If you're going through hell, keep walking

[Timorthy Lavoie]

Tilegnet: Darcel Montaque Lavoie
Hvor: Hjemme ved Darcel
Hvornår: Februar, 2056, kl. 19.00

---

Tim fik bakset sin kuffert ud af taxien foran hans onkels hus. Eller morbror var det hvis man skulle være helt korrekt i udtalen. Tim havde dog altid bare kaldt ham Onkel Darcel..eller Darcel..primært Darcel. Det var ikke fordi de to kendte hinanden specielt godt. De havde set hinanden til familiesammenkomsterne og snakket en smule sammen, mest her de sidste uger op til hans mors sygdom blev forværret. Darcel havde været der meget i den periode og Tim vidste at det havde været hans mors ønske at han kom derhen da hun havde et ret nært forhold til sin bror. 
Det var også derfor at Timorthy nu var blevet sat af foran det enorme palæ denne kolde vinteraften. Sneen dalede og lande i hans græsgrønne går. Han trak jakken lidt op omkring sig og hankede op i sin kuffert som han bevægede sig op til hoveddøren. 
Darcel havde været taget hjem for at gøre klar til Tims ankomst som Tim havde været hjemme og hente sine sidste ting i lejligheden i Frankrig. Det var underligt at skulle ligge et helt liv bag sig. Han havde gået på Beauxbatons, men eftersom han nu skulle bo i England skulle han flyttes til Hogwarts hvor han skulle begynde om et par uger. Det var ikke ligefrem noget han så frem til, han havde haft en god vennekreds og endda en pige som rent faktisk havde et godt øje til ham og nu skulle han til at bygge alt op igen samtidig med at klare sig igennem den fact at han lige havde mistet den allervigtigste person i hans liv. 
Han blinkede et par tårer væk, alle ville sige at han virkede som sådan en glad dreng, men ærlig talt var han bare enormt god til at fake at være glad fordi det var lettere end at forklare hvorfor man ikke var. Det var præcis hvad han også havde tænkt sig at gøre når han skulle starte på den nye skole, han tog en dyb indånding og bankede på døren. Han ville ikke græde foran andre og sket ikke foran fremmede mennekser, så han skulle bare lige holde samling på sig selv lidt endnu.
 

[Darcel Montaque Lavoie]

Darcel havde brugt en masse tid på, at gøre klar til Timorthys ankomst. Han havde samtidig også to babyer, han skulle tage sig af – selvom det for lige nu ikke var hele tiden, men det ville han ændre. Han ville sørge for at søge fuld forældre myndighed, for der var ikke en chance for, han ville lade de to små bo hos deres mor. Det ville ødelægge dem. Ikke nok med han gik rundt i en skilsmisse – for ja, ulykker kom sjældent alene – havde han også mistet. Værst af alt var det nok for hans nevø, der havde mistet en mor. Han ville gerne tage ham til sig og derfor var det også vigtigt for ham, han følte sig hjemme fra første øjeblik han trådte ind ad døren. Han havde fået gjort et værelse klar til ham med alle nødvendige ting, skønt han skulle bruge det meste af sin tid på at være på Hogwarts og gå i skole. Timorthy kunne selv sørge for at gøre værelset personligt, hvis det var det han ville. Teenagere skiftede oftest interesse hver anden dag, så det eneste han havde sørget for var der, var en af de bedste koste penge kunne købe, han kunne bruge til Quidditch på Hogwarts. Han skulle have en teenager i huset og det var på en eller anden måde surrealistisk. Han var dog vokset med opgaven som far, så mon ikke han kunne vokse med opgaven her? Som han hørte det bankede på døren, bevægede han sig mod hoveddøren. Hans hjem føltes som et gigantisk palæ, men intet havde været godt nok for hans ekskone og det var hende, der havde ønsket de skulle bo i et gigantisk hus. ”Hey Timo… Hvordan var turen?” spurgte han, inden lagde begge sine arme omkring ham i et varmt velkomst kram.

