The road to hell

[Raquel Janea Monroe]

Ikke kun havde Blake udvist en ualmindelig tålmodighed når det kom til Liya, han levede sit liv med et spøgelse og Raquel vidste at hun aldrig ville kunne ændre det, og ej heller kunne hun få sig selv til det. Hun mærkede hvordan hans intense, blå øjne betragtede hende gennemborende, mens hun selv bevidst så væk, så hun ikke skulle møde det blik. Raquel havde gjort mange ting for at forsvare sin søster, ting Blake intet vidste om, tanken om at skulle vaske blodet af sin søsters hænder når hun gik i sin rus, bade hendes nøgne krop og putte hende i seng som var hun stadig et lille barn, virkede bare ikke fristende. Det var nok først gået op for hende hvor fri hun var, efter Liya var blevet spærret inde. "Ingen anden ville have fundet sig i, hvad du har fundet dig i," vedblev hun stadig uden at se på ham. Lige nu virkede hans blik som det mest giftige i verden , som om det var det eneste der kunne få hende til at miste en del af sin selvkontrol.
"Det er hun. Hun ville ikke overleve uden," medgav hun. Desværre var Liyas liv ofte på bekostning af Raquels, og hun havde accepteret at det var som det var. Tæppet pakkede hun tæt omkring sin krop. Hun følte sjældent en andens omsorg, så somme tider lod hun som om at tæppet var en andens arme. Lige nu brugte hun det til at skærme sig lidt. Hun lagde hovedet ind mod sofaryggen og betragtede ham for første gang i lange minutter. "Når hun kommer ud, flytter hun tilbage herind. I kan få den store fløj, jeg er næsten aldrig hjemme alligevel og hun har brug for mere plads end det lille værelse tillader," hendes stemme var beslutsom, nogle ting kunne man bare ikke diskuterer med Raquel når hun først havde taget et standpunkt. Jo mere hun kunne forhindre Liya i at dræbe, des nemmere ville hendes liv blive, specielt nu hvor hun havde fået plads i ministeret.

[Deleted]

Skønt hun nægtede at møde hans blik fastholdt han sit rettet imod hende. Raquel var i hans øjne en ufattelig enestående kvinde. Bestemt og til tider hård, men ærlig talt forstod han ikke at hun ikke havde fundet manden i sit liv endnu. Måske havde hun ikke været tilfreds med udvalget, for de måtte da falde på stribe efter hende. Havde hans situation været anderledes. Havde Liya ikke været i hans liv, ville han da heller ikke udelukke at han ville være faldet for den ældre søster i stedet.
Men sådan var det ikke endt. Han måtte tro på at de var hvor de skulle være, og skønt Raquel måske havde ret i at han havde fundet sig i mere end de fleste ville have gjort, så ændrede det ikke den fact at han følte sig ansvarlig overfor Liya. "Måske. Men det er ikke hendes skyld. Hun er syg." Sagde han mildt. Han havde været tæt på at give op et par gange. Liya gjorde det bestemt ikke altid let for ham.
Omsider lod hun til at opgive at kigge i alle andre retninger end mod ham. Deres blikke mødtes kortvarigt. "Vi må bare gøre hvad vi kan for hende, så længe vi kan." Svarede han og tyggede let på underlæbe, før han var den der førte blikket væk. Det blev rettet mod ildstedet for et par korte sekunder og faldt derefter tilbage på brunetten. "Fryser du?" Spurgte han som hun pakkede sig lidt mere ind i tæppet. Selv var han en ret varm mand -om man kunne sige, han frøs ganske sjældent.
Blake havde lyst til at modsætte sig Raquels konstatering. Mest fordi han ikke mente at hun skulle lege husmutter for det dysfunktionelle par på alder med hende selv. På den anden side forstod han godt hendes trang til at holde øje med Liya. "Vi kan ikke blive boende for evigt, men så længe det er muligt." Kompromiterede han i en tone der var mindst lige så bestemt som hendes. "Du har trods alt også et liv at leve Raquel." Han så på hende med alvorlige øjne.

[Raquel Janea Monroe]

Raquel undgik fortsat hans blik. Hun havde lært at hendes sårbarhed nogle gange kunne afspejle sig i hendes blik, så hun havde lært hvornår hun skulle undgå at lade folk se hende. Der havde været utallige bejlere gennem årene. De fleste af dem uinteressante, de få der havde fanget hendes interesse havde opdaget at hun var svær at leve med, og havde fundet sig et lettere og mindre kompliceret tilfælde. Raquel havde accepteret sin ensomme tilværelse, en lille del af hende var sågar begyndt at nyde den.
Hans mørke stemme, rev hende tilbage til virkligheden. Hun begravede fingrene i sin hår og lænede hovedet mod håndfladen. "Nej." medgav hun. Det var deres psykotiske far der var skyld i det meste af det. "Nej jeg har det fint," svarede hun kortfattet, selvom det var lidt en løgn. Aftnerne var kolde, og huset var ikke specielt godt isoleret. Hans omsorg kunne nogengange være grænseoverskridende for en kvinde som hende. Hun kom til ubevidst, at kaste et blik i hans retning da han pakkede tæppet omkring hende. "Vi har talt om det før, Blake. Jeg ved at du elsker hende, men du kan ikke give hende det hun har brug for alene. Hun er nødt til at være i nærheden af mig," fastslog hun. Raquel havde altid været den eneste der rigtigt kunne tage hånd om sin søster. Hun havde hjulpet hende med at skjule ligene, badet hende, vasket blodet af hendes hænder og holdt på hendes hemmeligheder i utal af år, en mørk hemmelighed der alene var deres. Det ville hun ikke byde Blake, formentlig ville han aldrig accepterer det. Hun fnøs. "Hvilket liv?" spurgte hun retorisk. Hendes liv var en stor løgn, udelukkende bestående af en karriere og et omdømme. "Hun er mit liv," pointerede hun ærligt. Hvad var der ellers for hende?

