Here We Go - Reaktionstråd - PLOTTET

[Deleted]

Tilegnet: @alecander - Isaac Warren Blackwood - Zain Rigel - Judas O'Conall

Gammel forladt lagerbygning.

Februar 2056.

---

Alexanders plan var godt i gang. Der var panik i hele Storbritannien, Norge og store dele af resten af Europa. Den magiske præsident i U.S.A. havde endda været ude og udtale sig. Han ændrede på sit udseende, da han ikke ville genkendes, før han trådte ind i den forladte lagerbygning, hvor han havde holdt dem fanget de sidste mange måneder, lænket fast til væggen og selvfølgelig havde de kun fået mad og vand, lige præcist nok til, at holde dem i live og intet mere. Han gik med rolige og stabile skridt mod den første han havde fanget. "Alecander Moore. Ministeren for Magi," hans stemme var kold og forringet af en eliksir han havde taget forinden, så hans stemme ikke ville blive genkendt, han arbejdede trods alt selv i ministeriet. "Du ved vel godt, at det her er udelukkende din skyld, ikke sandt? Du suttede pik på de forkerte mennesker," sagde han med et slesk smil over sine læber, før han gik roligt mod Isaac og stoppede op foran ham. "Isaac Elijah Melek Mendel. Ministeren for Magi i Norge. Er I stadig plaget af dødsgardister? Eller du er måske begyndt, at vænne dig så meget til smagen af røv, at de er velkomne nu?" spurgte han med et grin over sine læber. Han vidste godt at han var en magtfuld magiker, men han vidste også godt, at hvis de først slap løs og rottede sig sammen mod ham, så ville han være på røven. Han gik videre mod Zain, "Zain Rigel. Varulv. Leder af flokken, hvis jeg ikke tager helt fejl? Men spørgsmålet bare, Mr. In-Zain... Når du vender hjem til din pikslikker-flok, hvem vil så være bange for den store, stykke ulv?" han skød underlæben en smule frem og blinkede et par gange med øjnene, som et barn der tiggede og bad om en is før aftensmaden, før han grinte igen og gik videre mod Judas. "Arh. Sidst, men ikke mindst.. Eller det kommer selvfølgelig an på, hvor vi ser henne, hvis man forstår sådan en lille én. Judas O'Conall. Mafiaboss. Jeg havde respekt for dig engang. Jo, jo, den er god nok, det havde jeg. Men de der kvinde-nosser du har fundet dig? Damn de klær dig ikke," sagde han og rystede lidt på hovedet.
Han lagde fire forskellige ting på et bord, som stod midt i rummet, før han trak en magisk pistol, hvori patronerne var ligeledes var magiske. Han pegede den mod dem, "Eeny.. Meeny.. Miny.. Moe!" Det første skud blev sendt afsted og patronen opløste sig selv. Første offer var smittet. Han flyttede sit sigtemål. Bang. "To ud af to. Damn det kører for mig i dag," grinte han og flyttede atter sit sigtemål. Tre ud af fire. Bang. Fire ud af fire. "Nu skal I høre her. En kur, kan I godt glemme alt om. Jeg har den og ingen andre får den, før jeg føler for at dele den. I smitter. INGEN er immune, udover mig selvfølgelig, for jeg har taget modgiften. Det bedste af det hele, I behøver ikke engang røre nogen for, at I smitter dem, den smitter luftbåren. I vil blive svage, jeres magi vil svigte jer og det er kun starten. Jeres piksuttende minister Alecander damning Moore, mente VI magikerer skulle hjælpe Mugglerne i deres krig. Well værsgo, nu kan I alle sammen få lov til, at leve som muggler. Ingen magi. Svage, måske nogle vil dø, man ved aldrig, det gjorde nogle af de pixignomer jeg testede eliksiren på," han trak let på den ene skulder. Han samlede de fire ting op fra bordet og kastede en til hver af dem. De var alle fire transitnøgler, som ville transportere de fire smittet væk.

[Deleted]

Alecander mente ikke selv han var en mand der var bange af sig, men han måtte da indrømme at denne her situation gjorde ham utrolig utryg og han sagde ikke ret meget. Alecander var en mand der levede meget inde i sit eget hoved, en mand der ikke havde meget at sige med mindre det var i offentlige sammenhænge. Mange troede Alecander måske var en smule autist, nok mest fordi at han var utrolig intelligent og talte godt omkring hans politik, han havde magt og han nød at have kontrol over tingene. Men udover det så var han ikke en mand der havde super meget sving i tingene, og han var ikke god til at begå sig socialt. Han havde ikke ønsket at tale til denne fremmed mand under hele opholdet, og han besvarede heller ikke hans provokerende forsøg. Desuden var Alecander slet ikke så grim i munden som manden åbenbart selv var. Alecander sagde ingenting som Alexander begyndte at snakke om denne epidemi. Hen var træt, han var sulten, han havde ikke sovet i flere dage og hans krop var øm. Han kunne allerede nu mærke hvordan følelserne omkring det hele begyndte at rumsterer i hans indre. Hvordan skulle den magiske verden nogensinde klare sig igennem sådan et angreb: "Vi får ramt på dig.. Vent og se" sagde Alecander i mere en mumlen end i samtale, og tog i mod den transitnøgle han fik kastet sig. Han ville bare væk - nu.

