When life gives you lemons

[Adrian Russo]

@harper

Adrians hus
Omkring kl. 21

---

Klokken var ved at være mange. Både Hope og Phoenix var lagt i seng og sov allerede trygt og godt. Adrian sad inde i stuen i den store sofa og læste en bog som han var blevet anbefalet af en kollega på arbejdet. 
Kendall var hjemme ved sig selv i aften, ikke fordi der var noget glat, men blot fordi hun skulle tidligt op den følgende dag og Adrian havde et par dages fri så for ikke at han nødvendigvis skulle tidligt op var de blevet enige om at sove hver for sig skønt de var begyndt at sove en del sammen ellers.

Med andre ord gik deres forhold virkelig godt, eller det gjorde det i hvert fald hvis man spurgte ham. Han var virkelig blevet glad for Kendall og hun lod til at være blevet lige så glad for ham. Derudover var det jo kun et kæmpe plus at børnene lod til også at elske hende.
Han smiledel lidt for sig selv ved tanken og så ned på Boomer der lå og sov foran karminen. Pludselig fik han lidt svært ved at koncentrerer sig om sin bog fordi hans tanker igen drev tilbage til Kendall. Hun var virkelig fantastisk og han var uden tvivl ved at være godt og grundet smask forelsket i hende. 

[Deleted]

Harper gik i natten, det var koldt udenfor og hun var iklædt en sort kappe i mod Adrian's hus, hun havde ikke snakket til ham i to år udover den lille aften hun havde set ham på Skt. Mungos, men der havde han været så langt væk at hun var sikker på han ikke havde registreret meget. Harper var ikke helt sikker på om hun bare skulle banke på ved ham, men på den anden side så var det måske lidt af en overraskelse for ham hvis hun sprang ind af vinduet eller noget i den stil, så hun måtte hellere vælge den civile vej. Harper lod den sorte kappe falde ned over hendes hår, så man kunne se det blonde. Hendes make up var som altid kraftig, og hun kunne mærke hvordan hendes hjerte hamrede, hun havde ikke set Adrian i lang tid og hun savnede ham hver eneste dag, ligesom hun savnede begge sine børn. Men denne gang følte hun at hun var nødt til at tale med ham, en ting var at hun havde problemer med alt dette her, men en helt anden ting var at hendes børn og Adrian måske kunne risikerer at dø og hun havde chancen for at advare dem. Hun bankede roligt på døren og trak så vejret tungt ind, så måtte det briste eller bære.

♛

[Adrian Russo]

Som det bankede på døren rettede Adrian blikket op. Han forventede ikke gæster i dag, men det ville ikke være første gang at nogen kom på uanmeldt besøg. Som regel var det Leo der skulle bruge et eller andet, så Adrian besværede sig ikke med at tage sin tryllestav med ud. Så paranoid tillod han ikke sig selv at være.
Som han gik ud mod døren mærkede han et spirende håb om at det måske var Kendall der havde valgt at overraske ham. Det ville passe ham så fint at have en hyggelig aften med hende, han forventede nu mere den yngre bror.
Alle disse forventninger blev dog skyllet helt væk som døren gik op og den person han nok allermindst forventede at se stod på den anden side. Pludselig fortrød han at han ikke havde sin tryllestav med ud.

Ansigtet trak sig omgående sammen i en rasende grimasse, sidste gang han havde set hende havde hun kastet ham ind i et træ og dermed forhindret ham i at vinde over hende i deres duel - for selvfølgelig ville han have vundet. Han kunne stadigvæk ikke affinde sig med at hun var en dygtigere magisker end ham, så han slog hele episoden hen med at hun bare havde været heldig.
"Hvad laver du her?!" Snerrede han vredt. Boomer kom kort ud i gangen og kiggede på hende, men luskede så tilbage i stuen, han mente åbenbart ikke at der var nogen trussel i at have Harper i sit hjem. Hvilken vagthund han var.
Han var allerede klar til at smække døren i hovedet på hende, han kunne slet ikke beskrive hvor rasende han var på hende og hvad bildte hun sig ind at dukke op efter to år? Han frygtede lidt at hun kom for at gøre arbejdet færdigt eller stjæle Hope og Phoenix, hvilket naturligvis ville blive over hans lig!

