Og det har hun jo i og for sig ret i

[Deleted]

Cardiff FC stadion, Wales (På tribunen)

Kl. 15

Tatianna Mary Maximorff

Outfit

---

Tyler sad lige nu på tribunerne og kiggede ned på fodboldbanen, som havde været hans andet hjem i nogle måneder efterhånden. Han havde slet ikke troet, at han nogensinde ville komme til at spille fodbold igen efter sin ulykke, men nu var han der. Cardiff var et rigtig godt hold i Premier League og han var stolt af at spille der. Hans forældre var også begyndt at lægge mere mærke til ham, efter han var begyndt at spille professionelt, men han var nu ret ligeglad med dem. Han var faktisk direkte vred på dem. Deres datter, hans søster, lå lige nu på sygehuset og det var ikke sikkert, at hun blev rask igen. De havde ikke engang været der for at besøge hende. De var stadig sippede, fordi hun var magiker og det var åbenbart en verden, som de ikke rigtigt kunne forholde sig til.

Tyler havde brug for en at taled med, så han havde skrevet et brev til Tatianna. Hun havde altid været der for ham og ham for hende. Selvom hun ikke var magiker, så havde han brug for hende alligevel. Han kunne ikke fortælle hende, hvor Erin lå, men hun var en af hans tætteste veninder, selvom de ikke så hinanden så tit. Denne dag havde der været åben træning, så det ville ikke være et problem for Tati at komme ind på stadion. Selv kunne han ikke lige samle sig og træningen havde været hård. Han havde været et helt andet sted og det var ikke skide godt, hvis han gerne ville have mere spilletid.

[Tatianna Mary Maximorff]

Outfit

Tati havde endelig fået gipsen af sin arm, men operationen havde efterladt et ar som stadig var i sin helings proces. Hun havde ikke fået skaffet sig en ny bil endnu, ikke fordi hun ikke havde pengene til det, for det havde hun, hun havde bare hellere ville prøve noget nyt, hvilket ikke burde komme bag på nogen som helst, der kendte hende. Hun havde købt sig en motorcykel i stedet for, og ikke fortrudt det et eneste sekund.
Hun havde sin hjelm i den ene hånd og en papholder med to kopper kaffe i den anden hånd, selvom hun med sin ADHD diagnose ikke burde drikke noget med koffein i. Hun gik roligt, men målrettet mod Tyler. Hun havde modtaget hans brev, selvom hun havde fundet det en smule underligt, at han ikke bare havde sendt hende en sms, om at han havde brug for at snakke med hende, så hun havde smidt hvad hun havde haft i hænderne og taget afsted med det samme. Hun vidste han ville have gjort det samme for hende. Hun havde stadig en del blåmærker og rifter efter ulykken, rundt omkring på kroppen, men det var ikke værre end hun kunne holde ud af være til igen. Hun havde også fået morfin til at tage de værste smerter, hvilket hun stadig tog, selvom hun inderst inde godt vidste hun ikke burde, på grund af hendes tidligere misbrug, men hun havde ikke fortalt nogen om det, fordi hun selv syntes hun havde styr på det.
Som hun kom tættere på ham, sendte hun ham et af de genkendelige, venlige smil. "Hey fodboldstjerne," hilste hun, før hun tog plads ved siden af ham, lagde sin hjelm på bænken ved siden af sig og rakte ham den ene kop kaffe, "Hva så?" spurgte hun ind, før hun lagde en arm omkring ham i et kort kram.

[Deleted]

Tyler var udmærket klar over, at det havde været nemmere at sende Tati en sms, men han var lidt gammeldags og det var lidt nemmere for ham at få sine tanker ned på den måde. Nogle gange hadede han at skrive fra sin telefon og derfor havde han instinktivt taget papir og kuglepen frem og skrevet et brev til hende.

Han sad lidt i sine egne tanker, da han hørte hendes stemme. Det gav ham et smil på læberne og han kiggede hen på hende, som hun rakte ham en kop med, hvad han gik ud fra, var kaffe. Han lagde sin arm om hende og holdt hende tæt i lidt mere end bare et øjeblik. Han havde virkelig savnet hende. Han var kommet ret langt siden han var den lille nørdede og generte dreng. Da han slap hende kiggede han på hende og det gik op for ham, at hun jo lige havde været i en ulykke.
"Åh hvordan har du det?" Spurgte han hende og slog et sæde ned, så hun kunne sidde ved siden af ham. Han håbede ikke, at det havde været et problem for hende at komme.

