I'm A Sucker For You..

[Jasper 'Wolfgang' Rider]

Jasper så undrende på Arian da han indrømmede, at han var nervøs. "Hvad er du nervøs for?" Spurgte han direkte. For ham var det bare en helt almindeligt middag i byen. Jo, han vidste godt, at han ikke havde spurgt om de skulle tage ud og spise, men lidt mere bare planlagt det udenom kæresten, men hvorfor blev han nervøs over det? De var jo bare de to, det var ikke engang fordi Lawrence skulle med eller nogen andre, så var det ikke bare ligesom når de spiste hjemme? Var det fordi Arian ikke ønskede at blive set offentligt med ham? For hvis det var det, så kunne han da bare sige det og sp ville Jasper havde fuld forståelse for det.
Et nyt, langt mere tungt, næsten opgivende suk forlod Jaspers læber. Skulle han være ærlig eller bare sige de skulle lade det lægge? Skulle han fortælle, at Wolfgang var hans drengenavn, og at Rider faktisk var Rachels pigenavn, som de begge havde valgt at beholde, af flere årsager, blandt andet fordi Lawrence i forvejen havde heddet Rider, så det havde været praktikkere og nemmere. Han trak lidt på den ene skulder, "Det er en snak til en anden dag," svarede han, ved lidt eftertanke. De sad og skulle til at hygge sig, så hans afdøde kone, var heller ikke ligefrem et samtale emne, han følte for at bringe op. "Salat er tilbehør, ikke en ret," sagde han roligt, sådan var det i hvert fald for ham. Han rynkede lidt på brynene, ved kærestens mumlen, "Hvad?" spurgte han, da han ikke havde hørt, hvad han havde sagt. Han nikkede en enkelt gang og lukkede menukortet, for at signalere til tjeneren, at de var klar til at bestille.

[Arian Herakles Mason]

Arian så ikke på Jasper, som han spurgte hvad han var nervøs over. Han havde sagt det var fjollet og tanken om at han nu skulle ud i en forklaring på hvorfor, gjorde det nærmest det mere fjollet. ”Det er bare…. Det er fordi det er en date og det er vores første date…” påpegede han og bed sig i læben. Præcis som han forventede blev det kun mere fjollet af han sagde det højt. Arian ville aldrig have noget imod at blive set offentligt med Jasper, tværtimod, ønskede han det. Han var bare bange for Jasper ikke var meget til at vise intimitet offentligt, så derfor afholdt han sig fra det.
Han hørte det lange, opgivende suk. Han gættede sig næsten til, at det betød de ikke skulle snakke mere om det. Det var også okay, da Arian aldrig nogensinde ville tvinge Jasper til at snakke om noget som helst. Han så dog på Jasper en ekstra gang, som han rent faktisk svarede det ikke var nu, men en anden gang. Betød det rent faktisk en muligheden for han kunne få det at vide? Et måske, der ikke bare dækkede over et nej? Han vidste Jasper var en mand af integritet, så han stolede på at ordene også ville blive til en handling. Han nikkede derfor. ”Okay, Jasper,” han sendte ham et varmt smil. Han var mest af alt bare beæret over, Jasper havde fortalt ham sandheden om navnet. Der var selvfølgelig ikke nogen mulighed for, han kunne vide om det var sandt eller ej, slet ikke når han ikke fik en forklaring. Han stolede dog på ham. Arian bed sig i læben. ”Hvis der er pasta og sådan… så er det mad..” påpegede Arian. Han betragtede Jaspers bryn rynke og så ned i bordet. Han lod sine fingre rive blidt i kanten af det ved hans spørgsmål. ”Det er bare… salat er billigt…” svarede han og lod sit blik hvile på bordet, der nærmest genspejlede deres ansigter. Han lagde derfor også mærke til at Jasper signalerede de var klar til at bestille – i hvert fald ud af sin øjenkrog.

