How You Doin'?

[Kaya Elisabeth Hansen]

@spencer
Marts 2056.
En bro lidt uden for London.

---

Kaya havde flere gange i sit liv, troet at hun havde ramt bunden af bunden, men den her gang var hun faktisk ikke i tvivl mere. Hun tog stoffer dagligt, hun drak dagligt og de selskaber hun befandt sig i, var ikke ligefrem nogen der hjalp hende. Udadtil gav hun dem heller ikke meget at gå ud fra. Udadtil lignede hun sig selv, bare nogle kiloer mindre, men hun havde stadig de velkendte høje stiletter, de tætsiddende bukser og et korset lignede top, inden under læderjakken. Make-uppen og håret sad som det plejede. Nærmest perfekt. Men indeni var en helt anden sag.
Hun var afkræftet. Opgivende. Sort seende. Stik modsat af hvad hun plejede. Hun så ingen fremtid. Hun var tom og følelsesforladt. Hun var så knækket og itu, at hun ikke engang orkede at forsøge, at samle alle stumperne igen. Hun havde i en lang periode, gjort alt for at føle bare et eller andet. Det var blandt andet derfor hun var begyndt på stofferne, og derfor hun gik i seng med stort set alt og alle, uanset køn, alder og fortid.
Hun havde sat sig op på gelænderet, med benene udover. Der havde hun nok siddet en halv times tid. Ikke fordi hun var i tvivl om, hvad hun ville, men fordi hun blot nød solens svage stråler mod sine blege kinder og reflektionen de gav i vandet under broen. Den lette brise fra tid til anden, var med til, at gøre det hele mere idyllisk. Hun havde ro i kroppen, for første gang i flere måneder, hvis ikke år. Hun havde bundet et reb om livet til en sten, som lige nu lå på hendes skød og hvilede tungt, da den skulle være tung nok til, at holde hende nede. 

[Deleted]

Efter at 4Two var kommet ud med deres første hit single "Miss Perfect" havde Spencer faktisk haft det meget blandet. Ham og hans bror Ronald havde jo altid drømt om at kunne leve af musikken, men han måtte indrømme at det var meget overvældende for ham at blive genkendt på gaden. Spencer spillede guitar og var egentligt et meget lukket menneske der ikke brød sig om kanon meget opmærksomhed, det havde han fået rigeligt af i skolen, blandt andet på grund af sit røde hår. Denne aften var Spencer ude at gå, han havde faktisk planlagt en bytur med to gode venner, men efter at den første pige havde spurgt efter en autograf, havde han valgt at han hellere bare ville være sig selv for en stund. Som Spencer gik, fik han et stykke fremme øje på en kvinde. Han kiggede let fra side til side, der var ikke rigtigt andre mennesker og han bevægede sig derfor over i mod hende som han bemærkede at hun sad meget faretruende og helt stille. "Hey, er du okay?" spurgte han i en rolig stemme med et skotsk accent der afslørede hvor han kom fra, og som han kom tættere på indså han langsomt hvad det muligvis var hun sad og havde gang i. "Hey wow! Hvad laver du?" sagde han, nok mere af chok end noget andet. Det var bestemt ikke hvad han havde forventet, fra da han så hende på afstand.

♛

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya var fast besluttet. Hun kunne ikke mere. Hun havde før troet, at hun havde ramt bunden, men denne gang var hun ikke længere i tvivl. Hun havde en form for ro i kroppen. Hun vidste, at hendes liv om lidt ville ende og hun var okay med det. Hun havde altid troet, at hun ville finde den perfekte mand, få børn og leve lykkeligt til sine dages ende. Men hun havde allerede for nogle år siden, fundet ud af, at livet ikke altid gik som man ønskede det skulle.
Hun var klar til, at give op. Måske var det et nederlag i manges øjne, men om lidt kunne hun være ligeglad med, hvad andre mente om hende, for hun ville ikke være der til, at overvære det. Hun ville kunne få Elliott og Timothy ud af farezonen, hvis hun ikke var der, så var de intet mål for dødsgarden, for det var de kun fordi hun var i live og de var en svaghed for hende, selvom hun havde prøvet at skubbe dem så langt væk fra sig som det overhovedet havde været hende menneskeligt muligt, så ville det ikke gøre nogen forskel.
Det gav et sæt i hende, da en stemme pludselig brød stilheden omkring hende. Hun drejede hovedet, for at se hvem der havde brudt hendes bobbel. En fremmede. "Ikke noget. Bare gå. Lad mig være," sagde hun i en rolig stemme. Hun var ikke bange for at dø. Det var det eneste rigtige hun kunne gøre.