[Timorthy Lavoie]

Imens Timmy ventede på at dørerne skulle blive åbnet betragtede han lidt selve bygningen. Den var virkelig enorm og han ville sikkert have fundet den langt mere imponerende hvis ikke han havde været så træt og slået ud af alt det der var sket. Han havde slet ikke rigtigt givet sig selv lov til at sørge sådan for alvor for han forsøgte hele tiden at være stærk.
Det gav et lille sæt i ham da døren blev åbnet skønt det jo var hvad man måtte forvente ville ske når han selv havde banket på kort forinden. Han mødte sin onkel med et smil som han ihærdigt forsøgte at få til at se oprigtigt ud skønt det nok ikke helt lykkedes for ham. Det var ikke fordi der var noget galt med Darcel overhovedet, han var virkelig glad for at han havde taget ham ind, men det var bare som om at idet sekund dørerne gik op begyndte virkeligheden at ramme ham.
Hans mor var væk og dette her var hans nye hjem. Han måtte synke engang og forsøgte sig så med smilet på ny. "Jo den var..fin nok," svarede han lidt fraværende og lod sig trække ind i knuset. Det føltes varmt og velkomment og han slog armene omkring sin onkel og kunne mærke tårerne presse sig på igen skønt han kæmpede bravt for at holde dem tilbage.
Der var så mange ligheder imellem Darcel og Timmys mor, måske var det også derfor at det føltes så trygt selvom Tim jo ikke havde besøgt Darcel alene før. På en måde havde han sket ikke lyst til at give slip igen for virkeligheden truede med at skylle sine kolde sandheder ind over ham i det sekund han slap Darcel. Timmy der ellers altid var ved godt humør og den fødte optimist kunne sket ikke huske at han nogensinde før havde følt sig så fortabt som han gjorde nu.

[Darcel Montaque Lavoie]

Darcel ville nu gerne fortælle Timmy, han ikke behøvede at banke på. Det her var hans hjem, men han var nu ret sikker på, han havde gjort det samme, hvis han havde stået i Timmys situation. Han havde naturligvis også tænkt sig at give ham nøgler, så han kunne lukke sig selv ind. Det var dog ikke så relevant, mens han var på Hogwarts, men han ønskede han skulle føle sig hjemme. Det var også helt okay, hvis det tog tid. Han betragtede Timmys smil, som han åbnede døren. Han behøvede ikke smile, hvis ikke han havde lyst. Han bemærkede Timmy synkede, inden endnu et smil viste sig på hans læber. Han hørte han var fraværende som han svarede ham på turen. ”Det er okay at være ked af det,” kommenterede han, og holdt godt fast i ham. Han lod Timmy give slip, men lagde nu alligevel en hånd fortrøstningsfyldt på hans skulder. Han vidste ikke helt præcist hvordan Timmy havde det, men han vidste han selv ville føle sig ualmindelig fortabt og ensom. Den følelse havde han sat, da han efter et kort ægteskab med Jordan, havde måttet indse at han bare ikke kunne være gift med hende. Det var ikke helt præcist det samme, men det liv, de havde opbygget, var blevet revet fra hinanden. ”Der er mange værelser at vælge mellem, så du kan vælge hvilket et af dem, du gerne vil have,” påpegede han, da han kunne forestille sig han gerne ville af med sine ting. ”Du behøver selvfølgelig ikke at vælge lige nu, men bare når du lige har lyst. Er du sulten?” påpegede han og lod de blå øjne hvile på ham, inden han sendte ham et varmt smil.

[Timorthy Lavoie]

Han prøvede. Han prøvede virkelig! Men det var som om at da Darcel tog ham ind i sine arme og sagde at det var okay at være ked af det kunne han ikke rigtig holde noget inde længere. Som havde onklen trykket på en knap der på magisk vis åbenede op for al den elendighed som Timmy følte lige nu. Tårerne trillede ned over hans kinder og han snøftede et par gange. Da knuset blev brudt tørrede han dem hurtigt væk og forsøgte at genfinde selvkontrollen.
Timmy snøftede igen og tørrede et par nye tårer væk med håndryggen inden han atter fandt det lidt forpinte smil frem. "Cool...jeg kan bare tage det du bruger mindst." Sagde han beskedent. Han ville ikke være til besvær mere end han allerede var. "Tak fordi jeg må bo her." Tilføjede han så og forsøgte sig igen med smilet som ikke var specielt oprigtigt. Det var ikke for at være uhøflig, men han kunne bare ikke rigtigt finde glæden frem til et oprigtigt smil på nuværende tidspunkt.
De blå øjne havde samme beroligende effekt som hans mors blik havde haft. Timmy selv havde arvet sin fars brune øjne, eller det var i hvert fald havd han var blevet fortalt. Han var ikke specielt sulten faktisk, men han kunne godt mærke at det nok ville være en god ide at få lidt i maven så han nikkede blot. "Lidt måske." Svarede han så.
Skønt det ikke lige var denne drejning Timmy havde ønsket for sit liv, så var han virkelig taknemmelig for at Darcel ville tage ham ind og dette her var da bestemte kke det værste sted at bruge sin ungdom, stedet var jo enormt og Timmy havde altid godt kunne lide Darcel.

