så hvad hun var i færd med og hvordan det var gået. "Det havde du ikke behøvet." Sagde han og kunne ikke lade vær med at smile, da han så de halvt skrællede kartofler. Han gik hen til kogepladen og tog panden af blusset og slukkede det. Så vendte han sig mod Cassiopaya. Han betragtede hendes med et smil på læberne. I dette øjeblik var han nok blevet mere forelsket i hende end før, hvis det da var muligt. At se hende med en sjusket hestehale og et forklæde gjorde hende bare perfekt. Hun plejede at gøre en del ud af sig selv, men at se hende så naturlig var ved at få André hjerte til at springe ud af brystet på ham. Han lagde mærke til grydelapperne og begyndte igen at grine.
"Jeg har aldrig set dig lave mad før. Eller prøve." Sagde han med et smil og tog roligt fat i hendes arme for at tage grydelapperne af hænderne på hende.

[Deleted]

Frustreret over sin egen uduelighed når det kom til kokkerering fik hun nærmest lyst til at trampe hårdt i gulvet som en lille fortabt pige. Det så bare så let ud når André gjorde. Hun gennemgik mentalt proceduren som hun havde set ham gennemgå flere gange. Smide mad på panden, tænde for det, vende det er par gange og vupti, så var der mad. Hvordan kunne det gå galt for hende?
Hun sukkede og bed sig i underlæben som hun kiggede ud over det kaos hun havde skabt.
Bedst som hun overvejede om hun ville kunne gøre rent via magi uden nogen opdagede det, gik hoveddøren op og inden hun nåede at sige noget for at bremse ham stod han i køkkenet.

Cassiopaya sendte ham et lidt skyldigt blik. "Ville du tro mig hvis jeg sagde det var Narglerne?" Sprugte hun lidt opgivende og med antydningen af et smil i den ene mundvig. Bare han ikke blev sur. Det virkede dog ikke sådan. Hun rettede blikket tilbage mod køkkenet, "nej. Faktisk ville det nok have været bedst hvis jeg havde ladet vær." Mumlede hun, stadigvæk irriteret over at hendes perfekthed var blevet ødelagt af dette her -hun ville jo gerne være god til alt.
Som han tog fat om hendes arme for at trække handskerne af ham så hun bare op på ham med de brune øjne der var blevet langt venligere i den tid de havde boet sammen. "Fordi jeg aldrig har prøvet før." Indrømmede hun, "heldigvis for vores helbred." Hun skar en mild grimasse.
Som de stod så tæt kunne hun mærke hvordan hendes hjerte begyndte at slå lidt hurtigere som var hun ude og løbe, sådan havde det været de sidste par uger når han var kommet for tæt på, men hun kunne ikke helt finde ud af hvorfor. Eller hun havde nok en ide om det, men det prøvede hun så vidt muligt at ignorerer.

[André Noel Koshkin]

André havde lyst til at grine højt. Ikke som sådan af hende, men bare ad situationen. Han lod dog vær, fordi han vidste at hun ikke brød sig om når der var noget hun ikke var god til. Han ville ikke gøre hende ked af det. Faktisk var det noget af det sidste han ville.
Han kom dog til det, da hun spurgte ham om han ville tro på hende hvis hun sagde det var narglerne.
"Hvis det kan få dig til at sove om natten, så skal jeg nok tro på det." Sagde han med et smil. Han kiggede hen på de to stykker kul der lå på panden han lige havde taget af blusset.
"Pjat. Jeg er villig til at prøve at spise dem." Sagde han og sendte hende et smil og et lille blink med det ene øje.

Han kiggede op på hende og mødte hendes blik. Den sidste tid havde han haft utroligt meget lyst til at kysse hende, men deres forhold havde været lidt specielt siden han havde stoppet kontakten til hende. Han vidste ikke hvordan hun havde det med ham, men han kunne dog fornemme at hun ikke længere hadede ham. Han rettede sig op, dog uden at rykke længere fra hende. Han sank en klump og overvejede om han bare skulle prøve, men han gjorde det dog ikke. Han var blevet en kylling de sidste par år. Han havde været forelsket i hende i rigtig mange år nu og han turde stadig ikke gøre noget alvorligt ved det.
"Hvad siger du til at vi bestiller noget mad udefra og så bare hygger med det? Så skal jeg nok rydde det her op. Og hvis du vil kan jeg altid lære dig at lave mad en dag." Sagde han, uden at rykke sig eller flytte blikket fra hendes smukke brune øjne som altid tryllebandt ham.