[Tatianna Mary Maximorff]

Tati lod Tyler holde krammet og gengældte det. Hun var ikke så kontaktsky, som hun havde været, så det at kramme hendes venner, var hun helt okay med. Tyler havde været i hendes liv længe, så hun havde intet problem med, at han var nær hende. Hun lagde ikke noget i det, hvis de foreksempel sad og så en film og sad op af hinanden. Hun smilede lidt i krammet, frem til han slap hende og hun ligeledes slap ham.
Hun slog sig ned på sædet, som han klappede ned for hende og lagde sin hjelm på sæddet ved siden af sig. "Jeg har det fint," svarede hun og trak lidt på den ene skulder, "Men hvad med dig?" vendte hun hans spørgsmål og fandt en smøg frem, som hun tændte. Hun havde det jo sådan set fint. Hun var sluppet billigt, fra ulykken. Hun havde haft en åbent brud på sin arm, som hun endelig havde fået gipsen af og det helede egentlig ganske fint, men et ar ville hun nok ikke kunne komme udenom, men det var bare endnu et til samlingen. Hun havde haft et par trykket ribben, men de var også så godt som nu. De hudafskrabninger og andre små skader hun ellers havde fået i ulykken, var også efterhånden blot små ar eller ingenting mere. Hendes arm, havde været det værste og selvfølgelig det faktum at hendes højt elskede Audi var blevet erklæret totalt skadet, så hun havde måtte sige farvel til den. Til gengæld havde hun købt sig en motorcykel nu, til Taras store begejstring og Rebaccas store frastødelse.

[Deleted]

Tyler havde det lidt dårligt med, at han havde fået hende dertil, når nu hun havde skader. Han havde åbenbart svedt det ud, men da hun sagde, at hun havd det fint, blev han lettet. Hun kunne sagtens lyve overfor ham, men han gik ud fra, at hun ville fortælle ham sandheden. Han smilede til hende og lænede sig lidt tilbage.
“Det er jeg glad for at høre. Jeg skulle nok have tænkt på det, da jeg sendte bud efter dig.” Sagde han lidt undskyldende. Han skævede hen til hendes hjelm. Det kom slet ikke bag på ham, at hun havde købt en motorcykel. Det kom bag på ham, at hun ikke havde gjort det for længe siden. Han trak på skuldrende, da hun spurgte ind til ham. Han kunne ikke fortælle hende helt præcist, hvad der foregik, da hun jo ikke måtte kende til magi, men han kunne godt fortælle hende lidt.
“Min søster er blevet alvorligt syg. Jeg ved ikke præcis, hvad det er for en sygdom, men jeg skal have en dragt på, for bare at må besøge hende.” Sagde han sørgmodigt og kiggede ned på sin kaffekop. Det gjorde ham virkelig trist. Han havde altid set op til Erin, selvom hun havde trukket sig lidt tilbage fra ham efter hans ulykke. Deres forældre havde givet hende skylden på grund af magi, men Tyler havde bestemt ikke set det sådan.

[Tatianna Mary Maximorff]

Tati viftede lidt med den ene hånd, før hun tog et hvæs mere af sin smøg. "Åh hold da op, gider du. Jeg har godt af, at komme lidt ud, jeg var ved at blive sindssyg derhjemme," sagde hun optimistisk og smilede til Tyler. Hun havde først ligget på hospitalet og derefter fået af vide, af lægen at hun skulle forholde sig i ro, indtil hun ikke havde flere smerter. Men med hendes ADHD havde det bestemt ikke været nemt, for den unge YouTuber, så hun havde kun godt af, at komme lidt væk hjemme fra. Desuden havde hun ikke rigtigt ondt mere, men hun tog så også en del morfin.
Hun rynkede lidt på panden, da han trak på skulderen da hun vendte spørgsmålet mod ham. Hendes ene storebror var magiker, så hun kendte udmærket godt til magi, men ligesom Tyler ikke vidste dette om Tati, så vidste hun heller ikke, at hans søster var magiker. Hun mærkede et stik i hjertet, "Åh for helvede.." mumlede hun, velvidende om at hendes sprogbrug, aldrig havde været særligt pænt. "Det er jeg virkelig ked af, Ty. Du må sige til, hvis der er noget jeg kan gøre," sagde hun og lagde en hånd på hans knæ, mens hendes blik hvilede på ham, selvom han så ned i sin kaffe kop.

