Sibling Reunion

[Deleted]

Sted: Skt Mungos - privat værelse
Tid: Start forår
Vejr: Stadig køligt
Deltager: @tyler1

Efter at have tilbragt det meste af natten og en dag mere i intensiv-afdelingen var der blevet fundet frem til en eliksir der i det mindste havde stabiliseret Erin. Hun havde det stadig lidt som udskidt grød, men havde til gengæld nægtet at være lænket til sin seng, der på nuværende var sat i siddende stilling, selvom hun var så træt og udmattet at hun ikke rigtig gad snakke med nogen. Af samme grund var hun sat i et privatværelse. Eller, der lå egentlig flere grunde bag, et af dem værende en meget stædig Quidditch manager der havde betalt ekstra og bedt meget strengt om det. Pressen havde allerede været der, katten var ude af sækken og inden længe ville det hele sikkert komme i nyhederne. Og det var det, der trættede Erin allermest som hun sad i sengen og stirrede tomt ud i luften. Det var ikke fordi der var særlig meget at lave. Normalt ville hun enten have været ude at lave et eller andet, træne eller også derhjemme for at læse én eller anden bog, men der var ingen bøger her og hendes holdkammerater var endnu ikke kommet forbi med noget. Og hvad end det var for noget bras Skt Mungos havde at læse, så havde hun allerede set det hele igennem. Tre gange. Mindst. Det var blevet ret kedeligt efterhånden og hun havde ikke lyst til at sove mere.

Der gik ikke længe før selvsamme manager kom ind og fortalte at han havde haft kontakt med hendes familie og at de måske ville komme på besøg. Hun svarede ham ikke. I stedet stirrede hun blot på ham, næsten vredt før hun vristede sit blik væk, mod vinduet. Der ville nok blive sendt en troldmand ud efter dem, men Erin kendte allerede sin familie godt nok til at vide, at hendes forældre i hvert fald ikke ville dukke op. "Arbejdet er for pressende", "Vi kommer så snart vi har mulighed for det", ville nok bare være nogle af deres undskyldninger. Løgne, hele lortet. De kunne sikkert ikke være mere ligeglade, nu hvor deres søn kunne gå igen og var begyndt at spille fodbold. Hun havde intet problem med ham, især ikke da han rent faktisk havde ringet omkring tre måneder siden for at undskylde og derefter havde givet hende tiden til at kontakte ham selv. Det havde hun så ikke gjort endnu. Hun havde brug for tid til at tænke over, hvorvidt hun overhovedet ønskede at have den kontakt. Et host fra hende var nok til, at manageren skyndte sig at forlade rummet, også selvom han havde været i en beskyttende dragt. Han skulle åbenbart ikke nyde noget af den sygdom, hvilket Erin slet ikke bebrejdede ham.

Videre til kedsomheden for sig selv. Måske kom broren? Men hun havde ikke rigtig lyst til det. Det ville sådan set være fint nok hvis de bare alle sammen ikke tænkte over det. Jo mere hun selv tænkte over det, des mere steg den hovedpine, som var én af bi-effekterne af den eliksir hun havde fået. Det var stadig bedre end at dø ved at kaste blod op i vildskab og besvime hele tiden, men det var stadig ikke rart at sidde med næsten permanent migræne og svimmelhed.

[Deleted]

Tyler havde været på besøg hjemme hos sine forældre, da en mand pludselig var kommet derhjem. Han var troldmand og det var noget, som Tyler altid havde haft svært ved at forholde sig til. Det var ikke fordi, han havde noget imod det, men han kendte bare ikke rigtigt noget til det. Erin var heks og deres forældre havde aldrig rigtigt accepteret det. Det havde gjort, at Tyler aldrig rigtig kom tæt på magi og han vidste derfor ikke ret meget om det. Dog fandt han det da fascinerende og han ville gerne vide mere. Han var mpske en smule misundelig på sin søster, men han så nu mere op til hende. Hun havde ikke haft det nemt med deres forældre og alligevel havde hun fået det liv, som hun havde. Hun var landsholdsspiller i den magiske sport, som hed Quidditch. Tyler havde aldrig set en kamp, men han havde sørget for at finde bøger om det. Fordi Erin var heks, havde han også fået adgang til den verden og han havde sørget for at få så meget information om det, så han måske kunne få en connection med hende igen.

Tyler savnede sin søster rigtig meget og han gav på ingen måder hende skylden for hans uheld. Det havde været helt forfærdeligt, da han også dengang elskede fodbold, men han havde været til genoptræning og derefter var han begyndt at træne igen. Nu spillede han for en fin klub og han drømte om at komme længere op. Han følte sig dog stadig lidt i skyggen af sin søster, men han var ikke bitter. Da han havde hørt, at hun var blevet syg, havde han med det samme pakket sine ting. Hans forældre gad selvfølgelig ikke med, men det kom ikke bag på ham. De havde altid været lidt specielle på det punkt.

