Små hjerter kan også føle store ting

[Deleted]

@marguerite

Jayden havde netop afleveret Bellis omme ved Rita, efter han havde haft hende i weekenden. Knap havde han sat hende ned, før hun var løbet glad ind på sit værelse, hvilket fik Jayden til at se sørgmodig efter hende. Han hadede altid når han skulle aflevere hende tilbage til Marguerite, for han vidste at tiden indtil næste gang han skulle se hende, ville gå så forfærdelig langsom. Det misundede han virkelig Marguerite for, at hun altid kunne tilbringe tid med Bellis. Noget han virkelig ønskede at han kunne. 
"Marguerite?" spurgte Jayden ud i lejligheden, hvorefter han lod Bellis taske dumpe ned på gulvet. Selvom han ingen invitation havde fået til at komme ind, så tog han hurtig sine sko af, hvilket kun var af venlighed, hvorefter han bare gik længere ind i lejligheden og satte sig i sofaen. Han var faktisk pænt ligeglad med at Marguerite ikke mente det var okay han bare gik ind, dog havde han sin egen mening, når det kom til Marguerite, generelt mest Bellis bopæl. Han var da godt klar over at Marguerite højst sandsynligt ville være utilfreds, han ville jo heller ikke blive. Han ville bare gerne provokere, præcis som han altid ønskede.

[Deleted]

Jayden var sent på den. Selvfølgelig. Jay er altid sent på den! Rita havde brugt den uventede ekstra tid til at tage et hurtigt bad og prøve at nyde den sidste tid alene, før datteren ville være tilbage igen. Det var bare svært. Hvert sekund væk fra Bellis var en pine, og Rita hadede derfor naturligvis de weekender, hvor det var Jaydens tur til at have hende. Alligevel var hun da glad for, at de var kommet frem til en eller anden form for samarbejde. Det skulle jo helst ikke gå ud over Bellis, at hendes forældre var nogle idioter, og det var de vist enige om!
Hun hørte døren gå neden under efterfulgt af Jays stemme og skyndte sig ud af badeværelset. I forbifarten snuppede hun sin bluse fra sengen og hastede ned ad trappen, mens hun trak den over hovedet. Endnu en dør, der gik, fortalte Rita, at Bellis havde styret direkte imod sit eget værelse. Fordelen ved den Redaktør-løn, hun havde fået udbetalt en tid – så havde der været råd til en større lejlighed, hvor pigen kunne få sit eget værelse.
”Jayden?” Rita standsede på det sidste trappetrin og stirrede tomt ud i den lillebitte entré. Havde han bare stillet tasken og var gået, eller hvad? Hun mærkede håbet synke i livet, da hun hørte ham rumstere rundt i stuen og skar en grimasse, inden hun gik derind. ”Tror du, jeg inviterer på thé, eller hvad?” spurgte hun og lagde armene over kors for at nidstirre ham.

[Deleted]

Jayden nåede knap at svinge sine strømpefødder op i sofaen, før Marguerite stod med korslagte arme og et nedstirrende blik. Selvom Jayden ikke viste det, så morede det ham at hun reagerede sådan, for det var jo egentlig præcis det han håbede hun ville. "Godformiddag til dig også, Marguerite." sagde han tonløst og lod sine kolde, men stadig drillende øjne glide op på hende. Irriterende pæn som altid. Det var utroligt han aldrig kunne fange hende i en situation, hvor hun ikke så bare lidt pæn, charmerende, whatever ud.
"Te kunne faktisk være rigtig godt." besvarede Jayden hendes spørgsmål, hvorefter han rejste sig fra den behagelige sofa. "Men jeg har desværre ikke tiden. En vigtig Quidditchkamp skal spilles i morgen. Har fløjet lidt med Bellis, men det har selvfølgelig ikke været optimalt." forsatte han og et kærligt smil løb over hans læber, da han nævnte Bellis' navn. Han havde foræret hende en børnekost, da hun fyldte to, bare en der kunne flyve en meter over jorden. Hun mestrede den allerede rigtig godt, og Jayden elskede at flyve rundt på sin egen kost, efter hende. Hun skulle nok blive en god Quidditchspiller engang, det var Jayden sikker på!
Jayden var hurtig henne ved Rita, hvor han med et fornøjet, koldt smil så ned på hendes lave skikkelse. Hurtig fik han fisket to biletter op af sin lomme, som han holdte ud mod hende. "Til kampen i morgen, dig og Bellis ....og jaja, ved godt hun ikke forstår det endnu, men kan godt lide når hun er der." mumlede Jayden og sukkede over sin svaghed, når det kom til hans datter. Hun var hans lykke og han følte sig altid i bedre humør, kamphumør når han vidste hun var der. Desværre var det altid Ritas valg, for ville Rita ikke med, så kunne Bellis ligesom heller ikke. 

