The road to hell

[Deleted]

Raquel Janea Monroe - Raquels bolig - England - Omkring kl. 17 - December 2055

Blake sukkede kort som han stoppede op foran Raquels bolig. Det var lang tid siden han havde været i England. Like, virkelig længe siden. Skønt han var født og opvokset her, så havde Ukraine altid virket mere hjemlig for ham. Måske fordi at det var der han selv havde valgt at bo. Han elskede naturen, dragerne, manglen på mennesker. Det var perfekt. 
Det var ikke fordi Blake ikke brød sig om mennesker generelt, men de kunne bare være så fordomsfulde og han havde det ret godt med at bo langt væk fra al deres larm og faurening. Og nu hvor han lige var ved det, hvorfor var det så at så mange magikere så drager som en plage? Han slog tanken ud af hovedet, det gjorde ham bare i dårligt humør.
Han bankede på hendes hoveddør og afventede at der skulle blive åbnet. Hun havde bedt ham komme i forbindelse med at de skulle snakke om dragerne som nu var overflyttet til England hvor hun havde fåret tilladelse til at åbne et lidt mindre dragereservat. Nu havde hun så fået en forfremmelse på jobbet og var vidst ikke helt sikker på hvordan det harmonerede med pasning af dragerne.
Selvfølgelig var Blake interesseret i at hjælpe til, han havde jo hjulpet en del i Ukraine og kendte dragerne, den mest lunefulde og svære at aflæse var ironisk nok hendes egen personlige drage. Ærlig talt var Blake ikke helt sikker på hvilken en af de to tøser Blake frygtede mest når først de blev vrede.
Et lille smil meldte sig på hans læber ved tanken. Den eneste ting der bekymrede ham i alt dette her var nok vor længe han skulle blive hængende, for ærlig talt lød det ret permanent, men han var bare ikke sikker på om England var det sted han hørte til.
Alligevel havde han medbragt hvad han ejede og stoppet det ned i den lille håndbagage kuffert som han havde medbragt. Selvom han var stor modstander af de fleste elektroniske genstande, så elskede han magien og den hjælp den kunne udrette - selvfølgelig ville det nok også være temmelig besværligt at omgås drager uden magi. 

[Raquel Janea Monroe]

Det havde ikke været en dag som alle andre. Trods Raquel var stået op før fanden havde fået sko på, for at gå på arbejde og forsøge at kontrollerer de utilregnelige aurorere der arbejdede på specielteamet. Hun havde engang efterladt et liv bag sig i Ukraine, et liv hun havde holdt af indtil forpligtelserne havde kaldt hende tilbage til England. Nu indhentede den fortid hende her. Hun var kommet hjem for ganske kort tid siden, og havde kun nået at skifte sit arbejdstøj ud med noget mere komfortabelt. Selv i et par stramme jeans og en simpel langærmet bluse, lignede hun en der var på vej til et større arrangement.
Hedes blik faldt på uret. Blake burde ganske snart være her. I det gamle køkken Mattheus havde lavet i rustikt træ, sad hun med dæmpet belysning fra levende lys og to glas samt en flaske rødvin sat frem. Blake var noget der mindede om en ven, ikke at hun havde mange af den slags. Hvad der om muligt var bedre end hans hjemkomst, var tanken om at hendes drager ligeledes vendte hjem til hende. Hun kastede et blik i spejlet. Sjældent så man hende så simpelt optrædende, med det mørke hår slået ud og med en meget sparsom make up. Hun bildte sig selv ind at hun ikke forsøgte at imponerer Blake, men alligevel vidste hun at han værdsatte det naturlige. Ganske som ventet bankede det på døren. Hendes mundvige fortrak i et sekundlangt smil, der derefter faldmede.
Hun gik mod hoveddøren, forbi trætrappen hvis gelænder var formet som en drages. Stedet her æmmede af hende, og selvom det var ved at være gammelt, så kunne hun ikke få sig selv til at gå af med stedet, for ikke at tale om jorden der fulgte med hvor hun havde mulighed for at holde sine 'kæledyr'.
Som ventet fandt hun Blake ude på den anden side af døren. Hun lænede sig op af karmen og smilede glat. "Blake. Calloway. Velkommen tilbage til Engelsk jord," bød hun og trådte frem mod ham. Hendes hænder lagde sig på hans massive overarme, som hun strakte sig frem og kyssede hans kind som velkomst. Hvis der var nogen mand hun havde været fysisk tiltrukket af, så var det Blake, desværre var han også den eneste der for alvor var off limits, i og med at han havde haft et forhold til hendes søster.
Hun trådte tilbage og slap ham. "Kom indenfor," indbød hun og trådte til siden, så han kunne gå ind.