[Jasper 'Wolfgang' Rider]

Jasper ville nu ikke kalde det en date, når de var kærester. Det var mere dem som kærester, der var ude og spise, hvilket han havde prøvet mange gange i sit liv, så det var nok derfor han var så chill omkring det. Han mærkede en dårlig samvittighed skylle ind over sig. Han havde aldrig før, inviteret Arian på en rigtigt date. De var blevet kærester, mens han stadig havde arbejdet på Hogwarts og Arian stadig havde været elev, så der havde de ikke kunne gøre det og efterfølgende, havde han ganske simpelt bare ikke tænkt over det. "Arian, du kender mig, der er ikke noget, at være nervøs for. Jeg er ked af, at jeg ikke har inviteret dig på en date før," sagde han en smule alvorligt, og lagde sin hånd oven på Arians, dog ikke ret længe, bare lige et par sekunder. Han havde intet imod, at fortælle hele verden han var Arians og Arian var hans, han havde bare ikke behovet for det. Han var ikke typen som råbte sin kærlighed ud til alle og enhver, han ville hellere vise den til Arian, for hvis hans kæreste ikke troede på hans kærlighed, så kunne det jo være fuldstændigt ligemeget om alle andre gjorde. Den eneste han helst ikke ville kysse Arian foran, var Lawrence, men det var mere af respekt til sin søn, end det var noget andet.
Jasper var en mand der holdt sit ord. Han skulle nok fortælle Arian, baggrund for sine navne, både Wolfgang og Rider, men ikke her og ikke endnu. Det skulle nok komme, men når han var klar og Arian spurgte igen, for nej, han var ikke typen der selv ville bringe den slags op igen, da han mente at hvis folk var interesseret nok, så ville de også spørger igen. Han nikkede blot til svaret og sendte et kort smil retur, som dog ikke nåede de brune øjne.
Jasper nikkede lidt, "Ja, pastasalat, men ikke bare salat," svarede han, ikke fordi Arian ikke måtte have sin mening, for selvfølgelig måtte han det, Jasper var bare ikke enig. Det var nok et punkt, hvor mange ville mene, han var for meget mand og ikke mente aftensmad var aftensmad uden kød. Han så på Arian med et undrende blik, "Du skal ikke kigge på priserne, Darling, jeg betaler," sagde han roligt, hvilket han egentlig havde troet, havde været ret tydeligt fra starten af, men åbenbart ikke.

[Arian Herakles Mason]

Arian så anderledes på det. Han mente sagtens, man kunne være på date, selvom man var kærester. Selvfølgelig var der ikke det samme med man skulle lære hinanden at kende, men det var en anden form for intimitet. Man havde en mulighed for at gøre sig til overfor den anden. Selvfølgelig havde han dog gjort mere ud af sig selv, hvis han rent faktisk havde vidst hvad der skulle foregå. Arian lod de hasselbrune øjne hvile på Jasper, nærmest flakkende som Jasper snakkede. Han mærkede efterfølgende Jaspers hånd kortvarigt på sin egen, og nød det. ”Mmmh, ved jeg godt.. men.. ved ikke hvorfor jeg blev det…” mumler det lidt og ser ned i bordet i stedet for. ”Og det er okay… det er ikke fordi vi havde en mulighed for det på Hogwarts…” påpegede han og sendte ham et kort, mildt smil. Arian vidste godt det ikke var en mulighed for dem, da han havde gået på Hogwarts. Han var dog på mange måder glad for, han havde gået et år om. Han var sikker på, det var selve grunden til han havde haft mulighed for overhovedet at kunne kalde Jasper for sin. Arian havde ikke et behov for at Jasper råbte højt om deres kærlighed til hele verden, så længe Arian selv vidste, at Jasper rent faktisk holdt af ham – så var alt andet ligegyldig. Arian vidste ikke hvordan Jasper havde det med offentlig hengivenhed. Selv var Arian ligeglad, men han havde aldrig gjort det med en kæreste. Han havde ikke haft en kæreste før Jasper, så han havde ikke haft muligheden med det. Selvfølgelig havde han mødt nogen han var interesseret i, havde han været ligeglad med at kysse dem i offentligheden og han var også typen der flettede fingre med sine venner og veninder. Arian vidste, at Jasper havde en høj integritet, så han stolede også på han rent faktisk ville få mere at vide om Jaspers navne.
Arian trak lidt på skulderen ved Jaspers ord. ”Det er vel forskelligt,” påpegede han. Arian kunne sagtens blive mæt af en salat, men ikke lang tid ad gangen. Når han først kom i nærheden af mad kunne han virkelig æde løs. Arian så Jaspers undrende blik og kunne mærke en svag rød kulør forme sig over sin næse og kinder, som ordene blev sagt. Han bad til Jasper ikke opdagede det – især fordi han så sjældent rødmede. Jasper var så sød, han kunne slet ikke være i det. Samtidig ville Arian virkelig også gerne vise Jasper han var en voksen og han kunne være selvstændig. ”M… men det er da for dyrt hvis du skal betale for os begge…” mumler endnu en gang.

