still making rivalry?

[Deleted]

@jackieboy

Det følte som flere århundrede siden hun havde sat sine fødder på skolens grund sidst. Mærke den karakteristiske vind som blæste i trækronerne, gå ned af de flammeoplyste korridore og se de vante portratter. Flere år var fået, og alligevel føltes alt stadig som hjem. Det hjem hun havde haft i tykt og tyndt siden sin 11 års fødselsdag og havde været der for hende i 7 år derefter.
Viktoriya havde ikke kun valgt at ligge et besøg til Durmstrang på grund af nostalgiske følelser og trang til at se slottet igen.
Professor Erickson havde stadig sine kontakter til ministeriet og behøvede i ny og næ en tjeneste eller to. Uden at ministeriet helt behøvede at vide det på de officielle papire, var den gamle professor ved at være senil hvad angik at huske på at mugglerne i de omkringliggende byer, ikke ligefrem var vandt til det større fyrværkerishow af magi over folket.
Efter en lang dag formiddag på den lokale mugglerkro med diskret at slette rygtet og ikke mindst minderne om den meget magiske gamle herre som havde gået rundt i byen, var hun tilbage på området. Tilbage til det gamle hjem og gik en tur på de store åbne områder i eftermiddagssolen. Oh hvor hun savnede at flyve igennem luften på sin kost, specielt i perioder hvor det var strengt forbudt! Alle de eftersidninger!
Viktoriya rystede let på hovedet og grinede lavmælt for sig selv. Hun fandt sig et ensomt træ at læne sig op af, med en god udsigt over landskaberne og med glimt af elevgrupper i øjenkrogen. Hun savnede den her form for liv, i forhold til de seriøse og meget stramme ansigter der engang imellem var at finde i ministeriets gange.

[Deleted]

Jackson var gået en tur udenfor for at klare sine tanker. Det at se så mange unge mennesker klare sig så godt i Mørk magi, gjorde ham glad. Det betød at de brændte for at lære og at han var god til at undervise. Det satte også tanker igang hos ham, da han selv var ret god til mørk magi. Det var et fag han virkelig brændte for og noget han måske ville få brug for længere henne i fremtiden. Hvis han en dag mødte sine forældre, så ville han ikke tage ansvar for følgende. Han hadede dem så frygteligt meget og de skulle bøde for det de havde udsat ham for. Hver gang en elev udmærkede sig, tænkte han på hvad han selv havde trænet sig op til. Nemlig hævn.

Han gik ud på plænen. Mange tænkte på denne skole som uhyggelig og dyster, men når han så på den, så tænkte han på hjem. Det var her han hørte til og det ville han altid gøre. Her var jo faktisk smukt og fredeligt.
Han gik lidt længere og så pludselig et velkendt ansigt foran sig. Var det ikke hende? Han sukkede let, da han så sin tidligere quidditch rival.
Han gik hen til hende, men sagde ikke noget. Han stillede sig bare ved siden ad hende med armene over kors, imens han havde et skøvt smil på læberne.

[Deleted]

Tankerne var fløjet som tiden ved det ensomme træ gik sin stille gang. Der var så meget godt at huske på fra dette sted, også at man altid kunne regne med Durmstrang. I de svære tider kunne man altid finde et sted at rase ud i de mange gange, eller bare finde et område som altid fik en i godt humør. Jo, Durmstrang var et savnet sted.

Specielt Quidditch delen. Det var alt for lang tid siden hun havde udfoldet sine evner på kost og ikke mindst med en basker flyvende rundt omkring sig. Gode tider.
En skygge ved siden af sig, bragte tankerne tilbage til virkelighedens verden. Viktoriya flyttede let sit hovede til siden og så et noget så velkendt ansigt, dog mere voksen end sidst hun havde set ham. Med tankerne på Quidditch tog det ikke lang tid at huske deres sidste møde på banen. En tanke som fik hende til at smile, inden hun en rum tid holdte blikket fremadrettet og let i stilhed.