[Deleted]

Tati havde altid været en sej pige, så det kom da ikke bag på ham, at hun havde brug for at komme ud og, at hun havde det fint med det. Dog havde han alligevel lidt dårlig samvittighed. Han boede jo lige et stykke væk og de var jo ikke ligefrem magikere. Det ville ellers være fedt!
"Nej okay, men alligevel, Tati. Jeg ved godt, at du har krudt i røven, men du skal jo også passe på dig selv." Sagde han med et smil og kiggede på hende. Han havde virkelig savnet hende. Det var ikke nemt at se hinanden så tit, når de boede så langt fra hinanden. Dog var han blevet nødt til at tage til Wales, hvis han gerne ville spille for den klub og det ville han jo gerne. Det var en stor klub.

Tyler sukkede og vendte så blikket mod Tati.
"Der er nok ikke rigtigt noget at gøre. Jeg er glad for, at du er her. Det hjælper da en smule på humøret." Sagde han med et skuldertræk og tog hendes hånd, som hun havde lagt på hans knæ. Det var dejligt at have en veninde hos sig, selvom hun jo ikke kunne gøre Erin rask.

[Tatianna Mary Maximorff]

Tati havde intet imod kørerturen til Wales, selvom det tog godt tre en halv time hver vej. Hun elskede at køre og nu havde hun haft en undskyldning for, at få motorcyklen ud på en lille prøvetur. Med musik i ørerne og vind i håret, så var det jo bare afsted. Hun havde dog ikke noget imod ikke, at være magiker. Hun havde aldrig haft magien, så hun savnede den heller ikke. Hun tænkte ikke rigtigt over dens eksistens i sin hverdag, men det var nok fordi hun havde så mange andre tanker i sit hoved, som dårligt nåede at blive gjort færdige, før nye begyndte, på grund af hendes adhd.
Hun viftede lidt med den ene hånd, "Jeg har så mange til, at passe på mig, hvorfor skal jeg så også selv gøre det?" spurgte hun drillende og blinkede til ham. Hun havde syv brødre, plus en plejebror, derudover havde hun nærmest kun drenge venner, som også alle sammen ville stå klar til, at passe på hende. For slet ikke at nævne Tara. Hun var nok den farligste af dem alle sammen, som selv Tati ville frygte.
Hun gav hans hånd et let klem, "Jeg er aldrig længere væk end et opkald. Og tre, en halv times kørsel," sagde hun og blinkede til ham, i et forsøg på at løfte stemningen lidt og hjælpe lidt mere på hans humør. "Hvilket hospital ligger hun på?" spurgte hun og tog en tår af sin kaffe, mens hun overvejede om det ville hjælpe ham, hvis hun tog med ham på hospitalet og besøgte hans lillesøster, selvom hun hadede hospitaler noget så grusomt, fordi det mindede hende om de gange hun selv havde været indlagt.

[Deleted]

Tyler smilede til hende og rystede på hovedet. Hun havde altid været noget for sig selv og han elskede hende for det. Han havde været lidt nørdet og ensom i skolen, men hun havde alligevel fundet sin vej frem til ham. Det havde hjulpet på hans ensomhed og det havde det også, da han begyndte at spille fodbold. Desværre havde folk trukket sig væk fra ham, da han endte i kørestol, men aldrig Tati. Hun var blevet.
"Det er selvfølgelig rigtigt, men alligevel." Sagde han og lagde en arm om hende.

Han kom til at grine lidt af hendes kommentar.
"Og det er jeg glad for. Og det samme gælder fra mig. Du kan altid ringe. Bare det ikke er på game day." Sagde han med et grin. Ringede hun, så kom han. Hun betød mere. Da hun spurgte ind til hospitalet, vidste han ikke, hvad han skulle svare. Han havde ikke et godt svar og havde slet ikke tænkt så langt. Han ville så gerne fortælle Tati om magi, men han måtte jo ikke. Han var jo ikke ligefrem selv magiker.
"Øhh. Det ligger i Skotland. Jeg kan ikke lige huske, hvad det hedder." Sagde han med et skuldertræk og drak en slurk af sin kaffe. Han kunne faktisk ikke rigtigt huske, hvad det hed. Noget med Muskos eller sådan noget.