[Jasper 'Wolfgang' Rider]

Jasper trak svagt på smilebåndet, dog uden de mørke øjne smilede med. "Jeg tror nogengange, jeg glemmer at du stadig er ung," svarede han og trak lidt på den ene skulder. Det var jo nok lidt det der skete. Han tænkte ikke altid over, at Arian ikke havde ligeså meget liverfaring, som Jasper selv havde, lige på det romantiske plan i hvert fald. Han trak lidt på skulderen, "Nej, det havde vi ikke, men alligevel," svarede han roligt, det var stadig halvandet år siden, at Arian var gradueret og i al den tid, havde Jasper jo haft rig mulighed for, at invitere ham ud og spise.
Jasper var nok meget 'mand' på stort set alle punkter. Når det kom til at være offentlige, så jo, han kunne sagtens flette sine fingre sammen med Arian når de gik ned af gaderne, præcis ligesom han sagtens kunne lægge en arm om ham, men han var ikke fan af berøringen, så han kunne det ikke ret lang tid ad gangen. Selv under samleje, kunne hans klaustrofobi og PTSD gå i selvsving. Han havde dog med flere års træning lært, at håndtere det langt de fleste gange. Et andet punkt han var virkelig mand, var hans holdninger omkring mad. Var der ikke kød til, så var det ikke mad, men tilbehør. Salat, uden andet end grønsager, var tilbehør og ikke en ret. Kom man kylling i, fair nok, så kunne man argumentere mod det, men han kunne godtage det, men han ville altid mene, at det var tilbehør. Han kunne dog også godt finde ud af, at vælge sine kampe med omhu, hvilket var grunden til, at han lod den ligge og lade Arian vinde den her, ved blot at nikke lidt. Selvfølgelig bemærkede Jasper den rødme der spredte sig over hans kinder. Den var ikke lige så fremtræden som dengang han havde taget sin kæreste i, at lege med badeænder i badekarret, men den var der. Han smilede svagt. "Arian, jeg er minister nu, jeg tror lige min pengepung kan klare det," svarede han roligt og blinkede til ham. Det var noget af et løntrin han var sprunget, fra sin professorløn til sin ministerløn, men han var også fornuftig nok til, at sætte nogle af pengene i banken til dårlige tider. Som tjeneren kom hen til dem, kiggede Jasper på den kvindelige tjener, "Hvad skulle det være?" spurgte hun, "To steaks med kartofler til, og to glas af husets bedste vin," bestilte han og kiggede mod Arian, for at blive bekræftet i, at det var fint med ham også, eller om der var noget han ville have ændret eller tilføjet.

[Arian Herakles Mason]