Der gik et par minutter før Viktoriya rettede sig let op fra træet igen og stilte sig mere rank. "Det er ellers ved at være længe siden, hva Jackson" Viktoriya kiggede let til siden, med hovedet svagt på skrå. Gad vide hvordan livet havde ændret dem fra skolen af? eller var de stadig de samme konkurrenter som i skoletiden.

[Deleted]

Jackson kunne ikke lade vær med at smile skævt, da Viktoriya så ham. De havde ikke set hinanden siden skolen. For at være ærlig, så havde han lidt savnet deres forhold. Ikke at de rigtigt havde et, men de havde været rivaler i quidditch og det havde bare givet ham endnu mere blod på tanden når de spillede mod hinanden. De havde ikke rigtigt snakket sammen, men de var imod hinanden og det havde altid været tydeligt.
Han vendte blikket mod hende og nikkede så. "Det har du ret i. Hvad bringer dig hertil?" Spurgte han og var oprigtigt nysgerrig. "Er du måske ude efter revance?" Spurgte han med et svagt grin efterfulgt. Som han huskede det, havde Vampire Fang vundet den sidste kamp han havde været med til at spille mod Dragon's Blood.
Imens han ventede på hendes svar, betragtede han den unge kvinde ved sin side. Der var sket en del, siden de havde set hinanden sidst. Han havde altid set hende som en pæn pige, men nu ville han gå så langt og kalde hende direkte smuk. Hun var helt bestemt en charmetrold, men om hun var en han ville gå efter, vidste han endnu ikke. Jackson var vidst det man kaldte en player og han havde ikke svært ved at score piger. At falde for dem, var en anden sag og han havde endnu ikke prøvet at være forelsket.

[Deleted]

Man glemte aldrig rigtig dem man havde rivaliseret med gennem skoletiden. Om det endte ud i et mere venskabeligt minde at tænke tilbage på, i teenageårerne var selvfølgelig forskelligt. Men personligt huskede Viktoriya intet om at hende og Jackson havde været oppe at toppes i andet end Quidditch. Faktisk var direkte tale mellem dem om mere skolerelaterede og personlige ting hvis aldrig rigtig sket. Måske egentlig en skam, når man tænkte efter.
Viktoriyas skæve smil voksede op til et større og mere morende et af slagsen. Oh hvor havde hun været vred den dag! Den værst tænkelige afslutning på skoletiden var at tabe i Quidditch til Vampire Fang, og som hun dengang svor, hun kom aldrig nogensinde til at glemme det. Vreden og frustrationen over tabet var efterhånden gledet mere af, selvom den vante prikken af konkurrencelyst vækkede sig op i hende igen. "Revance var nu ikke nogen dårlig idé! Selvom mine gyldne år som Quidditch spiller efterhånden er ved at være rusten svarede hun med et let grin.
"Professor Erickson behøvede assistance.. Igen.." om Jackson direkte kendte til hvad den kære gamle professor havde en tendens til at rode sig ud i, var hun ikke helt klar over, selvom det måtte være svært at holde hemmeligt på Durmstrang.
Viktoriya vendte opmærksomheden tilbage på Jackson. Gad vide om han stadig spillede Quidditch? Alt i alt lå svingarmen jo stadig på sin plads hos hende som basker, og det måtte stadig ligge som muskelhukommelse mere end noget andet. Det var alligevel sjovt at se en person igen, som voksen og måske endda med andre øjne. Jackson var i hvert fald ikke noget dårligt syn og det var kun blevet bedre med årerne hvis Viktoriya skulle være helt ærlig. Måske var det mere det faktum at hun aldrig rigtig havde set på ham som andet end en rival der skulle trynes, hvilket ikke var tilfældet mere. Derfor kunne man selvfølgelig godt drille hinanden med det! Det var jo ikke ligefrem en dårlig tid at huske tilbage på. "Du ser godt ud med skæg" nok den største forandring rent udseendsmæssigt fra skoletiden, og lidt skæg var nu aldrig nogen dårligt ting ifølge Viktoriya.

