I'm A Sucker For You..

[Jasper 'Wolfgang' Rider]

Arian Herakles Mason
Marts 2056, omkring klokken 18.
Hjemme hos Jasper.
Outfit

---

Jasper havde aftalt med Arian, at han skulle komme forbi. Dog var der noget, der var gået op for ham. Han havde været kærester med Arian i noget som nærmede sig et år, men han havde aldrig, ikke en eneste gang, inviteret ham ud og spise. De havde aldrig rigtigt datet, fordi det havde været ulovligt for Jasper overhovedet, at se Arian som de havde sås. Hvad det helt præcist var, der havde fået Jaspers øjne op for det, vidste han egentlig ikke. Måske det at se sin søn forelsket - uanset om Lawrence ville indrømme det eller ej - havde sat gang i nogle tanker i ham. Han havde bestilt bord til klokken 18:30, taget pænt tøj på, håret var smut tilbage i stedet for det sædvandlige strit hår. Det var et sjældent syn, at se ham have gjort noget ud af sig selv, på sådanne et niveau.
Han havde det bedre end han havde haft længe. Faktisk siden Rachel havde været i live. Han ville ikke sige, at han havde ændret sig, for nej, det havde han ikke, men så måske alligevel på nogle punkter. Han viste det ikke udadtil, men han kunne mærke det indeni. Der var kommet ro i hans liv, selvom Arian kunne bringe drama med sig over alt, hvor han gik, så var det bare endnu en ting, som Jasper ikke kunne undvære i sit liv, selvom han måske troede det. Han havde ladet døren stå ulåst, som han plejede når han vidste Arian, eller Lawrence for den sags skyld, ville komme. Han sad og slappede lidt af inden i stuen, med månedens udgave af Profettidende. Desværre kunne han godt mærke, at han burde have taget sine læsebriller på, men de lå på nuværende tidspunkt inde på natbordet.

[Arian Herakles Mason]

Outfit

Arian havde glædeligt taget imod Jaspers invitation om at tage hen at besøge ham. Han besøgte altid glædeligt Jasper uanset hvad grunden var. Han havde aldrig selv tænkt på, de ikke havde været på nogen date. Han havde egentlig aldrig været på en, hvilket nok var en af årsagerne til, han ikke tænkte på det. En anden var, han bare nød at være i Jaspers selskab og det ikke behøvede at være en hemmelighed længere. Der var langt ud til Jasper fra hvor han selv boede, men frem kom han da. Han valgte at gå det lille stykke, han nu havde og studsede da han hørte en kats signatur lyd. Lyden var spinkel og knap hørbar – og det var sikkert kun på grund af stilheden i det rolige område, han hørte den. Han bevægede sig mod lyden og fandt – gemt godt væk bag en busk, en lille killing. Ingen mor i nærheden, og det kunne sagtens ligne den blot var blevet efterladt, da man ikke gad at bruge tid på den. Han kunne ikke forstå, man kunne være så ond ved et andet væsen og det eneste han lige nu kunne tænke på var at Jasper skulle have den, så hverken killingen eller Jasper nogensinde skulle være alene igen. Arian håbede det skulle være Jasper og ham til evig tid, og det var han et sted også sikker på, det skulle men han vidste også en del af hans uddannelse var at han skulle til Paris, New York og Milano, så han på et tidspunkt blev nødt til at lade Jasper være alene. ”Kom her,” sagde han mildt til katten, som han løftede den op i sine arme og traskede roligt mod Jaspers hus. Han bankede blidt på – til trods for han vidste han egentlig godt bare kunne gå ind men han havde en killing i sine arme og han ville heller ikke blive set som uhøflig.

[Jasper 'Wolfgang' Rider]

Jasper havde det i det store hele godt. Han vidste udmærket godt, at Arian langt fra, var typen han normalvist ville have været faldet for, men måske nærmere gået en lang bue uden om, hvis de ikke havde mødtes som de havde og haft den start på forholdet, som de havde haft. Han var ikke til alt det drama, alt det regnbuer og enhjørninger, som Arian havde omkring sig. Måske ikke bogstaveligt talt, men metaforisk. Han var ikke god til, at rumme al den kærlighed Arian kunne rumme og dele ud af. Han kunne hånden på hjertet, ikke huske hvornår nogen havde haft til ham, at de elskede ham. Måske det havde været Rachel, morgenen den dag hun døde. Han var ikke sikker. Han kunne dog heller ikke huske, hvornår han sidst havde sagt det til nogen, foruden da han havde sagt lidt mere indirekte til Arian, den dag med badeænderne. Et svagt smil meldte sig på hans læber, hver gang han tænkte på det.
Han blev dog revet ud af sine tanker, da det bankede på døren. Han ventede ikke gæster, foruden Arian og han plejede da at gå ind selv. Med et let rynken på panden, gik han mod hoveddøren og lukkede den op. "Hee...y.." han havde det som om, al blodet forlod hans ansigt, som han så Arian stå med den lille killing i sine arme, selvom det ikke kunne ses på ham. "Neeej.. Se hvad katten har slæbt med ind.. En Arian.. Hvor belejligt," lød det tørt fra ham. Han ville nok aldrig blive et dyre menneske, men det var da bedre end en hund. "Hvad har du tænkt dig Arian? Hør, hvis du har damnet op og været mig utro eller sådan noget, så bare sig det," sagde han forsat i en uændret tone.

