Dementors and Dragons.

[Deleted]

Sometimes the only pay-off for having any faith
Is when it's tested again and again everyday
I'm still comparing your past to my future
It might be your wound but they're my sutures

Klokken var lidt over elleve og Athena havde haft lukkevagt på De Tre Koste. Mørket havde for længst sænket sig over den lille by og kulden udenfor bed, som den havde gjort de sidste mange dage. Den rødhårede Kromutter, var som altid elegant og stilet påklædt, men humøret var ikke ligefrem det bedste. Hun havde de seneste dage følt sig utilpas, efter hendes lille sammenstød med Aurelius Blythe og ikke nok med det, havde hun til aften en dundrende hovedpine. Han var smuttet ret hurtigt, efter at de havde været sammen ganske kort og efterhånden følte hun, at han blot havde udnyttet hende. Hun havde trukket et gråstrikket sjal omkring sig, som hun i aften havde besluttet sig for at skyde genvej gennem ulvesmøgen, som hun oftere gjorde og som hun gik, løftede hun lidt op i den lange kjole. Der var lettere pløret, som hun bevægede sig igennem den mørke sidegade, men som der med et begyndte at være isnende koldt, lod andre bekymringer til at tage over hos Athena. Blikket flakkede og som hun syntes at spotte noget ud af øjenkrogen, gippede det i hende. Hun trak sin stav fra ærmet og holdt den let ud fra sig, som hun bakkede. Omkring sig, bemærkede kvinden, hvordan mudderet under hende blev fastere…Hvordan iskrystaller dannede sig på vinduerne og hvordan de små vanpytter frøs til is. Angst og sorg, vældede ind over hende og som hun stod der, kunne hun kun alt for tydeligt mærke at hun blev endnu mere ked af det, end hun havde været i forvejen, som en mørk skikkelse nærmede sig hende. Hun forsøgte at løbe. Hun forsøgte at vende sig om og stikke af, men før hun vidste af det, undslap et skrig hendes læber og hun landede på halen lige i mudderet. Dette, som en dementor bukkede sig over hende og langsomt gav sig til at trække minder, liv og sjæl ud af hende.

Tråd til Aurelius Leon Blythe

Hogsmeade - Ulvesmøgen

D. 20 Januar 2056 - Klokken 23.13

Påklædning

MADE BY VEL OF GS + ADOXOGRAPHY 2.0

[Aurelius Leon Blythe]

DEMENTORS AND DRAGONS

Vinter 56 - ulvesmøgen

Det havde egentligt ikke været hans hensigt at vende tilbage til Hogsmeade efter mødet med Athena, men arbejdet sendte ham af sted. I et forsøg på dog at undgå at støde ind i Athena valgte han derfor at ankomme til byen sent om aftenen og få sine anliggende klaret så hurtigt som muligt så han igen kunne være på farten lidt efter. Efter at have været rundt i de rigtige butikker og snakke med de rigtige folk valgte han at smutte gennem gennem ulvesmøgen og dermed hurtigt komme frem til kaminen han var ankommet i. Der var der susepulver som han selvfølgelig selv havde glemt at medbringe. På vejen hjem kunne han dog mærke, hvordan kulden pludselig blev mærkbar køligere. Forundret rynkede han brynene mens han forsigtigt ledte efter kilden. At der var tale om en dementor var han ikke meget i tvivl om, det handlede bare om at finde den.
Efter forsigtigt at have bevæget sig videre gennem smøgen med sin stav hævet lykkes ham til sidst at lokalisere væsenet der allerede havde fundet sig et ofre. Det var svært at se, hvem der lå under, men det var også lige meget. Langsomt begyndte han at forme cirkler med sin stav mens han genskabte sig mindet fra da han var fem år. Inde i stuen havde han siddet og leget med en bil da der pludselig blev banket på. Overrasket havde den dengang femårige Aurelius kiggede op og set sin bror komme gående ind med en kasse som han satte foran drengen og havde bedt ham om at være hurtig til at gribe gaven. Nysgerrigheden havde næsten ikke været mulig at holde i kontrol da han åbnede kassen op og så en lille pelset boldt som gloede op på ham. Aurelius havde med det samme vidst, hvad det lille dyr var. Et hvin af fryd forlod drengen indtil en hånd kvalte det.
"Expecto Patronum." Lød det med en selvsikker trone før en hvid skinnende drage fløj ud fra staven og med kraftige vingeslag susede gennem smøgen og hen imod dementoren. Hvad der yderligt skete vidste Aurelius da han allerede havde travlt med at løbe hen mod skikkelsen på jorden. Da han kom tætter på så han at det var Athena, hvilket kort fik ham til at tøve, men kun et øjeblik før han fortsatte og bukkede sig ned ved siden af hende.