[Deleted]

Jackson savnede de gamle dage på skolen, men han var nu glad for at være voksen. Når man var teenager, var der så mange problemer hele tiden og piger var ikke nemme at forstå. Det var de nu stadig ikke, men han behøvede ikke længere at forstå dem, for han havde nemt ved at score dem. I skoletiden havde han nu heller ikke de store problemer når det kom til piger, men de var lidt sværere at undgå, hvis han alligevel ikke gad dem.
Nu stod han som professor på skolen og det havde altid været drømmejobbet. At tænke tilbage på den tid han spillede quidditch var også fantastisk. Især den dag de havde vundet og Dragon's Blood. At have håne retten var altid det bedste, så det ville han aldrig glemme. "Du er ikke den eneste der er rusten. Jeg har ikke spillet siden den dag." Sagde han og skævede til sin arm, der helt sikkert stadig kunne slå hårdt med et bat, men som ikke var blevet brugt til det i mange år.

Han begyndte at grine, da hun sagde Erickson havde brug for hjælp. Det kom nu ikke bag på ham, da han selv havde været til hjælp engang imellem. "Hvor overraskende." Sagde han med tydelig ironi i stemmen.
Han førte en hånd igennem det lyse hår og kiggede endnu engang på hende. Han vidste ikke rigtigt hvordan deres forhold var idag, men det virkede da til at de kunne snakke fint sammen og ikke ryge i totterne på hinanden. Han blev en smule overrasket over at hun komplimenterede ham, da han ikke var vandt til at få de ting af vide. Han var mere vandt til at fortælle kvinder hvad han kunne lide ved dem og så tog de kort tid efter med ham hjem.
"Tak. Ja det er lidt bedre end de dun jeg kunne gro dengang." Sagde han og tog hånden op til skægget imens han smilede.

[Deleted]

Viktoriya sukkede let over at måtte indse at teenageårernes både gode og dårlige episoder var overstået. Samt det faktum at Quidditch ikke var lige så nemt at komme til mere. Jo, der var altid amatør hold, som spillede for sjov i deres fritid, men voksenlivet slog til, og det var begrænset hvad der var tid til oveni hvis man skulle have et nogenlunde fungerende privatliv også. "En skam.. For vi var sgu ellers dygtige" svarede hun med et grin og et drillede glimt i øjet. Der var ingen tvivl om at de havde været gode på holdet, ellers var de aldrig blevet valgt. Men om de var gode nok til at spille professionelt havde Viktoriya aldrig tænkt særlig meget over. Mest af alt fordi, det ikke var hvad hun søgte at lave resten af sine voksne år. Der havde været mere tiltrækning i at lærer egentlig magi.

"Det tager tillød som han bliver ældre.. Hvem ved, måske jeg kommer forbi i tide og utide efterhånden nu" Viktoriya var ikke helt sikker på om hun mente det som noget drillende, en advarsel eller konstatering. For det var aldrig til at vide. Men faktum var desværre, at blev professoren ved med at drage for meget opmærksomhed til ham selv, blev det svære og svære at dække over ham. Til sidst var der nok ikke andet at gøre end at opgive.
Men lige nu var det rart at mærke, at to personligheder der engang var som nærmest ærkefjender, kunne føre sig en venskabelig og ikke mindst, rolig samtale! Rar forandring. Dertil, var Viktoriya nysgerrig efter at vide hvad der var sket med folk, heriblandt også baskerrivalen Jackson.
Viktoriya smilede og morede sig over hans svar. "Visse ting bliver nemmere med alderen" at mænd kunne gro skæg var for eksempel en af dem. Og Viktoriya selv måtte indrømme at hun selv nok også havde forandret sig på udseendsfronten siden skoletiden. Om ikke andet var hun mere voksen af holdning og udstrålning, samt at teenagetrækkene havde fortrængt sig mere og mere. Dog var der ingen ændring sket på de blå øjne der bar den samme udtråling af drilskhed, selvsikkerhed og udfordring. Noget de altid havde båret præg af og ikke var blevet mindre med årerne.
"Hvad bringer dig til Durmstrang?" Normalvis var der ikke andre end elever og ansatte til stede på skolen. Selvfølgelig kunne Jackson være på besøg som Viktoriya selv, eller måske endda arbejde her. Måtte tiden vise. Viktoriya kiggede nysgerrigt på ham, som hun fik sat en vildfaren tot hår om bag øret.

