Hanging by a moment

[Arian Herakles Mason]

Denne tråd er tilegnet Skyler Brown York  

Februar 2056, kl. 17:32 
Kold og blæsende. 

---

Arian havde brugt sin dag på at være i skole, da den var startet igen efter en lang læseferie og juleferie. Han var glad for at han var færdig på Hogwarts. Han var nu rent faktisk havnet et sted, hvor han kunne lave noget han interesserede sig for og var god til. Han havde nydt, han havde haft Jasper tæt på sig det år længere, men det havde bestemt ikke være sjovt at gå om. Det havde dog gjort, han havde haft mulighed for at lære Skyler og en masse andre på hendes årgang at kende. Året ekstra med Jasper, havde han valgt at overbevise sig selv om, var grunden til, de var sammen nu. Ikke det betød noget nu, for Jasper var blevet auror, hvilket betød han havde nemmere ved at besøge ham. Det var da i hvert fald en positiv ting ved det. Han bevægede sig ind af indgangen til den opgang, ham og Skyler boede i, uvidende om han rent faktisk boede i samme opgang som hans kærestes søn. Han løb op ad trappen - ganske roligt, men stadig med en vis fart på. Som han nåede øverste etage, låste han døren op med noget så simpelt som en mugglernøgle. Ikke fordi han ikke kunne låse den op med sin stav, men der var mugglere i opgangen og han nød tanken om, at have en nøgle til sit eget hjem - om end han ret oftest overnattede hos Jasper. Han ville ikke have Jasper hjem til sig af flere årsager - Arian rodede, han havde en playstation og han var ikke klar til at indvige Jasper i hans nørdede side. Han bevægede sig ind og hang sin jakke op. "Nogen hjemme?" spurgte han, som han tog sin sko af og begyndte at gå mod den fællesstue. 

[Skyler Brown York]

Skyler havde været på arbejde, selvom hun burde blive behandlet præcist ligesom alle andre studerende, så blev hun det ikke. Efter Evanna var blevet fyret og William havde sagt op til fordel for en af firmaets største konkurrenter, var det som om, at hendes far havde glemt alt om, hvad titlen 'far' indebar. Ikke at han havde været verdens bedste far i forvejen, men det var kun blevet værre. Hele firmaet var under et enormt pres hele tiden og Skyler kunne snart ikke klare det mere. Over de sidste tre måneder, var det også begyndt at gå udover hendes forhold til Philip. Det var som om, at alt hun rørte ved, ødelagde hun. Hun havde rørt ved Charles og ødelagt hans forhold til Flora og i samme proces selv været Luke utro og ødelagt deres forhold. Hun var blevet gravid, men fået en abort, det hjemsøgte hende stadig hver eneste dag og der var ikke noget i hendes liv, hun havde fortrudt mere. Hun kunne have haft den dejligste lille pige. En lille pige på knapt to og et halvt år. Selvfølgelig vidste hun godt, at hun aldrig ville blive en god mor, men hun havde aldrig været i tvivl om, at Charles ville have været en fantastisk far.
Hun sad i sofaen inde i stuen med et tæppe omkring sig og en kop te, som efterhånden var ret kold. Det eneste lys der var tændt, var det fra fjernsynet som hun ikke engang flugte med i. Under tæppet havde hun nattøj på, som hun havde skiftet til det sekund hun var kommet hjem. Lejligheden virkede så underligt kold, selvom den nok egentlig kun var det efter det skænderi hun havde haft med Philip. Hun havde slået op med ham. Hun bemærkede ikke, at hoveddøren blev låst op eller blev låst igen. Det var først ved Arians stemme, at hun blev kaldt tilbage til virkeligheden, hvilket hurtigt fik hende til, at tørre sine øjne og rømme sig lidt. "Jah.. Inde i stuen," svarede hun stadig en smule fraværende, hun vendte blikket mod gangen, "Jeg troede, ikke du ville komme hjem og sove i dag," sagde hun og sendte ham et venligt smil. Den falske facade var hun god til. Smil og se glad ud. Så længe lyset ikke blev tændt og hendes rødsprængte øjne blev afsløret, samt den manglende make-up.