[Deleted]

Sometimes the only pay-off for having any faith
Is when it's tested again and again everyday
I'm still comparing your past to my future
It might be your wound but they're my sutures

Athena lå og svajede i ryggen, som dementoren sugede liv og sjæl ud af hende. Hovedet dundrede, billeder flakkede for hendes indre og hun følte sig blændet, som om hun ikke kunne se, hvad der skete omkring hende. Hænderne borede sig ned i mudderet, som kvinden knapt tænkte over, hvilket skidt og møg hun lå i og langsomt, var den ellers pæne kjole, ved at blive godt sølet til. Dét, som hun i det svage fjerne synes at høre skridt. Et kraftigt lys afbrød atter tankestrømmen og som Athena synes at få synet tilbage, som minderne blev afbrudt, gispede hun lidt efter vejret. Hun forsøgte at vende sig i det plørede mudder og knapt synes hun at bemærke, hvem der havde bukket sig ned ved hende, før hun for længst havde placeret en lettere beskidt hånd på hans lår, som var hende nærmest. Tårerne trillede ned af kinderne på hende og forvirret mødte hun Aurelius’ blik, ynkelig, som hun følte sig. Hun rystede over hele kroppen og hovedet gjorde nu kun endnu mere ondt end tidligere. Et øjeblik synes hun at have set en drage, men den lod til at være væk nu. Gad vide om Aurelius virkelig havde så stærk en patronus?

MADE BY VEL OF GS + ADOXOGRAPHY 2.0

[Aurelius Leon Blythe]

Dementors and dragons

Vinter 55 - ulvesmøgen

Forsigt studerede Aurelius mens Athena kom tilbage til overfladen. Hånden på hans lår ignorerede han. Som dragetæmmer var der langt værre ting. "Er du okay?" Spurgte han, godt klar over at hun nok ikke psykisk var helt ovenpå, men han mente også mere hendes fysiske tilstand. En arm stak han ind under hendes armhule og om bag hendes ryg mens en anden søgte ned under hendes ben før han rejste sig og fik hende med sig. Da han stod rettet op gik turen med et lysglimt ind i hendes lejlighed, hvor han havde tranfereret dem ind i soveværelset. Forsigtigt blev hun lagt på sengen. Sengetøjet skulle nok også vaskes bagefter, men det måtte blive en bekymring til senere. "Bliv." Beordrede han, som var hun anden hund, før han forsvandt ud i hendes køkken. Med et hurtigt sving med staven fik han sat gang i en kedel med vand og ild. Mens det blev færdig vente han tilbage til Athena.
"Hvad lavede du der, i ulvesmøgen?" Forlangte han at vide, mens han trådte ind i rummet, men overlod hende mest til sig selv, hvis hun skulle have hjælp med noget. Ellers ville han finde en stol at sætte sig i. Tryllestaven lå havde han til at vippe mellem to fingre og med et halvt øre klar ude i køkkenet til når vandet var kogt færdigt.

[Deleted]

Sometimes the only pay-off for having any faith
Is when it's tested again and again everyday
I'm still comparing your past to my future
It might be your wound but they're my sutures

