Like brothers

[Aurelius Leon Blythe]

@amaniel

Udenfor universitetets hovedindgang dukkede Aurelius op af den blå luft og med lange skridt gik op til døren som han trådte ind af. Selvom det var mange år siden han sidst havde haft en hverdag på universitetet fandt han uden besvær rundt i de lange gange og op og ned af trapperne til han til sidst stod foran rektor Blythes kontor. Selvom det ikke var synligt på mandens ansigt gjorde det ham altid stolt at se fætterens navn mejslet ind i den blanke overflade. Tiltros for, at Amaniel ikke var hans bror havde Aurelius altid været tætter på denne mand end hans egen egentlige lillebror. De havde bare passet bedre sammen og selvom Amaniel, især på sine senere år, ikke behøvede nogle hjælp fra nogle storebror-figur ville Aurelius altid være der for ham.
Med et par beslutsomme slag slog Aurelius knoerne mod døren og trådte så et halvt skridt væk fra døren. Han fandt det altid ubehageligt at stå og glo direkte ind i døren til der blev åbnet op. Imens han ventede gled hænderne ned i lommerne på hans lange frakke der hang over de brede skuldre og dækkede over hans klassiske jakkesæts-outfit han bar når der var fyraften. Nogle kunne lide at gå med jeans. Skjorte og slacks havde bare altid tiltalt Aurelius mere.

TABLE BY CHI OF ADOXOGRAPHY!

[Deleted]

2056, januar måned. Et nyt år stod for døren, og efter juleferien var der som altid meget at lave. Amaniel havde sat på sit kontor det meste af dagen og fået styr på de nye professere som skolen netop havde taget ind. Der var mange elever, og lige så mange nye professors der skulle sættes ind i tingene. Heldigvis virkede de fleste ganske professionelle, han kunne simpelthen ikke arbejde med amatører, og det var da også derfor han havde været nødsaget til at fyre nogen, og derfor der netop havde været en håndfuld ledige pladser på skolen. Heldigvis virkede de nyansatte til at have bedre styr på tingene, men Amaniel vidste jo af erfaring at man kunne blive overrasket. Klokken lignede endeligt en der havde tænkt sig at være nådig og måske give ham fri, så han faktisk kunne nå at spise en bid mad inden at han faldt død om i sengen med en bog. Han kiggede op som det bankede på døren og rejste sig så. Han var ikke en mand der blot lod folk gå ind, tænk hvis det var nogen han ikke ville snakke med! Han åbnede døren og et smil kom frem på hans læber som han så Aurelius stå på den anden side af døren: "Jamen dog... Fint besøg" sagde han blot og åbnede let døren: "Jeg er næsten færdig med dagen, så hvis du har tid...?" spurgte han og gjorde tegn med hånden til om de så ikke skulle gå. Ikke at han præcist vidste hvad æren skyldtes, men han ville egentligt også hellere vide det over et krus øl, end med et skrivebord imellem dem.

♛

[Aurelius Leon Blythe]

Førhen krammede mand, men når man kom til en hvis alder var det bare ikke noget man gjorde sig i længere. Det passede Aurelius fint. De fleste mennesker han havde noget intimt med var kvinderne under ham og sådan måtte det gerne fortsætte. Derfor hilste han også blot på Amaniel med et let nik der måske i andres øjne virkede meget tilbageholden og formelt, men hvad forventede folk? At de ville springe i armene på hinanden?
"Selvfølgelig. Det var derfor jeg kom." Lød det, men trådte alligevel ind på kontoret. "Men gør dig endelig færdig." De havde ikke så travlt at det ikke kunne vente ti minutters tid. Det var også træls at blive afbrudt lige inden man var færdig med dagens omgang, det kendte Aurelius alt til. Han blev dog stående henne ved døren og ventede. Måske hastede det ikke, men han gad heller ikke sidde på kontoret længere end højest nødvendigt. "Jeg har hørt der skulle være åbnet en ny pub tæt på min lejlighed, tænkte om vi skulle indvie den?" Godt nok var det omgivet af mugglere, men man var jo englænder og engang imellem var en burger og en stor øl bare det man havde brug for samtidig med at man lige kunne vende verdenssituationen.

TABLE BY CHI OF ADOXOGRAPHY!