[Deleted]

”Det var ærgerligt, hva’?” Overhovedet ikke. ”Du kunne bare have afleveret hende før, hvis hun var sådan til besvær.” bemærkede hun tørt og så tavst udfordrende på Jayden. De var jo desværre kommet til at kende hinanden ganske godt, så hun var ikke så dum, at hun ikke kunne se, han havde rygrad som en regnorm, når det kom til Bellis – men egentlig havde hun ikke noget imod det. Rita havde altid selv haft lidt af en forkærlighed for Quidditch, men hun havde ganske enkelt ikke tiden til at introducere Bellis til det, så hun bifaldt da, at Jayden fløj med hende – men det var da ikke noget, han behøvede at vide.

”Du skal altså give besked i bedre tid, hvis du forventer, vi skal komme hver gang!” snappede hun lidt opgivende, da han fiskede billetterne op ad lommen, men rakte alligevel hånden frem for at tage imod dem. ”Det er ikke sikkert, vi kan kom-” Rita stivnede fuldstændigt, da hendes fingre lukkede sig om billetterne, og hun stirrede blankt frem for sig i nogle sekunder, uden at se noget. Det tog ikke meget mere end et øjeblik, før al farven forlod hende ansigt og de lyse øjne glippede hurtigt et par gange, som om hun vågnede efter en søvn. Crap. ”Øhm…” Blikket flakkede usikkert. Var det for meget at håbe på, han ikke havde lagt mærke til noget? ”Faktisk… Jeg synes ikke, du skal tage med i morgen.” Hun rømmede sig kort og bed sig i tungen for at forhindre sin stemme i at ryste, idet hun vendte ryggen til ham for at gå ud i køkkenet. ”Vi kan tage ud med Bellis i stedet?” Hendes hånd skævede en anelse, da hun fik vandet til at koge, og hun støttede sig let til bordet for ikke at vakle. Det kunne godt være, Jayden ikke havde tid til en kop thé – men Rita havde selv brug for en.

[Deleted]

Jayden så kort chorkeret på Marguerite, hvorefter han klemte sine øjne sammen til en smal sprække. "Hvornår i min sætning, nævnte jeg hun var til besvær?" hvislede Jayden irriteret og rullede med øjnene over hende. Jayden ville endda droppe Quidditch, for Bellis' skyld. Han ville droppe alt for hans datters skyld. Og siden Bellis altid virkede glad og tilfreds på babykosten, så var det bare en bonus. "Hvis hun havde været til besvær, så.." begyndte Jayden, men stoppede sig selv. Bellis var sgu da aldrig til besvær, så han gad ikke engang spekulere på det. Bellis var altid perfekt.