[Arian Herakles Mason]

Arian hørte Skylers stemme som hun svarede ham, hvor hun var. Hendes stemme lød anerledes end den plejede. Han nåede stuen, hvor han så rundt i det mørke hun sad af, kun omgivet af det blålige lys, som et fjernsyn gav. Han behøvede ikke tænde lyset for at gætte sig til, noget var galt. Jo, selvfølgelig hun kunne være almindelig træt og derfor ikke gide lyset, men det var vel også at noget var galt. Han tændte lyset, som han så på hendes smil, da hun snakkede til ham. Han så på de røde øjne, den måde hun sad på og gættede sig til, han havde ret i sin antagelse. Noget var galt og hun skulle ikke lade som om overfor ham. Det var fint, hvis ikke hun ville snakke om det, men hun behøvede ikke at have sit braveface on, for hans skyld. Hen kunne sagtens læse andre mennesker, da det rent faktisk var en ting, han var god til. Det samme gjaldt, når der skulle føres en samtale. Han elskede at være i nærheden af andre og jo flere, jo bedre. "Jeg havde brug for at se dig" svarede han med et blidt smil på sine læber, inden han satte sig ved siden af hende. "Og drop det falske smil," bad han, inden han tog hendes efterhånden kolde kop te og satte den på bordet. Han følte nærmest luften i deres lejlighed var giftig. Han lagde en arm om hende og kyssede hendes hår. "Så... hvad er der galt?" spurgte han med en blid tone med en sagte, nærmest hviskende stemme og strøg hende over ryggen som han afventede hendes svar. Selv hvis han skulle have været hos Jasper nu, havde han aflyst for at sige, han ville være der for sin veninde. Han vidste godt, han var der meget. Han havde dog ikke rigtigt haft lyst til at se ham så meget efter Jaspers sammenligning med Rachel, for det gjorde stadig ondt. Han kunne ikke snakke med Jasper om det, og han ville ikke vise ham det. Han havde heller ikke snakket med andre om det, men i stedet bryggede det sig om inde i ham. Han havde besluttet sig for, han ikke ville reagere på Jaspers beslutninger længere. At han bare ville støtte fra starten af, selvom han aldrig havde været imod, Jasper var blevet leder og auror igen. Han havde bare haft brug for tiden, for han var så fandens bange konstant for at blive forladt. Følelsen var ikke blevet mindre snart 4 år efter hans forældres død. 

[Skyler Brown York]

Skyler havde egentlig troet, at hun skulle være alene hjemme hele aftenen og natten. Ikke fordi hun havde noget imod, hverken at være alene eller når Arian var hjemme, selvom hun selvfølgelig hyggede sig mest, når han var der. Hun havde dog aldrig siddet sådan her, hvis hun havde vidst han kom hjem. Hun følte sig så sølle. Det var jo hende som havde slået op med Philip, ikke omvendt. Hun havde taget beslutningen om, at de ikke skulle være et par mere eller venner. Men han havde stadig været der for hende igennem aborten, selvom hun aldrig havde fortalt ham, hvem faren havde været. Men det var blevet for meget for hende. Hun havde ikke følelser for ham mere og hun elskede ham ikke. Hun glippede lidt med øjnene, da Arian tændte lyset. Hun sendte ham et nyt smil, da hans ord om, at han ville se hende lød og hun fulgte ham med blikket, som satte sig ved siden af hende. "Hvor er du sød," sagde hun blidt, en side af hende man kun så hvis man betød noget for hende. Hendes læber gled fra hinanden i et lille sprække. Okay, nej, det var nok ikke svært at se denne gang, at hendes smil ikke var hundrede procent oprigtigt, men han var jo nærmest kun lige trådt ind i lejligheden, før han havde gennemskuet hende. Hun mærkede koppen forsvinde ud af sine hænder, men lod ham blot gøre det, før hun mærkede hans arm omkring sig, hvilket fik hende til at læne sig lidt ind til ham. Det her var nok noget af det bedste ved en ven, som ham. Han var der. Og på plus siden så var han til fyrer, så hun skulle ikke være bekymret for om han ville udnytte situationen og lægge an på hende, om hun så havde siddet nøgen med make-up'en perfekt. Hun elskede at bo sammen med ham, hun kunne spørger ham til råds når det kom til tøj, velvidne om, at han ikke bare ville skynde sig at sige nej uden at kigge, hvis hun spurgte om et par bukser fik hendes røv til, at se stor ud. Hun bed sig i læben og lagde sit hoved mod hans skulder, som hun mærkede kysset mod sit hår. Hun kæmpede mod tårene. Det var meget få der havde set hende græde, hun hadede at være sårbar. "Jeg har slået op med Philip.." svarede hun i en stille, hæs stemme og genoptog bidet i sin læbe, for at undertrykke tårene, som så gerne ville forlade hendes øjne, men hun synes efterhånden hun havde grædt nok for en dag, men et snøft kunne hun ikke holde tilbage, som hun mærkede han strøg hendes ryg. Skyler ville hellere end gerne ligge øre til, hvis Arian havde noget han ville snakke om, med hensyn til Jasper, selvom han i hendes hoved stadig var professor Rider, som havde været så kold og hård, at han havde fået Magiens Historie udgaven af Snape til, at lyde som vand ved siden af.