[Arian Herakles Mason]

Arian smilede bredt, som Jaspers smukke ansigt viste dig bag døren. ”Hej!” svarede han med et bredt smil på sine læber og lod de mørkebrune øjne betragte Jasper. Han regnede ikke med, at han nogensinde havde været Jaspers type, og sammenligningen med Rachel sidst havde givet ham et skub i den retning. Det gjorde stadig ondt på ham, men han vidste det ikke. Han var ikke sikker på, hvorfor Jasper overhovedet ville have ham, når han var en dårlig erstatning for Rachel. Hun havde tydeligvis været alt det han ikke var. Støttende og fuld af kærlighed. Moren til Jaspers børn… Arian så på Jasper ved hans tørre kommentar mens han strøg killingen henover ørerne. Han bemærkede ikke hvor pænt Jasper var klædt på, da han lige nu bare havde travlt med den kat, der var blevet efterladt. ”Hvor er du sjov,” bemærkede han med et kort, falsk smil. Han ville læne sig ind for at kysse ham, men hans blik i stedet undrende, som han begyndte på hvad han havde tænkt på og utroskab. ”Wow, slap af, Jasper,” svarede han og gjorde store øjne, da han ikke kunne tro på at Jasper ville tro, han ville være ham utro. ”Det er fordi jeg fandt den lige herude i en busk.. Tror den er blevet efterladt og den har ingen mor eller ingen ejere, der kan tage sig af den… Og den er helt alene, Jasper,” begyndte Arian. Hans øjne var fyldt med medlidenhed. Så meget det nærmest gav et helt genskar i dem. Han lagde sit hoved på sned, som han begyndte at betragte Jasper ordentligt. Håret sad anerledes. Han havde jakkesæt på, der virkelig highlightede alle de bedste ting ved Jaspers krop. ”Du er ekstra flot i dag,” kommenterede han med en kærlig, spørgende tone. Han var ikke sikker på om han overhovedet måtte gå ind, når han havde katten i sin favn.

[Jasper 'Wolfgang' Rider]

Jasper hævede lidt det ene øjenbryn, "Hysterisk morsom.." svarede han forsat i det tørre toneleje. Det var ikke lige sådan her, han havde regnet med hans dag skulle udvikle sig. Det var ikke fordi, at han ikke kunne håndtere når der skete uventet ting, det krævede hans arbejde trods alt, at han skulle kunne. Det var mere det faktum, at han rent faktisk havde planlagt aftenen, som en aften der skulle forkæle Arian og vise ham, at de ikke længere behøvede skjule de var et par. Det var snart et år siden Arian var gået ud af skolen og Jasper havde opsagt sin stilling der for nogle måneder siden, så ingen af dem gjorde noget forkert. Han sukkede lidt, "Det var ikke sådan ment, det ved du godt," svarede han til at han skulle slappe af. Det var jo ikke ment som mistillid eller noget i den dur, det havde bare været det første som var faldet ham ind, og han regnede ikke med at Arian ville være typen som havde svært ved at score i byen, men han vidste på den anden side heller ikke, hvor god han var til at sige fra, hvis han var fuld, da Jasper aldrig havde set Arian fuld, foruden dengang i Lawrences lejlighed. Han sukkede endnu engang og mærkede irritationen over, at Arian smeltede hans hjerte. Al den kærlighed, medlidenhed og på samme tid styrke, den unge mand foran ham kunne rumme på en og samme tid, var virkelig beundringsværdigt. Et svagt smil meldte sig i hans ene mundvie, "Tak. Kom nu ind," sagde han roligt og rykkede sig fra døren, så Arian kunne komme ind med katten. Det skulle han nok ende med at fortryde, men hvad kunne han gøre? Han kunne jo ikke sige nej, til de øjne Arian sendte ham. Han lukkede døren efter Arian og katten, og lagde sine arme omkring Arian bagfra, placerede et blidt kys på hans kind og søgte hans øjenkontakt, selvom det ikke var helt nemt, når de stod sådan, før han slap ham igen. "Jeg har bestilt bord klokken 18:30. Vil du hjem med katten først eller?" spurgte han, før han gik mod køkkenet for at finde en skål til lidt vand til killingen.

