Help me

[Yulansquin Faa]

Tiltænkt Andrea Montés Callahan
Sted: Yulansquins lejlighed
Tid: Fredag D 15/3 kl 18

Tiden havde nærmest stået stille de sidste par uger. Den unge Faa var blevet udfordret. Hun havde mødt sin kommende mand matthew og det var som sådan gået meget godt. Det var bare forfærdeligt at tænke på hvordan hun blev giftet bort. Hun ønskede ikke at blive gift, slet ikke med en hun ikke kendte. Hun havde aldrig haft en kæreste. Hun havde altid været for optaget af bøger på Hogwarts, Så hun havde aldrig haft tid til st lære nogen at kende. Dog havde et venskab holdt ved og det var Andrea. De kendte hinanden og Andrea vidste altid hvad hun skulle sige.
Yulansquin, eller Yules/Yo som hun også blev kaldt af dem der kendte hende havde sendt en ugle til Andrea. Hun havde brug for at snakke. Hun skulle igennem dette kaos der kørte i hendes indre. Hun havde lyst til at råbe og skrige men gjorde det ikke. 
Hun havde stået i køkkenet hele dagen og lagt vin på køl, hun havde inviteret Andrea på mad og hin håbede hun var sulten. Selv havde hendes far tilbudt at få en husalf, men det havde Yules afslået. Hun kunne godt lide at være selvstændig, lige som hun var på sin kost for Montrose. Noget nervøs traskede hun frem og tilbage i lejligheden og ventede og ventede. Det var som om det tog en evighed. Hun begyndte lige så stille at bide sine negle som hun så tit gjorde når hun var nervøs.

[Andrea Montés Callahan]

Andrea havde haft nogle travle dage på arbejdet, men hun havde smidt, hvad hun havde haft i hænderne, da hun havde modtaget sin venindes ugle. Hun elskede sit arbejde, men det var også hårdt til tider. Lynch Hospitalet var en fantastisk arbejdsplads og det kunne virkelig mærkes, at alle havde patienterne i fokus og det samme havde Andrea. Hun vidste godt, at hun burde blive bedre til, at lægge sit arbejde fra sig og holde fri, når hun havde fri.
Hun havde været hjemme forbi og vende, for at skifte tøj, så hun så mere civil ud. Det skulderlange, sorte hår hang løst, mens hendes krop var dækket af et par mørkeblå cowboybukser og en lyseblå bluse, med noget blomster print på. Hendes læber var fremhævet med en rød læbestift og øjenvipperne havde et fint lag af mascara, ellers var hun ret naturlig at se på.
De små hæle på hendes støvletter, gav klik-klak lyde under hende, som hun gik op af trapperne til venindens lejlighed. Hun stoppede op foran døren, og bankede roligt på et par gange, før hun gav sig til at afvente den ville blive åbnet for hende. Hun ville altid være der for sin veninde, uanset hvad.

[Yulansquin Faa]

Hun kiggede lidt ned af sit tøj, en sort kjole måske hun skulle skifte? Hun skulle jo ikke ud, de skulle bare være hjemme. Hun bed sig i tommelfingeren og kiggede på klokken. Der var lidt tid endnu. Hun bevægede sig ind på værelset tog fat i et par cowboybukser og begyndte at trække kjolen af. Hun fik hurtigt bukserne på og tog fat i en bluse. Måske den passede til? Nej hun måtte finde en anden. Hun roede lidt rundt i skabet for at finde en rød bluse. Hun tog den på og gik hen til sit spejl. Måske hun skulle gøre noget ved håret, sætte det op måske? Hun tænkte sig lidt om kiggede på sit makeup. Måske hun bare skulle tage lidt på. Normalt bar hun det jo ikke, men det var jo weekend og hun havde fri. Hun tog en hårelastik og satte den i håret til en hestehale. Endnu engang kiggede hun på sin makeup og bed sig i læben. Hvorfor var det hun tøvede? Hun tog fat i sin mascara og puttede lidt på da det bankede på døren. Så var det nu, hjælpen var på vej.
Hun samlede kjolen op og smed den på sengen ”Kommer” råbte hun igennem lejligheden. Hun bevægede sig ud til hovededøren og åbnede den. ”Godt du kunne komme” lød hun nærmest glad, selvom hun langt fra var det. Hun gav Andrea et kram inden hun flyttede sig for døren så Andrea kunne komme ind.