[Deleted]

Den store muskuløse mand ventede tålmodigt ved hoveddøren til han hørte et lille klik der indikerede at døren blev låst op. Allerede her havde smilet automatisk fundet vej til hans læber. For ham var Raquel ikke kun "hans chef" hun var også en nær ven - følte han i hvert fald - og han så hende nærmest som familie. Det var hun vel også i og med hans havde været sammen med hendes søster frem til hendes død for snart en del år tilbage.
Blake havde arbejde selvstændigt med tilskadekommende drager i Ukraine og eftersom Raquel var en af de eneste som han dengang havde set værdig til at modtage de drager han fik indfanget var de begyndte at udvikle et eller andet form for bånd. Dette var senere hen blevet til mere eller mindre partnerskab og selvom det var Raquels reservat på skrift, følte han næsten at han havde lige så meget at skulle have sagt og havde lige så meget med dragerne at gøre som hun selv. Faktisk mere efter hun var flyttet tilbage til England, men dét skulle der snart laves om på.
Hun var da også den eneste grund til at han havde så meget som overvejet at forlade Ukraine, han ville gerne forsætte det partnerskab de havde.
Hans blå øjne fangede omgående hendes idet døren blev åbnet, smilet blev større og han trådte frem og måtte bukke sig let forover for at modtaget hendes varme velkomst. I hvert fald varm på en Raquel-skala.
Som den varme person han selv var lod han hende dog ikke helt slippe ved det og han trak hendes spinke krop ind i hans varme omfavnelse for et kort sekund som kufferten vippede faretruende og var ved at vælte. "Det er dejligt at se dig igen, jeg var begyndt at blive bekymret for at du havde lagt den vilde livstil bag dig," drillede han i en kærlig tone og sendte hende et hjertevarmt smil. En ting var han sikker på omkring Raquel og det var at hun trods hendes raffinerede udstråling elskede sine drager og aldrig ville ligge dem bag sig.
Selv var han ikke mega fan af Storbritannien, men hvad gjorde man ikke for en god sag. "Jo tak, jeg havde næsten glemt hvor koldt og vådt der kan være her," Sagde han og sukkede mildt. Han løftede ubesværet sin kuffert op og bragte den med indenfor han passerede hende og lod blikket glide rundt i rummet han var trådt ind i. "Smukt hus." Konstaterede han. "Ikke så stort som det forhenværende, men jeg regner med at der gemmer sig et ekstraværelse et sted, for jeg tror du ville blive træt af at ligge i ske med mig," han sendte hende en af de chamerende smil som ville overbevise enhver om hans broderlige relation til både Aaron og Eliott.
Blake var en stor massiv mand på omtrent to meter og med skuldre der var nærmest ligeså bredde fik han næsten huset til at se mindre ud idet han var tæt på at udfyldte dørkarmen ind til stuen.

[Raquel Janea Monroe]

