Hvis vi styrtede ned på en øde ø

[Deleted]

Olivia Rae Roden Wilson

Det var nu en dag siden at Malachi havde snakket med Olivia i ugleriet og tanken om hvordan hun havde fortalt at dette føles rigtig, ham og hende, hvorefter hun havde kysset ham og fortalt at de ikke ville kunne være sammen, og løbet. Malachi var løbet efter hende, men hun var allerede væk, da han havde sat afsted efter hende. Han havde tilbragt hele natten med at tænke på hende, hvilket havde fået ham til at beslutte, at han ikke ville gå. Han vil ikke bare forsvinde, ikke igen. 
Malachi havde taget den smutvej igennem Kandisbaronen og hen til Hogwarts, hvorefter han, dækket af sin kappe, var smuttet ned i krypten. Faktisk ville Malachi være gået direkte ind i Slytherins opholdsstue, men han kom i tanke om at han ikke kendte kodeordet. Derfor havde han bare sat sig hen i et af de mørke hjørner, hvor han havde blik på alle Slytherineleverne der kom, uden de kunne se ham. Der sad han så nu, mens han ventede på den eneste han var kommet for at se. Og han håbede sådan hun kom alene. 

[Olivia Rae Roden Wilson]

Olivia var på vej ned i Krypten sammen med en af sine venner. Hun havde fået en del flere venner her på de sidste årgange, end hun fik i starten. Hun var kommet ud af sin skal og havde bestemt sig for ikke at være så nedtrykt hele tiden over det med sin mor og det med Malachi. Hun tænkte hele tiden på ham, men det var nemmere at håndtere når hun var sammen med sine venner, men når hun var alene, så var det svært at være glad. Dagen før havde hun sagt farvel til ham og hun følte at det var sidste gang. Måske det var det rigtige at gøre, for hun havde svært ved at være glad, fordi han hele tiden dukkede op og hun blev forvirret ved hans besøg. Hun følte det var slut og nu kunne hun måske endelig komme videre.
De kom ned til indgangen til opholdsstuen og da hendes ven havde sagt kodeordet, skulle hun lige til at følge efter ham ind. Hun så dog en skygge og kunne ikke lade vær med at synes at det lignede Malachi. Nej det kunne ikke passe. Eller kunne det?
"Eh jeg kommer om lidt, Mike. Jeg har glemt noget." Sagde hun og smilede ind i opholdsstuen hvor Mike så en smule forvirret ud. Dog lukkede døren dig inden han kunne nå at sige noget og Olivia gik hen mod skyggen uden at sige noget. Hendes hjerte hamrede dog løs i brystet på hende.

[Deleted]

Malachi havde vel stået der i e times tid, hvor mange forskellige Slytherin-elever var kommet forbi. Han kunne mærke at han savnede lidt, det med at gå på Hogwarts, Slytherin, fællesskabet. Træt rettede Malachi på sig, hvorefter han sukkede. Han ønskede bestemt ikke at opgive at finde Olivia, men hvis ikke snart hun viste sig, så ville han falde i søvn. Dette her var for kedeligt bare at stå.. 
Skridt lød i nærheden, hvilket igen fik Malachi til at træde i skjul i skyggen og få sekunder efter kunne han se Olivia komme gående med en dreng. Et eller andet sted inden i Malachi begyndte en vrede at buldre, hvilket også var grunden til at han trådte et truende skridt frem mod de to elever. Han var fuldstændig klar til at hakke Olivias ven ned, af ren jalousi. Dog fortrød han og trådte tilbage i skyggen, da det nok ikke ville være speciel diskret at træde frem og forhekse en Slytherin-elev.Malachi vidste ikke om han skulle tolke det positivt at Olivias blik var rettet direkte mod ham. Havde hun opdaget ham? Malachi holdte vejret, samtidig med at han kunne mærke hvordan det skar i maven på ham, ved tanken om at Olivia havde været alene med en dreng. Han kunne ikke lade være med at tænke på, hvad de havde lavet. Han vidste jo udmærket godt hvordan drenge på 17 år tænkte.

