Okay my mistake (LAN 1)

[Deleted]

Calista Harriet Evergreen
Kl. 07.30
Hospitalet, Skt. Mungos

---

Okay Ryan indrømmede at det her ikke var den bedste start på at skulle ud til Judas. Han skulle snart starte på sin mission ved Judas sammen med Elaina og i dag havde han haft den sidste træning, eller rettere var det jo igår aftes. Ryan var blevet ramt af en besværgelse i træningen imens han havde siddet på sin kost, og som han var blevet ramt var han faldet omkring ti meter ned og var landet på jorden.
Ryan var gået ud som et lys, og var først nu ved at vågne på Skt. Mungos. Han missede let med øjnene, mest af alt havde han slået hovedet og sin ryg, hvor var det dog også bare pisse typisk at han var så kommet til skade så tæt på sin mission, det var jo slet ikke fordi at det var ved at dræbe alt han håb for at det her kom til at gå godt.

Ikke nok med at Zarina allerede havde været negativ omkring missionen, så var det jo også super hvis han startede det hele med at slå sig selv ihjel. Ryan følte sig svimmel og en smule omtåget som han prøvede at kigge rundt i rummet.
Han kunne slet ikke huske hvordan han var landet på stuen og kunne ikke helt fornemme hvordan han var landet andre steder end... Landede han ikke på jorden? Han så en skygge gå forbi ude på gangen: "Er de rengøringen?" spurgte han forvirret, nok mest til sig selv. Havde han lige set en rengøringskone gå forbi?
Hvordan var hun gået forbi? Han havde da ikke nogen rengørings kone hjemme ved sig selv. Ryan satte sig lidt mere op og opdagede at der var en anden på stuen: "Hey?" fik han sagt lidt forvirret.

[Calista Harriet Evergreen]

Cali lå og stirrede op i loftet. Det var hverken blevet mere eller mindre hvidt siden hun havde været her sidst. Åbenbart var hendes tidligere værelse ikke ledigt på nuværende tidpsunkt, så hun var blevet degraderet til denne to-mandsstue hvor en ung mand var blevet indbragt, han havde sovet indtil nu i hvert fald, så Calista havde ikke taget meget notits af ham. Hun sukkede tungt. Hver gang der var en healer eller sygeplejerske, sørgede hun for at gøre sin utilfredshed meget tydelig. Det sidste hun orkede vat hospitalet, men de troede desværre ikke på at hun var helt okay. Hendes hud var ualmindeligt bleg, der var nærmest ikke et gram fedt på hendes krop og det var ikke med vilje. Det stod i meget stærk kontrast til hendes flammerøde hår og grønne øjne.

Da manden begyndte at røre på sig, hævede hun hovedet og så på ham. Hans snak om rengøring, fik hende til at hæve et slankt øjenbryn. Han havde da vidst tabt sutten et eller andet sted. "Ja, ja, du behøver ikke at råbe," snerrede hun lidt irritabel. Normalt var hun egentlig meget opløftende at være omkring, men for det første var det her ret sårbart for hende, hun var nervøs og træt af at vente, og havde hovedpine. "Har du slået hovedet?" spurgte hun alligevel lidt medfølende. Hun fik lidt dårlig samvittighed, det var tydeligt at manden var forvirret. Hun fik skubbet sig op at sidde. Patientkjolen var alt for stor til hende, og de var stadig trælse at have på. Nogle ting ændrede sig bare aldrig.
"Undskyld. Det var ikke for at være sur. Hvad hedder du?" spurgte hun og tvang sig selv til at bide sine aggressioner i sig. Hun kunne kun håbe på at Jophiel snart ville vende tilbage med hendes prøvesvar, og at nyheder var bedre end hun nok forventede.

[Deleted]

Ryan kiggede i mod den unge pige, han følte sig en smule forvirret og han havde en helt utrolig hovedpine, som om at han havde været i byen dagen før. Han lå et øjeblik og stirrede bare op i loftet, han anede ikke helt hvad der var sket, men han kunne mærke det langsomt kom tilbage til ham, dog var det ikke den stolteste følelse at komme i tanke om at det var en fejlet mission der gjorde han lå her.
"Ehm ja... Jeg tror sgu jeg faldt af en kost" sagde han i et lille akavet grin og satte sig en smule mere op. "Skt. Mungos?" spurgte han en smule forvirret, han kunne ikke forestille sig han var endt på et muggler hospital i en magisk ulykke: "Kosten fik et buller flip, og jeg faldt af" sagde han og rystede på hovedet.

