The Darkness in Me

[Deleted]

@dacoda

Kl. 19.30

Xander's bolig år 2053

---

Harper havde grædt mange tårer, og hun havde ikke flere af græde. Kold sad hun i sofaen, imens Xander var gået ud for at lave en aftale med Christian. Det var Christian og Xander der var skyld i at hun var kommet tilbage og havde været nødt til at forlade Adrian, Hope og Phoenix, det var uden tvivl det værste hun nogensinde havde gjort og det værste der nogensinde var sket for hende.
Harper lod sig ikke knække, hun havde været en hård bitch før, og hun skulle nok blive det igen. Hun var opvokset i dødsgarden og havde været en del af hende siden at hun var ganske ung.
Hun ønskede ikke at være en del af den længere, men Harper vidste godt det ikke var et valg hun var blevet spurgt om, og nu måtte hun finde ud af hvordan hun levede med det, prøvede at huske hvordan det var.

Hun sad på sofaen og havde læst lidt i en bog, men hun kunne ikke rigtigt få sætningerne til at give mening, nok fordi at tankerne var alle andre steder end på historien.
Make - uppen var lagt præcist lige så dyb som den plejede at være, det blonde hår sad let pjusket efter en vild nat med først Christian og seanere Xander, men det var fint. Sådan plejede det jo at være og det hjalp hende med at holde den hårde attitude.
samleje var så pisse ligegyldigt, pånær når det havde været med Adrian, dog vidste Harper godt at der nok ikke var nogen chance for at hun nogensinde skulle få ham at se igen.

[Deleted]

Dacoda kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde set sin tvilling, Harper, så da hun havde fået nus om, at længe fortabte søster var hjemme hos Xander, havde Dacoda simpelthen ikke kunne dy sig. Ikke fordi hun følte noget som helst for sin søster, som hun burde være uadskillelig fra, faktisk følte hun ikke rigtigt noget overhovedet, for nogen. Selv ikke for sig selv, hvilket nok bare gjorde hende endnu mere farlig, end nogensinde før. Hun var ikke bange for, at dø eller lide under en eller anden forbandelse. Hun var resistent overfor smerte. Hun var ødelagt indeni, selvom man ikke kunne se det uden på. Uden på lignede hun sig selv. Selvfølgelig var hun blevet ældre, men tøjet, make-uppen, attituden, var alt sammen den samme, måske bare i en mere hardcore udgave end nogensinde før. Det var ligefør hun blev bange for sig selv til tider. Hun var ligeglad med at slå børn ihjel, gamle mennesker, dyr. Det var den eneste måde hun stadig kunne være i stand til, at føle noget, ellers var hendes følelses register lukket ned.
Hun slog døren op ved hjælp af magi, og smækkede den som om en storm rasede udenfor, efter hende, mens et grin meldte sig på hendes læber, men ikke et af de rare grin, mere et af dem som fik det til at løbe koldt ned af ryggen, på langt de fleste. "Harper, Harper, Harper," sagde hun som hun gik mod stuen, hvor hun fik øje på sin tvilling, hvilket fik hende til at slå hænderne op foran munden, mens et falsk sørgmodigt blik meldte sig i de blå/grå øjne, "Min kære søster. Hvad har de dog gjort ved dig?" spurgte hun i en slikeblød stemme, før hun lod hænderne falde igen med underlæben skudt let frem. "Er du okay?" spurgte hun og forsatte med at gå tættere og tættere på sin søster og lod hende forsat blive i troen, om at Dacoda rent faktisk mente det.

[Deleted]

Harper havde det fint nok med Dacoda, hun havde ikke set hende i lang tid og hvis hun skulle være helt ærlig så havde hun heller ikke rigtigt brug for det. Der var engang de to søskende var så utroligt ens, og de havde jo også haft mange gode stunder i dødsgarden sammen, men Harper var over den tid og hun ønskede aldrig blive en del af den igen, Adrian havde givet hende et nyt syn på verden og hver gang hun tænkte på ham og hendes børn, så gik hendes hjerte i tusinder af stykket.
"Åh Gud jeg havde glemt du stadig eksiterede" sagde Harper i en lettere kold stemme, det var vidst ikke lige gensysglæde der kom, og hendes falske bekymring fik blot Harper til at rulle med øjnene.
Harper var udemærket godt klar over at hun lynhurtigt skulle finde den hårde attitude frem igen, men at have suttet den af på både Christian og Xander, havde da hjulpet lidt på at finde den døde og kolde person frem inde i hende.

Harper kiggede kritisk i mod Dacoda, det var jo ikke ligefrem fordi at Harper forventede at hun rent faktisk mente det - men der var da en del af hende der bare sad og aflæste hende lige nu, uden at sige noget: "Øhhh hvad har de gjort ved dig?" spurgte hun kritisk, Dacoda plejede ikke ligefrem at være sådan, og Harper var stædig omkring ikke at lade hendes facade falde, hvis først nogen slog til det ømme punkt i hende, så ville hun bare gå endnu mere i stykker.
At dræbe sin søster var nok ikke den gode start på at komme tilbage i dødsgarden: "Hvad vil du?" spurgte hun hårdt og holde en hånd op som hentydning til at hun ikke skulle komme tættere på hende.

