My Friend's Friend

[Deleted]

Slut November 2055, Eftermiddag, Solskin
Sankt Mungos, London, England
Påklædning, @jordancole

Hofterne vrikkede på Delphine, som hun gik af sted gangen. Det knirkede let som hun gik, fordi hun bar en ret tætsiddende nederdel i mørkegrønt stof. Den fremhævede virkelig hendes figur.

Hælene på de sorte hæle klikkede, som hun bevægede sig henover gulvet, og den mørkegrønne frakke/kappe blafrede let bag hende.

Hun havde fået en ugle fra sin gamle mentor, Brandon Emsworth, om hun kunne komme og besøge en han kendte, på Sankt Mungos, fordi hun var kommet til skade, og han ville gerne vide, om hun var okay. Så derfor havde Delphine taget turen fra Frankrig til London, England, via susenetværket, for at komme ud og besøge denne 'ven af Brandon'.

Som hun var kommet ind på hospitalet, hang kappen løsere om hendes skuldre, og gav et peek til hendes hvide skjorte, om var knappet et par knapper ned, og gav et helt andet slags peek.

Hun gik direkte op til skranken, og så på kvinden, som stod bag den:

"Jeg leder efter Jordan Cole. 'vilken etage?" spurgte hun med armene over kors, med en stærk fransk accent.

"Tredje etage, Miss," svarede kvinden roligt, hvilket fik Delphine til at vende sig om, og gå mod trapperne.

♡

[Deleted]

Det var ikke ligefrem hver dag man kunne prale af, at have modkæmpet en dødsgardist og sluppet med livet i behold. Og det var bestemt heller ikke hver dag man oven i købet kunne blære sig med at det vidne man havde beskyttet også var kommet igennem i god behold. Forskrækket. En lille smule forslået. Men i ret god behold.
Duellen mellem Jordan og dødsgardisten havde ikke varet særlig længe, men i situationen havde det helt klart været som om at det havde taget tusinder af år. Startende ud med udvekslinger af mange forskellige forbandelser. Derefter havde dødsgardisten overrasket hende ved at angribe hendes vidne, hvortil hun havde været nødt til at rette en besværgelse mod manden, der som resultat havde taget en flyvetur ud af vinduet. Heldigvis var de på stueetagen i det lille hus ude i ingenting.

Uheldigvis ude i ingenting. For dødsgardisten havde derefter set sit snit og brugt bombarda-forbandelsen, sendende murbrokker regnende da loftet havde kollapset. Det var rent instinktivt da Jordan havde fyret en ret potent lammer tilbage i fjæset på ham, sekundet før hun selv blev begravet under murbrokkerne.
Det havde taget alt for længe for vidnet at genvinde sin bevidsthed ude i haven, så han kunne sende efter hjælp. I mellemtiden havde Jordan ligget fanget der, armen med tryllestaven klemt nok til at det ikke var hende muligt at gøre en skid for at komme fri rent magisk. Og på den mundane måde? Nej, det var en virkelig skidt idé, for det gjorde allerede voldsomt ondt over alt.

En time var nået at gå før hjælp var blevet hentet og hun var blevet hevet fri. Udmattet af blodtab var hun blevet bragt direkte til sin reserverede plads på Skt. Mungos.
Dagen derpå var det meste blevet healet, men hendes krop led stadig let af efter-effekterne for smerte, hjernerystelse, brækkede knogler og det førnævnte blodtab, så hun var stadig fanget i sengen med et ørt hoved og en tung fornemmelse over det hele. Det var stadig ikke helt til at fokusere for og nogle steder var der også blivende ar fra hendes kamp mod gardisten. Det selvom healerne på Skt. Mungos var satans dygtige! Det var bare ærgeligt at timingen havde været så skidt, at de havde været nødt til at bruge skele-gro til nogle af skaderne, fordi mandskabet ikke var lige så stort, så nogle steder var der enddog stadig forbindinger der dækkede hendes krop, navnligt den højre arm hvor der havde været et åbent benbrud.
Netop nu var hendes vidne på besøg, egentlig på vej ud af døren, takkende hende for at være i live, mens hun blot smilede anstrengt til ham. "Hey, det er bare hverdagskost.. Tænk ikke over det Hr. Kirby," lød hendes hæse comeback. Og nu kunne hun vel selv tage hjem? Det øjeblik hun forsøgte at sætte sig op klagede hendes krop i total protest. Og det samme gjorde sygeplejeren. "Jep! Ja.. Ja ja, jeg skal nok blive liggende!" endnu var der ingen tanker om hvor heldig hun havde været. Kun et lidt skævt smil som hun inderst inde morede sig lidt over ret så pæne mandlige sygeplejer der havde lagt en blid hånd på hendes raske skulder. Ja, det var vel ikke hver dag man blev plejet af så godt et syn, var det?!