Raquel slap et lille gisp da han trak hende ind til sig i en omfavnelse. Hun stivnede lidt. Ikke at hun ikke brød sig om fysisk kontakt, og specielt ikke med en mand som ham, men det var sædvanligvis hende der bestemte hvor og hvornår, og det her var langt mere.. kærligt end de berøringer hun ellers var vant til. Hans greb var ret massivt, lidt at luften blev slået ud af hende. Til gengæld var der en lille del af hende der nød at mærke hans krop et sted bag tøjet. Hun bed sig i tungen for at slippe de tanker og trådte et skridt tilbage med et pludselig lidt kejtet smil.
"Mig? Forhåbentligt kender du mig bedre," hun sendte ham et lidt drillende smil og åbnede døren så han kunne passerer med kufferten. "Pas på hovedet," advarede hun.
Mattheus havde bygget huset til hende i sin tid, og han havde ikke ligefrem været synderlig maskulin, så husets højde var ikke bygget til at rumme en mand på næsten to meter.
Hun gik foran ham for at vise vej. "Ja det er noget lidt andet end Ukraine," indrømmede hun. Til tider savnede hun den gamle herregård, men hun var ved at skabe et liv for sig selv her igen, og nu hvor hun var blevet ansat i ministeriet, kunne hun ikke bare forlade det. Hun ledte ham ned af en lille gang. Hans værelse lå overfor hendes. "Det tvivler jeg på," hendes stemme lød ret neutral, og han kunne ikke se det fordi han gik bagved hende, men hun smilede lidt lusket for sig selv. Han havde ingen idé om hvor meget hun ville nyde at ligge i ske med ham. "Dit værelse er herinde. Jeg har tilladt mig at rede op til dig. Skabet er tomt så du kan have dine egendele. Stil endelig dine ting ind og føl dig komfortabel. Jeg går ud og finder en flaske vin i mellemtiden," hun vendte sig om og måtte slå hovedet lidt tilbage for at se op på ham. "Det er virkelig godt at se dig," indrømmede hun med et glat smil. Uden yderligere ord gik hun tilbage ned af gangen og til stuen for at finde en god flaske rødvin frem. Der var vin til enhver lejlighed. Hun fandt ligeledes to glas og tændte op i kaminen der ligeledes havde en ramme formet som en drage. Det var lidt temaet for huset her. Hun fangede sin egen skikkelse i et spejl og rettede lidt på håret, hvilket var åndssvagt eftersom hun havde sat grænser for sig selv her.

[Deleted]

Endnu et hjertevarmt smil kom fra den massive mand. Skønt han muligvis ligenede en slagsbror med sit vildmandshår og skæg samt tatooveringerne på hans overkrop, var han mere en bamsefar. Han ville kunne slå de fleste omkuld, men gjorde bare aldrig rigtig brug af den styrke medmindre det var fordi han brugte det i forbindelse med sit job.
Han bukkede hovedet en smule som han gik ind i huset. Hun havde ret, det var ikke ligefrem bygget til store mennesker, men han kunne trods alt stå oprejst, det var kun dørkarmene hvor han skulle være lidt forsigtig. "Jeg skal prøve, vi skal nødigt have at min fornuft bliver slået på plads så jeg ender med at rejse tilbage til varmen." Jokede han og blinkede imod hende. Han havde aldrig fortrukket varme over kulde.
"Det må siges. En anelse mindre." Dette var selvfølgelig sagt med ironi i undertonerne. For huset var ikke bare "en anelse" mindre end herregården de kom fra. Han ville dog nok ikke komme til at savne det som sådan, i hans tid som "nomade" havde han boet i huse der var mindre. Han tog hvad han fik tildelt og accepterede det. Så længe han havde tag iver hovedet kunne han anse sig selv som værende heldig.
Han fnøs let, "det siger du kun fordi du ikke er klar over hvor meget jeg fylder." Informerede han. Han kunne godt lide at brede sig, men igen fyldte han jo generelt bare ret meget i landskabet.
Blake nikkede og trådte ind på værelset "I lige måde." Kommenterede han rolig, hvortil han lod kufferterne falde til jorden og slog dem op. Med et slag med tryllestaven fik han tingene til at svæve på plads. Han kiggede rundt tilfreds med fortegnet og bevægede så ned gennem den lille gang imod stuen.
Han studerede de smukke udskærringer som han kom frem til hende. Hans store hånd hvilede ovenpå en af drageudsmykningerne. "Det er virkelig smukt arbejde," roste han og så tilbage imod hende. "Og forresten behøver du ikke rette på frisuren, du ser smuk ud som altid." Igen det venlige smil og et glimt i øjet som understregning på at han havde set hende. Hun var en smuk kvinde. Meget smuk. Havde situationen været anderledes kunne det måske også være at de to engang ville være kunne blive til noget, men det havde han ikke haft nogen hverken forhåbninger eller intentioner om i mange mange år.