[Andrea Montés Callahan]

Andrea var ikke typen som gik særligt meget op i sit udseende, hun tænkte mere over, at hun følte sig tilpas. Hun gad ikke stå to timer før op om morgen, for at nå at ligge krismaling, før hun skulle møde på arbejde, så ville hun hellere sove det længere. Hun tænkte meget over, at hendes tøj ikke var for nedringet eller for lårkort, men det var også mest når hun var på arbejde.
Et smil meldte sig på de røde læber, da hun kunne høre sin veninde på den anden side af døren. Hun afventede blot at døren ville blive lukket op, da hun ikke så nogen grund til, at svare tilbage igennem den lukket dør.
Hendes smil voksede da også kun, da døren blev lukket op og hendes veninde kom til syne. Smuk som altid. "Hey," hilste hun venligt og gengældte krammet, "Selvfølgelig, altid. Hvad sker der?" spurgte hun, da hun ud fra det brev uglen havde haft med sig, havde antaget, at det ikke bare var et hyggeligt veninde selskab, Yulan savnede. Hun slap krammet og trådte indenfor i gangen, hvor hun tog sine sko af som hun stillede pænt og hang sin jakke på en af knagerne.

[Yulansquin Faa]

Krammet blev gengældt og Yulansquin slappede lidt af. Andrea kunne man altid regne med, lige meget hvad der så skete omkring hende. Hun trådte ind i stuen og over imod det åbne køkken. ”Jeg har lidt hvidvin på køl hvis du vil have?” kom det roligt fra hende. Inden Andrea overhovedet havde svaret tog hun og hældte noget hvidvin op i de to glas. 
Hun kom gående over til Andrea og rakte hende glasset. ”Ja jeg fortalte ikke så meget i uglen, dette er mere personligt at ingen skulle kunne læse det ved en fejl.” et mindre suk kom frem på hendes læber og hun kiggede over på sofaen, det varede lige lidt inden maden var helt færdig. Men hum var jo også ferm i et køkken. Hun elskede at lave mad, så mange muggler ting hun kune lave gjorde hun det. Hun kunne ikke fordrage at bruge magi hele tiden, det lå bare ikke til hende. ”Jeg.... Jeg... jeg skal giftes bort...” kom det endelig fra hende efter hendes mindre stammen. Hun ville ikke giftes og slet ikke med en hun ikke kendte. For slet ikke at nævne han slet ikke boede i England eller Scotland. Nej det var helt i Norge, og der havde hun altså ikke tænkt sig at flytte hen.

[Andrea Montés Callahan]

Andrea nød at være sammen med sin veninde. Hun nød bare, at slappe af i selskabet og være sig selv. Lade arbejde være arbejde, og bare koble helt fra. "Åh du er en tankelæser. Ja, tak," sagde hun med et af sine velkendte venlige smil over sine læber. Hun tog imod glasset og satte sig i sofaen. Hun trak det ene ben op under sig og rettede lidt på sig, så hun sad med fronten rettet mod sin veninde. Hun tog en tår af sit glas og nød smagen.
Hun viftede let med den ene hånd, "Det er helt okay, søde," sagde hun blidt og stillede glasset på sofabordet, før hun vendte sin udelte opmærksomhed mod Yulan igen. Hun havde et helt fint med, lige at lande og sidde og snakke lidt, inden maden ville være klar. Andrea havde det nok lidt modsat Yulan. Ikke hundrede procent modsat, men hun kunne godt lide, at bruge sine magiske evner. Kunne hun undgå alt det kedelige huslige, som rengøring, madlavning og handy ting, så gjorde hun det med magi i stedet for. Dog kunne hun til tider godt lide, at holde sig selv, mentalt og fysisk vedlige, så nogle ting gjorde hun af princip uden magi.
Hun så lidt bekymret på sin veninde, som hun begyndte, at snakke. Hun måtte dog gøre store øjne. "Hvad?!" spurgte hun efter cirka et halv minut, hvor hun bare havde siddet og stiret på sin veninde, som om hun lige var faldet ned fra himlen iført et banankostume.

[Yulansquin Faa]

Heldigvis takkede Andrea ja til hvidvinen hun havde hældt op, og tog imod glasset. Så skulle hun da ikke drikke det hele selv. Ikke at hun ville have noget imod det, men det virkede bare mere i orden at drikke det sammen med nogle andre. Specielt også fordi hun blev så hurtig fuld. Hun kunne sagtens drikke et par glas hvidvin, men at drikke en helt flaske for sig selv. Nej det var et no go. Hun drak jo ikke så tit pga sit arbejde. Hun havde mere travlt med karrieren end at drikke sig fuld hver og hver anden dag.
Hun smilte til Andrea, hun var så sød sådan som hun sad der. Det var en god veninde hun havde fået sig. Måske hun snart skulle købe en gave til hende. Yulansquin havde jo for vane at købe dyre gaver til sine veninder, også selvom hun på ingen måder behøvede det. Hun havde bare ikke haft så mange venner før, og dem hun havde ville hun gerne beholde. Det var lidt nemmere at 'købe' sig til venskaber frem for at arbejde for dem. Sådan lå det i hendes hovede, selvom det slet ikke passede nogen steder hen.