[Deleted]

Jackson begyndte at grine, da hun talte om deres talent. Han synes helt bestemt at de havde været gode og faktisk at de nok havde været de bedste baskere på begge hold. Han huskede ihvertfald at han selv gjorde en ret stor indsats hvortil den anden basker var lidt mere nervøs. Han huskede også Vicktoriya som værende agrressiv på den gode måde.
"Det var vi ihvertfald." Sagde han så med et smil. Han var ikke bleg for at indrømme at han selv var ret god, men heller ikke at hun var, for det var hun.

Han sendte hende et skævt smil. Han ville nok ikke have noget imod at se hende igen, for det var faktisk rart at have en stille og rolig samtale med hende. Det var ikke noget han var vandt til med hende, da de plejede at råbe til hinanden tværs over quidditchbanen.
"Du skal være velkommen." Sagde han så uden at lægge noget i det. Jackson rørte endnu engang ved sit skæg, som han var ret glad for. "Jaa det er rigtigt. Jeg er glad for at jeg er en man der kan gro skæg. Mit ansigt ser så underligt ud når det er barberet." Sagde han. Ikke at det var ret vigtigt at få sagt, men nu talte de alligevel om det. Han vendte blikket mod hende og blev et øjeblik fanget af hendes blå øjne.
"Nogle ting forandrer sig ikke." Sagde ha så, imens han stadig kiggede ind i hendes øjne. Selvom de havde brugt mest tid som rivaler på quidditchbanen, huskede han alligevel hendes fangende øjne.

Han blev revet lidt ud af kurs, da hun spurgte ham hvad han selv lavede på Durmstrang. Han rømmede sig og slap hendes blik.
"Jeg arbejder her. Jeg er professor i Mørk Magi." Sagde han og man kunne nu godt høre stoltheden i hans stemme. Han var utroligt stolt af det og han elskede sit job og sit talent indenfor Mørk Magi.

[Deleted]

Det havde været tider! Råbe skældsord efter hinanden når en basker kom lidt for tæt på, eller i værste tilfælde, når den ikke ramte sit mål. Viktoriya havde elsket Quidditch og fandt det lidt en skam, at hun ikke var blevet. Men det var svært at få arbejde som professionel Quidditch spiller, og selvom hun var god, betvivlede hun faktisk om hun havde været god nok. Heldigvis var hun glad for det arbejde hun havde erhvervet sig!

Viktoriya grinede let og forsøgte at forestille sig Jackson uden skæg. Det var ikke nemt uden at ændre alt tilbage til hans teenageår hvor hun sidst havde set ham. At forestille ham uden skæg, krævede vist lidt at havde set ham uden skæg. Noget der ikke var tilfældet. Men ifølge Viktoriya var skæg jo heller ingen dårlig ting! Tvært imod.
"
Nej, heldigvis da" svarede hun til at visse ting aldrig gennemgik en forandring. Øjne var en af dem. Gløden kunne ændre sig, men hvad de inderste inde gemte var noget som altid blev hængene. Det håbede hun i hvert fald. Hun var ret glad for sine blå øjne og den styrke de bar rundt med.

Et overrasket ansigtstræk kom over hende, der gled over i et smil. "
Professor, wauw!" Viktoriya var ikke skabt til en lærerpost, men derfor kunne hun godt misunde ham for at have skolen så tæt hele tiden. "
Det er jo fantastisk!" hvis ikke hun tog meget fejl, nød Jackson at være på Durmstrang lige så meget som Viktoriya gjorde.