[Deleted]

Det ville være løgn, hvis Dacoda påstod at hun ikke var utrolig bitter på Harper. Bitter over, at hun havde forladt Dacoda til fordel for en fyr. Dacoda ville aldrig have forladt Harper. Hun følte sig svigtet og der skulle ellers ufattelig meget til, før Dacodas kolde hjerte kunne føle noget som helst overhovedet. Hun havde én gang været forelsket og det havde været den værste tid i hele hendes liv og hele fundamentet for, at hun var blevet dødsgardist. Dacoda havde selv en søn, men hun havde ingen kontakt til ham og havde ikke haft det siden han var blevet født, men hun havde styr på, hvornår han havde fødselsdag, udelukkende fordi hun ville være klar til, at opsøge ham den dag han blev gammel nok til at slutte sig til garden, for nej, det ville ikke blive lagt ud som et tilbud, men som en 'enten eller', hvor 'eller' var døden.
Dacoda satte en hånd for hjertet, "Orh, kære søster dog.." sagde hun forsat i den slikebløde stemme, det var nok en af de mest farlige ting ved Dacoda. Man vidste aldrig hundrede procent, hvor man havde hende. Hun kunne gå fra den ene ydelighed til den anden på et split sekund, og når hun først havde set sig surt på en, så skulle man ikke ønske sig at være i deres sko. "Du burde tænke lidt mere over, hvordan du taler til hvem. Bare et familiært råd," advarede hun og blinkede til sin søster, efterfulgt af et grin, mens hun begyndte at gå frem og tilbage med sin tryllestav legene mellem sine hænder.
"Hvad de har gjort ved mig? Åååhåhå, ingenting i forhold til, hvad de kommer til at gøre ved dig, hvis du ikke makker ret," svarede hun, der var nok ikke nogen som skulle ønske sig, at komme ind i hovedet på hende. Der var ingen tanker som mindede bare en lille smule, om et normalt fungerende menneskes. Eller sådan virkede det i hvert fald for folk ude fra, men det var af selv samme grund. Ingen var inde i hendes hoved. Ingen vidste, hvad der foregik og der foregik langt flere ting end de fleste antog, hvilket bare gjorde hende endnu mere farlig. Dacoda var ikke dum eller uintelligent. Hun var snu. Hun var hurtig på aftrækkeren. Folk havde det bare med at undervurdere hende.
Hun vippede mundvigerne lidt ned, "Sig mig, er du bange for mig? Er du bange for, at jeg gør mod dig, som jeg har gjort mod Kaya?" spurgte hun som al mimik forlod hendes ansigt og de blå øjne blev kolde som is. "Jeg ville høre hvordan du havde det, men jeg kan godt fornemme, at min bekymring ikke er værdsat," svarede hun køligt og svingede sin trylle stav lidt i den ene hånd, med blikket på den og ikke Harper.

[Deleted]

Det var da ikke fordi at Harper direkte hadede Dacoda, men hun stolede ikke på hende. Generelt stolede Harper ikke på nogen i dødsgarden, folk var sindsyge og Dacoda var da ikke mindre sindsyg. Harper havde selv været i del af dødsgarden siden hun var teenager og hun kendte udemærket godt det her miljø: "Det kan godt være jeg har været væk nogen år, men jeg er altså ikke blevet dum..." sagde hun blot.
Hun kendte udemærket godt dødsgarden og hele det her undergrunds miljø, hvordan det foregik og hvad man kunne gøre: "Jeg har lige knappet Xander og suttet den af på Christian, jeg er ved at charme mig ind igen" sagde hun blot, hun var klar til at blive den hårde og dødkolde tøs hun altid havde været, hun havde ikke brug for at have følelser nogen som helst steder. Følelser gjorde ondt når de ikke kom ud rigtigt og hun ønskede ikke hverken tænke på - eller tale om Adrian eller børnene.

"jeg er ikke bange for dig Dacoda... Jeg tror vidst vi har haft vores slåskampe" sagde hun blot. Det var utrolig man kunne være tvillinger og alligevel føle sig så utroligt langt fra hinanden."Du er ikke bekymret for andre end dig selv, lad være med at lade som om du pludseligt er blevet helt blød over de sidste 8 år" sagde hun, det var mærkeligt at tiden var gået så hurtigt, og hvis det stod til Harper ville hun bare tilbage til Adrian.
"Stod det til mig var jeg slet ikke her... Men nu er jeg her, også får jeg ikke engang et ordenligt velkomst party?" sagde hun i et grin, Harper kunne lige så godt bare komme videre i livet, drikke, ryge.. Holde en fest, og pisse på alt der var sket de sidste 8 år.
Dødsgarden havde jo været hendes hjem, så hun skulle nok hurtigt finde sig tilpas igen.