♛

[Deleted]

Kæmpe nar, både ham selv og manden der havde fanget dem. At Judas ikke havde set den komme og det faktum at han var endt i dette her helved. Judas skulle nok få ramt på ham, om han så skulle bruge resten af sit liv og alle sine mænd til at se på sagen, det her skulle ikke ramme ham så let og han havde dæmme tænkt sig at få det sidste ord i denne her samtale. Han var ligeglad med de andre, de kunne bare dø og brænde i helved for hans skyld, som altid var Judas ét stort ego der kun tænkte på sig selv, og lige nu ville han bare hjem. Judas var da heller ikke en af dem der havde holdt mest kæft under dette såkaldte ophold. "Du aner slet ikke hvad der venter dig, du er en død mand" sagde Judas i en hidsig kommentar som manden gik og legede et arrogant røvhul. Judas nåede dog ikke at sige mere før en støvsky stod ud i hovedet på ham. Han hostede et par gange, og tog så i mod transitnøglen, ja væk det skulle han fandeme, han var træt af dette her, og han skulle hjem og samle sin mafia så han kunne få ramt på manden: "Du er en død mand" gentog Judas inden han aktiverede transitnøglen for at komme væk.

♛

[Zain Rigel]

Zain havde ikke rigtigt haft overskud til at tage stilling til de andre tre personer i rummet. Ikke indenfor de sidste par dage i hvert fald. Det første stykke tid havde været let. Der havde han været rap i kæften og kommet med sine endeløse trusler.
Det var nu ikke fordi han havde opgivet det foretagende, de andre i rummet interessede ham bare ikke nok til at han ville give dem sin opmærksomhed lige nu, han havde jo forsøgt sig med at rive sig fri af lænkerne uden held.
Desværre havde han også kunne mærke at hans kræfter var blevet svagere. Det var blevet underligt svært for ham at fremtvinge de spidse tænder og det gule øjne hvilket ellers altid havde været lige så let for ham som at trække vejret. Selv hans forvandling havde været udeblevet og det skete aldrig, like nogensinde! Han havde aldrig hørt om at det kunne udeblive, han var rasende over det for det at være varulv betød alt for ham så hvordan Alexander havde formået at frarøve ham det anede han ikke, men så langt var han da enig med de andre. Dette her ville manden ikke slippe godt fra!
En lavmelt næsten dyrisk knurren undslap hans strube som han hørte manden snakke. Han havde lyst til at komme med en trussel tilsvarende den Judas var kommet med, men ville heller ikke lyde som en lille dreng der ikke havde isne egen ord. Han anede ikke havd der var ved at ske med ham eller hvad der foregik, men han han ville ikke helme før han havde flået hovedet af den mand.
I ren refleks greb han ud efter tansitnøglen og inden han vidste af det forsvandt rummet omkring ham som han blev slynget videre til et nyt sted.

[Deleted]

Isaac ville gerne være den første til at indrømme, at de sidste måneder havde været et rent ud sagt helvede. Hans medfangere var forfærdelige, og han indrømmede gerne at han ved flere lejligheder havde haft lyst til at slå dem ihjel. Som deres tilfangetager trådte ind i lokalet, lod Isaac iskoldt de blå øjne hvile på ham, som de fulgte hans skridt, som hans først snakkede til den britiske minister. Han havde længe undret sig over, hvorfor Alecander havde været dum nok til at sende aurorer ud for at ordne mugglernes rod. I hans hoved var det grotesk og han kunne se hvorfor man ville skaffe ham af vejen. Som det blev hans tur til at få rosende ord med på vejen, så han op mod manden og sendte ham et køligt smil som han stod foran ham. ”Det smager sikkert bedre end din,” svarede han køligt. Isaac var træt og afkræftet efter måneder, hvor han kun havde fået vand og mad nok til at overleve. Det eneste han følte han havde tilbage var muligheden for at svare igen, og han tog den. Han lod ham gå videre og kunne ikke lade være med at lade et hånligt fnøs passere hans læber over de ord, Judas fik med på vejen.

Som han blev ramt af en patron, der blev opløst direkte på ham, skar han en grimasse. Hvad fanden. Han så på op som han fik forklaret hvad der egentlig var sket, inden han greb sin transitnøgle.