Der gik i hvert fald ikke lang tid før den naturlige rebelske side voksede op i hende og hendes smil blev en del mere lumsk og udfordrende. "
Jeg har en ide. Kom" Han ville sagtens kunne stoppe hende, ved at tage hånden til sig, som hun med sin egen havde taget fat i og begyndte at trække ham med hen over pladsen. Nu havde de snakket så meget om Quidditch, og hvor meget de savnede det og at de ikke havde været på en kost siden sidste kamp på skolen. Det måtte ændres.
Viktoriya huskede tydeligt hvor indgangen var, og det hele var så vant at hun næsten kunne høre hujen fra tribynerne. "
I har vel stadig lånekoste, ikk?" hun kiggede tilbage på ham med et smil, og afslårede en stor del af sin plan med det spørgsmål.

[Deleted]

Jackson kiggede hende ind i de blå øjne og var glad for at han havde mødt hende her idag. Det var så længe siden de havde set hinanden. De havde aldrig talt sammen, så det var faktisk helt befriende at få lov til at tale med en tidligere rival og se at de ikke hadede hinanden, men at de bare var helt almindelige rivaler.
Han begyndte at grine lidt, da hun lød så overrasket. "Jaa. Jeg havde vel svært ved at sige farvel." Sagde han og kiggede hen mod skolen. Det var nu ikke den eneste grund, men det lød godt. "Det at være professor har bare altid talt til mig." Sagde han så med et skuldertræk.

Han kiggede lidt forvirret på hende, da hun trak ham med sig, men han havde alligevel en fornemmelse af hvad hun havde i tankerne. Han kunne mærke lidt af den pige hun var den gang og det var helt rart at se det igen. Det var lidt sjovt og det fik ham bare til at se tilbage på fortiden.
"Selvfølgelig." Sagde han med et smil som han fulgte efter hende, uden at slippe hendes hånd. "Og det er ikke bare de der fesne gamle slidte koste. Nej nej, det er faktisk nogle man kan spille quidditch på. Og flyve rigtig godt." Sagde han en smule stolt. Han havde sørget for at skolen havde fået nye lånekoste, så de elever der ikke selv havde penge til en sej kost, kunne være nogenlunde lige med de andre elever der ikke havde andet end penge i deres lommer.

[Deleted]

Hade var altid sådan et stærkt element, og det var svært at holde helt styr på om det egentlige var det man følte. I skoletiden, ville Viktoriya ikke havde været blind for at bruge ordet hade omkring sine rivaller i Quidditch, men det var jo løgn. Hun hadede ikke nogen af dem, og hun hadede ikke Jackson. Aldrig gjort det, selvom hun havde haft sine irritationsmomenter på banen. Men som voksen, havde de ingen problemer så det ud til. Det var rart og befriende.
"Det er om at følge sit kald jo!" Viktoriya havde altid været sikker på at London, og ministeriet der havde været hendes kald. Hun var glad for at være der, men det var svært at sidde stille et sted.

"Oh, Durmstrang har uppet sig!" svarede hun smilende og huskede tilbage på de tidligere koste. Hun havde selv været nødsaget til at bruge en da hendes egen gik i stykker. Det havde været en ret sørgelig kamp! Det føltes ikke helt lige, når nogen kunne få en firebolt bare ved at strække armen ud, mens andre knap kunne få en helt almindelig kost. "Jamen, så burde dette skam slet ikke blive noget problem!" kommenterede hun som de nåede Quidditch banen hvor hun endelig slap hans hånd. "Frisk på en flyvetur?"

[Deleted]

Han sendte hende et smil og trak på skuldrene.
"Ja det er jo det." Sagde han så. Han havde overvejet om det snart var tid til at han skulle finde sin familie. Han kendte en der arbejdede i Ministeriet, så mon ikke han kunne hjælpe Jax med at finde dem? Scott skulle selvfølgelig nok ikke vide hvorfor han ville finde dem, for så var der stor chance for at han ikke ville hjælpe. Scott var en god ven, men dette ville han nok aldrig forstå, selvom hans egen far ikke ligefrem var en fin fyr.

