Dementors and Dragons.

[Aurelius Leon Blythe]

dementors and dragons

Maden fik ben at gå på, på Aurelius tallerken. Han var dejlig mæt da han var færdig og lænede sig tilbage i stolen, mageligt, som om intet var sket mellem dem. Han kunne dog ikke undgå at mærke Athenas kulde og tavshed. Han endte derfor til sidst med at rejse sig op og gik hen til hendes lille bord. "Er du færdig?" Var det tilfælde ville han bære begge deres tallerkener ud i køkkenet og få det vasket op, ellers ville det blot blive hans egen. Lidt efter kom han tilbage til soveværelset. Ude i køkkenet havde han overvejet lidt om han bare skulle smutte, men det gav også en dårlig smag i munden. Athena havde jo set deres møde som meget mere og selvom han normalt ikke gav meget for folks fejltolkninger var der noget ved hendes sårbarhed der gav ham lyst til at drage bare en anelse omsorg. Det samme skete når han så drageunger, eller nifflers. Sidstnævnte var måske mere fordi de var så bedårende.
Ved sengen smed han sine sko før han kravlede op i sengen, bagved Athena, og ville lægge en arm omkring hende mens hagen hvilede på hendes anden skulder, hvis hun ikke sparkede ham ud af sengen eller huggede en albue op i mellemgulvet. "Jeg ville være sammen med dig fordi jeg finder dig attraktiv." Erkendte han så, før han tilføjede: "Det gør jeg stadig." Altså, hvis Athena ville have en omgang mere i lagnerne ville Aurelius være den sidste til at bakke ud, men han tvivlede alvorligt på det. "Det er anderledes at være sammen med folk man ikke skal betale bagefter, eller har betalt." Afslørede han så. Det var måske ikke den bedste tilgang, men det var da bedre end ikke at sige noget, ikke?

[Deleted]

Sometimes the only pay-off for having any faith
Is when it's tested again and again everyday
I'm still comparing your past to my future
It might be your wound but they're my sutures

Som Athena spiste, stoppede hun et øjeblik op midt i det hele, som hun kom i tanke om, at hu havde glemt sin bordbøn. Hun lagde bestikket fra sig, foldede hænderne i skødet et øjeblik og lukkede øjnene, som hun lydløst gav sig til at mumle for sig selv. Hoved var sænket, som hun bad og hun rettede sig først op igen, som hun afsluttede med et lille ’Amen’. Hun spiste atter lidt mere af sin mad og som Aurelius spurgte om hun var færdig, nikkede hun blot forsigtigt. Hun rykkede lidt på sig, så hun sad i skrædderstilling på kanten af sengen og tavst, blev hun så ellers bare siddende, som hun fumlede lidt med kanten af den fine hvide natkjole. Hun skævede lidt til Aurelius, som han kom tilbage og smed skoene, men hun forblev tavs. Hun rynkede på næsen, som han kravlede op bag hende. Allermest, havde hun lyst til at skubbe til ham og snerre at han ikke skulle så meget som røre hende, men i sidste ende, kunne hun heller ikke helt nænne at skubbe ham væk. I stedet lod hun fortsat blikket være rettet imod hænderne, der fumlede med kjolens skørt, som han snakkede. ”Og ved du, hvorfor det er anderledes? Fordi der man forventer at der ligger gensidigt respekt bag, Aurelius…Fordi man forventer at er en eller anden form for kemi og fordi man ved man har et ansvar for den anden. – Det følte jeg bare du glemte…” Svarede hun forsigtigt. Hun sukkede dybt og som hun sad der, undlod hun at se på ham. "Jeg blottede min mest sårbare side for dig og jeg føler at du trampede på den tillid jeg udviste dig.." Mumlede hun stille.

MADE BY VEL OF GS + ADOXOGRAPHY 2.0

[Aurelius Leon Blythe]

Det var godt der var nogle der kunne lære Aurelius at tolke hans følelser, for han hverken forstod eller forsøgte at forstå dem. Han lagde heller ikke så meget i hendes ord, men han lyttede da lidt. Hendes anklage følte han at han måtte besvare, på en eller anden måde, men hvordan kunne han ikke finde ud af. De ville nok bare blive enige. Selv syntes Aurelius at han udviste hende respekt, i hvert fald mere end han normalt viste kvinder, men det var ikke et emne han ville trække hende ind i - og heller ikke noget han ville underholde med. Derfor undlod han at sige noget i første omgang.
Han forstod heller ikke meget om hendes snak om tillid, så det var måske bedst bare at skifte emne, hvis det vel og mærket var muligt på en bare lidt elegant måde. Han var ved at åbne munden, med en idé i hoved til, hvad han skulle sige, men da han gentog det for sig selv, inde i hoved, måtte han erkende at det lød fjollet. Han kunne ikke rigtig sige at hun ikke skulle tage det personligt. "Jeg har en anderledes måde at udtrykke mig på." Lød det i stedet til sidst, hvilket nok var den reneste sandhed. De var to meget forskellige personer fra to også meget forskellige verdener. "De bløde værdier har aldrig været mit domæne." Han slap hende og lod sig trille om i sengen, hvor bene fik lov til at hænge ud over sengekanten i den anden ende.