Arian kiggede ned ved det svage smil, han skimtede på Jaspers smukke læber. Han gjorde det for at holde den svagt kommende rødme, der ellers ville være tydelig i hans ansigt. ”Glemmer det?” spurgte han stadig med øjnene hvilende på bord, de sad ved. Betød det, han opførte sig ældre eller at Jasper bare accepterede ham, som han var? Arian så ikke sig selv som værende speciel moden, men han var nu nok på mange måder mere voksen end han burde da hans barndom var blevet taget fra ham som seksten årig. ”Misforstå mig ikke… det her er dejligt,” påpegede han og kiggede nu op og lod de brune øjne hvile forelsket på Jasper. Han havde lyst til at lade sin egen hånd finde Jaspers og holde den, men han kontrollerede sig selv. Han vidste, Jasper ikke var glad for berøring. Arian var en mand på mange punkter, men han var langt fra konservativ mand. Mad uden kød var nødvendigvis ikke blot tilbehør, men kunne udgøre et hovedmåltid i sig selv. Han mente også, at man nødvendigvis ikke var mere end rigtig mand blot fordi man drak øl og nød en fodbold kamp, eller omvendt drik ildwhisky og nød en quidditch kamp. For ham var det mere glidende, præcis som hans personlighed også var mere glidende. Han kunne for mange være en komplet sterotypisk version af en homoseksuel mand, men han kunne også bevæge sig fuldstændig over i den anden boldgade uden det betød, han skiftede personlighed. Arian vidste ikke Jasper bemærkede hans rødmen, han havde bedt til guderne om han ikke ville. Heldigvis blev der dog ikke kommenteret på det. Han nød Jasper blinkede til ham. Generelt nød han Jaspers selskab lige nu. ”Det er rigtigt.. men jeg vil også gerne kunne være selvstændig eller give dig fine ting en dag,” påpegede han og sendte ham et svagt smil. Arian lod sit blik falde på den kvindelige tjener og begyndte straks at lægge mærke til de små ting ved hende. Øreringene og smykkerne hun havde på, mens han beherskede sig for ikke at kommentere den ring, hun havde omkring venstre ringefinger som uden en tvivl i ham nok var en forlovelsesring. Han mærkede Jaspers blik på sig og nikkede enkelt gang for at understrege at han havde fået det hele med. ”Jeg skal til at lære fransk..” påpegede han efter tjeneren gik.

[Jasper 'Wolfgang' Rider]

Jasper tænkte sig lidt om, "Hmm.." lød det fra ham, "Rettelse; jeg glemmer nogen gange, at jeg er så gammel," rettede han sig selv, mens et drilsk smil legede på hans læber, til trods for, at hans øjne var ligeså døde, som de plejede at være, skønt det vel i bund og grund var det samme. Hans livserfaring havde haft flere år og han havde haft nogle andre udfordringer i livet, end Arian, men det betød ikke, at Arians udfordringer ikke var ligeså udfordrende, som dem Jasper selv havde været i gennem. Han nikkede lidt, "Det okay, jeg ved hvad du mener," svarede han roligt.
Jasper havde ikke brug alle de penge, han tjente nu. Hans hus var betalt ud for længe siden, så han boede forholdsvist billigt. Hans motorcykel var betalt ud for længst. Han havde stadig de erstatningspenge, han havde fået fra forsikringen, da Rachel og børnene var døde, foruden dem han havde brugt på deres begravelse og dem han havde sat ind i Gringots, i et sølle håb om, at Lawrence en dag skulle giftes, for så skulle der selvfølgelig ikke mangle noget. Han brugte primært penge på de faste udgifter, smøger, mad og whisky, resten af hans løn røg i banken. Han vippede kort mundvigerne ned, "Føler du dig ikke selvstændig? Og jeg har ikke brug for fine ting, eller ting i det hele taget. Jeg har hvad jeg har brug for, hverken mere eller mindre," svarede han roligt med et let træk på skulderen. Han havde ikke brug for gaver eller andet fra Arian eller nogen andre. Han klarede sig selv, præcis ligesom han havde gjort de sidste 12 år. "Fransk? Hvorfor lige fransk?" spurgte han roligt og flyttede sine hænder, som maden kom og vinen blev serveret.

[Arian Herakles Mason]