[Deleted]

Amaniel kom med et kort smil: ”Jeg skal bare lige have underskrevet to dokumenter, så er jeg klar” sagde han roligt. Amaniel var meget glad for at have en god ven i Aurelius. Han havde ikke selv nogen søskende, og han var ikke en mand der generelt var god til at få venner. Han holde ting tæt på kroppen og var meget personlig om mange ting, han gik op i sit privat liv og han ønskede ikke at folk skulle blande sig ret meget i hans liv og hoved. Dog vidste han godt at det var anderledes med Aurelius, de mindede om hinanden på en eller anden mystisk både, som Amaniel satte pris på. Han satte sig ned på stolen og tog den fine brune fjer for at underskrive de to dokumenter der lå klar på hans kontor: ”Det lyder som en god idé... Det er længe siden jeg har fået en god whiskey” sagde han og rejste sig op, han gik over til døren og tog sin lange sorte frakke på og lod kort blikket hvile i mod Aurelius. ”Desuden har jeg ingen planer for aftenen, så det er måske tiltrængt bare med lidt alkohol og en snak” sagde han og klappede Aurelius på skulderen. ”Skal vi komme afsted?” spurgte han og åbnede døren ud til gangen, så de kunne få det lange ben foran.

♛

[Aurelius Leon Blythe]

To underskrifter. Det kunne han da lige vente på. Da de var nedskrevet fulgte Aurelius med fætteren udenfor. "Det tænkte jeg nok. Alt det papirarbejde må man blive forkølet af." At folk gad det havde Aurelius aldrig forstået. Han havde til hver en dag fortrukket at komme ud og strække bene, men han respekterede folk der fortrak at sidde med papirnusseri. De kunne få sat ting i gang, selvom han til tider godt kunne tvivle. Det krævede karakter som ikke alle havde, hvilket i øjeblikket kunne ses i ministeriet, hvor de stadig ikke kunne finde deres minister. Om Aurelius kunne gøre det bedre selv vidste han ikke, men han havde heller ingen interesse for at prøve. Selvom det var hans chef der var tale om følte han ikke nogle form for forbindelse med manden, tvært imod.
"Går det ellers godt?" Selvom de så hinanden ofte, takket være logen, var det altid godt lige at høre, hvordan det gik. Hvis der ikke var noget at berette om behøvede man jo heller ikke at hælde en lang historie i hoved på lytteren. Det var mest for bare at være ude med følehornene og tjekke at ingen storm pludselig ville komme brusende.

TABLE BY CHI OF ADOXOGRAPHY!

[Deleted]

Amaniel grinede let, han var glad for at have familie han kunne betro sig til når han havde brug for at have en skulder at læne sig op af, heldigvis var Aurelius en mand med samme principper og forståelse for verden som Amaniel selv havde. Det var det vigtigste for ham, at verden faktisk fungerede og at der var styr på tingene. Det var da også derfor nogen mente at Amaniel var på kanten til arrogant, fordi at han ønskede at tingene gik kontrolleret og efter helt bestemt procedure, og det galt både på arbejdet og i privatlivet. Amaniel begyndte at gå afsted, en drink og en bar, det lød slet ikke som en dårlig afslutning på en lang dag. "Det går... Jeg syntes der er en del at se til...” sagde han blot: "Efter at lederne i samfundet er forsvundet har jeg jo været nervøs for om jeg var på listen, men det ser heldigvis ikke sådan ud" sagde han blot, ellers måtte de jo komme an, godt nok var Amaniel ikke noget ekspert magiker, men han kunne da godt svinge en tryllestav. "Hvad med dig du gamle? Behandler livet dig pænt?" spurgte han.

♛

[Aurelius Leon Blythe]

Amaniels bekymring skabte en lille rynke i panden på Aurelius, der skævede mod sin fætter ganske kort. "De andre var jo meget offentlige omkring deres positioner, det er måske det der har gjort forskellen." Overvejede han højlydt. Bare tanken om, at Amaniel kunne forsvinde fandt Aurelius bestemt ikke spor behageligt. I så fald ville han straks være gået på jagt efter manden og ville ikke stoppe før han fandt ud af, hvem der havde kidnappet ham og fået afstraffet vedkommende, enten via lovlig vej eller mere lysskymetoder. Det var ikke noget han brød sig vældig meget om, men når situationen krævede det var Aurelius ikke bange for at tage hårde midler i brug.
"Damerne er stadig efter mig." Et grin lyste op på hans ansigt og erstattede den tidligere bekymret mine. "Så ja, ganske godt vil jeg da sige." Det kunne godt være at Amaniel var et par år yngre end Aurelius, men førstnævnte var til tider alligevel den mere modne af de to, især når det kom til damerne. De kunne hurtigt stige Aurelius til hoved, især med nogle procenter i blodet - og hvis han vel og mærket tillod det, hvilket var næsten altid. Var situationen ikke til at fjolle rundt kunne han tage sig sammen, men det var sjældent det udviklede sig sådan, hvilket han også havde det helt fint med. Damerne skulle jo nydes!

