Prescott Manor, et uventet besøg.

[Deleted]

Prescott Manor, Berkshire, England.
Klokken er ni om aftenen og ud over en smule vind, er vejret klart, men køligt.
André Noel Koshkin

Næsten alle beboerne af riddergodset, Prescott Manor, var gået til køjs. Hvis andre var vågne, så var det ikke noget Leah havde lagt mærke til, for hele hjemmet, både ude og inde, lå helt stille og øde. Leah havde begivet sig udenfor, ud i gårdspladsen, hvor hun sippede på en varm kop mælk og prøvede på at samle sine tanker. Hun gik rundt i sit nattøj, men havde sørget for at tage en varm jakke på, samt et halstørklæde og en hat, så hun ikke kom til at fryse for meget.

Udenfor var der ikke et øje at se, kun silhuetterne af den smukke natur, som man normalt kunne se at godset var omgivet af. Hun ville hellere være udenfor lige nu, for hun havde fået nok af at blive overrasket af boggarter rundt om diverse hjørner indenfor. De var ikke nemme at komme af med, og hun følte kun at der blev flere og flere.

[André Noel Koshkin]

Outfit

André havde taget en utrolig dum beslutning natten før. Han var flygtet fra Azkaban og han var allerede begyndt at fortryde det. Han var slet ikke færdig med sin straf, men han kunne ikke bare sidde derinde, imens hans datter blev opfostret af en anden mand. Det havde da været rigtig pænt af Abraham, som han hed at give ham det billede af datteren, som hed Claire, men det pinte ham stadigvæk, at han ikke selv skulle kendes som far. Han kendte ikke hele historien, men Cass ville nok ikke lade ham komme i nærheden af Claire. Hun havde været rimelig vred på ham, da han havde valgt at melde sig selv. Han kunne bare ikke lade sin onkel sidde i Azkaban, for noget, som André havde gjort.

Andi havde ikke vidst, hvor han skulle tage hen, for han turde faktisk ikke tage hjem til Cass. Han vidste heller ikke, hvor hun boede nu. Det første, der var faldet ham ind, var Leah. Hun var den eneste veninde, som han stadig holdt kontakten med fra fængslet. Han stod nu ude foran hendes hus. Eller han stod et stykke fra. Han ville nødigt blive set af nogen fra hendes store familie. Han lagde mærke til en skikkelse i gårdspladsen og han blev lettet. Det var Leah. Han vidste dog ikke, hvordan hun ville reagere på, at han var stukket af, men han havde ikke andre. Darius og Iwan ville tage fat i hans ører og hive ham tilbage og Cass ville nok slå ham ihjel. For at skjule sig lidt bedre, havde han taget noget tøj fra kontoret i Azkaban. Der lp altid skiftetøj.
Han nærmede sig langsomt.
"Leah." Hviskede han og tittede hovedet frem.

[Deleted]

Leah var fuldstændigt fanget i sine egne tanker og hun havde ikke bidt mærke i at der var en anden person på vej over imod hende. André havde altså været god til at holde sig skjult, for normalt var Leah skarpere end dette.
Det var først da hun hørte sit navn blive hvisket, at hun kom tilbage til den virkelige verden og måtte dreje blikket en omgang, for at finde ud af, hvem der havde sagt noget til hende. Hun kunne ikke umiddelbart genkende stemmen, indtil hun fik øje på en skikkelse.

En fremmed skikkelse ville normalt gøre hende mere end nervøs, men fordi skikkelsen havde sagt hendes navn, så kunne hun fornemme at hun kendte personen.
Da hun trådte ham et skridt nærmere, kunne hun pludselig genkende ham, og hun opdagede at det var André.

Det forvirrede hende at det var ham hun så og hun troede næsten ikke sine egne øjne til først. Var han ikke stadigvæk i Azkaban? Hun kiggede nærstuderende op og ned ad ham, indtil hun havde overbevist sig selv om at han virkelig var her. Hun sendte ham et bredt smil, fordi det ikke faldt hende ind at han måtte være stukket af fra Azkaban, så alt hun kunne tænke på nu, var hvor dejligt det var at se ham igen.

”André? Er det virkelig dig?” hun stillede koppen med mælk på jorden, og gik så helt hen til ham og lagde en arm om ham og gav ham et venskabeligt og varmt kram.
”Hvad laver du her? Jeg troede stadigvæk du var i Azkaban?”