[Arian Herakles Mason]

Arian betragtede Jaspers guddommelige ansigt, som Jasper forsat med en tør stemme, svarede ham. ”Mmmmh,” svarede han med et smil på læben, inden han lod sit blik og opmærksomhed glide tilbage til den lille killing i hans arme. Han så dog op igen, som Jasper sukkede. ”Okay,” svarede han og sendte ham et kort smil. Jasper havde tydeligvis heller ikke tænkt sine ord som en joke, og Arian kunne på ingen måde finde på at være Jasper utro og slet ikke møde op og tro, at en kat ville være undskyldning nok. Arian havde aldrig haft svært ved at score og ja, når han tog i byen var der da nogle mænd der lagde an på ham, men han forklarede altid han havde en kæreste og de skulle holde sig fra ham. Forstod de det ikke første gang, så ville de forstå det anden gang. Til tider, havde han også oplevet at piger troede de kunne score ham, hvis de var for fulde (eller dumme) til at forstå og se, han ikke spillede for deres halvdel. Arian mindedes heller ikke, han havde set Jasper fuld, så det gik vel begge veje. Han regnede ikke med, Jasper ville med i byen, selvom han gerne ville have ham med, så han spurgte ikke. Han vidste jo, der var en forskel mellem dem aldersmæssigt og det var nok også et punkt, hvor han var meget bevidst om, at det ville kunne mærkes. Arian hørte det nye suk, men vidste ikke om det var opgivende eller noget andet. Han betragtede det halve smil, og mærkede en varme sprede sig gennem ham. Han smilede som Jasper takkede og trådte ind. Han mærkede Jaspers arme om sig og lod sig svøbe ind i hans arme, inden han mærkede forstyrrelsen i form af et kys på kinden, men den var noget så kærkommen. Han drejede sit hoved for at finde Jaspers øjne, så godt det var ham muligt, inden Jasper slap ham igen. ”Som i en date?” spurgte han, som hans øjne begyndte at blive store. En date. Med Jasper. Jasper. Han måtte glippe med øjnene for at være i stand til at fokusere på hvad der skulle ske med den lille killing. ”Killingen er til dig, Jasper…. Så du aldrig behøver at være alene…” svarede han, mens det sidste nærmere var en sagte hvisken. Han bukkede sig for at lade killingen komme ned på gulvet, inden han vendte sin opmærksomhed mod Jasper. Både for at se hans reaktion, men også for at betragte hvor smuk og samlejeet han var.

[Jasper 'Wolfgang' Rider]

Jasper rullede let med øjnene, da Arian vendte sin opmærksomhed tilbage på killingen. Ikke fordi han ikke turde gøre det, mens han så det, men fordi han ikke magtede den disksution der ville kunne komme ud af den flabet og måske lidt barnlige handling. Han kneb øjnene en smule sammen, før han tog fat om Arians kæbeparti og så ham dybt ind i øjnene med sine egne mørke, nu også meget alvorlige øjne, da han blot sagde okay. "Fortæl mig, at du godt ved jeg stoler på dig og jeg selvfølgelig ikke tror, du kunne finde på at være mig utro," sagde han uden at slippe ham, det ville han ikke gøre, før han havde hørt Arian sige ordene. Han ville ikke have, at Arian skulle rende rundt og tro, at Jasper ikke stolede på ham, for det gjorde han, det havde blot være en uheldig formulering eller en tanketorsk. Jasper havde haft en ret vild ungdom, selvom folk ikke rigtigt troede ham, når han fortalte det, men han havde været en virkelig stor player, frem til han var blevet kærester med Rachel. Han havde festet, prøvet stoffer og haft sin vilde ungdom, men alt det var blevet lagt på hylden den dag, ham og Rachel havde valgt at adoptere Lawrence. Så han bebrejdede ikke Arian for, at ville i byen og nyde sin ungdom, lige på det punkt, kunne han jo også tydeligt mærke alderforskellen.
Han trak sig først lidt, for at se Arian i øjnene, da han fornemmede at det var det han forsøgte på, da han drejede hovedet, hvilket også var en af årsagerne til, at han valgte at slippe ham igen. Så de kunne se hinanden ordenligt, plus det med nærkontakt ikke var rart for lang tid af gangen. Han trak let på den ene skulder, "Det ved jeg ikke om vi kan kalde det. Normalvis dater man jo, før man bliver kæreste, såh.. En forsinket date?" sagde han og trak atter lidt på skulderen. Han havde det skidt med, aldrig at have inviteret Arian på en rigtigt date, så det var vel bedre sent end aldrig. Han kom noget vand i skålen og nåede heldigvis lige at sætte den på gulvet i køkkenet, før Arian afslørede, at killingen var til ham. "Hvad? Jeg har det fint med at være alene, Arian, jeg har ikke brug for en kat," sagde han og hævede lidt det ene øjenbryn.