[Deleted]

Sometimes the only pay-off for having any faith
Is when it's tested again and again everyday
I'm still comparing your past to my future
It might be your wound but they're my sutures

”Det er nok den dummeste undskyldning jeg til dato har hørt.” Konstaterede Athena, som hun vrængede utilfredst på næsen. Hun rystede lidt på hovedet for sig selv og roligt, blev hun så ellers bare siddende på sengen. Hun havde så bestemt ikke tænkt sig at give sig, bare fordi manden ved siden af hende ikke før lod til at være blevet konfronteret af at andre kunne se virkeligheden eller en situation fra en anden side end hans. Blikket flakkede, men alligevel, gjorde hun ikke min til at møde hans blik. Tværtimod. Øjnene faldt i stedet på hendes lille niffler-bamse, der var landet på gulvet, som den var faldet ud fra hylden under natbordet og diskret, puffede hun den med foden tilbage på plads, i håb om at Aurelius ikke havde set den. – Han ville sikkert bare tænke at hun var pattebarnsagtig. – Trods alt, skulle det ikke undre Athena, hvis han under sin tid på Hogwarts, havde været en af dem, der havde gjort grin med dem der ikke havde samme holdninger som han. Lige nu, var hendes tanker om ham i hvert fald ikke høje. ”Du skal i hvert fald ikke gøre dig flere forhåbninger fra min side af.” Mumlede hun stille. 

MADE BY VEL OF GS + ADOXOGRAPHY 2.0

[Aurelius Leon Blythe]

Ud af øjenkrogen kunne Aurelius se at Athena gjorde et eller andet med sin fod. Nysgerrigt kiggede han og syntes og se noget der lignede en fod tilhørende en bamse der havde en mørk farve. Nysgerrigt vred han kroppen rundt så han kunne lægge på maven og som en anden sæl trække sig langt sengen hen til kanten, hvor han fik øje på tingen der skulle skjules. En bamse, af en niffler! Havde han ikke sin stolthed at passe på havde han straks kastet sig over den, men han forsøgte at fastholde sin værdighed og trillede om på ryggen igen. "Hvorfor har du en nifflerbamse?" Ville han høre. Armene blev lagt i nakken.
En lyd der kunne lyde halvt som en latter slap ud fra ham. "Det havde jeg heller ikke forventet at du ville tillade, men hvis du nu ombestemmer dig." Så ville han da gerne stille sin krop til rådighed. Det havde han slet ikke noget ved at erkende. samleje var jo noget af det meste fantastiske i verden og Athena så godt ud, især uden tøj på. Selvom det nok ville blive med lidt udfordringer ville han derfor gerne lade sig bruge lidt af hende. Så kunne der jo stå 1-1?

[Deleted]

Sometimes the only pay-off for having any faith
Is when it's tested again and again everyday
I'm still comparing your past to my future
It might be your wound but they're my sutures

Athena lukkede øjnene, som Aurelius spurgte til hendes bamse. Hun sukkede dybt og en smule opgivende, som hun lod en hånd glide ned over ansigtet. Hvor meget mere akavet kunne den her situation mon blive? Hun skævede lidt imod ham, som han lo af hende, men hun rakte så alligevel ned efter den lille bamse, før hun lidt flovt placerede den på hans brystkasse, så den sad der. Nu havde han jo trods alt set den anyway. ”Fordi…Den gør mig selskab, når jeg føler mig utryg…Hvor fjollet det end lyder.” Svarede Athena, som hun sank en klump og atter vendte sig imod Aurelius, der lå og spillede kæk. ”Hmpf…Jeg tror jeg har fået det jeg skulle have tak…Og særlig godt var det ikke….Mr. Gentleman” Kommenterede hun køligt. – Det sidste sarkastisk, som hun lidt håbede at det måske kunne slå ham lidt ned fra hans høje hest.