Det eneste der formåede at komme over Athena’s læber, som Aurelius spurgte hende, om hun var okay, var en svag brummende lyd. Hun skar en grimasse, som han løftede hende op, men ude af stand til at brokke sig eller gøre indvendinger, lagde hun i stedet hovedet ind imod hans brystkasse. Hun sukkede tungt, som han placerede hende i sengen, da han havde transfereret dem og forsigtigt tog hun sig lidt til hovedet, som fortsat dunkede. Hun følte sig utrolig omtåget og som han kommanderede hende til at blive, blev hun villigt liggende. Trods alt, tvivlede hun overhovedet på, at hun ville kunne stå på sine ben, selv hvis hun ville. Med rystende hånd, formåede hun at lægge sin stav fra sig på natbordet, som hun havde knuget den til sig i hånden. Hun skævede op imod Aurelius, der langsomt formede sig for øjnene af hende, som andet en blot en skygge og prøvende, forsøgte hun at sætte sig op. ”Skød genvej hjem..” Mumlede Athena, som hun lidt utilfredst så ned af sig selv og alt det mudder og søle hun var pladret ind i. ”Jeg har ikke energi til at koncentrere mig om spektral transferens her om aftenen..” Mumlede hun, som hun skævede til ham.

MADE BY VEL OF GS + ADOXOGRAPHY 2.0

[Aurelius Leon Blythe]

dementors and dragons

Hun så også både træt og bleg ud, men det kunne være kommet efter dementorens angreb. "Så burde du holde dig til den sikre vej." Der var ingen grund til at teste grænser af når man var træt, det havde Aurelius prøvet masser af gange. Han skulle altid være helt vågen når han var på arbejde, ellers kunne det hurtigt gå galt. "Tag og få hvilet lidt." Ved lyden af vandet der kogte ude i køkkenet rejste han sig op og forsvandt. Kort efter kom han tilbage med en bakke med et glas vand samt en kande med te og et tilhørende krus. Det satte han på hendes natbord før han begyndte at løfte op i Athenas skørter, ikke for at komme helt ind under dem, men for at få adgang til hendes støvler som han trak af hende. Det var nok rart at komme af dem, især i sengen. "Skal jeg hjælpe dig med kjolen?" I så fald måtte hun vende sig op og hjælpe lidt. Havde hun været bevidstløs kunne han sikkert godt have fået tøjet af hende, men det var underligt at gøre når hun var ved bevidsthed.

[Deleted]

Sometimes the only pay-off for having any faith
Is when it's tested again and again everyday
I'm still comparing your past to my future
It might be your wound but they're my sutures

Athena skar en lidt irritabel grimasse, som Aurelius formanede hende. Hun rettede lidt på puderne i sengen, som hun satte sig lidt bedre til rette og stille og roligt, begyndte hun så ellers at knappe sin jakke op. Hun sendte Aurelius et lille taknemmeligt smil, som han kom tilbage med en bakke til hende og hun nikkede stille. ”Tak.” Sagde hun stille, men mente det oprigtigt. Hun lod sig hjælpe af med støvlerne og som han tilbød at hjælpe hende af med kjolen, nikkede hun forsigtigt. ”Jo tak…” Mumlede hun lidt forlegent, før hun vaklende kravlede ud af sengen og kom på benene. Hun kravlede ud af kjolens yderste lag, som hun lod falde til gulvet, før hun vendte ryggen til Aurelius, så han kunne hjælpe hende med kjolens inder-korset. Det kunne måske diskuteres om Athena havde en gammeldags stil, men hun fandt det klassisk og pænt og det passede godt til hendes figur, synes hun selv.

MADE BY VEL OF GS + ADOXOGRAPHY 2.0

[Aurelius Leon Blythe]

dementors and dragons

Forsigtigt fik Aurelius alle kjolens dele op så det hele til sidst kunne falde til gulvet. At Athena måske ville begynde at blive blufærdig overvejede han ikke. Han havde set så mange nøgne kvindekroppe at endnu en fra eller til ikke gjorde nogle forskel længere. Efter hun havde fået kjolen af, eller i hvert fald de yderste lag, rakte han ud efter beklædningen der lå på gulvet og samlede det sammen så det ikke skulle lægge og svine. "Har du en vaskekurv?" Spurgte han hentydende til hendes tøj.
Efter tøjet og sko var kommet af vejen vendte Aurelius tilbage til soveværelset, hvor han slog sig ned i den samme stol som før. "Fik du ordnet det du ville?" Han kiggede spørgende mod hende, ellers måtte han vel også ud og hjælpe hende med det. Egentligt havde det ikke været hans plan sådan at blive hængende, men han kunne heller ikke rigtig få sig selv til bare at efterlade hende. "... og hvad med mad, har du fået aftensmad?" Han vidste ikke, hvordan det fungerede på kroen, måske var der ingen mad? I så fald måtte han jo forsøge at bikse noget sammen til hende.

