Under Pressure

[Olivia Rae Roden Wilson]

Det Magiske Universitet, England

Kl. 12.05

Mercury James Black VI

---

Olivia havde ikke undervisning på nuværende tidspunkt og hun havde undersøgt om kollegaen, Mercury havde. Hun havde endnu ikke rigtigt talt med nogle af kollegaerne, udover Thomas og Hamish og Hamish var ikke ligefrem noget at råbe hurra for. Faktisk kunne hun slet ikke fordrage ham lige for tiden. Thomas underviste hende i besværgelser, da hun virkelig havde brug for at lære noget mere, så hun kunne forsvare sig lidt bedre, hvis hun nu skulle blive angrebet igen. Det var åbenbart noget, der skete for hende, så hun ville gerne lære besværgelser. Lige nu stod hun og prøvede at tage mod til sig, da hun gerne ville tale med Mercury, som var underviser i latin. Hun tænkte, at det ville hjælpe hende at lære udtalelserne rigtigt. Besværgelser havde altid æret svært for hende og hun havde hadet faget på Hogwarts, da hun aldrig rigtigt var med, selvom hun prøvede.

Det var lidt grænseoverskridende at skulle spørge en fremmed mand om hjælp, men hun ville gerne gøre hvad hun kunne, så hun kunne forsvare sig selv, hvis det skulle ske endnu engang. Hun ville ikke ende med at blive gal på sig selv, fordi hun var uduelig. Hun bankede roligt på døren og håbede, at han gerne ville hjælpe hende, for ellers ville dette være lidt pinligt.

[Mercury James Black VI]

Mercury prøvede med vilje at undgå sine kollegaer. Han hadede sit arbejde, og han følte ikke han havde gjort sig fortjent til det. Han havde nogle gange stødt ind i professoren for Astronomi, og han virkede som en alt for lalleglad, livsomfavnende taber hippie. Mercury havde afsluttet noget undervisning for mindre en ti minutter siden. Han kunne nu ånde lettet op og nyde en kop kaffe, velvidende på at resten af dagen ville være at læse og rette opgaver, samt planlægge til de næste mange semestre. Han rejste sig, som han hørte en rolig banken på døren og åbnede døren i en rolig bevægelse. Han lod de blå øjne hvile på kvinden, der havde banket og prøvede at placere hende. Var det en kollega? Universitetet var ret stort, så når missionen var at undgå, var det muligt. ”Hvad jeg kan jeg hjælpe Dem med Miss?” spurgte han med en venlig tone. Hans arbejdsplads persona, om man ville. Generelt var alt det han var nærmest bare en person, han havde skabt for at gøre verdenen omkring ham glade.

[Olivia Rae Roden Wilson]

Olivia anede ikke hvad hun skulle sige til ham, hvis og når han åbnede døren. De kendte ikke hinanden og hun var ikke sikker på, at hun vidste, hvordan han så ud. Hun kendte ikke mange af sine kollegaer endnu og det var ikke fordi, de alle brugte en masse tid sammen. Hun smilede dog, da han åbnede døren og blev overrasket over, hvor ung han var. Måske var det bare latin, der lød som om det skulle have en gammel havenisse som professor, men det virkede ikke lige som tilfældet.
"Professor Black?" Spurgte hun lidt forundret, men sørge for at smile alligevel. Hun ville også gerne lyde som en professor og ikke en studerende, selvom hun nok lignede en. Selvom Olivia var 22, så lignede hun nok stadig en på 16 nogle gange.
"Mit navn er Olivia Wilson. Jeg er professor i Eliksir. Jeg kommer fordi, der er noget, jeg gerne vil vende med Dem. Det er lidt personligt." Sagde hun og prøvede ikke at virke for nervøs, selvom hun virkelig var det. Det var ikke hver dag man lige spurgte en fremmede om han ville lære en latin.

[Mercury James Black VI]

Mercury var ikke ligefrem vant til at konversere med sine kollegaer. Han holdt sig mest til sig selv, og han var ikke ligefrem stolt af, han bare havde overtaget en stilling fra sin far. Han følte ikke, han havde fortjent den. ”Ja?” svarede han til hendes spørgsmål. Hun lod forundret. Havde hun forventet, at han var en gammel mand eller havde hun bare ikke forventet, han rent faktisk var på sit kontor og ville åbne sin dør for hende? Han smilede, som hun præsenterede sig og lagde op til grunden til hun kom. ”En fornøjelse at møde dig, Miss Wilson. Kom De bare ind, så ser vi på det,” påpegede han, og gjorde gestus med sin hånd til hun blot kunne træde ind på hans kontor, hvis hun lystede. ”Kunne De tænke Dem en kop kaffe eller te?” spurgte han, som han gjorde an til at lukke døren.