[Deleted]

Spencer stod med store øjne og var faktisk ikke helt sikker på hverken hvad han skulle sige eller gøre han var jo ikke ligefrem uddannet i denne her slags, og han stod bare og overvejede hvad han skulle sige til hende, som det gik op for ham hvad hun egentligt lavet. "Nej... Nej nej jeg går ikke" sagde han fast besluttet på at han da ikke bare kunne vende ryggen til en der tydeligvis sad og havde det så dårligt, Spencer var en virkeligt sød fyr og han ville slet ikke have samvittighed til den slags. "Come on, lad os lige... Kan vi lige snakke?" spurgte han. Okay det var måske dumt sagt, men hvad fanden skulle han gøre? han var en smule i panik og han var jo ikke ligefrem uddannet sig til at tage sig af folk der var ved at springe ud fra en bror, han skrev jo bare sange om det, hvis det endeligt skulle være. "Du kan altså ikke bare hoppe ud" sagde han som han stod ved siden af hende og han kiggede så let ned, wow han blev helt svimmel bare af at kigge på det, han var ikke særligt god til højder.

♛

[Kaya Elisabeth Hansen]

Et lidt opgivende suk lød fra Kaya. Nej, selvfølgelig ville han ikke bare gå. Ikke at hun kunne bebrejde ham, det havde hun heller ikke selv kunne, hvis pladserne ar byttet rundt. Hun sendte ham et roligt smil. Hun havde aldrig haft så meget ro i kroppen og i sit sind, som hun havde lige nu. Hun var så klar og afklaret. "Det er okay. Jeg er ikke dit ansvar," sagde hun med en ro over sig, som nok tydeliggjorde, at hun vidste hvad hun lavede og hun var i fred omkring det.
Hun sendte den unge, rødhåret fyr et roligt smil, "Har du da noget på hjertet?" spurgte hun og mærkede vinden blidt kærtegne hendes varme kinder. Det var så livsbekræftende. Små ting, hun ikke havde sat pris på i flere år, blev pludselig nogle af de mest betydningsfulde ting. Hun havde ikke brug for, at snakke. Hun havde ikke noget at snakke om, så hun vidste ikke, hvad hun skulle sige.
Hun trak let på skulderne, "Hvorfor ikke? Du kender mig ikke. Hvad nu hvis jeg er seriemorder og verden vil være et meget bedre sted uden mig i den? Jeg kunne være pædofil eller bare psykopat," sagde hun roligt og svang det ene ben om på indersiden af broen kant, som hun sad på, så hun havde et ben på hver side. "Jeg kunne være folks værste mareridt," tilføjede hun og mærkede vinden mod sine kinder igen, hvilket fik en lille tåre til, at trille ned af hendes ene kind. Ikke fordi hun var ked af det, men på grund af vinden og den indre ro og lettelse over, at det snart ville være ovre.

[Deleted]

Han lod en hånd glide igennem sit hår ved hendes spørgsmål, bjaaah han havde jo ikke rigtigt noget at sige til hende, men han var jo nød til at komme med et eller andet, han kunne da ikke leve med hvis hun var hoppet ud og han ville finde hende død. Spencer var en rolig og ganske sød fyr, der bare prøvede at holde styr på sit liv. "Jeg tror måske bare på at selv hvis du var et dårligt menneske, så kunne det ændres hvis du fik hjælp... Ingen mennesker er så dårlige de ikke bør reddes" sagde han roligt, hvilket nok afslørede hans gode hjerte. Det var faktisk ikke fordi at han ikke havde temprement eller noget i den stil, han var jo trods alt rødhåret. Han var bare en rolig fyr og han panikkede ikke med mindre det var helt galt, og lige nu var da tæt på - han var bare ret sikker på at det ikke ville hjælpe noget særligt: "Jah, men hvad med jeg hjælper dig med at vurderer det?" Sagde han. Han kiggede op i mod himlen som regnen begyndte at sile ned og han sukkede let: "Come on, jeg giver en kop kaffe og hvis du hader dit liv bagefter så følger jeg dig herned igen" sagde han og forsøgte at indgå en aftale.