[Arian Herakles Mason]

Arian bemærkede ikke, Jasper rullede med øjnene. Det ville dog ikke undre ham, hvis Jasper rullede øjne af ham tit. Han var også ligeglad lige nu, for i hans hoved havde han reddet en lille kattekilling fra den visse død. Han mærkede Jaspers tag om sit kæbeparti, og lod sine øjne fange af Jaspers. Han bemærkede hans blik var alvorligt og bed sig i læben ved hans ord. Han vidste Jasper ikke mente det han havde fået sagt. ”Jeg ved du stoler på mig og jeg ved du ved, jeg aldrig vil være dig utro,” svarede han og lod sit blik hvile på ham. Sætningen forsatte videre i hans hoved: For du er mit liv og jeg elsker dig. Arian kendte ikke meget til Jaspers fortid, og han ville under normale omstændigheder spørge, men han vidste at Jasper var en lukket bog, så han ville hellere have Jasper åbnede sig op ad sig selv. Der var omvendt også mange ting, Jasper ikke vidste om Arian og mange ting, de endnu ikke havde oplevet sammen.

Arian sendte Jasper et smil ved hans ord. En rigtig date. Han tillod sig selv at se ned ad sig selv, som det gik op for ham, at han ikke synes han var pænt nok klædt på, slet ikke i forhold til Jasper. ”Åh nej… jeg har slet ikke pænt nok tøj på til en date..” begyndte han. Det var en rigtig date, forsinket eller ej, og han ville gerne se godt ud. Selvfølgelig var hans tøj for alle og enhver nærmest tøj, man sagtens kunne have på, på en date. For ham var det dog afslapningstøj. Arian så på ham, som han sagde han ikke havde brug for en kat. ”Men hvis jeg nu skal ud og rejse, så er du helt alene…. Og det skal du ikke være, og den var hjemløs Jasper, så nu er det din kat,” begyndte han, og gjorde store øjne, som efterhånden begyndte at ligne en hundehvalps – uden der skulle meget sammenligning til.

[Jasper 'Wolfgang' Rider]

Jasper havde til vane, at rulle med øjnene af folk. Egentlig en ret barnlig ting, at gøre, men han havde heller ikke haft nogen til, at opdrage på sig fra han havde været 10 år gammel, foruden de professorer der havde været på Hogwarts dengang han havde gået der. Jasper blik flakkede ikke et eneste sekund, som Arian svarede ham. Dog var der et kort, svagt glimt af kærlighed i hans ellers så kolde øjne, "Du er for god til den her verden, Darling," sagde han roligt med et svagt smil at spotte i hans ene mundvig, før han kyssede hans læber ganske blidt og slap ham igen. Han vidste godt, at han selvfølgelig ikke vidste alt om Arian og hans fortid, men det havde han egentlig heller ikke et behov for, for det var hans nutid og fremtid han ville være en del af. Hans egen fortid, prøvede han egentlig bare at glemme og lægge bag sig, så hvis Arian gik i et håb om, at Jasper en skønne dag ville lukke op og fortælle en masse, så ville det være spild af håb. Han var ikke typen der lukkede sig op. Han var netop typen, som han skulle hive tingene ud af og selv der, kunne han finde på at lukke af og sige han ikke ville snakke om det. Der var mange ting selv ikke Lawrence vidste, og som selv ikke Rachel havde vidst. Blandt andet at han havde været sammen med en professor dengang han havde gået på Hogwarts. Tilmed en professor, som var blevet gravid og fået hans børn.
Han hævede lidt det ene øjenbryn, "Du er altid pæn i tøjet," svarede han, da han virkelig synes Arians tøj fint kunne gå til en date. Desuden var det jo ikke fordi de skulle score hinanden, det havde de jo sådan set allerede gjort, så egentlig var det vel bare ud og spise som kæreste, men den dårlige samvittighed over, at han aldrig havde inviteret Arian på en date, plagede ham så meget, at han var nødt til, at gøre noget ved det. Han lagde sine muskuløse arme over kors, lænede sig lidt op af køkkenbordet og lod sit blik hvile på Arian, "Hvis du skal du og rejse, så klare jeg mig fint alene, Arian. Jeg ved ikke om det er forbigået din opmærksomhed, men jeg er ikke et socialt menneske, jeg har de mennesker i mit liv, som jeg har brug for.. Jeg har ikke brug for en kat," sagde han og sukkede let da han så de bedende øjne og gned sin pande lidt, "Fint, lad katten blive, men du kommer selv og tømmer kattebakke og du betaler selv for alle dyrelægeregninger og, hvad der ellers følger med, at have et dyr," sagde han, som var Arian et barn.