[Raquel Janea Monroe]

Efter alle de år havde Raquel vænnet sig til ensomheden. Hun ville skulle vænne sig til selskabet, dog var der noget besynderligt.. trygt ved at Blake var til stede. Manden gjorde næppe en flue fortræd med mindre han vitterligt behøvede det, men at vide at han var i huset, gav hende et håb om at hun ville sove bedre fremover.
Hun strøg en mørk lok om bag øret. Enhver kunne se at hun var smuk, men som tiden gik og alderen begyndte at sætte sine tegn på hende, følte hun sig mindre og mindre attaktiv. Hans varme stemme fik et smil tilbage på hendes malede læber. Hun vendte sig rundt med flasken i hånden. Bevidst undlod hun at kommenterer hans kompliment. Under normale omstændigheder ville hun aldrig have gjort det, men der var bare veje som var farlige at bevæge sig ud på når det kom til ham. "Tak." hendes blik gled omkring. Nogle gange glemte hun helt at værdsætte detaljerne. "En gammel flamme byggede det til mig. Han var uduelig til det meste andet, men han havde en arbejders hænder," indrømmede hun med et stille smil. Så mange mænd havde været inde og ude af hendes liv, så mange havde besøgt hendes seng og var enten gået eller var blevet smidt ud. Nu om dage havde hun opgivet håbet om at finde en der kunne elske hende helhjertet. Når alt kom til alt var hun nok bare ret utålelig.
"Kom sæt dig ned," hun gjorde indbydende gestus mod sofaen foran pejsen og åbnede flasken så hun kunne hælde to glas rødvin op. "Hvordan går det med dig?" spurgte hun. Normalt interesserede hun sig ikke ligefrem for sine medmennesker, men Blake var en af få personer der altid havde været i hendes liv, godt nok i kulisserne, men han havde en betydning, desuden havde hun lovet sin søster at holde øje med ham. Hun dumpede ned i sofaen og trak de slanke ben op under sig. Overfor ham kunne hun smide den formelle maske, hvilket var en ret stor befrielse. "Jeg er glad for at du ville komme." hun rettede blikket mod flammerne, lod dem spejle sig i hendes blik. Varmen beroligende hende. Hun strakte sig frem og tog det fyldte glas. "Skål.. for gammelt venskab," tilføjede hun og hævede sit glas.

[Deleted]

Blake fik det samme utryk i ansigtet som en vis mand der læste mellem linjerne med lethed. Dette var dog ikke tilfældet, drager kunne han læse på flere mesters afstand, men mennekser? Mennesker var kompliceret. Især kvinder.
"En gammel flamme siger du?" Han hævede brynene og kørte en af sine store lapper over udskæringen, "du må have gjort lidt af et indtryk på ham for at han byggede dig et helt hus." Kommenterede han så og smilede iod hende.
Blake var selv god med sine hænder og havde arbejdet mange steder som både murer, tømre, maler, staldknægt hvad man nu lige havde brug for at forfaldent arbejde hvor dragerne havde ført ham hen. Han havde både boet ved mugglere og magikere, men han lagde stor ære i at bygge tingene selv uden brug af magi. Det var bare mere tilfredstillende på en eller anden måde.
Han vendte atter de blå øjne mod hende og smilede så på ny bag vildmandsskægget. Som han gik over gulvet mod hende knagede det klagende under hans vægt. Med et tilfreds suk satte han sig i sofaen og vendte front imod hende som han trak det ene ben op i en halv skrædderstilling. Armen der var vendt mid ryglænet hvilede afslappet derpå.
"Jeg er lige ankommet til det varme solrige England, hvad kunne jeg have at klage over." De isblå øjne bar et legesygt glimt der understregede joken bag hans ord. Han havde nu ikke noget imod at rejse tilbage til England for den rette sag, på den anden side ville intet have kunne tvinge ham tilbage hvis ikke han havde følt for det.
Skønt hun brød øjenkontakten lod han stadigvæk sit blik hvile på hende. "Du gav mig et tilbud jeg ikke kunne afslå." Svarede han blot og sukkede så let, "desuden savnede jeg dit selskab." Han blinkede til hende og rakte så frem for at tage det andet glas, han lod det klinke sammen med hendes, "Skål for gammelt venskab -og nye begyndelser," besvarede han og tog en tår.