TABLE BY CHI OF ADOXOGRAPHY!

[Deleted]

Han nikkede blot: ”Det virker absurd at auroene ikke har fundet dem endnu, hvad er det overhovedet vi betaler deres løn for?” spurgte han alvorligt. Han troede at ministeriet var stærke og at de kunne nærmest hvad som helst, men han kunne godt se at det ikke helt var sagen og for nu måtte han jo bare vente tålmodigt, glad for at han det ikke virkede til han blev den næste: ”Ja, jeg tror det er fint vi bare holder ekstra lav profil lige nu” sagde han, selvom han nok mest af alt bare havde lyst til selv at gå ind i sagen, han var sikker på at logen kunne finde dem hvis blot de begyndte at søge de rigtige steder. ”Efter dig ligefrem? Forhåbenligt ikke med fakler og høtyve” sagde han i et grin, så meget ballade havde Aurelius forhåbenligt ikke skabt sig, selvom Amaniel da godt vidste det måske ikke var usansynligt. ”Din vurdering er om du stadig er attraktiv nok til at kvinder kaster sig for dine fødder? Jamen det var vel egentligt meget nemme odds i livet” sagde han som de kom ned i mod baren, han glædede sig til at få lidt at drikke. Amaniel havde nok ikke helt så meget gang i det med kvinderne som Aurelius havde, men han var bestemt ikke uskyldig på det område, og Amaniel var da også en god ven af Judas.

♛

[Aurelius Leon Blythe]

Aurelius trak let på skuldrene. "Måske er det ministeriet der selv har bortført dem?" Sådan var han godt klar over, at landet ikke lå, ikke med de reaktioner der var kommet, omend tanken underholdte ham en anelse. Det kunne være yderst morsomt. "Lyder som en god idé, omend der nu ville være oplagt mulighed til at sætte nogle planer i værk." Det ville så bare handle om at holde logen ude af det, men det burde ikke være et kæmpe problem. Med hele ministeriet løbende rundt som hovedløse høns ville de nok nemt overse små detaljer, omend Aurelius ikke ville sætte alt sin lid til det.
"Nej, ikke dem." Lød det en anelse tørt. Det var mere mændende i form af Gary og Judas, hvor sidstnævnte 'heldigvis' var bortført. Aurelius var lidt bekymret for Judas, det kunne han ikke helt afslå, men han var også glad for at han ikke skulle bekymre sig om ham lige i øjeblikket. Det gav lidt ro derhjemme, især med Dawn boende. "Det er bestemt min vurdering." Lød det meget selvtilfreds fra ham mens de trådte ud af universitetsbygningen og bevægede sig udenfor i den kolde aftenluft. "Hvad med dig, du ser ud til også stadig at være i live." Konstaterede han og kastede et blik op og ned af fætteren. Hænderne begravede han samtidig dybt i frakkens lommer mens han kort skuttede sig mod kulden.

TABLE BY CHI OF ADOXOGRAPHY!

[Deleted]

Amaniel var glad for at have en ven som Aurelius han kunne betro sig til, de to havde jo kendt hinanden siden de var små og de havde altid været gode til at holde kontrakten. ”Jeg har godt overvejet muligheden, jeg kan bare ikke se hvorfor ministeriet ville holde det skjult, hvad skulle deres spin være? Hvorfor ikke bare anholde Judas, Zain og de andre” sagde han eftertænksomt og skulede let til Aurelius, han ville gerne regne gåden ud, for hvis Amaniel skulle sige det så var han ret god til gåder, men han vidste bestemt også godt at det ikke altid var helt så simpelt som det nogengange så ud. Som de gik ind på baren, kiggede han i mod Aurelius som et stille spørgsmål til hvad han ville have: ”Jeg lever sådan nogenlunde, arbejdet er travlt for tiden” sagde han: ”Også har jeg mødt en ny pige nede ved Judas, som er ved at tage livet af mig” sagde han blot. Amaniel kendte også Judas ganske godt, det var en klog familie og desuden så havde Judas også stor magt i den magiske verden, så det var godt at holde sig på hans gode side. Derudover så var Amaniel en mand der gik på bordel når han endeligt skulle se på kvinder, han gad ikke alt det der “vil du have en drink” og “hvad hedder du?” Det havde han ikke tid til, så var det nemmere bare at gå til nogen der ikke snakkede så meget.