[Deleted]

Sometimes the only pay-off for having any faith
Is when it's tested again and again everyday
I'm still comparing your past to my future
It might be your wound but they're my sutures

Athena sukkede dybt. Hun brød sig ikke direkte om at stå her og smide tøjet foran Aurelius igen, men hun forsøgte blot at skubbe det til side. Uden så meget som at skæve i Aurelius retning, bevægede hun sig over til kommoden, for at finde en natkjole og hun foldede den hurtigt ud og lidt kluntet ud, inden hun så ellers kravlede i den. Hun nikkede til Aurelius og pegede hen imod hjørnet, ved siden af stolen. ”Derovre.” Svarede hun roligt, før hun åbnede døren lidt ud til badeværelse og stadig lettere omtumlet bevægede sig ud til vasken. Her tændte hun lidt for vandet, før hun forsøgte at gå i gang med at vaske sig lidt. ”Nej…Men jeg overlever nok.” Svarede hun køligt, stadig skuffet over, hvordan han bare havde efterladt hende sidst. Han var bare gået. – Som om han ikke kunne have været mindre ligeglad med, hvilken grænse hun følte hun havde overskredet for hans skyld.

MADE BY VEL OF GS + ADOXOGRAPHY 2.0

[Aurelius Leon Blythe]

dementors and dragons

Tøjet blev smidt i vasketøjskurven før Aurelius greb sin tryllestav han kort havde lagt fra sig. Uden yderlige ord forlod han soveværelset for at gå ud i køkkenet for at se på mulighederne, hvilket der var rigtig mange af. Overrasket kiggede han bare på mængden af mad der kunne sammenlignes med mugglernes supermarkeder. Forsigtigt kiggede han lidt rundt omkring før han så fandt nogle forskellige ting. Selv var han fan af et godt stykke kød, så det fandt han først, hvorefter han også tog nogle grøntsager og andet tilbehør. Til sidst havde han et lille bjerg af madvare på køkkenbordet. Kort kiggede han på det, formulerede sin plan i hoved og slog så et sving med tryllestaven. Som i en anden eventyrfilm fløj tingene op fra bordet og begyndte at blive snittet og tilberedt. Til sidst stod han med to tallerkener med en perfekt stegt steak og grøntsager. Egentligt havde han spist, men efter at have udtænkt måltiden var han også selv blevet sulten.
Et kvarter efter han havde forladt soveværelset vendte han tilbage med maden og bestik. "Så er der serveret aftensmad." Han rakte den ene tallerken frem mod hende. "Hold den lige." Sengebordet blev tømt for alt andet end hendes vandglas før det blev trukket hen til sengen. "Så, bon appetit." Så var der bord, mad og drikkelse. Selv satte han sig tilbage i stolen og balancerede sin tallerken på sit skød, hvorfra han spiste sin del af maden. Det var hovedsageligt kødet han fik sat til livs.

[Deleted]

Sometimes the only pay-off for having any faith
Is when it's tested again and again everyday
I'm still comparing your past to my future
It might be your wound but they're my sutures

