Sudden Buisness meeting

[Deleted]

Alexander O'Brien

Det var en af de dage. En af de fantastiske dage hvor den kære muggler gik i fuldstændig panik og begyndte at smide rundt med tallerkner, bøger og hvad end der var i nærheden af hendes ekstrem stærke kastearm. Det var en middelalderne kvinde, som havde været så uheldig at være det forkerte sted på det forkerte tidspunkt som endnu en gruppe af ministeriet var dukket op for at diskutere brugen af den øde mark, der lå udenfor byen. Forsigtigheden for hekse og troldmænd havde altid været øverst på dagsordenen, men selv den kunne smutte i svinget for ministrene og deres lidt for fokuserede opgaver der gjorde at de ikke direkte tænke så meget over mugglerne i forbifarten.
Det betød at Viktoriya sammen med et par aurorer blev udsat for kasteskyds i det meget lilla skinnende hus med pyntepuder og alt for mange bøger. Dette havde resulteret i en bog i hovedet, en mndre bule og knap så tålmodig udtryk i kvindens ansigtsudtryk som hun var vendt tilbage til ministeriet for magi, efter endelig at havde udført sin opgave.

Med et let slag med tryllestaven dalede smerten i panden, men lod ikke misfarvningen helt forsvinde, inden hun satte sig i stolen med syn ned på papirarbejde. I øjeblikket følte hun at det ville være et priviligetiet at blive forstyrret! Papirarbejde, specielt i et tilfælde hvor det havde været nødsaget at bruge mere end en besværgelse mod muggleren og hjemmet, krævede en del flere detaljer og specifisering. Det var virkelig en af de dage.

[Deleted]

Alexander gik med hastige skridt mod obliviatorernes afdelingen. Han skulle bruge en obliviator lige nu, og det kunne kun gå for langsomt. Hans sorte lange kappe flagrede efter ham, som han drejede om et hjørne. Han var ikke kendt for en speciel venlig mand, det havde han nok aldrig været. Men efter han var gået under jorden som dødsgardisternes leder, havde han slået sig en smule mere til ro. Hans kone var gravid igen. Der var bare mange ting, så en magiker seriemorder, var nok noget af det sidste han havde brug for lige pt.

Han bankede fast på den første dør han fik øjne på, men afventede ikke et kom ind. "Frk. Krum, jeg skal du bruge Dem. Nu," sagde han bestemt, og gjorde en bevægelse med hånden, som tegn på hun skulle følge med, og så skulle han nok forklare på vejen. Han gik direkte i mod susenetværket. "Vi har en seriemorder i Skotland, han har brugt en utilgivelig forbandelse for øjnene af tre små muggler børn," forklarede han, havde det ikke været fordi de havde været børn, havde han været kold et vis sted, og blot slået dem ihjel, men selv en følelseskold mand som Alexander, mente at man ikke slog børn ihjel, uanset deres blod. Så kunne man altid finde dem igen når de blev voksne. "Deres hukommelse skal slettes, vi skal finde ud af, hvem de har fortalt hvad til, og så skal deres hukommelse også slettes, er klar på den opgave?" spurgte han, og vendte blikket i mod hende, som hans stoppede op foran et af de mange susenetværk. Det var jo ikke hendes opgave, at finde seriemorderen, ham skulle Alexander og hans team nok selv tage sig af.

//Undskyld mange gange, jeg var kommet til, at gå ind i nontifikationen, og så havde jeg glemt den. Undskyld igen//

[Deleted]

Et mindre spræt gik igennem den en smule forvirrede Obliviator da en fast banken ramte døren foran hende, og der gik heller ikke mange sekunder før døren blev åbnet til synet af ingen anden end Alexander McKenzie. Viktoriya rejste sig promte fra den stol hun mere eller mindre havde kastet sig i, og så lysvågen ud, men også en kende anelse forvirret.
Ingen spørgsmål blev stilt som en direkte ordre kom mon hende, og at dømme ud fra stemmen, var det virkelig nu og ikke om tre sekunder. "Ja, sir." Viktoriya kantede sig rundt om skrivebordet og fulgte promte med ud af døren, i en let løbende tilstand for at nå op på siden af Alexander som tog ekstrem lange skridt i forhold til hvilket tempo Viktoriya var vant til.