Jayden kvælte et smil der var ved at komme frem på hans læber, hvorefter han nikkede. Han var absolut ikke speciel god til kritik, men han kunne faktisk godt se det fra Ritas synsvinkel. "Fik dem først, efter du havde afleveret Bellis i fredags. Beklager." sagde Jayden, men stemmen blev til en lettere mumlen da han sagde beklager. Han hadede at undskylde, også selvom han havde gjort det før til Rita.
Jayden hævede sine bryn, da Rita stivnede, hvorefter hun blev fuldstændig bleg i hovedet. "Ehm, Rita?" spurgte Jayden og mærkede med det samme noget rumstere i maven. En smule bekymring for Rita havde han, for selvom han aldrig ville indrømme det for hende, så betød hun mere for ham, end han lige gik og viste. "Hvorfor lige i morgen? Kan vi ikke gøre det i overmorgen?" spurgte Jayden med en undren i stemmen, uden at nævne noget omkring det faktum, at hun tilbød ham at komme med hende og Bellis. Dog greb han som altid, enhver mulighed for at få ekstra tid med Bellis. "Er du okay?" spurgte han og gik helt hen til hende med lange skridt, hvor han lod sin hånd finde sig til rette på hendes lænd, i en støttende bevægelse, udelukkende fordi han ikke ønskede hun faldt og slog sig. Hun skulle jo kunne passe Bellis, hvilket hun ikke ville kunne gøre, hvis hun havde skadet sig selv. Jayden bildte sig i hvert fald ind, at det var derfor han bekymrede sig sådan over hende. Hun vaklede jo rundt!? Hvad skete der lige? "Te er godt, sæt dig i sofaen, så laver jeg det." sagde han, og som altid accepterede han ikke et nej, hvis hun skulle komme med det.

[Deleted]

”Det sagde du ikke. Men det var jo ikke optimalt...” gentog hun sarkastisk og himlede øjne af, at han himlede øjne. Hvorfor skulle han være så barnlig? Det var stadig helt forkert at høre et ord som ’beklager’ komme ud af Jaydens mund. Ikke, at hun klagede! Det var da rart at se, han havde en lille smule skam i livet.

Synet var kommet bag på Rita. Det var flere måneder siden sidst, så hun var for chokeret til overhovedet at bemærke, han havde kaldt hende ’Rita’ i stedet for ’Marguerite’. ”Nej!” svarede Rita skarpt, og lidt for hurtigt. Hun tog sig let til hovedet og tilføjede i et mere adstadigt toneleje: ”Det skal være i morgen.” Hun trak vejret dybt og fokuserede på vandet, der kogte op, mens hun genså billederne for sit indre blik i håb om at finde en anden mening med det. Der var i virkeligheden ikke tvivl i hende, dog.
Det gav et spjæt i hende, da Jayden placerede sin hånd på hendes lænd, fordi hun havde været optaget af sine egne indre tanker. ”Jeg har det fint.” forsikrede hun ham kortfattet og gav sig til at finde théen frem fra køkkenskabet for ikke at lade sig mærke med noget, selvom hun nu nærmere var blevet grå i hovedet. Det var ikke normalt, at hun reagerede så voldsomt på det, hun Så – det handlede nok mere om indholdet! Rita rystede på hovedet af hans forslag. ”Helt ærligt… Jeg har det fint!” udbrød hun lettere irriteret, men tabte øjeblikket efter sin kop på gulvet, så den flækkede midt over. Hun knyttede irriteret næverne sammen og lukkede øjnene i et par sekunder, fordi tårerne truede med at stige op i dem. ”Jeg sætter mig ned.” mumlede hun mut og luskede ind i sofaen, som Jayden havde foreslået. Eller beordret hende til. Hun var for meget ved siden af sig selv til at bide mærke i hans pludselige nærmest omsorgsfulde adfærd.

[Deleted]

Jayden mumlede irriteret for sig selv, mens han prøvede at få kontrol over den irritation som var blevet rettet mod hende. Han havde lyst til at svare igen, men det ville der ikke komme noget godt ud af, det vidste han udmærket godt. 