[Arian Herakles Mason]

Arian bemærkede det korte skift i Jaspers øjne og tillod sig selv at smelte ganske kort. Han smilede – en anelse forlegent ved Jaspers ord og som han opdagede det svage smil der var at spotte i Jaspers alt for perfekte ansigt. Han mærkede Jaspers læber mod sine egne og lod øjnene glide i med det samme, som han gengældte det. Arian havde nu heller ikke et behov for at Jasper åbnede sig for ham, men han ville samtidig gerne lære ham bedre at kende i og med, han også gerne ville kende hans fortid. Han ville bare ikke skulle tvinge det ud ad ham, for hvis han fik det indtryk at Jasper ikke ville snakke om det, så ville han heller ikke være den, der sagde han skulle.

Arian lod sit blik hvile kritisk ned ad sig selv, inden han rystede på hovedet. ”Det her er mit afslapningstøj…” påpegede han, men kunne mærke varmen langsomt, men sikkert, sprede sig ud gennem hele hans krop da Jaspers ord for alvor ramte hele hans system. Jasper havde en underlig form for magt over ham, som han ikke ønskede andre skulle have. Arian betragtede Jaspers arme, da han lagde armene overkors. Han kunne nærmest fornemme musklerne bag stoffet i hans tøj. Han havde lyst til at mærke hver en muskel, men han holdt sig fra det. Han kunne slet ikke forstå, han på nogen måde var så heldig at få lov til at kunne kalde manden overfor ham hans kæreste. Han kunne slet ikke forstå hvad Jasper på nogen måde kunne se i ham og hvorfor Jasper overhovedet til at starte med, havde fået noget der lignede følelser. Arian skød sin underlæbe frem ved Jaspers ord. ”Men… men ingen kan lide at være alene Jasper… og jeg vil ikke have, du skal være alene…” påpegede han, inden han lod sit blik hvile direkte på Jaspers reaktion. Han havde ikke reageret på den del med hans rejse, som han havde ventet, men det var fint for så slap han for at snakke om det nu. Arian brød op i et stort smil, som Jasper indvilgede i de kunne beholde katten, inden han klappede en enkelt gang i glæde. ”Yay! Du kommer ikke til at fortryde det, det lover jeg!” sagde han med en iver, der kun kunne måle sig med den han havde på sin fødselsdag, inden han nærmest luntede de par skridt der var mod Jasper og slog sine arme om ham. Endnu en gang meldte lysten sig til at fortælle Jasper, hvor meget kærlighed han havde til ham, men han gjorde det ikke. I stedet lod han sit hoved kort hvile ind mod hans skulder. Han vidste Jasper var dårlig til berøring, men lige nu måtte han lige finde sig i det de få sekunder det var. Han gav slip kort tid efter og så op på ham. ”Hvor skal vi så hen?” spurgte han for at vende tilbage til den date, Jasper var startet med at snakke om.

[Jasper 'Wolfgang' Rider]

Jasper vidste godt, at han havde ting fra sin fortid, som han ikke ville kunne løbe fra til evig tid, men han havde bestemt tænkt sig, at forsøge. Fortiden havde det dog med, at indhente en fra tid til anden. Han nød kysset, som Arian gengældte det. Han ville nogen gange ønske, at han var bedre til nærkontakt, men han kunne ikke være i det. Selvfølgelig ville det være noget han ville kunne arbejde på, men det lå så dybt i ham, at det ikke ligefrem frem noget der ville gå over om en uge eller to.
Et svagt suk lød fra Jasper, "Ja, selvfølgelig er det dét," mumlede han. Han synes altid Arian så godt ud, selv når han ikke prøvede. Han ville kunne tage en sort sæk på, og Jasper ville stadig mene, at han var den smukkeste mand på jorden. Han hævede lidt det ene øjenbryn, som han bemærkede Arians blik ikke var i Jaspers øjne. "Kom og put dig ind, i mine stærke mandearme," lød det koldt fra ham, selvom hans skæve smil nok afslørede, at han drillede, mens han slog armene ud for, at invitere til et kram, selvom han ikke var sikker på, om Arian ville tage imod det, med den flabet kommentar, han lige havde fyret af.
"Jeg kan godt li', at være alene, Arian og jeg er jo heller ikke alene. Du er her nærmest hele tiden," svarede han og trak lidt på den ene skulder. Han kunne godt lide at være alene, desuden var det jo ikke fordi, at han var hele alene. Han havde Lawrence og Salvador, plus sit arbejde, som han havde det med at tage med sig hjem og ikke lægge fra sig, før det nærmest blev revet ud af hænderne på ham. "Det er sjovt, hver gang nogen har sagt til mig, at jeg ikke kommer til, at fortryde det, så går der maks fem dage og så har jeg fortrudt.." svarede han og sukkede i det, han mærkede Arian omkring sig. Den fine luntende gang hen til ham, den iver der lyste ud af øjnene, det store smil. Det var alle sammen ting han gjorde, som virkelig fortalte Jaspers indre, at han var verdens heldigste mand. Han fandt sig i krammet. Han brød sig ikke om det, men han fandt sig i det. Han lod sine arme glide roligt omkring ham og gav ham et lille klem, før han slap ham igen. Så havde han fået nok. Han lagde sin hånd mod Arians kind, som han så ind i hans smukke øjne, "McDonald's. Glæder du dig ik?" spurgte han og kyssede sin kærestes læber. Han slap Arian og kysset igen, med et drillende glimt i sine øjne, før han gik mod gangen og tog sin læderjakke på og derefter sine sko. "Skal vi?" spurgte han og rakte Arian en styrthjelm, før han tog sin egen i hånden og gjorde klar til, at gå mod garagen, hvor hans motorcykel stod.