[Tatianna Mary Maximorff]

Tati havde som barn, altid været her, der og alle vegne. Hun havde hellere ikke været mere end 6 år, da hun havde fået sin ADHD diagnose, og allerede dengang var blevet introduceret for medicinens verden, som senere havde udviklet sig til et meget slemt misbrug, på grund af Patrick, men også på grund af hendes egen nysgerrig, fordi hendes hjerne reagerede anderledes end normale menneskers. Hun havde hellere ikke behandlet Tyler anderledes, da han var endt i kørerstol. Hun havde nok også presset ham til tider, for at hjælpe med genoptræningen, på sin egen Tati-artige måde, som nok var knap så pædagogisk som andres, på trods af at hendes mor var pædagog. Hun kunne aldrig finde på, at give op på en ven, med mindre de virkelig havde pisset på hende, men det havde Tyler aldrig gjort. "Ikke noget men," sagde hun morende, hvorfor skulle hun passe på sig selv, når hun havde så mange omkring sig, der bekymrede sig nok for tyve.
Hun grinte let og holdt hænderne oppe, som hvis han pegede en pistol mod hende, "Aldrig på en game day," lovede hun og slog et kryds over sit hjerte, før hun lod hænderne falde igen, og tog en tår af sin kaffe og derefter et hvæs af sin smøg.
Tati kendte til magi, hun vidste bare ikke at Tyler også kendte til det. Hun havde en storebror, som var magiker og som havde gået på Hogwarts. "Skotland? Det er da langt væk. Hvorfor flytter de hende ikke til et hospital tættere på?" spurgte hun undrende.

[Deleted]

Tyler kiggede lidt strengt på hende.
"Masser af men!" Han gav hende et klem og lagde hovedet på hendes. "Jeg ved godt, at der er mange, der passer på dig, men de kan jo ikke passe på dig hele tiden, medmindre de faktisk er sammen med dig hele tiden. Det lyder til at kunne blive ret irriterende i længden. At være sammen med nogen heeele tiden. Så derfor skal du passe på dig selv." Sagde han bestemt, men stadig med en kærlig tone. Han sagde det jo, fordi hun var hans veninde. Han kunne jo ikke undvære hende.
"Det er godt, vi er enige." Sagde han med et smil. Fodbold betød så meget for ham, og han var så glad for, at han var kommet på så seriøst et hold. Det havde han aldrig troet på efter sin ulykke, men hårdt arbejde havde betalt sig.

Han sad et øjeblik og tænkte sig om. Hvor var det irriterende, at han ikke måtte fortælle det til sin tætteste veninde.
"Det skulle vist være det bedste hospital til lige netop denne sygdom. Jeg ved det ikke. Der er vist mange, der er blevet ramt af den. Jeg aner ikke, hvad det er." Han trak på skuldrende og blev lidt vemodig.

[Tatianna Mary Maximorff]

Tati rækkede tunge til Tyler, ved det strege blik hun fik af ham. "Ingen men," holdt hun fast, og mærkede hans hoved mod sit. Hun lagde roligt hovedet mod hans. Det var rart at sidde sådan med ham. "Du tabte mig ved, der er en masse der passer på mig," svarede hun og smilede drillende, selvom han nok ikke kunne se det, når de sad som de gjorde.
Hun smilede lidt, "Ja," medgav hun roligt. Hun var så stolt over, at han var kommet så langt han var. Han var uden tvivl et, at de mennesker, hun havde aller mest respekt for, fordi han aldrig havde givet op, men hun havde også altid troet på ham, præcis ligesom hun havde følt han havde været der for hende, selv da hun havde været aller mest damned og været en retfærdig kælling, fordi det havde været stofferne der havde talt for hende.
Hun mærkede lysten til, at fortælle ham, at hendes kæreste var magiker og han måske kunne gøre noget for Tylers lillesøster, men hun vidste godt, at hun ville sætte Lawrence i en dum situation og risikoen for, at Tyler bare ville grine af hende og spørger, hvad hun havde taget, var der. "Hvad kan jeg gøre for dig?" spurgte hun i stedet for.