"Det ved du godt jeg ikke kan." påmindede Jayden hende utilfreds, hvorefter han nikkede mod de biletter han netop havde givet til hende. Han skulle spille en vigtig kamp i morgen. Det var stadig mærkeligt, den måde som hun havde stivnet på. Jayden kunne ikke sætte finger på hvad, men noget fik bekymrede anelser til at løbe igennem ham. "Hvis jeg må sove inde ved Bellis i nat, inde i din lejlighed, så kan vi lave en aftale." jokede Jayden mørkt, men for sjovt. Han ville ikke gå glip af Quidditchkampen, og han sagde det også kun fordi han vidste Rita nok ikke ville tillade det.
Igen rullede Jayden med øjnene, hvorefter han rystede på hovedet. "Jeg kan godt se, når du lyver Marguerite." sagde Jayden tonløst og betrægtede hende, mens hun fumlende fandt ting frem fra skabet. Den grålige farve hun var ved at få i ansigtet, afslørede for ham at hun absolut ikke havde det 'fint'. Jayden så med et hårdt blik på den tekop der nu lagde flækket i to på jorden, hvorefter han med en fast hånd skubbede hende bestemt, men blidt mod stuen. "Jeg ordner det." hvæsede Jayden og blev igen irriteret, over hun ikke bare kunne høre efter denne ene gang. Det var jo ikke fordi han ønskede at gøre hende ondt eller andet. Det var jo for hendes bedste. Jayden valgte at ignorere det faktum, at han ikke vidste om han måtte bruge magi her, hvorefter han lavede koppen ved hjælp fra sin tryllestav.
Selvom Jayden altid havde foretrukket kaffe, så fik han hældt det varme vand op i to kopper, tebrevene under armen og gik med lange skridt hen til sofaen, med et køligt blik. Han var både nysgerrig og bekymret - især den sidste følelse irriterede ham. Uroligt at Bellis ikke havde hørt da koppen blev smadret. "Marguerite, se på mig. Hvad skete der?"

[Deleted]

Det var så forbandet irriterende, at han kendte hende så godt. Rita sendte ham et blik, der både var koldt, vredt og sårbart på én gang, da han drillede hende, og så væk igen. Det var ikke just det rette tidspunkt at lave sjov. Hun mumlede en lav, utilfreds, fransk frase, da han anklagede hende for at lyve og slog halvvejs ud efter ham, da han puffede hende imod stuen. Uden at mene det sådan rigtigt, selvfølgelig – hun var jo bare fortvivlet.

Rita dumpede tungt ned i sofaen, lænede sig frem, så hun kunne støtte albuerne på sine knæ, og tog sig til hovedet med begge hænder. Uanset hvor hun kiggede hen, kunne hun kun se for sig det syn, der havde ramt hende for få minutter siden. Det gjorde hende meget oprevet, om end hun helst ikke ville være sig ved det! Men det var lige meget. Selvfølgelig kan jeg overbevise ham. Hun strøg håret tilbage og rettede sig lidt op, da Jayden kom ind i stuen igen. Tog sig tid til at snuppe et brev thé, åbne det og sænke det ned i vandet i koppen, før hun svarede.
”Du skal tie stille med det.” startede hun lavmælt. Altså… Hun var ikke ligefrem grædefærdig, men hendes øjne var blanke, da hun så op og mødte hans kølige blik. ”Du skal ikke tage med til kampen i morgen, fordi... Jeg så det. Du…” Igen måtte hun se væk. ”Du dør, hvis du tager med.” Rita samlede sine kolde hænder om den varme kop og stirrede stift frem for sig i et par lange sekunder. Så kom det: ”Jeg er Seer.”

[Deleted]

Jayden overvejede kort at sætte sig ned i sofaen ved siden af hende, og så alligevel ikke. Han ønskede ikke at provokere hende ved at gøre det, når hun havde det sådan som hun havde det lige nu. Kort trak Jayden på skulderen og satte sig ned ved siden af hende, hvorefter han lod sine kolde øjne glide hen på hende, og hvis man så godt efter, kunne man se at de havde et stref af bekymring. Han bekymrede sig sgu mere for hende, end han ville indrømme.