[Raquel Janea Monroe]

Hendes blik spejlede sig i flammerne i pejsen, mens hun nikkede. Mattheus havde sat stor pris på hende, af årsager hun aldrig havde opdaget. "Du ved hvordan det er," hun lagde hovedet tilbage og så på ham med et selvsikkert glimt. "Han var imponeret.. indtil han gik tilbage til sin kæreste," hun smilede upåvirket nu, men da det var sket havde det været et kæmpe slag for hun havde på en måde elsket ham dengang.
Hendes fingre strøg lidt fraværende hen over sofaens lidt ru stof.
Gulvets eftergivenhed fik hende til at smile. Blake var en klippe, i alle henseender. Hun havde altid været tiltrukket af hans massive krop, og hans vilde skæg, for ikke at tale om hans isblå øjne der rummede alt den varme hun aldrig selv havde følt. Hun forstod hvad hendes søster havde set i ham. Ironisk nok var han den eneste mand hun aldrig havde forsøgt at lægge en hånd på. Hun lod ham sætte sig i den modsatte ende af sofaen og vendte sig lidt rundt, så hun sad med ryggen til armlænet og lagde sine slanke ben over hans skød. "Sandt. Hvem elsker ikke 300 regnvejrsdage om året, og alting til overpris?" spurgte hun retorisk og nippede til den søde rødvin. Hun mærkede hans gennemborende blik. "Havde jeg vidst at du savnede mig så meget, så havde jeg givet dig tilbuddet noget før," sagde hun og smilede. Hendes tænder fremstod en del videre i kontrast til hendes mørke læbestift. Hun strakte sig lidt frem og lod glasset klinge mod hans. "Nye begyndelser," gentog hun og lænede sig tilbage igen uden at slippe hans blik denne gang.

[Deleted]

Blake kendte hende. Han vidste at der gemte sig mere bag hendes hårde ydre. At hun altid stillede en facade op for at folk ikke skulle bemærke når noget rent faktisk gjorde ondt på hende. ”Nå, men det var heldigvis hans tab og ikke dit.” Svarede han i en bedrevidende tone og sendte hende et opløftende blik.
Raquel var ikke altid nem, hun havde et temperament der krævede at man nok var af en lidt bestemt type, men han havde altid været fascineret af det. Hun mindede ham lidt om de drager han arbejdede med -og kom det fra ham var det et kompliment.
Prægtige væsner, men farlige hvis man trådte forkert. Man havde lyst til at komme helt tæt på dem, men de lod aldrig en komme 100% ind.
”Præcis,” Erklærede han som var regnvejr det han levede og åndede for. Som hun smækkede benene op på skødet af ham gav han sige næsten automatisk til at masserer hendes fødder der jo nærmest var mindre end hans hånd. Han slap dog fortaget med den ene hånd så han lige kunne følge hendes eksempel og snuppe en tår af vinen. Dog blev opmærksomheden hurtigt derefter tilbagegivet til hendes fødder.
Han sukkede en smule dramatisk, ”og dér sad jeg bare og ventede i hjørnet.” Sagde han med et glimt i øjet. Han havde nu været ganske tilfreds med Ukraine. Det var nok et af de få steder han havde formået at se som ”sit hjem”.
Deres blikke smeltede sammen for en stund som glassene klirrede svagt imod hinanden. Han havde nok altid lidt haft et svagt punkt for den smukke kvinde, Dog ikke noget han på noget tidspunk havde tænkt sig at agerer på, dertil var han for loyal mod Liya. Hun var han store kærlighed skønt det ikke altid havde været et nemt fortagende.