[Deleted]

Harper vidste da godt at der var en stor chance for at Adrian bare ville sende en besværgelse efter hende der ville være ved at slå hende ihjel, men på den anden side så var hun nødt til at tage chancen. Hope, Phoenix og Adrian var langt vigtigere for hende end hende selv, især nu hvor hendes liv alligevel var dømt til at ende dårligt. "Jeg er kommet for at advarer dig..." sagde hun i en rolig stemme, og kiggede i mod ham: "Hør jeg ved godt du hader mig, og jeg ville ønske jeg havde tid til at forklare en masse" sagde hun i et suk. Det gjorde ondt på hende at se ham så vred, emn hun vidste jo godt det var den eneste vej. "Kan jeg komme ind? Jeg er ikke tryg om at snakke om det her" sagde hun og kiggede fra side til side, det havde noget med ministeriet at gøre og desuden så ville dødsgarden komme efter hende hvis de vidste hun havde søgt efter Adrian. Christian var ikke sådan bare lige at spøge med, og hun ønskede ikke at være en del af hans planer. Men Adrian og hendes børn fortjente at have en chance, hun ville ikke kunne leve med det hvis hun ikke havde advaret dem.

♛

[Adrian Russo]

Lige nu var Adrian total ved siden af sig selv. Han havde så inderligt lyst til at råbe hende ind i ansigtet. Hvad helvede bildte hun sig ind at troppe op her på denne måde. Han følte sig så rasende at han slet ikke kunne sætte ord på det.
"For at advare mig simpelthen? Om hvad? Dig og dit kommende angreb?!" Fnøs han arrigt. Han holdt en hånd op foran hende som hun sagde at hun ville ønske hun kunne forklare. Denne gestus var for at gøre tegn til at stoppe hende inden hun gik i gang, "jeg vil ikke have din forklaring og jeg vil ikke have din undskyldning, jeg vil have at du forsvinder fra min have og aldrig kommer tilbage!" Rasede han og så på hende med lynende øjne.

Adrian slog en hul latter op ved hendes spørgsmål, "tar' du pis på mig?! Nej Harper du kan ikke komme ind! Sidst vi sås sendte du mig på hospitalet, jeg stoler ikke på dig over en dørtærskel og du er ikke velkommen her." Sagde han hårdt.
Det var slet ikke gået op for ham før nu hvor meget hans kærlighed til hende havde vendt sig til had. Han var så hidsig at han slet ikke kunne være i sig selv lige nu. Bare synet af hende gav ham alle mulige morderiske lyster. Hun fortjente ikke hans tilgivelse hvis det altså var det hun var kommet efter og hun fortjente bestemt ikke hans tillid, for hvordan kunne han nogensinde stole på hende efter alt hvad hun havde sendt ham igennem.

[Deleted]

Harper vidste godt at Adrian ikke havde nogen idé om hvor hårdt det faktisk var for hende at stå her og kigge på ham, hun elskede ham virkeligt og Harper følte hun ville gøre alt for ham, hvis han dog bare vidste hvad hun allerede havde gjort. Harper kunne mærke hun skulle holde sig selv i skak, det gjorde så ondt på hende at han var så vred på hende, men det have været nødvendig. hun savnede ham hver eneste dag, Adrian var fantastisk og hun var glad for at hendes børn var i trygge hænder ved ham. Han var en god mand. "Adrian, jeg ved godt du er vred på mig, men det her gælder vores børns liv, og dit... jeg har brug for at tale med dig... " sagde hun roligt, og dog i en bestemt stemme som mente hun det, fint at han hadede hende, det havde jo sådanset også været planen, men hun ønskede ham ikke død. "Her" sagde hun og rakte ind i kappen for at holde sin tryllestav frem i mod ham, så kunne han da være sikker på hun ikke gjorde ham noget: "Jeg har bare brug for to minutter, men det er ikke sikkert at tale herude" sagde hun og kiggede sig fra side til side. Hun måtte slippe sine følelser og holde fokus, for hans skyld.