Tyler blev vist hen til stuen, hvor Erin skulle ligge. Han havde fået en beskyttende dragt på og det generede ham lidt. Det var ikke sådan han havde lyst til at se sin søster.
"Du skal have den på hele tiden." Sagde sygeplejeren og åbnede døren ind til Erins stue. Tyler så lidt forskrækket ud, da Erin virkelig ikke så rask ud, men han fandt et lille smil frem alligevel. "Hey Erin." Sagde han og gik lidt tættere på hende. Han havde en bog med til hende, da han vidste, at hun godt kunne lide at læse.

[Deleted]

Hun var ellers lige ved at falde i søvn da døren igen åbnede noget tid efter. Hendes hoved drejede sig mod døren og hendes ansigtsudtryk komplet ulæseligt det øjeblik hun så ham i dragten. Hun vidste skam godt hvem det var: Tyler. Blikket flyttede sig med det samme ned til bogen, som om den var mere spændende end ham, men det var langt fra sådan hun havde det. Det var bare nemmere at forholde sig til den i stedet for ham, for hun vidste ærligt talt ikke, hvad hun skulle sige til ham. Og som forventet dukkede forældrene heller ikke op og hun vidste ikke helt om hun skulle grine eller græde over det. I det mindste var situationen da i så fald ikke helt så akavet.

Hendes blege ansigt lavede dog alligevel en mindre grimasse fordi et lille jag af smerte gik gennem hendes hoved. Hun fandt det ikke spor rart og hun hadede især at skulle fremstå svag foran andre. Det gjorde det kun værre at det var over for familien. Alligevel følte hun at hun måtte anerkende hans tilstedeværelse, selvom hun ikke havde særlig meget lyst til det. Hun nikkede en enkelt gang selvom nakken var stiv af helvede til. "Hey," det var godt nok tamt, ville de fleste have sagt, men hun var altid meget kortfattet og direkte.
"Far og mor er her ikke," konstaterede hun med det samme derefter. Det behøvedes ikke at være et spørgsmål, hun vidste udmærket at de ikke var her. "Tør de virkelig godt lade dig komme her? Der kunne være gedeofringer til satan," hendes forsøg på at joke var også lidt tam, fuld af sarkasme og den følelse af sårethed som hun altid havde når hun omtalte dem. Et par host fik hende øjeblikkeligt til at kigge væk igen.

[Deleted]

Tyler havde altid set op til sin søster, men han var ret sikker på, at hun aldrig havde lagt mærke til det. Deres forældre havde nu heller ikke været ret søde ved hende, da de fandt ud af, hvad hun virkelig var. Tyler fandt det dog interessant, men hans mening talte bare aldrig rigtigt og han lærte at holde sin mund.

Han sendte hende et lidt akavet og utilpas smil, da hun nævnte deres forældre og det faktum, at de ikke var der.
"Well nej.. De havde den der ting der.. du ved... med ikke at være her." Sagde han lidt opgivende, da han udmærket vidste, at lige meget hvad han sagde, så ville hun ikke tro på ham. De vidste begge to godt, at de ikke havde lyst til at komme. De var vel nok bange for, at de ville blive forvandlet til blå tændstikkeæsker, hvis blot de satte fod sådan et sted her. Han smilede til hende igen, men denne her gang var det mere naturligt.
"Det er bare ærgerligt for dem." Sagde han med et skuldertræk. Han vidste godt, at Erin aldrig rigtig havde haft det så nemt derhjemme. Det havde han heller ikke altid selv. Forældrene havde travlt med at tale om Erin og hendes 'problem' til at lægge mærke til ham. Det var ikke fordi han havde haft et dårligt liv, men han havde også sine ting at bakse med og det havde været rart, hvis hans forældre også ville interessere sig lidt.

Han gik lidt tættere hen mod hende og rakte bogen til hende.
"Jeg har taget en bog med til dig. Jeg ved ikke, hvad de har at byde på her, men det kunne være, at den kunne bruges." Han smilede lidt afventende til hende.

[Deleted]

Det var ret tydeligt for Erin at hendes bror var utilpas med samtaleemnet. Det var hun sådan set også, men det var bare ærgeligt, for ud skulle det altså! Hun sukkede lavt over hans vage svar, men lod det alligevel ligge for nu. De forældre kunne også bare rende og hoppe altså! Hun satte sig op, tung i kroppen og kørte begge, rystende hænder gennem sit hår, udkørt og træt.
"Tror sgu næppe det er ærgeligt," mumlede hun med et lavt suk, før hun kiggede på sin bror igen.