MADE BY VEL OF GS + ADOXOGRAPHY 2.0

[Aurelius Leon Blythe]

Niffleren kom helt op hans brystkasse, hvor Aurelius kunne studere den. Han tog fat i den vente den lidt op og ned. Det var faktisk en god genskabning, muligvis på grund af magi? "Jeg havde en niffler dengang jeg var lille, en rigtig en, levende og rigtig glad for især halskæder." Forklarede han før han næsten forsigtigt satte den over på pengebordet og vente fokus tilbage imod Athena. Hendes ord fik ham til at stirre på hende i et øjeblik uden at fortrække en mine før han til sidst så rejste sig op. Nogle trykkede bare på den store do-not-press-button, men Athena syntes at tage tilløb og hoppe med begge ben for at presse den helt i bund.
Det kunne godt være at Aurelius ikke altid så på kvinder med den største respekt, men han satte en stor dyd i at kunne tilfredsstille dem. Hendes bemærkning var derfor som at hænge et stort rødt flag ned foran en tyr. "Jeg kan ændre på det?" Forsøgte han at tilbyde i en rolig tone som ikke afslørede noget af hans harme. Han trak sig op fra sengen. En pludselig idé dukkede dog op. "Okay." Startede han ud. "Så lad os starte forfra. Date i London. Jeg kommer og henter dig og så skal jeg vise dig en rigtig gentleman." At der så var bagtanker med hans plan behøvede han ikke at sige til hende. Nu skal han først bevise, at han godt kunne være den bløde søde mand som hun tydeligvis søgte.

[Deleted]

Sometimes the only pay-off for having any faith
Is when it's tested again and again everyday
I'm still comparing your past to my future
It might be your wound but they're my sutures

Athena kunne ikke lade være med at smile lidt diskret for sig selv over Aurelius’ tilkendegivelse. – Det overraskede hende ærligtalt noget, at han åbnede op og delte sådan en side af sig selv, i stedet for at gøre grin med hende. Smilet gemte hun dog hurtigt væk igen. Der var ingen grund til at afsløre for ham, at hun godt kunne lide hans blødere side. Trods alt, regnede hun ikke med at hun skulle se ham igen alligevel. – Ikke efter alt det her. Hurtigt, måtte hun dog erkende, at hun nok kom til at tage fejl, som han nærmest kommanderede hende på date og med et hævet bryn, så hun skeptisk på ham. Mente han det alvorligt? Han mine var alvorlig nok, bedømte hun sig for. Seriøs, som om han faktisk mente det. Hun sukkede og kløede sig lidt i nakken. Usikker på , om hun skulle afvise hans ’invitation’ eller indvilge. Dum og naiv, havde hun ihvertfald ikke tænkt sig at være fortsat. ”Fredag?” Spurgte hun så tøvende.

MADE BY VEL OF GS + ADOXOGRAPHY 2.0

[Aurelius Leon Blythe]

dementors and dragons

Det kom, trods Aurelius evige selvsikkerhed, alligevel lidt som en overraskelse at Athena indvilligede. Det var jo ikke fordi han var storfavorit, men han var glad til trods og smilede kort triumferende. Godt! Det var en aftale. "Det kan vi sagtens sige, så hvornår har du fri? Jeg kan tage forbi De Tre Koste." Der var der en kamin han nemt kunne komme til og hvis han kom lidt efter lukketid ville den forhåbentligt heller ikke være fyldt op. Det var aldrig sjovt at lande oveni andre i en kamin. Det kunne hurtigt blive ubehageligt trangt. Han havde prøvet det et par gange og det var bestemt også et par gange for meget.
Spørgsmålet var bare, hvad han så skulle gøre. Men måske var der løsning for det. Gary var nok manden han skulle have fat i. Han ville sikkert være Athenas type, men han var gift og alle plejebørne ville sikkert skræmme Athena. Hun drømte sikkert om sine egne, ikke andres. Ville Athena acceptere og komme med et tidspunkt ville Aurelius forlade sengen. Det var helt sikkert også blevet tid til at komme hjem og få sovet lidt. Med et arbejde som dragetæmmer var søvn en vigtig energikilde.

[Deleted]

Sometimes the only pay-off for having any faith
Is when it's tested again and again everyday
I'm still comparing your past to my future
It might be your wound but they're my sutures

Athena rystede lidt på hovedet. Hun havde ikke særlig meget lyst til at Aurelius samlede hende op på arbejdet. Trods alt, ønskede hun alligevel ikke at der begyndte at sprede sig rygter. Arbejdsliv var en ting, privatliv var en anden. Hun rejste sig forsigtigt op og gjorde så ellers mine til høfligt at følge Aurelius ud til døren. ”Hent mig her klokken halv otte.” Svarede hun stille. Venligt, åbnede hun så døren for ham. ”Og tak forresten…For det med dementoren.” Erklærede hun med et lille smil, før hun atter, lukkede ham ud i natten.

//Tråden er afsluttet.

MADE BY VEL OF GS + ADOXOGRAPHY 2.0