Han begyndte at grine, da de var på vej hen mod Quidditchbanen. Stedet havde forandret sig en del, fra dengang de selv var elever og det var tydeligt når man kiggede rundt omkring. Han havde nu heller aldrig forstået hvorfor folk udefra synes at stedet var så mørkt og uhyggeligt. Han kunne kun se et smukt landskab når han kiggede rundt.
"Jaa, men det tog nu ogsålidt tid at overtale dem." Sagde han så med et smil og stoppede op sammen med hende, da de nåede banen. "Jeg er så frisk!" Sagde han og gik hen mod skuret hvor kostene lå.

[Deleted]

Det var en rar forandring at se selvom det dæmpede lidt af nostalgien ved at se den gamle, nu nyrenoverede, quidditch bane. Hun huskede det utal af timer hun havde brugt her. Brugt på at træne, brugt på at spille kampe og brugt på at juble og surmule. Alt efter udfaldet naturligvis. Men det var stadig Quidditchbanen og Viktoriya kunne ikke undgå at smile bredt. "Det tror jeg på" nok havde de haft gode spillere igennem årerne, men det var altid dyrt at lave ændringer. Dertil, mente mange af lærerne sikkert at det havde været bedre at opgradere andre ting end lige Qudditchfasiliteterne.

Viktoriya fulgte med hen til kosteskuret, og var allerede stærkt fokuseret på at skulle op i luften i en sådan fart at håret ville blive fuldstændig rodet sammen! Hun savnede tiden hvor hun blot kunne tage ud og flyve som det passede hende.
Knap havde hun også fået kosten i hånden, før hun var tilbage på banen og havde sat af for at tage en runde. Hendes teknikker virkede stadig, selvom der var lidt rust i opstarten. Rust som forsvandt så snart følelsen var tilbage i kroppen.

[Deleted]

Jackson sendte hende et stort smil og fandt hurtigt en kost frem og satte sig op. Det var en følelse han havde savnet utroligt meget. Han var ikke tit ude at flyve, men det skete da engang imellem. Han havde travlt med sit arbejde og planlægningen af sin hævn, som han også skulle videre med. Han var en underlig type. han var en rar person at være sammen med. Dog vidste han at folk ville forlade ham, hvis de vidste hvad der foregik inde i hans hoved.
Han fløj op mellem ringene og kiggede hen mod Viktoriya som bare susede derudaf. Hun så ud præcis som hun gjorde dengang på en kost og han kunne ikke helt slippe hende med øjnene. Han savnede skoletiden, for det var som om tingene var mere simpel dengang. Dog ville han helst være voksen, da der bare var flere fordele ved det og han kunne selv bestemme hvad han ville og skulle.

"Du ser godt ud på den kost." Råbte han så og begyndte at grine. Han mente det, men han grinte alligevel. Det var rart at se hende igen og ikke føle det samme fjendskab.

[Deleted]

Viktoriya ville ikke helt indrømme hvor lang tid siden det var sidst. Hun havde haft meget arbejde at se til, samt at det ikke ligefrem var nemt at tage en flyvetur på en kost, midt i London. Det gav i hvert fald sine komplicationer, som meget nemt kunne sætte hendes egen karriere over styr. Ikke at Viktoriya var karrierer menneske. Hun havde et arbejde, endda et hun godt kunne li, og hun stræbede ikke ligefrem efter at komme højere op af rangstien. Hun følte sig tilpas.
Men følelsen ved endelig at sidde på en kost igen, og mærke vinden tvinge hendes lange hår tilbage og uden tvivl efterlade det mere filtret end godt var, var en fornøjelse.

Hun vendte let i luften og stoppede op. Selv det bare at sidde heroppe var rart. "Tak, i lige måde" Det bragte minder frem! Gode minder, selvom hun nok ikke havde fundet det specielt rart eller morsomt i den tid det skete. Okay, tanken om dengang hun blev sendt mod jorden som resultat af ikke at havde reageret hurtigt nok på en smagder, var ikke noget hyggeligt minde! Men den interne rivaleri, måske endda ligefrem fjendskab var en tanke tilbage til barndommen. Fjendskab som aldrig rigtig havde været af dybere natur end quidditch konkurrence genet i dem begge. "Jeg kan se hvad du mener med at kostene er blevet bedre"