[Arian Herakles Mason]

Arian havde aldrig prøvet smerten ved at gå fra folk, men havde man en dårlig dag eller var ked af noget, så havde man altid lov til at være sølle hos ham. Han kunne ikke se en grund til at skjule, hvordan man havde det og slet ikke overfor en selv, ens venner og familie. Det havde selvfølgelig også noget at gøre med, at han var blevet opdraget til at følelser var okay. Lært at sætte ord på. Den eneste, han direkte skjulte noget overfor var Jasper. Han vidste Jasper havde svært ved at håndtere det, og derfor synes han heller ikke, at Jasper skulle håndtere hans følelser. ”Jeg er bare mig,” svarede han med en rolig stemme, inden han smilede varmt til hende. Skyler var hans veninde som han tilmed boede sammen med, selvfølgelig havde han lyst til at se hende. Han betragtede hende med et varmt blik, som han prøvede at analysere sig frem til, hvad der kunne være sket. Han mærkede hende læne sig ind mod ham og holdt en smule bedre fast i hende. Selv hvis Arian havde været hetero, så havde han aldrig udnyttet at der sad en ung kvinde foran ham, der var ked af det. Sådan var han bare ikke. Han var nærmest ikke i stand til at tænke ondt om folk, da han altid så det bedste i andre. Skulle han endelig se noget ondt i folk, skulle de også give ham en direkte grund til det. Han var typen, der prøvede at se det gode i hans psykotiske fætter, Cillian. Han ville altid være ærlig og sige sin mening – for sådan var han. Han havde fået svært ved at sige det til Jasper, da han var blevet sammenlignet med Rachel og derfor ville han helt ubetinget altid bare støtte op fra starten af og holde sin holdning for sig selv. Han ville kun sige ham imod, hvis han blev uretfærdig behandlet. Skyler kunne dog ikke rigtigt sammenligne ham med nogen og slet ikke på et punkt, hvor det kunne gøre ondt og såre ham. Han så ikke hun bed sig i læben, men lod hende placerer hendes hoved på hans skulder og lænede sig tættere ind mod hende. Han bed sig i læben, da han hørte hendes ord. ”Det er jeg ked af..” hviskede han og hørte hendes snøft. ”Det er okay,” påpegede han og lagde sin frie arm om hende også, mens han forsat strøg hende over ryggen. ”Det må have gjort forfærdeligt ondt…” påpegede han videre. Han ville ikke tvinge hende til at snakke videre om det, hvis hun ikke ville. Til tider var det bedste bare at lade stilheden være stilhed og bare vise, at man var der. Hvis hun ville snakke, ville han lytte. Ville hun drukne sin smerte i alkohol, ville han hente det. Ville hun have det største ædeflip, ville han æde med hende. Uanset hvad hun havde brug for, så ville han være der.

[Skyler Brown York]

Skyler smilede tilbage til Arian, men hun havde svært ved, at få sine øjne til at smile med, noget hun ellers normalvis sagtens kunne, selv falsk og få det til at ligne det var et ægte smil, men lige nu var hendes parader nede, så godt som i hvert fald. Hun var ikke god til at lukke nogen ind eller lade folk komme for tæt på sig. Hun havde haft en tendens til, at såre dem hun lukkede ind, uanset om det havde været bevidst eller ej. "Bliv ved med det, alle andre er optaget," svarede hun med sit smil på sine læber. Hun havde det underligt tomt indeni. Ikke fordi hun fortrød, at hun havde slået op med Philip, for det gjorde hun ikke. Det var ikke første gang hun havde slået op med nogen, men fordi det var sket som det var. De gloser der var blevet kastet frem og tilbage mellem dem, bølgerne var gået højt, dog ikke ligeså højt som dengang Luke havde slået op med hende, men han havde også haft en virkelig god grund til det.
Hun lod sig forsvinde ind i hans arme for et øjeblik. Det var rart at bo sammen med ham, også selvom de ikke så hinanden hver dag. Hun ville dog aldrig have boet med ham, hvis han ikke havde været homoseksuel, for hun ville være frit stillet til, at kunne glemme sit håndklæde og gå ud og hente et som hun var blevet født, uden at tænke over om nogen ville smulekigge. Hun ville kunne sidde som de gjorde lige nu, uden at være bare en lille smule bekymret for om han mon tænkte mere på, hvordan hun så ud under tøjet end rent faktisk at lytte til hvad hun sagde. Hun ville kunne spørger ham om hendes bagdel så stor ud og rent faktisk få et ærligt svar. Hun havde så mange parader oppe konstant, for at passe på sig selv, at hun ikke også magtede at have dem oppe, når hun var hjemme. Hun lod hans ord være ubesvaret. Hun havde ikke brug for, at han skulle fortælle hende, at alt nok skulle blive godt igen. Hun havde prøvet værre. Det havde gjort mere ondt da hende og Charles var stoppet med ses, selvom de stadig var venner, men der havde også været en graviditet indblandet i det hele. Hun lukkede øjnene lidt og nød blot hans tilstedeværelse, før hun tørrede sine øjne og rettede sig op igen. "Tak, Arian. Du er en god ven," sagde hun og smilede lidt til ham, selvom hun stadig havde det underligt indeni. Hun vidste ikke engang selv, hvad hun havde brug for lige nu.