[Raquel Janea Monroe]

Raquel sippede en tår vin og nikkede i samme øjeblik hun fjernede glasset fra læberne. "Lige mine ord," svarede hun selvsikkert. Sandheden var en ganske anden. Raquel havde igennem år, taget en del slag når det kom til mænd, det handlede nok primært om hendes manglende evne til at lukke dem ind, men ikke desto mindre var der en del af hende som følte sig.. ensom for første gang i årevis. Det var ikke længere tilfredsstillende for hende at tage den ene mand efter den anden med sig i seng, og smide dem ud dagen efter.
Hendes blik var drevet væk et kort øjeblik. Hans massage hev hende tilbage til virkeligheden. Hun faldt ubevidst et par centimeter længere ned i sofaen. På den måde var Blake anderledes fra andre mænd i hendes liv. Omkring ham kunne hun slappe mere af end hun kunne andre steder. De havde altid haft Liya som deres fællesprojekt, og selvom de ikke talte om hende så var hun der stadig i ånden."Bedre sent end aldrig ikke?" spurgte hun retorisk med et drillende glimt i øjet. Hun åbnede munden for at sige noget, men blev istedet gjort tavs af måden deres blikke mødtes et øjeblik. Hun brød bevidst forbindelsen ved at se væk. Den eneste fordel ved at være en kontrolfreak, var at hun ligeledes kunne kontrollere sig selv overfor ham, selvom hun nogengange ville ønske at det forholdt sig anderledes. "Jeg er nødt til at tage til ministeriet tidligt i morgen, men jeg tænkte at jeg kunne give dig en rundvisning på reservatet i morgen eftermiddag? Du er naturligvis velkommen til at kigge dig lidt omkring også," sagde hun bare for at snakke om noget helt andet. Hun tømte sit glas og satte det fra sig. Sandt at sige var hun efterhånden lidt en ekspert på vin.. i hvert fald på at drikke den, det var hendes eneste trofaste ven.

[Deleted]

Han smilede kort til hende. Desværre for hende kendte han hende ret godt og han have en fornemmelse af at det løb lidt dybere end den afværgende måde hun slog det hen. Blikket han sendte hende var nok en smule vedholdende, som forventede han at hun ville blotligge sine egentlige følelser skønt han kendte hende bedre end det og godt vidste at det ikke ville komme til at ske.
Et svagt smil voksede sig frem under fuldskægget, som hun gjorde sig det mere mageligt og sank ned i sofaen. Hendes fødder var små og feminine i hans store hænder. Han lod tommelfingrene arbejde i cirkulærer bevægelser under skiftevis den ene og så den anden fod.
"Ja det er der i hvert fald nogen som mener." Svarede han hende stadigvæk med det milde blik hvilkende mod hende. Han havde altid været fascineret af hende. Ikke kun hendes ufattelig smukke udseende, som var betagende for stort set alle mænd -og mange kvinder, men også hendes personlighed. På trods af at hun kunne være lidt af en strigle og aldrig var bange for at skære sine meninger igennem, så havde hun bare langt mere at byde på end så mange andre han havde mødt. Også selvom det ikke var alle der fik lov til at se det.
Deres blikke låste sig til hinanden og som hende, mærkede han alt det usagte, som ofte foregik imellem dem. Ikke noget de nogensinde kunne agerer på, de havde trods alt Liya at tage hensyn til., men det betød ikke at det ikke lå og lurede under overfladen. Forbindelsen blev dog brudt som hun flyttede blikket videre.
Han nikkede roligt, "det kunne være rart, skønt jeg nu ikke mistænker at det kommer til at tage mange timer." Dette var en joke hentydende til, hvor småt stedet her var kontra hvor de kom fra.
Han rakte frem og tog en tår af sit eget glas skønt han stadigvæk hold fat om hendes ene fod med den frie hånd. "Har du egentlig hørt noget fra Liya?" Spurgte han lidt forsigtigt ind. Det kunne godt være et lidt ømtåligt emne for dem begge.

[Raquel Janea Monroe]