Athena gav sig god tid til at vaske sig, på trods af at hun følte sig ret så omtåget. Hovedet dunkede, som om hun havde fået bank og alligevel følte hun sig rastløs i resten af kroppen. Hun hørte godt at Aurelius fumlede rundt ude i køkkenet, men hun slog det hen og bevægede sig i stedet ind i sengen igen, som hun blev færdig med at vaske sig. Hun kunne ikke finde ud af med sig selv, om hun skulle være taknemmelig overfor ham eller om hun var gal. Hun følte sig stadig udnyttet efter den sidste gang de havde set hinanden og hun var gal over at han bare var skredet som om det de havde lavet havde været uden betydning. At han så lige havde reddet hendes liv måtte være en mindre sag. Trods alt, følte Athena sig skidt tilpas i sin krop anyway. Hun var opvokset i en religiøs familie og det var svært helt at lægge de gamle værdier bag sig, selvom hun ikke var helt troende. Som Aurelius kom tilbage, kunne hun derfor heller ikke lade være med at skule til ham, med en irriteret mine. Godt nok, var det pænt af ham at han lavede mad til hende og alt det der, men hun følte sig bare alt andet end sulten. Hun hold tallerkenen, som han flyttede rundt på hendes ting og hun satte tavst tallerkenen fra sig på det lille bord. En tid sad hun dog blot og stirrede på den, før hun til sidst rejste sig og så på ham. Godt nok lidt vakkelvogent, men hun stod da. ”Du udnyttede mig.” Konstaterede hun simpelt, som han sad der og spiste. Minen var alvorlig og øjnene klare. ”Du brugte mig og du skred, som om du ikke kunne have været mere ligeglad og nu sidder du og spiser rødt kød og lader som ingenting!” Bed hun frustreret, som hun lagde armene beskyttende over kors omkring sig selv. Hun ville så gerne fremstå alvorlig og fattet, som hun plejede at være. Hun ville virkelig gerne. Og dog lykkedes det hende ikke. Hun følte sig ynkelig, som hun stod der i sin natkjole, med våde øjne, mudder i håret og var sårbar.

MADE BY VEL OF GS + ADOXOGRAPHY 2.0

[Aurelius Leon Blythe]

dementors and dragons

At der var noget galt kunne Aurelius godt mærke da Athena ikke var helt tilfreds med situationen, men han ignorerede hendes manglende appetit og i stedet fokuserede på sin egen mad: At få den op i munden uden at spilde. Der gik dog ikke lang tid før hun tabte tålmodigheden og rejste sig op. Hendes anklage fik ham til at rette sig op og blot betragte hende mens hun snakkede. Først da hun var færdigt satte han langsomt sin tallerken fra sig og rejste sig op for at gå hen mod hende med kontrolleret skridt og et par øjne der søgte efter hendes med et beslutsomt blik. "Hvad vil du have jeg skal gøre?" Tonen var en anelse kølig. "Jeg har lige reddet din røv fra en dementor." Valgte han så at påpege. Det var ikke fordi han forventede en direkte tak, men bestemt heller ikke en skideballe for deres sidste møde.
"Jeg gav dig muligheden for at du kunne blive færdig, den afviste du." Han var stoppet op lige foran hendes næse, hvor han kiggede ned på hende. Hænderne havde han hvilende på ryggen. "Forventede du, at vi skulle bruge resten af dagen med snik snak og te?" Han lagde spørgende hoved på sned.

[Deleted]

Sometimes the only pay-off for having any faith
Is when it's tested again and again everyday
I'm still comparing your past to my future
It might be your wound but they're my sutures

Athena følte sig ussel og brugt, som hun stod der foran Aurelius. Selvom øjnene var blanke, forsøgte hun at holde hovedet højt og ryggen rank. Hun havde ikke tænkt sig at miste mere af sin værdighed til ham. Tydeligvis, var han ligeglad på et plan, der rakte ud over hendes fatteevne. Hun forstod ikke, at han kunne være så kold i røven. Hun havde sagt det til ham. Sagt at hun var usikker på om hun ville og at hun ikke havde gjort det før. At han så nu skød skylden over på hende, blev hun gal over. ”Vil du vide, hvad jeg forventede? Jeg forventede en smule mere respekt!” Ordene blev slynget direkte efter ham og minen var med et mere fattet end før. Hun råbte ikke decideret af ham, men tonen var alligevel ganske bestemt. ”Jeg sagde til dig, at jeg ikke havde forsøgt mig med det før! Jeg blottede mig for dig og til gengæld misbrugte du min tillid. Og ærligtalt så ja! Jeg forventede ikke at du ville prøve på noget. Jeg troede du var nok af en gentleman, til faktisk bare at være interesseret i..I noget mere dybdegående! Hvis du bare ville have et uforpligtende…..Jeg ved ikke hvad, skulle du måske have betalt dig fra det i stedet. Jeg...Jeg fandt dig interessant..Anderledes.” Mumlede hun stille, som hun sank en klump. Stemmen var rolig, men alligevel, udtrykte hun mærkbart, hvor såret hun var. Hun kunne lige så godt smide det hele på bordet. Hvor meget af det, han så tog til sig, måtte han så selv om. Hun holdt tårerne tilbage. Hun havde ikke lyst til at stå her og tude som et andet pattebarn, men det var alligevel noget, der betød en hel del for hende. Hun var oprigtigt ked af det og det måtte han gerne vide.