Arian bemærkede det drilske smil, som legede hen over Jaspers læber. Den mand var så smuk, når han smilede også selvom øjnene ikke fulgte med. Arian var vant til det, og han nød når han så små glimt af ægte glæde i Jaspers øjne, når det endelig var. Han smilede blot til Jaspers drilleri, inden han lænede sig en smule henover bordet. ”Hvordan kan du glemme, at du er tusse gammel, daddy?” hviskede han, endog drilsk, inden han blinkede en enkelt gang til ham. Arian nikkede en enkelt gang, som Jasper lod til at forstå hvad det egentlig var han havde ment.
Arian vidste ikke hvor meget eller lidt, Jasper tjente. Han kunne godt regne ud han var godt betalt af ministeriet. Han regnede heller ikke ligefrem med at Jasper var irrationel med sine penge. Han virkede strengt taget som en mand, der kun lige brugte dem på det mest nødvendige. Det betød dog ikke, at Arian ind i mellem ikke gerne ville have muligheden for at kunne forkæle ham – for det ville han. ”Jo, til dels.. Jeg har mit eget firma, så på den måde er jeg selvstændig. Det skal bare starte ordentligt op… så indtil da, har jeg ikke så mange penge, så når jeg er ude med dig og lader dig betale, synes jeg ikke jeg er det,” forklarede han og så kort væk som han forklarede. Nogle ville jo nok sige, at det var en dårlig idé for ham at have eget firma, men det var det han ville og han knoklede også som en i helvede for at det kunne komme op at gøre ordentligt. ”Jeg vil stadig gerne også kunne forkæle dig..” påpegede han efterfølgende og lod de brune øjne hvile på Jaspers. Arian gjorde plads til tjeneren kunne servere maden og lod sit blik hvile lystent på det. Han glædede sig. Han lod blikket vende sig mod Jasper igen, og sendte ham et påtaget smil – ikke helt sikker på, om han bare skulle hive plasteret af. ”Jeg øh… jeg skal studere mode og design i Paris i et år…” han trak på skulderen – prøvede lidt at gøre det mindre end det var, til trods for han var en af de få der rent faktisk havde fået den mulighed.

[Jasper 'Wolfgang' Rider]

Jaspers mørke øjne hvilede på Arian, "Det har jeg glemt," svarede han retur, før han sendte sin kæreste et blink med det ene øjne. Jo, han vidste da godt, at han efterhånden nærmede sig de fyrre år, men han følte sig egentlig ikke så gammel. Men så alligevel på nogle punkter. Når han tænkte på, hvor mange år siden det var Rachel og børnene var døde, hvor længe han havde været gift med hende eller sammen med hende i det hele taget og når han tænkte på, hvor gamle Jonas og Sofia ville have været, hvis de havde været der den dag i dag, for slet ikke at nævne, når han så på Lawrence og ikke længere så en lille dreng, men en voksen mand - nu med kæreste på oven i købet. Måske børnebørnene var i sigte. Åh jo, de tanker fik ham til, at føle sig gammel. Alle de år han havde arbejdet som auror.
Jasper havde en virkelig god løn og når alle regninger og øvrige udgifter var betalt, så satte han resten ind på to forskellige kontoer. Én til uforudsete regninger og én til en opsparing til Lawrence, til den dag Jasper ikke ville være der mere, så han vidste hans søn ville kunne klare sig. Han trak lidt på den ene skulder, "Rom blev ikke bygget på én dag. Dit firma skal nok bryde igennem, men ting ta'r tid, Darling. Jeg betaler fordi jeg har lyst, ikke fordi jeg forventer at få noget igen," sagde han roligt og lagde kort sin ene hånd oven på Arians og strøg hans håndryg, før han fjernede sin hånd igen. "Well, mine fødder siger da aldrig nej tak til en god omkring fodmassage. Forkælelse kommer i alle prisklasser," svarede han og blinkede drillende til sin kæreste, nok mest for at løfte stemningen og for, at fortælle Arian, at han ikke behøvede at bruge penge på Jasper eller have dårlig samvittighed over noget.
Hans blik veg ikke fra Arian, men han nikkede blot lidt. "Og du er bekymret for, hvad der skal blive af os, når den tid kommer?" spurgte han roligt, selvom han kunne mærke sin egen bekymring stige. Ikke fordi han ikke vidste, hvad han selv ville eller så af løsninger og muligheder, men fordi han vidste at Arian var ung og han ville aldrig bebrejde ham for, at forlade ham og nyde sin frihed som ung, single mand i Paris. Men det var ikke det samme som, at sige, at det ikke ville gøre ondt, hvis han forlod ham.

[Arian Herakles Mason]

Arian betragtede mørke øjne og sendte Jasper et drilsk smil ved hans svar retur og det blik han fik fra ham. ”Alzheimers,” drillede han. Arian tænkte egentlig ikke over Jaspers alder. Selvfølgelig så var der nogle punkter hvor det var fuldstændig uundgåeligt. Det var ikke fordi Jasper var umoden eller fordi Arian selv var moden, han ikke tænkte over det. Det var kærlighed. Han elskede den mand, der sad overfor ham og derfor var der heller ikke nogen grund til at tænke over aldersforskellen mellem dem.