[Olivia Rae Roden Wilson]

Olivia var stadig lidt overrasket over hans alder, men han virkede rigtig venlig og imødekommende, så hun blev lidt mindre nervøs. Det var dog stadig et ømtåligt emne for hende. Det var ikke nemt at skulle bede om hjælp og det irriterede hende, at det var nødvendigt. Hun smilede venligt til ham, som han bød på noget at drikke.
“Nej ellers tak.” Sagde hun høfligt og kiggede lidt rundt på hans kontor. Hun stirrede ikke, for det ville være underligt og en anelse akavet. Hun valgte at sætte sig ned, selvom han faktisk ikke havde sagt, at hun kunne, men det gik hun lidt ud fra var okay.
“Det er måske lidt underligt, at jeg kommer til Dem, professor.” Hun tøvede lidt. Kunne hun virkelig spørge ham om dette? Nu var hun der, så nu måtte hun ud med det. “Jeg er ikke den bedste til besværgelser. For at være ærlig, er jeg faktisk piv elendig. Jeg ville derfor høre, om det var muligt, at jeg er så dårlig, fordi jeg udtaler det forkert? Måske latin ikke er det jeg er bedst til.” Hun kiggede lidt forhåbningsfuldt på ham, som om han havde svarene på alle hendes spørgsmål.

[Mercury James Black VI]

Mercury var en høflig mand, når han var på arbejde. Han emmede tilmed til tider af aristokrati og penge. Hans familie var en gammel magisk slægt, så den opvækst han havde haft havde centreret meget omkring det. Han var efterhånden blevet så vant til, han skulle tilfredsstille sine forældre over sine egne behov. Han ville bare leve af at male og som komponist, men den mulighed var i en tidlig alder taget fra ham. Han nikkede en enkelt gang, som hun afslog en kop kaffe. Han hældte noget nyt i sin egen kop. Han indrømmede det ikke, men den sorte væske var vel en afhængighed. Et middel, der gjorde han kom gennem dagen. Til tider livet. Hun præsenterede allerede sin sag godt, som hun indledede til grunden til hun var kommet. ”Jaså?” spurgte han, inden han lod koppen ramme læberne og tog en tår af kaffen. Han satte koppen på bordet, som de blå øjne hvilede på hende afbalanceret og roligt. Et charmerende glimt gemt væk bag dem, tilmed måske endda et svagt charmerende smil var at ane på de lyserøde læber. Han lyttede, som hun præsenterede sin problemstilling. Han så eftertænksomt ud, som han overvejede hendes situation. Sit ordvalg. Hun kunne have ret. ”Det kan sagtens være, mange af besværgelserne er trods alt latinske eller oldgræske, hvis vi skal kigge på det med de briller, Professor,” svarede han med rolig stemmeføring. ”Tænker De at jeg kan hjælpe Dem her?” spurgte han videre i et venligt tonefald.

[Olivia Rae Roden Wilson]

Olivia havde det aldrig helt godt med at spørge om hjælp, men det var nu engang det, hun havde brug for. Det var ikke særlig rart ikke at kunne bruge besværgelser, når man nu var magiker. Det, at hun ikke kunne forsvare sig selv, når hun blev angrebet på gaden, var en forfærdelig følelse. Måske hun kunne have undgået voldtægten, hvis hun havde kunne kaste en simpel besværgelse. Det gjorde ondt i hende at tænke på det, men hun skubbede det til side, som hun så mange gange før, havde gjort.

Da han selv sagde, at det kunne være en mulighed, begyndte hun at smile lidt. Det gav hende da en smule håb, selvom hun nu ikke ligefrem forventede, at det ville være en mirakelkur for hende.
"Jeg havde faktisk tænkt på, om De måske kunne hjælpe mig her. Jeg har fået Professor Blake til at hjælpe mig med at øve forskellige besværgelser, men jeg tror jeg har brug for at kigge på min udtalelse. Hvis det ikke er for meget at bede om." Sagde hun og sendte ham et forhåbningsfuldt, men indeni skreg hun lidt. Det var lidt underligt at spørge en vildt fremmede om hjælp, men hun så ikke rigtigt andre muligheder på nuværende tidspunkt.

[Mercury James Black VI]

Mercury anede intet om hendes voldsomme traumatiske oplevelse, og han heller ikke tænkt sig at spørge hvorfor hun havde behov for at lære udtalelser. Det var hendes private sag og havde hun lyst til at åbne sig op omkring det, så skulle hun være velkommen. Han bemærkede hendes lille smil, og sendte et kort retur til hende. Han lyttede som hun forklarede sig. ”På ingen måde. Det vil være mig en glæde,” påpegede han med et charmerende smil plantet på sine læber. ”Hvilke besværgelser arbejder De pt. med?” spurgte han, da han tænkte det ville være et godt udgangspunkt.

[Olivia Rae Roden Wilson]

Olivia kom til at smile stort, da han sagde, at han gerne ville hjælpe hende. Hun havde slet ikke regnet med det, da de jo slet ikke kendte hinanden. Det var en ret stor ting at spørge en fremmed om, men han virkede venlig nok. Hun pustede lidt ud og var lettet over denne udvikling.
"Tak! Det er jeg virkelig glad for. Det betyder rigtig meget." Sagde hun og slog hænderne sammen. Det var virkelig pænt af ham og hun ville gerne hjælpe ham med noget, hvis hun kunne.
"Altså det er lidt forskelligt. Og det er faktisk lidt flovt at indrømme, men jeg arbejder lidt med reparo. Det går ikke ret godt." Det var så simpel en besværgelse, som hun burde have lært for mange år siden, men den fungerede bare ikke altid. Hun var også ret sikker på, at hun ikke udtalte det helt rigtigt. Det var lidt pinligt at sidde og fortælle en fremmede om dette, men måske det faktisk lidt hjalp, at hun ikke kendte ham.