[Deleted]

En stilhed løb gennem rummet og Blake bed sig let i underlæben. Han troede ikke helt på at hun var så okay som hun så fint påstod. Han var bange for at hun tog for meget af ansvaret over på sine skuldre. Eller rettere, det vidste han at hun gjorde.
Selv rettede han lidt på sig i sofaen og pillede lidt tænksomt ved syningen på sofaens ryglæn. ”Vi har snakket om det ja, men er aldrig blevet enige.” Sagde han roligt. Han kunne ikke accepterer at Raquel satte hele sit liv på standby for at passe sin søster. Han var hendes mand, det var hans ansvar nu, ikke Raquels.
Desuden skulle de jo alle have privatliv, og i dette hus ville der ikke være meget af den slags. Der var det lidt noget andet på den herregård hun boede på før. ”Jeg kunne aldrig drømme om at trække hende væk fra dig, det håber jeg at du ved, men du kan ikke pålægge dig selv det ansvar. Vi skal nok klare os.” Forsikrede han roligt. Nu kendte han selvfølgelig heller ikke til de mere dystre hemmeligheder Liya gik og gemte på. Gjorde han det, ville han måske have betænkt sig lidt mere ved hele deres forhold.
”Du kan ikke leve på den måde.” Var hans svar. ”Du bliver nødt til at leve for dig, ikke for Liya. Ikke hele tiden i hvert fald.” Hans stemme bar tydelig præg af bekymringen i hendes livsstilvalg.

[Raquel Janea Monroe]

Den knitrende lyd der opstod af at han sad og pillede ved syningen på sofaryggen, gjorde ondt helt ind i knoglemarven. Uden at være opmærksom på det, sad hun og stirrede med store, fraværende øjne på hans bevægelser. Hun havde virkelig svært ved lyde. Det var derfor hun oftest havde nydt stilheden på landet.
"Det er fordi der ikke er noget at blive enige om. Det bliver som jeg siger." Hun så op på ham. Raquel var vant til at lede, hun var vant til at beslutte og når det kom til hendes familie, ville hun ikke accepterer at nogen anden blandede sig. Dels var det jo også for at beskytte ham, for han anede ikke hvad han gik ind til. Hendes blik blev pludselig gennemborende. Hun stirrede lige igennem ham. "Du aner ikke hvad du har med at gøre Blake. Liya er mit ansvar, jeg vil ikke have det anderledes," hun skubbede tæppet væk og rejste sig op i en glat bevægelse. Stående tog hun fat om flaksehalsen og hældte et halvt glas vin i det tomme glas, som hun tog i hånden i stedet for flasken. Bevidst så hun væk fra ham og ind i pejsen hvis flammers lys kastede et gyldent skær i hendes mørke hår. "Hvordan, hvem og hvorfor jeg lever, det er fuldkommen op til mig Blake. Jeg vil gerne have dig her, men det bliver sammen med Liya under dette tag," det stod ikke til diskussion. Hun tømte glasset. Man kunne ikke udmiddelbart mærke på hende at hun på dette tidspunkt var ret beruset, ud over en svag glød i hendes kinder, var både krop, stemme og sind kontrolleret, men hun var trods alt ikke ny i branchen. Ligesåvel som Liya led, så gjorde hun det samme - ofte. Hun havde set ting, de fleste ikke engang kunne forestille sig, bar på hemmeligheder ingen turde drømme om. Hun satte glasset fra sig. "Jeg tror jeg vil i seng. Vi har arbejde der kalder i morgen," annoncerede hun og så ned på ham.

[Deleted]

Blake sende hende et blik der annoncerede at debatten langt fra var lukket skønt hun opførte sig som om den var. Han kunne ikke tillade at de skulle bo hos hende til evig tid, igen både fordi de ikke var Raquels ansvar, hun skulle også have et liv op og køre, men det skulle han og Liya forhåbentlig også. I hvert fald på den ene eller den anden måde. Igen var han jo komplet uviden om det fulde omfang af Liyas problemer.
Han sendte hende et roligt smil, "Det er sødt af dig Raquel, men jeg tror nu nok at jeg kan håndterer hende." Sagde han og skjulte et lille gab bag sin håndryg. Hvad i alverden var klokken i det hele taget blevet? Han var i hvert fald ved at være godt træt. Det kunne selvfølgelig også være ovenpå rejsen skønt det meste af den var forgået via transitnøgler.
Som hende flyttede han lidt på sig og rejste sig tilsvarende op da hun gjorde. Han så med et lettere bekymret blik som hun indtog endnu et glas vin og gik rundt om det lille stuebord for at stille sig ved siden ad hende så de begge pegede front mod pejsen. "Du er en god ven, og en endnu bedre søster. Men denne her debat er ikke slut." Annoncerede han i sin rolige stemme. "Men lad os tage den når det bliver aktuelt, indtil videre er der ingen der flytter nogen steder hen." Det var nok en ringe trøst, men det var det bedste han kunne give hende for ikke at love hende for meget.
Han nikkede i enighed og vendte så front mod hende. "Tak fordi du lader mig bo her." Sagde han så og placerede en stor næve mod hendes spinkle skulder. Han have den et svagt klem og blinkede venligt til hende før han atter trak hånden til sig. Herefter strakte han sig en enkelt gang, og søgte så mod sovegemakkerne. Han havde virkelig brug for søvn.

// out