Curtains closed

[Deleted]

Sometimes the only pay-off for having any faith
Is when it's tested again and again everyday
I'm still comparing your past to my future
It might be your wound but they're my sutures

Francesca betragtede nysgerrigt manden der sad overfor hende. Så velklædt…Så galant og så utrolig charmerende. Mon der fandtes flere af den type mænd rundt omkring derude i den store vide verden? I så fald, var hun ikke sikker på at hun havde mødt nogle af dem i hvert fald. Hun trak lidt på skuldrene af hans spørgsmål og selv, gav hun sig så ellers til at skære sit kød ud. – Generelt så maden formidabel ud. ”Åh…Hvad end De nu vil dele…Har De søskende? Kæreste?” Francesca forsøgte ikke at lyde for ivrig. Hun ønskede trods alt ikke at virke intimiderende eller at jage ham væk og som de sad der overfor hinanden, gav hun sig så ellers til at spise af den veltilberedte mad, så en lille brummen gled over hendes læber i fryd. Som hun tog sig selv i det, holdt hun sig dog lidt for munden og hun klukkede så ellers, som hun tyggede af munden. ”Ej…Det må du undskylde…Det er bare meget længe siden jeg har fået så god mad og…” Hun stoppede op. Rødmende, som hun atter bemærkede, at hun var kommet til at glemme den formelle tiltale. Ganske let løftede hun sit glas. ”Måske…Måske De kunne have lyst til at drikke Du’s med mig?” Forsøgte hun.

MADE BY VEL OF GS + ADOXOGRAPHY 2.0

[Deleted]

Som han tyggede folede han kort hænderne foran sig og betragtede hende. Hun var en smuk elegant kvinde. Havde det ikke været for hans store kærlighed for teateret og hans tro på at man ikke kunne få begge ting til at fungerer på én gang, så havde han måske lagt mere i det end han gjorde nu. Han vidste at der var en usynlig linje som han ikke kunne krydse. Ikke igen i hvert fald.
Han tyggede af munden og tog en lille tår af sin vin, "Altså jeg har en ældre bror og en yngre søster. Jackson og Stella." Forklarede han.
Han havde haft et ret rodet familieliv, men altså forholdet til søskende var nu ret godt. Om han havde en kæreste fik ham kun til at smile svagt imod hende, "og nej, jeg har ikke nogen såkaldt "bedre halvdel" jeg bruger for meget tid på skolen til den slags." Hans tone var varm da det var noget han var kommet til tåls med for mange år siden. Han havde ikke haft mange kvinder i sit liv og dem han havde haft havde ikke holdt længe fordi hans sande passion lå i skolen så efterhånden som tiden var gået havde an nok bare endt med at accepterer at hans skole var en livstil som ikke mange forstod og den altid ville komme i første række for ham.
Igen formede et smil sig på hans læber og han lavede en lille gestus med hånden, "det gør ingenting, manden er ganske udsøgt her så det er kun forståeligt." Beroligede han, det var faktisk først som hun selv påpegede det at det gik op for ham at hun havde sagt du til ham i stedet for De. Han var vandt til at snakke i de formelle toner, men han forstod også godt at det ikke nødvendigvis var lige naturligt for alle. Han smilede til hende på ny, "jo, lad os gøre det," han hævede sit glas imod hendes. Der var faktisk ikke mange han var dus med ud over hans familie, så måske det ville ende med at være ham som kom til at tiltale hende forkert for fremtiden.