[Deleted]

Påklædning

Delphine var nu kommet op på tredje sal. Hun havde taget trappen for motionens skyld, men kunne da godt mærke på sine ankler at høje hæle og trapper ikke var den bedste kombination i verden. Nej.

Da hun nu var kommet op på den sal hun skulle, så så hun sig rundt, og forsøgte at finde frem til hende Jordan Cole, som hun skulle have fat i. Suk, suk.

"Hvor kan jeg finde Miss Cole?" spurgte hun en sygeplejerske, hvorefter hun blev fulgt over til en seng med en temmelig forslået kvinde.

"Miss Cole?" sagde hun langsomt, mens hun betragtede kvinden.

♡

[Deleted]

Ikke længe gik der før den meget pæne sygeplejer gav slip til at en ny stemme dukkede op ved hendes seng. Tøjet, kvinden bar så feminint og meget repræsentabelt ud. Hun lignede meget en form for myndighedsperson, men det betød ikke at hun ikke var pæn at se på. Faktisk var hun ret pæn med indrammede øjne og meget mørkt, bølgende hår. Og hendes ansigtstræk var også med til at trække hende op på skalaen over pæne myndighedspersoner. Så selvfølgelig dukkede smilet op igen efter den startende overraskelse over at se endnu en komplet fremmed, der tilmed ikke havde Skt. Mungos uniformen på. Men hvem var hun så? Krisepsykologen, som de godt havde omtalt tidligere? Måske? Det ville Jordan egentlig ikke have noget imod, for selvom hun ikke brød sig vildt om at få rodet hovedet igennem, så var det nææææsten okay når det var så pæn en psykolog! Men det kom jo igen på om hun overhovedet var sådan én.

"Ja, det' mig," hilste hun med en accent der bar mere præg af USA end England. Det kunne godt være lidt svært at finde rundt i de accenter når man havde boet begge steder. Hun var godt på vej til at række hånden mod kvinden for at hilse, men stoppede brat bevægelsen idet skele-gro'en sendte et sylespids smertejag, der strålede fra håndleddet hele vejen på til skulderen. En let skælven gik gennem hendes krop over det og en lille lyd af smerte forlod hendes læber, før hun igen smilede til kvinden, næsten uanfægtet, dog lidt mere anstrengt. "Jeg ville hilsen ordentligt, men... Min arm er ikke særlig samarbejdsvillig," hun grinede kort over sin egen joke, hvilket blev til en mindre hoste. "Hvem har jeg æren af, at møde?"

[Deleted]

Påklædning

Delphine stod og kiggede lidt på pigen. Hun havde mørkt hår, og lignede umiddelbart ikke en af Brandon Emsworth's normale bekendte. Hun så også meget ung ud, hvilket ikke helt huede Delphine, men what the hell, hun skulle jo bare se til tøsen og melde tilbage, at hun var ok til Brandon - hvis hun var ok altså.

"Mit navn er Delp'ine St. Martin, og jeg er en bekendt af Brandon Emsworth, som De vidste er bekendt med Miss Cole," svarede hun på sin helt private stive måde. Sådan talte hun til alle hun ikke kendte, køligt men professionelt.

Hun så på den arm, som Jordan havde forsøgt at løfte, men kunne også godt se, at det nok ikke helt kom til at lykkedes. Den så ikke ud til at have det særlig godt.

"Nej, det ser jeg," sagde hun lidt flat, men sendte hende alligevel et, lidt bryskt, smil.

♡

[Deleted]

Kvinden havde et udtalt fransk accent. En accent Jordan godt kunne genkende fra andre bekendtskaber, som hun havde gjort sig de få gange hun havde været på internationalt arbejde i Frankrig. Det var ikke noget, der hyppigt skete, men når det gjorde, gjorde hun en stor del i, at skabe relationer så samarbejdet kun blev bedre. Den meget kølige og professionelle tone, som kvinden præsenterede sig i, gav Jordan en smule bange anelser, netop om at hun enten var fra én eller anden komité der var her for at bedømme hendes handlinger under angrebet eller noget andet officielt lignende. Det havde hun ikke lige overskud til lige nu, men her var hun også ret heldig, at hendes onkels navn blev nævnt. Hvorfra denne St. Martin kendte ham var, var et kæmpe mysterium. Onkel Brandon talte ikke så ofte om sine venskaber eller bekendte. Faktisk havde hun ikke set ham ret længe for han var pensioneret på nuværende tidspunkt og havde valgt at bosætte sig ret langt væk. Han havde altid været en lidt spøjs mand, ham Brandon. Altid glad for at se familien, men også en type der foretrak at holde lidt afstand.