Raquel gjorde sig selv tjentesten ikke at genleve det mareridt hun havde gennemgået med adskillelige mænd. Ironisk nok var Blake den mand der havde været længst i hendes liv, men det hang nok tæt sammen med at der aldrig havde været noget i mellem dem. For et kort øjeblik tillod hun sig selv at nyde følelsen af hans stærke hænder. Høje hæle og lange distancer var en uheldig kombination, og nu hvor han trykkede mærkede hun for alvor hvilke konsekvenser der havde for hende. Hun sukkede dæmpet. Hendes øjenlåg sank sammen bare lige for et par sekunder indtil situationen blev for intens og hun besluttede sig for at trække sig. Hun trak benene op mod sig og lod dem glide ud over sofakanten.
"Det gør det ikke. Jeg har i øjeblikket 5 folde. Jeg har plads til yderligere to," informerede hun for at skifte emnet til noget mindre farligt. Kemien havde altid været der.. i ny og næ når hun overgav sig for meget, mærkede hun gnisten, og hver gang blev hun ufattelig vred på sig selv, fordi hun ikke kunne agerer på det hun mærkede.
Hun greb ud efter flasken og hældte et nyt glas op - ubevidst. Det var efterhånden blevet vane for hende at drukne den slags i en flaske. Hun tog en ny tår og satte glasset fra sig, modstod fristelsen til at tømme det i én slurk.
Frustration blev erstattet af ubehag da han bragte Liya på banen. Raquel undlod at se på ham for at bevarer sit hårde udtryk. "Nej. Hendes breve stoppede brat for nogle måneder siden." indrømmede hun sammenbidt. Liya var syg.. farlig og syg men hun var hendes lillesøster og Raquel havde svor sit liv til at beskytte hende. Hun havde aldrig forestillet sig det indebærer at spærrer hende inde med dementorer. "Hun har snart afsonet sin straf," bemærkede hun og lod glasset hvile mellem hænderne. "Har du overvejet hvad du vil gøre når hun kommer ud?" spurgte hun og gav endelig efter for fristelsen og tog en stor tår af vinen i et desperat forsøg på at fjerne noget af det ubehag hun følte.

[Deleted]

Blake kunne godt fornemme at han havde ramt et ømt punk. Et lille smil blev skjult af vildmandsskægget ved det lette suk som undslap hendes læber. Han lod hende trække fødderne til sig, og vendte sig i stedet lidt i sofaen. Trak det ene ben op og satte det under det modsatte lår. Hans massive overarm fandt hvile på ryglænet som han pegede front mod den yndefulde kvinde.
Han nikkede som hun fortalte om pladsen, han ville ikke fremstå utaknemlig over hendes gæstfrihed, men han måtter erkende at han ikke havde troet at hun havde så meget plads på dette lille sted.
"Er det rigtigt?" Han skød de buskede bryn i vejret og fugtede læberne med tungespidsen. "Der kan man bare se." Han havde nu ikke noget imod små hyggelige steder, men han måtte da også indrømme at han var blevet ret glad for det forrige hus.
Som Raquel kunne han altid mærke hvordan det usagte lå og summede rundt lige under overfladen. Noget ingen af dem kunne agerer på. Han ville aldrig føre Liya bag lyset på den måde, hun fortjente bedre. På den anden side så havde han ingen anelse om, om hun nogensinde ville blive erklæret stabil nok til at forblive i samfundet. Tanken gjorde ham trist til mode for selvfølgelig elskede han hende, men dette her var bare heller ikke er forhold. "Det gjorde de også til mig." Sagde han så i et suk og lod de blå øjne drive mod ildstedet hvor de blev faget af flammerne for en stund.
Han lod Raquel gemme sig bag sin hårde facade, for han vidste at det var netop dét. En facade. En forsvarsmekanisme for ikke at lukke de følelser ud som hun havde svært ved at håndterer. "Du vil ikke bare have et sugerør i flasken?" Spurgte han en smule udfordrende som han betragtede hende tage endnu en grådig tår af det genfyldte vinglas. Det var ikke sagt i sjov, nærmere lettere bekymret da det mere lignede en refleks, end nydelse.
Hendes spørgsmål fik ham til at ryste en smule fraværende på hovedet, Liya havde altid været et lidt ømt punkt for dem begge. "Ærlig talt har jeg ingen anelse." Indrømmede han. "Jeg vil gøre mit bedste for at være der for hende, hjælpe hende med hvadend hun må have brug for." Han sukkede let og lod en hånd glide gennem det filtede lange hår.