Malachi kunne ikke lade være med at smile kort, da han så hvordan Olivia ikke gik med ind i opholdsstuen, men blev udenfor. "Olivia." hvislede Malachi med en hæs stemme, hvorefter han trådte ud af skyggen, samtidig med at hun gik hen mod hans gemmested. "Jeg lovede mig selv, at jeg ikke ville forlade dig igen, lige meget hvad." forsatte han med den hæse stemme og for første gang frygtede han hvad der ville ske. Ville hun være ligeglad og bare gå?

[Olivia Rae Roden Wilson]

Olivia vidste ikke hvad der havde fået hende til at blive på gangen, men hun havde bare en følelse af at Malachi var der. Skyggen lignede ham, men hun vidste dog ikke hvordan hun ville have det, hvis det faktisk var ham. Hun havde hun sagt farvel til ham og havde besluttet sig for at hun ville prøve at komme over ham. Hun begyndte at trække vejret hurtigere end før og med god grund. Malachi trådte frem mod hende og hun følte at hendes hjerte var ved at springe ud af brystet på hende. Hun kunne ikke helt finde ud af om hun var lettet eller vred. Han havde tydeligvis ikke forstået hvad hun havde sagt til ham og af en eller anden grund, havde hun mest af alt bare lyst til at kaste sig selv i armene på ham.
"Jeg...." Hun stod bare og stirrede på ham. Han ville ikke forlade hende igen? Skulle hun stole på det? "Jeg ved ikke hvad jeg skal sige." Sagde hun så og førte en hånd igennem sit hår. "Jeg ville så gerne bare give mig selv til dig, men..." Hun gik tættere på ham. På en eller anden måde så var det ikke så overraskende at han var der. han var dukket op så mange gange nu, at det snart ikke kom bag på hende mere. Det at han var der, måtte betyde at han virkelig elskede hende. At han virkelig talte sandt.

[Deleted]

Malachi stod bare og lod sine mørke øjne falde på hende. Hun var endnu ikke løbet sin vej, hvilket kun kunne være positivt, ikke? Han havde bare lyst til, som hun kom nærmere, at tage hende ind i sin favn. "Så lad være med at sige noget." sagde han med en mørk stemme, hvorefter han tog fat i hendes ene hånd, som han løftede op og lagde på sit bryst, lige over hans hjerte. "Du behøver ikke tro på mine ord, Olivia. Men giv mig en chance. En chance mere. Jeg vil ikke skuffe.. igen" mumlede han og lod sit mørke blik blive på hende. Hvis han havde været i stand til at vise så mange følelser, så havde han nok set bønfaldende ud. Bare det at bede om en chance mere, var at overskride hans grænse. Han hadede at vise følelser, men for hendes skyld ville han gøre alt.
Malachi stivnede kort, da han begyndte at høre stemmer og skridt der kom nærmere. Hurtig trådte han et skridt bagud, længere væk fra hende, længere ind i skyggerne. Hvis nogle opdagede ham, så ville rygterne hurtig løbe at en gammel elev var på Hogwarts, og den risiko kunne han ikke tage. Hurtig rakte han sin hånd mod hende, som en invitation til at hun kunne tage den, så han kunne trække hende med sig ind i skyggen. "Jeg beder dig.." hvislede han kort og lod nervøst sine øjne flakke mod stemmerne der blev højere. 