♛

[Adrian Russo]

Han kunne slet ikke beskrive med ord den boblende vrede der rasede indeni ham. Han kunne slet ikke sætte sig ind i hvordan man bare kunne forlade sin familie på den måde og så oveni købet have den frækhed at troppe op flere år efter.
I meget lang tid havde han følt at han havde haft brug for at få lukket den, få forklaret hvorfor hun havde taget den beslutning hun havde. Var det på grund af ham? Havde han gjort noget for at skubbe hende væk fra sig? Havde han kunne gøre noget for at ændre udfaldet? Alle den slags spørgsmål. Men nu var han endelig kommet videre. Han var sammen med Kendall og han var virkelig glad for hende.
Det føltes lidt som om at livet bare lige ville skide ham lidt mere i ansigtet, som måtte han ikke være helt glad og derfor sendte det lige Harper i hans retning endnu engang.

Han fnøs, "Vred? Vred er noget jeg bliver når Hope og Phoenix kaster med deres mad. Det nummer du lavede Harper, jeg er så rasende at jeg slet ikke tror der findes et ord som kan give den nøjagtige beskrivelse af hvad jeg er.." Han tonefald var iskoldt og hans øjne hårde.
Hun havde kostet ham så meget sorg efter hun vare valgte at skride, han kunne ikke på nogen måde se hvorfor han skulle lytte til hende. Som hun stak hånden ind under kappen var han atter ved at smække døren i hovedet på hende, men så skete der noget uventet. Hun rakte ham sin stav. Han stirrede vantro på den i nogle lange sekunder før hendes paranoia smittede af på ham og han også selv kiggede rundt.
Med et tungt suk stirrede han på hende og snuppede så staven ud af hendes hånd. "Du har 2 minutter og ikke et sekund længere." Han flyttede sig så hun kunne komme ind og lukkede så døren efter hende.
Uden at byde hende ind i stuen og sidde vendte han sig blot mod hende. "Fortæl." Der var noget kommanderende i hans stemme, men han ville bare gerne understrege overfor hende at hun ikke kunne løbe om hjørner med ham.

[Deleted]

Adrian betød alt i verden for hende, men hun vidste godt at hun ikke kunne bebrejde ham at han var gal på hende, det var hende der havde sørget for at han hadede hende, fordi at det havde været bedst for ham. Men derfor gjorde det stadig ondt på hende at se ham så vred, men nu var det da ikke fordi at hun havde regnet med at han ville kaste sig i armene på hende eller noget i den stil, men hvis han dog bare vidste hvad hun havde ofret for at han levede sammen med deres børn, som hun også savnede til døde. "Adrian, jeg ville ønske jeg kunne forklare dig det, men jeg har ikke tid... Jeg har kun gjort det her for din og børnenes skyld, desuden klare i jer fint uden mig" sagde hun roligt, hun ville bare gerne lige pointerer at hun faktisk ikke havde gjort det frivilligt. Hun nikkede som hun kom indenfor i bytte for sin stav. Hun sukkede let ved hans kommanderende ord og nikkede så let: "Jeg kender en af dem der har været med til kidnapningerne" sagde hun og sænkede sin stemme. "Den smitte de har udbredt er dødbringende, både du og børnene er i fare hvis i bliver smittet... Angrebet kommer inde fra ministeriet, jeg ved ikke hvem der har ordnet det, jeg ved kun at det er en der er højt oppe i Ministeriet der er skyld i alt dette her" sagde hun i en rolig stemme.

♛

[Adrian Russo]

Han fnøs vredt. "Som sagt vil jeg ikke have din forklaring Harper. Jeg er kommet videre så lad os bare få det her overstået." Sagde han koldt.
Selvfølgelig ville han ikke blande Kendall ind i alt dette her og slet ikke når han overhovedet ikke anede hvor han havde Harper henne af. Han vidste kune at han ikke stolede på hende. Det var ikke første gang at hun havde været stukket af fra ham, dog havde han virkelig troet at det havde ændret sig da de havde fået børn, men der tog han tydeligvis fejl. Det var altid det sammen med hun kom tilbage og var ked af at hun var smuttet, men denne gang gik den bare ikke. "Ja vi gør." Igen var hans stemme kold. Måske var det hårdt sagt, men han ville simpelthen ikke have at hun skulle tro at han stadigvæk gik og drømte om at de kunne finde ud af det sammen, han ville gerne ramme hende som hun havde ramt ham.