[Raquel Janea Monroe]

Den nyskabte afstand mellem dem gjorde det en lille smule lettere at abstraherer fra ham. Raquel oplevede ærlig talt sjældent at hun blev draget mod en mand. Jovist kunne de være af en god støbning, der kunne få hende til at føle en vis form for fysisk tiltrækning, men hvis hun ville kunne hun sagtens modstå den. Det havde altid været sværere med Blake. "Mhmm," mumlede hun bare i relation til deres emne om foldene, for lige pludselig var emnet blevet uinteressant. Det var længe siden hun havde hørt Liyas navn nævnt i nogen sammenhæng, det fik altid noget mindre charmerende frem i hende. Primært fordi hun havde en ambivalent følelse af at ville beskytte og samtidig dræbe sin søster. En sjælden gang i mellem, når tanken strejfede hende, og hun ønskede hende død, blev hun ramt af en sjælden form for samvittighed.
Glasset var tomt da hun fjernede det fra læberne igen. Hun så fra det, til ham og tilbage på det, som om hun slet ikke kunne følge hans tanke. Havde hun været selv, ville hun allerede have fyldt det igen, men i stedet satte hun det fra sig og forsøgte at holde fast i den brændende fornemmelse i svælget.
"Det har jeg prøvet, sjovt nok smager vinen bare ikke halvt så godt gennem plastik," bemærkede hun tørt uden antydningen til at det skulle være humoristisk. Det sidste hun havde brug for var at han blandede sig i den slags.
Tanken om at han ville tage Liya ind i sit liv igen, var både beroligende og frastødende. Hendes ansigt var udtryksløst men man fornemmede hendes modvilje. Det var et af de øjeblikke hvor hun ville ønske at hun ville møde dementorkysset i Azkaban. "Hun får brug for dig. For os begge," konkluderede hun. "Hun var altid heldig at finde dig," fortsatte hun åndsfraværende. Hendes ambivalens skyldtes nok mange gange, at hun altid havde været dybt misundelig på at Liya havde fundet en som elskede hende som hun var, vanvittig og syg som det nu var, men Raquel havde aldrig kunnet det samme. Selvom der allerede var god varme fra pejsen, trak hun et tæppe fra sofaryggen ned over sine ben. Hendes blik var fokuseret på pejsen, så hun ikke skulle se på ham.. han havde en evne som ingen andre havde, han kunne læse hende og det skræmte hende ærlig talt.

[Deleted]

Emnet omkring foldende gled hurtigt ud i sandet igen. Det gjorde ham nu heller ikke noget da selve Liya-emnet var måske egentlig også lidt mere væsentligt. Blake var meget ambivalent omkring det. Han var stadigvæk sammen med hende, og han havde været hende tro, skønt det til tider ikke havde været let. Respekten for hende lå dog alt for dybt til at han kunne finde på at lave sidespring, selvom nogen måske godt ville kunne forstå hans trang til det, tog man hele situationen i betragtning.
Han sagde ikke noget først. Afventede blot hendes reaktion på kommentaren. Der gik lidt, men så kom den. Han smilede til hendes kommentar. ”Det ved du nok bedre end jeg.” Var hans svar. Det varme skær hvilede stadigvæk i de isblå øjne, skønt der samtidig var lidt bekymring at spore.
Skønt hun ingenting sagde, eller viste, lå det alligevel tungt i luften. Han rettede sig lidt ubekvemt i sofaen og hvilede den massive overarm mod ryglænet på sofaen. Han betragtede den smukke kvinde i et rum tid. ”Ikke mere heldig end så mange andre hun kunne have fundet.” kommenterede han blot. Selvfølgelig ville mange mænd ikke have fundet sig i de ting han havde, ej heller været bare halvt så forstående, men det burde man sgu være. I hvert fald set med Blakes øjne. Man burde kæmpe for hinanden. Men selvfølgelig havde alle et breaking point. Han havde været ved at nå hans et par gange, men han stod her da endnu. ”Men hun er nu heldig at hun har os begge.” Han havde aldrig været helt bevidst om hvilke følelser Liya satte i Raquel. Han var ikke i tvivl om at Raquel holdt af sin søster, men der var alligevel altid noget indre konflikt somehow han ikke kunne sætte en finger på.
Som hun trak tæppet ned over sine ben, greb han fat i det ene hjørne og rettede det ud over hendes fødder. Skønt hendes blik var vendt mod pejsen, var hans vendt mod hende. Det var så længe siden de to havde brugt tid sammen på denne måde, men det føltes rart og velkomment.