[Deleted]

Hun betagtede ham med et vantro blik da han sagde at han gerne ville forsøge at spise dem. Hun var heller ikke sikker på om det bare var hende, men han lignede en der fandt hendes ikke-eksisterende kogekundskaber ret morsomt. Desværre måtte hun nok erkende at det nok var en smule morsomt. Eller også var det bare ham og hans lette tilgang til tingene der smittede af på hende. Det ændrede dog ikke hendes irritation over ikke at kunne finde ud af det. ”Godt, så var det naglerne.” slog hun fast og lagde det køkkenredskab hun havde haft i hånden på køkkenbordet.
”Men altså, du skal virkelig ikke prøve at spise dem, for jeg er ikke sikker på at jeg er meget bedre til healing.” Fortalte hun, bare så han var klar over at spise hendes mad ikke var risikofrit.

Det gik lidt op for hende at de egentlig stod ret tæt, det havde hun ikke tænkt over i sin irritation. Hun ville flytte sig, men det var som om at hendes ben var limet fast til gulvet, og igen havde hun stædigheden der sagde hende at hun ikke veg for nogen.
Hun havde nu ellers hygget sig ret god med at bo hos ham, hun havde nok aldrig været god til at hjælpe til med nogen som helst af de huslige pligter da hun havde en eller anden ide om at det var husalfernes opgaver, også selvom der ikke var en husalf i hjemmet. Personligt fortrak hun nu også hellere at det var André der gjorde det, hun havde altid syntes at husalfer var klamme.
Hans spørgsmål fik hende til at nikke. Det lød ret meget mere tiltalende, hun havde i hvert fald ikke tænkt sig at spise det kød der. Hun havde ikke selv prøvet at bestille mad hjem før, men hendes gamle roomie havde været ret stor fan af det. ”Så skifter jeg tøj imens,” svarede hun blot uden at have den mindste betænkelighed ved at lade ham rydde hendes svineri op. Hun gjorde dog stadigvæk ikke antydning til at flytte sig.

[André Noel Koshkin]

Andi begyndte igen at grine. Han vidste hvor meget hun sikkert hadede at hun ikke kunne lave mad, for hun hadede når der var ting hun ikke kunne finde ud af. Hvilket bare gjorde dette endnu mere sjovt.
"Okay så er det nok en god idé at jeg lader vær. Jeg kan jo ikke vide hvad du har gjort med dem imens jeg ikke var hjemme jo." Sagde han med et lidt for stort smil. Han elskede virkeligt at drille hende. Især hvis han kunne få et lille smil frem på hendes læber ad det. Hvis Darius var der nu, ville han helt sikkert komme med en spydig kommentar omkring dem og hvorfor de dog ikke bare kyssede eller et eller andet. Han havde altid været mere modig med den slags, end Andi og det var ret irriterende. Andi ville så gerne kysse Cass på dette tidspunkt for det virkede så oplagt.

"Hvorfor skifte tøj?" Spurgte han og førte blikket ned på hendes krop og tilbage til hendes øjne. Hvis hun dog bare vidste hvor smuk hun var når hun var helt naturlig. Han førte sin hånd op til hendes hår og fjernede et lille stykke kartoffel skræl som han ikke havde den fjerneste idé om hvordan den var kommet derop. Han smilede lidt og flyttede sig så, så hun kunne komme ud og skifte tøj, selvom hun ikke lignede en der selv var ved at flytte sig.

[Deleted]

Hun sendte ham et lidt skarpt blik skønt han nok havde ret. Hun var en elendig kok, hun ville i hvert fald ikke selv røre den vedertstykkelighed der lå på panden. Han var nu lidt sød på sin egen måde, hun havde bare svært ved at forstå hvorfor hun på det sidste fik det underligt når han var i nærheden. Hun fik sommerfulge i maven, lidt ligesom dengang han havde kysset hende, men det var bare så mange år siden nu og det havde været vildt pinligt da Darius var kommet ind, den charlatan!
Hans spørgsmål fik hende til at lade blikket løbe bedømmende ned over sig selv, "jeg har madrester på mig," forklarede hun i en sigende mine og vrængede på næsen da han hev en kartoffelskræl ud af hendes hår som havde hun haft en enemands madkamp mens han var væk. Hvad pokker havde hun lavet? Rullet sig i maden uden selv at bemærke det?

Bortset fra kartoffelskrællen føltes det underligt rart at have ham så tæt på. Hun havde næsten lyst til at han skulle kysse hende, men den tanke skubbede hun hurtigt ud igen. Hvad var der galt med hende?!
Da han flyttede sig slap hun en udånding hun ikke engang havde bemærket hun havde holdt tilbage. "Ehm..ja..måske jeg skulle tage et bad først." Sagde hun lidt ufokusseret og kiggede på kartoffelskrællen han havde taget ud af håret på hende. Dog gjorde hun stadigvæk intet for at flytte sig. Hun stod bare der, men dristede sig lidt forsigtigt til at kigge op på ham.

