Post by Benyamin Hale on Feb 13, 2019 17:42:52 GMT
Benyamins hjem i England
Kl. 23, kort efter Jonathans død
Han havde været hjemme, siddet bag sit skrivebord i kontoret fordybet i arbejdet om at finde et loophole på den nye virus der havde spredt sig som steppebrand i det magiske samfund som det havde banket på døren.
Uden at tænke videre over det var han gået ud for at åbne, han havde ventet en pakke så han havde regnet med at det var den der var ankommet. Det var det ikke. Ude foran hans hoveddør havde stået to auror. Allerede dér havde han været klar over at der var dårligt nyt i sigte og hans første tanke var gået til om Castiella havde været ude for en quidditch-ulykke eller Hamish havde fået rodet sig ud i et sag han ikke havde kunne håndterer. Han havde endda nået at tænke på Raven, men tanken om Jonathan havde ikke strejfet ham det fjerneste. Måske fordi de to ikke havde den tætteste kontakt, tingene imellem dem havde været mærkeligt i mange år.
Dog havde Benyamin ikke levet under en sten, han havde godt hørt om Shade og Matthew, men en lille del havde måske håbet på at Theodore aldrig ville gå så vidt som til at skade sin egen lillebror. Dette havde vist sig at være en styk illusion hans hjerne havde fået overbevist ham om for at give ham mere ro til at sove om natten.
Han havde takket aurorne for deres information...hvorfor havde han overhovedet takket for det, det var da en underlig ting at tanke for, herefter havde han brugt lidt tid på at overbevise dem om at han var okay og at de godt kunne drage videre.
Nu sad han så i sin ene lænestol foran pejsen med et glas dyr conjak i den ene hånd og tænkte tilbage på alle de gange han burde have kontaktet Jonathan. Han gemte kort ansigtet i den frie hånd og forsøgte virkelig at tilbageholde det udbrud af afmagt der lå lige under overfladen. Havde han bare gjort et eller andet frem for altid at have hovedet stoppet så langt op i sin egen røv!
Ude af stand til at holde det inde længere fløj han op i et rasende udbrud og kylede conjakglasset ind i flammerne. Det ramte bagvæggen med et knald og splintrede så væsken regnede ned over flammerne og fik dem til at eksploderer i et mindre brag. Dette skete sideløbende med at den stolte mand sank sammen på gulvet og vinduerne bag ham var eksploderet i en regn af glasskår. Ikke grundet den lille betydningsløse eksplosion glasset indhold havde forvoldt, men fordi han i et kort øjeblik ikke havde været i kontrol over sin magi.
Benyamin var en stolt mand der aldrig lod nogen se ham græde, aldrig! hvilket også var grunden til at han bare ville have aurorne ud af hans hus og ikke var interesseret i at nogen skulle komme forbi. Han havde bare brug for at være alene.
Kl. 23, kort efter Jonathans død
Han havde været hjemme, siddet bag sit skrivebord i kontoret fordybet i arbejdet om at finde et loophole på den nye virus der havde spredt sig som steppebrand i det magiske samfund som det havde banket på døren.
Uden at tænke videre over det var han gået ud for at åbne, han havde ventet en pakke så han havde regnet med at det var den der var ankommet. Det var det ikke. Ude foran hans hoveddør havde stået to auror. Allerede dér havde han været klar over at der var dårligt nyt i sigte og hans første tanke var gået til om Castiella havde været ude for en quidditch-ulykke eller Hamish havde fået rodet sig ud i et sag han ikke havde kunne håndterer. Han havde endda nået at tænke på Raven, men tanken om Jonathan havde ikke strejfet ham det fjerneste. Måske fordi de to ikke havde den tætteste kontakt, tingene imellem dem havde været mærkeligt i mange år.
Dog havde Benyamin ikke levet under en sten, han havde godt hørt om Shade og Matthew, men en lille del havde måske håbet på at Theodore aldrig ville gå så vidt som til at skade sin egen lillebror. Dette havde vist sig at være en styk illusion hans hjerne havde fået overbevist ham om for at give ham mere ro til at sove om natten.
Han havde takket aurorne for deres information...hvorfor havde han overhovedet takket for det, det var da en underlig ting at tanke for, herefter havde han brugt lidt tid på at overbevise dem om at han var okay og at de godt kunne drage videre.
Nu sad han så i sin ene lænestol foran pejsen med et glas dyr conjak i den ene hånd og tænkte tilbage på alle de gange han burde have kontaktet Jonathan. Han gemte kort ansigtet i den frie hånd og forsøgte virkelig at tilbageholde det udbrud af afmagt der lå lige under overfladen. Havde han bare gjort et eller andet frem for altid at have hovedet stoppet så langt op i sin egen røv!
Ude af stand til at holde det inde længere fløj han op i et rasende udbrud og kylede conjakglasset ind i flammerne. Det ramte bagvæggen med et knald og splintrede så væsken regnede ned over flammerne og fik dem til at eksploderer i et mindre brag. Dette skete sideløbende med at den stolte mand sank sammen på gulvet og vinduerne bag ham var eksploderet i en regn af glasskår. Ikke grundet den lille betydningsløse eksplosion glasset indhold havde forvoldt, men fordi han i et kort øjeblik ikke havde været i kontrol over sin magi.
Benyamin var en stolt mand der aldrig lod nogen se ham græde, aldrig! hvilket også var grunden til at han bare ville have aurorne ud af hans hus og ikke var interesseret i at nogen skulle komme forbi. Han havde bare brug for at være alene.