[Arian Herakles Mason]

Arian betragtede Skylers smil. Det var okay, hvis øjnene ikke kunne smile med. Hun var ked af det og det havde han også været i hendes situation. Han ville også have svært ved at skjule sine følelser, til trods for det var noget han normalt var god til. Arian var dog modsat hende god til at lukke folk ind, men han var altid i tvivl om de elskede ham og om de ville forlade ham, for han var overbevist om han, han var svær at elske. Der skulle meget til at såre ham dybt, da alt andet kun rørte ham overfladisk. Det gjorde ondt, at se hans veninde være ked af det, det benægtede han ikke, men han var som sådan ikke ked af det fordi hun var. ”I lige måde, skat,” svarede han med et smil retur.
Han holdt forsat om hende og strøg hende hen over ryggen. Han nød også at bo sammen med hende. Hun var til at snakke med, og han følte sig ikke dømt af hende. Det betød dog ikke, han ville have Jasper til at vide, hvor han boede, når han ikke var hos ham. Det havde så heller ikke noget med hende at gøre, men noget at gøre med, at hans værelse var fyldt op med gaming devices og han havde ikke brug for Jasper skulle se den side af ham – han vidste et sted godt Jasper ville være ligeglad, men det var han ikke selv. Det havde dog heller aldrig været en samtale de havde haft og de mødtes jo altid hos Jasper, så han havde heller ikke løjet om noget. Han ville heller ikke fortælle hende, at alt nok skulle blive godt igen – det var der ingen der havde brug for at høre. Han ville have, hun skulle vide det var okay, hun havde ondt. Han lod hende rette sig op igen, og så på hende ved hendes ord og sendte hende et smil retur. Han vidste ikke helt, hvordan han skulle reagere, for han gjorde det ikke for at være en god ven. Han holdt af hende. ”Hvis der er det mindste, siger du til,” påpegede han og sendte hende et nyt smil. ”Men lige nu, tænker jeg vi har to muligheder. 1. Binge en hel serie og æde is.. 2. Brænde alt hvad Phillip har rørt ved – du ved renselsesritual..” påpegede han og klappede sine hænder sammen. Han ville løfte hendes humør lidt, om ikke andet bare for et øjeblik.

[Skyler Brown York]

Skyler var glad for ikke at bo alene, hun havde altid været vant til, at have mange omkring sig. Hjemme hos hendes forældre, havde hendes søskende, Evanna og husalferne altid været der, selvom hendes forældre sjældent havde været det. På Hogwarts havde hun haft sin klikke af piger og drenge, som hun havde hængt ud med. Nu havde hun Arian, når han altså var hjemme, men hun var ikke god til, at være alene. Hun fik altid tankemylder og hun var ikke god til at rumme sine tanker. For det meste fordi de ledte hen på, at hvis hun havde født hendes og Charles' lille pige, så havde hun aldrig behøvet at være alene, for så ville hun altid være der.
Hun gik ikke i detaljer omkring, hvorfor hun havde slået op med Philip, det følte hun ikke for. Men i bund og grund, så havde de nok bare været for forskellige og efter hun var begyndt at arbejde for firmaet og Philip stadig gik på skolen, så havde de ikke rigtigt haft tid til at ses og han havde ikke haft forståelse for, at hun havde meget arbejde. Hun nikkede lidt eftertænksomt til hans to forsalg, som hun overvejede hvilken mulighed der mon var den bedste. Spise is, var hun dog ikke så god til, da det fedede og hun gik alt for meget op i sin krop til den slags. "Jeg henter nogle ting, vi kan brænde," sagde hun og slog tæppet til side og rejste sig, for at hente nogle af de ting Philip havde rørt ved som hun kunne undvære, samt hans skiftetøj som lå hos hende.

//OUT