♛

[Aurelius Leon Blythe]

Det ville også være yderst mærkværdigt. Ministeriet havde i den magiske verden næsten uanet med magt og mulighed for at gøre lige hvad de ville. Bare tanken om demonstrationer og modstand virkede lige så unaturligt som magi var for mugglere. "Man ved aldrig. De politikere er nogle gange gale i hoved." Aurelius havde aldrig forstået sig meget på politik eller sat sig voldsomt meget ind i sagen. Så længe de ikke blandede sig for meget i hans liv var han tilfreds og så skulle han også gerne holde næsen ud af deres sager. 

"En tøs, hvem?" Lød det tænksomt fra ham mens han kort skævede mod Ameniel. Dawn var selvfølgelig sprunget op i hans egne tanker. Forhåbentligt havde hans ven ikke været lige så uheldig som ham selv, i så fald var det så tragisk at det var lige til at grine af. De ville udgøre et yndigt par i såfald. Men Aurelius tvivlede. Han ville nok finde sig en mere erfaren kvinde og få sagen overstået. "Hvilke problemer har du fået dig rodet ud i?" Trods de bekymret ord, var der ingen bekymring at spore i hans stemme. Manden skulle nok selv kunne komme ud af suppedasen, ligesom han selv. Det var ikke altid let, men sådan var livet. De var begge i live, så mon ikke der var gode odds for dem begge.

TABLE BY CHI OF ADOXOGRAPHY!

[Deleted]

Han grinede let: ”ja politik er ikke altid til at finde rundt i” sagde han blot, og rystede så let på hovedet. Det hele virkede bare så åndssvagt og han håbede da at de anede hvad de lavede: ”Aurorne finder dem aldrig, der er større kræfter på spil... Ministeren er en dygtig magiker og det samme er varulve lederen” sagde han blot, det var de andre da sikkert også, men nu var det netop de to som Amaniel kendte noget til. Han kunne dog ikke gøre så meget andet end bare at vende og se. ”Jeg kan knapt huske hendes navn, jeg tror hun hedder Paris” sagde han og grinede i sit alt for maskuline grin der fortalte noget om hans ligegyldighed for verden: ”Det er ikke hendes navn jeg bruger mest tid på” påpegede han, men hun havde da vidst præsenteret sig for ham engang. ”Ingen problemer.. Hun er bare ung og fleksibel, og jeg er ved at være gammel” sagde han i et grin, det kunne skam godt være hårdt at følge med de unge når det kom til den slags aktiviteter, men Amaniel mente da selv at han gjorde et ganske godt forsøg: ”Desuden må man jo hjælpe med at holde dem varme nu Judas ikke er hjemme” sagde han i et grin, han vidste godt at han var på kanten til klam, men det var helt ufortrødent.

♛

[Aurelius Leon Blythe]

"Eller også tænker de bare ikke nok ud af boksen?" Det ragede egentligt også Aurelius en høstak. Trods sine halve bekymringer for især Judas var ingen af dem der var kidnappet nogle han ville komme til at savne. Tvært imod kunne det måske være en god idé at få rystet lidt op i verdens ordenen, selvom han nok var noget nær den eneste med den overbevisning. Derfor holdte han også mest sin kæft og fortsatte videre op i baren, hvor han greb et menukort og skimmede det igennem for diverse muligheder.
"Du må være lidt mere aktiv." Lød det til Amaniel selvom han gloede ned i kortet og kort efter bestilte til en tjener og fik betalt med mugglernes mærkelige mønter. "Bestemt. Forretningen skulle jo nødig dø." Kommentaren vækkede ingen forargelse hos Aurelius. Han ville nok også selv have sagt noget i den dur, hvis han havde stået i samme situation. Hans situation med Judas' tøser var blot noget helt andet. Det gad han dog ikke underholde med. Istedet fandt han et bord til dem, som han slog sig ned ved. "Men var hun så lige så god som den by hun er opkaldt efter?" Egentligt var Aurelius ikke så begejstret for Paris, ikke som mange andre, men det var da en fin by med sin egen kultur. Lidt for fin og fornem til hans smag, men han kunne da se, hvorfor alle romantikerne var helt fortabt. Athena ville nok være ovenud lykkelig.

TABLE BY CHI OF ADOXOGRAPHY!