[Olivia Rae Roden Wilson]

Olivia lod ham tage hendes hånd. Hun kunne mærke hans hjerte banke. Hun vidste slet ikke hvad hun skulle gøre eller sige. Hendes hjerte skreg om at give ham en chance mere, imens hendes fornuft bad hende om at gå. Hun vidste ikke hvad hun skulle lytte til. Hun nåede heller ikke at tage en beslutning, før Malachi havde trådt tilbage. Olivia hørte stemmer der kom nærmere og kiggede så på Malachi som stod i skyggen igen. Hun vidste at han ville være svær at se der og det var også kun et tilfælde at hun havde opdaget ham. Hun lyttede til stemmerne og kunne kort tid efter se en skulder. Hun kiggede på Malachi's hånd og skyndte sig at tage den. Hun skyndte sig ind i skyggen og var ved at snuble så hun røg ind i armene på ham. Hun begyndte med det samme at rødme og kiggede ned. Hun elskede ham virkelig og det ville ikke stoppe foreløbigt. Måske hun bare skulle give ham den chance. Blev hun såret så havde hun måske fået lov til at være lykkelig med ham i noget tid. Det var trods alt det hun længtes mest efter.
Hun kiggede op på ham med sine brune øjne og blinkede et par gange. Han var så utroligt flot og hun forstod ikke hvordan hun havde kunne holde sig fra ham. Hun sagde ingenting, da hun var bange for at blive hørt, men hun ville så gerne fortælle ham at hun gerne ville være sammen med ham.

[Deleted]

Malachi mærkede hvordan nervøsiteten blev større, da hun hvad der føltes som flere minutter, ikke tog hans hånd. Frygten for at hun ikke ville tage hans hånd, frygten for at hun ville forlade ham skar i maven og han fik virkelig lyst til bare at træde frem og tage fat i hendes arm og trække hende med sig ind i skyggen. Men nej, han gav hende valget. Det var nu hun skulle forlade ham og så skulle han nok sørge for at han ikke ville se hende igen.
En lettet følelse spredte sig i Malachis bryst da han mærkede hendes hånd i sin, hvorefter han trak forsigtig til, så hun stod lige foran ham, inde i skyggen, hvor han lagde sine arme om hende og trak hende helt ind til sig, hvorefter han placerede sine læber i hendes velduftende hår. Hun passede perfekt i hans arme og Malachi holdte vejret da en flok yngre elever forsvandt ind i Slytherins opholdsstue.
"Du. Er. Min." hviskede han mod hendes hår, hvorefter han holdte hende ud i sine arme, så han kunne se på hende. Han elskede hende, det gjorde han virkelig. Han kunne mærke det helt inden i. Det sidste døgn, hvor hun havde sagt farvel til ham for altid, havde han virkelig indset det. Han kunne ikke leve uden hende. "Det sidste døgn.." mumlede Malachi og sank en klump. Han var slet ikke vant til sådan noget. "...har jeg indset noget, Olivia." forsatte han.

[Olivia Rae Roden Wilson]

Olivia kunne mærke hvordan hele hendes krop kæmpede mod hendes fornuft, for at komme endnu tættere på ham. Hun kunne mærke hvordan gåsehuden og varmen spredte sig i hende, da han tog armene om hende. Hvis hun skulle stå sådan her resten af sit liv, ville hun ikke brokke sig. Det var her hun hørte til og det havde hun vidst i lang tid. Hun lagde armene om ham og kiggede ham ind i øjnene. Hun kunne slet ikke lade vær. Det var som om hun var tryllebundet af hans blik og hun ønskede at hun aldrig skulle se andre end ham. Hun vidste at han nok ikke var den bedste for hende, men hun var ligeglad. Hun elskede ham og kunne ikke længere holde ud at være væk fra ham. Hun ville gerne have det næste år overstået, så hun kunne få lov til rigtigt at være sammen med ham og måske faktisk se ham hver dag.
Da han hviskede i hendes øre at hun var hans, mærkede hun hvordan lykken spredte sig i hendes krop. En lykke hun ikke havde følt længe. Hun begyndte automatisk at smile og hun kiggede ned, da hun var bange for at han kunne se hendes voldsomme rødmen. Da han igen sagde noget, kiggede hun endnu engang op på ham hun elskede. "Hvad er det, Lachi?" Spurgte hun og lagde en hånd på hans kind.