Bogen kom nu til syne igen og for Erin var det næsten ligegyldigt hvad indholdet i den var. Det var en god, tyk bog, som hun forhåbentlig kunne beskæftige sig med indtil hun kunne få lov til at flygte fra det her skide hospital. "Gætter på at den har cirka 500 sider. Det er meget bedre end sladderbladene, som jeg muligvis snart får et hysterisk anfald af at skulle læse igennem for tyvende gang," hun sagde ordene i en meget ligeglad tone. Mere matter-of-fact end med nogen form for følelse i.

[Deleted]

Tyler var ikke tilfreds med deres forældre lige nu, men sådan havde han nu haft det længe. De havde aldrig været de mest kærlige forældre eller de mest støttende. Han synes aldrig, at de havde ham ret meget opmærksomhed og de kunne ligeså godt have afskåret Erin fra familien, da hun blev heks. De havde aldrig kunne forstå den verden og Tyler brændte selv for at forstå den. Han ville også ønske, at Erin ville åbne sig mere op for ham, men det virkede ikke rigtigt som om, at hun havde lyst. Han ville dog altid være der for hende, når hun havde brug for det.

Han trak på skuldrene til hendes kommentar. Han ville ønske, at der var noget han kunne gøre ved det, men de måtte vel begge to acceptere, at deres forældre nu engang var som de var. Man er som man er. Det kan ikke laves om. Tyler kiggede ned på bogen og prøvede sig frem med et smil.
"654." Sagde han måske lidt for stolt. Han vidste godt, at hun godt kunne lide at læse, så han var ikke ligefrem gået efter en pixiebog. "Ikke fan af sladder." Sagde han med et skuldertræk. Han var professionel fodboldspiller og var begyndt at kunne mærke, at han ikke kunne gå ved siden af en veninde i byen, uden at bladende skulle skrive om det.

[Deleted]

Det overraskede Erin på flere måder, da hendes bror meget stolt nævnte det præcise sidetal i bogen. For det første at han kunne huske det, for det andet, at han kendte hende bedre end hun først havde antaget. Hun havde set ham som den ligeglade bror i så stor en del af deres liv at hun helt sikkert havde overset flere af hans forsøg på at blive venner igen og at være som et rigtigt søskendepar. Og så ramte det hende hårdt: Skylden og den dårlige samvittighed. Hun kiggede igen væk fra ham fordi hun kunne mærke følelserne rive rundt i hendes allerede trætte hoved. Hun ville ikke lade ham se hende svag. Igen gik det op for hende, at det jo alligevel var for sent. Hun sad jo allerede i en hospitalsseng, hundesyg. Og svag.

Så for en gangs skyld gav hun ham en chance. Vendte sit ansigt mod ham, mere følsom end hun hidtil havde været under dette besøg. "Jeg... Har aldrig spurgt hvordan det er gået for dig?" hun forsøgte virkelig hårdt. Det var lidt akavet. Og hun fik igen dårlig samvittighed. "Jeg mener.. Jeg har været så optaget af hvordan far og mor har været nedladende og forfærdelige over for mig, at jeg helt har glemt at overveje.. Hvad med min lillebror?" med det samme rakte hun ud og tog hans hånd. Selvom han var i en beskyttende dragt og at det derfor ikke helt føltes rigtigt.

[Deleted]

Tyler havde altid beundret Erin, men hun havde aldrig set det. Det havde dog ikke fået ham til at opgive hende og det ville nok heller aldrig ske. Han havde ingen idé om, hvad denne sygdom gik ud på og da han spurgte personalet, virkede de ikke som om, de kunne fortælle ham noget. Det var ikke særlig opløftende. Det gav et sæt i ham, da Erin pludselig så på ham, som om han var hendes bror. Han sad et øjeblik uden at sige noget, imens et smil langsomt fandt frem på hans læber. Det var mange år siden, hun havde kigget på ham sådan. Det stak dog lidt i maven, for var der en grund til det? Troede hun, at det her var sidste gang, de skulle se hinanden? Han tvang tårerne til at blive væk og nød, at de havde et rigtigt søskende øjeblik.
Tyler var faktisk lidt i tvivl om, hvad det helt præcist var, som hun gerne ville vide og han stammede lidt, da han prøvede at tale.
“Med hensyn til hvad? Fodbold eller?” Han var blevet slået lidt ud, da hun tog hans hånd, men han gav den et klem, uden at tænke over det. “For altså.. Det går meget godt. Jeg får mere og mere spilletid hos Cardiff.” Han smilede lidt stolt, men var stadig meget opmærksom på hendes hånd, dog uden at kigge på den.