[André Noel Koshkin]

Andi var helt med på, at det at stikke af fra Azkaban var det dummeste han nogensinde havde gjort. Det slog det at slå sin farfar ihjel, for det havde han gjort i selvforsvar. Havde han ikke gjort det, ville han selv have været død og det ville Darius og Iwan måske også have været. Han tænkte overhovedet ikke rationelt, da han var stukket af og at besøge Leah var nok heller ikke det smarteste. han satte jo også hende i en uheldig situation. Dog ville han ikke være der længe. Det var bare det første sted han havde tænkt på, da han ikke turde besøge Cass. Han slog tanken om hende ud af hovedet, da det knuste hans hjerte på ny. Hun måtte virkelig hade ham, siden hun var taget tilbage til sine forældre og havde valgt at forlove sig med en eller anden hulemand.

Der gik lidt tid, før Leah fik øje på ham og han kunne godt se, at hun ikke helt troede sine egne øjne. Han burde heller ikke være der, men det var svært at trække det tilbage nu. Han vidste godt, at det teknisk set godt kunne lade sig gøre i den magiske verden, men nu havde han ikke lige remedierne.
"Det er mig." Hviskede han og kom lidt tættere på hende. Han sørgede for at holde sig skjult bag træer og buske, men det gik op for ham, at hun troede, at han faktisk var blevet sluppet fri.
"Øhh.." Han kløede sig i nakken. "Teknisk set, er jeg der ikke...men det burde jeg være." Han sank en klump og kiggede undskyldende på hende. "Leah.. jeg ved godt, at det er virkelig dumt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre." Sagde han lidt panisk og bad til, at han ikke ville vække hele huset.

[Deleted]

Hun kiggede kort helt uforstående på ham. Han burde være der? Burde være i Azkaban?
Det fik hende til at trække armene op under brystet på sig selv, mens hun stod og kiggede overvejende på ham.
”André, sig ikke du er stukket af fra Azkaban?” hun kunne dog udmærket forstå at nogen ville stikke af, hvis de så muligheden, for hvem ville dog frivilligt blive et sted, hvor glæden blev suget ud af en?

Leah følte sig dum. Selvfølgelig ville de ikke lukke en morder ud – han havde jo kun været der i under to år, og det var bestemt ikke nok tid for en morder. Hun var ret sikker på at det ikke var meningen at André nogensinde skulle lukkes ud igen. Alligevel stod han her, og det var både et mirakel og en forbandelse på samme tid. Nu ville de komme og lede efter ham og han var dømt til at leve et liv på flugt.

”Jeg tror i hvert fald ikke det er en af dine bedste idéer,” mumlede hun, som et svar. Det var en smule dumt, men hun kunne heller ikke få sig selv til at bebrejde ham.
Hun lagde så en trøstende hånd på hans skulder, ”Skal vi gå indenfor? Jeg ved ikke hvor sikkert det er at stå her ude, hvis du er eftersøgt,” ikke at hun regnede med at de ville flyve over dette gods, som det første. Hendes blik var bekymret, selvom hun prøvede på at skjule det.

[André Noel Koshkin]

Andi trak på skuldrene, men han lignede en, der faktisk fortrød. Det gjorde han også. Det var dumt at flygte og han burde gå direkte tilbage. Han havde venner i Azkaban og de ville sikkert lukke ham ind igen, uden at melde ham for noget. Dog kunne han ikke få sig selv til det nu. Han skammede sig, men han havde svært ved at trække det tilbage, da han bare gerne ville se sin datter. Han havde brug for at se hende, selvom Cass aldrig ville lade ham se hende. Det gjorde så ondt at tænke på det.
"Øhmn... Hvis vi skal være tekniske, kan vi godt kalde det at være stukket af." Han kiggede lidt uskyldigt på hende og kiggede derefter rundt, fordi han synes, at han hørte en lyd.
"Okay. Lad os gå ind. Er du alene her?" Spurgte han og kiggede lidt skeptisk på huset. Han ville helst ikke gøre noget værre for hende, men han vidste ikke, hvor han ellers skulle tage hen. "Leah." Sagde han og tog roligt fat i hans arm. "Jeg er virkelig ked af, at jeg er kommet her. Jeg havde ikke andre steder at tage hen og jeg havde brug for at se dig." Sagde han undskyldende. Hav vidste godt, at det var dumt, men hun var hans veninde og han stolede på hende.

[Deleted]

Leah kunne slet ikke skjule bekymringen i sit ansigt, som det gik mere og mere op for hende, hvor langt ude han var i problemer. Det var ikke godt at han var stukket af, og det ville være slemt, hvis han blev fanget – især hvis en dementor fik fat i ham. Hun frygtede at hun ville få en permanent bekymringsrynke imellem øjnene, før natten var omme, hvis ikke de kom frem til en eller anden løsning.