At han var hendes fars bror havde skabt nogle komplikationer. Hendes mor kunne ikke bære at se ham, fordi han lignede Adrian (hendes far) så meget. Det havde heller ikke hjulpet særlig meget på at bibeholde kontakten. Derfor var Jordan meget overrasket over at han havde hørt om dette. Godt nok vidste hun godt at både hendes mor og bror havde været her i går efter at de havde fået nyheden, men på det tidspunkt havde Jordan været for langt væk til at kunne snakke med dem. Personalet på Mungos havde også nævnt at de nok ville dukke op senere i eftermiddag eller aften.

Og så var der St. Martin. Hvor i alverden kendte hun Onkel Brandon fra? "Huh.." et eftertænksomt udtryk groede på hendes ansigt mens hun kiggede nærmere på kvinden. Burde hun genkende hende? "Jeg tror jeg vil sige mere end bare bekendt.. Han er min onkel.."
St. Martins bryske smil klædte hende og det fik Jordan til at smile lidt igen også. "Igen, det er virkelig ikke for at være uhøflig, især ikke over for folk som min onkel kender.. Men hvor kender han di.. Dem fra?"

[Deleted]

Påklædning

"Ahaah," sagde Delphine eftertænksomt.

Hun nikkede langsomt, som hun lyttede til Jordan, som forklarede, at Brandon var hendes onkel. Det overraskede alligevel Delphine lidt. Det var ikke lige det svar hun havde forventet, men som sagt så nikkede hun blot. Hvad skulle hun ellers gøre?

"Tilbage i 2045 var han min mentor. Jeg var Aurorlærling dengang," Hun talte om ham i varme toner, for han var virkelig en second faderfigur for hende.

Hun betragtede lidt kvinden, men kunne da godt se nogle ligheder mellem Jordan og Brandon, nu hvor hun kiggede efter det. Men den parallel var selvfølgelig ikke draget før hun vidste, at de var i familie.

Hun studsede lidt over hendes høflighedsfraser, men det var jo Delphine selv, som var startet på det, så det var jo klart at Jordan forsatte det.

♡

[Deleted]

Den pludselige ændring i St. Martins tone, da hun omtalte Jordans onkel var en god game changer, som Jordan hurtigt opsnappede. Hun smilede over det og fandt det rart, at St. Martin tydeligvis var glad for Brandon, for det var også sådan, Jordan havde det med ham. Ganske vist var det sjældent at de så hinanden, men han havde altid været flink over for hende og hendes bror, og endda til trods for at deres mor havde været så afvisende. Han var også som en slags faderfigur for Jordan, også selvom hun ikke var klar over at St. Martin havde samme forhold til ham. "Aurorlærling? Jeg synes nok at han har fortalt at han var mentor for én på et tidspunkt," hun sendte kvinden et mere varmt smil end det hun hidtil havde givet kvinden. Det der var klassificeret som hendes "overfladiske", peppe og flirtende smil.

"Jeg nåede aldrig selv at have ham som mentor, men ud fra hvor dygtig han var, så ville jeg have ønsket at kunne være hans lærling.. Hvordan var det?" nysgerrigheden gjorde nu sit optog. Det var som sagt ikke ofte, at Jordan talte med Brandon, og når hun endelig gjorde, så var samtaleemnet ret sjældent hendes arbejde som auror.

[Deleted]

Påklædning

Delphine smilede lidt varmere til Jordan, som kvinden selv gjorde det samme. Hun var aldrig den første til at slynge frem en udstrakt hånd, men når hun fik tilbudt den, så var det meget sjældent, at hun ikke tog den. Og det var det hun havde gjort nu.

"Ja, jeg var hans lærling," sagde hun med en meget blød stemme, som vidnede om, hvor meget hun holdt af Brandon - dog aldrig som mere end en god ven.

"Det var spændende..." sagde hun langsomt, og forsøgte at bringe minderne tilbage igen "Jeg ved ikke... hvad vil du gerne vide?"

♡