Arian bed sig i læben ved Jaspers ord. ”Det ved jeg godt… men jeg vil så gerne også kunne forkæle dig,” svarede han lavmælt og tegnede med sin finger ned i bordet. Han vidste godt, Jasper ikke forventede at få noget igen og at han gjorde det af ren lyst, men han ville også gerne kunne virke som om han var selvstændig, når han burde mere eller mindre være det. ”Og tak fordi du tror på mig,” indskød han, det glædede og varmede ham at Jasper troede på ham. Han mærkede Jaspers hånd på sin og nød strøgene indtil han fjernede hånden igen. Han lod de brune øjne hvile intenst på Jasper, som han drillede ham. Han gled hovedet lidt på sned og til trods for Jasper havde drillet ham, havde han tilnærmelsesvis selv et sensuelt blik i øjnene. ”Mmmh, jeg kan også finde andre måder at forkæle dig på, Daddy…” han hviskede, inden han blinkede til ham. Arian studerede Jaspers reaktion og bed sig i læben. Han lod sine øjne møde hans og rystede på hovedet. ”Nej, på ingen måde… Det…” han tav lidt og betragtede ham et kort sekund. Han vidste egentlig godt hvorfor han havde været nervøs for at fortælle ham det, men han vidste ikke om han kunne få sig selv til at sige det. ”Jeg vil kun være sammen med dig og kun dig. Der er ikke nogen andre, som kan få mig til at føle, som du kan få mig til at føle. Jeg er din,” han bed sig lidt i læben og havde forelskelsen skrevet tydeligt i sine øjne. Han ville ikke bebrejde Jasper for måske at ville forlade ham, selvom han vidste det ville gøre ondt af flere årsager. Det han frygtede allermest ved at skulle afsted og sige det, var at Jasper skulle være alene og derfor havde han også taget Diva med hjem til ham

[Jasper 'Wolfgang' Rider]

"Det er okay, Arian," lød det roligt fra Jasper, han var helt okay med, at Arian lige nu ikke var den som betalte, både fordi Jasper selv ikke manglede pengene, men også fordi han vidste Arian var under uddannelse, hvilket var en utrolig vigtig ting i Jaspers øjne. Han trak let på den ene skulder, "Selvfølgelig tror jeg på dig," svarede han, han havde jo også altid troet på Lawrence, da han havde fortalt han ville droppe ud af sin healer uddannelse, for at blive tatovør i stedet for. Ikke at han havde været direkte glad for det, men set i bakspejlet, så kunne han jo tydeligt se, at det havde været det rigtige for Lawrence dengang, og han måtte jo stole på at Arian selv bedst vidste, hvad der var det rette for ham. Et skævt smil meldte sig svagt på hans læber, selvom det ikke nåede de mørke øjne, "Mh, tror jeg gerne," svarede han tilbage og hævede sit glas, som et skål mod ham.
Han kneb øjnene en smule sammen, "Hvad er det så?" spurgte han direkte. Han var egentlig ikke så bekymret for et langdistance forhold. De var begge magikere, så transitnøgler var en mulighed, plus susenetværket, selvfølgelig var der også mugglernes fly og så langt væk var Frankrig heller ikke. Han mærkede en form for kvælning, som om nogen holdt stramt om hans hals, mens panikken byggede sig op inden i ham, måske nærmere angst. Angsten for at elske nogen igen og miste dem. Arians blik på sig og den kærlighedserklæring som fulgte med blikket. Selvom det selvfølgelig et sted også varmede hans hjerte, så gav det også den kvælende fornemmelse. "Det ved jeg," svarede han helt roligt, som om der intet foregik inden i ham. Om det var de mange års træning som auror, der gav pote lige nu så han kunne skjule sine følelser eller hvad det var, vidste han ikke, men noget virkede da for ham. "Jeg kommer om lidt," sagde han forsat roligt og gav Arians pande et kys på vejen forbi ham, for ikke at vække mistanke om noget, før han satte retningen mod toiletterne, for at genvinde kontrollen over sig selv.

//Fade Out