”Jeg er så godt som alene – det er et stort hjem og min familie sover i en anden ende end jeg gør… Vi skal nok finde et sted vi kan være i sikkerhed,” det var selvfølgelig ikke helt sikkert, før de var nået frem til hendes værelse, men hun regnede ikke med at støde på nogen på dette tidspunkt. Når de sov, så sov de.

Hun skulle til at gå indenfor, da han stoppede hende ved at sige hendes navn, og hun vendte blikket mod ham igen, og hun kunne ikke lade være med at have ondt af ham og få en følelse af at der ikke kunne være nogen god ende på dette – selvom hun selvfølgelig håbede det bedste for ham. Hun lagde en kærlig hånd på hans skulder, ”Du skal ikke være ked af det… Jeg er glad for at du stoler nok på mig, til at komme her. Det er næsten smigrende,” fortalte hun ham i et forsøg på at opmuntre ham.

”Kom, lad os gå ind.” Hun begyndte at gå imod indgangen, mens hun holdte øje med deres omgivelser, for hun ville ikke opdages af nogen eller noget i dette øjeblik.

[André Noel Koshkin]

Andi var udmærket klar over, at det her var utrolig dumt af ham. han havde ikke tænkt sig om og nu stod han i en situation, som han nok ikke kunne reddes fra. Dog var han nødt til at se virkeligheden i øjnene og tage tilbage til Azkaban dagen efter, hvis ikke allerede i nat. Det var bare slet ikke, hvad han havde lyst til. Han ville se Claire og Cassiopaya, også selvom Cassiopyaya nok aldrig ville lade ham røre sin datter, så ville han bare gerne se hende. Et billede var altså ikke nok.

Han begyndte at følge efter Leah og listede sig afsted, da han selvfølgelig ikke ville opdages. Han smilede til hende, da hun prøvede at lette stemningen. Det var dejligt at have en veninde som hende og han ville aldrig glemme det.
"Tak." Sagde han og gav hendes ar et klem, inden han gik videre ind i huset. Det var et utroligt flot hus og han var meget imponeret. Selv kom han fra en velhavende familie, men det havde aldrig rigtigt interesseret ham. Dog kunne han godt påskønne ting og det gjorde han også her. "Hvor er dit værelse?" Hviskede han, da de havde gået i lidt tid.

[Deleted]

Hun påskønnede hans taknemmelighed, selvom hun ikke kunne forestille sig at hun kunne være bekendt at gøre andet end at prøve på at hjælpe ham lige nu. Andi var måske ikke et uskyldigt menneske, men hun vidste hvem han var indeni og hun vidste at hans fortid bestemt ikke definerede hvem han var.

”Kom… Det er op ad trappen her.” Hun listede sig op ad trappen, som desværre knirkede en smule og gav hende en hjertebanken af nervøsitet, selvom hun var ret sikker på at ingen ville kunne høre dem. Hendes familie boede i den ene ende og hun i den anden ende ad huset. Hvor de andre ville dreje til venstre, når de kom op ad trappen, der drejede Leah til højre. Hun fortsatte med Andi, ned ad en lang gang, indtil hun fandt døren til sit værelse, som hun åbnede helt op, så hun kunne lukke sin hjælpeløse ven ind.
”Vi skulle gerne være i sikkerhed her,” sagde hun, nu uden at dæmpe sin stemme. Hun følte sig sikker her, for der var aldrig nogen der befandt sig i denne ende ud over Leah.

[André Noel Koshkin]

Andi vidste godt, at det han havde gjort var fuldstændig sindssygt. Han skulle ikke have gjort det, men det var lidt svært at tage det tilbage på nuværende tidspunkt. Han listede afsted sammen med Leah. Efter det her, ville han i hvert fald gøre hvad som helst for hende. Hun skulle blot bede ham om det og han ville gøre det. Det her viste, hvilken slags veninde hun var, selvom hun faktisk burde sende ham afsted, gerne med en endefuld på vejen.

Han kiggede imponeret rundt og glemte næsten at liste, men da hørte han Leah tale med almindelig stemme. Han smilede, da de kom ind på hendes værelse.

"Wow et hus." Sagde han, stadig hviskende. Han var ikke vant til at være der, så han var ikke helt så tryg som hende. Han lagde sit hoved i sine hænder. "Jeg har lavet rigtig lort i den, har jeg ikke?" Han lænede sig op ad væggen og kiggede rundt på hendes værelse. Han havde aldrig været her før, så det var da lidt sjovt at se hendes værelse. Han ville dog ønske, at det var under andre omstændigheder. "Hvordan har du det, Leah?" Spurgte han og kiggede hen på hende med et smil og en smule panik i øjnene.

// Undskyld for det sene svar <3