[Arian Herakles Mason]

Arian lod sine øjne være lukket for at nyde kysset helt optimalt. Han elskede følelsen af Jaspers læber mod sine egne. Fik Arian lov, så behøvede ham og Jasper ikke lave andet, men han holdt igen med sine kærtegn og små kærlighedssymboler, for han vidste, Jasper ikke var god til den slags. Han vidste også, det var mere hans eget behov end det var Jaspers og det var egentlig også fint nok.
Arian brød et lille smil ved Jaspers mumlen. Arian gik op i sit tøj og der var ting, han aldrig ville forlade sit hjem i. Havde han vidst, han skulle på date, havde tøjet været helt anerledes. Han havde klædt sig pænere, mindre afslappet på. Han havde givet Jasper et syn for guderne, præcis som Jasper lige nu gjorde ved ham. Arian lod sit blik falde hårdt på Jasper ved hans kommentar, hvortil han opdagede det skæve smil bag det ellers kolde ydre. Han vidste han drillede, og han vidste også at han stadig ville komme til at høre for den når Jasper var 90 år gammel og senil, for det ville være en ting, Jasper aldrig ville glemme – og for guds skyld, så heller ikke Arian selv. Det havde dog ikke fået ham til at stoppe hans aktiviteter på badeværelset – han legede stadig med badeænderne, men han var blevet det mere forsigtig. Det havde dog været henrivende at høre Jasper grine, som han gjorde. Han lagde armene over kors, og lod sit blik hvile på ham. Han lagde derefter hovedet på sned. Det ville med garanti være sjovere for Jasper, hvis han blev sur for sjov. Det var ikke en god nok hævn. Han lod de afkrydsede arme åbne sig, inden han slog sine arme om Jaspers overkrop. ”Okay, daddy,” hviskede han med et drilsk smil over sine læber, som han begravede sit hoved ind mod Jaspers brystkasse. Det her var en bedre hævn.
”Men.. men kan du ikke meget bedre li, når jeg er her, for eksempel?” spurgte han og lod et par store bedende øjne hvile på Jasper. I Arians optik skulle Jasper ikke være alene og slet ikke ligeså længe, som han skulle være væk i forbindelse med sit studie. Han havde ikke sagt det endnu – men om ikke andet havde han lavet en lille hentydning til det før. Jasper havde dog ikke spurgt hvad han havde ment med det. Arian hørte Jaspers ord og slog ud med hånden for at gøre gestus til Pyt og alle hendes veninder. ”Pjat” svarede han, inden han mærkede Jaspers arme om sig endnu en gang og mærkede det lille klem, Jasper gav ham, inden han gav slip. Han lod sin kind hvile ind mod Jaspers hånd og lod sine øjne fange af Jaspers kolde. Et julelys i øjnene meldte sig ved Jaspers svar, men han nåede ikke at svare før han mærkede Jaspers læber mod sine, hvilket han gengældte. Som Jasper slap ham, kunne han endelig svare mens han fulgte efter ham. ”Jeg ska’ ha’ 10 cheeseburgere…” kommenterede han. Han var ikke den mindste smule skuffet, for han var egentlig ligeglad med hvor de var, så længe de havde hinanden. Selvfølgelig havde det været date nr. 154, så havde han nok ikke. Arian tog imod styrthjelmen, og så på den med store øjne. Skulle de ud og køre på motorcykel? Jasper blev kun mere og mere fræk i hans øjne ved den tanke, og han elskede at køre hurtigt og mærke luften. Han nikkede, inden han lod Jasper føre an.