[André Noel Koshkin]

Andi havde svært ved at slippe hende med sit blik. Hun var så utroligt smuk og hun stod bare der og så så forbandet sød ud med madrester på sit tøj og uglet hår. Han var vild med det look. Det fik hende til at se så naturlig ud og det var sådan en pige var smukkest. Han elskede hendes høje hæle og hendes hår når det var stylet, men der var intet der kunne slå hendes naturlige look, ligemeget hvor meget hun prøvede.
Han trak på skuldrene, da hun pointerede at hun havde madrester på sig. "Det kan jo ske." Sagde han med et smil. Han stod nu lidt længere væk fra hende så hun kunne komme ind og skifte tøj og gå i bad, men af en eller anden grund, gik hun ikke. Hvorfor gik hun ikke? Det virkede som om hun enten ikke havde lyst eller at nogen havde smurt hendes sko ind i superlim, så hun faktisk ikke kunne flytte sig.
Han begyndte at trække vejret lidt hurtigere. Kunne det være fordi hun ikke havde lyst? Det dirrede i hele hans krop og han kunne ikke længere modstå det. Han gik tættere på hende og kiggede hende dybt ind i øjnene og placerede så sine læber på hendes. Om hun så havde haft spaghetti i håret og en cocktail pølse på kinden, ville han ikke kunne have holdt sig væk længere. Hun var et lamselår og han måtte tage chancen.

[Deleted]

Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv, slet ikke i hans selskab. Han var sød og hun måtte også indrømme overfor sig selv at han så ret sød ud, det var bare som om at hun ikke helt havde bemærket det før. "Ja det sker sikkert all the time," svarede hun lettere sarkastisk og bed sig lidt i læben.
Problemet var at hun ikke helt kunne finde ud af om hun mente at han var sød sød, eller bare venne sød. Hun kunne da ikke have udviklet følelser for ham, kunne hun? Han var jo André. De havde kendt hinanden så længe, han havde jo altid være lidt af en spilopmager, og charmerende på det punkt, men der var da lang vej derfra og til at få følelser for ham.

Alligevel havde hun det underligt når han var i nærheden, som om at hun bare var lidt gladere og fik de der irriterende sommerfugle i maven som alle altid snakkede om. Fustrerende, hun havde jo ikke lyst til at være en af de der tossede piger der kun kunne snakke om fyre og neglelak.
Alle disse tanker styrtede rundt i hovedet på hende så hun bemærkede slet ikke at han kom tættere på, først da hans ansigt var ud for hendes skulle hun til at spørge hvad han lavede, men hans handling talte tydelig for sig selv.
Først stivnede hun og placerede hænderne mod hans bryst for at skubbe ham væk, dog nåede hun ikke andet end at ligge hænderne mod hans bryst før hun endte med at overgive sig i kysset og forsigtigt kysse ham tilbage. En rar varm følelse løb gennem hele kroppen som første gang han havde kysset hende hjemme ved Darius - hvilket var endt ud at blive en anelse akavet.

[André Noel Koshkin]

André kunne mærke hvordan sommerfuglene gik amok inde i hans mave, da hun kyssede ham igen. han havde mærket hendes hånd på hans bryst, som om hun havde prøvet at stoppe ham, men hun gjorde det ikke. Han kunne slet ikke forstå at de stod i denne situation. Han havde været forelsket i hende i så mange år og nu stod de der og kyssede. Endnu engang.
Han vidste ikke hvor langt han kunne strække den. Kunne han lægge armene om hende? Placere sinde hænder i hendes hår? han vidste ikke om det pludselig ville gå op for hende at hun slet ikke ville have ham og han frygtede hvad der kunne sætte det igang. Han valgte dog at tage chancen og lagde sine hænder på hendes ryg. Han havde ikke lyst til at dette øjeblik skulle slutte, for han vidste ikke hvornår det ville ske igen og om det overhovedet ville ske igen.

[Deleted]

Hun kunne mærke hvordan følelsen næsten overvældede hende. Hun havde aldrig troet at hun ville lade nogen komme så tæt på som hun havde gjort med André, han var en fantastisk fyr også selvom hun ikke var meget for at indrømme det, hun havde jo stadigvæk sin stolthed at tage højde for.
Lidt prøvende lod hun hænderne - der lige pt hvilede på hans bryst - glide op og om bag hans nakke. Hun kunne mærke hans hår glide gennem sine fingre og det kildede en lille smule. Hun havde været så sur på ham i al den tid de ikke havde snakket sammen og hun havde været helt overbevist om at hun aldrig ville se ham igen, men da han så var dukket op i lejligheden den aften fuldstændig ude af sig selv, kunne hun også godt mærke at hun ikke var helt klar til at slippe ham.

Nu var det jo bare en god ting hun ikke havde gjort det, hun var virkleig glad i hans selskab og selvom hun ikke snakkede med sin familie mere så var hun sikker på at hun nok skulle klare sig igennem det hele, bare det at hun havde ham ved sin side. Hun havde slet ikke lyst til at dette øjeblik nogensinde skulle ende.