Adrian rullede dramatisk med øjnene og lagde armene over kors. "Hvorfor forbavser det mig ikke." Mumlede han med en hovedrysten. "Men udemærket, hvem er det så?" Spurgte han ind i en monoton tone.
Det irriterede ham grænseløst at de informationer hun kom med rent faktisk var nyttige, det havde været så meget lettere at kyle hende ud hvis det hun sagde var old news. "Hvordan smitter virussen?" Spurgte han så denne gang en smule mere interesseret skønt han prøvede at holde det tilbage. "Og hvor er modgiften?"

[Deleted]

Harper havde det hårdt med at han stod og var så kold overfor hende, men på den anden side var det jo bare bevis på at planen havde virket, hun ønskede jo at han var gal på hende så han kunne komme videre og ikke ville opsøge hende, men derfor var det nu stadig hårdt for hende at se ham sådan. Hun sagde ikke mere til ham, heller ikke som han snappede af hende og hun holde da også sin facade selvom hun følte sig ramt af hans ord, det gjorde ondt at han ikke længere elskede hende, især fordi at Harper virkeligt elskede ham. Han var en god mand og en fantastisk far, og hun var sikker på han ville lade deres børn vokse op i total tryghed. "Jeg ved ikke hvem han er... Jeg kender kun en mand der har noget med ministeriet at gøre og det er hans chef der trækker i trådende..." sagde hun: "Jeg ved godt det ikke er meget, men jeg havde brug for at advarer jer" sagde hun roligt. "Den smitter i luften.." sagde hun roligt: "Bare rolig jeg er ikke smittet" sagde hun i en rolig stemme: "Jeg ved det ikke... Han har sat nogen krav, jeg kender kun til rygterne,... Men please pas på børnene" sagde hun roligt. Hun kunne ikke bære hvis en af dem døde i forløbet.

♛

[Adrian Russo]

Lige nu gik han nok også efter at ramme hende, han følte sig så svigtet og ramt over de ting hun havde gjort at han lidt følte at det var hans ret at give igen af sammen skuffe. Det kunne godt være at det hverken var særlig sundt eller smart, men det var han ligeglad med lige nu. Faktisk var han ikke engang sikker på om hun i det hele taget var ked af det, eller om det bare var noget hun sagde for at han skulle høre på hende.
Han lod armene falde over kors som han gloede på hende. Egentlig burde han melde hende til ministeriet, men noget i ham holdt ham tilbage. Det var det samme irriternede sted i hans samvittighed som det der altid afholdt ham fra at melde Leonardo og Alastair. Dog havde fortiden indhentet Al nu.

"Fint advarslen er hermed modtaget." Hans tone var stadigvæk hård og kold. Han havde brug for at hade hende og opretholde facaden af at have total styr på alting. Han kunne ikke begynde at stille spørgsmål til alt det der var sket, for honestly frygtede han temmelig meget svarerne.
Han lyttede til det hun sagde og skrev sig tingene bag øret. Han forstod bare ikke hvorfor kun skulle bruge sin tid på at komme og fortælle ham alt dette her. Kunne hun ikke være ligeglad? Det havde hun da i hvert fald været da hun var skredet. "Jeg passer altid på børnene, jeg er her for dem, modsat dig." Sagde han hårdt. Han havde bare virkelig brug for at ramme hende på samme måde som hun havde ramt ham.

[Deleted]

En del af hende havde lyst til at fortælle ham at han var latterlig og at han totalt burde tage sig sammen frem for at rende og være så gal på hende. På den anden side så vidste hun jo godt at hun selv var skyld i det, og hun havde jo netop ønsket at han var sur på hende. Hellere at han var vred på hende end at han gik og følte sig såret over hvad hun havde gjort. Han var en god mand og han fortjente ikke at rende rundt og bekymre sig om hende, og det ville han jo have gjort hvis hun havde fortalt ham sandheden. Hun nikkede let: "Adrian, jeg ved godt ud aldrig kommer til at forstå det, men jeg havde ikke noget valg" sagde hun blot. Det var ikke en samtale hun ville starte op, hun havde bare brug for at han vidste det, også selvom han nok ikke ville tro hende: "Du skal ikke fortælle nogen at jeg har været her" sagde hun blot. Det var naturligvis for hans sikkerhed for hun havde jo lovet at hun aldrig ville opsøge ham. "Giv mig min stav... Så smutter jeg" sagde hun og rakte ud med hånden som hun modtog sin stav, hun ville bare gerne væk. Hun vendte ryggen til ham og forsvandt ud af døren. //Out

♛