[Jasper 'Wolfgang' Rider]

Jasper havde ikke behov for, at høre Arian sige han elskede ham eller for at blive rørt, kysset eller andre former for fysisk kontakt, hele tiden. Selvfølgelig nød han deres kys og samleje, men det med at ligge og putte bagefter, var et no-go. Han kunne godt ligge en arm om Arian, men han kunne ikke fordrage, hvis Arian gjorde det samme. Ikke fordi han ikke måtte røre ham, men fordi han selv kunne stoppe, når det blev for meget, når det var hans arm, der var omkring Arian. Han ønskede jo heller ikke, at såre Arians følelser, ved at virke afvisende. Det var meget sjældent Jasper gad, at gå op i sit tøj og hår, hvilket så også bare viste sig ekstra tydeligt, når han så endelig gjorde det. Selvfølgelig lå meget af det i, at han til hverdag havde sin arbejdsuniform på, gik hjem i bad og tog et par afslapningsbukser og en t-shirt på bagefter frem til han skulle i seng, da andet nærmest ikke kunne betale sig, med mindre han havde planer selvfølgelig. Arian derimod, gav Jasper et syn for guderne hver eneste gang de sås - i hvert fald i hans optik, men han ville så også mene, at hans kæreste ville kunne tage en sort sæk på og stadig bæger den, som var den det nyeste fra Hugo Boss eller sådan noget. Selvom man ikke kunne se smilet uden på, så smilede han inden i, da Arian lagde armene over kors, ved Jaspers drillende ord om sine mandearme, og ja, det ville være noget Arian ville komme til at høre for, for altid. Han mærkede et grib inden i sin krop, som han mærkede Arians arme omkring sig, men han bed det i sig, da han ikke rigtigt følte han kunne tillade sig andet, eftersom han selv havde budt op til krammet. "Møgunge.." svarede han tørt, selvom han havde det som om, hans hals snorede sig sammen og stoppe for hans ilt indtag, som han mærkede hans hoved mod sin brystkasse.
Han sukkede lidt, da han godt kunne høre sin egen sætning gentage sig i hans hoved. "Jo, selvfølgelig kan jeg det, men det betyder ikke jeg har brug for en kat," svarede han og førte en hånd igennem sit satte hår. Han var uviden om, hvad Arian skulle i forbindelse med sit studie, men han havde selv været ung, været ude og se verden, leget vild og oplevet hvad han ville ude i den store hvide verden. Han havde været slået med ned Rachel, adopteret Lawrence, blevet gift, fået to børn, haft et familieliv, blevet enkemand. Alt sammen inden han overhovedet var blevet 30 år. Nu nærmede han sig 40 år og havde fundet kærligheden igen, noget han aldrig havde troet ville ske, men heller ikke noget han ligefrem havde planlagt skulle ske, da han var blevet ansat på Hogwarts. Han hævede let det ene øjenbryn, "Så siger vi det.." svarede han blot, da han efterhånden bare gerne ville ud af døren, så deres bord ikke blev givet væk. Han prøvede hele tiden, at blive bedre til, at give Arian nærkontakt, men det var ikke nemt for ham, hver eneste gang deres kroppe rørte hinanden gribbede det i ham. Han ville ikke sige, han havde berøringsangst, for det var jo ikke fordi han var bange for berøringen, det var mere følelsen af, at kunne mærke sin egen krop, han ikke brød sig om, hvilket et andet menneskes berøring mindede ham om. Han havde aldrig fået kram eller lignende som barn. Han havde været anderledes fordi han ikke havde været varulv, så det var ham der var blevet låst inde, som var det ham der havde været bæstet. Han hævede begge øjenbryn i en kort overrasket mimik, da Arian ligefrem virkede lykkelig over hans joke og oven i købet afgjorde sin ordre af mad. "Hold da kæft knægt, havde jeg vidst du var så nem, at tilfredsstille, så havde jeg sgu bare tage dig på Mc'en," svarede han og rullede med øjnene, mens han forsatte ud mod garagen. Han trak en presenning af sin motorcykel og tog sin hjelm på, før han satte sig op på motorcyklen og startede den op. "Hopper du på eller?" spurgte han roligt, før han gassede op.

Motorcyklen

[Arian Herakles Mason]