Jayden så undrende på hende, hvorefter et svagt smil spredte sig på hans læber. Hun ville fortælle en hemmelighed? "Selvfølgelig Marguerite, kunne ikke finde på at sige noget, når det er dig." svarede Jayden og følte trangen til at strække sin arm for at lade sin hånd glide igennem det lyse hår. Hendes blanke øjne fik ham til at tænke tilbage på dengang han havde været hende utro, hvorefter fortrydelsen og lysten til at trøste hende kom frem.
"Jeg.. dør hvis jeg tager med til kampen? Og det så du?" spurgte Jayden med vantro i stemmen og måtte koncentrere sig for ikke at begynde at grine med hån i stemmen. Han kunne godt mærke at det ikke var lige nu han skulle lave nar af hende, trods han virkelig havde lyst. Var hun på stoffer? Et kort sekund blev Jayden nervøs for Bellis, for han kunne ikke efterlade hende her, hvis hendes mor var påvirket af et eller andet stof. "Er du.. seer? Marguerite.. hvad?" 

[Deleted]

Hun skævede kort til ham, da han satte sig i sofaen ved siden af hende, men lod sig ellers ikke mærke. Normalt ville hun formentlig var blevet fornærmet over, at han tillod sig at komme så tæt på, men ikke nu. Tværtimod havde hun en sindssyg trang til at kaste sig om halsen på ham og græde sit hjerte ud. Lige præcis dén trang blev selvfølgelig øjeblikkeligt pakket sammen og gemt væk, arkiveret for evigt. Rita prøvede at samle sig lidt op. Hun kunne ikke flippe sådan ud!

”Hvad er det, du ikke forstår?” hvæsede hun lavt og sendte ham et isnende blik, før hun alligevel løftede kruset til læberne og tog en ordentlig slurk, upåvirket af, at hendes læber og tunge blev skoldet af det varme vand. Hun hvilede kruset imod læberne og lukkede øjnene, mens hun talte til tre. ”Lov mig…” Hun kunne ikke helt bestemme sig for, om hun skulle lægge hånden på hans lår, på hans arm, eller tage hans hånd og knuge den. – Så hun lod helt vær. ”Lov mig, du ikke tager med.” bad hun i stedet og valgte at se bort fra alt, der hed stolthed. Hvis hun kunne holde ham tilbage ved at lyde indtrængende, så var det absolut ikke det, der skulle forhindre hende i at gøre det.

[Deleted]

"Ehm, jeg ehm.." begyndte Jayden og vendte forsvarende sine håndflader mod hende, i en halv undskyldende bevægelse. Hvad pokker var der lige gået galt for hende? Hun mente vel ikke seriøst at hun var en seer og havde forudset han ville dø i morgen til Quidditchkampen? "Hør Marguerite, jeg sætter da pris på din bekymring, men altså.. jeg kan godt passe på mig selv. Jeg passer jo altid på mig selv." sagde Jayden og afviste hendes beden. Han rodede sig da aldrig ud i noget... aldrig..

"Jeg kunne godt sige jeg lovede dig det.." begyndte Jayden og trak ligegyldigt på skulderen og forsatte efter et par sekunder. "Men jeg ville ikke kunne holde det, derfor vil jeg ikke gøre det. Vil ikke lyve for dig." forsatte han og prøvede at smile så beroligende til hende som det overhovedet var muligt for ham. Hvis ikke det var fordi hun lignede en der havde lyst til at græde, så havde Jayden nok bare fejet hendes advarsel af og var gået. Men han kunne ikke lige nu. Der skulle meget mere til, før han ville kunne holdes væk fra en kamp.

[Deleted]

Det var tydeligt for Rita, at Jayden var skeptisk. Men cadeau for, at han ikke bare brast i latter ved hendes afsløring – det var nok det, hun havde forventet. Hvis hun da havde forventet noget. Det, at hun var Seer, var ikke just noget, hun var vant til at fortælle sine bekendte – overhovedet. Ikke engang Bella vidste det.

Hun klemte læberne sammen til en tynd streg, da han nægtede at love hende det. Øjensynligt troede han ikke en tøddel på hende. ”Det er du nødt til!” Rita sænkede stemmen en anelse for ikke at forstyrre Bellis. Det var slemt nok, hendes forældre ikke var specielt venskabelige, hun behøvede ikke også at overvære det. ”Men værsgo’ at gøre vores datter faderløs…” Rita rejste sig lidt brat fra sofaen og gik den lange vej omkring sofabordet for ikke at skulle forbi Jayden. ”Jeg håber ikke, det bliver mig, der skal fortælle hende, at hun aldrig skal se sin far igen, fordi han var for stolt til at lytte!” hidsede hun med en høj hvisken. Sådan. Det virkede at blive vred, i stedet for at lade det komme for tæt på – hun var ikke sikker på, hun kunne kapere det.