[Darcel Montaque Lavoie]

Darcel lod Timmy græde. Det var forståeligt, han var ked af det. Sur. Følte sig uretfærdigt behandlet. Alle de følelser, man nu kunne have i forbindelse med at miste. Følelserne var velkommen. En holdning han ikke havde haft altid, men var kommet i hans voksne år og især i forbindelse med han var blevet var. Han var ikke selv så vanvittig god til at give udtryk for sine følelser på en sund måde, men han arbejdede med det. Han vidste, han ikke længere kunne ty til en vinflaske når livet blev ubærligt, men i stedet måtte konfrontere de følelser han havde nu. Hans søsters død var kommet på et ubelejligt tidspunkt. Lige nu, ramlede alt i hans liv sammen og hans eneste faste holdepunkt var hans fantastiske tvillinger og nu også Timmy. Darcel havde dog ikke taget sig tid til at dvæle ordentligt i sorgen, da hans skilsmisse tog meget af hans tid. Han betragtede ham tørrer nogle tårer væk og lagde en hånd på hans skulder – ikke for hårdt, men nok til man kunne mærke taget. ”Du må vælge lige det, du vil,” påpegede han. Han behøvede ikke være beskeden. Selvfølgelig var vinkælderen og hans eget soveværelse, samt tvillingernes, ikke en mulighed, men der var så mange værelser at han kunne starte en lille skole og stadig have klasseværelser og værelser nok (vel og mærke de delte). Han sendte Timmy et smil ved hans ord. ”Intet at takke for. Du er familie, så du har altid en plads her,” svarede han med en rolig, varm stemme. Han var oprigtig, men der var også et håb om, han i det mindste kunne få bare et oprigtigt smil når Timmy prøvede på at smile – og han var ikke sikker på om det var i et forsøg på at være høflig eller modig. ”Jeg laver noget til dig… og så kan du se dig omkring, hvis du vil,” påpegede han og sendte ham et varmt smil. Han skulle have en teenager i huset og selvom Timmy skulle gå på Hogwarts det meste af tiden – ville det så ikke være en god idé med et par husregler? Han var sgu lidt på bar bund i alt det her.

[Timorthy Lavoie]

Han havde virkelig regnet med at stå fast. At være stærk. Men det smuldrede bare væk i omfavnelsen. Hvorfor var det så uretfærdigt? Han havde haft et godt liv i Frankrig sammen med sin mor og nu var alt bare faldet fra hinanden.
Timmy tørrede de nu røde våde kinder en ekstra gang og snøftede igen. Han havde det mildest talt elendigt, men han forsøgte at være positiv, han vidste at det var hvad hans mor ville have ønsket. Han nikkede så, "Okay..tak." Gentog han til den del med værelset. Lige nu var han faktisk en smule ligeglad med hvilket værelse han tog, han var for udmattet til at orke at tage stilling til det. På et tidspunkt skulle han nok komme til at føle sig rigtigt hjemme her, det var han slet ikke i tvivl om, men for nu føltes det bare lidt koldt og fremmet.
I det mindste var Darcel god til at få Timmy til at føle sig tryk og velkommen.
Han nikkede. "Det er jeg glad for. Og altså jeg skal nok hjælpe til herhjemme." Skyndte han sig at tilføje. Timmy var opdraget godt og havde lært at være god og ydmyg. Han ville hellere end gerne hjælpe med dagens gøremål eller passe tvillingerne eller hvad Darcel nu lige havde brug for, trods alt var Timmy ikke den eneste der havde mistet.
Han nikkede blot til Darcels ord og tog fat i sin kuffert. "Okay, så kommer jeg tilbage om lidt," svarede han som skulle han til at begive sig ud på en længere færd. Langsomt bevægede han sig ovenpå for at kigge sig omkring og finde det værelse der passede ham bedst.

// out