Viktoriya lyttede forfærdet og kiggede op på ham som informationerne nåede hendes vej. Hvordan nogen kunne finde på at kaste med forbandelser, specielt de utilgivelige, foran uskyldige børn, kom hun aldrig til at forstå. En ubehagelig følelse voksede op i maven på hende, som dyb alvor og sørgmodighed ramte ind over hendes træk.
"Ja selvfølgelig, sir." der var ingen spørgsmålstegn om hvorvidt hun nu var den rigtige til jobbet og om hun mon overhovedet kunne få børnene i tale. Viktoriya var gode med børn og lige nu mærkede hun en ihærdighed i at få lov til at hjælpe. Guderne måtte vide hvilke traumatiserende syn de børn måtte havde udstået. "Hvor mange kom til skade, sir?" Det lød til ud fra, at det måtte være en seriemorder, at mange var kommet til skade og ikke mindst dræbt.

//Sådan noget kan jo ske for selv den bedste : )//

[Deleted]

Alexander var uden tvivl typen som nød, at blive tiltalt som 'sir', det gav hans magtliderlige ego et boost. Han havde ikke haft arbejdet sammen med Viktoriya før, men allerede som hun sprang ud af stolen, og meget hurtigt flugte med, havde hun sat sig på den gode side af ham. "Det regnede jeg også med," sagde han, som hun medgav, at hun ville være den rette til jobbet. Han havde hørt om hende et par gange, men sådan var det vel altid på kryds og tværs af afdelingerne. Det var jo ikke altid ens eget team var nok, nogle gange måtte søge hjælp udfra. For selvom Alexander selv var en yderst dygtig troldmand, så havde hver afdeling jo sine styrker, og han havde brug for en som kunne udføre en oblivitators job til perfektion, så det var vel ganske naturligt, at han havde søgt til den afdeling.

Han vendte blikket mod hende, som hendes spørgsmål lød, "Indtil videre har vi fem dræbte, ingen er blevet fundet i live," fortalte han med et suk. Alexander skulle nok få fanget den psykopat som stod bag alle disse drab, om det så blev det sidste han gjorde. Han gik meget op i sit arbejde, og blev fuldblods magiker dræbt, følte han næsten det blev personligt.
"Jeg har brug for, at børnene give en beskrivelse af gerningsmanden, så mange detaljer som muligt, derefter skal deres og deres forældres hukommelse slettes," sagde han, så hun kunne blive forberedt på, hvordan det skulle foregå. Han var meget typer som ville have det på sin måde og ingen andre. Han tog noget susepulver i hånden, trådte ind i kaminen og sagde adressen højt og tydeligt, så Viktoriya ville kunne høre den, og forhåbentlig kunne gentage den, så de ville ende samme sted.

[Deleted]

Der gik et tydeligt gys igennem ryggen på hende. Hun have haft heftige sager igennem tiden, men så mange myrdet på en gang, var nyt og gruopvækkende. Der skulle ikke et geni til at se, at Viktoriya personligt, holdte en forsvarlig afstand til mord og vold. Selvfølgelig med mindre hendes arbejde krævede at hun skulle ind og se den verden, som det var tilfældet i dag. Hun vidste blot med sikkerhed at hun aldrig ville falde i og få samme vulgære tendens.
Viktoriya nikkede forstående, og noterede sig enhver oplysning. "Vil det være i orden, hvis jeg udspørger børnene hver for sig? Vidner, specielt børn, har en tendens til at efterligne hinandens historier ubevidst, og for at få så flest og brugbare oplysninger så muligt, skal de være sepereret fra hinanden." selvfølgelig var der så absolut ikke tale om at forældrene ikke måtte være der med deres børn. Det var en traumatiserende oplevelse, selv uden at havde været der kunne hun sige det. fem dræbte, og tre børn havde set det. Grusomt.

Viktoriya ventede tålmodigt til Alexander var forsvundet i de grønne flammer, inden hun selv tog susepulver og stilte sig ind på pladsen hvor han for få sekunder siden havde befundet sig. Højt og tydeligt gentog hun adressen, i håb om at få alt rigtigt, hvorefter hun forsvandt ind i susenetværket. Viktoriya havde det med at holde øjnene åbne og se på alle de stuer hun passerede, uden at blive svimmel. En rar egenskab at have. Med et pump landede hun i det slukkede ildsted og trådt ud mens hun børstede aske og støv af sig. Heldigvis så hun Alexander, som noget af det første.