Han følte sig faktisk rimeligt omtåget lige nu, og som han kom mere op at sidde kunne han mærke hvor ondt han stadig havde i ryggen: "Lad os bare sige at jeg ikke er så god en auror som jeg ville ønske" sagde han i et grin.
Okay det var da længe siden han var kommet til skade, men på magisk vis så kom han altid virkeligt meget til skade når han først kom til skade.
"Jeg hedder Ryan..." sagde han og smilede i mod hende: "Hvad har du fået din ferie her for?" spurgte han en smule muntert, om ikke andet for at gøre situationen en lille smule mindre alvorligt.
Han magtede slet ikke tanken, han håbede virkeligt at han kom ud lige om meget snart, han havde trods alt en mission han skulle på.

[Calista Harriet Evergreen]

Hun nikkede. "Ja. Sorry Mate, ikke det mest spændende sted at vågne," hun sendte ham et lidt medfølende blik. "Av. Det lyder ikke rart," hun trak benene op under sig og så på ham. "Måske du skulle blive liggende lidt. Du ved passe lidt på hovedet?" foreslog hun lidt bekymret. Han virkede tilnærmelsesvis konfus. "Det lyder som om du blev godt og grundigt dusket af den kost." hun så på ham lidt skeptisk. Det kunne godt være at han fremover skulle vælge en anden transportform.
I starten havde hun ikke synes meget om at skulle dele værelse med nogen, men forhåbentligt var det kun midtlertidigt og det var alligevel okay at have nogen at snakke med. Hun strøg en flammerød lok bag øret. "Jeg tror ikke De bør være så hård ved dig selv. Koste kan være nogle bæster," hun rynkede på panden og gjorde en grimasse der afslørede at hun ikke var stor fan.

Hun hævede hånden i en hilsen. "Hej Ryan. Jeg er Calista," præsenterede hun og sendte ham et mere oprigtigt smil. "Ferie? Jeg bor her nærmest. Jeg venter på at få grønt lys til at gå ud i den virkelige verden igen," sagde hun ærligt. Hun orkede ikke rigtigt at snakke mere om sig selv. "Så Ryan.. du er auror?" spurgte hun for at få ham til at fortælle mere omkring sig selv, så hun slap for at skulle ødelægge humøret med sin alt for deprimerende situation.

[Deleted]

Ryan sukkede og rystede så på hovedet: "Nej og jeg skal på en mission på fredag, så det her var jo et godt slag til selvtilliden" sagde han og rystede på hovedet: "Jeg er simpelthen sådan en klaphat nogengange" sagde han og smilede i mod hende.
Ryan var faktisk en ganske dygtig magiker, altså ikke at han kunne sige han var en af de absolut bedste i den magiske verden, men han kunne da noget med en tryllestav og han havde fået meget træning på ministeriet efterhånden.
"Dusket? Ja det kan man vel sige" sagde Ryan i et let akavet smil og kiggede så over i mod hende igen, gad vide hvornår han fik mulighed for at komme ud herfra.

"Ud i den virkelige verden? Du har måske været her i lang tid?" spurgte han uden helt at ville blande sig i hvorfor hun lå her, det var trods alt en privat ting. Hun virkede sød, og det var egentligt fint at have nogen at snakke lidt med.
Han nikkede til hendes spørgsmål: "Ja, afdelingen for vidnebeskyttelse, men nu hopper jeg lidt rundt. Vil gerne være mere undercover" sagde han roligt, naturligvis kunne han ikke afslører den mission han var på vej ud på, men han kunne jo godt tale lidt med hende.
"Men som du kan se, så er jeg ikke nødvendigvis den dygtigste af dem" sagde han i et lille grin og kiggede ud i mod gangen, lige nu ville han nok bare gerne finde ud af hvor længe det var planen han skulle ligge her.
Han havde faktisk ikke rigtigt tid.