[Deleted]

Sometimes the only pay-off for having any faith
Is when it's tested again and again everyday
I'm still comparing your past to my future
It might be your wound but they're my sutures

Francesca nikkede ganske lidt til det som Delcan fortalte. Ud af hans og hans søskendes navne, kunne hun klart bedste lide hans. – Delcan. Det flød så fint på tungen. Hun smilede lidt for sig selv ved tanken og dvælede selv lidt ved, om hendes liv mon havde set anderledes ud i dag, hvis hun havde haft nogle at dele sin opvækst med. Nogle der havde været med på sidelinjen og været hende en trøst i de hårdeste tider. Hun smilte lidt ved hans varme tonefald, som han fortalte at han havde for travlt til at have fundet sig en ’bedre halvdel’ og stille og roligt, hævede den mørkhårede kvinde så ellers sit glas, som han indvilgede i hendes forslag. – Godt så…Helt formelle og stramme i betrækket, burde de så måske heller ikke være overfor hinanden. Noget der på den ene side virkede dejligt beroligende, som Francesca følte at det gav dem lidt mere rum, men samtidig også bekymrede hende. – For hvad betød det egentlig, at hun gerne ville være dus med ham, når det ikke sædvanligvis var noget hun gik op i? ”Jamen, så skål, Delcan.” Konstaterede hun og hun nippede så ellers til sin vin, efter at have ladet sit glas klirre lidt imod hans. De brune øjne hvilede på ham og i dem, glimtede noget, som måske ganske flygtigt kunne give sig til kende som beundring.

MADE BY VEL OF GS + ADOXOGRAPHY 2.0

[Deleted]

Delcan havde ikke noget imod at være dus med hende så længe det ikke påvirkede deres arbejdssituation, men hvorfor i alverden skulle det da også gøre det? Det var jo blot tiltale, intet andet. Han rettede en smule på servietter i skødet og tog så endnu en bid af maden. Mange ville måske mene at han levede et spændende liv. At komme i kongehuset og med den baggrund han havde var det måske også rigtig nok, men for ham var det jo "hverdag".
Han smilede varmt imod hende som hun sagde hans navn. "Skål.." En kort tøven, "..Francesca." Det var ikke fordi han havde glemt hende navn, men fordi det var så uvant for ham at være på dus med folk. At kalde folk ved fornavn virkede pludselig underlig personligt skønt han lige havde siddet og tænkt at det ikke gjorde nogen forskel. Det gjorde det bare åbenbart lige alligevel.
Han rystede en smule på hovedet af sig selv. Han var ikke så vandt til smalltalk på denne måde, men han ville da gerne holde samtalen kørnede, "Så hvad fik Dem...dig..." Rettede han sig selv "til at falde for ballet. Der er jo mange muligheder så hvad var årsagen til at det lige var dét?" Han forstod nu godt hvorfor man ville interesserer dig for det. Ballet havde bare altid en historie at fortælle og med den stemningesfyldte musik og elegante dansere var det en sand fornøjelse at bevidne. Et klar fristed for ens hjerne.

[Deleted]

Sometimes the only pay-off for having any faith
Is when it's tested again and again everyday
I'm still comparing your past to my future
It might be your wound but they're my sutures

Francesca. – Hendes navn lød så fint, når det kom fra hans læber. Delikat, som om han gjorde sig umage i at udtale det korrekt og pænt, så det lød næsten fornemt. Hun tog en tår af sin vin og som han spurgte ind til hende, rankede hun automatisk ryggen en smule. Hovedet virrede dog lidt fra side til side. ”Min ehm…Min far syntes det var en god idé.” Forklarede hun. ”Jeg startede allerede som helt lille og det har bare hængt ved. – Efterhånden faldt det mig nok bare naturligt at blive indenfor grenen.” Prøvede hun, om end hun faktisk fandt det som et lidt tungt emne at tale om. – Ikke fordi hun ikke brød sig om balletten. Tværtimod, elskede hun det, men forholdet til hendes far var derimod idag anstrengt og kombinationen af dette, gjorde det svært. Noget hun hadede og noget hun elskede så inderligt. Noget hun elskede, som det kun var et spørgsmål om tid om, før hun ville miste det. ”Men vi har vel alle en passion for noget.” Smilede hun roligt og hun gav sig så ellers til at spise, som hun lod samtalen flyde videre ud i natten, som de sad og hyggede sig.

// Tråden afsluttes. 

MADE BY VEL OF GS + ADOXOGRAPHY 2.0