♛

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya vidste godt det var forkert af hende, allerede at begynde at have en forstilling om, hvordan Spencer var, men det førstehåndsindtryk han gav hende lige nu, var at han var en ung mand med hjertet på det rette sted, måske endda en smule naiv, men ikke på en dårlig måde, mere sådan.. Troen på det bedste i alle mennesker. Stik modsat hende selv. Hun forventede altid så lidt, som overhovedet muligt af folk hun mødte og folk hun kendte, for på den måde, blev hun sjældent skuffet, når det så viste sig, at de tog røven på hende, hvilket efterhånden var sket alt for mange gange. Hun var ikke en kvinde man bare sådan lige, kom ind på livet af.
Hun rystede lidt på hovedet, "Men det betyder heller ikke, at alle kan reddes," svarede hun roligt og trak lidt på den ene skulder. Hun havde aldrig før følte så stor en ro i sin krop. En ro om, at alt sammen ville være slut og ovre. En ro som fortalte hende, at inden længe, så ville hun være problemfri og alle dem som var ufrivilligt inde i hendes spind, som foreksempel Elliott og Timothy, ville også være frie.
Hun grinte let og rystede lidt på hovedet. "Du vil simpelthen vurdere mig? Er du psykolog eller hvad?" spurgte hun og så mod ham med et roligt blik. Det hele kunne have haft sin ende. Hun kunne have ligget på bunden nu og måske taget sit aller sidste åndedrag, hvis han ikke var kommet forbi og stoppet hende, men hun havde heller ikke lyst til, at traumatisere flere. Hun sukkede lidt. Han gik nok ikke, selvom hun sagde nej, så hun kunne vel ligeså godt bare sig ja og få det overstået. Om ikke andet, så bare for hans skyld. "Fint, én kop, hvis det renser din samvittighed" svarede hun og svang det andet ben over gelænderet og hoppede ned på broen. Hun lagde stenen på jorden og begyndte at binde rebet op. "Hvor vil du hen?" spurgte hun roligt.

[Deleted]

Spencer følte sig totalt ved siden af sig selv og han anede overhovedet ikke hvad han skulle sige til hende, det her var bestemt ikke sådan en situation han lige plejede at stå i og han var ikke nogen ekspert til at tale med folk der ikke havde det godt. "altså jeg ved det ikke... Det er jo heller ikke lige sådan en situation her jeg står i hver dag" sagde han og kløede sig i nakken som han kiggede i mod hende: "Men jeg er altså okay at snakke med og måske kan jeg hjælpe dig" sagde han. Nu vidste han jo ikke hvilke problemer hun havde, men han ville da gerne gøre et forsøg. "Der ligger en cafe lige hernede... Ellers.. Skal vi ikke gå hjem til mig? Du ligner også en der kunne trænge til tørt tøj" sagde han, det kunne han ihvertfald godt nu hvor det var begyndt at regne som en sindsyg. Spencer var en ret afslappet fyr: "Jeg kunne ihvertfald godt bruge noget" sagde han og følte snart ikke han kunne se noget for alt det vand der havde besluttet sig for at komme ned fra himlen.

♛

[Kaya Elisabeth Hansen]

Var Spencer ikke kommet eller måske bare kommet et halvt minut senere, havde Kaya nok ikke være her længere. Hun havde været på bunden af vandet, hvor kroppens naturlige panik ville prøve, at få hende op til overfladen igen, hvilket nok også var lykkedes hvis ikke det var for stenen. Hun var træt af livet, hun havde ingen kamp gejst tilbage, hverken fysisk eller psykisk.
Hun sendte ham et roligt smil. Hun var ikke i tvivl om, at han sikkert kun ville hende det bedste, men hun havde givet op. "Man kan ikke hjælpe nogen, som ikke vil hjælpes," svarede hun roligt, hun har intet tilbage at kæmpe for, så hvorfor skulle hun? Hun havde før troet, at hun havde nået bunden, ret mange gange efterhånden faktisk, men aldrig havde hun været så sikker i sin sag, som hun var denne gang.
Hun vendte sit blik mod himlen, som regnen styrtede ned fra. Det var rart på en eller anden måde, at mærke regnen. Det fik hende nærmest til at føle sig, bare en smule i live. Hun vendte blikket tilbage på ham, som det blonde hår, blev mere og mere vådt og det samme gjorde hendes tøj. Hun grinte let, "Det var godt nok en alternativ måde, at invitere en kvinde med hjem på, men fair nok.. Bare husk du stadig ikke kender mig. Du aner ikke hvem du lukker ind i dit hjem," sagde hun og trak let på den ene skulder, hun sagde det ikke for at true på nogen måde, men for at være sikker på, at han var indforstået med, at hun ikke ligefrem var byens bedste barn.

[Deleted]

Han smilede og trak så let på skuldrene. "Så det du siger er at min første opgave er at overbevise dig om at du gerne vil hjælpes?" spurgte han og smilede i mod hende, han ville gerne hjælpe hende hvis han kunne, nok mest af alt fordi at han ikke kunne bære hvis han kunne have gjort noget. "Næh... Men så er det jo godt jeg altid kan smide dig ud igen" sagde han i en rolig stemme. Altså hun havde da ret og det var da ikke fordi han skulle joke med det, men han kunne jo ikke bare lade hende sidde på broen i regnen. "Kom, jeg bor ikke ret langt herfra, jeg har heller ikke den fedeste dag" sagde han blot. Han havde brug for bare at komme videre i teksten og glemme det hele lidt, han ville gerne hjem. Så hurtigt kunne en bytur ende, men han var nu ganske sikker på at hans bror Ronald nok skulle hygge sig alligevel. De to var nærmest som nat og dag. De var utroligt forskellige, og Spencer havde lært at accepterer den han var, selvom det godt kunne være lidt svært.

♛