MADE BY VEL OF GS + ADOXOGRAPHY 2.0

[Aurelius Leon Blythe]

Dementors and dragons

Det første lød ufarligt, men som hun fortsatte med at snakke begyndte bekymringen at snige sig op på ham. At hun havde set det som mere og ganske rigtigt: Hun havde lagt meget mere i det end han havde. Han havde næsten lyst til at sukke opgivende af hende, men det ville næppe gøre situationen bedre. I stedet trak han vejret dybt ind. "Jeg beklager at du havde fået den idé." Hvad var der rigtig ellers at sige? "Jeg har skam respekt for dig." Det var måske også vigtigt at få det med, hvilket egentligt var oprigtigt ment, at de så forstod det på forskellige måder kunne han jo ikke gøre for. "Men nu ville jeg ikke have en eller anden prostitueret." Så skulle han da nok være gået sådan et sted hen. At have uforpligtende samleje med andre end folk der solgte det, så han ikke som et problem. Det syntes Athena derimod.
"Spis noget, kan vi så snakke om det her bagefter, maden bliver kold." Så kunne han også finde en måde at tackle situationen på - og få varm mad. En steak var bare ekstra god når den var varm og frisklavet, ikke kold og gammel. Uden rigtig at vente på svar slog Aurelius sig ned og begyndte at spise. At Athena var på nippe til at græde havde han bemærket, men der var ikke noget han rigtig kunne gøre ved det. Hun ville sikkert ikke have ham tæt på, så han holdte sig væk og lod spiste i tavshed. Forhåbentligt ville hun også gøre det samme. Havde hun kun fået frokost ville det give god mening at hun var ved at dø af sult nu - og det var ikke hans hensigt. Ellers ville han jo heller ikke have reddet hende før. Noget hun endnu ikke havde takket ham for, hvilket overraskede ham. Hun lignede typen der straks ville takke, men han tog det ikke så tungt.

[Deleted]

Sometimes the only pay-off for having any faith
Is when it's tested again and again everyday
I'm still comparing your past to my future
It might be your wound but they're my sutures

Det tyngede Athena utrolig meget, at Aurelius blot havde set hende som en mulighed for at få noget på den dumme. Hun havde håbet at han havde set HENDE og ikke hendes krop, men det lod ikke til at være tilfældet. Hun rystede på hovedet og affejede ham med en hånd, som han sagde at han skam havde respekt for hende og hun sukkede dybt og opgivende. På alle måder, synes hun bare det var forkert. Ham…Det hun var gået med til. Hun så ikke grund til at tro på et eneste ord af, hvad han sagde og som hun stod der, havde hun mest af alt lyst til bare at smide ham ud. En del af hendes mere hjertevarme og overbærende side forbød hende det dog og hun nøjedes i stedet med blot at rette de blå øjne imod gulvbrædderne. Selv synes Athena at prostitution var noget forbandet svineri, men det skulle ærligtalt ikke undre hende, hvis manden foran hende ikke delte hendes holdning. Nu om dage, var de fleste ligeglade. – At Aurelius ikke også skulle være det, kunne hun kun alt for nemt se for sig. Men hvorfor, fandt han det så nødvendigt at lege med hendes følelser? Havde det været for spændingen skyld? Fordi han var for nærig til andet? Hun kunne ikke lade være med at spekulere. Modvilligt satte hun sig atter ned på sengen og som hun lænede sig lidt forover ind imod bordet, stak hun lidt til maden med sin gaffel. Til sidst spiste hun lidt. Hun spiste størstedelen af grøntsagerne og en enkelt luns kød, men lod så ellers resten ligge. Selvom hun havde været sulten, følte hun nu, at hun havde mistet appetitten fuldstændig. Forsigtigt, trak hun et blåt uldtæppe til sig, som hun trak op omkring skuldrene.

MADE BY VEL OF GS + ADOXOGRAPHY 2.0