Den tavse stilhed var ikke noget hun brød sig om. Blikket var sænket ned imod glasset og hun lod en finger glide rundt på glaskanten. *Sig nu noget Andrea* tænkte hun og kiggede endelig op. Efter hvad der føltes som flere minutter åbnede Andrea endelig munden og sagde noget. Hun var mindst lige så overrasket som Yulansquin havde været da hun fik af vide hun skulle giftes. "Ja du hørte rigtigt. Mine forældre har bestemt jeg skal giftes med en så kaldt matthew jeg ved ikke hvordan jeg skal kunne klare det. Jeg ønsker at blive gift af kærlighed og ikke af pligt" Selvom hun aldrig havde oplevet kærlighed før vidste hun at det var noget hun ville. Hun vidste også godt at hun aldrig ville sige sine forældre imod, men der var vel bare et standpunkt i livet der gjorde man blev nød til at sige fra? Dog kunne hun ikke, hun havde ikke sagt fra da hun mødte Matthew for første gang, de havde ført en samtale selvom hun havde været så genert. Hun kunne heller ikke sætte sin familie i vanære det ville være for skamfuldt i længden.

[Andrea Montés Callahan]

Andrea elskede sit arbejde. Hun elskede at hjælpe andre, hvilket hendes job gav hende mulighed for hver dag. Hun gjorde det også gerne i fritiden, som nu hvor hendes veninde havde brug for hende. Hun kunne dog heldigvis ikke læse sin venindes tanker, om at købe en gave til hende. Hun var ikke god til, at tage imod gaver. Hun nød at købe ting til andre, men at tage imod dem, brød hun sig ikke om, det var hun nok alt for beskeden til. Hun ville hellere have en tur i biografen eller ud og spise, med andre ord, oplevelser som gaver, hvis hun endelig skulle have noget. Minder betød mere for hende end ting.
Hun kunne ikke få et eneste ord over sine læber. Hun havde det som om, hun lige var blevet suget ind i et alternativt univers. Var hendes veninde blevet giftet væk? Var det ikke sådan noget, der skete i fattige lande? England var ikke et fattigt land. "Dine forældre?" hun kunne dårligt nok udføre en hel sætning. Intet af dette her gav mening i hendes hoved, selvom det egentlig var en ret simpel besked, så var det også bare så urealistisk. Hun tog en stor tår af sin vin. "Hvordan kan de bare tvinge dig til det?" spurgte hun og førte en hånd igennem det halvlange sorte hår. "Hvem er han overhovedet?" lød endnu et spørgsmål fra Andrea. "Jeg vil være her for dig hele vejen igennem, men er der ikke noget vi kan gøre, for at stoppe det?" spørgsmålene stod i kø.

[Yulansquin Faa]

Ja Andrea havde hørt rigtigt, hendes forældre havde bestemt dette her skulle ske. Ikke hende selv... Hun anede ikke engang hvad hun skulle stille op med noget af alt dette her. Hun var forsvarsløs, hun var som en lus mellem to negle. Noget hun gerne ville men ikke kunne. Det var slet ikke en særlig rar følelse.
Hun nikkede lidt til Andrea, det var virkelig hendes forældres skyld, mest af alt hendes far. "Fordi jeg ikke har fundet en mand. Jeg er 27, har aldrig haft en kæreste. Nu mener mine far så at det hele bliver hjulpet af at blive gift ind i en god familie. En familie som passer god til os." hun kiggede ned i vinglasset og vidste ikke rigtig hvad hun skulle stille op med sig selv. Det var virkelig for godt til at være sandt dette her. Andrea ville gøre alt for hende men hvad kunne hun gøre mod dette bryllup? Yules var et for stort et familie menneske til at kunne sige sine forældre imod, for slet ikke at nævne hun ikke ville vanære dem. "Han er en der bor og arbejder i Norge..." hun kunne egentlig ikke fortælle så meget om ham, de havde mødt hinanden en gang, og det var den ene gang hvor de snakkede lidt om alt. Selvom hun havde været så genert. "Jeg tvivler på der er noget vi kan gøre... Jeg vil virkelig sætte pris på hvis du går med ud og finder en brudekjole. Noget vil jeg da bestemme selvom det er et bryllup jeg ikke bryder mig om..." hun fjernede blikket fra vinglasset og kiggede på Andrea. Hvis der var noget hun kunne gøre for at dette bryllup ikke skulle fortsætte så ville hun gøre det. Men lige nu anede hun ikke engang hvad hun skulle stille op med sig selv.