Arian smilede kort for sig selv, som han stod begravet ind mod Jasper og hørte hans ord. Han svarede ikke, men gav ret hurtigt slip efterfølgende. Han huskede tydeligt en af de gange, han havde lagt en arm om Jasper og hans vejtrækning havde ændret sig. Han vidste, der var en grund til at Jasper ikke bare rørte ham konstant, så han regnede et sted med, han ikke brød sig om berøringen. Om det så generelt var en form for berøringsangst eller bare angsten for at kunne mærke sin egen krop. Arian lagde mærke til folks adfærd. Han var ikke bogsmart, men han var helt bestemt god til at aflæse andre mennesker. Jasper var svær for ham, det ville han ikke lyve om. Når han en sjældent gang i mellem fik et glimt af noget, tog han det til sig og aflæste det med det samme. Udefra ville folk nok være i tvivl om Jasper egentlig brød sig om Arian, men Arian var ikke i tvivl på noget punkt. Han følte sig elsket hver eneste dag til trods for Jasper ikke var en mand der gav de store kærtegn eller kærlighedsgestusser. Han lod kortvarigt de brune øjne hvile på ham, da han havde givet slip og sendte ham et kort smil, som tak for han havde fået lov. Jasper havde ganske vist drillet ham, og han havde valgt at provokere ved at tage imod hans invitation, men han nød også at mærke de store stærke mandearme omkring sig. Det gjorde ham intet at blive drillet med det – men han var da blevet mere forsigtig, når han lånte Jaspers badekar.

Arian bed sig i læben ved hans ord. Han måtte vende den om – han havde prøvet den direkte metode, og den lod ikke til at virke. ”Nåh.. men… jeg tror den kat, har brug for dig… og vi skal give hende et navn..” begyndte han og lod sine øjne hvile på et af Jaspers møbler i stedet for at se direkte på ham. Han var ikkke sikker på hvilket køn katten havde, så det skulle de egentlig også have undersøgt. Han nikkede til Jaspers ord. Arians barndom havde været meget modsat Jaspers. Hans mor havde været alt for ham. Hun havde givet ham så meget kærlighed, kys og kram at halvdelen i princippet ville være nok. Hans far havde været en god mand, til tider streng og firkantet, men havde forsøgt at forme Arian til at blive en god mand. Arian havde været tættest med sin mor, og var i en periode gledet helt fra sin far da han sprang ud som homoseksuel. Han havde aldrig sagt til nogen hvordan den oplevelse havde været for ham. Han lod også gerne alle tro, at hans liv havde været en vals på roser, da han ikke gad folks medlidenhed eller gad at brokke sig. Arian så direkte på Jasper ved hans lettere spydige kommentar og smilede blot. ”Så har du en idé til næste gang… hvis du altså opfører dig som en ordentlig gentleman,” påpegede han med et drillende smil over sine læber, mens han forsatte med ud i garagen. Han betragtede motorcyklen med julelys i øjnene, da presenningen afslørede den. Han tog sin egen styrthjelm på. ”Mmmh,” svarede han og satte sig op bagved Jasper. Han lagde sine hænder let mod hans sider – han ville holde dem der blot til de begyndte at køre.

[Jasper 'Wolfgang' Rider]

Jasper sukkede opgivende, "Det tvivler jeg seriøst på, men lad nu det lægge. Du vælger bare et navn og så kan vi måske komme videre, i dagens program inden vores bord bliver givet væk," svarede han tørt, hvis Arian ikke havde brugt ordet 'hvis', men i stedet for brugt ordet 'når', havde han selvfølgelig spurgt ind til det, men hvis-ordet var for Jasper en indikator på, at det var hypotetisk og ikke noget der rent faktisk skulle ske. Han ville dog støtte sin kæreste hundrede procent, hvis han skulle ud og rejse i forbindelse med sin uddannelse. Jasper havde kun været 10 år gammel da hans forældre, sammen med resten af familien, var blevet slået ihjel, så han havde aldrig haft den udfordring der hed, at skulle springe ud for nogen, han havde så heller aldrig lagt skjul på, at han var til begge køn. Han havde haft en professor, dengang han havde gået på Hogwarts, som havde taget sig lidt af ham, men efter han havde gjort hende gravid og hun havde opsagt sit job, havde han ikke haft noget med hende at gøre. Året efter havde han mødt Rachel og taget med hende hjem i ferierne, på trods af at hendes forældre aldrig rigtigt havde accepteret ham, fordi han dengang havde haft et efternavn, som den varulveklan han var født ind i og det var ikke ligefrem nogle folket havde set op til. Tværtimod. Det var nok også deromkring hans had, til varulve rigtigt havde slået igennem, men for alvor da Rachel og børnene var blevet slået ihjel. Han nikkede let, "Mmh.. Og så vil jeg gerne se dig æde 10 cheeseburgere," svarede han og sendte sin kæreste et blink med det ene øje, som svar på det drillende smil han selv havde modtaget. Han kunne sagtens være en rigtigt gentleman, men det skulle Arian nok få lov til, at opleve selv denne aften. Han mærkede Arians blide hænder mod sine sider, "Altså vi kan også godt tage susenetværket, hvis du er mere komfortabel med det, ellers er du altså nødt til, at holde ordenligt fast" sagde han roligt, som en form for godkendelse af, at Arian godt måtte holde rigtigt fast, så han ikke ville vælte af, når Jasper startede.