Den Grønne Prins

[Stella Todd]

Den Grønne Prinse
- Et eventyr af Stella Todd

Der var engang en ung pige, der boede i en landsby. Skønt der altid var travlt i landsbyen og alle virkede til at være stolte af det de lavede, så gik hun ofte for sig selv og følte sig forkert. Hver morgen hentede hun brød ved bageren og kød ved slagteren, men uanset hvad hun gjorde eller hvordan hun bar sig ad, så virkede det til at alle hviskede bag hende hvor hun gik.
Det gjorde imidlertid pige meget ked af det og hun endte med at finde et roligt sted under en grædepil nede ved åen, hvor hun kunne være i fred for de mange blikke. Pige blev glad for stedet og det endte med at hun kom der oftere og oftere.
En dag skete der dog noget hun ikke havde regnet med. På modsatte side af åen, fik hun øje på en ung mand, måske på hendes egen alder. Hvad der egentlig fik hende til at se derover var et grønt skær, der havde fanget hendes øjne. Det viste sig at være mandens hårpragt, der havde samme farve som morgenvåd græs i det spæde forår. De fik øjenkontakt med hinanden og da han sendte et smil over vandet besluttede pigen at finde ud af mere om denne sælsomme fyr. Hun kom derfor hurtigt på benene og råbte over til ham.
“Undskyld, men hvem er du?”
Manden smilede tilbage og svarede:
“Mit navn er ridder Philip eller prins Philip alt efter, hvor Formel du vil være.
Pigen så måbende på ham og skyndte sig at neje, da hun fandt ud af, at hun snakkede med en kongelig.
Hun turde ikke se ham i øjnene, for hvad nu hvis han også så, hvor mærkelig hun var. Desuden var han kongelig, hvilket betød, at hun slet ikke var fin nok til ham. Alligevel skævede hun dog lidt til den grønne prins. Hun havde aldrig mødt en som ham, han var spændende og virkelig smuk.
Prinsen trådte nærmere og så ud til at lede efter en måde at komme over vandet, hvilket fik pigen til hurtigt at komme på benene og forsvinde.

Der gik dage, hvor prinsen ikke kunne få pigen ved floden ud af hovedet, hun havde set på ham på en hel ny måde, en måde han ikke havde oplevet andre kigge på ham. Han havde en fornemmelse af at hun ligesom han kunne lide det grønne hår, han var blevet forbandet med fra fødslen.
Netop fordi pigen havde vist denne form for interesse, ønskede prinsen at se hende igen. Men hvordan skulle han gøre det? Han vidste end ikke, hvor han skulle lede. Ikke andet end på den anden side af vandet.

Det eneste håb han havde for at finde hende var at invitere alle byens piger til fest, der var hvert fald sådan enhver anden prins ville gøre. Men Philip var ikke som de fleste. Han var sikker på, at han kunne finde en vej, der var langt bedre.
Prinsen fik nu den ide at tage over vandet og besøge den nærmeste landsby. Her ville han søge efter pigen, han havde set, men fordi han var en prins måtte han sørge for at holde sig skjult. I nær og fjern havde man hørt rygter om den grønne prins og da han ønskede at møde folket uden, at det var som prins, valgte han at klæde sig som en simpel fårehyrde. En hue af uld skulle dække hans hår og med lidt snavs i ansigtet, så var der ingen der kunne se hvem han var. Ugenkendelig gik han nu gennem byen for at se om han kunne finde pigen.

Han fandt hende da også, men synet der mødte ham, fik ham til at stoppe op på afstand, for blot at se til. Pigen sad på sine knæ i gruset og så voldsomt udmattet ud. Foran hende havde hun en kar med vand, et vaskebræt og en bjerg af tog.
“Se så at få vasket mit tøj!”
Lød det stramt over pigen, fra en pige på hendes egen alder.
“Jeg har ladet mig fortælle at en prins er i byen, så du forstår vel, at jeg skal se godt ud?”
Pigen ved vaskebalje bøjede ærefrygtigt hovedet og så ikke op.
“Ja frøken. Nu skal jeg få det klar.
Den stakkels pige sled hele dagen, alt imens prinsen holdt øje med hende på afstand, hun var så meget mere rolig end de andre, og da hun lidt efter var blevet alene, så han hendes sande jeg. For hun var ikke bare en grim lille ælling, som lod folk koste rundt med hende, som folk grinte af. Nej, hun var en smuk ung svane, der vidste hvad hun ville og var ren i hjertet. Prinsen blev forelsket i det han så, og trådte forsigtig nærmere hen til pigen.
Han rømmede sig, som han skulle til at tale.
“Frøken, bliv ikke bange, men jeg måtte se Dem igen”

Prinsen to hatten af, hvilket afslørede hans grønne hår, og pigen faldt straks på knæ, for at vise ham den respekt en kongelig fortjener. Der var stille længe, hvor pigen ikke vidste, hvad der foregik, og pludselig mærkede hun nogen tage hende om hånden og blidt trække hende op. Hun så overrasket på prinsen, men kiggede så hurtigt væk. Det fik dog bare prinsen til at smile muntert, lægge en finger under hendes hage, og derved dreje hendes hoved, så han kunne se hende i øjnene.
“Du tror måske du ingen er, men lad mig fortælle dig dette: Du er modigere end du tror, stærkere end du ser ud og klogere end du ved.”

Pigen forstod det ikke, men smilede blot til ham. Havde hun vidst hvad hun skulle sige, ville hun ikke have nået det alligevel, for i samme nu lod prinsen deres læber mødes i et kys.
Pigen rødmede og smilet blev større, endelig havde hun fundet en hun følte sig modig hos. En hun følte hun var god nok hos. En som hun ville elske og som fik hende til at smile.