Nothing Left

[Deleted]

@jaydend 

Lewis luntede rundt i en provins, der lå op til London. Vejret var elendigt. Blæst og gråskyer, der varslede om regn hvert øjeblik, det kunne være. Det hadede han - at have de tunge, regnfyldte skyer hængende over hovedet. Hvis det havde været muligt havde han forlængest smadret skyerne midt over, i aggressive bevægelser.. Indtil videre måtte han dog forholde sig roligt, indtil Jayden dukkede op. Helt præcist befandt han sig lige på grænsen til en skole. En mugglerskole. Allerede udefra kunne han lugte stanken. Stanken af uren blod. Det var klamt. Han fik lyst til at kaste op, men den store maske, der gemte på hans ansigt, forhindrede det. Masken, der skjulte han identitet for Mafiaen. Masken, der var et bevis på, at han var dødsgardist - nogen han var stolt over. På den måde kunne han langsomt fjerne mudderblods væsnerne fra Jordens overflade. 
Vinden rev lidt i hans tøj, som hans tryllestav sitrede i hans lomme. Det var med stort besvær, at han ikke trak den frem, men lod den ligge. Tiden var ikke inde endnu. Hans bedsteven skulle jo først dukke op.. For Lewis var Jayden sent på den, men han var faktisk bare kommet før tid, ivrig efter at komme igang med "arbejdet". De havde aftalt at smadre skolen, han stod udenfor. Dræbe de små mudderblods. Det ville blive fantastisk nemt. Dumme og idiotiske var hundredevis af dem samlet på samme sted, så de var lette ofre. Ved den tanke fløj et ubehagelig smil over hans skjulte læber. Han kunne næsten smage sejrs rusen i munden. Ja, sejrs rusen. 
For ikke at trække unødvendig opmærksomhed placerede han sig indunder et lille halvtag, der sad fast til en grå bygning, der ikke så ud til at blive brugt særlig tit. Det var måske et lager. Lewis passede i hvert fald meget godt sammen med husmuren. Den sorte maske og grå gevandter. Det var helt perfekt. Han trak noget luft ind gennem masken, forbi hans tænder, så det kunne strømme ned i hans tørre hals. Det blev den altid, når det blæste. Forbandede blæst. Han hadede blæst og vind, som han hadede så meget andet. 

[Deleted]

Jayden kom gående langs en husmur, i en af Londons gader. Lige fremme kunne han se lyset fra den mugglerskole, som ham og Lewis havde aftalt at skulle mødes ved. Stanken i mugglergaden hang i Jaydens næse, hvilket fik ham til at rynke på den, bagved den maske han bar, for at skjule sin sande identitet. Da Jayden havde bestået testen til at blive dødsgardist, havde han fået klart besked på, at hvis Mafiaen fik snus om at han var dødsgardist, så ville han være død. Selvom klokken var omkring ti om morgenen, så var det gråt udenfor, hvilket man kunne takke vejret for. Dog var det kun positiv for Jayden og Lewis, angående deres plan med skolen. Det ville hjælpe dem til at komme uset hen mod skolen. I en god afstand til skolen.
Jaydens mørke kappe blafrede let i vinden, men han kunne ikke mærke den mod sit ansigt, der var skjult bag masken. Han glædede sig sådan til denne opgave. De mudderblods børn skulle bøde med deres liv. De hørte bare ikke til, derfor følte Jayden at det var hans job at hjælpe dem af med deres sølle liv. Ingen, udover Lewis fra dødsgarden kendte til hans fulde identitet og liv. Jayden vidste godt at Bellis ville være i fare, hvis der blev fundet ud af at han havde en halvblodsdatter. Men når han var afsted som dødsgardist, så var han ikke Jayden. Han var en anden.

Jayden kiggede hurtig rundt mellem de smalle sprækker i masken, hvor han så en mørk skygge forsvinde bag en mur. Lewis. Jayden var sikker, det var også derfor Jayden gik efter skyggen og endte under et halvtag. Fantastisk sted at stå, hvor mugglerne nok ikke ville finde det mistænktsom. I læ for blæsten, ville de dumme, idiotiske mugglere nok tænke. "Lew." sagde Jayden tørt til den maskerede mand, der stod lige foran ham, som en hilsen. Selvom Lewis var ugenkendelig i kappen og med masken, så kunne Jayden godt se det var ham. Han kunne altid genkende sin bedste ven. Staven i hans lomme brændte og Jayden var mere end klar til at skabe kaos - og kaste mørkets tegn når mudderblodsungerne var døde.

[Deleted]

Lewis så til, mens en af de firhjulede monstrumer, der havde lygter på for- og bagsiden, kørte forbi på vejen, der ikke var langt fra det lille halvtag, han stod under. De larmede forfærdeligt, de firhjulede tingester, og den mørke, beskidte røg, den altid efterlod var forfærdelig. Det skadede sgu da hele miljøet, med sådanne opfindelser. Typisk mugglere. Egocentrerede og snæversynet. Det var en god gerning, ham og Jayden ville udføre den dag, det var det uden tvivl! At folk tvivlede på deres metoder - det var forargeligt. 
Pludselig stod der en maskeret mand foran ham, og sagde hans dæknavn - Lew. Det gik jo ikke, at han blev kaldt Lewis, for så ville den forbandede Mafia få dræbt ham på stedet. Det var ualmindelig irriterende med de mafiabørn, der rendte rundt og troede, de ejede hele verdenen, men de skulle nok komme ned med nakken på et tidspunkt. For nu kastede han dog sin opmærksomhed på bedstevennen, der endelig var ankommet. "Jay." Bekræftede han neutralt.. "Endelig, min tryllestav brænder efter at komme i brug." Betroede han sig, og trak den op af lommen. En mærkelig form for lettelse skyldede indover ham, som han kunne mærke det solide takstræ i sin grove hånd. Han følte sig altid uovervindelig, når den var i hans hånd, og han troede også, at han var urørlig, men det er jo en anden sag. Selvtilliden fejlede i hvert fald intet, heller ikke den dag.
"Skal vi få brændt en skole ned?" Spurgte han, som stikord til, at betræde skolens område. Han gad ikke vente længere. At vente - det var spild af tid. Han kastede et orienterede blik, bare for at sikre sig, der ikke var nogen, som gloede lidt for meget på dem. Det var der ikke, så ivrigt satte han kursen mod den store, grå bygning, der indeholdte alle de små mugglere, der var igang med at tage deres sidste åndedrag. Den tanke gjorde ham blot mere ivrig, selvom stanken af mudderblod blev stærkere og stærkere, klammere og klammere. Det fik dog kun afskyen til at flamme op i ham. Fanden tage de mugglere. Han svang sin stav en enkelt gang, bare for et sikkerhedstjek. Den var god som altid, og hans arm svang den som aldrig før. Det lovede godt. Stien, der førte op til skolen var dækket af grus, der knasede under hans tunge skridt, der hurtigere og hurtigere nærmede sig skolen.