[Mercury James Black VI]

Mercury sendte hende et venligt smil ved hendes ord. ”Jeg håber min hjælp vil være brugbar,” påpegede han med en rolig stemmeføring. Han lyttede til hendes ord og nikkede undervejs for at vise han lyttede. ”Der er intet der er flovt,” påpegede han. Han beundrede et eller andet sted mennesker der turde spørge om hjælp, om det så betød det var en simpel besværgelse som reparo. ”Hvad er dine problemer med besværgelsen?” spurgte han for at kunne forstå hvor hans mulighed var for at hjælpe. Han fandt en kop og lod den med vilje gå i stykker mod gulvet så han kunne iagttage hvor det gik galt, om det var udtalelse, usikkerheder eller noget helt tredje.

[Olivia Rae Roden Wilson]

Olivia havde altid hadet at spørge om hjælp. Det kunne være derfor, det ikke gik så godt for hende med besværgelser. Hun skulle have bedt om hjælp dengang hun gik på Hogwarts, for der var jo altid hjælp at hente der. Siges det.
"Nej det er der måske ikke.. Men.. Det har aldrig været nemt for mig." Sagde hun og bed sig i læben. Det var muligt, at han ikke synes, der var noget flovt i det, men hun hadede det virkelig. Hun sad der og bad en fremmed om hjælp. Det var så underligt og uvant for hende. Dog blev hun nødt til det, hvis hun faktisk skulle kunne forsvare sig selv.
Det gav et sæt i hende, da han, rimelig casual, ødelagde en kop. Hun vidste udmærket godt, hvad han ville have hende til. Hun var jo ikke dum. Bare dårlig til besværgelser. Hun stirrede på koppen. Hun burde have forudset dette.

Det var med en smule rystede hænder, at hun rejste sig og trak sin tryllestav frem. Hun kiggede på koppen og pegede så på den med hendes lille fine stav. Hun sank en klump, og prøvede at koncentrere sig, imens hun lavede den bevægelse, som hun synes at lave læst om, og udtalte ordene: "Reparo." Det kom ud en smule akavet og ikke ret tydeligt. Hun var nervøs og bange for, at det ikke ville virke. HVilket det selvfølgelig heller ikke gjorde.

[Mercury James Black VI]

”Det kan jeg skam godt forstå. Det er ikke nemt,” svarede han forstående. Han kunne sagtens forstå, at det var svært at spørge om hjælp. Han var heller ikke selv meget for det, men han vidste dog også at nogle ting kunne løftes meget bedre i fællesskab. Mercury bemærkede egentlig godt, hun virkede overrasket over måden han blot havde smadret et glas på. Han betragtede selv kort den smadrede kop og så afventende på hende. Han lyttede som hun ytrede ordene – og selvom han vidste hvilken besværgelse hun brugte, havde han lidt svært ved at høre det. Han slog hænderne let sammen – dog uden at de sagde en lød og ned dem lidt, som han tænkte hvilken måde han skulle gribe det her an på. ”Okay.” sagde han så til sidst, inden han sendte hende et smil. ”Prøv at dele ordet op. Det nemmeste er nok at dele det op i tre: re, pa, ro og sørge for at sige delene af ordene så tydeligt som overhovedet muligt. Til sidst sætter du det sammen, og siger ordet ligeså tydeligt som du vil gøre med stavelserne hver for sig,” forklarede han.

[Olivia Rae Roden Wilson]

Olivia var nervøs. Hun var ikke glad for, at en fremmed skulle observere hende, imens hun gjorde ting, som hun var utryg ved. Det var en underlig situation, men hun vidste også, at det var nødvendigt. Hun skulle lære det, og hun kunne kun blive bedre, hvis hun gemte sin stolthed væk, og bare gjorde det.
Hun kiggede lidt tøvende på ham, efter hun havde prøvet sig med besværgelsen. Det var ikke gået ret godt, og hun kunne godt se på ham, at han prøvede at finde en måde at sige det til hende på. Det gjorde hende dog ikke noget, at han sagde, at det ikke var godt, for det var jo tydeligt. Han sagde det dog på en ret pæn måde. Hun silede og fik lidt mere mod til det. Hun lyttede efter måden, han havde sagt det på og trak vejret dybt.
"Re pa ro." Sagde hun langsomt. Det var ikke fordi hun ikke havde klaret denne besværgelse før, men det var bare ikke altid det lykkedes, og det generede hende. Nogle besværgelser var lettere end andre. Hun gentog det et par gange, og vendte så staven mod koppen.
"Reparo." Sagde hun roligt og koncentreret. Det var ikke perfekt, men koppen blev nu samlet halvt. Hun smilede stort.