[Deleted]

Jayden måbede svagt og rystede derved på hovedet. "Faderløs? Jeg dør ikke under en quidditchkamp.." protesterede han og slog ud med armene. "Jeg har aldrig hørt om dødsfald under en quidditchkamp." forsatte han og rejste sig samtidig med hende, mens han morede sig en smule over at se, hvordan hun virkelig undgik ham.

"Bare rolig, skal nok tage snakken med hende efter kampen."sagde han en smule drillende. Nu ville han i hvert fald tage lige straks om til Marguerite og Bellis efter kampen. Både så Jayden kunne vise Marguerite at hun havde fejl, og så havde han en mulighed for at give Bellis et knus. Han kunne seriøst tilbringe hver en time med sine arme rundt om Bellis, men desværre var hun ved at blive stor og hun gad ikke rigtig sidde stille sammen med sin far længere. Desværre. "Marguerite. Rolig nu. Jeg dør ikke, se dog på mig - tror du virkelig jeg ville dø på en kost?" spurgte han og gik hen mod hende, hvor han lod sin hånd gribe ud efter hendes arm.

[Deleted]

Rita sendte ham et hvast blik, da han tillod sig at spøge med det. En trang til at le hysterisk meldte sig på banen, men blev omhyggeligt holdt i ave. Der havde været tidspunkter, hvor hun ville have frydet sig over Synet, men det var før, de havde fået en datter sammen. Det bildte Rita i hvert fald sig selv ind. At det kun var derfor, hun blev hylet ud af den nu.

”Nej…” Hun rystede let hans hånd af sig. ”Men jeg troede også engang, at jeg kunne stole på dig, og det gik heller ikke så godt, vel?” De lyse øjne flakkede umærkeligt, da hun slyngede ordene ud uden at tænke for meget over dem og dermed bragte deres fortid op. Hun vidste godt, at hun var urimelig nu, men billedet, der var brændt fast i hendes erindring af en livløs Jayden, som gled af kosten, kaldte på yderligheder.
”Jeg synes, du skal gå nu.” bemærkede hun stille og slog armene om sig selv. ”Vi kommer ikke i morgen. Jeg vil ikke se det.” Kæbemusklernes spændtes, da Rita bed tænderne sammen og så væk. Hvis ikke, han snart lod hende være alene, var hun ikke sikker på, hun kunne blive ved med at tvinge tårerne tilbage.

[Deleted]

Jayden rynkede brynene og sendte hende et hårdt blik. "Av, den var lidt tavelig." sagde han en anelse såret og mærkede hvordan humøret dalede. Han havde lige siden det var sket haft det utroligt hårdt med det han havde gjort, og selvom han udmærket vidste han selv var skyld i det og faktisk fortjente alt smerten ved det. Han havde fortrudt det mange gange siden, men desværre var der ikke så meget at gøre.

"Marguerite..." mumlede Jayden og lod blikket glide ned på sine fødder. Det var virkelig sjældent han manglede ord, men lige nu gjorde han. "Jeg skal nok gå, hvis det er det, du ønsker." forsatte han opgivende. Han havde virkelig lyst til at kommentere at hun måske fejlede et eller andet, der ville skade Bellis, men han orkede ikke at starte en diskussion op med hende. Han vidste alligevel at Rita var klog nok til at kunne indrømme hvis hun var for syg til at passe Bellis.
"Så går jeg ud fra vi ikke ses.." svarede han kort og mærkede skuffelsen komme frem i ham. Han ønskede virkelig de begge var der. Jayden gik hen og samlede sine sko op i den ene hånd, hvorefter han lod den anden finde håndtaget på døren. "Giv Bellis et kys fra mig."